Tag: Camino Portugues 2017

12. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 22 – til Redondela (36 km)

(skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

Jeppe på bjerget – ja det blev temaet for dagens vandring.

Vi gik igennem en landsby og lidt oppe af en skråning kom Herren og Fruen med trækvogn og æsel. Og de snakkede højt, men med hver deres tonefald, forstås!

Og det fortsatte ned til skovbrynet, hvor morgensolen sendte glimt af lys ned mellem trækronerne og ned på kampestenstien, og vandløbet som fulgte stien. Fruen var iført gummistøvler og det var åbenbart hendes opgave at trække æsel og vogn gennem vandløbet for Herren havde sko på.

Så kommer det fra Peter: “ja, manden med det lyse sind og en optimistisk tone for at muntre den galsindede kone op” – ja, må jeg svare det – det er livet i en nøddeskal – alle mænd har det som Jeppe på bjerget – og nogen gange drømmer de sig væk fra livets kendsgerninger?

Det startede faktisk i morges. Vi havde besluttet at springe morgenmaden over og komme tidligt afsted. Med den varme og 36 km planlagt tur er det simpelthen alt for varmt at starte op ad formiddagen. Vi var ude af hotellet lidt over kl 7, hvor det var bælgravende mørkt og tæt på frysepunktet. Forinden nåede vi formentligt at vække hele hotellet. Vi skulle pakke og jeg havde jo købt nyt tøj dagen før. Det skulle pakkes – udvendigt på rygsækken forstås – for der kunne ikke presses mere ned i den – jeg havde også en ide – den var dog ikke helt gennemtænkt og så begyndte Peter at blande sig. Og det er dumt, ikke fordi det er tidligt om morgenen, men fordi jeg hader indblanding og især fordi, han selvfølgelig havde udstyr med der kunne montere oppakningen?

Nå, men ud kom vi og morgenkulden får jo hurtigt hidsigheden til at dampe væk☺️

Senere på turen blev vi så overhalet af vores polske veninde, der nu var blevet kæreste med den unge mand fra Barcelona. De gik meeeeget hurtigt. Men det var fordi hun prøvede at hægte dem fri fra hans to meeeeeeeeeget talende spanske veninder.

Drama mangler ikke på turen. Den søde fyr er i et ekstremt dilemma – kærlighed versus loyalitet. Han prøver at gøre alle tilfredse, men opnår at gøre alle sure, og han får vabler. Stakkels mand – det evige dilemma?

Vi skød en god fart og endelig kl 14 var det tid til frokost. Det må være feriens bedste sandwich – godt brød, salat, løg, tomat, ost, og lunt kød og iskold mineralvand.

Resten af turen varme, stigninger og nedstigninger – og endelig målet 9 timer efter start. Efter vask og udpakning er det her kl 19 tid til en kold under duftende magnoliatræer – 24 grader i skyggen ?

11. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 21 – til Tui (Spanien)

Vi sov ikke særlig godt i nat. Sengene var lidt for hårde for os, selv om det er Lisbeths foretrukne. Vi blev som Lisbeth skrev i går kørt til Rubiaes’ eneste restautant, kl. 18.00, så der blev efterhånden helt fyldt op af pilgrimme. Det danske ægtepar fra Løkken sad der, da vi kom.

Efter vi var ankommet til Casa da Capela, viste ðet sig, at der var kommet yderligere et par pilgrimme, 2 tyske kvinder. Lige som vi 4 skulle til at blive kørt til restauranten, kom der 4 pilgrimme gående, hvoraf vi havde mødt 2 af dem flere gange hygge sig i vejsiden med mad, kaffe og hvad de nu ellers havde. Det var 2 hollandske kvinder, der var sluppet for mænd og børn. Begge i højt humør, og senere skulle det vise sig, også glad for vin. De 2 andre var tyske søskende, viste det sig senere på aftenen. Det var storesøster, der havde gået Camino før, der skulle vise lillebror Caminoen. Hun har nok haft en bagtanke med det, uden at jeg skal gøre mig spekulationer over årsagen.

Nå, vi fik for første gang pilgrimsmenu. Ikke noget at råbe hurra for, men heller ikke det værste, jeg har fået. Suppen, næsten altid god plus kylling med ris, salat, pommesfritter, plus en kande rødvin og vand. Det hele til 22 €. Så kan man vist ikke klage over for meget. Oven i købet bliver vi kørt hjem af personale, vist nok ejeren, til hoteller. Efter vi måtte vente på, at de sidst 4 ankomne fik spist færdigt. De kom i sagens natur lidt senere end os. Og de skulle vist også hygge sig lidt.

Helt fint, så sad vi uden for og fik en snak med bl.a. et yngre par fra Litauen og de 2 tyske kvinder fra vores hotel.

Vi kommer endeligt hjem. Lisbeth går op i seng og jeg sætter mig ud i haven og vil færdiggøre mine historier for de sidste par dage. Nu skal de gøres færdige, men de andre dukker op, så det tager tid at blive færdig, når man både skal snakke og drikke af sin øl engang imellem. Anyway, de 2 tyske søskende og de 2 hollandske og jeg havde en hyggelig og god snak. Altid givende og hyggeligt at snakke med andre pilgrimme.

Og så til dagens begivenheder.

Vi kom afsted ved 8-tiden, efter morgenmaden. Skønt vejr. Der er en mindre stigning i starten, herefter går den nedad og stort set vandret resten af vejen til Tui, som ligger i Spanien. Grænsen går gennem floden Minho.

Den første del af turen er dejlig. Der er stadig lidt køligt. Vi går gennem skovområder og små landsbyer, møder får, høns, hunde, katte, gæs og meget andet. Ikke mindst fuglefløjt. Der er ikke noget så smukt som fuglefløjt, især om morgenen, hvor der kommer liv i det hele.

Vi hilser på en mand, der passer sine får. Og der sidder han sikkert hver dag, for det var ikke nogen stor mark, de var på.

Vi kommer til en Albergue, der også har cafe, så der stopper vi op for en kop. Det viser sig, at det er amerikaner, der for 6 år siden har lavet en ruin om til beboelse. Det er også
Økologisk, siger Lisbeth. Hedder Quinta Estrada Romana. Fik en kort snak med ham, inden vi tog afsted.

Spurgte ind til, hvorfor han havde gjort det . Så siger han som det naturligste i verden, at ethvert menneske kommer til et punkt, hvor man gør op med sig selv, der nok kun er så og så mange år tilbage. Og så må man tage stilling til, hvad ens sidste år skal gå med, mens man stadig kan fysisk. Underforstået, det kan jo også blive for sent, hvis man trækker tingene i langdrag. Ja, så er resten handling. Lokalt portugiske firma og så bliver en ruin til noget med mere sjæl.

Der er ikke så meget mere at sige om resten af vandringen til Valenca/Tui. Frem og tilbage over samme hovedvej. Valenca ser ud til at være en spændende by, især gamle del omkring borgen. Den må man vende tilbage til engang. Lisbeth gav en is i varmen.

Man krydser floden via en metalbro. Lige midt på broen kan man se grænsen. Vi kommer over og så er vi i Espana.

Vi følger slavisk ruten op til domkirken i håb om at få et stempel der, men desværre er den lukket. Finder vores hotel og vi finder ud af, at vi kan betale os ud af en vask, for 15 €. Vi slår til på stedet.

I bad og så ud og se lidt på byen og spise lidt. Lisbeth er træt af sine bukser, så hun får øje på et sted, hvor de sælger vandretøj af god kvalitet. Hun er gået derind, inden jeg siger noget. Stedet er samtidig en cafe. Jeg siger, at jeg går altså lidt rundt og kigger efter en tapasbar imens. Da jeg kommer tilbage, er hun i gang med at købe hele butikken. Åh, nej, endnu mere til rygsækken. Mens hun prøver tøjet af, må man jo gøre sig nyttig. Drikke et glas Alborino. Det blev på husets regning, hvilket jeg godt kunne forstå. De havde tjent rigeligt på handlen med Lisbeth.

Vi finder et sted bagefter, hvor vi får noget let. Lisbeth en slags dobbeltpizza med bacalau. Jeg pulpo på galisisk – en lille portion, da der ikke er lang tid til aftensmad.

Hjem og slappe af bagefter. Lisbeth ude i haven på drømmeseng. Jeg i værelset, sikkert med blæser på.

Vi kommer op til hovedgaden, der allerede er fyldt med folk, der nyder en aperitif eller to. Vi finder et bord. Vi får en Estrella Galicia øl, som mine Caminovenner fra Mallorca, Jose og Juan, lærte mig at drikke. Skønt at sidde her i varmen ved 20-tiden, folk der hygger sig. Der er altså noget ved det udendørsliv, her sydpå.

Vi fik anbefalet et tapassted. Går derover. Vi vil gerne sidde ud, men der er ikke plads, så vi tager nabostedet, der skulle vise sig at være fantastisk. Jeg lavede en beretning til FB til mine Body-SDS kolleger fra hold 22. Jeg citerer:

“Jeg sidder og siger noget til fruen, som jeg kalder hende, når jeg er i mit bedste hjørne. Ellers hedder hun Lisbeth. Nå, jeg sagde: min mave fortæller mig, at den har det godt, sådan lige passende. Straks kommer det fra hende – sikkert den bedste Body Meal, du har fået, med et smil på læben.

Hvad fik jeg så?

En øl til at starte med – selvfølgelig en Estrella Galicia sådan til opvarmning inden maden, som alle jo gør i dette land. De er jo lidt mere kultiverede end vikingerne, hvad det angår. Bagefter på tapasrestaurant, hvor vi fik de lækreste retter, jeg længe har fået. Plus naturligvis en flaske Alborino og vand. Mig tilsidst den lækreste apple crumblepie, jeg længe har fået. Tjeneren og jeg var enige om, at han hellere måtte tage en ekstra ske med, selv om der hårdnakket blev kæmpet imod. Den blev taget i brug?. Djævelen har ikke levet forgæves.
Kort sagt – omdan alt dette til pulver, hæld vand på og din mave vil have det kanon. Bon appetit!”

Body Meal er noget som vi Body-SDS’ere har lært at kende via vores uddannelse til kropsterapeut. Det er Bengt Valentino Andersen, der har udviklet det. Fås i pulverform og der skal kun vand i. Så joken er lidt intern.

Stedet hedder Meson Adega, og kommer du til TUI, så gå forbi der. Lækker tapasmad og dejlig Albarino og ikke mindst en vidende tjener, måske ejer. Minus ingen kaffe, men den kan man tage et andet sted og måske få en lille avec til. Han foreslog selv en kaffelikør.

I seng. Vi skal tidligt op i morgen, gerne kl. 07.00. Vi springer morgenmad over. Der bliver varmt, så der skal vandres så meget som muligt inden heden sætter ind.

10. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 20 – til Cossourado, Pecene

(skrevet af lisbeth Møller Jensen)

 

Jeppe på bjerget – ja det blev temaet for dagens vandring.

Vi gik igennem en landsby og lidt oppe af en skråning kom Herren og Fruen med trækvogn og æsel. Og de snakkede højt, men med hver deres tonefald, forstås!

Og det fortsatte ned til skovbrynet, hvor morgensolen sendte glimt af lys ned mellem trækronerne og ned på kampestenstien, og vandløbet som fulgte stien. Fruen var iført gummistøvler og det var åbenbart hendes opgave at trække æsel og vogn gennem vandløbet for Herren havde sko på.

Så kommer det fra Peter: “ja, manden med det lyse sind og en optimistisk tone for at muntre den galsindede kone op” – ja, må jeg svare det – det er livet i en nøddeskal – alle mænd har det som Jeppe på bjerget – og nogen gange drømmer de sig væk fra livets kendsgerninger?

Det startede faktisk i morges. Vi havde besluttet at springe morgenmaden over og komme tidligt afsted. Med den varme og 36 km planlagt tur er det simpelthen alt for varmt at starte op ad formiddagen. Vi var ude af hotellet lidt over kl 7, hvor det var bælgravende mørkt og tæt på frysepunktet. Forinden nåede vi formentligt at vække hele hotellet. Vi skulle pakke og jeg havde jo købt nyt tøj dagen før. Det skulle pakkes – udvendigt på rygsækken forstås – for der kunne ikke presses mere ned i den – jeg havde også en ide – den var dog ikke helt gennemtænkt og så begyndte Peter at blande sig. Og det er dumt, ikke fordi det er tidligt om morgenen, men fordi jeg hader indblanding og især fordi, han selvfølgelig havde udstyr med der kunne montere oppakningen?

Nå, men ud kom vi og morgenkulden får jo hurtigt hidsigheden til at dampe væk☺️

Senere på turen blev vi så overhalet af vores polske veninde, der nu var blevet kæreste med den unge mand fra Barcelona. De gik meeeeget hurtigt. Men det var fordi hun prøvede at hægte dem fri fra hans to meeeeeeeeeget talende spanske veninder.

Drama mangler ikke på turen. Den søde fyr er i et ekstremt dilemma – kærlighed versus loyalitet. Han prøver at gøre alle tilfredse, men opnår at gøre alle sure, og han får vabler. Stakkels mand – det evige dilemma?

Vi skød en god fart og endelig kl 14 var det tid til frokost. Det må være feriens bedste sandwich – godt brød, salat, løg, tomat, ost, og lunt kød og iskold mineralvand.

Resten af turen varme, stigninger og nedstigninger – og endelig målet 9 timer efter start. Efter vask og udpakning er det her kl 19 tid til en kold under duftende magnoliatræer – 24 grader i skyggen 

Planlagt strækning på 21,1 km – realiseret 26 km (og 76 etager)

Vi sov længe. Der var først morgenmad kl 8 i det meget chamerende hotel, hvor vi havde fået hele loftetagen. Men vi skulle jo også kun ud på en lille tur – ca 21 km. I forhold til de sidste dages strabadser var det jo blot en lille formiddagstur.

Meget lækker morgenmad og dejlig kaffe. Så var vi klar. Det startede smukt over Lima-floden, ledsaget af klassisk musik i indbyggede højtalere i broens lygtepæle.

Og turen var meget smuk fra start. Den eneste slange i paradis var højtknævrende caminonister. Peter var totalt på højkant, så han piskede af sted ca. dobbelt så hurtigt som i går.

Hmmm løb op på siden og spurgte om at havde smugspist en gang Body-meal. Det benægtede han naturligvis. Det var kun for at komme væk fra de snakkehoveder – ja ja, men behøver det at være med 20 km i timen. Det er benhårdt, solen bager fra en skyfri himmel, ingen vind og kl 10 er temperaturen i SKYGGEN 26 grader.

Vi springer 1. kaffestop over. Det går for langsomt – og så ca 5 min efter siger Peter, at vi skal op på en 175 m stigning og senere 450 m – men så går det også nedad eller lige ud resten af turen. F…. det skulle vi måske have vidst lidt før af hensyn til væskebalancen.

Løber op af stigningen – overhaler en syngende operadiva og vi når 1. højdestigning.

Man er helt våd i nakken, på ryggen, bæreselerne er gennemblødte og det er strømper og underbukser også.

Støvet ligger som kager oven på og vi mangler stadig de 450 m, med kun hver 0,5 l vand, 2 bananer, 4 mariekiks og uendeligt langt til næste vandingshul.

Ingen panik – det er bare det ene ben foran det andet, og vi æder os ind på turen og dem der går foran. Det er virkeligt stejlt nogen stedet og bagende varmt.

Endelig når vi toppen og her er heldigvis en offentlig vandpost med koldt kildevand og så er det bare med at få fyldt på.

Og er nedturen nemmere – nej. Grus og rullesten. Men endelig bliver det fladt, smukt og blomsterrigt.

Vandet pibler frem, grønne marker, køer, får, lam, en hane, der galer, en mager venlig hund, endnu flere brunstige frøer, der kæmper om damernes opmærksomhed og så endeligt, en lille bar, hvor vi under skyggefulde træer får en dejlig salat, vand og en iskold øl.

Peter bliver jo altid lidt halvreligiøs, når han er ude i ekstremer og baren dukkede op 5 min efter, at han havde sendte en SMS til G-U-D om at skaffe en bar.

Således restitueret fortsatte turen og det blev bare varmere og varmere, selv om klokken nu havde nået 14. Der blev lokket med kaffepauser – men nej, det endte med 3 timers stroppetur, inden vi nåede frem til et dejligt hotel.

Der er blevet vasket tøj, taget bad og skrevet historier og senere bliver vi kørt til byen for at spise og tilbage igen. Fin service.

9. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 19 – til Ponte de Lima

Der er morgenmad kl. 07.30. Vores kroppe er fuldstændigt smadrede efter gårsdagens kilometre. Egentlig har vi slet ikke lyst til at stå op efter gårsdagens hårde tur.

Der er dog ikke noget at gøre. Der er atter en dag i dag, der skal klares.

Til morgenmaden møder vi andre pilgrimme, der åbenbart også har overnattet der. Mange pilgrimme starter fra Porto, i stedet for Lissabon. Et af parrene møder vi senere på dagen under en pause på en cafe.

Vi får betalt og går ned mod kirken, der er gjort klar til palmesøndag og påsken. Der er pyntet med gule stedmoderblomster (oplyst af Lisbeth) mindst 100 meter op mod kirken. De gør virkelig meget ud af forberedelserne til påsken her i landet. Alle bliver aktiveret i lokalsamfundene.

På dagens rute går vi forbi flere kirker, hvor der bliver sunget den smukkeste korsang, kvinder der går med olivengrene til kirken, børnekor, der synger. Lilla er åbenbart påskens farve. Korsene på vejen er flere steder pyntet med lillabånd.

Vejen er forholdsvis let i starten, men desværre har jeg læst i guidebogen, at man måske kunne bringe afstanden lidt kortere, så derfor fik jeg lokket Lisbeth på afveje. Og en flink bilist viste også med fagter, at vi skulle en anden vej.

Vi kom tilbage på rette vej og på et tidspunkt fandt vi også det sted, hvor man åbenbart kunne spare den detour. Selvfølgelig overså vi et skilt, så derfor kom vi alligevel på den længere vej, og så lang var den længere vej heller ikke.

Nå, læren af det er, at hver gang vi mennesker at springe over, hvor gæret er lavest, så går det som reglen galt.

På vejen mødte vi selvfølgelig, undskyld udtrykket, en meget snakkende amerikaner. De skulle gå lidt, og når de ikke gad ikke mere, så ville hun tage en taxi. Hun var vist sammen med andre, men dem så jeg ikke. Hun snakkede med nogle canadiere, som jeg fik talt lidt med. Det viste sig, at de havde boet på samme hotel som os i nat.

På noget af vores vej mødte vi flere steder med frøer. Det kunne høres. Lisbeth mente, at de var kønsmodne. Et sted tror jeg faktisk, fik jeg sagt til Lisbeth, måtte være en frøfarm. Nu ved jeg ikke, hvordan en frøfarm ser ud, men det virker underligt, hvis det ikke var. Lisbeth var ikke overbevist.

Et sted var der en meget special kirke, hvor en del pilgrimme holdt pause, i varmen. Nogle sov. Vi lagde os også i græsset og slappede af, inden vi gik videre. Kirken var virkelig smuk. Man kan ikke undgå at blive lidt religiøs af at være her, specielt her omkring påsken.

En flink dame kommer ud og giver os 2 appelsiner hver, da vi kommer gående op ad vejen. Hun har set vores lidelser på afstand. Det varmer at møde sådanne mennesker.

Vi kom frem til Ponte de Lima. Her var der et kæmpe antikvitetsmarked langs floden. Jeg trængte gevaldigt til en øl. Det fik vi, inden hotellet. Meget specielt hotel, må jeg sige. Vi havde suiten på øverste etage, til kun 55 €.

Bad, vask og tøjvask. Så en tur i byen for at finde et sted at spise. Vi skulle ikke have meget i dag, så vi fik en meget lækker hamburger og vin. Udsigten derfra var fantastisk til floden og til bjergene.
Flot aften i Ponte de Lima. Byen tjener et besøg en anden god gang.

8. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 18 – til Barcelos

(Skrevet af gæsteskribent, Lisbeth Møller Jensen – også kaldet fruen)

Hele dagen i går var der mental opvarmning, til at dagen i dag ville blive hård, MEN at vi så nærmest skulle på badeferie søndag, altså i morgen.

Fredagens tur var i sig selv hård, når man nu lige er kommet flyvende ind fra København – 30,3 km, dag 1, med oppakning. Han havde planlagt 21,1 km – noget af en afvigelse – hvad?. Og idag planlagt 30,9 – det blev så 32,5 km. Det er varmt – man går ikke langt på en mineralvand.

Som spået allerede den første dag – du skal nok komme op – jo tak hanen begyndte at gale kl. 05.00 – vedvarende og insisterende i 1,5 time.

Så er man også klar til morgenmaden – eller måske ikke. Der ser ud til, at man skal være skarp. Var først nede – men blev taklet af en tysk dame og hendes veninde. Peter og jeg måtte blot ryste på hovedet over den intense trang til at proppe så meget mad ned. Nå, ja, resultatet kunne også ses. Vi gik dog ikke ind i en dybere analyse.

Ud til en skøn morgen Kl. 08.00 – stadig er morgenen helt sprød og kølig, solen skinner og mosekonen har brygget over floden. Der er gang i fuglene og lørdagsmorgen-roen er der endnu.

Vi starter med en skøn tur langs floden, for herefter at snuppe 1 time på meget befærdede brosten. Vi blev enige om, at man kan aflæse chaufførens stresstilstand på hans og ikke mindst hendes kørsel.

Endelig blev vi ledt ind i skoven, men nu er det virkeligt varmt – rygstykkerne er ømme og hænderne er helt opsvulmede pga alt det blod, der løber til fingrene.

Blikket og tankerne stilles på uendeligt – ellers kan man slet ikke holde det ud. Især ikke de forbandede brosten – vi går og snakker lidt om Langfredag og Via Dolorosa -og Peters “kvikke” svar aldrig at gifte sig med en, der hedder Dolores☺️ (red. “Smerte”).

Møder i øvrigt nogle mænd på vores vej i dag, der foran en kirke var i gang med at sætte kors op. Ja, det bliver hårdt den kommende tid. Trøsten er dog, at vi kommer til Santiago de Compostela på 3. dagen, altså påskesøndag, opstandelsen.

Dagen går helt bogstaveligt – vi møder folk fra Tyskland og Sydkorea, katte, kostalde, galsindede hunde, venlige hilsende mennesker og endeligt er der kun 4,2 km tilbage.

En lille pause til en banan og noget vand og en bemærkning fra Peter om, at nu tager vi det helt stille og roligt 1 km ad gangen.

Og så så jeg først ham igen ved hotellet – “samme fremgangsmåde som fredag” – ølmotivatoren?, men den fik han først til sin mad et par timer senere. Den stod først på indtjekning, vask og fodmassage.

Vi fik en dejlig stegt fisk til aften og skal ikke på diskotek i aften. I morgen er der atter en dag, og inden da skal benene gerne være udhvilede.

Slutdestinationen i dag, Barcelos, er fyldt med store sorte keramikhaner – en legende om en rejsende, der blev beskyldt for tyveri – men hanen galede hans uskyld ud og ja, så er vi måske klar på, hvad morgenvækningen kan bringe?

7. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 17 – til Vila do Conde

Vågner ved en stigende lyd, jeg tror, er Lisbeths vækkeur, hun har sat i gang. Hun reagerer ikke i første omgang, og jeg slet ikke. Nå, men så står hun alligevel op og så konstaterer hun, at det er røgalarmen på hotellet, der er startet. Og siger, at vi hellere må ud.

Hun er selvfølgelig den, der er først i noget tøj og skal til at gå ud, da alarmen stopper. Dog for en stakket frist, at starter den igen. Hun går ud. Bagefter fortæller hun mig, at hun har taget elevatoren?, lige hvad man ikke skal gøre.

Jeg får mandet mig op, kigger ud af vinduet. Helt ærligt, der står ikke et eneste menneske derude. Det er sikkert det sædvanlige. Nå, den bliver ved. Må sku’ nok hellere lige hoppe i et par bukser, huske pas, penge og pung (kort) og så for logikkens skyld slentre ned fra 5. sal. Er dårligt kommet i bukserne, da en sms dukker op: falsk alarm. 1 minut efter banker hun på døren.

Nå, denne lille historie til illustration af forskellen på mænd og kvinder. Vi mænd vil se ild, før vi tror på det?

Ned og spise morgenmad og så op og hente rygsækkene og ud af klappen.

Vi går op til metro Sao Bento, hvorfra vi kan skifte i Trindade til Masitondos. Ja, du læste rigtig, vi tager en metro. Er enige om, at Lisbeth ikke skal udsættes for over 30 km på sin første dag. Vi snupper derfor 7-8 km med metro. Jeg får selvfølgelig set forkert og får købt billetter til Matosinhos Sul i stedet for endestationen, der starter noget med Senho … De står nemlig i alfabetisk orden, når man skal se, hvor mange zoner, man skal købe for.

Vi får skiftet station, men ikke tjekket ind igen, så vi håber på, at der ikke dukker kontrol op. Det koster 95 €. Vi trøster os med, at vi da har købt billet og at vi må forklare, at vi bare er nogle dumme turister osv.

Det gik. Står af ved Matosinhos Sul og jeg finder vores vej via en af de utallige map apps, jeg har. Nogen gange kan man være heldig, når man ikke gør det, man oprindeligt havde sat sig for. Vi kommer nemlig over floden ved den bro, der er tættest på kysten. Der er ikke langt. På vejen til kysten er der en farmacia åben, og for en sikkerheds skyld køber jeg lige en pakke Imodium. Mit lager svandt, som jeg skrev forleden dag.

Vi kommer ud til kysten og det er dejligt at høre havet og mærke den brise, der er. Det virker umiddelbart forfriskende at vandre her.

Så siger Lisbeth: Er det Biscayen? – og peger ud mod havet. “Lisbeth f.. f….. – det er sku’ Atlanterhavet. Biscayen ligger nord for Spanien og vest for Frankrig.

Jeg fik sagt sagt et eller andet om kvinder og geografi. Og jeg vil slet ikke kommentere det mere, altså sådan generalisere, sæt, der var en enkelt imellem, der vidste noget om det?

Kom i den forbindelse til at tænke på, hvordan jeg i min barndom i Grønland sammen med min barndomsven, Søren Svenningsen kunne sidde og glo i vores atlasbøger og lære alle mulige og umulige flod- og bynavne udenad. Russiske floder og Vvladovostol. Altså helt ærligt, men vi havde heller ingen fjernsyn eller mobiltelefoner eller anden forstyrrende, så noget kontant var vi da nødt til at forholde os til. Vi var trods alt drenge. Det gør til gengæld, at vi kan Danmarks geografi bedre end de fleste danskere og sikkert mange andre steder i verden. Fyns bynavne kan vi udenad, i søvne og hvis vi skulle blive torturerede. Ligesom de tyske grammatikremser.

Nå, vi synes som sagt til er dejligt forfriskende at vandre langs havet, lige indtil vi kommer til at vandre meget langt forbi et olieraffinaderi. Føj, hvor det lugter og der er badestrand lige foran. Lad os skynde os forbi. Det gør vi.
Da vi er sluppet forbi lugtgenerne får vi kaffe og vand. Vi slendrer videre og kommer på de berømte gangbroer af træ, der går langs kysten. Det er faktisk meget behageligt at gå på disse gangbroer. Træ giver jo lidt efter, i modsætning til asfalt, beton og brosten.

Vejret er fantastik. Det er varmt nok til at tage solbad. Der er dog ikke mange derude. OK, det er også fredag og ikke helt ferietid endnu. Måske er vejret også bare ekstraordinært godt lige nu. Vi møder flere pilgrimme, der vandrer denne Caminho Costa, med høretelefoner i ørerne. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man kan gå en helt dag og høre musik, mens man vandrer. Jeg er sku’ nok også for gammel og gammeldags.

Nej, det er jeg nemlig ikke. I modsætning til så mange andre har jeg virkelig brugt tid på at forstå, hvad der skal til, for at vi som mennesker kan lære at komme ind til kernen af os selv. Prøve at forstå, hvem man er.

Det sikreste, jeg ved, fra disse procesøvelser er, at musik er lig med støj. Det er en udenomsting, som uvilkårligt forstyrrer dit sind, om du så ka’ li’ det eller ej. Det gør den. Guderne skal vide, at jeg elsker musik, men til vandring, nej, og atter nej. I København render næsten alle jo rundt med noget i ørerne, så de er fri for at forholde sig til alle “idioterne” på gaden, i bussen, i S-tiget eller metroen.

Der er ikke så meget mere at sige om Caminho Costa. Flot at gå ved havet og høre havets brusen. Alt for meget Costa del Sol, efter min smag.

Undervejs kom vi selvfølgelig ind på en dyr restaurant og fik frokost. Jeg begriber det ikke, men vi finder altid sådan nogen. Vi må blive draget til dem, på een eller anden måde. God betjening.

Selvfølgelig fik jeg os på den forkerte rute noget af vejen, så vi vandrede på brosten i et godt stykke tid. Jeg skal hilse og sige, at det er meget, meget hårdt at vandre på brosten. Ud over at de er hårde at gå på, så vrikker foden hele tiden en lille smule, fordi de jo i sagens natur ikke ligger vatter.

Vila do Conde ser ud til at være en spændende by, men meget tid havde vi ikke. Jeg tilbød at finde et vaskeri og vaske vores tøj. Der var ikke megen modstand at spore fra fruen. Ja, hvad gør man ikke?

Vi finder et sted at spise, selvfølgelig en dyr restaurant igen. Jeg får pulpo i en meget flot opsætning, jeg aldrig har set før. Lisbeth får en pastaret. Vi får også en del starters inden. Jeg tilsidst en isdessert. Meget flink tjener og god service, så han fik gode drikkepenge. Det skal man give, hvis man gør et godt stykke arbejde. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det igen.

En lille slentretur hjemad i tusmørket og så i seng.

Godnat!

6. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 16 – Lisbeth kommer til Porto

Ja, det er jo hviledag i Porto. Ole tager afsted til Lissabon med tog og flyver til København. Lisbeth kommer med fly fra København via Bruxelles med Brussels Airline, kl. 12.05 skulle hun lande.

Som sædvanlig vågner jeg alt for tidligt. Egentlig har jeg brug for at sove igennem. Efter at have forsøgt, vendt og drejet mig utallige gange, så opgiver jeg. Står op, går i bad og skriver på gårsdagens beretning og får den publiceret.

Der er ikke morgenmad i værelsesprisen, så der er ikke nået at nå. Jeg pakker færdigt og tjekker ud. Har allerede betalt i går.

Tanken er at gå ned til vores hotel for den kommende nat, lige ved floden med udsigt til broen, og aflevere rygsækken, finde metroen ud til lufthavnen og tage imod Lisbeth.

Jeg smutter ned og det går nedad. Får afleveret rygsækken, får udleveret en mærkat og jeg skynder mig at finde en metrostation på Google Maps, hvor jeg kan tage direkte til lufthavnen. Det bliver Trindade, jeg skal stige på. Det går selvfølgelig galt, endda 2 gange. Og det går altså opad, hele vejen. Jeg er tørstig. Havde selvfølgelig i går glemt at købe vand med til værelset, så jeg er i vandunderskud. Må ind og købe næsten en liter vand i en cafe.

Efter at have spurgt en person, finder jeg den åndsvage station. Jeg er endda gået forbi den, uden at se indgangen. Får hjælp af en sød ung dame til at købe en billet. Endelig kommer toget, 5 minutter før Lisbeth landet. Vi står som sild i en tønde. Jeg kan ikke få fat få på min iPhone, fordi jeg har brug for at holde fast, for ikke at falde oven i det ældre ægtepar, jeg står lige ved siden af. Plus jeg også skal holde min vandflaske. Pis, tænker jeg. Endelig går der nogen ud og jeg kan få plantet den dertil indrettede et sted, hvor jeg trods alt får lidt støtte. Nu kan jeg hive iPhonen og og får sendt en besked – er forsinket. 5 minutter efter modtager jeg en besked. Står i ankomsthallen? Jeg er 4 stationer væk.

Ankommer endeligt og finder Lisbeth. Vi skal også købe billet til hende og det tager en krig. Først vil den en maskine ikke sælge en billet uden at du har et særligt kort, som du betaler fast til, hvorved du for billigere billetter. Næste maskine, lang kø. Jeg synes at spore en vis utålmodighed hos fruen. Hun har heller ikke været på Camino i 14 dage og indsnuset afslappetheden hernede, selv om folk skam arbejder seriøst. Det har vi set på under 14 dages vandring.

Det er sku’ ikke så underligt at folk bliver stresset i Danmark. Buzzword som effektivit og være på 24/7. Det er det rene vrøvl. Reelt er den danske effektivitet ikke alt for god. Vi taler os selv op. Vi er ganske så enkelt ineffektive, at vi er nødt til at bruge hele dagen på at være på. Tag jer sammen. Nå, det var vist 2. gang, jeg kom til at skrive det, i løbet af en uge.

Nu må jeg altså til at holde op med al den moraliseren eller hvad nu det er. Men der sker altså noget med en, når man vandrer. Tingene bliver klarere, man kommer på afstand af hverdagens trummerum. Det er derfor jeg ikke forstår at det er altid er de samme mennesker, der er på TV og mener det samme. Er det ikke det, man kalder, at gå i ring. Og så vidt jeg ved, så kommer man ikke ud af stedet, når man går i ring. Man skal gå på trapper.

Og så tilbage til det virkelige liv. Lisbeth har været i Porto for 31 år siden, regnede hun ud. Så jeg havde åbenbart fået mig en guide – en portvinsguide, viste det sig. Vi kommer af ved Trindade og går til Katedralen, hvor Lisbeth får sit 1. stempel. Jeg finder en vej til hotellet via en hulens masse trapper, så jeg var lige ved at være bange for, at hun ville sige stop. Havde vi bare gået til højre nede ved domkirken og til højre igen, så kunne vi have spadseret stille og roligt, men så lærte vi noget, igen?

Vi kommer på hotellet, får vores værelse og så ned for at få lidt frokost. Vi er sultne begge to. Får tunsalat, hvidvin og vand til. Bagefter en vandretur over på den anden side af floden, hvor portvinsfirmaerne holder til, som Lisbeth siger. Vi kommer over via den nederste brosektion, hvor biler og gående kan komme over. I den øverste kan kun metroen og gående komme over.

Der er stegende varmt. Vi kommer helt ned til enden af portvingaden, hvor en tovbane går op til broen øverste sektion. Lisbeth får købt billetter uden at spørge mig. Højdeskræk lider jeg af. Vi kommer ind i en kabine, helt alene. Det er overhovedet ikke særlig sjovt at køre på en bane, hvor ens liv afhænger af kun en wire. Får sagt i farten, at hvis lortet falder ned, så håber jeg at det bliver i en portvinstønde. Lisbeth mente, det vist ikke ville hjælpe meget, for Obelix faldt i den som barn og åbenbart var det for sent for mig?

Vi kommer frem i live. Lisbeth mener at huske, at de gode portvinshuse ligger højere oppe, så vi går opad i heden. Det bliver en rigtig lang tur, før vi kommer til Taylor’s flotte sted, hvor man kan smage på deres udvalg. Jeg skal hilse og sige, at deres Vintage 2009, kanonårgangen åbenbart, smager helt fantastisk. Der var dyrene udgaver at smage på, men en vanvittig varm dag passer bare ikke til for meget portvin. Vi går nedad og finder en meget lille producent, som ikke eksporterer og får smagt 2 forskellige udgaver.

Så var vi klar til en lur og vi går tilbage til værelset. Vågner ved 19.30-tiden og gider egentlig ikke at gå ud, men mad skal vi have. Det får vi nede ved havnefronten, optrækkeri, men det er ikke værd at skrive om.

Vi smutter hurtigt hjem og i seng. Vi vil gerne afsted ved 8-tiden i morgen.

5. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 15 – ankomst til Porto

Stået op lidt i syv. Vejret er fantastisk dejligt, ligesom i går. Håber dog ikke, at det bliver så varmt.

Det er jo ikke hver morgen, man går i bad igen om morgenen. Man har jo lige taget bad ved ankomst i går eftermiddags, men i dag gjorde jeg, ligesom jeg også gjorde det i går. Har tid til det. Man holder jo op med sådan at lugte, så et bad om dagen er rigeligt. Alt bliver jo svedt ud og mine merinouldtrøjer er kanongode. Absolut anbefalelsesværdigt at bruge merinouldtrøjer til vandringer.

Vi snakkede om i går til aftensmaden, at vi prøver i første omgang at gå på hovedvejen. Bliver det uudholdeligt, smutter vi på vandringsruten. Vi slipper for mange højdemetre og en del kilometre. Ole skal også helst nå at vaske tøj i en vaskemaskine. Det skal jeg også.

Vi starter sharp kl. 08.00, lige om lidt. Det blev så 08.25, fordi vi lige skulle have morgenmad. Det troede jeg ellers ikke var med i værelsesprisen, men det var det.

Du hører mere, senere på dagen.

Vi sidder nu på en cafe 6,34 km fra vores start. Får kaffe og vand. Har gået hele vejen på hovedvej N-1. Der er fortov hele vejen. Derfor har vi besluttet at fortsætte at vandre samme vej og tager ikke ind på den almindelige rute. Det giver mindst 3 km mere, plus nedstigning og opstigning. Klosteret må vi se en anden god gang.

Pause her 13,5 km før Porto. Kaffe til os begge og 1 cola til mig. Det er een stor lang forstad til Porto, vi går på. Havet ses til venstre. Straks kom en Lis Sørensen sang op i mit hovede: “Havet er ………”, nå, ja, man skal jo også synge engang imellem?

Det har været noget af en indrejse til Porto. Slet ikke det triumftog, som gamle hærførere må have følt. Tværtimod bandede og svovlede jeg på vej ind, fordi der selvfølgelig ikke dukkede en cafe op, nu hvor man havde mest brug for en. Der er sku’ flere cafeer og barer på landet end der er på vej ind til byen. Nå, men så fik jeg bandet af djævelen og alle hans gerninger. Det er efterhånden et ritual. Og Gud sidder sikkert deroppe og griner? Nu er ham fjolset igen afsted og han lærer det aldrig.

Vi får en øl eller 2, så tager vi den sidste stræk, der viser sig at være næsten 6 km. Det føltes som et ondt år, at gå den denne lange avenida, som til sidst går ud i en bro, hvor man kan spadsere over. Sporvognene kører der også.

Et imponerende syn, må jeg sige. Porto ligger på nogle knolde og der er enormt bakket. Portvinshusene ligger dernede ved flodkanten, kan man se. Vi skal bo på et hotel dernede i nærheden i morgen, når Lisbeth kommer. Kvaliteten har fået et nøk opad, når nu hun kommer?

Vi kommer til domkirken og får vores stempel. Får en sød kvinde til at tage et billede af os begge 2. Dem er der ikke mange af fra turen. Det er mest enkeltbilleder af os hver især.

Bagefter nyde et godt glas hvidvin. Så op mod hotellet. Ole’s er et IBIS hotel ikke langt fra mit, Moov, der er et design hotel. Ved ikke hvorfor jeg tit finder sådanne nogen. Jeg følger Ole op til hans hotel. Hans telefon er gået død, så Google Maps fungerer ikke.

Vi aftaler at skrives ved om mødetidspunkt. På vejen til hotellet får jeg købt 2 t-shirts til 5€ stykket plus en poloshirt til 12,95. Det er jo lige til at holde ud.

I bad og vaske tøj. Tager mig en lur. Er lidt træt. Vi mødes kl. 20.00 og finder et spisested ikke langt væk. Vi sidder udendørs. Egentlig ville vi bare have starter der og et glas vin, men ender med at blive der, fordi de starters vi fik, smagte fantastisk godt og det virker til at være et sted med kvalitet.
Vi får bestilt grillede blæksprutter, begge to. Det er de bedste blæksprutter, vi begge indtil nu har fået. Det var kræs. Vores franske naboer, som vi kommunikerede med via vores bedste skolefransk, syntes godt om vires glæde over blæksprutterne. Så jeg tror, at fruen insisterede på, at de kommer igen i morgen og spiser blæksprutter. De boede i øvrigt i den midterste del af Frankrig, Massif Central, må det være. Ikke så hulens langt fra Laguiole, som er det eneste sted jeg lige husker og fik sagt. Bare fordi jeg har købt knive og gafler der engang, hvor Lisbeth og jeg kørte Frankrig tyndt på en ferie.

Kaffe og avec og vi smutter mod Oles hotel, hvor vi lige får en godnatøl lige overfor. Får sagt tak for den dejlige vandring og sagt farvel. Dt er sku’ lidt vemodigt, men det kan være, at der kan blive en anden god gang. Har sagt til Ole, at hvis han vil tage kystruten, når han skal færdiggøre Caminho Portugues, så er jeg den, der tager med.

Ole tager med toget til Lissabon i morgen og videre med fly til København, hvor Jette venter. Hun glæder sig nok til han kommer.

Til gengæld kommer Lisbeth i morgen fra København. Skal hente hende i lufthavnen. Tror hun glæder sig til at vandre. Det bliver spændende at se, hvor god træning hun er i.

4. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 14 – til Malaposta

Jeg vågner forholdsvist tidligt og går i bad. Sætter mig til at skrive på tidligere dages beretninger. Er jo kommet lidt bagud. I dag skal jeg helst være helt færdig med tidligere dage. Man bliver presset, når man har for mange hængepartier. Glæder mig til Lisbeth kommer, så jeg kan prakke hende redaktørposten hver anden dag?

Klokken nærmer sig 09.30 og jeg må hellere ned og spise morgenmad, inden de lukker kl. 10.00. Alt er pakket i mine poser, så det er bare at putte dem ned i rygsækken. Det tager et par minutter.

Ole er åbenbart heller ikke kommet ned endnu. Skriver til ham på Messenger og han kommer ned. Op og hente rygsæk og ned og betale. Lidt over 100 € for overnatning og aftensmaden fra i går.

Vi smutter og det virker til at blive endnu varmere end i går. Skyfri himmel.

Det går nedad. Der er huse eller bebyggelse nedad. Det viser sig senere, at sådan er det på resten ad dagens vandring. Det er et stort sammenhængende område, hvor den ene lille by går over i den næste.

Vi er enige om at tage det roligt og det gør vi også i starten. Der er allerede 18 grader ved 11-tiden og vi får den første kaffe allerede efter ca. 4 km, blot for at komme i skygge. Bagefter går det nærmest lodret op, sådan føles det. Efter vi er kommet op, så går det ned igen, for derefter at gå op igen.

Der er sku’ noget galt med kortet vi har. Den viser kun een nedstigning og een op, mod Sao Joao da Madeira. Vi kan se, at velstanden stiger, jo nærmere, vi kommer porto. Selv vejene i Sao Joao da Madeira er store og brede. Vi snupper en kop kaffe i byen. Der dufter ellers godt af mad i den cafe, vi er på. Det kan man også se på folks tallerkener. Det vist en cafe, hvor de fonere folk kommer.

Vi spadserer gennem byen, hvor der summer af megen aktivitet og af megen mad. Her må jeg tilbage en dag og spise, men det bliver i bil. Der er jo ikke langt til Porto herfra, så det er vel nærmest en slags forstad til Porto. Der bor 21.000 indbyggere i byen.

Vi kommer gennem centrum og videre ud, og på et tidspunkt ser vi havet for første gang. Vi er højt oppe og pludselig dukker det op, da vi kommer fri af huse på den ene side. Sjovt, at man altid bliver fascineret af havet, når man ikke har set det i et stykke tid.

Det fortsætter med at gå nedad, en mærkelig rute, vil jeg sige. Det er stegende hedt og ingen skygge, nogen steder. Ej heller nogen steder at sidde i skygge. Vi når bunden, hvor man skal dreje til højre. Passer med kortet, men da vi når 100 meter længere frem siger skiltene, at vi skal igen 90 grader til højre. Og det går opad. Virker fuldstændig ulogisk i forhold til Brierleys kort. Jeg fatter det ikke. Ole tonser bare deropad. Og der var langt. Da vi endelig kommer op, er det til hovedvejen, hvor den viser til venstre.

Jeg er sikker på, at hvis vi havde fulgt hovedvejen fra Sao Joao da Madeira og til dette punkt, vi nu er kommet til, havde vi for det første sparet os selv for en ned- og opstigning, plus adskillige kilometre. Jeg er sur, fordi jeg synes, at det er dybt godnat at lave en sådan rute.

Vi finder en lille cafe, hvor vi får en øl og en sandwich. Det ser ud til at nogle herrerne der har hygget sig. Øjnene taler deres tydelige sprog og tonehøjden i samtalen ligeså. Man må da håbe, at de ikke skal køre i bil hjem. De drikker i øvrigt hvidvin. Måske fordi den er kølig. Vores ølglas kom i øvrigt fra en fryser, så de var dejligt kølige.

Jeg kigger på min Google Map og konstaterer at hotellet ligger 1,8 km lige frem af hovedvejen. Vi er enige om at følge hovedvejen og ikke mere vandrekort for i dag.

Selv om ruten kun er på lidt over 16 km, så er den trods alt lidt sej, pga højdemetrene. Solen fra den skyfri himmel hjælper stærkt til. Vi må afsted lidt tidligt i morgen, hvis vejret bliver lige sådan. Og så kunne det måske også være en overvejelse værd at tage hovedvejen til Porto i stedet for vandreruten. Der er også ekstra kilometre at vandre på den. Vi må ses. Nu er der dømt afslapning og skrivning.

3. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 13 – til Oleveira de Azimeis

Det har været en rigtig sejtrækker i dag, næsten 40 km, på 9,5 time. Det gør jeg aldrig mere, tror jeg.

Det er utroligt, hvad man udsætter sig selv for. Jeg har overhovedet ingen problemer med vabler eller noget. Det er kun senerne på indersiden af foden, lige under anklerne, der gør lidt ondt. Og så kan jeg mærke, at højre knæ ikke har det så godt, når jeg skal gå på trapper med rygsæk på. Mærkede det i dag, da vi skulle over en hovedvej, hvor der er en gangbro over. Det må Lisbeth fixe, når hun kommer på torsdag.

Vågnede ved 06.45-tiden og stod op og pakkede. Vi havde aftalt at spise kl. 07.30, så vi kunne komme afsted tidligere end normalt. Jeg smutter ned og går i gang med morgenmaden. Dejligt brød og friske croissanter. Ole kommer ikke mange efter.

Vi siger tak og smutter ud af døren. Der er tåget. Vi finder ruten hurtigt og trasker afsted. Iflg. Brierleys bog, så burde dagens etape være på 17,9 inkl. højdeforskel. Jeg har af hensyn til hotelovernatning valgt at vandre 37 km (uden højdeforskel). Til gengæld er der så kun ca. 17 km i morgen og på sidstedagen til Porto på onsdag, ca. 28 km i stedet for Brierleys 36,8 km.

Vores destination i dag er Oliveira de Azemeis, selvfølgelig sluttende på en lang opstigning på mindst 2 km.

Vi er enige om ikke at styrte afsted. Det bliver jo glemt i kampens hedde, så jeg er nødt til at sige til Ole, at han skal tage den lidt med ro. Vores gennemsnitsfart, når vi vandrer, må helst ikke overstige 5 km i timen, ellers bliver vi totalt udkørte i den sidste del. Ole har det med at gå hurtigt opad og det modsatte nedad. Årsagen er gammel skade. Jeg har det nærmest omvendt.

Tågen er der indtil ved 9-tiden, så begynder solen at tage over. Det går godt, men der gør de første 10 km altid. På et tidspunkt går vi gennem et industriområde og på kortet ser det forholdsvist kort ud, men det er langt som et ondt år. Der er ikke noget mere deprimerende end at vandre i Zona Industrial. Men det er en del af Caminoen og alting får en ende.

Vi får en kop kaffe et undseeligt sted, Mourisca do Vougo. Ingen kager eller noget, så det bliver ren kaffe og så afsted igen.

Ruten er sådan i dag, at man krydser hovedvej N-1 konstant. Først den ene vej og så den anden. Til gengæld slipper man så for trafikken.

Det bliver varmt i dag. Mine “nederdele” ryger ved næste kaffe og vand. Fleecen var røget tidligere. Og det gør man bare, mens man stadig går. Det bliver en vane at svinge med rygsækken til den ene side og bagefter den anden. Så sparer man tid. Vi kommer igennem mange småbyer i dag og det er faktisk mentalt opkvikkende, når man skal gå så langt. Der sker et eller andet i hovedet, når de enkelte strækninger mellem småbyerne ikke er for lange. Det føles bare på en anden måde.

Vi møder et fransk ægtepar på vejen, rettere, vi overhaler dem. Vi havde set dem gå foran os på en stor bro før Serem de Cima. De skal vandre til Albergaria-a-Nova, efter Albergaria-a-Velha. Kært barn har mange navne. De tager sig til hovedet, da jeg viser dem på kortet, hvor vi skal hen. Det forstår jeg godt nu?

Vi kommer til Albergaria-a-Velha Og får en kop kaffe og vand i. Omkring halvdelen af dagens etape er klaret og det går OK. Enige om at vi tager de næste 7,1 km til næste cafe, hvor vi skal have lidt at spise. Vi holder en lille pause et sted, hvor der står en statue af Jomfru Maria, forholdsvis ny. Jeg hælder en Body Meal i en dunk vand og drikker den. Trænger til lidt energi.

Vi kommer ud på hovedvejen igen og går forbi den Albergue de har reklameret med mange kilometer væk. Finder en cafe, hvor vi spiser en slags sandwich med pålæg og ost. En slags, fordi det minder mere om en kagedej end brød. Cola til mig. Jeg er tørstig.

Daffer videre og bliver ledt rundt omkring højre side af hovedvejen, med det resultat, at det bare går op og ned igen. Vi ender nede på hovedvejen, som vi skal krydse igen. Det var faktisk lidt farligt. Der er ingen fodgængerfelt. Vi løber over. Vi undrer os, at man tillader et så farligt sted.

Mange steder går vi langs med en nedlagt ensporet togbane. Senere kommer vi til at tænke på, at vi måske bare burde have fulgt togbanen og sparet os selv for en del kilometre.

5 km fra målet støder vi ind i en bar. Nu trænger vi til en øl. Det er jo stegende hedt. Så det får vi, selv om vores politik er, først en 2-3 kilometer før. Nå, regler er til for at blive brudt? Videre af små veje, med huse stort set hele vejen. Det går nedad, selvfølgelig. For så kan vi få lov at gå hele 2 km opad hele vejen op til bycentrum i Oliveira de Azemeis, hvor hotellet ligger.

Den er lang, den opstigning, men det går sådan set OK, måske fordi snart er i mål. De sidste par hundrede meter er dog slemme. Sveder som en hest. Puuh, endelig oppe og Ole sætter sig ved et kors, som om han havde båret den hele vejen.

Endelig efter 600-700 meter dukker hotellet op, Dighton. 4 stjernet. Vi får vores værelser. Det tager lidt tid at tage sig sammen til et bad. Vi er ankommet sent, så efter bad er det et glas vin i foyeren og så hotellets restaurant. Vi har ikke kræfter til at gå i byen og lede.

Der er lam på menukortet, så det skal jeg have. 5 koteletter er det, mange. Smager godt. Jeg køber en tomatsalat til. Ole vil have grillet blæksprutte. En god flaske vin fra Douro og så kan freden sænke sig. Ingen dessert, men kaffe. Tidligt i seng. Enige vi, om vi starter kl. 10.00. Det er jo kun 17 km i morgen.