Kategori: Camino Frances 2013

(Granon - Villafranca Montes De Oca, 28,9 km)

Vil først lige skrive om dagens oplevelser, mens de er i erindring. I dag vender jeg tilbage med at skrive bagefter vandringen. Det tager for meget af ens oplevelser, tanker og bearbejdning af disse, hvis man samtidig skal indtale noget undervejs. Det er nok, at man skal tage billeder og det er lidt vigtigere. De bliver svære at tage igen, mens oplevelserne sagtens kan dukke op sidenhen.

I dag blev en lang dag. Jeg havde brug for at komme hen til et hotel, hvor jeg kunne få et ordentligt værelse og ikke mindst en ordentlig nats søvn. De sidste nætter har været forfærdelige søvnmæssigt. Forrige nat en meget hård seng. Dem har jeg det ikke godt med. Sidste nat på gulvet i tynde madresser, helt ganske forfærdeligt for mig. jeg sover bedst på siden og ikke på ryggen. Det er ikke godt, når sengen er hård. Mit humør var ganske enkelt i bund i morges. Det var det vel også for Lucy, Jin og de andre, der måtte høre på vores snorkeri. Det virkede i hvert fald sådan i morges. Alle var vist lidt nede.

Vi måtte ikke stå op før kl. 6. Ellers vækker vi alle. Var allerede vågen lidt over 5 og ville egentlig bare afsted. Utroligt at jeg snart mange dage er vågnet tidligt, helt automatisk, og samtidig har energi til at gå hele dagen, ikke mindst i dag. Måske udtryk for at fysikken er ved at være i top. Det er dog meget ømhed i fødderne efter 5-6 timers vandring. Det plager mig. Selv nu efter 2 timer kan jeg mærke smerter. Når man tager støvler og strømper af efter dagens vandring føles det, som fødderne kommer i en dybfryser. Man er nødt til at tage sokker på, mens fødderne køler af eller også holde om dem med hænderne.

Kan godt mærke, at mine ben er ekstra ømme i dag pga turens længde. Vi må se reaktionen i morgen.

Jeg gik som den første i morges. Følte bare trang til at komme afsted. Kl. var 07.31, husker jeg. Da jeg var kommet afsted, tænkte jeg for første gang, hvad jeg lavede her. Vidste jo godt, at der ikke kunne blive tale om at stoppe. Måske pga mit lidt dårlige humør drønede jeg afsted fra morgenstunden. Har vel gået 5 km i timen på det tidspunkt, kan jeg regne ud. Terrænet var også til at have med at gøre. Vinmarkerne er afløst af almindelige marker. Det kan man også se, så langt øjet rækker.

Drønede gennem de første 3 småbyer og så kun ganske få mennesker. Der er ganske enkelt dødt om søndag her. Da jeg havde fået lidt morgenmad i dag, ganske vist kun lidt brød og en kop kaffe, følte jeg ikke den store trang til at stoppe op på en cafe. Der var heller ikke mange af dem der. Så jeg stoppede op, alene for at lufte fødderne. Vejret var i øvrigt ret blæsende, modvind, så windbraekeren, min 113 g lette, måtte i brug.

På et tidspunkt, hvor jeg er stoppet op for at pleje fødderne og konstaterer endnu en vabel, kommer Brian forbi på sin cykel. Han stopper op og vi snakker lidt. Han er også træt, dårlig søvn. Han skulle gerne nå Burgos i dag, men var ikke sikker. Fortalte ham om mit lidt grumpy humør, og muntrede mig op. Vi ønskede hinanden held og lykke. Sagde til ham, at jeg håbede fir ham, at han ville få svar på nogle af sine spørgsmål på Caminoen. Buen Camino!

Går videre derfra mod Har endnu ikke fundet en vandpost, hvor jeg kunne fylde mine vanddunke op. Er lidt tørstig. Nåede det ikke i morges, fordi jeg bare ville afsted. Håber der snart er noget. Næste by Villamayor del Rio, finder jeg heller ikke nogen vandpost, man kan tappe vand fra, ej heller en lille butik åben, så jeg må gå 4,9 km mere, hvilket betyder, at jeg vil have gået 17 km til Belorado, uden at have fået vand, andet end den smule, der var tilbage i een dunk. Ikke godt.

Da jeg kommer til udkanten af Belorado, må jeg få kigget på mine fødder igen. De gør lidt ondt på højre fod, der hvor jeg konstaterede en vabel føg, men blot kom plaster på. Den måtte vente til senere med at blive prikket hul i og få sytråd i. Nu var det nødvendigt. Op med alt mit grej fra rygsækken og så var det ellers i gang. Fik hul på og sytråd i, så det fortsat kan løbe. Kom jod på og kunne have fyret en hel masse edder af i hurtig rækkefølge, hvis ikke jeg havde været på en Camino, så meget sved det. Fik hældt noget af joden fra flasken over venstre hånd, hvor jeg havde flasken, så mindst en 1/4 af joden kom ud. Nå, igang med at tørre. Bagefter fik fødderne en kærlig omgang, med creme.

Man kommer til at holde af sine fødder. Forleden dag, da jeg sad og plejede mine fødder i en pause, kom Ian forbi og så det. Han mente, at måtte lide af foodfetich, da han så min kærlige behandling af dem. Sikkert, sagde jeg, helt sikkert. Indrømmet, jeg kan godt lide fødder, men det er først nu, at jeg er begyndt at få et forhold til mine egne, også mine lægge, sågar mine lårbasser. Mine fødder er faktisk meget flotte, hvis jeg selv skal sige det, med en form, som en fod skal have. Altså bortset fra et par negle eller 3, der kunne se bedre ud. Men pæne er de!

Fik tørre sokker på og støvler. Det var meget bedre. Ind til Belorado centrum og finde et sted, helst med tapas. Kl. var lidt over 12. På torvet, der var ret stort, fandt jeg en bar med dejlig tapas. Købte 3 stk, et med ansjoser og grønne bønner, et med indbagte rejser (3 stk) og et med hele tun og meget fint småskårne rød og grøn peber plus noget vineddike. Fik et stort stykke brød til. En flaske vand og et stort glas rødvin i et slank ølglas. Alt dette for kun 6€. Jeg nød det, mens jeg læste lidt i mine guidebøger.

Det gjorde straks humøret bedre. Ud på torvet og fandt en lille butik, hvor der var is. Havde pludselig lyst til en isvaffel. Spisende den vandrede jeg langsomt gennem byen.

Havde besluttet mig for at komme så langt, jeg kunne i dag, mens jeg spiste - gerne helt til Villafranca Montes De Oca, så jeg kunne starte morgendagen med en stigning. Næste by var Tosanto, 4,8 km længere fremme. Kunne jeg ikke gå mere, så var der flere småbyer med herberger med kort afstand inden mit mål.

Lige før Tosanto er der en vandpost i en lille park, hvor man kan sidde og spise. Dem er der mange af i Spanien, i hvert fald her nordpå. Kan genkende et par franskmænd fra i går i Granon, Nelly og Alexis. Et meget flink par fra Toulouse. De sidder og spiser ved et bord. Går over for lige at hilse på. De tilbyder mig mad, men jeg siger pænt nej tak, da jeg lige har spist, men tak til en småkage bagefter. Deres mål er Burgos og gerne så tidligt som muligt på tirsdag, så de vil også så langt i dag som muligt. De fortsætter senere på Caminoen. De tager bussen til Logrono, hvor deres bil står, 5 timers kørsel hjemmefra, siger de. Jeg smutter videre med et på gensyn og Buen Camino.

Indtil videre må jeg skuffe alle hadere af franskmænd på Caminoen. Dem jeg har mødt, har været aldeles flinke og har forsøgt med deres bedste engelsk at føre en samtale. Mange er blevet meget gode til engelsk.Tiderne skifter.

Når den næste by, Villambistia, 2 km væk, så den næste Epinosa del Camino, 1,7 km. Nå, så kan jeg lide så godt tage de sidste 3,4 km til Villafranca Montes De Oca, med små skridt. Hvert skridt tæller. Fødderne er godt ømme nu, selv om jeg fik skiftet strømper sidst i den lille flække plus et glas rødvin til at holde dampen oppe. Er nu meget træt, specielt nedad gør det ondt. Kan se stedet og hver gang mod slutningen af en vandring oplever man, at 1 km om eftermiddagen ikke er det den samme, som den var i morges. Man oplever det dog ikke så slemt som i den første uge. De sidste 500 meter blev jeg så tosset af smerte, at jeg bandede højlydt på grønlandsk og sagde, at det er mig, der bestemmer og ikke dig, så kom jeg ellers derudad og smerterne mindskedes.

Endeligt fremme ved hotelket, San Anton Abad, hvortil der også er tilknyttet et Albergue. Ejeren har selv gået Camino og vil gerne give lidt tilbage til pilgrimmene, men jeg ville have et værelse. Lidt dyrt. Kom ind og fik smidt støvler og kluns. Først på toilettet. Dejligt at komme til et sted, hvor man ikke behøver at skynde sig af hensyn til de andre.

Får skrevet et par mails og startet på dagens beretning. Nå, i bad skal man jo. Klokken er også ved at være mange. Tøjet skal også vaskes. Aftensmad er kl. 19.

Efter badet, så vask af tøj. Tager iPad'en med hen til et cafeteria, hvor jeg kan sidde og få et glas, mens jeg skriver. Nelly og Alexis kommer ind. De er søreme også nået frem. Hilser hjerteligt på hinanden.

Tilbage med iPad'en på værelset og så op og spise. Bedste mad på turen, paella til forret, kylling i appelsinsovs og is til dessert. Vin og vand, naturligvis, til 12€.

Bagefter på hovedet i seng, fuldstændig udkørt, kl. lidt i halvni.

Jeg når måske ikke dagens beretning i dag, så derfor vil jeg lige nå at sende en fødselsdagshilsen, inden dagens slutning.

På FN-dagen i dag, er der 2 kvinder i Nuuk, der henholdsvis fylder rundt og halvrundt, på den rigtige side af 40 - så har jeg ikke sagt for meget. Det må man jo ikke sige om kvinders aldre, siger nogen. Hvem har fundet på det? Helt ærligt - what's the problem? Rynkerne er der jo alligevel og glat hud ser forfærdelig ud, hvis den er tvunget flad. Tak, til kvinder, der tør være sig selv.

Ergo, måske lidt rynkede kvinder - mine bedste ønsker om Buen Camino og jeg mener det!

Så er der en tidligere mandlig kollega, som bor i DK, som desværre ikke har det så godt. Bedste ønsker for dig, kammerat. Håber du mærker mine tanker herfra.

I dagens anledning vil jeg høre 2 numre med James Taylor:

"You've got a friend" - fra hans Best Live album og
"Have Yourself A Little Merry Christmas" - fra hans October Road album, som er den bedste ikke-jul-sang, der findes.

James Taylor har en meget behagelig rolig stemme, som fascinerede mig som 17-årig, da jeg kom til USA, hvor han også sang sammen med sin vist daværende samlever, Carol King.

Og et sidste nummer med Alberte Winding:

"Lyse nætter" - denne smukke sang og melodi om hendes mor, der døde alt for tidligt. Trods det, så er sangen en god repræsentant for alt det, som en Camino handler om - eftertænksomhed, tilgivelse, bearbejdelse, forståelse, erkendelse

3 sange, fordi 3 er et helligt tal. For en sikkerheds skyld, på sådan en dag.

Hør dem, og du kan kun blive glad!

Har overhovedet ikke hørt musik, siden jeg kom til Caminoen. Altså bortset fra det påtvungne, diverse steder.

Med ønske om fortsat god fødselsdag til jer alle 3, her fra Caminoen, i Naverrete!
---------------------
(Viana - Navarrete, 22,5 km)

Beretning kommer senere i dag.

(Nåede simpelthen ikke beretning fra denne dag, pga. træthed og manglende tid. Det vil måske være omsonst at forsøge at skrive noget fra den dag. Dog vil nogle af billederne kunne give mig en erindring, men det bliver senere. I stedet kommer der billederne på)

Her efter hukommelsen, efter at have set billederne:

Jeg husker, at Claire og jeg tog afsted tidligt om morgenen, efter morgenmad, som Claire havde lavet. Lånte i øvrigt en spray af Claire i går til at komme i min rygsæk mod bed bugs. Efter at have kommet diverse på mine fødder efter råd fra Claire, så får jeg det faktisk noget ondt i fødderne, så efter 3 km foreslår hun, at vi finder en bænk og jeg får kigget på mine fødder.

Husker også, at det italienske par (senere The Funaris), der nu går alene, efter at søn og svigerdatter måtte tage hjem til hendes bedstemor begravelse kommer forbi. Det er et meget fladt stykke mod Logrono og ind mod byen går vi kun på asfalt, hvilket mine fødder absolut ikke har godt af.

Jeg går lidt foran de andre, men lige før byen er der en bænk, hvor jeg sætter mig. The Funaris kommer op til mig og jeg tilbyder dem naturligvis plads og vi snakker lidt sammen, på engelsk, manden og jeg. Claire kommer også op og vi to følges ad resten af vejen til Logrono. Det begynder at regne lidt og vi synger Raindrops Keeps Falling On My Head ved indgangen til byen, hvor man går langs med floden.

Vi krydser en bro til selve den gamle bydel, hvor vi følger Caminosporet. Forbi en flot kirke. Fik købt os lidt frugt på vejen. Vi er enige om at finde et apotek for at købe noget, som Claire vil bruge på sine tæer. Jeg får købt noget mere plaster.

Claire og jeg skilles, da jeg vil ind og købe et simkort til min iPad. Finder en Moviestar, hvor jeg får et kort til lidt over 22 €. Det tager noget tid, nærmere de 40 minutter, inden jeg er ude igen. Kan høre, at der er en demontration på vej og politiet kan jeg også se kommer til. Kommer afsted ud af den rigtige vej, ud af byen.

Sætter mig ved udkanten af byen på en bænk og spiser nogle nødder og min frugt plus drikker noget vand. Der er mange fra byen, der passerer og som er i joggingtøj.

Kommer afsted. Der er betonsti ud af byen, med træer langs hele vejen, så langt øjet rækker. Det er fantastisk, som der er lavet stier til gående og cyklende her i Spanien mellem byerne. Vejret er dejligt, solskinsvejr.

Kommer til en park, flere kilometer ud fra Logrona, hvor der også er en børnehave. Der er faktisk meget flot. Støder på det unge franske par, som jeg har mødt før. Han kommer over til mig og tilbyder mig nødder, som han har købt af een. De sidder ved et af de borde i parken, hvor der også er flere grills, man kan benytte.

Kommer videre og støder ind i Claire igen, der hviler sig på en bænk. Vi går videre sammen og følges ad hele vejen. Vi går gennem nogle smukke vinmarker. Biologiske. Man kan se, at de bliver passet og plejet.

Vi kommer langt om længe til Navarrete, hvor vi finder et privat herberg, som er i nogle store lejligheder og hvor man kunne få enkeltværelser. Jeg tager et enkelværelse til 20€, bad og toilet er dog på gangen. Claire tager sig en seng i en 6 mandsstue, men der er ikke andre.

Kommer i bad og får vasket tøj og hænger det til tørre uden for vinduet. For første gang et tøjstativ lige uden vinduet. Tager ned på en bar og får mig lidt tapas og et glas vin og skriver forrige dags beretning. Sidder uden for og skriver. Jeg er lidt bagud.

Går tilbage til herberget, mens jeg på vejen leder efter et sted, hvor man kan få lidt ordentlig mad. Fik anbefalet et sted fra herberget. Kommer hjem og skriver lidt mere, inden klokken bliver så mange, at nu skal jeg ud og have noget mad. Claires værelse er helt mørkt, så jeg går ud fra, at hun ikke er der. Jeg finder den anbefalede restaurant og går ind og sætter mig alene ved et bord. Der er kun 2 andre derinde. Jeg får bestilt noget mad og nyder den, mens jeg kigger i mine guidebøger.

Bagefter smutter jeg ud og går lidt rundt i byen. Støder ind i den unge franske par, der lige er kommet til byen. De har endnu ikke fundet et sted at sove. Vi bliver enige om at drikke en øl sammen på en bar, de har fundet. Den skulle være lidt særegen. Den ene af dem skynder sig hen på det kommunale herberg og indlogerer dem. Vi får også nogle drinks i baren og får snakket sammen. Ja, baren er sandelig underlig, men en lidt syret barejer, givet vis gammel rockmusiker. Man kunne købe cd'er der. Der var også guitar og alle mulige ting i baren, fra musikkens verden.

Klokken er ved at være 22, så det er ved at være sengetid. De skal være hjemme kl. 22.00, mens jeg kan være ude, så længe, jeg vil, men det gør jeg ikke. Skal have noget søvn til i morgen.

(Los Arcos - Viana, 18,5 km)

Vågnede allerede lidt i halv fem. Overvejede at gå ud på toilettet, men blev liggende for ikke at vække de andre. Tog i stedet min iPad, dæmpede baggrundslyset og skrev videre på gårsdagens tekst. Stod dog lidt senere op og gik nedenunder på toilettet, så jeg larmede så lidt som muligt.

På et tidspunkt begynder folks alarmer at lyde, og nogen kan åbenbart ikke få taget sig sammen til at stå op, for den bliver ved med at komme med 5 minutters mellemrum.

På et tidspunkt omkring kl. halvseks står den første op, og så den næste. Der bliver tændt lys i det næste rum. Jeg får færdiggjort min tekst. Går ud og børster tænder, får vand i hovedet og kroppen, har svedt lidt med bar overkrop. Må se at få købt en t-shirt, gerne i dag. Får tøj på og går ned i køkkenet, hvorfra der er netadgang. Får up-loaded tirsdagens beretning. Ser på vejrudsigten. Det er OK, ingen regn.

Får også lige svaret Mette, som skal starte på sin tur i dag i St. Jean. Hun har set hjemmesiden og skrevet til mig lige før, jeg tog afsted, faktisk dagen før. Hun var lidt usikker på, hvor hun ville starte, men på min opfordring begynder hun i St. Jean. Vi har siden korresponderet engang imellem om nogle råd, hun ville have. Håber vejret er med hende, så hun ikke mister modet. Vil tænke på hende på vejen.

Jeg kender intet til Mette, udover at hun nok er gift eller lever sammen med en, der også hedder Peter. Det kunne jeg se på mailadressen. Ved ikke, hvor gammel hun er, men er dog vist fra Jylland. Hun skulle via Stansted til Biarritz og havde heldigvis nået sin connection. Hun skrev fra Bayonne i går, inden hun skulle med toget kl. 18.05 til St Jean Pied de Port. Vi har aftalt at holde kontakt engang imellem via sms, for at høre, hvordan det går. Er spændt på hendes bjergbestigning, her den første dag. Buen Camino til Mette!

Får pakket færdigt, sagt farvel til John, der tager en hviledag pga. vabel i haserne. Skidt sted. Får sagt tak til hospitalero og farvel til de andre. Hugh er smuttet lidt før mig. Han har planer om kun at gå til Viana. Jeg er usikker. Det afhænger af, hvordan det går. Det er over 7 km ekstra fra Viana. Ian kommer udenfor, da jeg skal afsted. Han og Eva vil kun gå til Viana. Vi ses, bliver vi enige om.

Jeg går afsted sammen med den italienske familie. Caminoruten går næsten lige uden for døren, så vi er hurtigt på. Kl. er halvotte. Forlader dog italienerne hurtigt. Der er noget mørkt, så jeg tager min pandelampe på. Vejen er flad og meget lige, så det giver sig selv. Dejlig luft at gå i. Har kun min merinouldtrøje på. Jeg har det meget fint, efter at tåen er blevet varm. Jeg kører derudad. Føler min fysik er blevet rigtig god og der er strammet op hist og pist. Dejligt.

Tænker på min fysioterapi i går og beslutter mig for at begynde grundtræning hos Body-SDS, så snart jeg kan, og starte på terapeutuddannelsen til foråret. Når jeg er færdig med den, kan jeg tage herned i perioder og hjælpe fysisk nedkørte pilgrimme. Det ville være en fornøjelse. Nå, så er det projekt på plads i hovedet og er nok ikke til at ændre. Heldigvis er Lisbeth startet med terapeutuddannelsen her i september, så der skulle være mulighed for at få lidt bistand.

På vejen møder jeg en pilgrim på vej til Rom og Jerusalem, sammen med sin hund og en lille trækvogn. Vi ønsker hinanden Buen Camino. Han går med et skilt foran sig på engelsk og vist et andet sprog. Når at tage et billede bagfra. En professionel pilgrim, formoder jeg, alt så en af dem, der ikke laver andet end at vandre frem og tilbage. Bare rolig, det sker ikke for mig:-).

Ingen har passeret mig indtil nu, så det er enten gået stærkt eller også er de andre langsomme.

Kommer op til den første by, Sansol. Finder en lille biks. Køber en sort kaffe, en eller anden indpakket kage, en nektarin og nogle druer. Manden kommer vand i druer, i posen, så de holder lidt bedre. Det mener han, åbenbart, så det bliver sådan.

Sætter mig udenfor, tager støvler og strømper af. Har besluttet mig for at lufte fødderne tit i dag, når jeg finder gode steder at sidde. en kattekilling og hendes mor holder mig med selskab. Den er godt nok lille, men hopper allerede rundt som en voksen. Får taget nogle billeder til fruen. Gæt hvorfor.

Flere begynder kendte at passere. Vi hilser. Claire, den italienske dame, kommer og gør mig med selskab. Hun køber 2 appelsiner og spiser dem. Det skulle senere vise sig, at hun har glutenallergi, så brød og pasta er bandlyst.

Vi får snakket lidt om dagens tur og hvor langt, vi forventer at gå. Hun er selv lidt usikker.

Jeg går videre gennem byen og op til den til næste by, der ligger tæt på. Der går lidt opad, men ingen problemer. Solen begynder nu at tage magten og jeg må se at få min hat frem ved næste stop. Tog den ikke på i morges, som jeg ellers har gjort. Det tegner til at blive endnu en af de dejlige dage, hvor man bare nyder naturen og føler sig som det heldigste menneske i verden.

Jeg føler, at jeg er ved at finde det rigtige Caminotempo. Og det er at holde en god kadence hele tiden, ikke forcere eller gå for langsomt. Det tager tid for mig at lære, fordi jeg altid gerne vil gå hurtigt, hvilket irriterer Lisbeth, forståeligt. Andre har allerede fundet rytmen, bla. Claire, kan jeg se. Man kommer ikke meget hurtigere frem ved at forcere.

Kommer op til en top, hvor der er den mest fantastiske udsigt. Beslutter mig for at holde en pause og nyde det. Lufter fødderne og får taget et billede af mig selv og omgivelserne. Det bliver en dejlig lang pause og suger indtrykkene til mig i dette fantastiske vejr. Jeg har jo tid nok. Flere passerer, bl.a en mand med hund og et spansk ægtepar. Det ældre italienske ægtepar kommer op, uden søn og svigerdatter. Han ser meget træt ud. Giver ham min siddeplads, så han kan hvile. Jeg er alligevel på vej videre.

Terrænet er lidt vekslende, uden de helt store op- og nedstigninger. Kommer til en slags lund, kan vi vil kalde det. Mange små stensætninger, som pilgrimme har lavet, sjovt og hyggeligt. Får taget nogle billeder. Møder manden med den lille hvide hund, der holder en pause.

Kommer op til et sted, hvor du kan se meget langt frem, mod Rioja og videre. Herfra begynder det at gå nedad. Kan se vinmarker på lang afstand. Naturen ændrer karakter. Der er ikke de helt store højder mere, og det virker mere menneskeligt, uden at være det. Afstand snyder. Nedstigningen starter på grusvej. Det gør avs. Mine fødder har det forfærdeligt. Jeg tager små bitte skridt nedad, der er stejlt. Må bruge mine stave som modvægt, ellers smerter det endnu mere.

Kommer endeligt ned på det flade, hvor det hjælper på smerterne. Her er små vinmarker, som ligger fantastisk godt beskyttede. Sikker på at der kommer topvin ud af disse. Ikke mange, da markerne er små. Kunne altså godt lige nyde et godt glas vin, lige her og nu, til at dulme. Ingen steder at sidde, så jeg må kæmpe mig videre.

Møder en dame på vejen, der ikke er på Camino, men hun venter vist på nogen, der kommer efter mig. Det ser sådan ud. Hun hilser pænt.

Kommer til en opstigning. Dejligt, for så smerterne det ikke så meget på fødderne. Gpr stille og roligt opad, med sædvanlig god hjælp af stavene. Efter opstigningen er man nødt til at krydse hovedvejen, hvorefter der kommer en endnu mere stejl stigning, heldigvis ikke så lang.

På vejen op hører jeg bagfra lyden af hestehove. Vender mig om og ser, at det er en flok på heste, der skal op ad samme bakke. Een af dem giver fuld gas og drøner opad - for der er stejlt. Han er vust guide og tester den af og for at se, om der er fri bane. Jeg er trådt til siden, så de kan komme op. Bagefter tager resten tilløb og drøner op forbi mig. Sikken et nyt. Når at tage nogle billeder. Får en eller 2 hilsener af rytterne på deres vej, dejligt. De flotteste heste, jeg har set et stykke tid. God oplevelse.

Kommer op og heldigvis er der en bænk. Af med rygsæk, støvler og sokker og så prøver jeg ellers at skrive lidt på iPad'en, mens jeg kan se den by, Viana, jeg skal til og i øvrigt også Logrono i det fjerne. Jeg skal ikke længere i dag, overhovedet ikke.

Mens jeg sidder der kommer Claire og hun sætter sig. Det italienske par kommer også og går videre. Claire snakker om at finde et sted at bo, hvor man kan få sit eget værelse. Det er jeg med på.

Vi går videre, svagt nedad. Vi har begge meget ondt i benene, og kilometrene er lange. Værre, når man kan se det, man skal hen til, og man synes, at man ikke kommer nogen vegne. På vej ned ser vi en rytter på en flot hvid hest, som han træner på en mark. Sikket et syn. Heste er altså flotte dyr. Der er noget majestætisk over dem.

Endeligt nede, eller rettere sagt op i byen - sådan er det næsten alle vegne med småbyer. Det er opad mod slutopmålet. Endnu een af Caminoens raffinementer.

Finder endeligt et sted, efter at have prøvet et andet, med god hjælp af folk. Claire er heldigvis rimeligt godt inde i det spanske, så vi får god hjælp. Stedet er privatejet, fælles køkken, fælles badeværelse, men ellers med hvert sit værelse, der kan aflåses.

Claire går først i bad og smutter i byen efter noget mad. Hun vil lave lidt. Det er jeg med på. Jeg går i bad og vasker mit tøj og hænger set ud. Skriver lidt videre på dagens beretning. Claire kommer tilbage og spejler 2 æg til os begge. Hun har købt tørret skinke også plus noget brød til mig.

Spejlæggene smager himmelsk. Skinken ligeså. Jeg havde jo ikke fået mad siden i morges. Vi drikker en kop the til.

Claire fortæller hun er 68 år. Adspurgt om hun er gift, svarer hun ja, men på en sådan måde, at jeg ikke vil bore i det. Alle har deres problemer på en Camino. Hun fortæller, at hun også har børn. 2 drenge, viser det sig senere, hvoraf den ene må tage til USA for at få arbejde.

Vi spiser færdigt og så er det ellers tid til en slapper, inden vi skal ud og se byen, når butikkerne åbner igen kl. 17.30. Jeg skal prøve at finde en t-shirt.

Jeg prøver at skrive lidt, men trætheden er overvældende, så det bliver mange stavefejl og ingen fremdrift. Ipaden falder ned ved siden af og øjnene lukker i, men så spørger Claire, om vi skal gå nu. Døren står bare åben. Vi er foreløbig kun os 2 på etagen, hvor der er 2 værelser mere. Claire vil gerne se kirken, og så er vi enige om at spise tidligt, dagens menu. Jeg har inviteret Claire på aftensmad, da hun har lavet mad, da vi kom og vil lave morgenmad i morgen.

Vi går op i byen. Folk er ude og sidde ved barerne og hygge sig. Klokken er vel 17.45. Jeg gentager mig selv, men spaniere er udefolk. De lever meget af deres liv ude i bylivet. Selv børnene er derude. Det er naturlig ting.

Vi køber noget ost til i morgen plus noget frugt. Ved siden af er der en udstyrsforretning. Ikke om jeg vil give 50€ for en sportsshirt, som er lavet af stof, jeg ikke bryder mig om at have på, sveder i og kommer til at lugte underligt af. Det bryder jeg mig aldeles ikke om. Vi går videre. Vi køber 2 glas rødvin og sætter og ude på torvet.

Sidder og snakker om Spanien og spaniere. Kan se at denne by generelt ikke er velstående. Og at de har deres at kæmpe med. Vi er enige om, at det er et aldeles venligst folkefærd. Caminoen har indtil nu, bevist det. Hjælpsomheden kender ingen grænser. Pilgrimme er værdsat. Claire er blevet meget glad for Spanien, siger hun.

Eva kommer forbi. Hende, Ian, Lucy og Jin på på Munoz-herberget. Vi snakker om de næste etaper. Vi er alle enige om ikke at presse citronen. Vi tager omkring 20 km de næste 2-3 etaper. Herefter må fysikken til den tid bestemme, om længere strækninger. I hvert fald en strækning er på mindst 27, som man ikke kan bide over pga. manglende faciliteter.

Eva går og vi prøver at andre spisesteder. Det kan ikke lade sig gøre før halvotte, så vi må vente. Finder en anden butik, hvor jeg finder noget, jeg kan bruge. Stof, der behager mig. 21€, det var noget andet.

Jeg får et glas mere og Claire en vand. Vi hører en ringen fra kirken og regner så med, at man kan komme ind, og sørme ja. Flot og stor kirke. Det er de vist alle sammen. Tænker på min tro eller hvad det nu er, derinde.

Vi går til restauranten, lidt for tidligt, så vi må vente. Endeligt efter 10 minutter kommer vi ind i menusalen, for nu at sige det på den måde. Vi er de eneste. Jeg bestiller pasta til forret, grisestykker med kartofler, is til dessert. Vi får en halv liter vin til plys en liter vand. Det koster det samme. Claire vil ikke have noget vin. Maden er god, bortset fra Claire's fisk.

Inden desserten kommer Ian og Eva ind. Sætter sig ved siden af. Vi anbefaler ikke doradoen. Et ægtepar fra Skotland, Joanna og Chris, kommer også ind. Vi snakker tværs over bordene.

Vi smutter. Er trætte. Det meste af vinen står tilbage. Kommer ned og går øjeblikkeligt i seng. Trætheden har overtaget.

(Estella - Los Arcos, 22 km)

Det måtte jo komme en dag - altså regnen.

Det blev en nogenlunde rolig nat, men man vågner alligevel mange gange. Der var ingen vinduer åbne. Nogen kan ikke lide åbne vinduer, fordi er bange for at blive syge af træk.Og det er man nødt til at tage hensyn til, men det giver dårlig soveluft.

Gik som en af de sidste. I hvert fald tog mine koreanske venner afsted før mig og jeg har ikke set dem siden, hvilket er et godt tegn, da de må have haft en god tur. De må være i et af de andre herberger her i Los Arcos. Jeg er i den kommunale, til 6€.

Tog det roligt, der var alligevel, kun og kun, 21,8 km målt på flad jord og et par km mere, når der tages hensyn til stigninger. Der var 2 veje at gå på et tidspunkt. Jeg ville tage den flade, til højre, ligesom alle vist ville.

Gik gennem byen lidt i otte og kom ud ved udkanten af byen, hvor skiltningen mildest talt var ringe. Flere havde taget fejl, så vi måtte vandre flere hundrede meter tilbage og starte forfra.

Umiddelbart efter kommer de første dråber, men jeg venter, da jeg håber på at det er forbigående. Diverse vejrudsigter fra i går var lidt divergerende. Møder Hugh fra Canada, som også sov i samme herberg i nat og går med ham hen til klosteret, lige udenfor byen, hvor man skulle kunne få vin i vandhanerne. Det ville han prøve. Jeg skulle i stedet i en vis fart se at få regntøj på mig selv og til rygsækken. Der var ikke en dråbe vin, sagde Hugh.

Gik videre alene i regnen, der heldigvis ikke var kraftig, men nok til at man ville blive gennemblødt, hvis man ikke havde noget på. En forholdsvis uproblematisk vej, hvor man efter at have krydset hovedvej een gang til, gik i skov. Hyggeligt. Regnen ingen problem i mit gode dyre Patagonia regnsæt. Prisen taler vi ikke om. Glad for jeg købte det.

Det virkede til blive en begivenhedsløs dag. Jeg gik helt alene. Kunne ikke se nogen andre. Min venstre fod havde det elendigt. Det ville blive endnu en lang smertefuld dag. Kom endelig efter ca. 7 km til en lille by, hvor skolebørnene, sikkert opildnet, af deres skolelærer højtråbende bød mig velkommen oppe fra byen, mens jeg gik op ad stigningen. Det var rørende. Det viste sig, at der også kom een mere bag mig. Vi tog billeder af de glade børn, der fulgte os et stykke - peregrino, peregrino.

Heldigvis var der en åben bar, hvor man kunne få lidt morgen. En cafe con leche, croissant og et stort frisk glas juice - fås ikke bedre - til næsten ingen penge. Den anden pilgrim gik også med ind. Han var fra Italien, Bolzano, og hed Frank. Frank er ung og sporty, så han skal nok nå sit mål om at nå sit fly fra Porto den 18. november. Han taler virkelig godt engelsk og virker som en åben og meget flink fyr.

Mens vi snakker, kommer Claire ind, som også er fra Italien, ved jeg fra Tommy. Mødte hende også på vej ud af Pamplona, ved universitetsparken. Hun sad også ved bordet ved siden af i Puenta La Reina, da jeg spiste med Ian, Eva og Tommy.

Vi hilser på hinanden, og hun køber noget og sætter sig ved et bord for sig selv. Jeg selv har taget strømper og sokker af og sidder med bare tæer. Claire tager sine vandrestøvler af og jeg kan se, at hun kun har et par tynde sokker på. Det var lige-lige-godt-sørens. Hvis hun kan, så kan jeg også. Tager kun mine indersokker på og i støvlerne. Aaah, det føles helt anderledes. Frihed. Hvorfor skal man høre på alle de kloge hoveder, der siger 2 slags strømper ovenpå hinanden? Man skal bruge det, man er van til og som man føler sig godt i.

Jeg går før de andre og det er som at blive født påny.

I det seneste års tid er jeg nærmest holdt op med at tro på tilfældigheder. Det kræver lidt mere tid og spalteplads at forklare hvorfor. For mange tilfældigheder, der samlet set giver en fornuftig forklaring eller logik, kan man ikke blive ved med at kalde tilfældigheder.

I går da jeg gik med Lucy fløj hendes hat væk pga. vinden. Hun fortalte, at hun havde mistet sin rigtige hat i lufthavnen og derfor var nødt til at købe en ny, men uden strop. I Pamplona købte jeg bare sådan uden videre en strop. Vidste egentlig ikke hvorfor. Da vi kom til herberget fik Lucy stroppen, som hun hurtigt kan sætte fast med sytråd og nål, som hun har. Hun sagde mange tusind tak. Hvem sagde tilfældigheder?

Claire's tagen strømper af i cafeen. Var det tilfældigt? Jeg tror efterhånden, også efter at have læst Lars Muhl's triologi, at livet og de situationer, vi kommer ud for, ikke er tilfældige. Hvis jeg nu havde gjort dit, i stedet for dat, så var der sket .......

En sådan tilgang til livet er et forsøg på at finde en forklaring, så man selv bliver undskyldt. I stedet bør vi nok prøve på forstå, hvorfor nogen (hvem det så end må være) sætter os i de situationer og så agere på det, i stedet for usual business. Vi får vel sådan set en advarsel forærende.

Det var vist et lille, men vigtigt sidespring.

Jeg går op til en by, med et kloster og stor kirke. Her er sørme et sted, jeg kan sidde lidt, uden at tage rygsækken af. Lige da jeg sætter mig, ser jeg en kæde med et kors på, sikkert en piges. Hvorfor ligger den der? Er det en tilfældighed? Nu hænger den på min rygsæk. Vidste ikke, hvor jeg skulle aflevere den.

Jeg går selvfølgelig forkert, da jeg i mine egne tanker ser på de smukke bygninger. Straks er der en borger, der råber efter mig og guider mig på rette spor. Sådan er det på Caminoen, ingen selviskhed, kun hjælpsomhed.

Kommer på right track og skal nedad forbi vinmarker. Ser pludselig en myre på stien og træder til side, så jeg ikke slår den ihjel. Kommer umiddelbart til at tænke på en bog, som Lisbeth engang har købt, som handler om reinkarnation, i den morsomme og dog alligevel alvorlige udgave.

Det handler om en kendt tysk tv-værtinde, der selvfølgelig er smuk (ellers hænger historien ikke sammen mod slutningen), med mand og barn. Hun går meget op i sig selv, vist lidt rigeligt. I stedet for at blive hjemme til sin datters fødselsdag, tager hun til en konference, hvor en endnu mere kendt og sikkert good-looking mandlig tv-vært (hendes konkurrent) også er. De 2 ender med at gå i seng sammen og da hun bagefter er ude på balkonen og lige overvejer sidespringet, får hun et toilet i hovedet fra en russisk rumstation. Dør selvfølgelig på stedet.

Vågner op som en myre.

Så kommer det hele efterfølgende til at handle om, hvordan man kan stige i graderne til at blive et menneske igen. Don Juan er der selvfølgelig også, ja, hvorfor ikke. Han har det svært. De to forsøger at hjælpe hinanden. Hylende morsom bog, med en god morale. Afslutningen må du selv finde ud af, men gode handlinger hjælper, skulle jeg hilse og sige. Min myre døde ikke, så jeg håber på det bedste.

Af en eller anden årsag kommer jeg umiddelbart efter til at tænke på kvinder. Det er nok hende den smukke tv-værtinde. Bliver enig med mig selv om, at kvinder er smukkest, når de har rundet de 40. Her kommer der karaktertræk i ansigtet og de har en helt anden indre balance, kan man mærke. De yngre er bare kønne, ikke smukke.

Det minder mig om de selvcentrede unge kvinder i København med deres barnevogne med deres projektbørn og hvad de nu ellers har gang i. De kommer anmassende og fører sig frem, som om de skal have særbehandling. Forkælede, er de. De kunne tage barnevognen med på Camino, ku' de. Nå, så,så, Peter. Du er på Camino!

Umiddelbart efter passerer Frank mig. Han har lang vej. Vi giver hinanden hånden og ønsker hinanden god Camino og vind i sejlene. Tager et billede af ham i det fjerne. Det er nok det sidste, jeg ser til ham, men dejligt at møde et positivt menneske, selv for så kort en stund. Det giver energi.

Jeg føler mig virkelig bedre tilpas uden uldsokker. På et tidspunkt holder jeg pause. Smider sokkerne og op med benene på rygsækken og ligger mig ned. Regnen er der ikke mere, lige nu. Kigger på himlen og naturen omkring mig. Føler mig som det heldigste menneske i verden. Føler en enorm frihed. Jeg smiler nærmest med og til mig selv.

Nogle pilgrimme passerer mig. Vi hilser. Så kommer Claire og sætter sig ved siden af. Claire er en krølhåret oppe-i-årene dame, med stil, vil jeg sige, måske lidt overvægtig. Claire bor i Todi. En by, hvor jeg var på kogeskole for 1,5 år siden. En kogeskole, som et dansk par, som et dansk par, Lisbeth og Thomas, ejer. De har tidligere ejet Fiasco på Gl. Kongevej. Sjov tilfældighed?

Claire og jeg snakker lidt om sokker og jeg siger, at det er hendes skyld, jeg har det bedre, fordi jeg så, at hun kun brugte et par.Hemmeligheden siger hun er, at man lufter fødderne mindst hver 2. time. Så kan det ikke gå galt. Vi snakker også om Caminoens faser. Fortæller hende, at jeg har lavet en hjemmeside. Det synes hun, var en rigtig god ide, så andre forhåbentlig får inspiration til selv at gå Camino. I øvrigt mente hun, at man skulle tage the full monty (det sagde hun ikke - det er min fortolkning). Ellers oplever man ikke faserne. Jeg er meget enig. Hun virker til at have erfaring med vandringer. Håber at få en snak med hende en dag igen på turen. Hun virker til at være et klogt og behageligt menneske.

Hun går før mig, men det varer ikke længe, før jeg overhaler hende og 2 unge spanske kvinder, med min nye optimisme med ikke klemte fødder. Jeg kører derudad. Vejen har fået nyt grus og sten, så det er ren luksus. Foran mig går 2 mænd med paraply, kan jeg se. Da jeg nærmer mig kan jeg se, at der på den enes paraply er motiver. Det er vel ikke?

Jo, sørme. Da jeg kommer helt tæt på, kan jeg se, at det er nøgne kvinder, der ligger og slanger sig på en divan. Vist nok 6 motiver rundt om paraplyen. Jeg smiler og griner. Det må jeg have et billede af, bagfra. Da jeg passerer manden, hilser jeg på og giver ham tommelfingeren opad. Har set ham før. De 2 mænd bærer ikke meget.

Således opmuntret går jeg videre. Det skulle åbenbart være dagen i kvindernes tegn. Rent tilfælde?
Skiltet viser 5,7 km til Los Arcos. Du kan se vejen langt væk. Du bliver nødt til at forsøge at abstrahere dig fra det. Der er lang vej endnu. Ned og se på vejen. Et skridt ad gangen.

På et tidspunkt begynder fødderne igen at gøre ondt. Det er ikke tåen. Der er ingen som helst steder at sidde de første 4 km, så man må stride sig igennem. Endelig. Ifen en lille bro. Af med støvler og strømper. Det er lidt koldt, fordi det blæser, selv om regnen er holdt op nu.

Alle jeg har passeret, passerer mig, bortset fra Claire. Går videre, men fødderne er trætte. Hvornår kommer den by? Jeg må mindst have gået 6-7 km, tænker man. Selvfølgelig har man ikke det. Kilometerne bliver bare længere sidst på dagen. Sådan har det været alle dage og sådan bliver det igen i morgen.

Endelig, langt om længe. Håber herberget er tæt på, men jeg gider ikke stoppe op nu og tage min guidebog ud. Kæmper mig gennem gaden, indtil der er en betonpille, hvir jeg kan sidde. Af med rygsækken, en tår vand og så fat i guidebogen. I det samme kommer John, en canadier fra Toronto, skulle det vise sig. Han er fuldstændig færdig og slår sig ned på den bare vej med ryggen op ad en husmur.

Vi falder i snak om alt muligt andet end herberg. John er lydtekniker. har arbejdet meget med musik, men også video m.m. Interessant. Claire kommer forbi og vil til et lille privat herberg, hvor man kan få eget rum, mod merbetaling. John vil på det kommunale herberg, så vi går videre. Det ligger over en bro. Vi passerer kirken og pladsen foran, flot lille by med en kæmpekirke.

Kommer til et undseligt udseende herberg. Kommer ind og får en meget venlig betjening af hospitalero, der viser sig at være belgier. Vi får vores stempel, udleveret sengelinned og betaler 6€. Han viser os rundt og går med op i værelse med 4 senfe. Vi får begge underkøjer. Der er ankommet nogle få, bla. en lille mand, som taler engelsk, som heg delte værelse med i Puente La Reina. Han hedder Hugh, fik jeg at vide af John. De kendte hinanden.

Hospitaleroen spørger is, om nogen vil have en fysioterapeut. Koster 12€ for benene og 20€ for hele kroppen. Yeps, det er lige mig. Der er en briks på herberget på samme etage som sengene. Kl. 17.30. Glæder mig.

Vi hviler lidt og så er det ellers business as usual, igen. Bad og fodpleje. Tåen får flere sytråde, for en sikkerheds skyld, så det kan komme ud. Bagefter vaske tøj og hænge det ud. John inviterer til et glas vin, sammen med Hugh, på kirkepladsen. Lover at komme, hvis jeg kan nå det.

Det kan jeg ikke. Carlos hed han vist, fysioterapeuten. Han kan engelsk. Jeg ligger på briksen, på maven, med et tæppe over mig. Alle der skal op og ned ad trappen kan følge med. Jeg er ligeglad. Vi ser alligevel hinanden i bare underbukser hver dag. Dejligt at få æltet musklerne. Han er god, men Body-SDS er bedre. De går hårdere til den. Det er nok mine S/M-tendenser, som jeg ville have skrevet om på dag 4, der gør sig gældende;-). Den kommer forhåbentlig i slutningen af dagen.

Bliver færdig, betaler og siger mange tusind tak. En ung kvinde kommer bagefter og får set på sin fod. Det ser ikke godt ud med anklen, kan jeg tolke. Det er vist slut for denne gang, ligesom for en anden ung pige, som jeg så senere. I øvrigt går alle rundt og humper, eller rettere sagt, vi går ikke normalt nogen af os.

Ian og Eva er kommet, heldigvis. Og der er kommet endnu flere kendte ansigter, bla den italienske familie og de spaniere, jeg delte værelse med for 2 dage siden. Peter Polak er også dukket op.

Jeg smutter ud og vil gøre John og Hugh selskab, men de er på vej hjem. Vi bliver enige om at spise sammen. Jeg går hen og får en meget lille tapas på en pind med et lille æg, ansjos, oliven, en bønne og så et eller andet, jeg ikke kan huske. Et glas husets vin, som er kold, men sådan serverer de dem. Faktisk ikke så dårligt, ved nærmere eftertanke. Til den type vin.

Hjem og skrive lidt videre, inden John og Hugh smutter ud lidt over halvotte for at finde et sted, hvor vi kan få en menu. Vi kommer i et stort rum uden mennesker. Ian og Eva skulle længere hen og spise, hvilket vist var en god beslutning, kunne jeg forstå på Eva, senere.

Fik suppe til forret, svinekød til hovedret og en slags risengrød til dessert. Intetsigende mad, men snakken var hyggelig. Hugh, der er lille, tidligere testjockey, er 60 år. Født i Irland og emigreret til Canada i 1980. Han laver springbaner til heste. Har børn på omkring 25 år, med hvis mor han har haft den bedste skilsmisse, som han siger. I dag er de de bedste venner og hjælper hinanden. Hugh er en sjov person, fuld af glæde og energi. Han elsker hårdt arbejde. Det kan man også se. Han bor uden el, laver det selv, ingen oliefyr og normale fornødenheder. Han går på biblioteket for at bruge internettet. Har kun en mobiltelefon af moderne ting. Han vil være en fri fugl. Som han siger, jeg har ingen forsikring til hytten - jeg bygger bare en ny. Sikken en indstilling. Det kunne vi lære af, os forbrugerfikserede mennesker. Vi vil eje, have nyt - ellers er livet for kedeligt.

John vil hjem. Han er træt. Jeg og Hugh bliver enige om at snuppe en godnatdrink på en har på vej hjem. De viser CL-kamp mellem AC Milan og Barcelona. Hugh får en øl, jeg en cafe solo og et glas spansk cognac. Hugh og jeg har en rigtig god snak om livet, universets energier og meget andet. Den mand ved meget. Han cyklede samme strækning sidste år, men det fik han ikke noget ud af. Det gik for stærkt. Ved at vandre møder man folk, kan får venner. Håber at få flere snakke med ham.

Jeg har fået John og Hugh's mailadresser. Vi kommer hjem og folk snakker i køkkenet. Hyggeligt. John viser videooptagelser fra Island med islandsk baggrundsmusik. De er virkelig flotte. Han har taget en masse billeder med faste tidsintervaller, så du ser skyer og andet godt, over en længere periode.

Nå, op i seng. Børste tænder og så skrive lidt videre, indtil lyset slukkes kl. 22.30.

Det var den dag, der tegnede sig aldeles indholdsløs ved starten. Tilfældigheder?

Var fuldstændig færdig efter gårsdagens tur, så jeg havde ikke kræfter til at skrive overhovedet. Er nu i Estella, efter 5. dagens vandring, der igen stod i Caminolazaretets tegn. Ligger og slapper af på det kommunale herberg. Er lige ankommet sammen med Jin og Lucy ( og ikke Susie, som jeg gamle mand havde hørt).

Du får en udførlig beretning senere i dag for begge dage. Der er meget at fortælle. Det bliver nok en hel roman.

Vi ses senere.

-------------------

(Puenta la Reina  - Estella, 22 km)

Jeg sov i en 6-mands rum, 3 x 2 køjesenge. Vi var alle op i årene. Vi var dog kun 5 mand. Hospitaleros, som var en mindre muntert udseende mand, havde vist nok med vilje placeret os i samme rum, med forventning om "støjende adfærd" om natten. Underlig nok, var der faktisk meget lidt snorken, måske fordi vinduet stod åbent hele natten. Der var 3 spaniere og 1 som jeg endnu ikke har fundet ud af, fra hvilket land. Han taler engelsk så godt, så jeg tror, han er fra et eller andet engelsktalende sted.

Nå, vi sov længe i dag. Tror, at folk bevidst ville tage det roligt, da der kun var 21,8 km i dag og terrænet rimeligt fredeligt. Vi tændte lyset ved 7-tiden.Og så gik folk ellers bare i gang med at gøre det, der skal gøres inden afgang. Det er allerede ved at blive et ritual. Man børster tænder og får lidt vand i hovedet, går på toilettet, hvis nødvendigt.

Min tå skulle have nyt plaster og tapes ind. Har dog ingen bekymringer om ikke at skulle klare dagens tur.

Kommer afsted lidt over halvotte. Siger god tur til Tommy, der endnu ikke skal afsted. Jeg går gennem byen, der er ved at vågne. Lyset er flot. Der står folk ved bageren. Går over den gamle bro, så til venstre ned mod hovedvejen, over den og så er man ellers inde på den rigtige vej, så at sige. Månen er deroppe bag skyerne. Der er dejlig luftigt. Har ikke taget fleece på, da jeg ikke er kuldeskær og man bliver hurtig varm og så skal den bare af igen. Det viste sig at være en god beslutning. Min tå føles lidt bedre her efter et stykke tid.

Jeg er indtil nu ikke blevet overhalet. Har gået helt alene, dejligt på en morgen, som har tegn til at blive en god dag, vejrmæssigt. Lige før dagens længste stigning kan jeg høre, at der kommer en nærmere og nærmere og lige før stigningen er han lige bag ved. Jeg starter min opstigning, som nu er en vane, med at bruge mine stave til at hjælpe mig opad. Det går faktisk godt. Kører mit eget tempo. Tåen mærkes ikke, når jeg går opad. Min kondi er faktisk blevet helt god. Trækker ikke efter vejret. Jeg kan ikke længere høre den person, der gik bag ved mig lige før opstigningen.

Længere oppe vender jeg mig om for at se efter, men kan ikke se nogen. Det er ikke det bedste at stoppe op ved stejle stigninger, så hellere kun tage en fods længde, og et skridt ad gangen, stille og roligt og med hjælp af stavene. Så jeg kører videre. Næsten oppe ved toppen kan jeg se Lee, den unge koreaner, der har sit lands flag hængende på sin rygsæk, så man ikke er i tvivl om, hvor han kommer fra. Han har holdt en pause, kan jeg se, så helt dårligt står det ikke til med den gamles kondi. Føler mig dog alligevel noget brugt og sveden hagler ned af mit ansigt og håret er blevet helt vådt, uden jeg har lagt mærke til det.

Så snart jeg er på flade og nedadgående strækninger mærker jeg tåen, og det var der på den efterfølgende strækning, så jeg beslutter at lufte tæerne næste sted, hvor der er en bænk. Det er der i den første by. Mens jeg sidder der med min bare tæer kommer en pilgrim, jeg har mødt før, en franskmand. Da han ser mig, siger han et eller andet, med et smil. Jeg forstår det sådan: Nå, det var dig, der rendte fra mig. Og så gik han videre og han rendte fra mig.

Jeg går videre efter at have masseret fødderne og luftet støvler og strømper. Tåen skal gås varm igen. Beslutter mig for at få en kop kaffe og hvad de nu ellers har næste by. Op mod byen kommer Chris, min vandrefælle fra i går, forbi mig. Han har lange ben, så det går hurtigt på lige vej. Lige før byen ser vi Jin, der er lidt usikker på skiltningen. Vi clearer det af og Chris går først ind i byen, jeg efter og Jin ville så følge efter.

Man skal opad for at komme gennem byen. Ser en lille butik, der har kaffe på automat og frisk brød inde. Et lille bord med 2 stole udenfor. Her beslutter jeg at holde en pause. Går ind for at købe noget brød. Det blev en slags croissant med chokolade. De kan vel ikke være helt dårligt for dagens energiforbrug. Og så en drikkeyoghurt plus en juice. En cafe con leche i automaten. Jin kommer og gør mig med selskab. Hun køber en rigtig croissant.

Jeg smutter før Jin, da jeg vil udnytte min nogenlunde gode stund, jeg har. Det gælder om at fortsætte, når man er i sine gode momenter, og tage så mange k's (kays - kilometer), som vi efterhånden kun siger, som muligt. Man ved, man får en dårlig periode og mine har været mod slutningen, hvor fødder og lægge skal masseres og luftes flere gange og pauserne bliver lidt hyppigere.

Går videre får mig selv. Det går nogenlunde, men på et tidspunkt på en lille bro holder jeg pause og tager støvler og sokker af. Mine vaskede sokker fra i går hænger til tørre bag på rygsækken. Jeg lod dem hænge ude hele natten. Det skal man ikke. Nu må jeg bare lufte og svinge med dem, jeg har på, og tørre dem så godt som muligt og så på med dem.

Mens jeg sidder der på brosiden og dingler med tæerne kommer Lucy og Jin, selvfølgelig, mine 2 koreanske vandringsfæller. Vi bliver nok uadskillige resten af turen, hvis ellers kroppen holder. De stopper, og mens vi sidder der, kommer Tommy forbi og siger med et smil og grin - nu er igen, sammen. Han går videre efter en kort snak og det gør Jin også.

Jeg tror, at Lucy og jeg har samme hjerterytme. Ellers ville vi ikke have det så godt i hinandens selskab. Tror det er derfor hun venter på at gå indtil jeg skal afsted. Vi går samme hastighed, gar brug for de samme pauser og har begge tå-problemer. Ingen behov for at sige så meget under vandringen. Man gider ikke snakke hele tiden. Vi tager nogle få spørgsmål ad gangen, hvor vi lærer mere om hinanden. Der er jo lang vej til Santiago.

Lucy og jeg fortsætter, med hende som fører. Vi går stille og roligt. Der er sådan set ikke de store udfordringer, bortset fra, at mine fødder gør mere og mere ondt, ikke bare tåen, men over det hele på mine fodsåler. Efter 3-4 kilometers vandring støder vi på Tommy, der sidder på en bro og plejer sine fødder. Vi stopper op. Broer er gode at tage pauser på. De er brede på siderne, hvor man kan sidde. Mit plaster og tape ryger af, da jeg tager strømperne af og jeg får noget plaster af Tommy, der har sit grej oppe. Må huske at have plaster i en af de små rum øverst i rygsækken i morgen.

Lucy og jeg går videre før Tommy, der vil prøve at gå med bare tæer i sine vandresandaler. Han har jo problemer med sin hæl. Vi talte lidt om sko og jeg bliver enig med mig selv om at købe vandresandaler, når vi når en større by.

Jeg går forrest og vi har et nogenlunde tempo. Klokken er lidt over tolv og da vi nærmer og en by, spørger jeg Lucy om hun er sulten. Det er hun. Spørger om hun har mad med. Det har hun ikke, så jeg tilbyder at give frokost. Inde i byen er der en lille bar, hvor man kan få bocadillo og tortilla. Lucy får en tortilla og jeg en sandwich med tørret skinke. Vi får begge den dejligste friskpressede juice, uhm! Der er fuld musik på i baren. Kan høre at barmanden kan lide at synge. Han synger faktisk udmærket. Mens vi sidder og spiser kommer Tommy og vil have en pause, hvor han kan gøre lidt notater og få sig en bid brød samtidigt. Vi går efter maden. Musikken er lidt for høj.

Der er nu kun ca 7,5 km tilbage og vi er i godt humør. Vi er der snart, troede vi. Vores fødder bliver værre som vi går, selv om terrænet er fint. På vejen ser vi en meget moderne bygning. Det viser sig at være en en bodega: Bodega Tandem, hed den. Jeg vinfreak skal selvfølgelig havde et billede. Vi kan nu se den næstsidste by før Estella, som er dagens mål. Da vi nærmer os byen siger jeg til Lucy, at jeg har behov for en pause. Er nødt til at få mine støvler af. Da vi kommer til byen ligger en kvinde på en bænk og ser helt slidt ud. Hun hilser dog pænt. Vi fortsætter til vi finder en bænk længere inde. Vi får vores fødder frigjort og Lucy opdager, at hun har fået endnu en vabel under en tå. Ser, der er væske i og den spinkle kvinde pige stikker bare en nål i og presser alt det ud, hun kan, over en længere periode. Sej tøs, men det er ikke godt sådant et sted. Vi må håbe. Vi tager os god tid. Pigen, der lå ned på bænken, kommer luntende forbi. Hun har det rigtig skidt. Vi spørger. Det er tæerne.

Tommy kommer og forbi og vi siger grinende, at nu er Camino-feltlazaretet igen på arbejde. Man er nødt til at bevare det gode humør. Ellers kan det blive for surt.

Vi fortsætter og da vi kommer til udkanten af byen ser vi et skilt med 2,4 km, så vi var opløftede, men det var kun i starten.,På et tidspunkt siger jeg til Lucy, at jeg tror, at skiltet er falsk, bare for at opmuntre een. De 2,4 km var lange som et ondt år. Bare det kunne få en ende. Vi tager et meget kort skridt ad gangen. Da vi endelig kommer til udkanten af byen, så ser vi Jin sidde ved en bænk. Hun venter nok på Lucy, før hun vil på herberget, så de kan sove i nærheden af hinanden. Tommy er der også. Tommy vil til et herberg 1,6 km længere, ved udkanten af byen, så han sparer lidt i morgen.

Vi andre vakler 50 meter til det kommunale herberg. Kommer ind og får stemplet og betalt, 6€. Vi må selv finde en seng i Room1. Får heldigvis en underkøje. Lucy tager overkøjen og Jin den modsatte overkøje. I den anden underkøje ligger der een og sover. Han ligner en spanier. Ligger mig ned og slapper af, inden jeg finder internetadgang og får svaret på mails og kommentarer på hjemmesiden, liggende. De andre går i bad og kommer ud og dufter godt. Så kan man pludselig godt lugte, at man selv burde i bad. Der er 2 brusebade med forhæng til alle. Det er store brusebade, så man kan være der og ens tøj kan hænge lige udenfor. Bliver også barberet i dag. Skønt. Kommer mit japanske duftevand på, så jeg også kan dufte godt.

Kommer i snak med spanieren, der er vågnet. Han har en mærkelig stemme. Nærmest lige som ham i en amerikansk komedie eller film, i et alt for højt toneleje og hæs. Han taler engelsk på en sjov måde. Han fortæller, at han bor i nærheden af Santiago og har heste, som jeg naturligvis skal se, i hans kamerae. Hans elskede heste. Han fortæller, at dem med 4 sokker på, er de mest værdifulde og så får jeg ellers historien om den de har solgt til 60.000 $. Han taler meget højt og lugter vist nok også af lidt sprut. Hans første kone havde været amerikaner. Hans heste skulle til Madrid til april næste år og løbe. Det er galopheste, af engelsk race. Nå, så fik vi lært lidt der.

Heldigvis skulle jeg vaske tøj, så jeg slap for videre tiltale. Vaskede også min fleece. Var spændt på, om det ville tørre. Bagefter i gang med at skrive dagens beretning, i haven. Kan derfra høre, at der bliver knappet en flaske op i køkkenet.

Hastigt nærmer klokken sig otte og det er tide at finde et sted at spise. Jeg går ind i køkkenet og kan se, at min spanske hesteelskende sidder alene og spiser, med en flaske vin. Så min antagelse om lidt sprutlugt, har nok ikke været helt forgæves. Ian fra Austrulien, den ældre tidligere lærer, der har gået fra Le Puy og Eva fra Tyskland, også startet i Le Puy en uge tidligere end Ian, skal ud sammen og jeg joiner dem. De to har vist besluttet sig for at gå sammen resten af vejen. Ian er også sjov at være sammen med. Han taler med gud og hver mand. Eva er modsat, yogadyrkende og vist lidt kontrolfreak. Sjov kombination, de to, men ingen hanky panky. De savner Robert, deres tidligere rejsefælle, der måtte tage hjem og følge sin mor til Sicilien. Pligtopfyldende søn.

Nå, vi får fundet restauranten med en menu til 11€, inkl vand og vin. Det foregår bagved. Der sidder en hel flok ældre spanske kvinder derinde og lyden er i hvert flad på et niveau, hvor arbejdstilsynet havde grebet ind, hvis det var en arbejdsplads, hvilket det også er, men ikke for gæsterne.

Vi får vores mad. Det er OK. Herberget lukker kl. 22.00, og vi var lidt trætte, så det var hjem og sove. Får hentet mit tøj ind og hænger det til tørre på seng og rygsæk. Får lige skrevet lidt mere på iPad'en, inden lyset slukkes og det er tide at få sove. Bruger kun soveposen som dyne, efterhånden. Man får udleveret eengangsengelinned, også til hovedpuden. Spanieren er allerede sovende. Falder hurtigt i søvn.

(Pamplona - Puente La Reina, 24 km plus lidt mere)

Det blev en forfærdelig nat.

Pamplona er meget livlig om lørdagen. Det havde flere pilgrimme åbenbart fundet ud af, hvilket ikke var svært. Der var et hav af mennesker i aftes på gaderne. Folk står midt på gaden med deres vinglas og snakkede, snakkede og snakkede. Og det går ikke stille af sig.

Flere havde set stort på herbergets lukketid, kl. 23.00, så det bankede på flere gang, efterfølgende. Og alle vågnede. Klokken 2 bankede det meget, meget hårdt på hoveddøren. Det runger i de 2 sale, hvor vi sover. Hører en masse snak. Endelig falder der til sidst ro over det, men meget søvn får man ikke.

Vågner ved halvsekstiden og ligger og skriver lidt. Så kommer der gang i folk og jeg står op, får børstet tænder og hovedet vasket. Går ned for at hente mit tøj. Det er stadig vådt, så det må ned i en plastikpose og blive tørret færdigt i eftermiddag/aften, når jeg når næste mål.

Får pakket min rygsæk. Lucy og Jin skal først have morgenmad. Vi siger farvel og på gensyn.

Jeg går ud kl. 07.30 og prøver at finde Camino-sporet. Heldigvis kommer en af de unge koreanske mænd, der ved, hvor det er. Han går med sit koreanske flag på rygsækken. Vi møder de første branderter, der er på vej hjem. De har det sjovt, men nok ikke senere på dagen.

Det er en dejlig dag. Lidt kølig, uden at være kold. God gå-temperatur. Vi går mod noget parklignende og bliver lidt forvirrede. Selvfølgelig kommer hjælpen. En meget flink spanier, der kan noget engelsk, hjælper os på vej. Han går med os, så langt han kan og viser os vej. Tænk at vågne op til så meget uselviskhed. Man bliver varm om hjertet. Der findes rigtige mennesker!

Lee og jeg fortsætter. Møder endnu de sidste branderter på vej hjem. Vi kommer til universitetsparken og kan se en ældre kvindelig peregrino, der leder efter vej. Hun har krøllet lyst hår og virker til at være fit for fight. Vi går sammen med hende, indtil vi er sikre på, at intet kan gå galt. Så går vi fra hende.

Lee skal langt på sin første strækning, inden pause, siger han. Over 13 km. Manden er gal, tænker jeg. Vi siger farvel og på gensyn.

Venstre fod har det ikke for godt, selv efter gårsdagen kærlige behandling. Jeg går dog nogenlunde, alligevel. Når foden bliver varm, bliver smerten mindre. Det går langsomt opad. Der er lokale, der går søndagstur og endnu flere motionister og mountainbikere, her i de allertidligste morgentimer. Det er helt utroligt, hvor aktive folk er her på en tidlig søndag morgen.

Fortsætter opad. Kan se vindmøllerne på bjergkammen, på begge sider af, hvor jeg skal op, på lang afstand. Håber at den næste by, jeg kan se, har en cafe eller noget, hvor jeg kan få lidt at spise.

Ser en mindesten over en død belgisk pilgrim, hvis jeg husker rigtigt. Han var lidt overvægtig, kan jeg se på billedet. Måske er det den rigtige måde at dø på?

Selvfølgelig, dukker der een op. En undselig lille biks. Alt kommer til dig på Caminoen, når du ønsker det. Jeg går ind og møder en meget, efter min mening, smuk, lad os sige omkring 30 år, spansk, flink, kvinde. Hun har dette brunsorte hår, som mange spanske kvinder har. Det er bare vildt flot, når det har den rette kombination. Hvad, kan jeg ikke sige. Ved det bare, når jeg ser det. Hvad kan man forlange mere, når man er lidt træt og har ømme fødder? Det lindrer lidt på smerten.

Køber en frisk opvarmet croissant plus en cola - ved ikke hvorfor - og en cafe con leche i automaten, og en mandarin. Det bliver min morgenmad. Croissanten smager himmelsk.

Nyder den udenfor med rygsæk på. Ingen steder at sidde. Går ind og siger tak for den dejlige croissant - sikkert bare for at få det sidste syn på hornhinden. OK, det er tilladt at kigge, hallo!

Fortsætter og der er kun een vej - opad.

Der kommer flere og flere efter mig. Tror i første omgang, at det er peregrinos, men nej. Det er lokale, der skal på søndagsudflugt op, hvor vindmøllerne er. Ikke den bedste vej at gå. Man skal hele tiden passe på. Det slider. Flere børn og forældre passerer. De hilser.

Heldigvis dukker en bænk op. Smider rygsæk, støvler og sokker. der passerer efterhånden mange mennesker, selv hele flokke af børn, der ledes af voksne. Efterhånden begynder jeg at tænke, om det er noget, som bare sker denne søndag eller at det sker hver uge. Men mange mennesker er det, familier, enlige, venner. Det er positivt, at man gør sådanne ting sammen, i stedet for mobiltelefon og computer, hele tiden. Hatten af for spanierne!

Børnene er utroligt flinke og interesserede. Alle børn ved, hvad en peregrino er og behandler dem med respekt. De har lært det af deres forældre. Hvem skulle de ellers lære det fra? Når de gør det, så behandler de også deres ældre med respekt. Måske det lovpriste danske og grønlandske velfærdssystem kunne lære lidt af det. Man kan ikke betale sig fra det hele, heller ikke ens dårlige samvittighed. Ved det, for min part. Lige lidt hjælper det.

På et tidspunkt passerer Chris, en høj tynd australier. Vi hilser på hinanden. Jeg spørger til Lucy og Jin. De er længere bagud.

Videre op til toppen, hvor jeg bliver passeret af mange energiske børn, uden oppakning. Når toppen, hvor mange mennesker sidder og spiser deres medbragte madder. Det er nærmest en folkefest.

Et par hurtige billeder og så videre, nedad, på den anden side. Det viser sig at være noget af det værste, jeg har prøvet indtil nu. Det er store rullesten, lagt på trappelignende indretninger. Det er et helvede at gå på, undskyld udtrykket!

I starten tænker jeg, at der må være en logisk forklaring på dette helvede. Det er naturligvis, naturlige sten, der er rullet ned af bjergsiden og helt naturligt faldet ned på de menneskeskabte trapper, godt nok store, og uregulære. På vej ned sidder Chris med sin notesblok og spuser ludt mad. Vi hilser igen og ses i Puente La Reina.

Længere nedad kan jeg heller ikke snydes. Det går op for mig, at det slet ikke er hverken gud eller djævlen, der har lagt disse kæmpe rullesten ud. Det er naturstridigt. Altså er det mennesker. Sikkert nogen, der aldrig har gået Camino eller bare har et dårligt liv, og dem er der jo nogen stykker af, som synes, at andre skal have det lige så dårligt som dem. Tak spids!

I sådanne situationer, med smerter, må man snyde hjernen. Så man tænker på alle mulige skøre ting. I et af de mere muntre momenter overvejer jeg, om jeg nu er til S/M, siden jeg gider alt det. Ler højt for sig selv.

Jeg nærmest sniger mig videre ned. Øv, havde det lige så godt efter pausen. Og så er det hele ødelagt. Der dukker heldigvis en bænk op på det tidspunkt, hvor de forbandede - undskyld - rullesten - holder op. Lufter de dertil indrettede og får mig en energibar. Et par snakkende veninder går forbi. Her i Spanien kan du jo gå til alt, åbenbart. Der er altid en sti at gå på, til næste by.

Vandrer videre af en dejlig grusvej, dog med ømme fødder. Chris kommer op og vi falder i snak. Chris er rødhåret, høj og australier og kan næsten tage næsten dobbelte lå lange skridt som jeg. I dag skulle vi åbenbart tale sammen resten af vej. Solen bager ned.

Først taler vi om den underlige nedstigning, vi lige er gået på. Den er livsfarlig, og endnu værre i regnvejr. Snakker om, hvilke hoveder, der kan finde på sådan noget. Mountainbikerne forcerer den dog også, forstås nedad. Opad må de nok opgive. Så ikke nogen.

Chris er 34 år gammel og underviser på en high school. Har gjort det i 4 år. Han har taget et sabatår, for at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Han mener dog, at han forttat vil undervise. Ingen kæreste, ingen børn.

Vi kommer i snak om Pamplona og aftenens byliv. 2 mænd, der går, kan naturligvis ikke undgå at snakke om de smukke kvinder, man kunne se på gaden i går. De gør virkelig noget ud af sig selv. Ikke på den overgearede måde, hvor det nærmest bliver grimt. Jeg for min part synes godt om det sort/brune hår. Chris havde hørt om de blonde skandinaviske. Dem snakkes der åbenbart også om, i mandekredse. Selvfølgelig.

Vi kommer ind på skolesystemer. Han kendte noget til det finske og canadiske. Nogle af hans chefer havde været i Finland. Vi snakker om fagforeninger, undervisningsmetoder m.m.

Kommer også ind på religiøsitet og om Caminoen, uden dog helt at gå dybt ind i det. Det er for tidligt. Senere på Caminoen. Vi bliver dog enige om at tage en detour for at se en kirke fra det 12. århundrede, som blev bygget for at beskytte pilgrimme. Inden vi drejer fra den anbefalede normalrute, får vi forfriskning på en bar i Muruzabal. Der er bagende varmt. Flere af vores spanske medpilgrimme sidder der og får sig en øl. Vi hilser hjerteligt på hinanden og skåler.

Inden vi forlader Muruzabal fylder vi vores vandfalsker på en vandpost. Der er ingen skygge nogen steder. Vejen er menneskelig, men fødderne får det værre. Vi kan se kirken på afstand og den ligger helt for sig selv. Endelig ankomst. Vi smider, hvad vi har. Hilser på 2 spanske par og 1 barn. De er flinke og vi får dem til at tage et billede af os 2. Efter en rundering om kirken og tagen billeder, går vi videre. Vi er efterhånden begge trætte og vil frem til Puente La Reina. Foreløbig er vi ikke blevet overhalet af nogen som helst.

Vi tror, at vi tager den anbefalede vej til byen, men nej. Vi har åbenbart taget vejen mod Obanos, som er en del af normalruten. Vi skulle have fulgt hovedvejen på venstre side et kort stykke, inden vi kom på vandrestier igen. I stedet reddede vi os en stigning, der tærede, på dette tidspunkt. Naturligvis mødte vi andre pilgrimme, der ikke havde taget en detour. Vi var åbenbart de eneste idioter, der havde set kirken, viste det sig bagefter.

Vi humpede nærmest ind. Vi lavede endnu en fejl. Vi gik til det private herberg i den anden ende af byen, lidt udenfor. Vi overså skiltet, hvor der stod lukket og vi reddede os selv en stigning igen plus en kilometer mere i alt, inden vi endelig - efter at være vendt om - kom til klosterets herberg. Her var alle de andre, naturligvis.

Dejligt at kunne smide alt oppakning og ikke mere de forfærdelige vandrestøvler for i dag. Jeg må se at finde nogle vandresko eller sandaler, ved siden af.

Kommer i bad, fødderne bliver plejet med kærlig hånd, læggene får deres massage. Bagefter tøjvask.

Folk sidder ude i haven og slapper af. Jeg prøver at skrive lidt, men er meget træt og der er næsten ingen elstik, så jeg opgiver og læser lidt i guidebøgerne. klokken er efterhånden ved at være mange. Møder Tommy, der vil ud og se byen. Det gør vi. Han har aftalt med Ian og Eva, om at spise sammen på hotellets restaurant, lige når man kommer til byen. Vores tur er dog først den anden vej. Vi går til den gamle bro og får taget billeder. Vender om og går hele vejen tilbage gennem byen og ud til den anden ende for at mødes med de andre. De er der ikke.

Vi får et glas vin og nyder den udenfor. Collett og Tony kommer forbi. De har spist og bor på hotellet.

Vi tror, at Ian og Eva har ombestemt sig og gået ind i selve den gamle bydel. Vi tager derind. Selvfølgelig sidder de der. Vi får pilgrimsmad til 6€. Snakker og har det hyggeligt. Sådan er det i selskab med Ian.

Vi er trætte og går hjem, så snart vi er færdige. De andre sidder i spisestuen og hygger sig. Vi får lige en kop the sammen med de koreanske piger. Jin laver theen, dejligt. Så er det på hovedet i seng, inden kl. 22.00.

(Zubiri - Pamplona, 22 km)

Ligger lige i disse sekunder på herberget midt inde i Pamplona og skriver dette. Kl. er lige omkring 18.00. Det er et herberg inddelt i sektioner med 2 dobbeltkøjer i hver. Der er vel lidt over en meters penge i adskillelsen. Der ligger nogle få og sover efter dagens strabadser, kan jeg høre.

Jeg er mørbanket i lår, lægge og fødder. Ikke at forglemme den tå, som jeg frygtede. Mere om den senere.

Efter jeg kom hjem til pensionatet i går aftes, lå jeg og skrev til lidt over tolv. Det er noget skidt med disse forpligtelser på hjemmesiden på sådanne tidspunkter, når man har brug for at sove. Det presser jo lidt. Alligevel vågner jeg allerede lidt i seks. Havde vinduet åbent hele natten, så jeg kunne høre vandets rislen. Det minder mig om min barndom, når far havde os med ude og vi lå i telt - i Sydgrønland, ved siden af en elv. Sikkert derfor, jeg sov godt. Utroligt hvilke ting, man husker fra sin barndom, som betyder noget.

Stod endeligt op lidt i syv. Gik ud og børstede tænder og vaskede ansigtet. På Caminoen bader man dagen før og er derfor klar næste morgen. Pakkede stille og roligt, tog mine piller og hentede vand i køkkenet til mine 2 flasker. Collett var derude og var gået i gang med den morgenmad, hun og Tony havde bestilt. Jeg havde ikke bestilt noget. For mig duer det heller ikke at spise mig mæt og så begynde at gå. Vil hellere have gang i systemet først. Vi ønskede hinanden en god tur. Vi sås jo nok.

Jeg tog min rygsæk og gik ud. Ruten starter lige ved siden af pensionatet. En pilgrim kom forbi, inden jeg fik min rygsæk på og startet gps'en. Var lidt bange for at løfte rygsækken og få den på - efter i går med ondt i skuldrene. Dejlig morgen, frisk, overskyet - perfekt vejr til vandring. Det er ikke det kønneste sted starte, da man skal forbi et stenknuseri og man bliver ledt lidt rundt for at komme videre.

Det overstås heldigvis og jeg kommer ind i dejlig afvekslende natur. Havde besluttet mig for at jeg tage det helt roligt. Har masser af tid. Jeg bruger mine stave godt allerede fra starten. Opad bruger jeg dem på samme måde som i langrend. Begge stave ned i jorden på een gang og så støde fra og hjælpe til i bevægelsen. Det virker utrolig godt. Hver en besparelse af benmusklerne kommer een til gode mod slutningen af dagen. Ved ned stigninger støder jeg mod, så jeg ikke belaster knæ og lår for meget.

Passerer den mand, der gik lige før mig. Vi ønsker hinanden en god Camino. Han har seng længere henne her i herberget og vinkede hjerteligt, da han så mig i eftermiddags.

Kommer i en god gænge. Passerer 3 spanske kvinder, der åbenbart er veninder, eller snakker som kun veninder gør. De taler hele tiden, som om, de er hjemme. De er fortsat i comfort-zone og det må man håbe for dem, at de kommer ud af. Går lidt hurtigere for at slippe for talestrømmen.

Pludselig genkender jeg gangen med en vanddunk i hånden og en stav i den anden, rygsækken og hendes vandresko, der er blå og gule. Det er min vandreveninde fra første dag, Susie fra Korea. Jeg prøver ikke at indhente hende, men hun stopper op ved at bæk, hvor man kan sidde godt på en bænk og hvor der sidder 4 spanske venner sammen. Jeg gør det samme. Har jo ikke fået morgenmad og vil spise noget frugt, jeg købte i går, plus en energibar. Susie bliver glad for at se mig.

Allerede på torsdagen vandring besluttede jeg mig for, at hun skulle have min anden kammusling som gave. Hendes lykkeskal fra Grønland, sagde jeg til hende. Hun takkede meget og hænger den på sin rygsæk. Er meget sikker på, at Laila og Ulrik, der har sendt mig kammuslingeskallerne, er enig med mig i, at en ung koreansk kvinde, der kommer til Europa for første gang, skal have en grønlandsk kammuslingeskal.

Vi spiser vores mad og snakker lidt med den spanske gruppe, der spørger, hvor vi kommer fra. De 3 veninder dukker også op. De 4 går før os.

Uden at det siges er Susie og jeg enige om at følges ad. Hun er også godt brugt på de første 2 dage, så vi har godt af at gå sammen. Jeg lader hende styre hastigheden. Landskabet på denne strækning fra Zubiri er meget afvekslende. Dejligt for en vandrer. vi møder også en del mountainbikere.

I en mindre landsby er vi nødt til at holde. Skal have luftet fødderne. De gør ondt, specielt den venstre. Jeg har et par ydersokker hængende til tørring på rygsækken, som jeg tager på. Underligt at jeg ikke har tænkt på det før. Selvfølgelig skal jeg have et par indersokker og ydersokker hængende på rygsækken i mine store sikkerhedslåse, som jeg kan skifte med, uden at skulle pakke ud. De våde kan så tørre og tages på igen senere. Har jo 3 par med, så jeg jo altid har rene ved ankomsten. Susie griner, da jeg siger, hvor dum man kan være dum.

Spørger hende, om hun tager og lufter sine fødder undervejs. Det gør hun ikke, siger hun, fordi hun er bange for ikke at få dem på igen. Jeg siger til hende, at hun ikke kan gå til Santiago, hvis hun ikke lufter fødderne engang imellem. Hun tager skoene af, og det viser sig jo, at hun har problemer med en tå, der bløder. Hun skifter plaster på det. Mens vi sidder der kommer den anden koreanske pige, hun hedder Chae Jin Baek, viser det sig senere, da jeg siger til hende efter ankomst til herberget, at jeg jo ikke kan blive ved med at skrive "den anden koreanske pige". Hun skal have et navn. Hun vil kaldes Jin, så det er Jin fra nu af.

Jin går videre og vi får vores luftede fødder i støvlerne igen og følger efter. På et tidspunkt passerer vi floden og lige ved sidder Jin med 2 mandlige koreanere og får morgenmad. Vi springer over, da vi på tidspunktet er rimeligt gående. Det er vist en englænder, der er vært i dette gamle hus, som han er ved at istandsætte. Han lyder sådan.

Vi får kigget i Susies guidebog, der er en oversættelse af den engelske og bedre end min. Vi skal passere under en hovedvej og så opad. Vi kommer under vejen og der er 2 toiletter, og jeg skal slå en streg siger jeg, og det skulle Susie så også. Der kommer en cykelrytter og Jin lige efter. Cykelrytteren spørger om vi har toiletpapir. Det har jeg, men det ligger langt nede. Jin, der er utrolig hjælpsom, flår straks sin rygsæk af og finder vådservietter i en sidelomme til manden. Jin har vist alt i rygsækken. Hendes rygsæk vejer flere kilo end min. Ikke noget under, at hun har ondt i skuldrene.

Vi klatrer op. Det går ok, men det er hårdt. Da vi er kommet op, holder vi en pause og kigger igen i guidebogen. Den siger omkring 6 km til Pamplona. Vi bliver helt euforiske og tror, at vi snart er der. Jin kommer op til os. Vi 3 følges resten af vejen, med efterhånden flere pauser. Vi er godt møre. Mine fødder gør ondt, rigtig ondt, nedad, isæt den venstre. Vi når til en forstad til Pamplona, smuk ved en flod. Byens indbyggere vil nok have sig frasagt at blive kaldt forstad. Vi går selvfølgelig forkert. Skulle have krydset floden allerede første gang. Vi får hjælp af en flink, godt engelsktalende spanier. Han guider os til hovedgaden, som man skal følge. Vi finder den.

Vi er så trætte og der er næsten 1,7 km til herberget. Jin har kort på sin tablet, så det kan vi se. Holder efterhånden pause for hver 500 m. Endelig kommer vi til byen, fuld af liv og folk er på barer og hygger sig, kan vi se og høre. Vi kommer til herberget og får vores senge, 7€.Vi 3 sover i sammen enhed. Jin i køjen over mig og Susie over i den anden. Det er en lise at komme af med støvlerne. Man er bare færdig og magter knap nok at gøre noget som helst, men det skal vi jo. Får lagt lagen på plastikmadressen og pudebetræk på. Fik dem udleveret.

Jeg får hurtigt sokkerne af og får kigget på fødderne. Kan se at den tå, der har tør hud er blevet større. Der er vand i. Pga. blødheden springer den, via mine negle og det hele kommer ud. Skidt, rigtig skidt, at jeg nu skal døje med det. Får presset det hele ud og skynder mig i bad, så jeg kan tage mig af den bagefter.

Der er fælles badefaciliteter, dog i kabiner. Vi render rundt igen i underbukser.

Kommer jod på og plaster. Fødderne får luft i klipklapperne. Håber det går. Vasker mit tøj og hænger det til tørre. Fødderne får creme og massage, ligeså læggene. Lårene må også have en tur. Det gør altså ondt.

Nå, må i byen for at finde et telefonselskab og købe mig en ny rem. På et tidspunkt falder bukserne vel ned og det kan vi jo ikke have. Går rundt alke vegne, men der er lukket. Ser den store plads, hvor folk sidder og spiser og drikker i det gode vejr. Skal også selv have lidt. Har kun fået en banan og energibar, plus nogle nædder og en tredjedel mandarin af Jin. Finder jeg en tapasbar i en sidegade til den store plads. Bestiller 2 som jeg synes ser lækre ud, et glas hvidvin og en flaske vand. De ryger ned med det samme, vinen og det meste af vandet også. Må have en mere og et glas mere. Dejligt. Får en cafe solo til sidst og beder om regningen. 12€ - altså. Det er den rene foræring. På vejen tilbage til herberget, hvor der er en masse spaniere, der forstår at glæde sig, tænker jeg, at det er da godt, at priserne er lave og at de forstår glæden ved hinanden. De lever jo det meste af tiden på gaden, skulle man tro. Med den situation, landet er i, under man dem deres evne til at glædes med hinanden. Godt gået.

Lige ved siden af herberget er der en særlig butik til pilgrimme. Gik ind og kiggede. Fandt et sæt "blister killer", den engelske guidebog og en ny minitaske til mine penge, pas og pilgrimspas. Den anden duer ikke om maven. Man sveder jo.

Kommer på herberget og får en synål med tråd igennem den bløde hud. Giver den engang jod. Det må være kommer det rette sted, for den sved. Plaster på og så håber vi på mirakler.

Klokken er nu lidt over 8 og jeg skal lige ud og have en lille bid, inden jeg går i seng. Har bare mest lyst til at ligge ned. Jin er her. Hun skulle ikke ud med de andre. Vi har snakket og bare været afslappede, mens jeg skriver liggende. Hun vimser rundt og laver en masse ting.

Hun har foræret mig et meget flot koreansk bogmærke, som har nogle traditionelle koreanske symbolske mønstre. Det synes hun, jeg skulle have. Det er jeg naturligvis meget glad og beæret over og tager som udtryk for, at jeg er godt selskab for dem. Hun får min muslingeskal, hvis vi gennemfører sammen til Santiago. Nu har Susie fået den anden. Jeg har ikke brug for symbolikken. Den har jeg i hovedet.

Håber fødderne kan klare de ca. 24 km i morgen. Ellers må jeg skifte til sko, når jeg kan købe nogle ordentlige, i løbet af de næste par dage. Måske er de ikke så hårde ved tåen. Vi må se og improvisere.

(Roncesvalles - Zubiri, 21,8 km)

Sov kun i min silkepose. En anelse koldt, men OK. Snorkeriet i nat var OK. Tommy snorkede lidt meget i underkøjen modsat side, hvilket han fik at vide med et smil. En franskmand sov under mig og den anden koreanske pige modsat mig på øverste køje.

I øvrigt render alle mændene i underbukser blandt alle kvinderne, når de går til og fra badet. Nogle kvinder tog fejl af mændenes afdeling og tog bad der. Fine fornemmelser eksisterer ikke på en Camino, selv på et religiøst herberg. Gud ske tak og lov, for det!

Vågnede allerede ved 05.30-tiden. Overvejede om jeg skulle stå op. Ville egentlig gerne på toilettet for at lave det store. Havde ikke været der af den grund siden afrejsen fra København, så jeg var vist blevet trængende. En enkelt vandrede på sine klipklappere.

Nå, nu skal det være. Jeg kravlede ned med min pandelampe, uden at tænde den og tog så samtidigt mit tøj, så jeg bagefter kunne komme i kælderen og hente mit vasketøj. Gjorde det, der skulle gøres og listede hen ad gangen og ned for at hente mit vasketøj.

Da jeg kom op til soveafdelingen stod 2 hospitaleros klar til at tænde lyset og gjorde det, ligesom jeg kom i sovesalen. Den ene satte kirkeligt kormusik på (en slags gregoriansk) og den anden gik så rundt og sagde godmorgen til alle på forskellige sprog. Dejlig måde at blive vækket på og sådan, at det ike er til at misforstå.

Franskmanden var stået op og i gang med at pakke. Jeg ventede. Han blev færdig og gik. vi ønskede ham god tur. Tommy havde åbenbart brug for at vågne stille og høre musikken, så det fik han selvfølgelig lov til. Koreaneren ville gerne afsted sammen med hendes landsmand, Susie, der sov i den anden 4-mandsenhed ved siden af, hvor Teddy også var.

Teddy var færdig og vi ønskede ham god tur og på gensyn. Jeg pakkede mine ting stille og roligt, men var klar før Tommy, så han sagde, at jeg bare skulle tage afsted. Jeg gik nedenunder, hentede mine støvler og så afsted i tusmørket.

Ved starten, hvor der er en markering med afstanden til Santiago tog jeg et billede og lige pludselig skulle jeg agere fotograf for et spansk ægtepar og en anden gruppe. Det gjorde jeg selvfølgelig med glæde og fik mange tusind tak og så var dagen ligesom startet godt, positivt.

Gik for mig selv gennem skoven. Dejlig morgen. Intet at være bange for. Man er en del af naturen. Jeg ville spise morgenmad det første sted, jeg fandt. Det gjorde jeg i næste by, 3 km længere henne. Andre, bla. Ian, som jeg gik med senere på dagen, var der. Jeg fik en tostado med smør og marmelade, cafe con leche og så et glas juice oppe ved baren. Dejligt sted.

Gik videre ad hovedvejen i byen, indtil jeg hørte nogen råbe, åbenbart efter mig.jeg vendte mig om, og så en spansk mand med brød på armen sige noget og fægtede med armene, og jeg forstod, at jeg var gået forkert. Jg skulle dreje til højre længere tilbage og skulle over floden. Jeg takkede ham mange gange og fandt stedet. Jeg havde overhovedet ikke læst i min guidebog - ellers havde jeg vist det.

Anaway, jeg kom på ret kurs og så var det ude på rigtig pilgrimsvej med natur til alle sidder. Flot, flot vandring. Forbi gårde, fordi køer. På et tidspunkt mens jeg går med skov til begge sidder, står der lige pludselig en hest lige der, mellem træerne. Højst besynderligt. Begynder at få fornemmelsen af, at der er noget mellem disse heste og jeg. Vi snakker sammen.

Jeg tager et billede og imens kommer en mand bag mig og stopper op. Det viser sig at være en franskmand. Vi følges ad og taler på det bedste skolefransk og hans skoleengelsk sammen. Han var gået hele vejen fra Le Puy og skulle til Santiago, men ikke til Finisterre. Hans kone arbejde i øvrigt i et dansk firma, Bruel og Kjaer. Han skulle nå 45 km i dag, kunne jeg forstå, så han og jeg skiltes.

Umiddelbart efter kom jeg til en by, hvor det spanske ægtepar sad og spiste på en bænk. Gik lidt videre og fandt et lille torv ved en cafe, hvor der sad flere kendte ansigter, bla. 4 unge fra Spanien, som jeg på dagens vandring havde mødt flere gange.

Jeg gik ind for at købe noget og talte så med en ung australier, mens vi ventede på betjening. Havde set ham på herberget. Hans første Camino. Jeg købte en cafe solo og en øl. Satte mig ved et bord, hvor der sad en ældre mand med skæg, som australieren kendte. Det viste sig, at den skæggede mand også var australier. Vi kom i god snak. Han var gået fra Le Puy, den 12. september. Havde haft 2 hviledage.

Mens vi sidder der kommer ægteparret fra Irland, der får kørt deres baggage mellem deres destinationer. Havde hilst og talt med dem flere gange i St Jean og i Roncavalles. De satte sig ved vores bord og jeg fik noget smørelse til min fødder af manden. Vi snakkede og hyggede en 10 minutters tid. Så var det videre. Den ældre australier og jeg blev enige om at følges. Det var en rigtig god spadsertur. Vi fik snakket politik og meget andet. Han var uddannet skolelærer. Vi havde det godt i hinandens selskab. Vi fulgtes ad længe, indtil han stødte ind i Eva, en tysk kvinde, som han havde fulgtes med siden Le Puy. Hun sad og nød sin frokost. Jeg havde ingen med, men det havde Ian. Jeg gik videre.

Vejret blev varmere og benene gjorde ondt. Måtte stoppe op et sted og tage støvlerne af og tørre sokkerne. Flere passerede forbi imens og nogle spurgte, om jeg havde problemer, fordi de så noget tape på min højre storetå. Fik gjort bukserne kortere og tog fleecen af.

Kom videre og ville egentlig gerne have spist et sted, og fandt godt nok en mobil enhed med sandwiches og andet, men ville ikke sidde i den bagenden sol, så jeg gik videre. Og så var der kun Zubiri tilbage. Så godt på et kort, at der var en nedstigning. Nej, hvor var den lang og trættende, næsten 3 km. Mine lår havde det forfærdeligt. Mødte en ung koreansk mand, der også havde det hårdt. Vi led sammen resten af turen til Zubiri. Han elskede at vandre og havde gjort det bla. i Himalaya.

Endelig kom vi til byen. Havde besluttet mig for et værelse på et pensionat, så jeg kunne pleje min ømme ben og fødder. Og få opladet mit grej og få skrevet mine opdateringerne. Fik et værelse lige ved floden. Dejligt værelse, dog med bad på gangen - 30€.

Kom i bad, dejligt. Fik plejet mine fødder. Kom Compeed på den højre storetå og på venstre fod, tåen ved siden af lilletåen. Det er den, jeg er mest bekymret for. Der er hård hud på den. Efter Compeed en økologisk fodsalve på, masseret godt ind. Fødderne fik lige noget massage samtidig plus læggene. For f...., hvor gjorde det ondt.

Fik vasket mit tøj og hængt til tørre udenfor. Ned og få en bocadillo på den lokale plus en lille øl. Mens jeg sidder der, kommer de 2 koreanske piger og sætter sig hos mig, helt hjemmevant, åbenbart. Hende uden navn hælder nødder op på min tallerken uden at spørge. Vi kommer i snak og så finder jeg ud af deres aldre. Susie er 22 år og den anden er 33 år. Siger, jeg selv har tvillinger på 33 år. De er begge trætte og har ondt i skuldrene som jeg. Er meget øm i venstre skulder.

Vi skilles med gensyn i morgen. Jeg tager på værelset og kommer på nettet og skriver på mine opdateringer. Pludselig kommer det irske par ind på pensionatet, gensynsglæde.

Jeg skriver indtil ved 7-tiden, hvor jeg går ud for at finde noget at spise. Det bliver en pizza. Skal bare overstås og så hjem. Trænger til at sove.

Kommer hjem og skriver lidt videre og den irske dame kommer hjem alene og jeg spørger hende, hvor manden er henne? Tony skulle lige have en brandy på den lokale og hun foreslår, jeg smutter ned til ham og holder ham med selskab. Vi får en enkelt, ganske vist lidt stor, plus en vand hver og en rigtig god snak. Oprindeligt uddannet psykolog, som han havde brugt i hæren i 22 år, men havde bagefter uddannet sig til ingeniør. Vi går efter den enkelte. Trætheden er der trods alt.

I morgen er det Pamplona, heldigvis kun lige under 22 km.Vi får se, hvordan kroppen reagerer. Nogle siger, at 3. dag er den værste. Håber at kunne købe et datasimkort. Det gør, at jeg ikke er så bundet af Wi-Fi på cafe eller overnatning.

Og så skal jeg endnu engang have mere styr på up-loade af billeder. Lidt svært med iPad, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg bruger resizer, altså et program til at gøre billederne mindre. De skal jo formindskes, ellers går siden ned.

Godnat.