De sidste par dage har der bare været så mange opgaver, at der ikke har været tid til at skrive. Derudover manglede der internetforbindelse. Min mobils dataforbindelse virkede ikke på visse strækninger. Adgang til el var også problematisk, så jeg har måttet slukke helt for mobilen, for at kunne ringe i nødstilfælde.
12. vandringsdag i torsdags var fra Barret Sur Meouge, altså ikke helt, da vores relais lå 3 km derfra hos Babeth og Patrick.
Morgenmad på stedet – det havde vi dog valgt. Fik netadgang der, så Ughetta kunne få opdateret sin blog.
Ned ad vejen og så til højre. Og så kan du ellers tro, at det gik opad. Opad. Opad – 10 km med en højdeforskel på ca. 400 meter. Det var fandeme galeme hårdt i den varme. Natale trækkende og jeg skubbende med min stok bagpå. Det tog os ca. 4 timer, sådan cirkus.
Da vi endelig nåede toppen, så holdt vi pause og lagde os fladt ned. Fik noget sandwich, frugt og chokolade plus vand. Jeg også resten af colaen fra i går. Man får en sådan underlig lyst til sodavand under sådan en vandring, men det er måske ikke så mærkeligt.
Ca. 1 times pause og så var det nedad. Mont Ventoux kom endnu mere til syne fra siden. Da vi kom ned lige efter Ferraisierres mødte vi en dame på cykel, der talte italiensk, så der blev snakket. Hende skulle vi åbenbart møde igen, men i Sault dagen efter.
Der drønede åbne sportsvogne forbi i køkørsel. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om alt det ræseri og al dem visen sig frem med, hvor meget man ejer. Herre Gud! Og hvad så? Man får altså et andet forhold til naturen, når man går. Søndagskørsel er sku’ noget, som fanden har opfundet. Man drøner afsted uden at være tilstede.
Nå, ikke flere sure opstød, men jeg mener det ganske alvorligt, hvis du stadig skulle være i tvivl😊
Vi vidste, at vi ingen overnatningsmuligheder havde i Sault. Det er helligdagsferie i Frankrig, så alt er optaget, ikke alene af franskmænd, men også af mange udenlandske cykelturister. Den italiensk talende dame sagde, at der var en campingplads 1 km før Sault og den kom vi frem til. Kontoret lukket, så vi ventede, indtil jeg fik læst et sted, at vi bare kunne stille telt op og komme tilbage ved åbningstid, kl. 18.30.
Lidt besværligt at sætte telt op. Jorden er meget, meget tør, så du kan dårligt få en pløk i. Det lykkedes til sidst med lidt knofedt.
Registrering og så spise resten af sandwich plus lidt chokolade. Der var ingen steder at spise. Og så var det ellers bare at krybe ned i soveposen. Jeg lå i forteltet på den bare jord på mit underlag. Selv om det er et 3 mandstelt, så er det nærmere til 2 voksne plus et mindre barn.
Vi sov med alt tøjet på. Det skulle vise sig at være en klog disposition. Det var hunde hamrende koldt og jeg vendte og drejede mig mindst 100 gange i løbet af natten. Kvalitetssøvn kunne det overhovedet ikke kaldes. Jeg stod op som den første lidt i 7. Kunne lige så godt, fordi jeg alligevel var vågen af al den kulde. Det er sku’ godt, man er vokset op i Grønland. Sådan en gang rensdyrjagt i oktober, føj for en kulde om morgenen, når man står op. En gang tandbørstning og vand i hovedet, så var jeg klar. Nøjsomhed lærer man på den måde. Rygsækken var hurtigt pakket. Teltet også.
……. Mere senere om den underlige 13. Dag, det blev meget længere end ønsket.
Nå, så til denne underlige dag – altså i dag.
Som tidligere skrevet, så stod jeg op først – pga. kulden. De andre kom dog op meget hurtigt efter. Vi skulle bare afsted. Vi havde alle frosset og vi var sultne.
En hurtig gang vask i hovedet og tandbørstning plus toiletbesøg, så var vi klar til at pakke teltet. Det blev klaret forholdsvis hurtigt og Il Carrelino blev også hurtigt pakket. Afsted ind mod Sault. Vi var der i løbet af en halv times tid. Ind mod bymidten for at få lidt kaffe og købe noget brød. Selvfølgelig mødte vi den italienske dame fra dagen før og hun inviterede os på en kop kaffe og et stykke brød. Det var dejligt. De fik snakket deres italienske og jeg ”hørte” på.
Vi kom afsted igen. Vi skulle gå lang den motoriserede vej. Sådan er det, når vi har ”Rullemarie” på slæb. Kunne se fra lang afstand, at vejen gik opad på et tidspunkt. Da vi kommer hen mod opstigningen går der så en anden vej mod venstre, mod Monieux.
Det er jo sådan, at vores dertil indrettede hjerne eller er det vores krop, elsker at finde den letteste løsning. Vores overlevelsesinstinkt eller overspringshandlingsinstinkt, kært barn har mange navne, fortæller os, at vi skal gå til venstre. Det ser jo meget lettere ud.
God dag, mand, økseskaft! Vi skulle blive klogere. Igen.
Det var let nok i starten. Det kørte derudad, men på et tidspunkt forsvinder letheden og vi må opad igen. Det blev bare ved. Vi svedte som sindsy
ge op ad. Det viser sig jo, at vi har taget vejen, hvor vi går langs med nogle megahøje kløfter og man skal i hvert fald ikke tænke på at kigge ned, hvis man har højdeskærk – som mig.
Vi kommer til toppen – med udsigtspost og det hele. Alle skal åbenbart være her, men vi får en alligevel bordplads, hvor vi kan spise lidt af den mad, som vi har købt. Natale står for sandwichdelen, som sædvanlig. Vi nyder pausen, i sikker forvisning om, at det jo går nedad det meste af vejen. Piece of cake.
Off, we go. Nedad, nedad. Vejen er hugget ind i klippevæggen og efter en halv times tid siger min krop til mig, at jeg har været her før. Kommer i tanke om det. Yes, Lisbeth og jeg har engang kørt en tur herop sammen med Lisbeths forældre – i 2004 eller 2005. Det var mig der kørte. Der så jeg bare intet som helst, fordi min fulde koncentration lå på vejbanen. Nu har piben fået en anden lyd. Det gik bare nedad og der var langt ned til køftebunden. Ingen jordisk chance for overlevelse, hvis man først begynder at falde.
Vi går og går. Vejen snor sig ind og ud. Der er ingen muligheder for shortcuts. Der er kun denne ene vej og den er lang. Solen står højt på himlen, det havde bager. Jeg går lidt foran de andre for nu skal jeg bare ned. Er sur over mig selv, at jeg ikke insisterede på at følge den ”normale” rute – hovedvejen fra Sault til Villes-Sur-Auzon. Der er ingen steder at f en forfriskning, så langt øjet rækker, men pludselig efter at have rundet et bjerg, dukker der et undseeligt hus op, som åbenbart sælger sodavand m.m. Vi får tanket op. Hold da op, hvor colaen smagte godt. Det var som at komme i himmerrige.
Vi holder en lille pause, men så skal vi videre. Vi har totalt fejlbedømt afstanden, er vi enige om. Vi må skynde os lidt, hvis vi ikke skal være fremme alt for sent.
På et tidspunkt kommer vi til bunden – i hvert fald på denne strækning – efter – jeg ved ikke hvor mange kilometer. Så går det lidt opad og vi kommer ind på vinmarker. Der er håb forude, men som sædvanlig er optimismen for stor. Der er længere end vi tror. På et tidspunkt er Ughetta lige ved at give op. Hun får det decideret dårligt. Vi overvejer på et tidspunkt at en bil til hende – ved at blaffe. Det er forståeligt, hun har det sådan. Jeg er også på opgivelsens rand. Vi er alle hamrende trætte. Vi må snart have vandret omkring 35 km, men vel at mærke kilometer, der har gået op og ned.
Langt om længe kommer vi til bykanten og vi passerer en campingplads. Jeg går lidt foran og finder turistkontoret, men der er lukket. Finder nogle telefonnumre, som vi kunne prøve at ringe til – for vernatning. Finder en bar et passende sted, så jeg kunne se de andre komme gående. Får købt en øl og vand. De andre kommer og de får noget at drikke også.
Vi spørger tjeneren om han kender nogle overnatningssteder og han fortæller om et tæt på. Der går Natale og jeg hen, men de har desværre ikke nogen værelser. De er flinke og ringer til deres kolleger, men der er ingen held.
Villes-sur-Auzon er en meget populær by for cykelturi ster og man skulle tro englændere. Det er i ferieperioden, så vi har ikke en chance, ej heller via Booking.com eller andre. Vi bliver enige om, at noget mad skal vi have, under alle omstændigheder. Vi findier et sted, hvor vi kan få en ordentlig bøf. Så må vi under middagen prøve at finde et sted.
Det gør jeg også via Booking.com, men et sted 25 km væk, men det er så det, vi gør. Jeg får bestilt og vi får fat på en taxa på den bar, som vi sad i, da vi kom til byen. Vi får aftalt en fast pris på 55 €, og vi kører i mørke mod det hotel på landet, som vi skulle hen til. Taxacchaufføren farer vil, men endelig finder vi det. Ingen reagerer ude ved porten. Der er ikke en levende sjæl på stedet.
Gode råd er dyre. Taxachaufføren siger, at der er en campingplads i byen, Mallemort-du-Comtat. Vi kommer derhen, men porten er låst. I et lille hus bag porten er der lys og chaufføren får fat i en ung gut, der sidder derinde. Givetvis vagten på campingspladsen. Efter lidt parlamentaren, så får vi lov at komme ind på campingspladsen og sætte vores telt op. Alt foregår i bælgravende mærke, kun med pandelamper. Man blive taknemmelig over, at man har husket at tage den med. Pandelamper er et must på en vandring. Man ved aldrig, hvornår man får brug for den.
Vi forsøger at være så stille som mulige. Der er andre på campingspladsen, men mest folk, der har lejet en hytte. Vi får rejst teltet. Bagefter finder vi bad og toiletter i fællesskab. Børstet tænder og hvad vi ellers skal lave hver især og så er det på hovedet i seng. Den længste og mest sindsoprivende dag, jeg har været udsat for, på en vandring. Hernede i Rhonedalens område er det heldigvis varmere end i går aftes. Det er underligt så få hundrede meter kan gøre en forskel, men sådan er det. Vi falder endeligt til ro. Vores sidste nattesøvn sammen på denne vandring. I morgen skilles vores veje. Det bliver ikke sjovt.
