Tag: Santiago de Compostela

17. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 27 – til Negreira

(Skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

Så starter 3. og sidste etape – turen ud til kysten. Der er 4 dages vandring ud til Finisterre (verdens ende) og videre til Muxia….” og næste gang går jeg også tilbage til Santiago”, sagde Peter i morges.

For denne gang bliver det med bussen hjem fredag.

Vi startede tidligt fra Santiago og nød dermed godt af de rengjorte og mennesketomme gader. Man oplever byen på en anden måde end som i går, hvor man uværgeligt kommer til at føle for de stakkel indbyggere, der bor i dette mylder af turister, vandrere, vandre”bumser”, støv, støj.

En kølig morgen med opstigende sol og morgendis.

På vej ud mødte vi den første vandringsdame – Las Vegas, Nevada, talte både engelsk, spansk og tysk viste det sig i løbet af de gange, vi stødte på hende.

Første gang i et skovbryn, hvor en lille trind mand havde opført en skovcafe i det fri. Vi nåede lige at få kaffe og sandwich, så kom en mørkeblå bil og ud steg to betjente. Der skulle ikke meget spansk til at forstå, at han ikke havde licens til at stå der. Bøde på stedet, og så skulle der pakkes sammen. Det hele foregik stille og roligt og de så faktisk ud til at være lidt kede af at skulle give ham bøden.

Vi mødte den spanske familiefar fra dagen før, der forklarede, at han skulle gå sidste del uden konen og børnene – som ellers ret sejt var kommet i mål i går.

Så nåede vi dagens bjergetape og den skal bare dø, besejres, elimineres. Åbenbart meget overbevisende for alle fik baghjul☺️

Jeg er bedst til opstigninger og har svært ved nedstigninger.

Varmt, men dejligt – kun ganske få vandrere, flot natur, og nogle af byerne har klart et keltisk look.

Vi nåede målet tidligt – og fik en sen frokost på en meget hyggelig restaurant ved floden. Vi fik også provianteret til i morgen. Det bliver en meget lang tur – 35-40 km.

Men det gode er jo, at når man er mentalt forberedt, kan man håndtere det. Det svære er overraskelserne – og her kan det forhold, at man misser en cafe og dermed skal gå yderligere km uden proviantering sætte gang i reptilhjernen.

Selv om man logisk ved at man hverken dør af sult eller tørst. ?

16. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 26 – Santiago de Compostela

Der var fest i gaden til jeg ved ikke hvad. Vinduerne var lukkede , men lige lidt hjalp det. Støjen eller larmen kunne ikke holdes ude. Der er ikke noget at værre at hære på musik, som man alligevel ikke kan høre rigtigt.

Lisbeth tog ørepropper på, og i skrivende stund siger hun, at det hjalp ikke em fløjtende fis – ordret. Ej heller på min snorken, siger hun. Det var virkelig højt de første 3 timer, gentager hun?

Jeg selv forsøgte at høre en lydbog med Paul Gilbert, Medfølelse og Mindfulness. En meget spændende bog, der handler om vore reptilhjerne og så frontallappen, evolutionen, vores krop, der egentlig er født til at være i vand m.m. Meget spændende emne, fordi den også beskæftiger sig med nogle af de ting, jeg selv tester mig af på, når jeg vandrer, men også i hverdagen.

Jeg faldt i søvn, vågnede igen til lyden af musik. Bandet havde åbenbart skiftet i løbet af aftenen/natten. Mere lydbog. Ved 3-tiden vågner jeg og kan bare ikke falde i søvn igen, så der lytter jeg vel mindst en time.

Klokken lidt over 7 vågner vi og vi gør os klar. Ingen morgenmad med i prisen, men Lisbeth får en kop og et eller andet, mens hun venter på mig.

Kommer afsted lidt over 8. Det er lidt køligt, at fleecen og de lange bukser er på, men kommer dog af efter et par timer. Vi overhaler nogen og bliver overhalet af andre.

Først efter et par timer og næsten 10 km får jeg noget at spise og kaffe. Vi deler en bocadillo med skinke og ost plus en kage. Det faldt på et tørt sted.

Ruten er sådan set meget god, bortset fra at den går over og tilbage igen over hovedvejen, flere gange. Og ca. 1 km går vi på selve hovedvejen og det er aldrig sjovt. Der er jo altid nogen, der kører som sindsyge. Påske formiddag☹️

Vi holder pause et enkelt sted mere til en kop kaffe og noget vand. De sidste 7-8 kilometre er jo nærmest forstad til Santiago de Compostela. Pæne haver, ruiner, dyr, alt i en pærevælling. De lokale her hilser mere, synes jeg.

Tror Lisbeth blev træt af mig til sidst. Jeg gik vist lidt for hurtigt. Ville jo bare ind så hurtigt som muligt, så vi ikke skulle stå i kø i alt for lang tid til vores pilgrimsbevis. Der er jo mange, som bare går de sidste 100 km for at få et bevis. Og sådan var det også i dag plus turisterne, der får bragt deres baggage.

Fred være med det. Folk får frisk luft og selv uden rygsæk får de vabler i fødderne, fordi de ikke er vant til at vandre og måske og går i de forkerte sko.

Da vi sidder og får lidt frokost på den gade, hvor pilgrimskontoret ligger, så vi folk komme humpende ind, nærmest kravlende. Hatten af for det?

Man kan købe sig et ekstra bevis, hvor ens kilometre står på. Sådan et havde Lisbeth sørme fået eller rettere sagt købt. Synes måske, at det er lige blæret nok. Hun har jo kun vandret sølle 280 km. På vejen hjem her til Pension Rua Nova, kl. 21.00, hørte jeg lige en ung amerikaner, der fik nævnt 218 km, til en tjener. Og lød som om at det var altså rigtig meget. Ret skal være ret, alt er relativt. Man skal jo starte i det små, med det man kan magte.

Problemet for mig er, at hvis det ikke er udfordrende nok, så har det ingen interesse. Der skal være noget på spil. Det gælder liv eller død. Det er i disse momenter, jeg lærer mest. Andre har et andet niveau. Og sådan skal det være.

Vi mødte vores unge litauiske kærester lige uden for pilgrimskontoret, ligesom vi mødte det unge koreanske par og danskerne fra Løkken på selve katedralpladsen. Jo, man møder masser af vandrefæller, når først man er i byen.

Santiago de Compostela, gammel universitetsby, summer af liv, helt bogstaveligt. Den har et internationalt snit, på sin måde, fordi så mange mennesker fra alverdens lande kommer hertil, enten som pilgrimme eller som turister.

Vi fik nydt, denne gang en vermut, på et torv og bagefter pinchos og glas vin. En lille is og så en godnat, fadøl efter befaling fra fruen. Man retter ind og slår skoene sammen?.

Godnat. I morgen tidlig er starten til verdens ende, Finisterre/Fisterra.

27. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 42: Hjemrejse

Erwin og jeg flyver sammen til Barcelona her kl. 09.00. Vores veje skilles der, foreløbig. Vi ses nok igen. Jeg vil komme de manglende billeder på i løbet af de kommende dage, men ellers ikke skrive mere foreløbig. Har brug for at bearbejde det, jeg har været igennem.

Derfor vil jeg ikke sætte dato på, hvornår der kommer mere på siden, men selvfølgelig gør der det inden for 10-14 dages tid. Det har også været lidt hårdt med den forpligtelse, som jeg naturligvis selv har påtaget mig, med at skrive, men også meget lærerigt. Håber du har haft fornøjelse og glæde af at læse oplevelserne. Ikke mindst, selv at få lyst til at gå en Camino, kort som lang. Det er en oplevelse for livet. Ikke andre steder kommer du så tæt på folk, så hurtigt. Får nye venner på meget få dage. Jeg har allerede fået mails fra the Mallorca Brother og svaret. Og skrevet til The Funaris for at takke for Caminoen.

26. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 41: Farvel til The Funaris – og tilbage til Santiago – med bus!

Vågnede allerede lidt over 6, gik på toilettet, men så kunne jeg lige så godt stå op bagefetr. Tog min rygsæk med ud fra sovesalen og ud i baderummet. Der er hundekoldt derude. Der er kun 1 toilet og 1 bruser, til mændene. Det samme til kvinderne. Jeg kommer i bruseren. Vandet er iskoldt og det ser ikke ud til, at der kommer varmt vand, så jeg beslutter bare at tage det kolde vand. Kan jo efterhånden ikke selv holde min egen gålugt ud mere. Så det er bare under candet og noget sæbe på. Heldigvis kommer der efter 5 minutters tid noget varmt vand, så dagen er reddet. Barbering må vente til Santiago. Kommer i tøjet og begynder at pakke. Erwin er stået op og går i bad. Ughetta kommer også op. Får pakket sovepose, bed bud lagen og resten af mit kluns. De andre er også kommet op. Det er tid til farvel.

Havde håbet at kunne kontrollere farvel i dag, men det sker selvfølgelig ikke, først Isabel, Luca, Chen, Ughetta og så Natali. det er svært, rigtig svært. Natali siger, at han vil vente på mit besøg. Jeg skynder mig at gå, inden Erwin begynder at sige farvel. Det vil gøre det endnu sværere.

Jeg smutter over på den anden side af gaden, hvor der er en cafe åben. Javier sidder derover. Erwin kommer. Han siger, at det altid er svært med disse farveller. Vi sidder lidt i stilhed for at sluge det svære. Får kaffe og lidt brød til. Erwin er lidt utålmodig, virker lidt rastløs, hvorpå cafeejeren siger, tag det roligt. Der er lang tid til bussen og den holder lige overfor, når den kommer. Cafeejeren siger, at på Caminoen har folk tålmodighed, men så snart de når Finisterre, så bliver de stressede, for de skal nå en bus. Hvorpå, vi griner højt. Cafeejeren har selv gået samme Camino, som jeg, fra St.Jean pied de Port.

Der er flere pilgrimme, der skal med, måske 10 stykker i alt. Bussen kommer og vi står i kø for at komme ind. The Funaris og Chen står oppe ved vinduerne i herberget og vinker som gale. Det er dejligt at komme derfra, på den måde. Tak til jer! I har været de mest fantastiske og givende mennesker, på denne Camino. Ingen tvivl om det. Havde ikke været det samme, uden jer.

Vi kommer afsted. Det går faktisk lidt uhyggeligt hurtigt. Vi har jo ikke kørt med et motoriseret køretøj - sådan hedder det vist i færdselsloven - længe. Jeg i 40 dage, Erwin i mange flere. Af med skoene, hygge i bussen. Vi kører langs kysten til hver lille flække. der er fantastisk flot herude. Man burde tage på ferie herude. Man kører tæt på vandet.

På et tidspunkt blunder jeg. Vågner op og Erwin konstaterer, at vi har kørt hurtigt og er i udkanten af Santiago. Kommer til den store busstation, hvor Erwin selvfølgelig møder folk, han har mødt. Vi bliver enige om at vandre de par kilometer ind til byen. Vi spørger en kvinde, som kan engelsk, hvilken vej, vi skulle gå, hvorpå hun siger, at der er langt. Det tager måske en halv time, siger hun.

Erwin og jeg bliver nu alligevel enige om, at den smule vej kan vi vel klare, endnu. Vi har behov for at blive "normale" igen, efter en hektisk bustur. Det er heller ikke noget, vi skal nå.

Vi kommer hen til den plads, hvor Erwins pensionat ligger. Vi smutter ind på en cafe og får en kop kaffe og nogle søde kager, der følger med. Der er stuvende fuldt. Det er utroligt, med den kaffekultur, hernede. Kommer helt sikkert til at savne den gode kaffe, og endnu mere, til den pris. Det koster jo ikke noget, 1 - 1,5 €, for en god Americano. Mælken har jeg droppet for et stykke tid siden, da jeg fik opstød af den. Siden er det gået fint. Ved også godt efter min blodprøve, at jeg ikke har det så godt med komælk.

Erwin går med mig mod mit hotel, så han ved, hvor han skal gå i morgen tidlig. Vi mødes på hotellet og tager en taxi. Vi går altså ikke 2 kilometer eller mere for at spare et par kroner i morgen tidlig. Vi skal med samme fly mod Barcelona kl. 09.00, så vi vil gerne være lufthavnen, senest kl. 07.30. Der er vist 12 km derud.

Erwin vil gerne til messe kl. 19.30, så det aftaler vi at gøre sammen. Mødes ved domkirken ved 7-tiden. Bagefter smutter vi på tapasbar og får noget let mad og så på hovedet i seng. Skal gerne op senest kl. 06.00.

Jeg får mit værelse og vasket noget tøj.  Skriver på hjemmesiden og så ud og købe lidt gaver og få noget mad.

Gik ind et sted, tæt på hotellet, hvor jeg selv kunne vælge, hvad jeg ville spise. Hertil et par gode glas hvidvin og så hjem igen på hotellet og skrive videre. Nu er jeg næsten færdig med at opdatere. Billeder fra de sidste 4-5 dage kommer på i aften, når jeg er tilbage fra messe og mad.

Skal også have pakket min rygsæk, så den er helt klar til i morgen tidlig, men det gør jeg senere i aften, når tøjet er tørt

I dag er min afdøde mosters fødselsdag. Hun døde her i maj måned, 88 år gammel, i Qaqortoq. Jeg holdt utroligt meget af hende, hun var min reservemor og har været det hele livet. Ikke kun overfor mig, men overfor mange andre. Hun var en krumtap i manges liv. Har tænkt på hende, også under min vandring i går, og håber hun har det godt, hvor hun er. Det fortjener hun, om nogen.

Erwin og jeg har som aftalt været til messe. Vi mødtes sharp kl. 19.00, en halv time før deroppe. Han tog mig med igennem katedralen, op til hvor Jesusfiguren bagved alteret er og han holdt om den med meget stor følelse, kunne jeg mærke. Jeg gjorde det samme, af ukendte årsager. Meget højtideligt, under alle omstændigheder. Bagefter ned til krypten, hvor Jacobs jordiske rester er, siger legenden. Også en dejlig ting. Det føles godt at gøre disse ting, sammen med Erwin. Han er ærlig om det og har faktisk ret i meget af det, han siger. Ethvert menneske har behov for at have et udgangspunkt for sit liv. Det kan være, hvad som helst. Bare man ikke sejler rundt, so to speak.

Vi har det godt under messen, selv om alt foregår på spansk. Mod slutningen kommer en salme, jeg også kender på grønlandsk. Erwin kender den også, så vi nynner med for fuld hals. Kirkesangeren har i øvrigt en fantastisk smuk stemme, selvfølgelig via mikrofon og det hele.

Vi tager på restaurant, da tapasbaren er lukket i aften Får det mest fantastiske kød, vi har fået og god vin. Hygger os og får snakket på bedste beskub, hvordan vi har haft det på Caminoen.

Bagefter følger jeg Erwin hjem. Vi får en enkelt øl lige ved siden af og jeg smutter på hotellet. Vi ses kl. 07.00 ved mit hotel i morgen.

22. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 37: I Santiago, slapper af og siger farvel

(Hviledag i Santiago de Compostela)

Lige i disse sekunder, omkring kl. 23.00, hvor jeg skriver dagens beretning, må jeg indrømme, at jeg har småtudet hele vejen hjem til hotellet, efter at have sagt farvel til The Mallorca Brothers, som jeg lige har været sammen med i en 1,5 times tid. Måtte bare se dem igen, inden de rejser hjem i morgen. De har været en uvurderlig del af min Camino. Da den yngre bror, Juan, fik tårer i øjnene, altså før, vi overhovedet skulle sige farvel, så var mit kontrolgen altså også ved at gå i opløsning. Tænk, han sagde noget til mig, om mig som menneske, som jeg ikke mindes at have hørt fra andre, ikke på den måde. Så måtte jeg altså også slippe et par tårer, da vi holdt om hinanden.

The Pink Ladies var der, også David og Roberto plus nogle andre spaniere, jeg har mødt, on and off, på vejen. Fik et kæmpekram af dem alke, da jeg dukkede op.

Denne aften får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at tænke på, hvad andre tænker. Jose sagde til mig, at han havde sagt til sin bror, at hvis Peter stadig var her i Santiago - de kom i dag - så ville han selvfølgelig kontakte dem. Ingen tvivl om det. Hvorfor siger han det? Hvad er det for en følelse, der udløser en sådan tanke?

Mette, som er kommet i dag, og stort tillykke med dit Compostela til dig, godt gået, fortalte mig, efter aftenmessen, at hun havde mødt brødrene. Da jeg heldigvis har Juans telefonnummer sendte jeg en sms og fik kontakt. Det viste sig, at de var på en bar lige ved siden af at det pensionat, hvor jeg har været til frokost i dag, hvor Natali lavede den mest fantastiske risotto med skaldyr og blæksprutte.

Aftenmessen er ekstraordinær ved, at der svinges med en kæmpestort, ved ikke lige hvad det hedder, røgelse fra den ene til den anden side af katedralen, så man bliver helt bange for, at den ryger af og slår nogen ihjel. En kæmpeoplevelse var det. Jeg ender nok med at blive katolik, inden jeg dør. Jeg er jo skabskatolik i forvejen. Under messen lovede jeg Vor Herre noget, som bliver imellem ham og mig. Jeg havde det godt under messen, totalt afslappet og afklaret. Sad ved siden af Erwin, denne meget religiøse mand, uden at han er fordømmende overfor andre eller noget. Meget smukt egenskab, som andre kunne lære noget af, inkl. undertegnede. Havde en rigtig god fornemmelse med mig selv under messen. Sammenhæng mellem krop og sjæl. Helt ærligt, hvornår har jeg haft det? Mindes det ikke.

Efter aftenmessen var ingen rigtige sultne, ikke til menuer, så Isabel og Luca fandt en tapasbar, hvor man tager sin tapas selv på en tallerken - fra en rigtig lang skænk. Man betaler efter de pinde, man samler sammen. Det er totalt umuligt at holde styr på, hvad folk tager. Det handler altså om tillid. Det var aldrig gået i lande længere nordpå, hvor folk ville have snydt, så vandet drev.

Hvem taler om uproduktive spaniere, men hvad så lige med ærligheden? Et system som dette kan kun eksistere, hvis der er en vis anstændighed, selvfølgelig også lavere priser. Fik 5 stk. helt eminente tapas, selv Natali overgav sig, plus 2 glas 1906 øk, som er her fra Galicia, i alt 11,70 €. Det er jo til at blive vanvittig af, hvad man betaler i Norden og Grønland, når man tænker over det. Erwin og jeg er enige om, at vores sidste aften her i Santiago på tirsdag, efter Finisterre, skal være på samme sted. Sikken en kvalitet. Ikke underligt, at der var stuvende fyldt. Som Isabel og Luca sagde i går aftes, man går ind de steder, hvor folk er , så ved man, at der er OK.

Jeg fik ikke sovet mange timer. Fik skrevet her på siden efter hjemkomst til hotellet, så den var vel nærmere 3, da jeg endelig faldt i søvn. Da jeg så vågner lidt over 6, så kan jeg ikke sove mere. Kroppen er blevet vænnet til at stå op. Kæmper mig igennem 1 times tid mere, så står jeg altså op og går i bad. Får kigget på vasketøjet og intetnettet og så ned og spise morgenmad. God kvalitet.

Bagefter op og finde mine papirer på de 2 pakker, jeg har sendt til Santiago, næsten 6 kg i alt. Kigger på kort, for at finde ud af, hvor hovedpostkontoret ligger. Mens jeg gør det konstaterer jeg, hvor roligt, jeg gør det. Ingen hasteværk. Sætter mig ned på sengen og kigger på sagerne. Det var aldrig sket før. Før, så skulle det altså bare ske her og nu, og hvor pokker er det postkontor henne osv. Tranquillo, Tranguillo.

Intet bliver bedre i panik, hvis handlingen ikke kræver hastværk, eksempelvis redde liv. Intet, kun velovervejethed, skaber de bedste resultater på på den lange bane. Jeg er åbenbart kommet over i en anden biorytme, under Caminoen. Håber det fortsætter.

Nå, kommer ned på postkontoret og får mine pakker. Gik hurtigt. Man tager et nummer, ligesom i DK. Hold da helt op, hvor de vejer. Jeg er nærmest træt, da jeg kommer til hotellet, selv om der ikke er særlig langt. Ikke underligt, at det gav mig så store problemer, udover, at det nok ikke var det rigtige fodtøj fra starten. Læren er altså, som nogen selvfølgelig har skrevet, og som jeg har læst, men ikke lært noget af - så lidt som muligt. Får du brug for det, så køb det på vejen. Men man tror jo, at man er meget klogere end alle de andre, der har gået turen før. Idiot! Nogen går sågar og tror, at de skal slæbe et helt køkken med, ellers overlever de ikke. Hørte om nogen, der startede med 20 kg. Det er jo sindsygt.

Har problemer med mit visakort. Har ellers ikke hævet nogen penge de sidste par dage, så jeg må have fat i Gitte, min bankrådgiver fra Frøs Herreds Sparekasse. ringer til hende og selvfølgelig som altid, hun ser på det med et samme og siger, at systemet på en eller anden har blokeret for det. Har ikke brugt flere penge eller hævet flere, end man må. Skulle prøve igennem om en times tid i en bankautomat. Selvfølgelig havde hun klaret det. Fik hævet 200€. Service, det får man altid i Frøs Herreds. Jeg gør i hvert fald.

Skal til frokost kl. 13.00, hvor Natali vil lave mad. På deres pensionat. Har lovet at bringe et par flasker hvidvin, så jeg er glad, da jeg får hævet nogle penge. Finder en vinforretning, hvor jeg finder Rias Baixas hvidvine til 10 € stykket. Intet er for godt til Natalis mad. Ander ville have været en fornærmelse. Efter lidt vanskeligheder med at finde stedet, står Luca udenfor og da jeg kommer ind, kan jeg allerede dufte, hvilken kærlighed, maden er blevet lavet med. Uhmmm! Selv mad kræver kærlighed. Ellers bliver det ikke godt.

Måske er læren, at alt kræver kærlighed?

Bagefter hjemad sammen med Erwin, der skulle sende postkort hjem. Vi får en øl i solskinndet. Dejligt.

Havde aftalt med Lucy, at jeg ville være ved busstationen omkring Kl. 17.00, så jeg kunne sige ordentligt farvel til hende, men hun har sendt en mail, da jeg kommer til hotellet, at hun først er tilbage fra Finisterre kl. 19.45, altså efter at aftenmessen er begyndt, og at hun kører 20.20 til lufthavnen. Det kan jeg ikke nå.

Hun skriver samtidig, at Finisterre og småbyerne før, er smukke, meget smukke. Hun er ked at det, også over ikke selv at skulle vandre turen, så hun beder mig om at vandre turen for hende. Det gør jeg, hvert et skridt. jeg får sendt en mail til hende og siger at hun skal være glad over at have lært så mange dejlige mennesker at kende og jeg skriver til hende, hvad jeg synes at mærke, at Caminoen har gjort ved hende. Det underlige er så, at under frokosten i dag, så ser vi sammen på de billeder fra Caminoen på min iPad, som jeg har kopieret dertil, hvor der er et billede af Lucy, på vores første vandring sammen. Hun ser total tom ud i øjnene, er træt og overvejer måske helt at stoppe og tage hjem. Og så den forskel i dag. Det har jeg skrevet til hende. Håber hun tager godt imod det og bruger det resten af sit liv. Jeg er på den anden side ked af ikke at have fået sagt farvel. Det er ikke et farvel. Og i øvrigt havde jeg sikkert grædt så meget, at mine i forvejen tørre læber, var blevet endnu mere tørre.

Nej, jeg er ganske sikker på, at Lucy og jeg ser hinanden igen. Om ikke andet, så går hun Caminoen igen, når hun når min alder, til minde om mig og Natali. Smuk tanke.

The Mallorca Brothers ser jeg næste år til august, når jeg kommer og vandrer 10 km op ad et bjerg hele natten, den første lørdag i august. Det har jeg lovet i aften, ellers ville afskeden have været for svær, så sådan bliver der.

Tak for i dag. På mange måder en mærkelig dag, men med megen lærdom. Igen.

I morgen er det afsted til Finisterre. Har ændret min hjemrejse til onsdag. Det er billigere at købe en enkeltbillet her fra Santiago onsdag, end at skulle med tog, hotel og mad via Biarritz. Det er droppet. Så følges jeg også med Erwin til Barcelona, hvor vores veje skilles.

21. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 36: Er kommet i mål – er i Santiago

(Arzua - Santiago de Compostela, 38 km)

Jeg er kommet i mål, efter min længste vandring på Caminoen. Startede kl. 08.20 og kom til pilgrimskontoret kl. 16.30, efter 38 km. Mine fødder er meget, meget trætte. Jeg er stolt af at have kæmpet mig igennem smerte, tårer, forbandelse og hvad der nu ellers kom ud. Hvem der gav mig vinger idag, ved jeg ikke. Jo, det gør jeg nok.

Nu er målet nået og jeg har gået hver en meter, plus lidt mere pga detours og forkerte veje. Ingen snyderier med at tage bus eller andet køretøj, som jeg ved nogen gør. Nej, hver en meter skal gås af mig selv ellers vil jeg ikke have godt med det. Sådan er jeg. Det betyder ikke, at andre, der af fysiske årsager har været nødt til at tage et transportmiddel en kort vej, ikke har ydet en helt ekstraordinær indsats. Enhver der gennemfører en Camino, kort som lang, yder en fantastisk indsat. Hatten af for det.

Nu sidder jeg lige og får en øl, efter at have fået mit bevis, Compostela. Har kun holdt een pause på de 38 km. Fik en kop kaffe, sød kage og en flaske vand. Ellers kun drukket vand på hele turen. Det er dog det mest vanvittige, jeg endnu har lavet på Caminoen, endda på den sidste dag.

Mit bevis ligger nu i et hylster i rygsækken, beskyttet. Det skal jeg passe godt på. Om lidt går jeg på turistkontoret lige overfor cafeen her og finder mig et hotel. Lige nu er jeg vist ligeglad med prisen, bare det ligger tæt på.

Lucy er i byen. Hun rejser i morgen. Vi skal ses på et tidspunkt og få sagt ordentlig farvel og tak.

Håber at kunne skrive senere. Planen er at gå videre i morgen mod Finisterre. Det tager 3 dage og så tilbage i bus den 4 dag.
----------
Fandt et hotel selv, da det tog lidt lang tid i turiskontorets booking, som et ægtepar lagde beslag på. Fik dog kort og oversigt på overnatningssteder udleveret. Fandt det nærmeste hotel, Hotel Compostela, meget passende. Lidt luksuriøst til 72 € pr nat, men man fortjener vel også lidt godt, ovenpå stradbadserne.

Kom i karbad, lækkert. Jeg lugtede vist heller ikke for godt efter dagens tur, hvor jeg var pakket ind i min regnfrakke. Fik endelig koontakt, telefonisk, med The Funaris. Snakkede både med Natali og Luca. Også mail med Lucy. Aftalt at mødes ved 8-tiden ved turiskontoret.

Jeg tog lidt tidligere afsted. Satte mig ved baren overfor, fik et glas hvidvin, oliven og så en toast, da jeg som sagt ikke har fået noget særligt at spise hele dagen. Endelig kom de og stor gensynsglæde med knus og kram. Eva, Erwin og en israelelsk kvibde, Cren - vist nok, var der også. Skønt at se dem igen. Det viser sig, at de alle først er kommet ind på pilgrimskontoret efter mig og her havde de set mit navn. De havde taget det roligt, med indlagte pauser.

Og så kom min ven for livet, Lucy, gående imod os, let genkendelig i sin farvede jakke. Hun fik dagens største kram.

Bagefter hen og hilse på John og de andre, som havde arrangeret et gettogether møde over en drink. Fik der hilst på Hugh, den lille irsk canadier. Det var skønt at se ham igen. Altid i godt humør. Han havde været i Finisterre. Vi aftalte at holde kontakt på mail.

Vi smuttede bagefter hen og fik noget at spise og snakken gik som sædvanlig. Alle vil tage en ekstra dag, også Erwin, inden Finisterre, så jeg slutter mig til selskabet og venter til lørdag med at gå. Så kan vi også komme til den store messe fredag aften, hvor de svinger med karrene. Det vil også være en ære at komme til Finisterre sammen med Erwin, der vel efterhånden har gået over 2.500 km. Sikken en indsats. Eva har også gået meget langt, omkring 1,500 km. Fantastisk.

Natali går ikke en meter mere. Det er helt sikkert, siger han. Han tager bussen og møder os de steder, vi skal overnatte.

Lucy og Eva tager bussen til Finisterre i morgen og tilbage samme dag. Lucy skal til Malaga og mødes med sin nye koreanske venner der, inden hun via Paris flyver hjem onsdag. Jeg har en svag mistanke om, at den unge dame er blevet forelsket. Det ville da bare være glædeligt.

Jeg har jo sådan i det stille gået og været opmærksom på hendes udvikling siden vi tog afsted fra St Jean Pied de Port. Selvfølgelig gjorde jeg det også i går. Sikken en udvikling. Man kan se det på ansigtet. Hun er vokset. Væk er det generte, usikre ungpigeagtige udtryk. Hun er blevet en voksen kvinde. Utroligt hvad en Camino kan gøre.

Senere på aftenen mødtes vi med Tommy for at sige farvel ham. Det er ham, som har gået og skrevet John Lennons Imagine tekst hen ad vejen. Han har også skrevet mit og de andres navne på sten hen ad vejen. Så ikke mit eget, men de andres til gengæld. Se billederne fornden.

Det var godt at få set Tommy, dette dejlige, altid venlige menneske. Alle ville meget gerne sige farvel. Vi tog på en bar og fik nogle drinks og snakkede. Der er også et billede af det forneden.

Har aftalt med Lucy, at jeg kommer ned til busstationen i morgen ved 17-tiden og siger farvel, når hun skal til lufthavnen. Det bliver nok lidt følelsesladet, men sådan er det. Tommy kører med toget klokken 9 til Madrid og med fly hjem derfra, inden han den 28. flyver til Indien. Aftalt vi skrives ved.