Tag: Spanien

20. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 4: The road to hell og egne fejl

(Pamplona - Puente La Reina, 24 km plus lidt mere)

Det blev en forfærdelig nat.

Pamplona er meget livlig om lørdagen. Det havde flere pilgrimme åbenbart fundet ud af, hvilket ikke var svært. Der var et hav af mennesker i aftes på gaderne. Folk står midt på gaden med deres vinglas og snakkede, snakkede og snakkede. Og det går ikke stille af sig.

Flere havde set stort på herbergets lukketid, kl. 23.00, så det bankede på flere gang, efterfølgende. Og alle vågnede. Klokken 2 bankede det meget, meget hårdt på hoveddøren. Det runger i de 2 sale, hvor vi sover. Hører en masse snak. Endelig falder der til sidst ro over det, men meget søvn får man ikke.

Vågner ved halvsekstiden og ligger og skriver lidt. Så kommer der gang i folk og jeg står op, får børstet tænder og hovedet vasket. Går ned for at hente mit tøj. Det er stadig vådt, så det må ned i en plastikpose og blive tørret færdigt i eftermiddag/aften, når jeg når næste mål.

Får pakket min rygsæk. Lucy og Jin skal først have morgenmad. Vi siger farvel og på gensyn.

Jeg går ud kl. 07.30 og prøver at finde Camino-sporet. Heldigvis kommer en af de unge koreanske mænd, der ved, hvor det er. Han går med sit koreanske flag på rygsækken. Vi møder de første branderter, der er på vej hjem. De har det sjovt, men nok ikke senere på dagen.

Det er en dejlig dag. Lidt kølig, uden at være kold. God gå-temperatur. Vi går mod noget parklignende og bliver lidt forvirrede. Selvfølgelig kommer hjælpen. En meget flink spanier, der kan noget engelsk, hjælper os på vej. Han går med os, så langt han kan og viser os vej. Tænk at vågne op til så meget uselviskhed. Man bliver varm om hjertet. Der findes rigtige mennesker!

Lee og jeg fortsætter. Møder endnu de sidste branderter på vej hjem. Vi kommer til universitetsparken og kan se en ældre kvindelig peregrino, der leder efter vej. Hun har krøllet lyst hår og virker til at være fit for fight. Vi går sammen med hende, indtil vi er sikre på, at intet kan gå galt. Så går vi fra hende.

Lee skal langt på sin første strækning, inden pause, siger han. Over 13 km. Manden er gal, tænker jeg. Vi siger farvel og på gensyn.

Venstre fod har det ikke for godt, selv efter gårsdagen kærlige behandling. Jeg går dog nogenlunde, alligevel. Når foden bliver varm, bliver smerten mindre. Det går langsomt opad. Der er lokale, der går søndagstur og endnu flere motionister og mountainbikere, her i de allertidligste morgentimer. Det er helt utroligt, hvor aktive folk er her på en tidlig søndag morgen.

Fortsætter opad. Kan se vindmøllerne på bjergkammen, på begge sider af, hvor jeg skal op, på lang afstand. Håber at den næste by, jeg kan se, har en cafe eller noget, hvor jeg kan få lidt at spise.

Ser en mindesten over en død belgisk pilgrim, hvis jeg husker rigtigt. Han var lidt overvægtig, kan jeg se på billedet. Måske er det den rigtige måde at dø på?

Selvfølgelig, dukker der een op. En undselig lille biks. Alt kommer til dig på Caminoen, når du ønsker det. Jeg går ind og møder en meget, efter min mening, smuk, lad os sige omkring 30 år, spansk, flink, kvinde. Hun har dette brunsorte hår, som mange spanske kvinder har. Det er bare vildt flot, når det har den rette kombination. Hvad, kan jeg ikke sige. Ved det bare, når jeg ser det. Hvad kan man forlange mere, når man er lidt træt og har ømme fødder? Det lindrer lidt på smerten.

Køber en frisk opvarmet croissant plus en cola - ved ikke hvorfor - og en cafe con leche i automaten, og en mandarin. Det bliver min morgenmad. Croissanten smager himmelsk.

Nyder den udenfor med rygsæk på. Ingen steder at sidde. Går ind og siger tak for den dejlige croissant - sikkert bare for at få det sidste syn på hornhinden. OK, det er tilladt at kigge, hallo!

Fortsætter og der er kun een vej - opad.

Der kommer flere og flere efter mig. Tror i første omgang, at det er peregrinos, men nej. Det er lokale, der skal på søndagsudflugt op, hvor vindmøllerne er. Ikke den bedste vej at gå. Man skal hele tiden passe på. Det slider. Flere børn og forældre passerer. De hilser.

Heldigvis dukker en bænk op. Smider rygsæk, støvler og sokker. der passerer efterhånden mange mennesker, selv hele flokke af børn, der ledes af voksne. Efterhånden begynder jeg at tænke, om det er noget, som bare sker denne søndag eller at det sker hver uge. Men mange mennesker er det, familier, enlige, venner. Det er positivt, at man gør sådanne ting sammen, i stedet for mobiltelefon og computer, hele tiden. Hatten af for spanierne!

Børnene er utroligt flinke og interesserede. Alle børn ved, hvad en peregrino er og behandler dem med respekt. De har lært det af deres forældre. Hvem skulle de ellers lære det fra? Når de gør det, så behandler de også deres ældre med respekt. Måske det lovpriste danske og grønlandske velfærdssystem kunne lære lidt af det. Man kan ikke betale sig fra det hele, heller ikke ens dårlige samvittighed. Ved det, for min part. Lige lidt hjælper det.

På et tidspunkt passerer Chris, en høj tynd australier. Vi hilser på hinanden. Jeg spørger til Lucy og Jin. De er længere bagud.

Videre op til toppen, hvor jeg bliver passeret af mange energiske børn, uden oppakning. Når toppen, hvor mange mennesker sidder og spiser deres medbragte madder. Det er nærmest en folkefest.

Et par hurtige billeder og så videre, nedad, på den anden side. Det viser sig at være noget af det værste, jeg har prøvet indtil nu. Det er store rullesten, lagt på trappelignende indretninger. Det er et helvede at gå på, undskyld udtrykket!

I starten tænker jeg, at der må være en logisk forklaring på dette helvede. Det er naturligvis, naturlige sten, der er rullet ned af bjergsiden og helt naturligt faldet ned på de menneskeskabte trapper, godt nok store, og uregulære. På vej ned sidder Chris med sin notesblok og spuser ludt mad. Vi hilser igen og ses i Puente La Reina.

Længere nedad kan jeg heller ikke snydes. Det går op for mig, at det slet ikke er hverken gud eller djævlen, der har lagt disse kæmpe rullesten ud. Det er naturstridigt. Altså er det mennesker. Sikkert nogen, der aldrig har gået Camino eller bare har et dårligt liv, og dem er der jo nogen stykker af, som synes, at andre skal have det lige så dårligt som dem. Tak spids!

I sådanne situationer, med smerter, må man snyde hjernen. Så man tænker på alle mulige skøre ting. I et af de mere muntre momenter overvejer jeg, om jeg nu er til S/M, siden jeg gider alt det. Ler højt for sig selv.

Jeg nærmest sniger mig videre ned. Øv, havde det lige så godt efter pausen. Og så er det hele ødelagt. Der dukker heldigvis en bænk op på det tidspunkt, hvor de forbandede - undskyld - rullesten - holder op. Lufter de dertil indrettede og får mig en energibar. Et par snakkende veninder går forbi. Her i Spanien kan du jo gå til alt, åbenbart. Der er altid en sti at gå på, til næste by.

Vandrer videre af en dejlig grusvej, dog med ømme fødder. Chris kommer op og vi falder i snak. Chris er rødhåret, høj og australier og kan næsten tage næsten dobbelte lå lange skridt som jeg. I dag skulle vi åbenbart tale sammen resten af vej. Solen bager ned.

Først taler vi om den underlige nedstigning, vi lige er gået på. Den er livsfarlig, og endnu værre i regnvejr. Snakker om, hvilke hoveder, der kan finde på sådan noget. Mountainbikerne forcerer den dog også, forstås nedad. Opad må de nok opgive. Så ikke nogen.

Chris er 34 år gammel og underviser på en high school. Har gjort det i 4 år. Han har taget et sabatår, for at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Han mener dog, at han forttat vil undervise. Ingen kæreste, ingen børn.

Vi kommer i snak om Pamplona og aftenens byliv. 2 mænd, der går, kan naturligvis ikke undgå at snakke om de smukke kvinder, man kunne se på gaden i går. De gør virkelig noget ud af sig selv. Ikke på den overgearede måde, hvor det nærmest bliver grimt. Jeg for min part synes godt om det sort/brune hår. Chris havde hørt om de blonde skandinaviske. Dem snakkes der åbenbart også om, i mandekredse. Selvfølgelig.

Vi kommer ind på skolesystemer. Han kendte noget til det finske og canadiske. Nogle af hans chefer havde været i Finland. Vi snakker om fagforeninger, undervisningsmetoder m.m.

Kommer også ind på religiøsitet og om Caminoen, uden dog helt at gå dybt ind i det. Det er for tidligt. Senere på Caminoen. Vi bliver dog enige om at tage en detour for at se en kirke fra det 12. århundrede, som blev bygget for at beskytte pilgrimme. Inden vi drejer fra den anbefalede normalrute, får vi forfriskning på en bar i Muruzabal. Der er bagende varmt. Flere af vores spanske medpilgrimme sidder der og får sig en øl. Vi hilser hjerteligt på hinanden og skåler.

Inden vi forlader Muruzabal fylder vi vores vandfalsker på en vandpost. Der er ingen skygge nogen steder. Vejen er menneskelig, men fødderne får det værre. Vi kan se kirken på afstand og den ligger helt for sig selv. Endelig ankomst. Vi smider, hvad vi har. Hilser på 2 spanske par og 1 barn. De er flinke og vi får dem til at tage et billede af os 2. Efter en rundering om kirken og tagen billeder, går vi videre. Vi er efterhånden begge trætte og vil frem til Puente La Reina. Foreløbig er vi ikke blevet overhalet af nogen som helst.

Vi tror, at vi tager den anbefalede vej til byen, men nej. Vi har åbenbart taget vejen mod Obanos, som er en del af normalruten. Vi skulle have fulgt hovedvejen på venstre side et kort stykke, inden vi kom på vandrestier igen. I stedet reddede vi os en stigning, der tærede, på dette tidspunkt. Naturligvis mødte vi andre pilgrimme, der ikke havde taget en detour. Vi var åbenbart de eneste idioter, der havde set kirken, viste det sig bagefter.

Vi humpede nærmest ind. Vi lavede endnu en fejl. Vi gik til det private herberg i den anden ende af byen, lidt udenfor. Vi overså skiltet, hvor der stod lukket og vi reddede os selv en stigning igen plus en kilometer mere i alt, inden vi endelig - efter at være vendt om - kom til klosterets herberg. Her var alle de andre, naturligvis.

Dejligt at kunne smide alt oppakning og ikke mere de forfærdelige vandrestøvler for i dag. Jeg må se at finde nogle vandresko eller sandaler, ved siden af.

Kommer i bad, fødderne bliver plejet med kærlig hånd, læggene får deres massage. Bagefter tøjvask.

Folk sidder ude i haven og slapper af. Jeg prøver at skrive lidt, men er meget træt og der er næsten ingen elstik, så jeg opgiver og læser lidt i guidebøgerne. klokken er efterhånden ved at være mange. Møder Tommy, der vil ud og se byen. Det gør vi. Han har aftalt med Ian og Eva, om at spise sammen på hotellets restaurant, lige når man kommer til byen. Vores tur er dog først den anden vej. Vi går til den gamle bro og får taget billeder. Vender om og går hele vejen tilbage gennem byen og ud til den anden ende for at mødes med de andre. De er der ikke.

Vi får et glas vin og nyder den udenfor. Collett og Tony kommer forbi. De har spist og bor på hotellet.

Vi tror, at Ian og Eva har ombestemt sig og gået ind i selve den gamle bydel. Vi tager derind. Selvfølgelig sidder de der. Vi får pilgrimsmad til 6€. Snakker og har det hyggeligt. Sådan er det i selskab med Ian.

Vi er trætte og går hjem, så snart vi er færdige. De andre sidder i spisestuen og hygger sig. Vi får lige en kop the sammen med de koreanske piger. Jin laver theen, dejligt. Så er det på hovedet i seng, inden kl. 22.00.

19. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 3: Så skete det, jeg frygtede

(Zubiri - Pamplona, 22 km)

Ligger lige i disse sekunder på herberget midt inde i Pamplona og skriver dette. Kl. er lige omkring 18.00. Det er et herberg inddelt i sektioner med 2 dobbeltkøjer i hver. Der er vel lidt over en meters penge i adskillelsen. Der ligger nogle få og sover efter dagens strabadser, kan jeg høre.

Jeg er mørbanket i lår, lægge og fødder. Ikke at forglemme den tå, som jeg frygtede. Mere om den senere.

Efter jeg kom hjem til pensionatet i går aftes, lå jeg og skrev til lidt over tolv. Det er noget skidt med disse forpligtelser på hjemmesiden på sådanne tidspunkter, når man har brug for at sove. Det presser jo lidt. Alligevel vågner jeg allerede lidt i seks. Havde vinduet åbent hele natten, så jeg kunne høre vandets rislen. Det minder mig om min barndom, når far havde os med ude og vi lå i telt - i Sydgrønland, ved siden af en elv. Sikkert derfor, jeg sov godt. Utroligt hvilke ting, man husker fra sin barndom, som betyder noget.

Stod endeligt op lidt i syv. Gik ud og børstede tænder og vaskede ansigtet. På Caminoen bader man dagen før og er derfor klar næste morgen. Pakkede stille og roligt, tog mine piller og hentede vand i køkkenet til mine 2 flasker. Collett var derude og var gået i gang med den morgenmad, hun og Tony havde bestilt. Jeg havde ikke bestilt noget. For mig duer det heller ikke at spise mig mæt og så begynde at gå. Vil hellere have gang i systemet først. Vi ønskede hinanden en god tur. Vi sås jo nok.

Jeg tog min rygsæk og gik ud. Ruten starter lige ved siden af pensionatet. En pilgrim kom forbi, inden jeg fik min rygsæk på og startet gps'en. Var lidt bange for at løfte rygsækken og få den på - efter i går med ondt i skuldrene. Dejlig morgen, frisk, overskyet - perfekt vejr til vandring. Det er ikke det kønneste sted starte, da man skal forbi et stenknuseri og man bliver ledt lidt rundt for at komme videre.

Det overstås heldigvis og jeg kommer ind i dejlig afvekslende natur. Havde besluttet mig for at jeg tage det helt roligt. Har masser af tid. Jeg bruger mine stave godt allerede fra starten. Opad bruger jeg dem på samme måde som i langrend. Begge stave ned i jorden på een gang og så støde fra og hjælpe til i bevægelsen. Det virker utrolig godt. Hver en besparelse af benmusklerne kommer een til gode mod slutningen af dagen. Ved ned stigninger støder jeg mod, så jeg ikke belaster knæ og lår for meget.

Passerer den mand, der gik lige før mig. Vi ønsker hinanden en god Camino. Han har seng længere henne her i herberget og vinkede hjerteligt, da han så mig i eftermiddags.

Kommer i en god gænge. Passerer 3 spanske kvinder, der åbenbart er veninder, eller snakker som kun veninder gør. De taler hele tiden, som om, de er hjemme. De er fortsat i comfort-zone og det må man håbe for dem, at de kommer ud af. Går lidt hurtigere for at slippe for talestrømmen.

Pludselig genkender jeg gangen med en vanddunk i hånden og en stav i den anden, rygsækken og hendes vandresko, der er blå og gule. Det er min vandreveninde fra første dag, Susie fra Korea. Jeg prøver ikke at indhente hende, men hun stopper op ved at bæk, hvor man kan sidde godt på en bænk og hvor der sidder 4 spanske venner sammen. Jeg gør det samme. Har jo ikke fået morgenmad og vil spise noget frugt, jeg købte i går, plus en energibar. Susie bliver glad for at se mig.

Allerede på torsdagen vandring besluttede jeg mig for, at hun skulle have min anden kammusling som gave. Hendes lykkeskal fra Grønland, sagde jeg til hende. Hun takkede meget og hænger den på sin rygsæk. Er meget sikker på, at Laila og Ulrik, der har sendt mig kammuslingeskallerne, er enig med mig i, at en ung koreansk kvinde, der kommer til Europa for første gang, skal have en grønlandsk kammuslingeskal.

Vi spiser vores mad og snakker lidt med den spanske gruppe, der spørger, hvor vi kommer fra. De 3 veninder dukker også op. De 4 går før os.

Uden at det siges er Susie og jeg enige om at følges ad. Hun er også godt brugt på de første 2 dage, så vi har godt af at gå sammen. Jeg lader hende styre hastigheden. Landskabet på denne strækning fra Zubiri er meget afvekslende. Dejligt for en vandrer. vi møder også en del mountainbikere.

I en mindre landsby er vi nødt til at holde. Skal have luftet fødderne. De gør ondt, specielt den venstre. Jeg har et par ydersokker hængende til tørring på rygsækken, som jeg tager på. Underligt at jeg ikke har tænkt på det før. Selvfølgelig skal jeg have et par indersokker og ydersokker hængende på rygsækken i mine store sikkerhedslåse, som jeg kan skifte med, uden at skulle pakke ud. De våde kan så tørre og tages på igen senere. Har jo 3 par med, så jeg jo altid har rene ved ankomsten. Susie griner, da jeg siger, hvor dum man kan være dum.

Spørger hende, om hun tager og lufter sine fødder undervejs. Det gør hun ikke, siger hun, fordi hun er bange for ikke at få dem på igen. Jeg siger til hende, at hun ikke kan gå til Santiago, hvis hun ikke lufter fødderne engang imellem. Hun tager skoene af, og det viser sig jo, at hun har problemer med en tå, der bløder. Hun skifter plaster på det. Mens vi sidder der kommer den anden koreanske pige, hun hedder Chae Jin Baek, viser det sig senere, da jeg siger til hende efter ankomst til herberget, at jeg jo ikke kan blive ved med at skrive "den anden koreanske pige". Hun skal have et navn. Hun vil kaldes Jin, så det er Jin fra nu af.

Jin går videre og vi får vores luftede fødder i støvlerne igen og følger efter. På et tidspunkt passerer vi floden og lige ved sidder Jin med 2 mandlige koreanere og får morgenmad. Vi springer over, da vi på tidspunktet er rimeligt gående. Det er vist en englænder, der er vært i dette gamle hus, som han er ved at istandsætte. Han lyder sådan.

Vi får kigget i Susies guidebog, der er en oversættelse af den engelske og bedre end min. Vi skal passere under en hovedvej og så opad. Vi kommer under vejen og der er 2 toiletter, og jeg skal slå en streg siger jeg, og det skulle Susie så også. Der kommer en cykelrytter og Jin lige efter. Cykelrytteren spørger om vi har toiletpapir. Det har jeg, men det ligger langt nede. Jin, der er utrolig hjælpsom, flår straks sin rygsæk af og finder vådservietter i en sidelomme til manden. Jin har vist alt i rygsækken. Hendes rygsæk vejer flere kilo end min. Ikke noget under, at hun har ondt i skuldrene.

Vi klatrer op. Det går ok, men det er hårdt. Da vi er kommet op, holder vi en pause og kigger igen i guidebogen. Den siger omkring 6 km til Pamplona. Vi bliver helt euforiske og tror, at vi snart er der. Jin kommer op til os. Vi 3 følges resten af vejen, med efterhånden flere pauser. Vi er godt møre. Mine fødder gør ondt, rigtig ondt, nedad, isæt den venstre. Vi når til en forstad til Pamplona, smuk ved en flod. Byens indbyggere vil nok have sig frasagt at blive kaldt forstad. Vi går selvfølgelig forkert. Skulle have krydset floden allerede første gang. Vi får hjælp af en flink, godt engelsktalende spanier. Han guider os til hovedgaden, som man skal følge. Vi finder den.

Vi er så trætte og der er næsten 1,7 km til herberget. Jin har kort på sin tablet, så det kan vi se. Holder efterhånden pause for hver 500 m. Endelig kommer vi til byen, fuld af liv og folk er på barer og hygger sig, kan vi se og høre. Vi kommer til herberget og får vores senge, 7€.Vi 3 sover i sammen enhed. Jin i køjen over mig og Susie over i den anden. Det er en lise at komme af med støvlerne. Man er bare færdig og magter knap nok at gøre noget som helst, men det skal vi jo. Får lagt lagen på plastikmadressen og pudebetræk på. Fik dem udleveret.

Jeg får hurtigt sokkerne af og får kigget på fødderne. Kan se at den tå, der har tør hud er blevet større. Der er vand i. Pga. blødheden springer den, via mine negle og det hele kommer ud. Skidt, rigtig skidt, at jeg nu skal døje med det. Får presset det hele ud og skynder mig i bad, så jeg kan tage mig af den bagefter.

Der er fælles badefaciliteter, dog i kabiner. Vi render rundt igen i underbukser.

Kommer jod på og plaster. Fødderne får luft i klipklapperne. Håber det går. Vasker mit tøj og hænger det til tørre. Fødderne får creme og massage, ligeså læggene. Lårene må også have en tur. Det gør altså ondt.

Nå, må i byen for at finde et telefonselskab og købe mig en ny rem. På et tidspunkt falder bukserne vel ned og det kan vi jo ikke have. Går rundt alke vegne, men der er lukket. Ser den store plads, hvor folk sidder og spiser og drikker i det gode vejr. Skal også selv have lidt. Har kun fået en banan og energibar, plus nogle nædder og en tredjedel mandarin af Jin. Finder jeg en tapasbar i en sidegade til den store plads. Bestiller 2 som jeg synes ser lækre ud, et glas hvidvin og en flaske vand. De ryger ned med det samme, vinen og det meste af vandet også. Må have en mere og et glas mere. Dejligt. Får en cafe solo til sidst og beder om regningen. 12€ - altså. Det er den rene foræring. På vejen tilbage til herberget, hvor der er en masse spaniere, der forstår at glæde sig, tænker jeg, at det er da godt, at priserne er lave og at de forstår glæden ved hinanden. De lever jo det meste af tiden på gaden, skulle man tro. Med den situation, landet er i, under man dem deres evne til at glædes med hinanden. Godt gået.

Lige ved siden af herberget er der en særlig butik til pilgrimme. Gik ind og kiggede. Fandt et sæt "blister killer", den engelske guidebog og en ny minitaske til mine penge, pas og pilgrimspas. Den anden duer ikke om maven. Man sveder jo.

Kommer på herberget og får en synål med tråd igennem den bløde hud. Giver den engang jod. Det må være kommer det rette sted, for den sved. Plaster på og så håber vi på mirakler.

Klokken er nu lidt over 8 og jeg skal lige ud og have en lille bid, inden jeg går i seng. Har bare mest lyst til at ligge ned. Jin er her. Hun skulle ikke ud med de andre. Vi har snakket og bare været afslappede, mens jeg skriver liggende. Hun vimser rundt og laver en masse ting.

Hun har foræret mig et meget flot koreansk bogmærke, som har nogle traditionelle koreanske symbolske mønstre. Det synes hun, jeg skulle have. Det er jeg naturligvis meget glad og beæret over og tager som udtryk for, at jeg er godt selskab for dem. Hun får min muslingeskal, hvis vi gennemfører sammen til Santiago. Nu har Susie fået den anden. Jeg har ikke brug for symbolikken. Den har jeg i hovedet.

Håber fødderne kan klare de ca. 24 km i morgen. Ellers må jeg skifte til sko, når jeg kan købe nogle ordentlige, i løbet af de næste par dage. Måske er de ikke så hårde ved tåen. Vi må se og improvisere.

18. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 2: Min første vandring alene fra morgenstunden

(Roncesvalles - Zubiri, 21,8 km)

Sov kun i min silkepose. En anelse koldt, men OK. Snorkeriet i nat var OK. Tommy snorkede lidt meget i underkøjen modsat side, hvilket han fik at vide med et smil. En franskmand sov under mig og den anden koreanske pige modsat mig på øverste køje.

I øvrigt render alle mændene i underbukser blandt alle kvinderne, når de går til og fra badet. Nogle kvinder tog fejl af mændenes afdeling og tog bad der. Fine fornemmelser eksisterer ikke på en Camino, selv på et religiøst herberg. Gud ske tak og lov, for det!

Vågnede allerede ved 05.30-tiden. Overvejede om jeg skulle stå op. Ville egentlig gerne på toilettet for at lave det store. Havde ikke været der af den grund siden afrejsen fra København, så jeg var vist blevet trængende. En enkelt vandrede på sine klipklappere.

Nå, nu skal det være. Jeg kravlede ned med min pandelampe, uden at tænde den og tog så samtidigt mit tøj, så jeg bagefter kunne komme i kælderen og hente mit vasketøj. Gjorde det, der skulle gøres og listede hen ad gangen og ned for at hente mit vasketøj.

Da jeg kom op til soveafdelingen stod 2 hospitaleros klar til at tænde lyset og gjorde det, ligesom jeg kom i sovesalen. Den ene satte kirkeligt kormusik på (en slags gregoriansk) og den anden gik så rundt og sagde godmorgen til alle på forskellige sprog. Dejlig måde at blive vækket på og sådan, at det ike er til at misforstå.

Franskmanden var stået op og i gang med at pakke. Jeg ventede. Han blev færdig og gik. vi ønskede ham god tur. Tommy havde åbenbart brug for at vågne stille og høre musikken, så det fik han selvfølgelig lov til. Koreaneren ville gerne afsted sammen med hendes landsmand, Susie, der sov i den anden 4-mandsenhed ved siden af, hvor Teddy også var.

Teddy var færdig og vi ønskede ham god tur og på gensyn. Jeg pakkede mine ting stille og roligt, men var klar før Tommy, så han sagde, at jeg bare skulle tage afsted. Jeg gik nedenunder, hentede mine støvler og så afsted i tusmørket.

Ved starten, hvor der er en markering med afstanden til Santiago tog jeg et billede og lige pludselig skulle jeg agere fotograf for et spansk ægtepar og en anden gruppe. Det gjorde jeg selvfølgelig med glæde og fik mange tusind tak og så var dagen ligesom startet godt, positivt.

Gik for mig selv gennem skoven. Dejlig morgen. Intet at være bange for. Man er en del af naturen. Jeg ville spise morgenmad det første sted, jeg fandt. Det gjorde jeg i næste by, 3 km længere henne. Andre, bla. Ian, som jeg gik med senere på dagen, var der. Jeg fik en tostado med smør og marmelade, cafe con leche og så et glas juice oppe ved baren. Dejligt sted.

Gik videre ad hovedvejen i byen, indtil jeg hørte nogen råbe, åbenbart efter mig.jeg vendte mig om, og så en spansk mand med brød på armen sige noget og fægtede med armene, og jeg forstod, at jeg var gået forkert. Jg skulle dreje til højre længere tilbage og skulle over floden. Jeg takkede ham mange gange og fandt stedet. Jeg havde overhovedet ikke læst i min guidebog - ellers havde jeg vist det.

Anaway, jeg kom på ret kurs og så var det ude på rigtig pilgrimsvej med natur til alle sidder. Flot, flot vandring. Forbi gårde, fordi køer. På et tidspunkt mens jeg går med skov til begge sidder, står der lige pludselig en hest lige der, mellem træerne. Højst besynderligt. Begynder at få fornemmelsen af, at der er noget mellem disse heste og jeg. Vi snakker sammen.

Jeg tager et billede og imens kommer en mand bag mig og stopper op. Det viser sig at være en franskmand. Vi følges ad og taler på det bedste skolefransk og hans skoleengelsk sammen. Han var gået hele vejen fra Le Puy og skulle til Santiago, men ikke til Finisterre. Hans kone arbejde i øvrigt i et dansk firma, Bruel og Kjaer. Han skulle nå 45 km i dag, kunne jeg forstå, så han og jeg skiltes.

Umiddelbart efter kom jeg til en by, hvor det spanske ægtepar sad og spiste på en bænk. Gik lidt videre og fandt et lille torv ved en cafe, hvor der sad flere kendte ansigter, bla. 4 unge fra Spanien, som jeg på dagens vandring havde mødt flere gange.

Jeg gik ind for at købe noget og talte så med en ung australier, mens vi ventede på betjening. Havde set ham på herberget. Hans første Camino. Jeg købte en cafe solo og en øl. Satte mig ved et bord, hvor der sad en ældre mand med skæg, som australieren kendte. Det viste sig, at den skæggede mand også var australier. Vi kom i god snak. Han var gået fra Le Puy, den 12. september. Havde haft 2 hviledage.

Mens vi sidder der kommer ægteparret fra Irland, der får kørt deres baggage mellem deres destinationer. Havde hilst og talt med dem flere gange i St Jean og i Roncavalles. De satte sig ved vores bord og jeg fik noget smørelse til min fødder af manden. Vi snakkede og hyggede en 10 minutters tid. Så var det videre. Den ældre australier og jeg blev enige om at følges. Det var en rigtig god spadsertur. Vi fik snakket politik og meget andet. Han var uddannet skolelærer. Vi havde det godt i hinandens selskab. Vi fulgtes ad længe, indtil han stødte ind i Eva, en tysk kvinde, som han havde fulgtes med siden Le Puy. Hun sad og nød sin frokost. Jeg havde ingen med, men det havde Ian. Jeg gik videre.

Vejret blev varmere og benene gjorde ondt. Måtte stoppe op et sted og tage støvlerne af og tørre sokkerne. Flere passerede forbi imens og nogle spurgte, om jeg havde problemer, fordi de så noget tape på min højre storetå. Fik gjort bukserne kortere og tog fleecen af.

Kom videre og ville egentlig gerne have spist et sted, og fandt godt nok en mobil enhed med sandwiches og andet, men ville ikke sidde i den bagenden sol, så jeg gik videre. Og så var der kun Zubiri tilbage. Så godt på et kort, at der var en nedstigning. Nej, hvor var den lang og trættende, næsten 3 km. Mine lår havde det forfærdeligt. Mødte en ung koreansk mand, der også havde det hårdt. Vi led sammen resten af turen til Zubiri. Han elskede at vandre og havde gjort det bla. i Himalaya.

Endelig kom vi til byen. Havde besluttet mig for et værelse på et pensionat, så jeg kunne pleje min ømme ben og fødder. Og få opladet mit grej og få skrevet mine opdateringerne. Fik et værelse lige ved floden. Dejligt værelse, dog med bad på gangen - 30€.

Kom i bad, dejligt. Fik plejet mine fødder. Kom Compeed på den højre storetå og på venstre fod, tåen ved siden af lilletåen. Det er den, jeg er mest bekymret for. Der er hård hud på den. Efter Compeed en økologisk fodsalve på, masseret godt ind. Fødderne fik lige noget massage samtidig plus læggene. For f...., hvor gjorde det ondt.

Fik vasket mit tøj og hængt til tørre udenfor. Ned og få en bocadillo på den lokale plus en lille øl. Mens jeg sidder der, kommer de 2 koreanske piger og sætter sig hos mig, helt hjemmevant, åbenbart. Hende uden navn hælder nødder op på min tallerken uden at spørge. Vi kommer i snak og så finder jeg ud af deres aldre. Susie er 22 år og den anden er 33 år. Siger, jeg selv har tvillinger på 33 år. De er begge trætte og har ondt i skuldrene som jeg. Er meget øm i venstre skulder.

Vi skilles med gensyn i morgen. Jeg tager på værelset og kommer på nettet og skriver på mine opdateringer. Pludselig kommer det irske par ind på pensionatet, gensynsglæde.

Jeg skriver indtil ved 7-tiden, hvor jeg går ud for at finde noget at spise. Det bliver en pizza. Skal bare overstås og så hjem. Trænger til at sove.

Kommer hjem og skriver lidt videre og den irske dame kommer hjem alene og jeg spørger hende, hvor manden er henne? Tony skulle lige have en brandy på den lokale og hun foreslår, jeg smutter ned til ham og holder ham med selskab. Vi får en enkelt, ganske vist lidt stor, plus en vand hver og en rigtig god snak. Oprindeligt uddannet psykolog, som han havde brugt i hæren i 22 år, men havde bagefter uddannet sig til ingeniør. Vi går efter den enkelte. Trætheden er der trods alt.

I morgen er det Pamplona, heldigvis kun lige under 22 km.Vi får se, hvordan kroppen reagerer. Nogle siger, at 3. dag er den værste. Håber at kunne købe et datasimkort. Det gør, at jeg ikke er så bundet af Wi-Fi på cafe eller overnatning.

Og så skal jeg endnu engang have mere styr på up-loade af billeder. Lidt svært med iPad, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg bruger resizer, altså et program til at gøre billederne mindre. De skal jo formindskes, ellers går siden ned.

Godnat.

17. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 1: A small step for mankind, but ……….

St. Jean Pied de Port - Roncesvalles, 27 km

A small step for mankind, but a giant step for .. -

Neil Armstrongs berømte sætning - omformuleret - da han satte foden på månen, som det første menneske.

Jeg takker universets skaber for at have fået lov til at opleve en dag som i dag.

Jeg var den første i går aftes, der krøb ind i min sovepose. Var også en smule træt efter nul søvn overhovedet inden afrejsen. Forsøgte at holde mig vågen, så jeg ikke skulle være den første, der begyndte at snorke. På et eller andet tidspunkt er jeg faldet i søvn, måske før lyset blev slukket, for jeg vågner på et tidspunkt, hvor der er højlydt snorken fra Italien og Polen, kan jeg regne ud. Tænker på de stakkels piger, men een af dem må i det mindste kende til det. De er vist et par.

Ved 2 tiden vågner jeg og er rimelig frisk. Kan tænde lys på mit Garmin-ur, derfor er jeg sikker på tidspunktet.

Ligger og prøver på at mærke mig selv, og hvordan jeg har det med at være her. Jeg har det faktisk bemærkelsesværdigt godt. Er glad for at være her sammen med mennesker, som alle vil gøre noget ekstraordinært i deres liv. Alle virker positive og glade. Kan mærke, at mine 4 skytsengle er med mig lige nu. Jytte har engang fortalt mig, at hun kunne se 4, så det går jeg ud fra er rigtigt. I så fald har jeg og mine skytsengle det godt med situationen. Jeg er faktisk ret lykkelig lige nu her i mørket - underligt, men følelsen af noget helhed, være tæt på sig selv, mærke man har en krop. På et eller andet tidspunkt falder jeg i søvn igen og vågner lidt i 6, hvor Teddy allerede er kommet i tøjet og bare ligger og venter på, at folk vågner. Morgenmaden er mellem 06.30 og 07.30 og vi skal alle være ude kl. 08.00.

Jeg går på toilettet med rødt lys på, så jeg ikke vækker alle. Der er jo mørkt hernede sydpå. Egentlig har jeg ikke travlt, fordi jeg kun skal 8 km op, og så tage resten af turen til Roncavalles i morgen. Vil dog gerne følges med mine nye venner på startidspunktet. Nå, på et tidspunkt vågner alle, 10 min. over 6. Tror, at alle er forventningsfulde og bare vil afsted. Alle har jo tænkt, hvordan det vil være at være der, mens de var hjemme.

Vi får morgenmad i køkkenet. Det er den samme mand, som også var på registreringskontoret i går. Det er frivillige, der for få penge arbejder på disse herberger, blot til at dække deres fornødenheder. Det er beundringsværdigt.

Jeg skal lige have ordnet mine ting, omorganiseret dem. Det er utroligt, at den logik, man brugte på at organisere sine ting derhjemme, slet ikke passer med virkeligheden. Min gør i hvert fald ikke. Teddy havde gjort den samme erfaring på sin første vandring fra Lourdes.

Så måske er vi ikke så hulens kvikke, når vi prøver at tænke på at indrette systemer til andre mennesker, specielt inden for det offentlige. Nogle mennesker synes, at de er kvikkere på andres bekostning, og nogle med forfærdelige konsekvenser, viser verdenshistorien.  Her er det naturligvis i mindre skala og ligesom mere legalt, i et demokratisk system. Bedrevidende er jeg helt sikkert selv, bortset fra, at jeg ikke er egoist på det arbejdsmæssige område.

Nå, vi startede vores første Camino kl. 07.15. Det var stadig mørkt. Teddy havde heldigvis taget sin pandelampe på. Vi andre fjolser havde pakket dem ned. Vi fik taget nogle billeder inden, ved St. Jacobs Port, altså os 3, Teddy, Tommy og jeg, lige ved siden af herberget. Porten bruger man, når man går Camino i Frankrig mod Spanien og kommer til St Jean Pied de Port.

Vi gik ned af den gamle gade, bogstavelig talt ned, forventningsfulde, og så opad. Teddy gik forrest, så vi fik noget lys. Der kom enkelte biler forbi. Vi kommer ud af byen og begynder at gå opad. I starten ikke så slemt, men så begynder det. Har aldrig i mit liv gået op ad så stejle veje. Det er ganske enkelt vanvittigt, men heldigvis er vi friske, så det går OK, i starten. Vi møder folk, der laver vejarbejde.

Længere oppe begynder lyset at komme frem, tågen hænger som en tung dyne. Jeg siger til de andre, at se bare skal gå. Jeg skal alligevel ikke længere end til Orrison, 8 km fra vores udgangspunkt, og næsten 800 m op. Det er vanvittigt stejlt. Hvem kan bo og køre sådanne steder? Møder en bil, der er oppe at hente lam. Fårehyrden er der selvfølgelig. Køer er der alle vegne også, også heste.

På et tidspunkt stopper jeg op, fordi jeg er nødt til at holde en pause. Trækker ellers vejret, som jeg har lært med maven og det hele, så systemet får ilt, men der er grænser. Mens jeg holder hvil, kommer en af de 2 koreanske piger, vi boede sammen med op til mig. Hun ser træt ud. Vi passerede hende ved udgangen af byen og fik hende ind på den rigtige vej, Napoleonsruten. Vi kom i snak. Koreanere er jo tilbageholdne mennesker, men alligevel kunne jeg mærke, at hun havde det fint med at snakke med een.

Hun hedder Susie (lidt mærkeligt navn for en koreaner, spurgte ikke hvorfor, af høflighed). Det er hendes allerførste tur abroad, som hun siger. Hun er rimelig god til engelsk. Og det første hun gør, er at gå en Camino. Det er beundringsværdigt. Der må være mere bag den pige, end blot høfligheden og genertheden. Og det ser ud til, at vi trænger til at holde pauser på samme tid hver gang, så vi følges helt automatisk ad. Hun arbejder med oversættelser, siger hun.

Langt om længe når vi Orrison, sidste sted at få noget at spise inden Roncavalles. Der er 19 km, hvor du ikke kan få noget som helst, bortset fra vand ved en kilde lige ved grænsen. Teddy og Tommy er der allerede og har bestilt kaffe og en sandwich. Klokken er 09.30, da vi ankommer. Helt ærligt, så er det alt for tidligt for mig at stoppe for i dag. Jeg går ind og spørger, om jeg evt. kunne få lidt af det indbetalte beløb for overnatning, aftensmad og morgenmad, tilbage. Det er ikke muligt. Jeg bliver enig med mig selv om at gå videre, også efter konference med de andre. Er rimelig frisk alligevel og de skrappeste stigninger er overstået, kan vi se på de andres guidebøger, der selvfølgelig er meget bedre end min. Noget kan de, de englændere.

Jeg køber en kop kaffe og sandwich. Får mine støvler af og tørrer sokkerne, mens jeg spiser noget af sandwichen og drikker noget kaffe. Vi går efter 20 min videre i samlet flok, men selvfølgelig går de to andre hurtigere på stigningerne, så vi skilles igen. Jeg går for mig selv. Det passer mig egentlig godt. Mine tanker flyver rundt.

Ens dårlige handlinger dukker op, og hvorfor var man ikke mere ansvarlig, og så dukker der noget op om ens mor og lidt om ens far og lige pludselig kommer der konkrete situationer, hvor man har gjort mennesker ked af det, selv om de ikke fortjente det. Hvorfor gør man sådan noget? Er det egoisme eller er det bare ubetænksomhed eller noget helt tredje? Det flyver rundt i hovedet uden kontrol, mens man går. Vi mennesker har åbenbart behov for at gå, for at tænke. Vi har behov for fysisk manifestation for at få styr på tankerne. Vi er ikke kvikke nok til abstraktion, måske nogle få, men generelt har vi brug for at se eller gennemleve situationer, før de så at sige bosætter sig i vores hjerner. Vi er situations- og handlingsorienterede, os mennesker. Derfor denne vandring, for mig.

Undervejs møder jeg en hest, der er gravid. Hun kigger på mig og følger mig, mens jeg passerer. Oh, boy - du ser ud at bære en forfærdelig masse på dig, synes hun at tænke, men giver mig alligevel et held og lykke på vejen. Som mødre nu gør. Interessant at man også begynder at kommunikere med dyrene. Jeg har læst om andre, der gjorde det, men hvis man tror på det evige liv og reinkarnation, ja, hvorfor så ikke?

Møder flere folk undervejs. Solen er brudt igennem og sikken en udsigt og syn, der dukker op. Man tror ikke sine levende øjne. Man bliver nærmest tvunget til at stoppe op adskillige gange, for at tage billeder og for at få billederne ind i hovedet. Det er ubeskriveligt flot. Hvorfor skulle det tage så lang tid at nyde noget sådant? - tænker man.

Går for mig selv, i mit tempo. Stigningerne er noget helt andet end på de første 8 km, men alligevel. Forsøger at gå udenfor den asfalterede vej, af hensyn til benene. Er glad for at have taget mine vandrestave med. De hjælper godt til opad.

På et tidspunkt støder jeg ind i Tommy igen, der lige skal have noget Compeed smørrelse på sin hæl, der er noget rød og hævet. Han går i vandresko eller nærmere gode kondisko. Vi følges ad et stykke tid, men skilles så igen. Jeg støder ind i den anden koreanske kvinde, der holder for at få noget at spise. Stopper op og veksler nogle ord med hende. Hun tilbyder mig en energibar, men jeg siger pænt nej tak, da jeg gerne vil spise min frokost længere oppe, så jeg kan få en bedre udsigt. Møder et canadisk par fra Quebec på min vej videre op. Jeg tager et billede af dem og får manden til at tage et billede af mig i fuldt udstyr.

Sætter mig lidt længere oppe på en sten og tager støvler og strømper af, så de kan tørre hurtigt på den varme sten. Solen er slået fuldt igennem. Jeg spiser resten af min sandwich, en banan og en fersken plus drikker noget vand. Udsigten er fantastisk, fås ikke bedre. Tager nole billeder og en kort video. Har det virkelig godt.

Går videre op, lidt stejlt, men godt med mine stave. Højre knæ gør ondt, så jeg tager det roligt. Møder Tommy, der har taget sin frokost længere oppe, hvor jeg ikke kan se ham. Vi går videre sammen på naturstier. Der er vådt. Der er faldet mange blade og så har det regnet. Der er skov og stejlt til den ene side, og der går får på skråningen. Foran os kan vi se Teddy side ved en vandpost og hvilested, lige før den spanske grænse. Her står i øvrigt, at der er 765 km til Santiago, men hvilken vej? Vi går videre sammen og passerer den spanske grænse. Desværre går noget af vejen nedad, hvilket betyder, at vi skal opad igen senere. Vi er oppe over 1.100 m, kan jeg se på mit ur, og vi skal næsten på til 1.400 m, før vi har nået dagens top og det skal gå nedad igen til omkring 965 m. Har i øvrigt haft megen glæde af mit Garminur. Det kan anbefales.

Igen smutter de 2 fra mig og jeg møder Susie, der igen har mistet lidt fart, og vi bliver enige om at føles ad til toppen. Vi holder vores pauser. Kan mærke, at trætheden er ved at indfinde sig. Vejret er dog med os, så det og den fantastiske udsigt holder modet oppe.

Lige før toppen møder vi den anden koreanske kvinde. Hun er helt færdig. De 2 kommer i snak og jeg går videre og når toppen 3 minutter efter. Teddy og Tommy og en del andre sidder og nyder udsigten og at have klaret opstigningen til 1380 m, som mit ur viser.

Jeg tager rygsækken af og ligger mig ned med benene på den, så jeg kan få lidt blod til hjernen. Det har været en hård opstigning og vi er alle glade for, at vi bare skal ned. Vi skulle blive klogere.

Der er 2 veje ned til Roncavalles, den ene 4 km og den 5,5. Vi bliver enige om at tage den korte, også de 2 koreanske piger. Det går stejlt ned, vanvittig stejlt. Man mærker det med det samme på benene. Igen godt, at man har stavene med.

Teddy har det ikke godt med nedstigninger. Tommy går forrest og smutter fra os andre. På et tidspunkt går jeg alene gennem en skov, sammen med mine tanker. For mig har det bla. handlet om angsten for at gå helt alene i en stor skov, men her føler man overhovedet ingen angst, tværtimod.

Tankerne holder dog hurtigt op igen. Vi samles igen og går i nedfaldne våde blade og skal passe på med ikke at ryge på røven. Vi ser alle efter hinanden, fordi det er hårdt. Vi venter på hinanden. Susie har det hårdt og Teddy venter på hende og siger at vi andre bare skal gå videre. Den anden koreanske kvinde og vist nok en amerikaner går fra mig. Prøver at finde et sted at sidde. Jeg er fuldstændig færdig. Finder en gren, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg kan ikke sidde ordentligt og prøver at rejse mig igen, med det resultat, at jeg falder forover på mine knæ. Godt der ikke var noget der. Kun nedfaldne blade. Ved hjælp af stavene kommer jeg op igen og går videre. Jeg husker pludselig mine rensdyrjagter, hvor man også er helt udmattet og skal passe på med ikke at komme ud af balance.

Jeg er meget træt og ved faktisk ikke, hvor langt der er tilbage. Kommer ned, hvor vejen deler. Til den ene side står der vist 4,5 og den anden 5. Bliver lidt forvirret. På stedet er der mindesten. Det er en ung mand fra Brasilien, der døde i marts i år på den tur, vi næsten er ved at gennemføre. Beslutter at sætte mig ned på en sten ved siden af, så jeg kan tænke på ham. En vane, jeg har med gravstene.

Mens jeg sidder der, kommer Teddy, Susie og en ung koreansk mand, heldigvis. Det viser sig at skiltene viser 45 minutter den ene vej og 5 minutter, den anden. Det kunne Teddy se på sin guidebog. Tænk, den unge mand døde 5 minutter fra byen. Forfærdelig tanke og sikke lidelser, han må have været igennem.

Foråret er en farlig tid og specielt den rute, vi tog, skal man ikke gå, når der er sne. Så må man tage den langs ad hovedfærdselsåren mellem St Jean og Roncavalles. De lukker den også, når det er farligt.

Vi kommer ned til bygrænsen og heldigvis ligger herberget lige der. Vi ankommer lidt over kvart i fire, god tid.

Vores valg af den korteste vej på vej ned, for at spare tid, får mig til at tænke på, at det langtfra er bedst at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det hårde arbejde, betaler sig, i det lange løb. Der er ingen lette løsninger i livet. De andre, der tog den længere tur på samme tidspunkt som os, kom først. De stod ved registreringen, da vi kom ind.

Herberget ligger sammen med en kirke og er drevet af den. Det er et topmoderne herberge, hvor sengene er indrettet i 4-mands båse. Det er stort og flot. Der er særskilte bade og toiletter for mænd og kvinder. Alt er funklende rent. Man har sit eget skab. Der er køkkener nedenunder, vaskemaskiner og computerrum med 6 computere,hvor man kan købe tid med mønter. Det er hollændere, der er hospitaleros. Der er styr på det og der er hele tiden nogen, som man kan spørge. Der er opholdsrum nede i kælderen også.

Vi kommer i bad og jeg får vasket mit tøj og hængt det op udenfor på tøjstativet. Sætter mig lidt ude i gården, hvor der er sol. Tommy sidder og skriver i sin dagbog. Vi bliver enige om at se byen. Det er hurtigt overstået. 2 spisesteder og et hotel. Vi bliver enige om at booke et bord til pilgrimsmenuen til 9€. Tommy vil sørge for det. Jeg smutter op til baren og får en kop kaffe og et glas øl. Sætter mig udenfor, hvor nogle af dagens andre vandrere også er og slukker tørst. Sidder og masserer mine lægge og fødder imens. Det gør avs.

Da jeg er tørstig får jeg hurtigt drukket kaffen og øllet og går tilbage for at skrive på dagens begivenheder, inden aftensmaden, som vi skal spise kl. 19.00, af hensyn til den specielle pilgrimsmesse kl. 20.00, hvor vi velsignes og ønskes held og lykke på vejen.

Vi får vores 3 retter, suppe, stegt forel med pomfritter og så en færdiglavet is. Hertil 1 liter vand og en flaske rødvin til deling. Meget fint til prisen.

Når vores messe, kun for os pilgrimme. Der er alligevel en del pilgrimme, selv om mange er trætte. Vi skal alle op til alteret til den specielle velsignelse, til allersidst. En fin, fin ceremoni. Man bliver lidt højstemt af det.

Tilbage til herberget og skrive videre på denne beretning, som efterhånden er blevet alens lang. Der lukkes og slukkes kl. 22.00. Falder endeligt i søvn efter en hård, men meget, meget smuk og begivenhedsrig dag, jeg ikke ville undvære for noget - uanset strabadserne. Ville ønske for dig, at du havde været med, så ville du synes det samme.

Tak for dagen!

5. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Mormoiron og vante omgivelser

I går aftes gik vi tilbage til samme sted, hvor vi fik frokost. Samme friske tjenere. Fik fiskesuppe, som smagte umanerlig godt, på anbefaling. Enige om, at vi også skulle have fisk til hovedret, da frokostens proteinbomber havde gjort deres. Le Patron ordnede fisken for os. Undlod at fortælle ham, at det kunne jeg nok selv klare, men man holder sig i skindet. Fornærmede franskmænd, skal man ikke spøge med ;-).

Kom tidligt hjem. Det tordnede og skraldede meget af natten, så man fik ikke meget søvn. Overvejede på et tidspunkt, om man havde andel af årsagen til skraldet. Man ved jo aldrig.

Kørte ved halvnitiden og var hurtigt på motorvejen. Vi ville køre til Carpentras for at handle i Leclerc. Den kender vi. Var der ved halvtolvtiden. Fik købt det sædvanlige. Vi har nærmest en standardhuskeseddel i hovedet, når det er første dag. Fik købt kylling til aften og lever til i morgen, som Tage ønsker sig til sin fødselsdag i morgen. Det blev lammelever.

På vejen til Mormoiron får følelsen af hjemmebane, af kendt landsskab og Mont Ventoux i baggrunden. Dette flotte majestætiske skallede bjerg, med sine mange Tour de France anekdoter.

Som sædvanlig meget venlig modtagelse af hr. Baumann. På fransk og lidt tysk engang imellem. Fruen er fra Alsace. Tage ville betale og det blev meget billigt. Alt for billigt. Nærmest pinligt, men han var insisterende og sådan blev det. Speciel Jensen price, sagde han.

Vi fik pakket ud og installeret os. Gjorde klar til frokost udenfor. Dejligt selv at kunne bestemme maden og hvordan den laves.

Gik en tur ned i byen, der ikke er ret stor, men har 2 bagerier, 3 spisesteder, en slagter, en Tabac og et lille supermarked plus en blomsterhandler. Vi havde glemt håndsæbe og opvaskemiddel, så det købte vi. Ville have tanket mit simkort til iPad'en, men Tabac havde lukket, så det må blive i morgen.

Fik en kort lur bagefter og så ellers i gang med aftensmaden. Sikken en kylling. Vi fik igen ost bagefter. Kun lårene blev spist, så der er rester til en salat i morgen med kylling og croutoner.

Tidligt i seng ved halvtitiden. Skal tidligt op for at nå markedet i L'isle-sur-la-Sorgue, specielt en parkeringsplads.

3. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Sammenkog af flere dage dage og god mad

Har desværre ikke haft netadgang de sidste par dage, så her lige et sammenkog af tirsdag, onsdag og i dag, torsdag. Fik købt mig et datakort til min iPad hos Orange, her i Vence, tæt ved Nice, hvor vi kom sidst på eftermiddagen. Nu kan jeg opdatere siden.

Tirsdag gik med at pakke rygsæk færdig plus andet, jeg skulle have med til Frankrig. Efter møje og besvær med det og andre ting, der skulle ordnes via iMac'en, kom jeg endeligt afsted ved 14-tiden mod Falster. Først forbi med alle mine kammuslinger hos Nicolai, men han var ikke i sin butik, så jeg tillod mig at lægge papkassen i hans kolonihavehus, samtidig med, at jeg sendte ham en sms. Fandt senere ud af, at den stakkels mand havde dårlig mave, hvorfor han var taget hjem. Det skal være ham vel ondt. Det sidste lyder vist ikke helt rigtigt, men du ved, hvad jeg mener.

På vej ned til svigerfar havde jeg aftalt med en god bekendt, fra tidligere arbejdsmæssig sammenhæng, at jeg ville kigge forbi. En kræftbehandling var overstået og det skulle vi have snakket lidt om, udover at se hus og have, som jeg ikke havde set før. I mig ligger der en iboende angst for at komme for sent til de mennesker, som jeg kan lide og holder af, hvis nu de skulle dø, før vi fik snakket sammen. Årsagen er, at det er sket een gang i mit liv, og det præger mig meget. Dengang, fordi jeg tænkte, at det når jeg i morgen, og i morgen kom aldrig.

Vi fik en dejlig snak, også sammen med fruen og aftalte, at vi skulle ses efter min Camino. Lidt misundelse var der over min kommende tur, men det er helt forståeligt, fordi de selv godt kan lide at vandre.

Stod op lidt over kl. 3 om natten, så vi kunne nå vores bestilte færge kl. 05.15. Kørte 10 minutter i fire og var så heldige at komme med færgen kl. 04.30, der var lidt forsinket pga. en lastbil, der ikke kunne få motoren i gang.

Det var lidt hårdt med at køre i mørket, men det hjalp, da lyset kom. Vi besluttede os for at køre så meget igennem, så hurtigt som muligt. Vores mål var Dole. Kørte af ved Baden-Baden, så vi kunne komme på den franske motorvej nord for Strassbourg. Der er noget mindre trafik end den tyske motorvej.

Kom til Dole og fandt det hotel, som svigerfar plejer at overnatte i, men ingen pladser. Kørte så til et andet, lille hotel, hvor han havde været før, men der var heller ikke plads. Blev enige om at køre mod Arbois og finde et sted der, men inden kom vi til Mont-Sous-Vaudrey, så vi et skilt med et hotel og stoppede op der. Gik ind for at spørge. Ikke et sted at skrive hjem om, men trætte efter 14 timers kørsel kan man nøjes med mindre. Gik ud at spise det eneste spisested, der var brugeligt der, i flækken. En Auberge, hvor vi burde have overnattet. Der så bedre ud på restauranten, så vi regnede med, at det gjorde der også på værelserne.

Værtinden var en nydelig dame i hendes alder, men svigerfar mente, at hun var overgearet og det havde han nok ganske ret i. Servicen var der dog ikke noget i vejen med.

Jeg sov ikke godt, fordi jeg tænkte på min rygsæk, som koster det hvide ud af øjenene. Den lå stadig i bilens baggagerum. Tænk, hvis nogen stjal del. Vågner 3-4 gange i løbet af natten og hører efter, om der skulle komme nogle listige biltyve og tømme bilen.

Kan lige så godt stå op ved halvsyv-tiden og regne på ruter til Vence, hvor vi gerne vil hen, på min Garmin. Vi kører, efter at have fået petit dejeuner, morgenmad. Helt OK.

Bilen giver underlige lyde, så vi bliver lidt utrygge. Kører mod Grenoble, da jeg gerne vil se Alperne fra den side. Da vi kører af ved et motorvejbetalingssted, siger en tolder til os, at vores motorbeskytter af plastik under, hænger ned. Vi må finde et bilværksted. Det gør vi umiddelbart efter. De får bilen hejset op og mekanikeren sætter nogle strips på og så er den på plads. Noget af beskyttelsen er forsvundet, så der skal en ny, på et tidspunkt. Han vil ikke have penge for det, men vi giver ham 20€ alligevel.

Kører videre i det smukkeste bjerglandsskab. Faktisk ganske ubeskriveligt, skal opleves. Det tager sin tid at køre ad mindre veje, så vi beslutter at komme på motorvejen, så snart vi kan. Uanset det er længere. Vi ankommer efter kl. 17.00 til Vence, og finder turistkontoret, for at høre om overnatning. Hun anbefaler et etstjernet hotel, ikke langt derfra. Der er rent og pænt, siger hun. Og det er der. Så vi booker for 2 dage.

Tager ud at finde et sted at spise. Rent tilfælde, men heldige igen. Vi fik en fantastisk chevre chaud, i filodej. Se billede senere. Hovedret var muslinger i karry. Og en gewurtztraminer til, hvis man vil kunne klare karryen. Til isdessert til mig og en creme bruille til svigerfar. Bagefter en kaffe og så hjem på hovedet i seng. Vi var møre.

30. september 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Igen en travl mandag

Tidligt oppe og ordne mails m.m. inden jeg skulle køre til Body-SDS i Karslunde. Havde tid kl. 10.00.

Det var en rigtig god omgang, synes, ikke kun jeg selv - Lotte også. Hun kunne mærke, at kroppen tog godt imod behandlingen. For mig virker det bedst, når jeg visualierer, at jeg befinder mig på det sted, hvor hun behandler mig, samtidig med at jeg trækker vejret dybt via maven og puster godt ud. Det gør jo så ondt, at man er nødt til at snyde systemet via disse små tricks. Gør man ikke det, så får man ikke den gode effekt ud af behandlingen. Noget for noget, så at sige. Glæder mig allerede til næste gang. Der er fremskridt. Mine skinneben har det efterhånden helt godt, ligesom min venstre arm og skulder har det bedre.

Bagefter hurtigt hjemad, skifte tøj og ind med Metroen for at nå en frokostaftale kl. 12.00. Bagefter købe nogle flasker vin til en gammel kollega, der skulle på pension, drøne hjem og tage cyklen og køre hen til receptionen. Der var en masse gamle bekendte. Bagefter igen drøne hen til een, der skulle lægge min nye bukser op. Hjem og ordne nogle ting, inden jeg skulle til en middagsaftale med et par gode venner.  En cykeltur på en god halv times tid. Det var rigtig hyggeligt og dejlig mad, vi fik. Snakket blev der også, som sædvanligt - meget.

I morgen er det pakning til Frankrig. Skal kun have en stor taske med. Rygsækken er klar. Bagning af æblelommer og så et smut hen til Nicolai, der skal bore huller i nogle muslingeskaller fra Grønland, som jeg har modtaget i dag.

Har været så heldig at modtage 2 forskellige sendinger. Da jeg ikke hørte reaktion på min første bestilling, så sendte jeg en ny anmodning til en anden. Ville være sikker på at have nogle med til turen.

Mange tusind tak til Laila og Ulrik for de flotte muslinger, både blåmuslinger og andre, som jeg ikke lige har navnet på, men som mere ligner dem, som bruges som Caminoens logo. De smagte i øvrigt godt, skulle jeg hilse og sige 😀 . Også mange tusind tak til Martha, der måtte ud i gummistøvler og finde nogle muslinger i en hulens fart.

Jeg vil tænke på jer, når jeg kommer i domkirken i Santiago de Compostela!

Endnu en alt for travl mandag. Glæder mig til at komme afsted, så livet bliver mere simpelt. Kun dagens vandring skal være oppe i hovedet og ikke alle mulige andre ting. Når jeg kommer tilbage efter Caminoen, skal jeg ikke falde i fælden med at være på hele tiden - til sen aften. Krop og sind skal have ro engang imellem.

28. september 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Hjemrejse

Dejligt vejr her til morgen.

Vi skulle flyve kl. 13.50 med SAS. Tjekkede ud lidt før kl. 11.00, selvfølgelig efterladende nogle €'er til rengøringsdamen (og det var en dame, ikke mand) for godt arbejde. Det skal man gøre - efter min mening. Jeg er nok miljøskadet af mit ene år i Los Angeles som ung. Her lærte jeg at man skal give drikkepenge og for god service lidt mere. Og så skal man huske at rose. Fruen brokker sig over engang imellem, at jeg er for rundhåndet, men det kan der ikke laves om på. Sådan er det og sådan bliver det ved med at være!

Gik over til U-Bahn, Spittelmarkt og skulle købe billet. Der stod en lang kø foran automaten og det tog lidt tid, da mange var turister og havde lidt besvær med at bruge den. Vi havde dog tid nok, så stresset blev vi ikke. Kørte 9 stop og stod af ved U-bahn Zoologischer Garten og så finde bussen til Tegel lufthavn. Der er en stor holdeplads til busser og med tysk grundighed er den let at finde. Selvfølgelig bliver man hele tiden opdateret på, hvornår bussen kommer og den kommer!

I undergrundsbanen sad en ung kvinde i en hundedragt, se billede. Overvejede for en stund, om hun var maskot for Hertha Berlin, fodboldholdet. Apropos fodbold, så havde hotellet en fin service. Dagens fodboldkampe i Bundesligaen var sat op med et meget flot skilt på skranken, sammen med vejrudsigten. Yes!

Det er forunderlig let at tage med offentlig transport i Berlin, måske lige bortset fra køb af billet i automater, hvis der er mange mennesker. For en turist, der ikke er meget for at bruge de dertil indrettede, kan man købe flerdagsbilletter i flere udgaver. Billetten gælder fra det tidspunkt, du stempler den.

Vi kom i god tid til Tegel og fik noget at spise, da vi havde sprunget morgenmaden over. Indtjekning, der gik forholdsvis hurtigt. Security, endnu hurtigere. Flyet var et kvarter forsinket. Fik læst i min zoneterapibog (vist nok nummer 4) og fik øvet mig på hænderne, så tiden gik med noget fornuftigt. Dejligt flyvevejr hele vejen. Man kunne se jord og hav hele tiden. Fik læst og øvet mere zoneterapi. Pludselig melder stewarden, at nu er vi ved at lande. Flyveturen varede kun 45 minutter og det føles bare som en bustur.

Hjemme følte vi os stadig i Berlin. Mange indtryk og fast besluttet på, at vi tager derned igen. Fik aftalt med svigerfar, at jeg kommer ned til Falster tirsdag eftermiddag, hvor vi kan gå bilen efter for olie, bremsevæske, dæktryk, inden vi kører mod Frankrig natten mellem tirsdag og onsdag. Først til Dole og så videre til Niceområdet nogle dage, inden vi kører op til Mormoiron, ved Mont Ventoux, hvor vi har lejet den sædvanlige 3-værelses lejlighed i et villakvarter hos Baumann's. Glæder mig til at gense dem og stedet, som jeg efterhånden kender så godt, at følelsen af ferie indfinder sig med det samme. Køkkenet kender jeg som min bukselomme. Glæder mig til råvarerne. Temperaturen er omkring 23 grader, har jeg lige læst, så det går nok!

Min rygsæk med alt mit grej til Caminoen kommer med. I morgen smutter jeg på Spejdersport, der har søndagsåbent og køber mig et par bukser mere, så jeg har 2 par med. Ved med mig selv, at jeg ikke kan holde ud at gå i de samme hele tiden.

27. september 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

ååh, Berlin!

Berlin, du er let at blive forelsket i. Du har alt, du har historie, du har ar, som du bearbejder på den smukkeste måde, du har mod, du har optimisme og fremfor alt mangfoldighed.

Vi gik direkte til det tyrkiske marked uden at spise morgenmad. Vi fik en super 3 retters menu i går aftes i en moderne restaurant tæt på hotellet, så mætheden var der stadig i morges. Markedet er fantastisk. Det ligger i et kvarter, som ligner Nørrebro. Det bugner af dejlige madvarer og andre gode ting. Sælgerne er en skøn blanding af etnisk oprindelse, selv om der nok er flest tyrkiske indvandrere eller efterkommere af dem.

På vejen derhen kom vi forbi en teltlejr i en park, hvor man demonstrerer for flygtninges rettigheder, se billeder.

Markedet har åbent tirsdag og fredag. Der er råvarer og færdigvarer, se billeder senere. Jeg fik købt store sikkerhedsnåle, som jeg skal bruge under Caminoen. Et helt bundt for 1€. Og så 4 forskellige glas sennep - det gør man sig åbenbart meget i her i landet - og så 2 glas chutney. Fruen fik købt et styk tøj, på min anbefaling. Det er livsbekræftende at være i et sådant marked. Hvad skulle vi kolde nordboere have gjort uden sydens varme og nærhed. Derfor forstår jeg heller ikke denne angst for andre mennesker og ønske om at være sig selv nok.

I øvrigt er priserne på markedet mindst 30 % lavere end i Danmark. Det er ikke underligt at tyskerne har en bedre konkurrenceevne.

Næste stop var KaDeWe - Kaufhaus Des Westens. Europas største varehus. Vi vadede hele vejen derhen, så fødderne var godt ømme, da vi nåede frem. På vejen fik vi dog den bedste kaffe, vi har fået indtil nu. Tilfældigt på vejen faldt vi over dette tempel, som ejes af nogle kaffenørder. Min kaffe blev lavet helt fra bunden af, først male kaffen og så brygget i en lille kaffekolbe med tilhørende tragt. Først blev tragt og kolbe, inkl filter, hældt over med varmt vand, inden selve kaffen blev brygget. En hel lille forestilling. Fruens latte, min kaffe, 2 croissanter plus en flaskevand kostede kun 9,20€. Endnu et bevis på prisniveauet.

KaDeWe er svær at beskrive. Man skal opleve den selv. Man tror ikke sine egne øjne. Vi havde læst om madafdelingen, der skulle have op mod 1000 forskellige pølser. Hold da helt op - sikken en afdeling på 6. sal. Er man 2 madnørder, som os, så er det stedet. Der er simpelthen alt og rundt om det hele er der små kaffe- og thebarer og spisesteder. Selv Paul Bocuse har en afdeling. Selvfølgelig skulle jeg have noget der. En tatar af kalvekød med trøfler plus et stort glas , Pouilly Fume - se billedet forneden. Det muntrede op på de trætte ben.

Og således opmuntret (øøh, jeg alene) kunne vi da godt gå hjem, synes vi. Det var en langsom dræber, men Berlin er skøn at gå i. Brede fortove, beplantning og frem for alt, forholdsvis lave bygninger, så lyset kan komme ned. Det burde visse byplanlæggere lære noget af. Og sikken en mangfoldighed af arkitektur. Man bliver glad. Vi nåede en kop kaffe mere inden vi krydsede den gamle mur ved Potsdamer Platz og lidt længere hen på Leipziger Strasse - den anden mur - på den østtyske side. Tænkt at man spærrer folk inde, fordi nogen tror, at de har "svaret". Jeg har aldrig kunnet lide massehysteri og ensretning, så min karriere i et politisk parti for over 30 år siden varede under 1 år. Jeg er ikke god til at indordne mig under idioter, for at sige det lige ud. Derfor er Berlin også en særlig oplevelse, med dens historie.

Vi kom hjem på hotellet og så skulle der lige slappes af en halv time, inden vi skulle gøre klar til aftenens koncert i den franske Dom, en Chopin koncert for klaver og orkester med Dmitri Demiashkin og Berliner Camerata. Vi skulle lige have noget at spise inden, noget let. Fandt et sted, hvor de har speciale i pølser og grill. Et rustik sted, se billede senere.

Der var fuldt hus i kirken. Folk af alle nationaliteter. Koncerten? Fantastisk - er ordet. Synes efterhånden, at jeg bruger det ord lovlig meget om Berlin. Kostede kun 33€ pr person og vi endda have fået nogen til 28. Rørende billigt sammenlignet med Danmark og andre steder.

Flok klappede så meget, så Dmitri gav et solonummer. Berliner Camerata er unge dygtige musikere fra alle dele af verden. Nej, hvor spiller de godt. Opløftende.

Berlin! I morgen rejser vi, men vær sikker på, at vi kommer igen. Du er i blodet nu og du slipper ikke. Tak for din varme og gæstfrihed!

26. september 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Museum og rundtur

Besluttede under morgenmaden, at vi ville tage på det Jødiske Museum, som Daniel Libeskind har tegnet. Vi er så heldige at bo i bydelen Mitte, hvor alle de historiske vigtige steder og bygninger ligger, så man kan gå til det hele.

Hele den jødiske historie i Tyskland bliver fortalt og vist i dette fantastiske hus, hvor indgangen er en gammel bygning, hvorefter man går ned at en trappe til underjordiske gange og så bagefter op i de nye bygninger. Udstillingen er opbygget sådan, at den anvender alle former for virkemidler, fra det gammelkendte med genstande, tekst og billeder til moderne teknologi.

Det koster kun 7€ at komme ind plus 3€ for at leje en iPod Touch med høretelefoner. Det sidste skal man gøre, hvis man vil have det fulde udbytte af udstillingen. Man får meget information og lærer meget.

Vi var inde i museet i næsten 4 timer og man kunne sagtens have brugt endnu, men til sidst får man jo ondt i fødderne og hjernen får brug for en pause. Man kan dog alle vegne finde sammenklappelige stole, der hænger på væggen og tage sig en pause.

Endnu en dag til eftertanke - meget endda.

Bagefter frokost på et spisested, hvor det virker som om, at mange er stamkunder. Stedet var familieejet, kunne man se og høre. Dejlig, venlig betjening og god kvalitetsmad til få penge. Berlin virker til at være en del billigere end København, og venligere, skulle jeg hilse og sige.

Chechpoint Charlie skulle ses, det tog 4 minutter derhen. Selvfølgelig et sted, hvor alverdens krejlere skal tjene penge. Vi hoppede op på en turbus ved stedet, da der lige kom een forbi, hvor man kunne informationen på dansk. Vores dosis for museer var opbrugt for i dag. Der er grænser form, hvor meget hjernen kan kapere på een gang, især med indhold som det jødiske museum.

Berlin er et sted, hvor man tør. Arkitektur i alskens udgaver. Dagens museum er et godt eksempel. Storhed, er det ord, der først kommer til mig, om byen. Og lige efter, hvad det er, der skaber storhed? Kunne skrive en masse om det, men det er pladsen for kort til lige nu. Senere, måske - men i hvert fald noget med, at det kræver, at mange mennesker bor tæt sammen.