Tag: Portugal

Det har været en rigtig sejtrækker i dag, næsten 40 km, på 9,5 time. Det gør jeg aldrig mere, tror jeg.

Det er utroligt, hvad man udsætter sig selv for. Jeg har overhovedet ingen problemer med vabler eller noget. Det er kun senerne på indersiden af foden, lige under anklerne, der gør lidt ondt. Og så kan jeg mærke, at højre knæ ikke har det så godt, når jeg skal gå på trapper med rygsæk på. Mærkede det i dag, da vi skulle over en hovedvej, hvor der er en gangbro over. Det må Lisbeth fixe, når hun kommer på torsdag.

Vågnede ved 06.45-tiden og stod op og pakkede. Vi havde aftalt at spise kl. 07.30, så vi kunne komme afsted tidligere end normalt. Jeg smutter ned og går i gang med morgenmaden. Dejligt brød og friske croissanter. Ole kommer ikke mange efter.

Vi siger tak og smutter ud af døren. Der er tåget. Vi finder ruten hurtigt og trasker afsted. Iflg. Brierleys bog, så burde dagens etape være på 17,9 inkl. højdeforskel. Jeg har af hensyn til hotelovernatning valgt at vandre 37 km (uden højdeforskel). Til gengæld er der så kun ca. 17 km i morgen og på sidstedagen til Porto på onsdag, ca. 28 km i stedet for Brierleys 36,8 km.

Vores destination i dag er Oliveira de Azemeis, selvfølgelig sluttende på en lang opstigning på mindst 2 km.

Vi er enige om ikke at styrte afsted. Det bliver jo glemt i kampens hedde, så jeg er nødt til at sige til Ole, at han skal tage den lidt med ro. Vores gennemsnitsfart, når vi vandrer, må helst ikke overstige 5 km i timen, ellers bliver vi totalt udkørte i den sidste del. Ole har det med at gå hurtigt opad og det modsatte nedad. Årsagen er gammel skade. Jeg har det nærmest omvendt.

Tågen er der indtil ved 9-tiden, så begynder solen at tage over. Det går godt, men der gør de første 10 km altid. På et tidspunkt går vi gennem et industriområde og på kortet ser det forholdsvist kort ud, men det er langt som et ondt år. Der er ikke noget mere deprimerende end at vandre i Zona Industrial. Men det er en del af Caminoen og alting får en ende.

Vi får en kop kaffe et undseeligt sted, Mourisca do Vougo. Ingen kager eller noget, så det bliver ren kaffe og så afsted igen.

Ruten er sådan i dag, at man krydser hovedvej N-1 konstant. Først den ene vej og så den anden. Til gengæld slipper man så for trafikken.

Det bliver varmt i dag. Mine “nederdele” ryger ved næste kaffe og vand. Fleecen var røget tidligere. Og det gør man bare, mens man stadig går. Det bliver en vane at svinge med rygsækken til den ene side og bagefter den anden. Så sparer man tid. Vi kommer igennem mange småbyer i dag og det er faktisk mentalt opkvikkende, når man skal gå så langt. Der sker et eller andet i hovedet, når de enkelte strækninger mellem småbyerne ikke er for lange. Det føles bare på en anden måde.

Vi møder et fransk ægtepar på vejen, rettere, vi overhaler dem. Vi havde set dem gå foran os på en stor bro før Serem de Cima. De skal vandre til Albergaria-a-Nova, efter Albergaria-a-Velha. Kært barn har mange navne. De tager sig til hovedet, da jeg viser dem på kortet, hvor vi skal hen. Det forstår jeg godt nu?

Vi kommer til Albergaria-a-Velha Og får en kop kaffe og vand i. Omkring halvdelen af dagens etape er klaret og det går OK. Enige om at vi tager de næste 7,1 km til næste cafe, hvor vi skal have lidt at spise. Vi holder en lille pause et sted, hvor der står en statue af Jomfru Maria, forholdsvis ny. Jeg hælder en Body Meal i en dunk vand og drikker den. Trænger til lidt energi.

Vi kommer ud på hovedvejen igen og går forbi den Albergue de har reklameret med mange kilometer væk. Finder en cafe, hvor vi spiser en slags sandwich med pålæg og ost. En slags, fordi det minder mere om en kagedej end brød. Cola til mig. Jeg er tørstig.

Daffer videre og bliver ledt rundt omkring højre side af hovedvejen, med det resultat, at det bare går op og ned igen. Vi ender nede på hovedvejen, som vi skal krydse igen. Det var faktisk lidt farligt. Der er ingen fodgængerfelt. Vi løber over. Vi undrer os, at man tillader et så farligt sted.

Mange steder går vi langs med en nedlagt ensporet togbane. Senere kommer vi til at tænke på, at vi måske bare burde have fulgt togbanen og sparet os selv for en del kilometre.

5 km fra målet støder vi ind i en bar. Nu trænger vi til en øl. Det er jo stegende hedt. Så det får vi, selv om vores politik er, først en 2-3 kilometer før. Nå, regler er til for at blive brudt? Videre af små veje, med huse stort set hele vejen. Det går nedad, selvfølgelig. For så kan vi få lov at gå hele 2 km opad hele vejen op til bycentrum i Oliveira de Azemeis, hvor hotellet ligger.

Den er lang, den opstigning, men det går sådan set OK, måske fordi snart er i mål. De sidste par hundrede meter er dog slemme. Sveder som en hest. Puuh, endelig oppe og Ole sætter sig ved et kors, som om han havde båret den hele vejen.

Endelig efter 600-700 meter dukker hotellet op, Dighton. 4 stjernet. Vi får vores værelser. Det tager lidt tid at tage sig sammen til et bad. Vi er ankommet sent, så efter bad er det et glas vin i foyeren og så hotellets restaurant. Vi har ikke kræfter til at gå i byen og lede.

Der er lam på menukortet, så det skal jeg have. 5 koteletter er det, mange. Smager godt. Jeg køber en tomatsalat til. Ole vil have grillet blæksprutte. En god flaske vin fra Douro og så kan freden sænke sig. Ingen dessert, men kaffe. Tidligt i seng. Enige vi, om vi starter kl. 10.00. Det er jo kun 17 km i morgen.

Jeg vågner helt af mig selv, uden vækkeur. Kan godt mærke, at vi har syndet lidt for meget i går, hvad angår vino, men værre er det altså heller ikke.

Skriver sammen med Ole omkring afgangstidspunkt. Det bliver nok omkring 08.30. Vi skal jo ikke så langt, omkring 23,5 km. Vi aftaler at mødes på ruten på et tidspunkt.

Får pakket og tager min rygsæk med ned. Betaler mit hotelophold for 2 dage, 80 € i alt, inkl. morgenmad. Ind og spise morgenmad. Probiotic er vist også godt for min mave, efter i går.

Kommer afsted, men skal lige hæve nogle penge, så det gør jeg først. Vandrekortet viser, at ruten går langs floden. Prøver at komme derud, men det ser umuligt ud. Nå, videre ad en større vej langs floden lidt længere inde. 3 gange forsøger jeg at komme ud til floden, men det ender i en blind vej og togbanen går der. Det giver lidt ekstra metre. Endelig langt om længe, ved en McDonalds kommer der et skilt, der viser vej mod venstre.

Da jeg er kommet frem fra viadukten ser jeg Ole 200 meter længere fremme. Han havde åbenbart set mig på afstand flere gange, men jeg rendte jo mine underlige veje.

Der er fladt som en pandekage, hvor vi går. Det er sku’ dejligt, dagen derpå. Vi går ganske pænt til. Får hilst på folk, der enten cykler eller kører på knallerter, nogen uden lyd, drevet af el.

Vi kommer til Ademia. Cafe. Vi går derind, kaffe og vand. Der sidder sørme nogle pilgrimme derinde. 2 kvinder, snakkesagelige. De er de første, vi har set on the road. Den ene kommer fra Mexico og den anden fra Holland. Lidt efter kommer en 3. kvinde, også fra Holland, længere inde fra cafeen. Ja, kvinder går ofte på cafe, for at bruge toilettet. Vi andre kan jo klare det lidt lettere?.

Næste dag finder ud af, hvad de hedder. I ovennævnte rækkefølge: Itzel, Leontine og Alie.

Vi får fortalt, at vi er lidt trætte, fordi v har hygget os lidt rigeligt i går. De griner?

Ole og jeg smutter videre. Vi ses måske igen.

Videre ad forholdsvis uproblematiske veje, på asfalt. Der kommer en kombineret butik og cafe. Vi får igen bestilt kaffe og juice. Jeg køber frugt også, til os begge. Havde i øvrigt også snuppet en banan til morgenmaden, så lidt har vi da.

De 3 kvinder passerer os. Vi hilser.

Yes, time to go again. Vi tager den roligt på autopiloten. Jeg får taget en del postkassebilleder. Der går sport i den. Utroligt, hvor mange forskellife postkasser, der findes.

Ruten er belagt med små byer og cafeer med passende mellemrum, og der er ikke de vanvittige stigninger. På et tidspunkt møder vi damerne igen. De hygger sig og for snakket med de lokale. Og får taget billeder med dem. Vi vandrer videre, nu er vinen dampet af og toget kører igen. På hovedvejen møder vi nogle pilgrimme den modsatte vej, på vej mod Fatima, portugisiske pilgrimme.

Lidt efter kommer vi off road, så at sige. Ind i et skovområde, dejligt, væk fra vejen. Efter vi er kommet ud af skoven, kommer Vi endeligt langt om længe til Mala, hvor der er et kombineret bageri og cafe. Det er utroligt, hvordan kortet snyder, afstandsmæssigt. Vi får kaffe og en lille pizza. Jeg en cola oveni.

Nu skal vi bare klare de næste 4,2 km, til en bar, kun 1,3 km fra Mealhada, dagens mål. Ole går forrest. Der er varmt. Nu dukker den ventede bar op, hvor dagens første øl skal drikkes. Puuh, den smager godt.

Således opmuntret trasker vi videre ind til byen og finder vores hotel, et lille hotel, familiejet. Hotel Restaurante Oasis, til 20€ for Ole, fordi han ikke havde bestilt via booking.com, altså billigere. Vi bliver godt modtaget. Der er terrasse til værelset. Fedt, så kan tøjet komme ud at hænge på en stol i solen. Vi møder en FC Porto fan, i øvrigt, på vej til kamp i Lissabon, mellem Benfica og FC Pirto, sikkert årets kamp. Der er stemning på. Vi mødte også flere biler på vejen mod hotellet, med højlydte råb. Det var fær vi vidste det om kampen.

I bad og bagefter vaske tøj. Ned og have en øl uden foran. Op og skrive lidt på mine beretninger. Får lagt det på hjemmesiden af det, jeg når.

Ned og spise tidligt. Vi vælger helstegt pattegris. Inden da får vi den lækreste forret af frisk ost, andet ost, oliven, brød og noget pattegris, der er lavet som en slags pattekage. Der er vist lidt gourmet over dette familiedrevne hotel. Vi får vin og vand til, plus en dessert. Vi får en salat til, uden eddike eller olie.

Bagefter en kop kaffe og så på hovedet i seng. Vi bliver enige om at starte ved 08.30-tiden i morgen. Der er lidt over 26 km inkl. højdeforskellene.

Det er jo hviledag i dag. Ingen vandring, altså bortset fra i byen.

Vågner lidt tidligt, uden væggeur. Kunne ellers godt bruge lidt mere søvn, men kroppen vil ikke.

Så der er ikke andet at gøre end at gå ned og spise morgenmad, så det gør jeg. Bagefter op og skrive til hjemmesiden. Jeg er jo lidt bagefter, så der skal gang i skriveriet.

Hele formiddagen, indtil kl. 13.00, skriver jeg. Bent Mortensen skriver via Messenger, at han hellere vil ned og besøge os her i Coimbra i dag, i stedet for Porto på onsdag. Det er jo fredag. Han kommer allerede ved 15.00-tiden, så jeg får travlt lige pludselig med at skulle på vaskeri og vaske det andet sæt tøj.

Det bliver sat over og i mellemtiden smutter jeg lige på cafe og får en kop kaffe, sandwich og et glas hvidvin. Tilbage til vaskeriet og tørre tøj. Så er det hjem til hotellet.

Jeg har ikke været mange minutter hjemme, da det banker på døren. Det er Bent. Han har åbenbart også booket sig ind på hotellet.

Bent er en barndomskammerat, godt nok 11 år yngre end mig, men vi har altid kendt hinanden. Også hans forældre. Hans far, der stadig lever, var god ven med min far.

Bent arbejder i Vigo som selvstændig sammen med en englænder. De kontrollerer byggeriet af nogle skibe.

Vi tager ud på cafe og får en kop kaffe og vand. Ole er stadig på vaskeriet, men vil komme senere. Vi trasker videre til et sted, hvor vi kan få noget vin. Og vin, det får vi. Bent mener, at man er nødt til at drikke rigeligt, inden man skal spise bachalau, for bagefter kan man ikke mere. Selvfølgelig, selvfølgelig, man bliver jo nødt til at høre på sagkundskaben?

Ole kommer og vi får drukket den flaske hvidvin, som Bent hat bestilt, og vi trasker videre i nærheden af vores hotel. På en cafe, tæt på den restaurant, vi skal på. Tjeneren bliver vildt glad for vores ankomst. Ja, så er det sagt.

Da vi har fået vores ration smutter vi på restaurant. Bent og jeg skal have bachalau, men det får Ole ikke, fordi man åbenbart ikke kan få det i ulige antal. Underligt. Han får kød i stedet for. Vi får som sædvanlig oliven, ost og brød til opvarmning.

Bachalau’en er i noget macaroni. Det smager faktisk ret godt, så der bliver spist og på bedste grønlandsk maner, bliver fisken taget op med fingrene, for det hele skal med. Naturligvis.

Da vi er færdige med maden, er vi klar til at sove. Vi har fået rigeligt. Ole smutter til sit hotel, der er den anden vej, men på vej til vores hotel, vil Bent absolut på cafeen lige ved siden af hotellet. Vi skal lige have en kaffe og en lille een. Det får vi så, og tjeneren er glad igen?

Så var det altså hjem. Vi skal jo gå i morgen. Godt nok kun ca. 23 km, men alligevel.

Vågner forholdsvist tidligt, uden at bruge vækkeur. Tøjet er ikke tørt, så det ryger ned i en pose. Det skal alligevel vaskes i dag i Coimbra.

Pakker rygsækken og tager den med ned. Får klaret betalingen inden morgenmad. Får for første gang lidt af min probiotic 8 og 10. Min tarm har godt af at drikke disse tarmbakterier engang imellem. Årsag til, at jeg nu i et år ikke har spist piller mod den Colitis Ulcerosa, jeg fik konstateret i 2000 eller 2001. Man skal passe godt på sin tarme.

Ole kommer ned, betaler og spiser morgenmad. Vi går bagefter ud med vores rygsække, så de er klar til taxa’en. Den kommer kl. 08.05. Det ligner ikke en taxa udefra, men der er taxameter. Han kører som død og helvede på den smalle vej. I øvrigt kunne han cist også godt trænge til at få fjernet nogle polypper. Han snøfter det meste af tiden.

Vi bliver sat af ved startstedet, efter han lige havde kørt lidt for langt og måtte vende om. 13 € bliver det.

Det er markvej fra skridt 1, dejligt. Vejret er med os. Ruten er skøn. Vi krydser bare hovedvejen nogle gange, og kommer ind på de skønneste vandrestier. Det kører derudaf og vi er friske. Måske også med tanke på, at i morgen er det hviledag.

Den første cafe er i Conimbriga, ca. 10,5 km efter startstedet. I den by ligger den bedst bevarede romerske bebyggelse. De kom 139 år B.C. Og det var Brutus, der stod for det. Vi passerer museet. Det må blive en anden god gang, i bil. Vores cafe dukker op og vi får en kaffe, kage og vand. Sidder udenfor i det gode vejr.

Videre vandring i skønne områder, uden trafik, i høj sol. Livet er dejligt.

Vi kommer til Cernache, hvor vi beslutter at få kaffe først, herefter sandwich og en øl. Værten spørger til, hvor vi kommer fra. Jeg må vise ham Grønland på en app og straks siger han “bachalau”. Jaa, Portugiserne har jo haft en lang tradition for at fiske ved Grønland, hvor de har saltet torsk. Så det må være det, han hentyder til, når han siger sådan. De har også efterladt sig nogle genetiske aftryk i Grønland, siger Ole, bl.a. i Maniitsoq og Paamiut. Vi er enige om, at vi har mødt mange her, som ligner nogle, vi kender i Grønland. Jo, den er god nok?

Vi går klar til afgang. Så siger jeg til Ole, gad vide, hvor Serena må være? På sekubdet spotter han hende komme gående mod os, og vi venter på hende. Bliver enige om at følges ad.

Jeg får gang i snakken med hende. Hun er uddannet civilingeniør og arbejder i Munchen og har en tysk kæreste. Hun arbejder nu i salgsafdelingen i firmaet. Som mange italienere er det svært at få arbejde, så hun har måttet lære sig tysk for at kunne arbejde der. Godt gået.

Nu hvor vi har fået følgeskab af en yngre kvinde kan vi jo ikke vise os fra den svage side, så der bliver gået til. Vi kommer hurtigt frem og på ingen tid kommer vi til Cruz de Mourocos, hvor vi støder ind i en meget lokal bar. Vi trængte til en pause, efter stigningen.

Der er folk, der spiller kort. En meget gammel dame i rullestol sidder indenfor sammen med andre og der bliver snakket og grinet. Utroligt, hvor højt de kan snakke. Vi får en kop kaffe og jeg og Serena et glas hvidvin. Ole en øl. Det kan vi godt tillade os. Der er under 5 km til Coimbra.

Vi går sammen videre og det går nedad. Ikke flere stigninger. Skønt. Vi nærmer os byen, og man fornemmer straks, at det er en større by. Coimbra er en berømt universitetsby, med ca. 160.000 indbyggere. Da vi nærmer os centrum kan vi også se på cafeerne, at denne by er en uddannelsesby, hvorfor der er mange unge. Levende, kan man mærke.

Ole og jeg sætter os ned og får en øl, samtidig med, at vi leder efter et sted til Ole. Mit hotel er fuldt booket, står der. Vi finder et sted, ikke så langt fra mit, som Ole vil gå forbi, Hotel Jardim. Ole tager afsted, for han vil vaske tøj i dag.

Jeg trasker bagefter afsted til mit hotel. 5 minutters gang. Får mit værelse og receptionisten viser mig et vaskeri ikke så langt fra hotellet. Et hurtigt bad og så hen til vaskeriet. Det tager under en time, så jeg venter og skriver lidt imens. Jeg er helt alene i vaskeriet. Det er smart. Man putter penge i og så klarer den selv sæbe og det hele. Bagefter i tørretumbler. Det dufter skønt. Det er noget andet end håndvask, med shampoo eller hvad man har ved hånden. I morgen skal det andet sæt tøj vaskes.

Vi mødes ved 20-tiden og leder efter et spisested. Vi tager La Serena, hvor man kunne få tapas. Det skulle vi nok have valgt i stedet for det kød, vi fik. Vinen er heller ikke god. Alt i alt et dårligt valg. Vi vil ellers have haft en godnatøl bagefter, men der er lukket på cafeerne, kl. 22.00 om aftenen?

Så det blev hjemad og på hovedet i seng. Det bliver dejligt ikke at skulle afsted i morgen.

Det er noget vidunderligt forunderligt over at se på det uperfekte menneskes værker, som bliver rettet op af naturen.

Hvorfor skriver jeg det? Er han da gået helt fra forstanden, tænker du?

Her i Portugal er der mange faldefærdige huse både i byerne og ude på landet. Ude på landet sker der det, at der kommer en masse beplantning omkring disse huse. Og på en eller anden måde er det guddommeligt smukt at se disse faldefærdige huse omkranset, forskønnet af blomster og anden beplantning. Som om at naturen tager over og siger til os, at det skal vi nok tage os af, når nu du, menneske, ikke kan finde ud af det.

Det er som om, at det uperfekte, det der har stået i mange hundrede år og forfalder, har sjælen i sig. Hvis du ser på en perfekt mur, så virker det mere som facade, mens det krakelerede, krænger sin sjæl ud til dig. Sådan virker det på mig, og man skal nok selv vandre og se og mærke, før man forstår det helt.

Det leder mig til, at vi mennesker må lære at acceptere, at søgen efter perfektionisme som en blivende tilstand, er formålsløs. Den indfinder sig kun i et splitsekund, i det virkelige liv.

Tag det derfor roligt i stedet for. Du gør det, du kan. Vores søgen efter perfektionisme skyldes ofte en ubalance i vores psykiske og mentale tilstand. Måske er årsagen noget fra vores barndom.

Nå, jeg kom vist lidt ud på et sidespor og så alligevel ikke.Tænk over det, hvis du synes, at du et perfektionistisk menneske og lader det gå ud over andre mennesker. Det kunne være, at der var noget at kigge på.

Vores vært tilbød os, som jeg skrev i går, at køre os til Alvaiazere. Vi er som sagt kommet 5-6 km udenfor normalruten, som følge af manglende overnatningsmulighed, så det kunne vel godt forsvares, mener vi. Vi bliver sat af ved kirken.

Vi smutter på cafebar, inden vi begiver os ud på dagens vandting. Får set på rutebeskrivelsen og synes nok, at der er lidt mange højdemeter, især i begyndelsen. Så helt ubekymret er jeg ikke. Ole er optimistisk, som sædvanlig.

Vejret er med os i dag. Solen skinner og for første gang starter jeg uden fleece. Det bliver en meget flot opstigning. Næsten ingen trafik, igennem små byer, møde med hunde, nogle agressive, andre venlige, fåreflokke, flotte blomster og finurlige gamle bygninger, nogle forladte, men alle med deres egen skønhed. Folk gør virkeligt meget ud af deres haver, alskens sjove figurer af træ, de har fundet i skoven og tilpasset. Hadegavesegmentet er der naturligvis også, men sådan er livet. Mangfoldigt.

Møder vores afdøde kat, Mikkel, på vejen. Samme farver, sort og hvid, og fuldstændig ligeglad med en. Han rokker sig ikke ud af stedet. Alle andre katte er flygtet langt væk indtil nu. Ja, jeg tror også på reinkarnation, så helt umuligt er det vel ikke?

Vi tror, at der er en cafe i Laranjeiras Vendas, men det er der ikke. I hvert fald ser vi den ikke. Der er derfor først en cafe i Ansiao, 14,5 km efter Alvaiazere. Puuh, vi er kogte og vandtrængende, da vi kommer ind i byen.

Der er gang i byggeriet, kan vi se. Kommer ind til torvet, hvor Ole spotter en cafe. Vi går derhen, og gæt hvem sidder der. Serena, fra Italien, som vi mødte i går. Hun sidder og får sig et glas hvidvin. Hun siger, at hun kun har 12 km tilbage til sin B&B, så det kan hun godt tillade sig. Se, det er en kvinde efter min smag. Hun tager sku’ selv initiativet?

Vi køber det sædvanlige, 2 kopper kaffe og 2 vand. Sætter os ud og snakker med Serena. Hun fortæller, at hun bor i Munchen, i Tyskland, og arbejder for et firma der. Hun vandrer til Mealhada og så tager hun toget til Porto og flyver til Munchen søndag. Hun skal på arbejde mandag.

Sidste år vandrede hun kystruten fra Porto til Santiago. Hun spurgte, om jeg skulle den vej, og så sagde jeg, at det ville tage for mange dage, men det mente hun ikke. Det havde været en fantastisk tur. Serena skulle bo på en B&B en del kilometer sydvest for Rabacal.

Vi prøvede at finde hinanden på FB, men på een eller anden måde, så må vores profiler være låst. Vi aftalte at prøve at finde ud af det. Serena tog afsted. Inden da smagte Ole og jeg lige på et par lækre tapasting, en lavet af krabber og en anden nærmest som en meget god frikadelle. Hertil et glas hvidvin til mig. Ole en enkelt øl.

Vejret var fantastisk. Vi traver stille og roligt ud af byen.

På vejen får Ole også samlet en sten op, han skal undersøge nærmere. En gang fagidiot, altid …….. Godt, han ikke har hakke med. Ellers havde han nok slæbt sig en pukkel til. I øvrigt går vi på en del af Østgrønland, siger han. Nå, ja, den del, der i fortiden engang har hængt sammen med Østgrønland, før ord som løsrivelse, blev opfundet. Naturen har sin orden, basta!

Tommy, min Caminoven fra 2013, fra Irland, har fødselsdag i dag, så på vejen får jeg Ole til at tage et hilsenbillede fra Caminoen. Sendte det til ham ved næste stop og straks får jeg et svar tilbage, på dansk. Google Translate, selvfølgelig, men frisk gjort.

Som sagt skinner solen, fra en skyfri himmel. Ruten er fantastisk. Enestående. På vejen støder vi på et stort fuldstændig istandsat hus, hvor der sidder nogen og tager solbad. Min første indskydelse er, det må være englændere. Sådan noget gør en portugiser ikke midt på dagen, hvor solen står højest. Fik bekræftet dagen efter, altså i morgen, af Serena, der havde spist et sted i nærheden af sin B&B, at der faktisk tæt på findes en hel landsby, hvor der kun bor englændere. Man tager sig til hovedet. Brexit?

Vi vandrer videre og kommer til Alvorge. Strækningen tager længere tid end beregnet. Op- og nedstigningerne har taget sin tid.

Vores fransktalende vært på cafeen i Alvorge tager sig til hovedet, da han hører, at vi skal til Peneral, 5-6 kilometer øst for Rabacal. Der er 12 km trafikeret vej og klokken er ved at være mange. Kan regne ud, at vi først er fremme ved 20-tiden, hvis vi vandrer resten af vejen. Vi giver op. Det går ikke. Vi må krybe til korset og tage en taxa. Det er ganske irriterende med manglende overnatningssted på ruten.

Værten skaffer os en taxa og tak for det. Da vi havde gennemlevet ruten i bil, kunne vi godt se, at det var en klog beslutning, især de sidste kilometer ud til Peneral er livsfarlige at gå på.

Ankommer ved 17.30 tiden. Det viser sig, at det er et spa hotel, men det har vi ikke kræfter til. Vi får vores værelser og et menukort med op. Jeg bestiller en taxa til kl. 08.00, så vi kan blive kørt til startstedet i Rabacal. Jeg går ikke på den meget smalle og trafikerede rute. Folk kører som sindsyge, så man skal passe på.

Vi aftaler at spise lidt tidligt. Vi får den romerske menu til 30 €, inkl. vin og vand. Fire retter. Forretten bestående af blåmuslinger med honning, løg og rød peber og vist lidt vinaigre, smager bare fantastisk godt. Den vil jeg selv prøve derhjemme. Overvejede at tage ud i køkkenet og spørge om opskriften. Næste ret, stegt fisk ovenpå grønsager, dejlig. Kødretten, af and, var ikke noget at skrive hjem om. Det virkede som om, at andebrystet lige var tøet op og tilberedt og var derfor ikke mør. Desserten, en slags budding, OK.

I morgen er der over 30 km til Coimbra, hvor vi holder en hviledag på fredag. Der skal tøjet i en vaskemaskine.

Godnat!

Der er tåget, da vi kommer ud, lidt chilly. Ruten er stort set uden for døren. Ole havde også set den, dagen før.

Vi krydser en bro og kort efter er det til venstre og så går vi langs med floden, der løber gennem Tomar by.

Først lidt forstadsbyggeri, ikke af den prangende art og så kommer vi eller ind på en vandresti, hvor det føles som at være med i en eventyrfilm. Floden løber til venstre og træerne hænger ned, man må bøje sig engang imellem. Der ligger også væltede træer, som en storm givetvis har væltet.

Det er bare dejligt at vandre sådanne steder. Man bliver mentalt påvirket af naturens skønhed og kræfter, der strømmer mod een. Livsmod, får man, med et andet udtryk. Når man går sådanne steder, så mærker man overhovedet ikke rygsæk eller småskavanker. Man bliver opslugt.

Der er ikke mange cafeer på dagens rute. Vi har ikke fået morgenmad, så vi skal have et eller andet første sted, efter 8,4 k, i Soianda.

Vi kommer ud af eventyrland og der bliver mere åbent, men stadig i skovområde. Vejvisningen er ikke helt som normalt, med gule pile, så på et tidspunkt har vi overset en højreanvisning. Det finder vi ud af senere.

På et tidspunkt kommer vi til et stort fabriksanlæg og der er hverken den ene eller den anden markering. Jeg må have fat i min Wise Pilgrim app. Og ganske rigtigt. Vi er på afveje, sådant rigtigt for første gang. De andre gange har vi opdaget det meget hurtigt.

Op ad en stejl stigning, på asfaltvej. På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor der er et vejskilt mod Casais og ligeud mod noget, der starter med M, kan jeg huske. Vi går ligeud, men jeg bliver mistænktsom, så frem med app’en igen. Vi vender om og går op mod Casais i stedet for, på asfaltvej. Et eller andet sted skal vi altså krydse vores vandringsrute, som vi er kommet på afveje fra. Det går opad, puuh.

Yes, her er den. Vores sti, til venstre. Vi smutter ind på den, væk fra vejen. Vi snakker om, at måske har vi været heldige og sluppet for den værste stigning. Eller bilder os selv ind, at vi har?

Der er stigning i dag på et par hundrede meter. Stigningen er værste i den første del af ruten. Vi er lidt, for ikke at sige meget, mærkede af de sidste dages vandring. Det går lidt langsommere. Efter endnu en stigning kommer vi op til asfaltvejen, i Soianda, hvor cafeen skal være. Ganske rigtigt.

Vi får vores sædvanlige kaffe, et stykke kage og 2 vand. Og en ekstra kop kaffe? Cafeen er også et mini mercado, så der kommer folk og køber grønsager og frugt.

Som altid er der nogle lokale, der sidder og snakker. Her er det en kvinde, der fører an. De snakker givetvis politik. Højt igen. Ole køber sig et æble, inden vi smutter. Jeg vil vente til næste sted, sidste sted, hvor man kan proviantere, inden Alvaiazere. Det sidste stræk er langt, uden cafeer.

Trasker videre til næste sted, Calvinos, hvor jeg køber 2 æbler og 2 bananer, samt 2 vand.

Vi kommer ind på områder, hvor stigningerne er på 10 % og de er lange. Det trækker altså tænder ud. Et skridt ad gangen, korte skridt, vejrtrækning, ilt til kroppen, fokus, fokus … og så er man oppe.

Nærmer os 2 mænd, ned ad bakke, der sidder i en lille vogn, med rumdragter på. Den ene kører og den anden sprøjter noget væske langs vejen. Vi gætter straks, hvorfor de sidder med dragter og masker. Vi skynder os forbi. Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor vi skal svine vores klode til med kemikalier. Bare fordi det er det letteste. Vores overspringshandlingsgen, igen?

Nærmer os Alviobeira, hvor vi skal krydse hovedvejen. Der er fantastisk idylisk. Landligt. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er varmt. Vi passerer en påfugl, gæs, der “råber” efter Ole, hvorefter han siger, at de nok aldrig har set en eskimo før?

Bliver enige om, at vi holder en pause, når vi har passeret hovedvejen, og der er et passende sted at sidde. Det finder vi foran et hus, eller vi tillader os at låne det. Af med sokkerne, indlæggene ud af skoene og tørre i solen. Fødderne skal plejes.

Som vi sidder der, kommer der sørme en pilgrim vandrende mod os, fra samme retning, hvor vi kom fra. Det viser sig at være Serena (not Williams, som hun sagde), fra Milano. Serena er den første pilgrim, vi møder på vejen. Vi mødte som sagt nogle andre på hostel i Santarem, men ikke på vejene. Hvor de er, må guderne vide.

Vi ønsker hinanden Bom Caminho og Serena trasker videre. Får creme på fødderne, rene sokker og sko på igen og så er det eller afsted. Selvfølgelig opad igen, men inde på nogle skovstier, så det er OK. Derefter kommer vi ind på nogle dejlige strækninger, hvor vi går igennem den ene lille flække efter den anden, men uden barer, flotte haver og gamle huse, der er ødelagte, alt i en stor pærevælling nogle steder. Vejret er fantastisk. Sjælen har det godt, men ikke kroppen. Vi skal eller op over en top på 305 km, men jeg nægter at gå opad igen.

Vi går derfor udenom knolden, vi følger asfaltvej, men der er langt. Det føles i hvert fald langt. Vi har heller ikke mere vand og vi sveder i den bagende sol. Strategien er at vi finder den tankstation, hvor man kan købe kaffe og vand, iflg kortet. Langt om længe nærmer vi os. Nogle arbejdende mænd 50 fra os, råber på engelsk til os, om vi har brug for noget vand? Det takker vi dog nej til, da vi er tæt på på tankstationen. Vi kan se den. Meget pænt af dem. Man møder dejlige mennesker på sine vandringer og de findes over hele verden.

Da vi kommer til tankstationen, fortryder jeg faktisk, at vi ikke gik over bjerget i stedet for. Vi havde sparet tid og længde, tror jeg. Ja, men det er den slags ting, man lærer af. Den umiddelbart letteste vej er ikke altid den nemmeste?

Tankstationen er ikke noget at glæde sig over. Dårlig kaffe, halvsur ekspedient og ingen steder at sidde. Hurtig glemt, men vi fik dækket vores umiddelbare behov.

Vores overnatningssted er udenfor den normale rute til Alvaiazere, som ellers vi være vores endestation. Vi skal til Cabacos, 5 km sydøst for Alvaiazere. Derfor er der heller ikke nogen normal vandringsrute dertil. Vi må traske af den lidt halvfarlige N-110, hvor tankstationen også ligger. Der er ca. 5 km til overnatningssted. Vi kommer afsted og heldigvis efter ca. 2,5 km dukker der sørmw en cafe/restaurant op på højre side. Der ser hyggeligt ud og vi kan sidde udenfor i skyggen. Vi får igen gjort os begribbelige til en sandwich, vist værtindens datter, der var i køkkenet, en kop kaffe og en øl. Af med skoene igen, udluftning, forstås! Og så op med fødderne på en anden stol.

Her kunne vi godt blive, sådan set. Vi er trætte i dag, men frem skal vi. Langt om længe kommer vi frem, men til den forkerte sted i byen. Dum som jeg var, er jeg kommet til at trykke på den forkerte adresse i stedet at trykke på Vis Kort. Vi ender et sted i udkanten af byen, sikkert hvor ejeren selv bor. Vi forsøger at spørge nogen, men de kan ikke engelsk og de aner ikke noget om Residential Marques.

Min telefon er ved at være flad, også. Forsøger at ringe til booking.com, men ingen tager den og hvis de tager den, så skal de have reservationsnummer og pinkode. Ole foreslår klogeligt, at vi finder en cafe og der finder ud af, hvad vi gør. Det gør vi så, vandrer ind mod bymidten igen og finder en cafe. En Sagres tak. I mellemtiden har jeg på vejen herned til cafeen fået gang i mit reservebatteri, så iPhone kan blive ladet. En kold øl ned i halsen og nerverne lidt mere i balance får jeg trykket på Vis Kort og ganske rigtigt. Residential Marques ligger det sted i byen, hvor vi først kom ind. Ole mente nok, han havde set et overnatningssted der, men forbandt det ikke med vores, da jeg havde været sikker i min sag?

Vi får møvet os 700 meter tilbage og vi er der. Landlord tilbyder os fluks en lille een. Det siger vi ikke nej til. Det haster ikke med betaling, det når vi, pas er ligegyldigt, vi får vores stempel og nøgler. Han viser os værelserne. Pænt og rent, men koldt. Der skal gang i varmeveksleren.

Kommer i bad, vasket tøj, og så er det ned i restauranten og spise. Vi får en gigantisk bøf, med spejlæg, igen. Naturligvis først lidt oliven mm. Ole lader mig sidde den vej, så jeg kan se Portugal-Sverige VM-kval kampen imens. Jeg skynder mig at oddse. Selvfølgelig vinder Portugal. De fører jo 1-0, da jeg oddser, og det bliver 2-0, men kampen ender i en katastrofe. De taber 2-3. Mine odds!

Nå, katastrofe var panna cotaen heldigvis ikke. Den var god. Lige den konsistens, jeg kan lige den. Til sidst en caffe og så en digistif. Værten varmede glassene op i kogende vand, og hældte rigeligt, gentager rigeligt, med en portugisisk brandy af en art. Han mente så, at vi ville sove godt. Helt sikkert!

Værten tilbød at køre os til Alvaiazere, det normale startsted, i morgen tidlig kl. 07.30. Det takkede vi ja til, ellers ville det blive 5-6 km ekstra til morgendagens vandring og den er i forvejen på 35,1 km inkl. stigninger.

I dag skal vi forlade floden Tejo, når vi kommer til byen Vila Nova Barquina, om ca. 9 km. Herefter begynder det at gå lidt opad og landskabet bliver anderledes, i stedet for marker og vinmarker.

Der kommer mange flere landsbyer i dag på vores vej, hvor vi kan få noget kaffe og forfriskninger. Vi har besluttet at tage den lidt med ro i dag. Vi smutter først her om 25 minutter, kl. 08.45. Så sent er vi ikke taget afsted de andre dage, men det går nok. Med op- og nedstigninger giver dagens rute i alt 31,3 km.

Har lige fået den lækreste morgenmad, bedre end noget rigtigt hotel. Kun dækket op til mig alene, flot og indbydende. Der var også jordbær mm. Der var alt for meget. 40 € har det kostet for mit værelse inkl. morgenmad, hvor man også kunne have smurt sin madpakke, hvis man ville. Casa da Tia Guida her i Golega kan absolut anbefales.

Vejret ser godt ud nu, men vejrudsigten siger altså regn, så der er ikke andet for at gøre sig klar. Skoene er næsten tørre. I morgen ser det bedre ud, 20 grader, så det kan være at vi er shortsvejr i morgen. Vi får se.

Du hører nærmere, når vi er fremme. Indtil da – god dag?

“””””””””””””””

Brugte næsten en time på at skrive en beretning på dagens vandring, inden aftensmaden. I første omgang ved hjælp af Noter på iPad’en, men tror du ikke, at det hele forsvandt, fordi jeg brugte en knap, jeg troede var Copy. Normalt ville den vise Kopier alt, når jeg havde markeret, Vælg Alt, men den dukkede ikke op, efter flere forsøg. Så tænkte herren – OK, det må være den knap. Men, ak. Det hele blev slettet på et splitsekund. Det ødelagde nærmest hele aftensmaden for mig.

Sikkerhedskopier ligger normalt i skyen, men den kunne jeg heller ikke komme ind på. Har kigget på alverdens vejledninger. Den bliver ved med at sige, at jeg skal konfigurere min iPad til iCloud – den er sku’ f.h. konfigureret – GRRRH☹️. Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor dyrt betalte verdensfirmaer ikke kan finde ud af at lave nogle ordentlige vejledninger. Ofte er det folks egne skriverier og svar på forskellige fora, der giver dig svaret. Nå, jeg håber, humøreret er til at skrive mere i morgen.

“””””””””””

Vejret er fint, ser det ud til. Vi kommer forholdsvis let ud af byen. Ole havde fået instruktion fra manden i huset. Kommer væk fra hovedvejen og vi vandrer på små alfaltveje, hvor der ikke er meget trafik. Marker, oliventræer og vinmarker. Det er hvad du ser meget af på disse kanter.

På et tidspunkt forlader vi også alfaltvejen og smutter forbi et stort hus eller nærmere slot, der har set bedre dage. Der er dejligt at vandre på grusveje igen, uden regn, vel at mærke. Vi kommer ind på en undseelig asfaltvej igen, op mod Vila Nova Barquina, efter ca. 8,7 km. Vi håber på kaffe i byen. Går forbi en folkeskole, med frikvarter. Det kan høres. Går videre og kigger også omkring efter en cafe, men der dukker altså ingen op på den officielle rute, vi vandrer på.

Vi trasker videre til Atalaia, der nærmest er en fortsættelse af Vila Nova. Endelig. Der kommer en cafe på højre side, efter næsten 11 km. Vi kommer ind og bestiller det sædvanlige. 2 store kopper kaffe og 2 flasker vand. Værten taler lidt tysk. Han har åbenbart været i Schweiz engang.

Sætter os udenfor. Vi sveder jo. Der sidder en flok mænd også. Vi hilser på. De snakker videre – og højt. Det er altså utroligt, hvor højt de kan snakke hernede. For os andre, der ikke er så vant til det, lyder det nærmest, som om, at de skændes. Det tror jeg nu ikke. Under alle omstændigheder, så snakker de sammen, og det er jo godt.

Lagde mærke til i onsdags, da vi tog metroen i Lissabon, der sad folk også og snakkede sammen. Det er mere end man kan sige om metroen i København. Der glor folk ind i deres smartphones og så er de sociale på Facebook eller andre sociale medier. Det går vist den forkerte vej. Tag jer sammen, folkens!

Afsted igen, efter Ole har fået endnu en kop kaffe. Han elsker kaffe. Regnen kom, lige før vi ankom til cafeen, så nu er regntøjet på.

Efter ca. 1 km’s penge, så bliver vi dirigeret ind til højre og ind i en skov. Første gang, vi reelt er inde i en skov, rigtig skov. Der er mudret og opstigningen starter med det samme. Ingen kære mor. Puuh, varmen breder sig. Der er fugtigt under regnbukserne.

Solen forsøger at bryde igennem og på et tidspunkt gør den. Så bliver der for alvor varmt. Der er smukt.

What goes up, must come down! Tyngdekraften har det også med at virke på en Camino, bare på en anden måde. Ned igen og op igen. Mere varme. Nu skal de forbandede regnbukser snart af. Regnfrakken var røget, for længst. Langt om længe kommer vi til Grou, dagens højeste punkt. Jeg går forrest og sætter mig på bænken i et busstoppested, med tag over. Nu skal de regnbukser altså af. Ole kommer og sætter sig ved siden af. Vi deler 2 æbler og en banan.

Mens vi sidder der åbner himlen for sine porte. Det styrter ned. Vi får sagt til hinanden, hvor heldige vi har været, men hvem ved? Måske er der mere mellem himmel og regn?

Vi bliver siddende. På et tidspunkt har jeg fået nok. Vi skal videre. Der er langt endnu. Går ud på vejen for at opføre det modsatte af en regndans. Miraklet sker, regnen holder op. Det var jeg alligevel ikke klar over, at jeg kunne det?

Trasker videre, uden regnbukser og efter næsten 2 km kommer vi til Asseiceira, hvor der er flere cafeer. Man skulle tro, at hele byen var ude. Der er gang i den i cafeen og snakken går, igen, højlydt. Vi får gjort os forståelige til en sandwich. Kaffen og øllet har vi ingen problemer med?

Solen er nu brudt helt igennem og vi slentrer afsted. Der er lidt over 10 km igen. På et tidspunkt passerer vi et hus, der har en stor søjle stående i haven, hvorpå en ørn har sine kløer i en fodbold. I første omgang ser jeg ikke fodbolden, indtil Ole mumler noget om Barcelona, hvorpå en prås går op for mig. Vender mig om og ser den. Det skal der tages et billede af til fodboldtosserne i FCK i afsnit C3. Det er der stil over, men kønt er det ikke. Den er nok ikke godkendt af fruen i huset, med mindre hun selv er fodboldgal.

Resten af vejen bliver man ledt lidt underligt ind til byen Tomar. Selvfølgelig i den bedste mening, så man undgår for meget trafik. Vi er ved at være lidt mørbankede. Solen er kraftig og det bager på nakken af een, når man vandrer på denne Camino. Naturligt nok, da det er lidt svært at flytte på solens daglige rutine og man går syd-nord retning, det meste af tiden.

På et tidspunkt virker det helt absurd, at vi trasker en stor omvej. Vi kan direkte se, at vi nærmest går væk fra byen, men ind kommer vi da. Hotellet er selvfølgelig i den anden ende, 800-900 meter.

Ved indgangen til byen er der en stor sigøjnerlejr, en samling af blikskure, dyr rendende rundt imellem hinanden, høns og hunde, og tøj hængende alle vegne plus alt muligt skrammel. Ser nogle af folkene på afstand. Det er helt givet romaer, der bor der. Det må godt nok være et hårdt liv.

I den modsatte ende, hvor hotellet er, ja, der ser tingene anderledes ud. Hotellet ser ud til at være nyindrettet, ikke mange værelser og reception kun åben til kl. 19.00. Man får en kode både til værelset og indgangsdøren. Det er altså smart uden nøgler.

Ikke flere værelser, men den søde dame tilbyder en ekstra opredning i værelset for 15 €, så det klarer vi på den måde. Jeg smutter først i bad. Armaturet er så moderne, at jeg dårligt kan finde ud af at bruge bruseren. Tilsidst lykkes det dog.

Jeg smutter ned på en nærliggende bar og venter på Ole bliver færdig med sit bad. Ole har fundet et vaskeri, hvor han vil vaske sit tøj. Dagens trøje, underbukser og strømper kommer med i Oles vasketøj. Så slap jeg for det. Dejligt. Og så er bliver det tørt med det samme.

Til min store overraskelse, så er der skam pulpo, marineret forstås, i baren. Det skal jeg have. Ole og jeg har snakket om pulpo i flere dage. Et glas lidt mousserende hvidvin til. Passer perfekt. Jeg nyder det.

Ole kommer efter at have sat tøjet over. Han kan lige nå en portion, inden han skal tilbage til tøjet. Vi bliver enige om, at vi ses i værelset. Jeg smutter op og skriver, mens han er i vaskeriet.

“”””””””””””
Ja, og det var så det skriveri, der forsvandt som dug for solen, men efter bedste evne har jeg nu forsøgt at genskrive det. Aftensmaden var ikke værd at skrive. Jeg efterlod en halv bøf. Vi var trætte og skulle bare i seng.

Jaa, der kommer ikke så meget i dag. Jeg er træt efter dagens 34 km, selv om det har været et fantastisk vejr og dejlig rute at vandre. Vinmarker var der masser af, og det gør jo ikke een i dårligt humør, tværtimod.

På de sidste 15 km var der ikke et eneste sted at sidde, bortset fra et vejværn lige før Santarem. Det tager hårdt på systemet. Og så gik det jo opad til byen. Det er altså utroligt med mange byer. De ligger på en top, ganske uhensigtmæssigt udenfor krigstid, men de blev jo også etableret i en anden tidsalder.

Der kommer mere i morgen. Vejrudsigten ser ikke for god ud fra kl. 12.00, men så må vi hoppe i regntøjet. 

Et billede får du dog med overskriften: “Man skal elske sine fødder, som sig selv” – ?

---