Tag: Camino Frances 2013

19. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 3: Så skete det, jeg frygtede

(Zubiri - Pamplona, 22 km)

Ligger lige i disse sekunder på herberget midt inde i Pamplona og skriver dette. Kl. er lige omkring 18.00. Det er et herberg inddelt i sektioner med 2 dobbeltkøjer i hver. Der er vel lidt over en meters penge i adskillelsen. Der ligger nogle få og sover efter dagens strabadser, kan jeg høre.

Jeg er mørbanket i lår, lægge og fødder. Ikke at forglemme den tå, som jeg frygtede. Mere om den senere.

Efter jeg kom hjem til pensionatet i går aftes, lå jeg og skrev til lidt over tolv. Det er noget skidt med disse forpligtelser på hjemmesiden på sådanne tidspunkter, når man har brug for at sove. Det presser jo lidt. Alligevel vågner jeg allerede lidt i seks. Havde vinduet åbent hele natten, så jeg kunne høre vandets rislen. Det minder mig om min barndom, når far havde os med ude og vi lå i telt - i Sydgrønland, ved siden af en elv. Sikkert derfor, jeg sov godt. Utroligt hvilke ting, man husker fra sin barndom, som betyder noget.

Stod endeligt op lidt i syv. Gik ud og børstede tænder og vaskede ansigtet. På Caminoen bader man dagen før og er derfor klar næste morgen. Pakkede stille og roligt, tog mine piller og hentede vand i køkkenet til mine 2 flasker. Collett var derude og var gået i gang med den morgenmad, hun og Tony havde bestilt. Jeg havde ikke bestilt noget. For mig duer det heller ikke at spise mig mæt og så begynde at gå. Vil hellere have gang i systemet først. Vi ønskede hinanden en god tur. Vi sås jo nok.

Jeg tog min rygsæk og gik ud. Ruten starter lige ved siden af pensionatet. En pilgrim kom forbi, inden jeg fik min rygsæk på og startet gps'en. Var lidt bange for at løfte rygsækken og få den på - efter i går med ondt i skuldrene. Dejlig morgen, frisk, overskyet - perfekt vejr til vandring. Det er ikke det kønneste sted starte, da man skal forbi et stenknuseri og man bliver ledt lidt rundt for at komme videre.

Det overstås heldigvis og jeg kommer ind i dejlig afvekslende natur. Havde besluttet mig for at jeg tage det helt roligt. Har masser af tid. Jeg bruger mine stave godt allerede fra starten. Opad bruger jeg dem på samme måde som i langrend. Begge stave ned i jorden på een gang og så støde fra og hjælpe til i bevægelsen. Det virker utrolig godt. Hver en besparelse af benmusklerne kommer een til gode mod slutningen af dagen. Ved ned stigninger støder jeg mod, så jeg ikke belaster knæ og lår for meget.

Passerer den mand, der gik lige før mig. Vi ønsker hinanden en god Camino. Han har seng længere henne her i herberget og vinkede hjerteligt, da han så mig i eftermiddags.

Kommer i en god gænge. Passerer 3 spanske kvinder, der åbenbart er veninder, eller snakker som kun veninder gør. De taler hele tiden, som om, de er hjemme. De er fortsat i comfort-zone og det må man håbe for dem, at de kommer ud af. Går lidt hurtigere for at slippe for talestrømmen.

Pludselig genkender jeg gangen med en vanddunk i hånden og en stav i den anden, rygsækken og hendes vandresko, der er blå og gule. Det er min vandreveninde fra første dag, Susie fra Korea. Jeg prøver ikke at indhente hende, men hun stopper op ved at bæk, hvor man kan sidde godt på en bænk og hvor der sidder 4 spanske venner sammen. Jeg gør det samme. Har jo ikke fået morgenmad og vil spise noget frugt, jeg købte i går, plus en energibar. Susie bliver glad for at se mig.

Allerede på torsdagen vandring besluttede jeg mig for, at hun skulle have min anden kammusling som gave. Hendes lykkeskal fra Grønland, sagde jeg til hende. Hun takkede meget og hænger den på sin rygsæk. Er meget sikker på, at Laila og Ulrik, der har sendt mig kammuslingeskallerne, er enig med mig i, at en ung koreansk kvinde, der kommer til Europa for første gang, skal have en grønlandsk kammuslingeskal.

Vi spiser vores mad og snakker lidt med den spanske gruppe, der spørger, hvor vi kommer fra. De 3 veninder dukker også op. De 4 går før os.

Uden at det siges er Susie og jeg enige om at følges ad. Hun er også godt brugt på de første 2 dage, så vi har godt af at gå sammen. Jeg lader hende styre hastigheden. Landskabet på denne strækning fra Zubiri er meget afvekslende. Dejligt for en vandrer. vi møder også en del mountainbikere.

I en mindre landsby er vi nødt til at holde. Skal have luftet fødderne. De gør ondt, specielt den venstre. Jeg har et par ydersokker hængende til tørring på rygsækken, som jeg tager på. Underligt at jeg ikke har tænkt på det før. Selvfølgelig skal jeg have et par indersokker og ydersokker hængende på rygsækken i mine store sikkerhedslåse, som jeg kan skifte med, uden at skulle pakke ud. De våde kan så tørre og tages på igen senere. Har jo 3 par med, så jeg jo altid har rene ved ankomsten. Susie griner, da jeg siger, hvor dum man kan være dum.

Spørger hende, om hun tager og lufter sine fødder undervejs. Det gør hun ikke, siger hun, fordi hun er bange for ikke at få dem på igen. Jeg siger til hende, at hun ikke kan gå til Santiago, hvis hun ikke lufter fødderne engang imellem. Hun tager skoene af, og det viser sig jo, at hun har problemer med en tå, der bløder. Hun skifter plaster på det. Mens vi sidder der kommer den anden koreanske pige, hun hedder Chae Jin Baek, viser det sig senere, da jeg siger til hende efter ankomst til herberget, at jeg jo ikke kan blive ved med at skrive "den anden koreanske pige". Hun skal have et navn. Hun vil kaldes Jin, så det er Jin fra nu af.

Jin går videre og vi får vores luftede fødder i støvlerne igen og følger efter. På et tidspunkt passerer vi floden og lige ved sidder Jin med 2 mandlige koreanere og får morgenmad. Vi springer over, da vi på tidspunktet er rimeligt gående. Det er vist en englænder, der er vært i dette gamle hus, som han er ved at istandsætte. Han lyder sådan.

Vi får kigget i Susies guidebog, der er en oversættelse af den engelske og bedre end min. Vi skal passere under en hovedvej og så opad. Vi kommer under vejen og der er 2 toiletter, og jeg skal slå en streg siger jeg, og det skulle Susie så også. Der kommer en cykelrytter og Jin lige efter. Cykelrytteren spørger om vi har toiletpapir. Det har jeg, men det ligger langt nede. Jin, der er utrolig hjælpsom, flår straks sin rygsæk af og finder vådservietter i en sidelomme til manden. Jin har vist alt i rygsækken. Hendes rygsæk vejer flere kilo end min. Ikke noget under, at hun har ondt i skuldrene.

Vi klatrer op. Det går ok, men det er hårdt. Da vi er kommet op, holder vi en pause og kigger igen i guidebogen. Den siger omkring 6 km til Pamplona. Vi bliver helt euforiske og tror, at vi snart er der. Jin kommer op til os. Vi 3 følges resten af vejen, med efterhånden flere pauser. Vi er godt møre. Mine fødder gør ondt, rigtig ondt, nedad, isæt den venstre. Vi når til en forstad til Pamplona, smuk ved en flod. Byens indbyggere vil nok have sig frasagt at blive kaldt forstad. Vi går selvfølgelig forkert. Skulle have krydset floden allerede første gang. Vi får hjælp af en flink, godt engelsktalende spanier. Han guider os til hovedgaden, som man skal følge. Vi finder den.

Vi er så trætte og der er næsten 1,7 km til herberget. Jin har kort på sin tablet, så det kan vi se. Holder efterhånden pause for hver 500 m. Endelig kommer vi til byen, fuld af liv og folk er på barer og hygger sig, kan vi se og høre. Vi kommer til herberget og får vores senge, 7€.Vi 3 sover i sammen enhed. Jin i køjen over mig og Susie over i den anden. Det er en lise at komme af med støvlerne. Man er bare færdig og magter knap nok at gøre noget som helst, men det skal vi jo. Får lagt lagen på plastikmadressen og pudebetræk på. Fik dem udleveret.

Jeg får hurtigt sokkerne af og får kigget på fødderne. Kan se at den tå, der har tør hud er blevet større. Der er vand i. Pga. blødheden springer den, via mine negle og det hele kommer ud. Skidt, rigtig skidt, at jeg nu skal døje med det. Får presset det hele ud og skynder mig i bad, så jeg kan tage mig af den bagefter.

Der er fælles badefaciliteter, dog i kabiner. Vi render rundt igen i underbukser.

Kommer jod på og plaster. Fødderne får luft i klipklapperne. Håber det går. Vasker mit tøj og hænger det til tørre. Fødderne får creme og massage, ligeså læggene. Lårene må også have en tur. Det gør altså ondt.

Nå, må i byen for at finde et telefonselskab og købe mig en ny rem. På et tidspunkt falder bukserne vel ned og det kan vi jo ikke have. Går rundt alke vegne, men der er lukket. Ser den store plads, hvor folk sidder og spiser og drikker i det gode vejr. Skal også selv have lidt. Har kun fået en banan og energibar, plus nogle nædder og en tredjedel mandarin af Jin. Finder jeg en tapasbar i en sidegade til den store plads. Bestiller 2 som jeg synes ser lækre ud, et glas hvidvin og en flaske vand. De ryger ned med det samme, vinen og det meste af vandet også. Må have en mere og et glas mere. Dejligt. Får en cafe solo til sidst og beder om regningen. 12€ - altså. Det er den rene foræring. På vejen tilbage til herberget, hvor der er en masse spaniere, der forstår at glæde sig, tænker jeg, at det er da godt, at priserne er lave og at de forstår glæden ved hinanden. De lever jo det meste af tiden på gaden, skulle man tro. Med den situation, landet er i, under man dem deres evne til at glædes med hinanden. Godt gået.

Lige ved siden af herberget er der en særlig butik til pilgrimme. Gik ind og kiggede. Fandt et sæt "blister killer", den engelske guidebog og en ny minitaske til mine penge, pas og pilgrimspas. Den anden duer ikke om maven. Man sveder jo.

Kommer på herberget og får en synål med tråd igennem den bløde hud. Giver den engang jod. Det må være kommer det rette sted, for den sved. Plaster på og så håber vi på mirakler.

Klokken er nu lidt over 8 og jeg skal lige ud og have en lille bid, inden jeg går i seng. Har bare mest lyst til at ligge ned. Jin er her. Hun skulle ikke ud med de andre. Vi har snakket og bare været afslappede, mens jeg skriver liggende. Hun vimser rundt og laver en masse ting.

Hun har foræret mig et meget flot koreansk bogmærke, som har nogle traditionelle koreanske symbolske mønstre. Det synes hun, jeg skulle have. Det er jeg naturligvis meget glad og beæret over og tager som udtryk for, at jeg er godt selskab for dem. Hun får min muslingeskal, hvis vi gennemfører sammen til Santiago. Nu har Susie fået den anden. Jeg har ikke brug for symbolikken. Den har jeg i hovedet.

Håber fødderne kan klare de ca. 24 km i morgen. Ellers må jeg skifte til sko, når jeg kan købe nogle ordentlige, i løbet af de næste par dage. Måske er de ikke så hårde ved tåen. Vi må se og improvisere.

18. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 2: Min første vandring alene fra morgenstunden

(Roncesvalles - Zubiri, 21,8 km)

Sov kun i min silkepose. En anelse koldt, men OK. Snorkeriet i nat var OK. Tommy snorkede lidt meget i underkøjen modsat side, hvilket han fik at vide med et smil. En franskmand sov under mig og den anden koreanske pige modsat mig på øverste køje.

I øvrigt render alle mændene i underbukser blandt alle kvinderne, når de går til og fra badet. Nogle kvinder tog fejl af mændenes afdeling og tog bad der. Fine fornemmelser eksisterer ikke på en Camino, selv på et religiøst herberg. Gud ske tak og lov, for det!

Vågnede allerede ved 05.30-tiden. Overvejede om jeg skulle stå op. Ville egentlig gerne på toilettet for at lave det store. Havde ikke været der af den grund siden afrejsen fra København, så jeg var vist blevet trængende. En enkelt vandrede på sine klipklappere.

Nå, nu skal det være. Jeg kravlede ned med min pandelampe, uden at tænde den og tog så samtidigt mit tøj, så jeg bagefter kunne komme i kælderen og hente mit vasketøj. Gjorde det, der skulle gøres og listede hen ad gangen og ned for at hente mit vasketøj.

Da jeg kom op til soveafdelingen stod 2 hospitaleros klar til at tænde lyset og gjorde det, ligesom jeg kom i sovesalen. Den ene satte kirkeligt kormusik på (en slags gregoriansk) og den anden gik så rundt og sagde godmorgen til alle på forskellige sprog. Dejlig måde at blive vækket på og sådan, at det ike er til at misforstå.

Franskmanden var stået op og i gang med at pakke. Jeg ventede. Han blev færdig og gik. vi ønskede ham god tur. Tommy havde åbenbart brug for at vågne stille og høre musikken, så det fik han selvfølgelig lov til. Koreaneren ville gerne afsted sammen med hendes landsmand, Susie, der sov i den anden 4-mandsenhed ved siden af, hvor Teddy også var.

Teddy var færdig og vi ønskede ham god tur og på gensyn. Jeg pakkede mine ting stille og roligt, men var klar før Tommy, så han sagde, at jeg bare skulle tage afsted. Jeg gik nedenunder, hentede mine støvler og så afsted i tusmørket.

Ved starten, hvor der er en markering med afstanden til Santiago tog jeg et billede og lige pludselig skulle jeg agere fotograf for et spansk ægtepar og en anden gruppe. Det gjorde jeg selvfølgelig med glæde og fik mange tusind tak og så var dagen ligesom startet godt, positivt.

Gik for mig selv gennem skoven. Dejlig morgen. Intet at være bange for. Man er en del af naturen. Jeg ville spise morgenmad det første sted, jeg fandt. Det gjorde jeg i næste by, 3 km længere henne. Andre, bla. Ian, som jeg gik med senere på dagen, var der. Jeg fik en tostado med smør og marmelade, cafe con leche og så et glas juice oppe ved baren. Dejligt sted.

Gik videre ad hovedvejen i byen, indtil jeg hørte nogen råbe, åbenbart efter mig.jeg vendte mig om, og så en spansk mand med brød på armen sige noget og fægtede med armene, og jeg forstod, at jeg var gået forkert. Jg skulle dreje til højre længere tilbage og skulle over floden. Jeg takkede ham mange gange og fandt stedet. Jeg havde overhovedet ikke læst i min guidebog - ellers havde jeg vist det.

Anaway, jeg kom på ret kurs og så var det ude på rigtig pilgrimsvej med natur til alle sidder. Flot, flot vandring. Forbi gårde, fordi køer. På et tidspunkt mens jeg går med skov til begge sidder, står der lige pludselig en hest lige der, mellem træerne. Højst besynderligt. Begynder at få fornemmelsen af, at der er noget mellem disse heste og jeg. Vi snakker sammen.

Jeg tager et billede og imens kommer en mand bag mig og stopper op. Det viser sig at være en franskmand. Vi følges ad og taler på det bedste skolefransk og hans skoleengelsk sammen. Han var gået hele vejen fra Le Puy og skulle til Santiago, men ikke til Finisterre. Hans kone arbejde i øvrigt i et dansk firma, Bruel og Kjaer. Han skulle nå 45 km i dag, kunne jeg forstå, så han og jeg skiltes.

Umiddelbart efter kom jeg til en by, hvor det spanske ægtepar sad og spiste på en bænk. Gik lidt videre og fandt et lille torv ved en cafe, hvor der sad flere kendte ansigter, bla. 4 unge fra Spanien, som jeg på dagens vandring havde mødt flere gange.

Jeg gik ind for at købe noget og talte så med en ung australier, mens vi ventede på betjening. Havde set ham på herberget. Hans første Camino. Jeg købte en cafe solo og en øl. Satte mig ved et bord, hvor der sad en ældre mand med skæg, som australieren kendte. Det viste sig, at den skæggede mand også var australier. Vi kom i god snak. Han var gået fra Le Puy, den 12. september. Havde haft 2 hviledage.

Mens vi sidder der kommer ægteparret fra Irland, der får kørt deres baggage mellem deres destinationer. Havde hilst og talt med dem flere gange i St Jean og i Roncavalles. De satte sig ved vores bord og jeg fik noget smørelse til min fødder af manden. Vi snakkede og hyggede en 10 minutters tid. Så var det videre. Den ældre australier og jeg blev enige om at følges. Det var en rigtig god spadsertur. Vi fik snakket politik og meget andet. Han var uddannet skolelærer. Vi havde det godt i hinandens selskab. Vi fulgtes ad længe, indtil han stødte ind i Eva, en tysk kvinde, som han havde fulgtes med siden Le Puy. Hun sad og nød sin frokost. Jeg havde ingen med, men det havde Ian. Jeg gik videre.

Vejret blev varmere og benene gjorde ondt. Måtte stoppe op et sted og tage støvlerne af og tørre sokkerne. Flere passerede forbi imens og nogle spurgte, om jeg havde problemer, fordi de så noget tape på min højre storetå. Fik gjort bukserne kortere og tog fleecen af.

Kom videre og ville egentlig gerne have spist et sted, og fandt godt nok en mobil enhed med sandwiches og andet, men ville ikke sidde i den bagenden sol, så jeg gik videre. Og så var der kun Zubiri tilbage. Så godt på et kort, at der var en nedstigning. Nej, hvor var den lang og trættende, næsten 3 km. Mine lår havde det forfærdeligt. Mødte en ung koreansk mand, der også havde det hårdt. Vi led sammen resten af turen til Zubiri. Han elskede at vandre og havde gjort det bla. i Himalaya.

Endelig kom vi til byen. Havde besluttet mig for et værelse på et pensionat, så jeg kunne pleje min ømme ben og fødder. Og få opladet mit grej og få skrevet mine opdateringerne. Fik et værelse lige ved floden. Dejligt værelse, dog med bad på gangen - 30€.

Kom i bad, dejligt. Fik plejet mine fødder. Kom Compeed på den højre storetå og på venstre fod, tåen ved siden af lilletåen. Det er den, jeg er mest bekymret for. Der er hård hud på den. Efter Compeed en økologisk fodsalve på, masseret godt ind. Fødderne fik lige noget massage samtidig plus læggene. For f...., hvor gjorde det ondt.

Fik vasket mit tøj og hængt til tørre udenfor. Ned og få en bocadillo på den lokale plus en lille øl. Mens jeg sidder der, kommer de 2 koreanske piger og sætter sig hos mig, helt hjemmevant, åbenbart. Hende uden navn hælder nødder op på min tallerken uden at spørge. Vi kommer i snak og så finder jeg ud af deres aldre. Susie er 22 år og den anden er 33 år. Siger, jeg selv har tvillinger på 33 år. De er begge trætte og har ondt i skuldrene som jeg. Er meget øm i venstre skulder.

Vi skilles med gensyn i morgen. Jeg tager på værelset og kommer på nettet og skriver på mine opdateringer. Pludselig kommer det irske par ind på pensionatet, gensynsglæde.

Jeg skriver indtil ved 7-tiden, hvor jeg går ud for at finde noget at spise. Det bliver en pizza. Skal bare overstås og så hjem. Trænger til at sove.

Kommer hjem og skriver lidt videre og den irske dame kommer hjem alene og jeg spørger hende, hvor manden er henne? Tony skulle lige have en brandy på den lokale og hun foreslår, jeg smutter ned til ham og holder ham med selskab. Vi får en enkelt, ganske vist lidt stor, plus en vand hver og en rigtig god snak. Oprindeligt uddannet psykolog, som han havde brugt i hæren i 22 år, men havde bagefter uddannet sig til ingeniør. Vi går efter den enkelte. Trætheden er der trods alt.

I morgen er det Pamplona, heldigvis kun lige under 22 km.Vi får se, hvordan kroppen reagerer. Nogle siger, at 3. dag er den værste. Håber at kunne købe et datasimkort. Det gør, at jeg ikke er så bundet af Wi-Fi på cafe eller overnatning.

Og så skal jeg endnu engang have mere styr på up-loade af billeder. Lidt svært med iPad, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg bruger resizer, altså et program til at gøre billederne mindre. De skal jo formindskes, ellers går siden ned.

Godnat.

17. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 1: A small step for mankind, but ……….

St. Jean Pied de Port - Roncesvalles, 27 km

A small step for mankind, but a giant step for .. -

Neil Armstrongs berømte sætning - omformuleret - da han satte foden på månen, som det første menneske.

Jeg takker universets skaber for at have fået lov til at opleve en dag som i dag.

Jeg var den første i går aftes, der krøb ind i min sovepose. Var også en smule træt efter nul søvn overhovedet inden afrejsen. Forsøgte at holde mig vågen, så jeg ikke skulle være den første, der begyndte at snorke. På et eller andet tidspunkt er jeg faldet i søvn, måske før lyset blev slukket, for jeg vågner på et tidspunkt, hvor der er højlydt snorken fra Italien og Polen, kan jeg regne ud. Tænker på de stakkels piger, men een af dem må i det mindste kende til det. De er vist et par.

Ved 2 tiden vågner jeg og er rimelig frisk. Kan tænde lys på mit Garmin-ur, derfor er jeg sikker på tidspunktet.

Ligger og prøver på at mærke mig selv, og hvordan jeg har det med at være her. Jeg har det faktisk bemærkelsesværdigt godt. Er glad for at være her sammen med mennesker, som alle vil gøre noget ekstraordinært i deres liv. Alle virker positive og glade. Kan mærke, at mine 4 skytsengle er med mig lige nu. Jytte har engang fortalt mig, at hun kunne se 4, så det går jeg ud fra er rigtigt. I så fald har jeg og mine skytsengle det godt med situationen. Jeg er faktisk ret lykkelig lige nu her i mørket - underligt, men følelsen af noget helhed, være tæt på sig selv, mærke man har en krop. På et eller andet tidspunkt falder jeg i søvn igen og vågner lidt i 6, hvor Teddy allerede er kommet i tøjet og bare ligger og venter på, at folk vågner. Morgenmaden er mellem 06.30 og 07.30 og vi skal alle være ude kl. 08.00.

Jeg går på toilettet med rødt lys på, så jeg ikke vækker alle. Der er jo mørkt hernede sydpå. Egentlig har jeg ikke travlt, fordi jeg kun skal 8 km op, og så tage resten af turen til Roncavalles i morgen. Vil dog gerne følges med mine nye venner på startidspunktet. Nå, på et tidspunkt vågner alle, 10 min. over 6. Tror, at alle er forventningsfulde og bare vil afsted. Alle har jo tænkt, hvordan det vil være at være der, mens de var hjemme.

Vi får morgenmad i køkkenet. Det er den samme mand, som også var på registreringskontoret i går. Det er frivillige, der for få penge arbejder på disse herberger, blot til at dække deres fornødenheder. Det er beundringsværdigt.

Jeg skal lige have ordnet mine ting, omorganiseret dem. Det er utroligt, at den logik, man brugte på at organisere sine ting derhjemme, slet ikke passer med virkeligheden. Min gør i hvert fald ikke. Teddy havde gjort den samme erfaring på sin første vandring fra Lourdes.

Så måske er vi ikke så hulens kvikke, når vi prøver at tænke på at indrette systemer til andre mennesker, specielt inden for det offentlige. Nogle mennesker synes, at de er kvikkere på andres bekostning, og nogle med forfærdelige konsekvenser, viser verdenshistorien.  Her er det naturligvis i mindre skala og ligesom mere legalt, i et demokratisk system. Bedrevidende er jeg helt sikkert selv, bortset fra, at jeg ikke er egoist på det arbejdsmæssige område.

Nå, vi startede vores første Camino kl. 07.15. Det var stadig mørkt. Teddy havde heldigvis taget sin pandelampe på. Vi andre fjolser havde pakket dem ned. Vi fik taget nogle billeder inden, ved St. Jacobs Port, altså os 3, Teddy, Tommy og jeg, lige ved siden af herberget. Porten bruger man, når man går Camino i Frankrig mod Spanien og kommer til St Jean Pied de Port.

Vi gik ned af den gamle gade, bogstavelig talt ned, forventningsfulde, og så opad. Teddy gik forrest, så vi fik noget lys. Der kom enkelte biler forbi. Vi kommer ud af byen og begynder at gå opad. I starten ikke så slemt, men så begynder det. Har aldrig i mit liv gået op ad så stejle veje. Det er ganske enkelt vanvittigt, men heldigvis er vi friske, så det går OK, i starten. Vi møder folk, der laver vejarbejde.

Længere oppe begynder lyset at komme frem, tågen hænger som en tung dyne. Jeg siger til de andre, at se bare skal gå. Jeg skal alligevel ikke længere end til Orrison, 8 km fra vores udgangspunkt, og næsten 800 m op. Det er vanvittigt stejlt. Hvem kan bo og køre sådanne steder? Møder en bil, der er oppe at hente lam. Fårehyrden er der selvfølgelig. Køer er der alle vegne også, også heste.

På et tidspunkt stopper jeg op, fordi jeg er nødt til at holde en pause. Trækker ellers vejret, som jeg har lært med maven og det hele, så systemet får ilt, men der er grænser. Mens jeg holder hvil, kommer en af de 2 koreanske piger, vi boede sammen med op til mig. Hun ser træt ud. Vi passerede hende ved udgangen af byen og fik hende ind på den rigtige vej, Napoleonsruten. Vi kom i snak. Koreanere er jo tilbageholdne mennesker, men alligevel kunne jeg mærke, at hun havde det fint med at snakke med een.

Hun hedder Susie (lidt mærkeligt navn for en koreaner, spurgte ikke hvorfor, af høflighed). Det er hendes allerførste tur abroad, som hun siger. Hun er rimelig god til engelsk. Og det første hun gør, er at gå en Camino. Det er beundringsværdigt. Der må være mere bag den pige, end blot høfligheden og genertheden. Og det ser ud til, at vi trænger til at holde pauser på samme tid hver gang, så vi følges helt automatisk ad. Hun arbejder med oversættelser, siger hun.

Langt om længe når vi Orrison, sidste sted at få noget at spise inden Roncavalles. Der er 19 km, hvor du ikke kan få noget som helst, bortset fra vand ved en kilde lige ved grænsen. Teddy og Tommy er der allerede og har bestilt kaffe og en sandwich. Klokken er 09.30, da vi ankommer. Helt ærligt, så er det alt for tidligt for mig at stoppe for i dag. Jeg går ind og spørger, om jeg evt. kunne få lidt af det indbetalte beløb for overnatning, aftensmad og morgenmad, tilbage. Det er ikke muligt. Jeg bliver enig med mig selv om at gå videre, også efter konference med de andre. Er rimelig frisk alligevel og de skrappeste stigninger er overstået, kan vi se på de andres guidebøger, der selvfølgelig er meget bedre end min. Noget kan de, de englændere.

Jeg køber en kop kaffe og sandwich. Får mine støvler af og tørrer sokkerne, mens jeg spiser noget af sandwichen og drikker noget kaffe. Vi går efter 20 min videre i samlet flok, men selvfølgelig går de to andre hurtigere på stigningerne, så vi skilles igen. Jeg går for mig selv. Det passer mig egentlig godt. Mine tanker flyver rundt.

Ens dårlige handlinger dukker op, og hvorfor var man ikke mere ansvarlig, og så dukker der noget op om ens mor og lidt om ens far og lige pludselig kommer der konkrete situationer, hvor man har gjort mennesker ked af det, selv om de ikke fortjente det. Hvorfor gør man sådan noget? Er det egoisme eller er det bare ubetænksomhed eller noget helt tredje? Det flyver rundt i hovedet uden kontrol, mens man går. Vi mennesker har åbenbart behov for at gå, for at tænke. Vi har behov for fysisk manifestation for at få styr på tankerne. Vi er ikke kvikke nok til abstraktion, måske nogle få, men generelt har vi brug for at se eller gennemleve situationer, før de så at sige bosætter sig i vores hjerner. Vi er situations- og handlingsorienterede, os mennesker. Derfor denne vandring, for mig.

Undervejs møder jeg en hest, der er gravid. Hun kigger på mig og følger mig, mens jeg passerer. Oh, boy - du ser ud at bære en forfærdelig masse på dig, synes hun at tænke, men giver mig alligevel et held og lykke på vejen. Som mødre nu gør. Interessant at man også begynder at kommunikere med dyrene. Jeg har læst om andre, der gjorde det, men hvis man tror på det evige liv og reinkarnation, ja, hvorfor så ikke?

Møder flere folk undervejs. Solen er brudt igennem og sikken en udsigt og syn, der dukker op. Man tror ikke sine levende øjne. Man bliver nærmest tvunget til at stoppe op adskillige gange, for at tage billeder og for at få billederne ind i hovedet. Det er ubeskriveligt flot. Hvorfor skulle det tage så lang tid at nyde noget sådant? - tænker man.

Går for mig selv, i mit tempo. Stigningerne er noget helt andet end på de første 8 km, men alligevel. Forsøger at gå udenfor den asfalterede vej, af hensyn til benene. Er glad for at have taget mine vandrestave med. De hjælper godt til opad.

På et tidspunkt støder jeg ind i Tommy igen, der lige skal have noget Compeed smørrelse på sin hæl, der er noget rød og hævet. Han går i vandresko eller nærmere gode kondisko. Vi følges ad et stykke tid, men skilles så igen. Jeg støder ind i den anden koreanske kvinde, der holder for at få noget at spise. Stopper op og veksler nogle ord med hende. Hun tilbyder mig en energibar, men jeg siger pænt nej tak, da jeg gerne vil spise min frokost længere oppe, så jeg kan få en bedre udsigt. Møder et canadisk par fra Quebec på min vej videre op. Jeg tager et billede af dem og får manden til at tage et billede af mig i fuldt udstyr.

Sætter mig lidt længere oppe på en sten og tager støvler og strømper af, så de kan tørre hurtigt på den varme sten. Solen er slået fuldt igennem. Jeg spiser resten af min sandwich, en banan og en fersken plus drikker noget vand. Udsigten er fantastisk, fås ikke bedre. Tager nole billeder og en kort video. Har det virkelig godt.

Går videre op, lidt stejlt, men godt med mine stave. Højre knæ gør ondt, så jeg tager det roligt. Møder Tommy, der har taget sin frokost længere oppe, hvor jeg ikke kan se ham. Vi går videre sammen på naturstier. Der er vådt. Der er faldet mange blade og så har det regnet. Der er skov og stejlt til den ene side, og der går får på skråningen. Foran os kan vi se Teddy side ved en vandpost og hvilested, lige før den spanske grænse. Her står i øvrigt, at der er 765 km til Santiago, men hvilken vej? Vi går videre sammen og passerer den spanske grænse. Desværre går noget af vejen nedad, hvilket betyder, at vi skal opad igen senere. Vi er oppe over 1.100 m, kan jeg se på mit ur, og vi skal næsten på til 1.400 m, før vi har nået dagens top og det skal gå nedad igen til omkring 965 m. Har i øvrigt haft megen glæde af mit Garminur. Det kan anbefales.

Igen smutter de 2 fra mig og jeg møder Susie, der igen har mistet lidt fart, og vi bliver enige om at føles ad til toppen. Vi holder vores pauser. Kan mærke, at trætheden er ved at indfinde sig. Vejret er dog med os, så det og den fantastiske udsigt holder modet oppe.

Lige før toppen møder vi den anden koreanske kvinde. Hun er helt færdig. De 2 kommer i snak og jeg går videre og når toppen 3 minutter efter. Teddy og Tommy og en del andre sidder og nyder udsigten og at have klaret opstigningen til 1380 m, som mit ur viser.

Jeg tager rygsækken af og ligger mig ned med benene på den, så jeg kan få lidt blod til hjernen. Det har været en hård opstigning og vi er alle glade for, at vi bare skal ned. Vi skulle blive klogere.

Der er 2 veje ned til Roncavalles, den ene 4 km og den 5,5. Vi bliver enige om at tage den korte, også de 2 koreanske piger. Det går stejlt ned, vanvittig stejlt. Man mærker det med det samme på benene. Igen godt, at man har stavene med.

Teddy har det ikke godt med nedstigninger. Tommy går forrest og smutter fra os andre. På et tidspunkt går jeg alene gennem en skov, sammen med mine tanker. For mig har det bla. handlet om angsten for at gå helt alene i en stor skov, men her føler man overhovedet ingen angst, tværtimod.

Tankerne holder dog hurtigt op igen. Vi samles igen og går i nedfaldne våde blade og skal passe på med ikke at ryge på røven. Vi ser alle efter hinanden, fordi det er hårdt. Vi venter på hinanden. Susie har det hårdt og Teddy venter på hende og siger at vi andre bare skal gå videre. Den anden koreanske kvinde og vist nok en amerikaner går fra mig. Prøver at finde et sted at sidde. Jeg er fuldstændig færdig. Finder en gren, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg kan ikke sidde ordentligt og prøver at rejse mig igen, med det resultat, at jeg falder forover på mine knæ. Godt der ikke var noget der. Kun nedfaldne blade. Ved hjælp af stavene kommer jeg op igen og går videre. Jeg husker pludselig mine rensdyrjagter, hvor man også er helt udmattet og skal passe på med ikke at komme ud af balance.

Jeg er meget træt og ved faktisk ikke, hvor langt der er tilbage. Kommer ned, hvor vejen deler. Til den ene side står der vist 4,5 og den anden 5. Bliver lidt forvirret. På stedet er der mindesten. Det er en ung mand fra Brasilien, der døde i marts i år på den tur, vi næsten er ved at gennemføre. Beslutter at sætte mig ned på en sten ved siden af, så jeg kan tænke på ham. En vane, jeg har med gravstene.

Mens jeg sidder der, kommer Teddy, Susie og en ung koreansk mand, heldigvis. Det viser sig at skiltene viser 45 minutter den ene vej og 5 minutter, den anden. Det kunne Teddy se på sin guidebog. Tænk, den unge mand døde 5 minutter fra byen. Forfærdelig tanke og sikke lidelser, han må have været igennem.

Foråret er en farlig tid og specielt den rute, vi tog, skal man ikke gå, når der er sne. Så må man tage den langs ad hovedfærdselsåren mellem St Jean og Roncavalles. De lukker den også, når det er farligt.

Vi kommer ned til bygrænsen og heldigvis ligger herberget lige der. Vi ankommer lidt over kvart i fire, god tid.

Vores valg af den korteste vej på vej ned, for at spare tid, får mig til at tænke på, at det langtfra er bedst at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det hårde arbejde, betaler sig, i det lange løb. Der er ingen lette løsninger i livet. De andre, der tog den længere tur på samme tidspunkt som os, kom først. De stod ved registreringen, da vi kom ind.

Herberget ligger sammen med en kirke og er drevet af den. Det er et topmoderne herberge, hvor sengene er indrettet i 4-mands båse. Det er stort og flot. Der er særskilte bade og toiletter for mænd og kvinder. Alt er funklende rent. Man har sit eget skab. Der er køkkener nedenunder, vaskemaskiner og computerrum med 6 computere,hvor man kan købe tid med mønter. Det er hollændere, der er hospitaleros. Der er styr på det og der er hele tiden nogen, som man kan spørge. Der er opholdsrum nede i kælderen også.

Vi kommer i bad og jeg får vasket mit tøj og hængt det op udenfor på tøjstativet. Sætter mig lidt ude i gården, hvor der er sol. Tommy sidder og skriver i sin dagbog. Vi bliver enige om at se byen. Det er hurtigt overstået. 2 spisesteder og et hotel. Vi bliver enige om at booke et bord til pilgrimsmenuen til 9€. Tommy vil sørge for det. Jeg smutter op til baren og får en kop kaffe og et glas øl. Sætter mig udenfor, hvor nogle af dagens andre vandrere også er og slukker tørst. Sidder og masserer mine lægge og fødder imens. Det gør avs.

Da jeg er tørstig får jeg hurtigt drukket kaffen og øllet og går tilbage for at skrive på dagens begivenheder, inden aftensmaden, som vi skal spise kl. 19.00, af hensyn til den specielle pilgrimsmesse kl. 20.00, hvor vi velsignes og ønskes held og lykke på vejen.

Vi får vores 3 retter, suppe, stegt forel med pomfritter og så en færdiglavet is. Hertil 1 liter vand og en flaske rødvin til deling. Meget fint til prisen.

Når vores messe, kun for os pilgrimme. Der er alligevel en del pilgrimme, selv om mange er trætte. Vi skal alle op til alteret til den specielle velsignelse, til allersidst. En fin, fin ceremoni. Man bliver lidt højstemt af det.

Tilbage til herberget og skrive videre på denne beretning, som efterhånden er blevet alens lang. Der lukkes og slukkes kl. 22.00. Falder endeligt i søvn efter en hård, men meget, meget smuk og begivenhedsrig dag, jeg ikke ville undvære for noget - uanset strabadserne. Ville ønske for dig, at du havde været med, så ville du synes det samme.

Tak for dagen!

16. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dagen til St. Jean Pied de Port

København - St. Jean Pied de Port

Fik slet ikke sovet i nat. Der var for meget at lave inden afrejsen i dag. Jeg måtte træffe nogle valg. Vægten blev for meget, i forhold til de ting, som jeg gerne ville have med. Ud røg MonkeyPower batteriet og solcellerne. Ekstra par sko blev strøget. I stedet tager jeg et par klipklappere med.

Vægten i rygsækken blev lige omkring de 8 kg. Der ryger lidt af undervej, såsom piller og sæbe. Jeg har taget alt for meget med af, just in case - ting, 3 slags Compeed osv. Næste gang bliver det under mottoet - keep it simple.

Efter pakning var der en del papirarbejde, der skulle laves. Det bliver svært at klare disse ting under Caminoen. Der er min pension og så er der noget, der skal sendes til banken. Der skulles også meldes fra til kontrol for blodtryk m.v. Det må vente til bagefter.

I bad og så farvel til Lisbeth kl. 05.00. Det er sku' underligt at skulle være væk så længe og leve på en sten, i overført betydning. På vej hen til metroen fik jeg et øjeblik lyst til bare at vende om. Overvejede om man ikke kunne være så heldig at falde og forstuve foden eller noget lignende. Det er underlige tanker, man kan få i sådanne situationer. Nå, bare videre. Du vil jo alligevel fortryde.

Jeg havde heldigvis selv taget en stor plastikpose med. Tænkt at man i en moderne lufthavn ikke engang kan få sådanne ting, når man kommer med en rygsæk. I Tyskland og her i Frankrig får man dem udleveret. Og så er servicen bedre. I København en middelalderlige dame, der åbenbart gik mere op i sig selv og var morgensur. Vor herre bevares! Hvorfor vælger folk et servicejob, hvis de ikke kan lide mennesker. Nå, et sidespring.

Sov hele vejen til Paris, Charles de Gaulle. Trængte åbenbart til det. Rygsækken kom hurtigt og så var det om at finde en bus til Orly Lufthavn. Det var bare at følge busskiltene og så den rigtige bus. Kostede 20€ og kørte med det samme. har tjekket ind og har været igennem security. Fin service og flinke folk. De er alligevel ikke så slemme, de franskmænd. De kan endda engelsk, mange af dem.

Har på fornemmelsen, at der sidder en hollænder, som også skal vandre. Han sad lige foran mig i bussen og sidder også her og venter på Biarritz afgangen. Synes også at jeg så en japansk kvinde eller i hvert fald en asiatisk kvinde, der kunne tænkes også at skulle gå. Der blev i hvert fald afleveret en rygsæk til indvejning.

Rejsen herned er gået gnidningsfrit, indtil nu. Tror helt bestemt, at det er god måde at komme til St Jean Pied de Port. Skriver videre, når jeg forhåbentlig når St Jean Pied de Port senere i eftermiddag. Jeg skal hurtigt have fat i en bus til Bayonne togstation, når vi lander, så jeg kan nå eftermiddagstoget. Ellers må jeg vente til ved 19-tiden. Det gør jeg ikke. I så fald deler jeg en taxa med andre, der også skal derhen.

Skal gerne have klaret at blive registreret i eftermiddag og finde herberget, så jeg stille og roligt kan vandre i morgen tidlig. Du hører fra mig senere.

Kl. er nu 15.15. Er landet i Biarritz i det fineste vejr. Der var 30 grader, så man begyndte hurtigt at svede. Fik en 20 minutters nap i flyet. Området ser ud til at være rigtig interessant oppefra. Fik min rygsæk som sidste mand, men var heldig at komme med bussen til banegården i Bayonne. Det var bumlebussen, så vi kom med toget i sidste sekund efter at have købt billetter.

Har mødt folk fra Irland, der skal på vandring, nogen for første gang. De kom samtidig med Ryanair fra Dublin. Vi sidder lige nu i skinnebustoget til St Jean Pied de Port. Een af irlænderne har lovet at vise mig registreringskontoret, så jeg kan få det klaret, så snart vi kommer til byen. Bagefter finde et sted at sove. Overvejer pga min manglende søvn i nat at tage en privat overnatning, så jeg kan snorke i fred, for nu at sige det på den måde. Skriver igen senere.

En dejlig køretur og god snak med Ted og Tommy, fra Irland. Ted har i sidste uge gået fra Lourdes til St Jean Pied De Port, men skulle lige hjem til noget familiebegivenhed. Så fik han også lagt 6 kg. Han var startet ud med 20. Nu er han nede på 14, stadig for meget.

Vi gik op til registreringskontoret, se billede. Har nu endeligt fået mit første stempel. Skal bo sammen med de andre fra toget. Det er helt vildt, hvordan man har det. Kan også mærke det på de andre. Vi tog hen til herberget og fandt vores senge, lagde vores rygsække. Der er vel 10 senge i rummet, 2 brusekabiner, et køkken ovenpå, så det er meget godt. Tøjstativ udenfor. Tommy og jeg tog ud at handle vand, lidt frugt og energibarer i en Carrefour. Bagefter trængte vi til en øl og sad og snakkede om os selv.

Tommy er 48 år fra Dublin og er den evige ungkarl. Han har arbejdet i bankverdenen, men er pt uden arbejde, Ingen børn. Vi fik en god snak om Europa, USA og vores historiske rødder i det hele taget. USA's dominerende ukulturelle rolle. Tilbage til herberget. Jeg i hurtigt bad. Ted havde rodet med sine ting, fået styr på dem.

Vi er alle 3 ude og spise nu. Sider ved en fortovsrestaurant. Vi har vel et par timer. Håber mit vasketøj tører. Vejret ser ikke for godt ud, lige nu. Det bliver en meget, meget hård dag for Ted og Tommy og de andre, der skal tage de 27 km op, op, op og så ned, ned, ned. Jeg skal kun 8 km op. Resten tager jeg fredag.

15. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dagen før dagen

Tidligt oppe. Michael skulle hente mit årskort til FCK's kampe kl. 09.30, så andre kan bruge det, mens jeg er væk. Og så skulle han lige have et par flasker vin som gave fra Frankrig. Han tog også et par med til Karsten, som vi ser fodbold sammen med. Fik et par lækre hike-strømper til min tur.

Inden Michael kom fik jeg ringet til MAI for at høre, om hun alligevel ikke kunne nå min rygsæk. Hvis jeg kunne komme med den nu, så ville hun gerne love mig, at den var klar senest ved 8-tiden i aften. Jeg skyndte mig afsted for at aflevere den.

Dernæst ned til Kaare, der havde lovet at hjælpe mig med at hente vinterdækkene i vores depotrum i Brøndby. Fik en kop kaffe og en kort snak samt 2 små sten med fra Batse - fra Qaanaq-området. Så kan jeg få læsset "arvegodset" af på turen - den største ryger i havet ved Finesterre!

Kaare og jeg kørte til depotet og hentede dækkene og kørte bagefter til Superdæk på Amager, der konstaterede at dækkene var mindst 10 år gamle og ikke var noget værd. Ergo, 4 nye vinterdæk. Vi købte jo en brugt bil i marts i år, så det var ligesom forventet, specielt prisen taget i betragtning. Vores dæk skal Superdæk i fremtiden opbevare . Jeg gider simpelthen ikke dette roderi med at køre dæk frem og tilbage og så fylder de bare op i pulterkamrmeret. Det er småpenge det koster i forhold til besværet. Og så bliver de i øvrigt opbevaret på den rigtige måde, i det rigtige miljø.

Hvad værre var, at den nye beskyttelsesplade under bilen, som blev sat op i Frankrig, hang løst og var faktisk allerede ødelagt. Så den blev fjernet. Jeg har dog ikke tid til at hidse mig op lige nu. Andre ting er vigtigere og jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det, med mindre jeg skriver et langt brev på fransk. Og hvordan får jeg lige det gjort?

Det tog sin tid, fordi der skulles sættes nye dæk på. De var også grundige. Kaare stod nærmest og fulgte med i arbejdet og han konstaterede, at så omhyggelige var de altså ikke der, hvor han fik skiftet dæk.

Kørte Kaare hjem og bagefter en tur på Elgiganten for at se, om de havde det kamera, Panasonic Lumix DMC - TZ40, som jeg havde udset mig. Michael havde selv en ældre model og anbefalede det. Heldigvis, fik det allersidste. Fik også købt et prof-kort til det på 64GB. Dyrt, hundedyrt - kortet altså - 1.200 kr. Det er lige før, at kameraet er billigere. Nå, men logikken er jo også sådan i dag, at det er tilbehøret, de tjener penge på. Det gælder computere som fotoudstyr. Bare tænkt på printerpatroner.

Fik også købt fodsvampemiddel - hvis nu. Hurtigt hen til Nicolai for at hente mine muslingeskaller. Vi blev enige om 2 kammuslingeskaller med hul og snor i samt 2 blåmuslingeskaller. Vi var enige om, at enkelthed hører med til Caminoen. Sådan bliver det. Tak til Nicolai!

Hjem og prøve at udnytte tiden, inden jeg skulle en hurtig smuttur til byen med Metroen, for at i det mindste lige at få hilst og snakket lidt med 2 af mine 3 døtre, Aviaaja og Kuluk.  Havde nogle gaver med fra Frankrig, som de blev glade for. Vi havde en rigtig hyggelig god times tid ved Torvehallerne - se billederne. Kram og knus med ønske om en rigtig god tur. Tror de er lidt stolte af den gamle, for at han tør gøre det.

Lisbeth og jeg fik noget dejligt mad at spise, med rejer og kammuslinger. Lisbeth har købt en ny kogebog SUND -MAVE-SÅDAN af Søs Wollensen, så den skal testes af og er blevet det de sidste par dage og bliver det også i den kommende tid. Man bliver faktisk meget mæt, selv af mindre portioner.

Aftenen er gået med at få styr på det hele, vejet alle tingene igen og få dem pakket i de vandtætte poser. Nu er det meste på plads, selv min pilgrimspas er udfyldt. Jeg mangler nu som det sidste at koordinere de tekniske ting, forstået på den måde, at jeg jo ikke behøver at tage alle de originale elstik til kamera, garminur, iPad og iPhone med. De kan alle lades op med USB-stik fra selve elstikket. Så kan jeg vel nøjes med det elstik, jeg bruger til iPad'en. Det ekstrabatteri, jeg fik købt før Frankrigsturen, tager jeg nok med, så jeg i nød kan oplade alle mine teknikaliteter, hvis jeg må sige det på den måde - mens jeg går.

Jeg regner med maksimalt at få et par timers søvn. Skal op kl. 04.00 for at være på den sikre side. Skal flyve kl. 06.55. Det bliver en hård dag, men spændende. Har kriller i maven, men glæder mig også til at få startet og ikke bare tænke på det.

I morgen opdaterer jeg ved brug af mit franske datakort. Når jeg kommer til Spanien skal jeg hurtigst muligt få købt et.

Dagens billedeserie, bl.a. af min smukke og søde døtre. Læg mærke til, hvor meget udstyret fylder, når det ligger på sengen, men når det er samlet i de vandtætte poser, så fylder det ingen ting og alt kan være i min rygsæk. Læg mærke til mærkerne på rygsækken og skallerne, som Nicolai har lavet med rem på.

14. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Næstsidste dag før afrejse

Jamen, jeg ved dårligt nok, hvordan jeg skal nå det hele inden afrejse på onsdag. Jeg skulle have bestilt en rejseforsikring på europæiske, just in case. Man ved aldrig. Fik det gjort.

Mit andet par bukser, som jeg skal have med, skal hentes hos MAI (systuen eller hvad det nu hedder). Jeg mangler at fået påsat mine mærkater på rygsækken, men jeg mangler stadig et dansk flag, så det skal også skaffes. Og så skal jeg have spurgt hos MAI, om hun vil påtage sig den opgave, at sætte dem fast til rygsækken.

Jeg er nødt til at få et nyt kamera. GoPro'en er som tidligere nævnt for kompliceret her på min første Camino, hvor der skal lære en masse ting. Den må komme senere. Og så er jeg meget usikker på at bruge iPhonen som tracker, mere primært for at se, hvor meget jeg har gået. Det har jeg behov for at have styr på, af psykologiske årsager plus de mere praktiske, naturligvis. I mit hovedet er en Garmin på håndledet den bedste løsning, men de koster.

Og der er fortsat nogle få andre ting, som jeg mangler. Skal have købt endnu en langærmet undertrøje og så droppe den kortærmede. Jeg kan jo altid smøge ærmerne op, som een sagde til mig. Et ekstra strømpesæt har jeg også besluttet mig for. Hellere skifte en ekstra gang til tørre sokker i løbet af dagen end at få vabler. Jeg mangler også små tuber tandpasta plus Longo Vital, som jeg har spist i mange år efterhånden.

I Frankrig fandt jeg en sæbe, som også kan bruges som hår- og body-shampoo, men også til barbering, så der kommer noget over i en af Irmas små rejseflasker, i stedet for den lille barberskum fra Matas, der ryger ud. Det gælder om at have ting, der kan bruges til flere ting. Læste i går om en pilgrim, der til sidst kun brugte shampoo til det hele.

Een ting er sikkert - jeg vil snart konstatere, at jeg har taget alt for meget med. Men sådan er det. Man skal lære at kravle, før man kan gå. Da jeg var i Frankrig fornylig brugte jeg kun en 1/3 af det tøj og de sko, som jeg havde med. Hmm!

Lovede fruen i går, at jeg ville få sat vinterdæk på inden jeg tog afsted. Der var ikke bestilt tid. Og hvordan får man lige det, når alle andre også skal have det gjort? Man ringer og håber på det bedste. Via nettet er der nemlig ingen tid hos Superdæk.

Man kan blive helt stresset af alt det, der skal nås, så i mit stille sind sagde jeg til mig: Godt du skal afsted igen på onsdag, så livet bliver simplere!

Heldigvis fik jeg en god gang Body-SDS af Lotte, så det hjalp på det. Min krop har fået det fantastisk i den sidste måned. Tror ikke, at min krop har haft det bedre de sidste 15-20 år. Der er løsnet op for meget og Lotte siger det jo også selv. Mine skinneben gjorde lidt ondt, så de fik en ordentlig omgang. Det er altså dem, som jeg også skrev i går, der er min største bekymring. Lærte lidt flere øvelser, som jeg skal lave under turen. Først og fremmest få strukket ud, men også massere mine ben selv. Det kan jeg heldigvis finde ud af. Jeg fik et stort ønske om en god tur. Fik sagt til Lotte, at jeg var sikker på, at jeg trængte til en ordentlig genopretning, når jeg kom tilbage efter Caminoen.

Jeg nåede det meste af det, jeg havde sat mig for, med lidt stress på, dog ikke dækskifte og et nyt fotoapparat, så det må blive i morgen.

Fik en Garmin i Spejdersport lige før lukketid. Skulle egentlig kun have haft et flag til 19 kr. Så det er et virkelig dyrt flag - se billedet forneden. Butiksassisten havde selv et og viste mig, hvor enkelt og simpelt et sådant Garmin Fenix bruges, og så var jeg ikke svær at overtale. Da jeg kom hjem blev jeg endnu mere overbevist. Sådan skal det være.

De app-baserede trackere er ofte for komplicerede og ulogiske. Sådan bliver de, når valgmulighederne for udviklerne er for mange plus at de også skal tjene på dem ved at man skal købe alt muligt tilbehør og nogle har reklamer. Fruen ved ikke, at jeg har købt et. På et tidspunkt ser hun det nok og undres.

I morgen er så sidste dag. Når jeg ikke det hele, så må det blive sådan. Mine muslingeskaller skal jeg dog nå at hente hos Nicolai. Jeg skal have nogen med og gerne een om halsen og nogle til rygsækken.

13. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Lang hjemtur og sidste forberedelser

Det blev en lang køretur fra Mormoiron i går. Der er 1.578 km til Puttgarden derfra.

Vi kørte lidt i halvni, efter morgenmad og klargøring af lejligheden. Stod op kl. 06.00. Fik lavet os nogle lækre baguettestykker med æg, tomat og salat, pate, salat og rød peber og så et stykke med ost. Pakkede dem i film og så ned i køleboksen. Køleboksen er een af de bedre investeringer i T. Hansen, jeg lavede inden turen sydpå. Man tager den bare med ind og slutter til elsystemet, hvis man skal overnatte. Den larmer en smule, men maden holder. Derfor kunne vi have friske ting med hjem denne gang. Varmt vand med til pulverkaffen undervejs skulle også lige koges.

Kørte den sædvanlige tur lang med bjergene op til Bollène, når man er på vej hjem. Det er en tradition, som svigerforældrene har haft i mange år. Ligesom for at sige pænt tak og farvel til området. Og det er jo også smukt at køre i. Bjerge, vinmarker så langt øjet rækker, man kommer en en hel del mindre byer, bl.a. St. Pierre de Vassols, Caromb, Aubignan, Vasqueyras og altid sikker på at møde motionscyklister uanset tidspunktet om morgenen. Vinbønder, der allerede er gået i gang med dagens høst.

Og så skal der selvfølgelig købes croissanter i St. Cecile. Same procedure as last year. På motorvejen i Bollène og så får bilen lidt fart på. Der er jo lang vej hjem.

Turen gik stort set smertefrit, bortset fra den kraftige regn næste helt fra Hannover og til Puttgarden, sidst på aftenen og i mørke. Det er aldrig sjovt og vi var nødt til at sætte farten ned, af hensyn til faren for aqua-planning. VI kom med færgen lidt over halvto natten til i dag, søndag og var i havn omkring halvtretiden. Kørte Tage hjem og så videre til København og var der ca. et kvarter over 5. Kom op med tingene, et bad og så ellers på hovedet i seng. Fik selvfølgelig vækket Lisbeth, da jeg ikke kunne min nøgle. Den lå i min rygsæk, viste det sig.

Dagen er gået med at forberede indholdet til rygsæk, mere korrekt en finjustering og lave liste på det, jeg skal nå i morgen. Der er røget nogle ting, fordi der skal spares vægt. Mangler at købe et ekstra sokkesæt. Hellere det, end så meget andet, så jeg evt. kan skifte på en dagsmarch og stadig have et rent par ved ankomst. Burde blive rejseklar i morgen. Lisbeth har lånt mig sin mini iPad, så jeg formindske vægten - hellere den end min egen iPad.

Har også frivilligt stillet mig til rådighed i dag, så Lisbeth kunne øve sig på Body-SDS-terapeutuddannelse, også selv om jeg skal til Karslunde i morgen og have den sidste tur af Lotte inden Caminoen. Det går rigtig godt fremad for Lisbeth. I morgen aften og tirsdag får jeg også lige en tur mere.

Nåede også i dag at få snakket med søster via telefon fra Qaqortoq, der var glad for at have fået et ny lejlighed, med god udsigt. Det var dejligt for dem. Også en snak med fætter, Bent Ole, via Skype, med familien i baggrunden. Vejret så rigtig godt ud i Qaqortoq, med høj sol og 8 grader, i modsætning til København, med regn hele dagen.

Nu strammer det til, kan jeg mærke. Mærkeligt at skulle afsted alene med en rygsæk og i så mange dage. Stadig lidt uvirkeligt, men sådan har alle det vist, før den første tur.

11. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Marked i Carpentras og briter

Tidligt oppe, så vi kan få en parkeringsplads i Carpentras, til markedet. Fik det sædvanlige at spise, den ene side af et stykke baguette med honning og den anden, som altid er overdelen, med lidt smør og abrikosmarmelade. Man har jo sine særheder, hvad det angår, har jeg lagt mærke til, både mig selv og andre. Gad vide, hvordan de opstår.

Ved selvfølgelig godt, at det startede i barndommen, men hvorfor det lige blev overdelen, jeg bedst kan lide, må forblive i det uvisse. Derfor kommer jeg det, jeg bedst kan lide, på overdelen. Måske fordi skorpen er mere knasende, who knows?

De kloge siger, at man skal sætte mad sammen, så der også er noget knasende, også i en salat. Det skulle udløse en større spiseoplevelse. Vi mennesker er underlige. Måske er det derfor. En gang nødder eller et sprødt æble eller for den sags skyld, croutoner, i en salat, gør underværker.

Fik købt 2 duge på markedet. Fruen mente, at vi godt kunne trænge til en ny, men mois, selvfølgelig 2. Synes ellers, at vi har mange, men det er rigtig nok, at nogle af dem er ved at være godt brugt.

Vores duge er nok alle fra Provence. Om ikke andet, kan man en kold vinterdag drømme sig til varmen og huske oplevelser derfra. Fik også købt nogle poser med lavendel til mine døtre plus de mandler, jeg skulle have med hjem.

Vi kørte videre til Beaumes-de-Venise, hvor jeg skulle købe oliven fra Nyons i glas og en flaske olivenolie. Mere var ordren ikke på, hjemmefra. Vi har stadig noget olie endnu, fra tidligere indkøb og fra svigerfar, og det skyldes kun, at fruen er påpasselig med forbruget, fordi hun ikke kan lide, at maden søber i olie.

Var det mig alene, havde olien nok fået ben at gå på. Her på en uge har vi brugt mere end halvdelen af en liter og vi har tabt os, tror vi nok, selv om vi spiser meget. Livremmen skal i hvert fald spændes en tand ind. Vi har ikke spist kager og vi har ikke fået usunde mellemmåltider. Fik købt et par ting mere. Det må jeg nok høre for senere, på den gode måde. Synes ellers det er søde ting, der burde blødgøre ethvert kvindehjerte :-). Men der har jeg sikkert også misforstået noget.

Nå, jeg skal ud at gå. Fik en meget, meget kedelig besked sent i går aftes, som jeg desværre ikke kan gå mere ind i. Jeg har brug for at tænke over, hvorfor. Det kan være, at gåturen kan hjælpe lidt på vejen til at forstå. Og så skal jeg høre Rachmaninoff. Den symfoni ryster op i tingene og samler det bagefter sammen til noget smukt og roligt. Den har i øvrigt været en del af en ekstraordinær oplevelse for et halvt år siden. En oplevelse, jeg stadig undrer mig over, men som mange andre end mig også har prøvet, har jeg læst. Oplevelsen er også en grund til at gå Camino, for at søge på vejen, og måske forstå, det uforståelige. Jeg skriver nok mere om oplevelsen under min tur.

Er nu kommet til Flassan, og har tænkt meget hele vejen. Er ikke kommet nærmere en afklaring. Mit sind er fortsat tungt, af ubesvarede spørgsmål.

Sidder lige nu og skriver disse linier på en cafe og får en kop kaffe og noget vand. Ca. 7 km og så skal jeg hjem igen ad samme vej. Det har vejrmæssigt været en fantastisk tur. Druer på vinstokkene, folk på markerne og høste, smukke bjerge i det fjerne og jeg kan blive ved. Hvad kan forlange mere af naturen? Har gået omkring 3,6 km i timen i snit, men det har været opad det meste af vejen.

Flassan har en særlig plads i verdenshistorien. Tony Blair besluttede under en ferie her, skriver han i sin selvbiografi, hvor Neil Kinnock (Helle Thornings svigerfar, den tidligere Labourleder) også var på ferie her, at forsøge at blive Labours leder. Det er der kommet 2 krige ud af. Den ene på falsk grundlag. Jeg ved ikke helt om, om Flassan fortjener den hæder eller skal tage på sig.

Apropos briter. I forgårs, hvor vi havde gæster kom en højtråbende engelsk kvinde og spurgte, hvem der havde parkeret en bil foran hendes udkørsel. Det havde jeg, fordi vores gæster skulle have parkeringspladsen hos os. Selvfølgelig havde jeg parkeret, så at alle kunne komme forbi. Det passede åbenbart alligevel ikke fruens ejerskabsfornemmelser eller også kunne hun ikke køre bil (nå, ja, de kører jo også i den forkerte side)

Jeg hentede selvfølgelig nøglen og kørte bilen væk, men kvindemennesket blev ved og ved, på vej hen til bilen og mens jeg var ved at køre væk. Hun snakkede konstant og havde selvfølgelig involveret en stakkels franskmand, der ikke forstod et kvæk engelsk, men åbenbart godt vidste, hvad en furie var. Han gik klogeligt med på hendes hysteri, i det stille, gestulerende med armene, når man ikke kan sige så meget andet. Så har man i hvert fald ikke sagt noget forkert. Han bor der jo også.

Milde himmel, hvor må hun have et dårligt liv. Min første tanke var på hendes stakkels mand, hvis hun overhovedet har een. Gud forbyde det, men det går ikke altid retfærdigt til. Jens Aage sagde, at han i hvert fald ikke havde fundet sig i hendes sprogbrug og syntes, at jeg tog det roligt. Tog det kun roligt, fordi han og Lisbeth var der, sagde jeg. Ellers havde jeg sagt til hende: Shut up and get a life!

Nå, som du kan udlede, så er briter ikke i kridthuset, lige nu. Storhedsvanvid får man måske, når man har koloniseret det meste af verden og i øvrigt forsøger at pådutte alle folkeslag sit sprog, som for det meste er tyvstjålet fra andre sprog, mest fra det franske. Har de nogensinde lavet noget originalt derover på øen? Noget med dampmaskinen og lokomotiver, såvidt jeg husker. Kredit skal de dog også have for deres indsats under 2. verdenskrig, men ellers opfører de sig lige så dårligt som amerikanere, når de er i udlandet. Måske skulle man håbe på en udmeldelse fra EU, så de, pundet og Union Jack kan sejle deres egen sø. Måske til Falklandsøernene. Og endnu værre. De kan heller ikke lave mad.

Godt jeg skal på Camino og tilgive og måske selv få lidt. Det første er altid godt for een. De andre man tilgiver, er vel nærmest ligeglade, men man får det bedre selv. At få tilgivelse selv. Det er lidt sværere. Det er andre og vor Herre, jo, herre over. Grundlæggende bør man for sin egen skyld tilgive og så bare håbe, at det andet kommer - uden garanti. Nå, briter - I er tilgivet!

Nu vil jeg gå hjem og pakke til morgendagens køretur.

Turen gik rigtig godt. Vejret var fantastisk. Smuk, smuk natur. Over 5,2 km den første time. Ingen smerter nogen steder.

Sov godt. Skriver videre på søndag, når jeg er i København. Vi ses.

10. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Netadgang, indkøb og mine muslingeskaller

Du undrer dig nok over, at jeg ikke får trænet noget mere. Det gør jeg også selv.

I dag skulle jeg altså have orden på min netadgang, så vi var nødt til at tage til Carpentras for at få det på plads. Det tog sin tid. Hernede behandler man sine kunder ordentligt og længe, alt for længe for os længere nordfra. Måtte sige til svigerfar,mat så skulle han bare prøve det i Spanien. Der er tålmodighed en dyd. Fik dog hjælp af en engelskkyndig person, der via telefonen fik min voucher på 35 €, købt i en Tabac, aktiveret. Det virkede sørme, da jeg testede det af i bilen, da vi kom til den. Så kan jeg få opdateret hjemmesiden og få svaret på mails.

Vi var enige om at gå på indkøb i Leclerc i dag, de ting, vi ville have med hjem. Jeg havde for et stykke tid siden lovet mig selv at købe en tandrenser, een som med blandet vand og luft kan rense mellem tænderne. Har lidt paradentoseproblemer, så det skulle gerne hjælpe godt på det, at få renset ordentligt ud. Det undrer mig, at man ikke kan købe en sådan, Oral b, i Danmark. Har kun set dem her i Frankrig. Så på een i Bretagne i august, hvor den kostede 90 €. Godt jeg ikke købte den dengang. Her slap jeg 75. Købte nogle ekstra dyser. Det bliver spændende at se, hvordan den virker.

Vi regner med at køre til Beaumes-de-Venise for at købe oliven fra Nyons. Der er en supergod forretning der, med kvalitetsvarer. Vi køber også olivenolie der, lidt dyrt, men godt.

Vinindkøbet bliver meget begrænset. Vil kun have nogle få gode Vacgueyras vine med, fra den sædvanlige vinbonde. Så kan der blive lidt til fodboldvennerne. Jeg skal jo selv være væk længe og fruen rører det sjældent, så vi må overveje, hvad vi gør med vinkøleskabet, som vi havde i vores tidligere lejlighed på islands Brygge, når vi flytter ind i den nye i Ørestad Syd til januar. Foreløbig er den opmagasineret. Den fylder lidt meget.

Tiden går, som du kan læse, med alt muligt andet end træning. Kommer ikke ud i dag, men i morgen vil jeg gå til Flassan og tilbage, 14 km i alt.

Vejret er ved at ændre karakter. Det kan være nødvendigt at tage en fleece på, når solen ikke skinner og det blæser lidt. Der skulle komme en del vind de kommende dage, Mistralen, går jeg ud fra. Den er den vind, der kommer indefra og ud mod havet. Man mærker bestemt nu, at det går mod mørkere tider. Bladene falder hastigt af.

Gad vide, hvordan vejret bliver i næste uge. Om præcis en uge går jeg min første tur på Caminoen. Det virker uvirkeligt og lidt skræmmende. Tænker også på lys og mærke. Det bliver først lyst ved 8-tiden her.

Øøh, vi kunne ikke lade være med at købe lammelever idag. Vi ville have det igen, inden vi rejser hjemad. De var som som smør, men naturligvis, fordi de er stegt med kærlighed. Selv det døde skal respekteres!

--------------

Jeg fjols havde jo glemt alt om, at det er kammuslingen, også kaldet Venusmuslingen, der er Caminoens logo. Der lå selvfølgelig grønlandske kammuslingeskaller i den pakke blandede muslingeskaller, jeg fik fra Laila og Ulrik. Hvad andet kunnet man have forventet - at der var tænkt over sagen. Fadæsen, altså min manglende kommentar i sidste uge, gik op for mig på markedet i søndags, hvor der var en hel suveræn fiskebod, selvfølgelig med kammuslinger med skal på. Har taget billede af dem. Kommer på, når jeg når København. Endnu engang tak for forsendelsen. Er spændt på at se, hvad Nicolai Appel har gjort ved dem, når jeg kommer til København.

I øvrigt skal jeg også have syet det grønlandske og det danske flag på min rygsæk plus mit logo fra foreningen af Santiagopilgrimme. Håber det kan nås mandag eller tirsdag hos det reparationsværksted til tasker mv i. Dragør, jeg har brugt før, selv om tiden er kort. Endnu en opgave inden afrejsen. Jeg får travlt mandag og tirsdag.

9. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Bilen repareret og god frokost

Kom afsted til Carpentras lidt i ni, for at være helt sikker på at nå min aftale med værkstedet. Fik afleveret bilen. Efter en lille gåtur gik jeg tilbage og ventede på at den blev færdig. Den var lovet færdig kl. 11.45.

I ventetiden tog jeg min iPad og begyndte på at læse een af mine ulæste e-bøger: "At tænke - hurtigt og langsomt", af Daniel Kahnemann. Den handler om vores 2 systemer, System 1, hvor vi reagerer automatisk, altså vores system, hvor vi associerer ting løbende, mens de pågår, og så vores System 2, som vi bruger, når der skal bruges flere ressourcer til en given aktivitet. Er ikke færdig med bogen endnu, men den foreløbige konklusion er, at vi mennesker har mange bias, altså laver mange systematisk fejl, når vi bruger vores system 1. Meget godt skrevet bog med mange genkendelige dagligdags eksempler, hvor vores hjerne så at sige spiller os et puds.

Fik bilen til den aftalte tid og betalte, 288 €. Har lidt svært ved at sammenligne prisen, men laves skulle den jo.

Kørte til Leclerc og fik hurtigt handlet nogle småting til frokost og så var det ellers hjem, for at lave frokost. Gæsterne var allerede kommet, men var ikke døde af sult.

Nu er jeg i rutine med at lave salater, pate og ost, så det går hurtigt. I salaten, der bestod af 3 forskellige slags, var der tun, oliven fra Nyons, æg, skårede cornichoner, modne tomater, rødløg plus friskrørt dressing. I dagens anledning skulle vi også have tørret skinke, rucola og melon med et stænk olie over. Melonerne er stadig gode, uuhm! Tage havde købt en boule og en baguettes. Frokosten stod klar på rundt regnet 25 minutter.

Det blev en hyggelig frokost ude i det dejlige vejr. Man nyder frokosten her sydpå. Spiser og snakker sammen imens. Lisbeth og Jens er forældre til kokken Jens Vestergaard Jensen, der har haft 2 Michelinstjerner i Ensemble, og senere ejet Luns og Melee, og skrevet en bistrokogebog og en guide til Paris. Begge kan anbefales. Lisbeth og Jens er gået på pension og bruger vel det meste af sommerhalvåret på at campere, mest sydpå. Så de har stort kendskab til Frankrig, men også Spanien og andre steder, hvor de har været, så vi fik en god snak om min kommende Camino.

Gæsterne blev længe, så det tager vi som et udtryk for godt og hyggeligt selskab.

Fik læst det nyeste FDM blad og mere i den nye bog. Kan stadig ikke komme på nettet, da min refill til simkortet ikke er på plads. Nåede det ikke i dag, da Oranges kontor selvfølgelig havde middagslukket, da jeg var forbi på vej tilbage til Mormoiron. Sådan er det her, med middagslukninger mange steder. Det må man finde sig i. Sikkert også sundere.