Kategori: Camino Frances 2013

27. februar 2014 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Diverse efterskifter + 60 år

(Skrevet den 1. december 2013)
Jeg har opdateret billederne fra den 17. oktober og måneden ud. Der er kommet mange flere billeder i. Desuden har jeg fået lavet beskrivelsen for Dag 8, som jeg manglede. Billederne og guidebogen gav mig min hukommelse tilbage om dagen, så jeg fik nærmest gået turen igen i hovedet. Utroligt, hvad man kan huske. Jeg er så heldig stillet, at jeg husker i billeder, så det er bare at køre filmen igennem. Til gengæld kan jeg dårligt huske navne, hvilket kan være lidt pinligt, ind imellem.

Vægten sagde i øvrigt 81.1 kg i går morges, så vægttabet er på lidt over 5 kg. Uden vin og øl havde det nok været mere, men knap så sjovt:-).

Fødderne er ved at få det bedre, men jeg kan ikke bruge mine normale sko. Dertil er fødderne hævet alt for meget, men heldigvis er Lisbeth god til at give mig massage, så ømheden fortager sig noget mere end de ville have gjort. I går var jeg også ude at gå en tur på næsten 5 km. Det hjalp med at få stivheden ud af kroppen. Lidt ondt gjorde det i fødderne, men det er nu engang betingelserne.

Har også fået Body-SDS massage af Lisbeth, med det hun indtil nu har lært. Jeg har definitivt besluttet mig til at starte på uddannelsen her til marts. Glæder mig enormt meget til at arbejde med mine hænder, som andre forhåbentligt kan få glæde af senere.

I morgen satser jeg på at have fået opdateret billedserien for november.

Tillykke med den første søndag i advent.

-----------------------

(Skrevet den 4. december 2013)
Nu skulle alle billeder fra november også være opdateret, med nye og flere billeder. Alle billeder fra turens begyndelse er nu sat op via et galleri, så man skal dobbelttrykke på et billede og så kan man på billedets venstre og højre side trykke sig tilbage eller frem til et andet billede. Billederne er nu i 500 pixel, lidt højere opløsning end før.

Forleden dag drømte jeg, at jeg gik 22 km, men da jeg så kommer i mål, viser det sig, at jeg skal gå yderligere 20 km og lige der vågner jeg - meget, meget træt. Det viser blot, at Caminoen stadig sidder i hovedet. Dog glad over at konstatere, at det blot var en drøm.

Hverdagen er ved at finde sit indpas. Een ting jeg oplever, som er anderledes, er, at jeg kan simpelthen ikke kan lade mig ophidse over utålmodige bilister og anden utålmodighed. Så meget tilbage er der trods alt fra Caminoen. Nu må vi se, hvor længe det holder. Er dog helt sikker på, at meget er forandret. Mange udfordringer i hverdagen vil jeg komme til at spejle i mine oplevelser fra Caminoen, hvor jeg så vil få svaret.

Nu hvor billederne på hjemmesiden/bloggen er færdige, så skal jeg i gang med at gøre billedepakker klar til mine Caminovenner, så de kan få dem i originaludgave. De skal sendes med posten.

Mit gamle (nye) vandskadede kamera er heldigvis kommet til live igen. Det var åbenbart bare en langvarig tørring, der skulle til. Det eneste jeg så har mistet på Caminoen kan gøres op i en enkelt vandflaske, på hjemturen, men det var min egen skyld. Et par sokker er foræret væk og et par strømper hænger på en mast i Finisterre/Fisterra. Det må siges at være meget lidt, i sammenligning med, hvad jeg har læst at andre har glemt eller mistet.

Mit tøj, sko, støvler og rygsæk har været 48 timer i fryser, for at slå evt. bed bugs æg ihjel. Nu er alt vasket og klar til en ny omgang Camino 😉 Nu må vi se, om og hvornår det bliver.

-----------------------

(Skrevet den 27. december 2013)
For en god ordens skyld skal jeg præcisere at , at de opdaterede billeder er lagt ind under de enkelte dages beskrivelser. Det betyder, at man skal starte forfra for at se alle nye billeder. Det har jeg gjort for at bevare en vis struktur. Har nok ikke været helt skarp på at forklare, da jeg lagde dem ind, kan jeg forstå på en mail, jeg har modtaget.

Husk at klikke på et billede for at se det større og så kan man klikke sig frem til det næste. Det gælder dog kun een side ad gangen, så du skal vælge side 2 eller 3, hvis du vil se de billeder og klikke dig frem på dem. Lidt besværligt, men jeg har ikke fundet et bedre billedgallerisystem endnu til hjemmesiden.

Skal umiddelbart i det nye år planlægge deltagelse i en 48 km lang march på Mallorca den første lørdag i august, sammen med Mallorca Brothers. Det glæder jeg mig meget til. Her et link til en side om den:

(kommer senere, når jeg er hjemme ved min normale computer)

Min Camino har uden tvivl været det snart forgangne års mest spændende, lære- og indholdsrige oplevelse. Andre oplevelser har dog også været gode, så det har været et fantastisk år, på alle måder, selv den brækkede arm var en del af den nødvendige rejse.

Jeg har været på mail med min Caminofamilie, meget endda. Har fået lavet julegaver til dem i form af t-shirts og kasketter plus andet sjovt. Håber de morer jeg over dem. Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg bestilte dem. De skulle jo have en individuel t-shirt med billede og ord. Til foråret skal jeg et smut ned til Piemonte for at besøge The Funaris. Det bliver sjovt.

Og så en glædelig jul til dig, lidt forsinket, og et rigtig godt nytår.

-----------------------

(skrevet den 27. februar 2014)
Alderen kan man jo ikke undgå at rykke sig på. Heldigvis vil jeg sige. Så nu er jeg nået den alder, hvor man kan trække sig tilbage, uden at det virker for påfaldende.

Som Camino-menneske, hvad sker der så med een?

Helt ærligt, det finder jeg nok aldrig helt ud af. Jeg var på arbejde, til sidst på dagen, i mit nye deltidsarbejde, fordi der var ting der skulle løses inden for en tidsfrist. Og så må man gøre det. Det ligger nok i blodet. Jeg synes, at man skal  løse sine arbejdsmæssige opgaver så godt som muligt og lægge den energi i det, der skal til, så længe man kan. Vi får trods alt andres penge for det.

På den private front, det synes jeg er sværere - måske fordi det er tættere på. Jeg ved det ikke. Det ændrer ikke ved, at vi må forholde os til virkeligheden.

Mine Camino-venner. Jeg får stadig mails hver dag.

Den hjernemæssige opsamling fra min Camino oktober-november 2013 er ukomplet, fordi der foregår så mange tanker i mit hoved, som jeg endnu ikke har styr på. Når jeg læser i mit sidste Camino-blad, så får jeg bare lyst til at tage afsted igen. Jeg savner nærværet med de dejlige mennesker, som jeg mødte på vejen. Heldigvis skal jeg til Mallorca til august og vandre 48 km på een dag sammen med mine Mallorca Brødre. Og til April besøge min sjæleven, Natale, i Piemonte. Jeg savner ham, hans kone Ughetta, hans søn Luca og han spanske svigerdatter, Isabella, som begge bor i Spanien. Hendes navn er lige så smuk som hendes personlighed. Og sådan er de i øvrigt alle.

Een ting synes dog mere klart.

Livet er mere simpelt, end vi tror, det er. Vi bør være mere nærværende. Vi  er nødt til at være tilstede.  Vi må være være ærlige overfor os selv, også overfor den, vi lever sammen med,  i hverdagen. Ellers lever vi i en falsk verden. Ærlighed gør ondt, men at prøve flugten, er værre.

Fødselsdagen blev fejret dagen efter den 22. februar på Salon 39, på Vodroffsvej 39, Frederiksberg. Et dejligt sted med sjæl, hvor man få et rum for sig selv til 20-25  mennesker. God mad og vin og venlig betjening. Absolut anbefalelsesværdigt.

Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg var sammen med mine gode og ærlige venner til at fejre min fødselsdag, Batse og Kaare, Lars, Nicolai og Britta, John og Ane ( min mors 80 årige dejlige kusine fra Igaliku i Sydgrønland og hun er lige så smukt og dejligt et menneske, som jeg husker hendes mor, Gurli ) og Morten. Mine gamle studenterkammerater, Ole og Preben og hans kone, Helle. Dejligt at se dem igen efter ca. 10 år. Vi har aftalt, at fejre vores 40 års studenterjubilæum til sommer. Det skal nok blive sjovt, ligesom for 40 år siden. Så var der selvfølgelig min svigerfar, Tage, min datter Kuluk og min bedre halvdel, Lisbeth. Mine tvillinger, Ivalo og Aviaaja kunne desværre ikke være der.

Mange tak for de dejlige gaver, som jeg alle kan bruge. Een af dem bliver den sous vide gryde, jeg har ønsket mig i flere år. Endnu en køkkenmaskine til samlingen. Men et must for den, der elsker at lave mad og slapper af med det. Tak for blomsterne fra min  bedste ven fra barndommen, Suulut (Søren) og hans kone Klari, fra Qaqortoq. Og der er flere at takke.

Min opdragelse forbyder mig at fremhæve nogen frem for andre. Alligevel, så fældede jeg en tåre, da jeg åbnede gaven fra Nicolai, Britta og familie. Tak for den smukke nøglering. Og tak til Anton for den smukke tegning.

Hvis nogen vil købe noget personligt, bryllupsring eller andet, så tag ud til Nicolai Appel på Islands Brygge. Der vil du altid få et ærligt svar på det, det du ønsker til dig selv, eller til den, du holder af. Nicolai har i øvrigt lavet det diadem, som Grønland gav til Dronningen på hendes 40 års jubilæum i 2012. Fantastisk stykke kunstnerisk arbejde. Så har jeg ikke sagt for meget.

Også tusind tak for dejlige mails og sms'er jeg fik fra familie, gode venner og bekendte fra Grønland, Danmark og sågar nogle af mine Camino venner.

Om 2 uger starter jeg på en ny uddannelse, Body-SDS, som 60-årig. Hvor jeg glæder mig til at blive et mere nærværende menneske. Du hører fra mig.

Her nogle nogle billeder fra festen og dagen efter af gaverne. I farten havde jeg glemt et kamera, så billederne fra festen er taget med en iPhone, så kvaliteten er derefter.

27. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 42: Hjemrejse

Erwin og jeg flyver sammen til Barcelona her kl. 09.00. Vores veje skilles der, foreløbig. Vi ses nok igen. Jeg vil komme de manglende billeder på i løbet af de kommende dage, men ellers ikke skrive mere foreløbig. Har brug for at bearbejde det, jeg har været igennem.

Derfor vil jeg ikke sætte dato på, hvornår der kommer mere på siden, men selvfølgelig gør der det inden for 10-14 dages tid. Det har også været lidt hårdt med den forpligtelse, som jeg naturligvis selv har påtaget mig, med at skrive, men også meget lærerigt. Håber du har haft fornøjelse og glæde af at læse oplevelserne. Ikke mindst, selv at få lyst til at gå en Camino, kort som lang. Det er en oplevelse for livet. Ikke andre steder kommer du så tæt på folk, så hurtigt. Får nye venner på meget få dage. Jeg har allerede fået mails fra the Mallorca Brother og svaret. Og skrevet til The Funaris for at takke for Caminoen.

26. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 41: Farvel til The Funaris – og tilbage til Santiago – med bus!

Vågnede allerede lidt over 6, gik på toilettet, men så kunne jeg lige så godt stå op bagefetr. Tog min rygsæk med ud fra sovesalen og ud i baderummet. Der er hundekoldt derude. Der er kun 1 toilet og 1 bruser, til mændene. Det samme til kvinderne. Jeg kommer i bruseren. Vandet er iskoldt og det ser ikke ud til, at der kommer varmt vand, så jeg beslutter bare at tage det kolde vand. Kan jo efterhånden ikke selv holde min egen gålugt ud mere. Så det er bare under candet og noget sæbe på. Heldigvis kommer der efter 5 minutters tid noget varmt vand, så dagen er reddet. Barbering må vente til Santiago. Kommer i tøjet og begynder at pakke. Erwin er stået op og går i bad. Ughetta kommer også op. Får pakket sovepose, bed bud lagen og resten af mit kluns. De andre er også kommet op. Det er tid til farvel.

Havde håbet at kunne kontrollere farvel i dag, men det sker selvfølgelig ikke, først Isabel, Luca, Chen, Ughetta og så Natali. det er svært, rigtig svært. Natali siger, at han vil vente på mit besøg. Jeg skynder mig at gå, inden Erwin begynder at sige farvel. Det vil gøre det endnu sværere.

Jeg smutter over på den anden side af gaden, hvor der er en cafe åben. Javier sidder derover. Erwin kommer. Han siger, at det altid er svært med disse farveller. Vi sidder lidt i stilhed for at sluge det svære. Får kaffe og lidt brød til. Erwin er lidt utålmodig, virker lidt rastløs, hvorpå cafeejeren siger, tag det roligt. Der er lang tid til bussen og den holder lige overfor, når den kommer. Cafeejeren siger, at på Caminoen har folk tålmodighed, men så snart de når Finisterre, så bliver de stressede, for de skal nå en bus. Hvorpå, vi griner højt. Cafeejeren har selv gået samme Camino, som jeg, fra St.Jean pied de Port.

Der er flere pilgrimme, der skal med, måske 10 stykker i alt. Bussen kommer og vi står i kø for at komme ind. The Funaris og Chen står oppe ved vinduerne i herberget og vinker som gale. Det er dejligt at komme derfra, på den måde. Tak til jer! I har været de mest fantastiske og givende mennesker, på denne Camino. Ingen tvivl om det. Havde ikke været det samme, uden jer.

Vi kommer afsted. Det går faktisk lidt uhyggeligt hurtigt. Vi har jo ikke kørt med et motoriseret køretøj - sådan hedder det vist i færdselsloven - længe. Jeg i 40 dage, Erwin i mange flere. Af med skoene, hygge i bussen. Vi kører langs kysten til hver lille flække. der er fantastisk flot herude. Man burde tage på ferie herude. Man kører tæt på vandet.

På et tidspunkt blunder jeg. Vågner op og Erwin konstaterer, at vi har kørt hurtigt og er i udkanten af Santiago. Kommer til den store busstation, hvor Erwin selvfølgelig møder folk, han har mødt. Vi bliver enige om at vandre de par kilometer ind til byen. Vi spørger en kvinde, som kan engelsk, hvilken vej, vi skulle gå, hvorpå hun siger, at der er langt. Det tager måske en halv time, siger hun.

Erwin og jeg bliver nu alligevel enige om, at den smule vej kan vi vel klare, endnu. Vi har behov for at blive "normale" igen, efter en hektisk bustur. Det er heller ikke noget, vi skal nå.

Vi kommer hen til den plads, hvor Erwins pensionat ligger. Vi smutter ind på en cafe og får en kop kaffe og nogle søde kager, der følger med. Der er stuvende fuldt. Det er utroligt, med den kaffekultur, hernede. Kommer helt sikkert til at savne den gode kaffe, og endnu mere, til den pris. Det koster jo ikke noget, 1 - 1,5 €, for en god Americano. Mælken har jeg droppet for et stykke tid siden, da jeg fik opstød af den. Siden er det gået fint. Ved også godt efter min blodprøve, at jeg ikke har det så godt med komælk.

Erwin går med mig mod mit hotel, så han ved, hvor han skal gå i morgen tidlig. Vi mødes på hotellet og tager en taxi. Vi går altså ikke 2 kilometer eller mere for at spare et par kroner i morgen tidlig. Vi skal med samme fly mod Barcelona kl. 09.00, så vi vil gerne være lufthavnen, senest kl. 07.30. Der er vist 12 km derud.

Erwin vil gerne til messe kl. 19.30, så det aftaler vi at gøre sammen. Mødes ved domkirken ved 7-tiden. Bagefter smutter vi på tapasbar og får noget let mad og så på hovedet i seng. Skal gerne op senest kl. 06.00.

Jeg får mit værelse og vasket noget tøj.  Skriver på hjemmesiden og så ud og købe lidt gaver og få noget mad.

Gik ind et sted, tæt på hotellet, hvor jeg selv kunne vælge, hvad jeg ville spise. Hertil et par gode glas hvidvin og så hjem igen på hotellet og skrive videre. Nu er jeg næsten færdig med at opdatere. Billeder fra de sidste 4-5 dage kommer på i aften, når jeg er tilbage fra messe og mad.

Skal også have pakket min rygsæk, så den er helt klar til i morgen tidlig, men det gør jeg senere i aften, når tøjet er tørt

I dag er min afdøde mosters fødselsdag. Hun døde her i maj måned, 88 år gammel, i Qaqortoq. Jeg holdt utroligt meget af hende, hun var min reservemor og har været det hele livet. Ikke kun overfor mig, men overfor mange andre. Hun var en krumtap i manges liv. Har tænkt på hende, også under min vandring i går, og håber hun har det godt, hvor hun er. Det fortjener hun, om nogen.

Erwin og jeg har som aftalt været til messe. Vi mødtes sharp kl. 19.00, en halv time før deroppe. Han tog mig med igennem katedralen, op til hvor Jesusfiguren bagved alteret er og han holdt om den med meget stor følelse, kunne jeg mærke. Jeg gjorde det samme, af ukendte årsager. Meget højtideligt, under alle omstændigheder. Bagefter ned til krypten, hvor Jacobs jordiske rester er, siger legenden. Også en dejlig ting. Det føles godt at gøre disse ting, sammen med Erwin. Han er ærlig om det og har faktisk ret i meget af det, han siger. Ethvert menneske har behov for at have et udgangspunkt for sit liv. Det kan være, hvad som helst. Bare man ikke sejler rundt, so to speak.

Vi har det godt under messen, selv om alt foregår på spansk. Mod slutningen kommer en salme, jeg også kender på grønlandsk. Erwin kender den også, så vi nynner med for fuld hals. Kirkesangeren har i øvrigt en fantastisk smuk stemme, selvfølgelig via mikrofon og det hele.

Vi tager på restaurant, da tapasbaren er lukket i aften Får det mest fantastiske kød, vi har fået og god vin. Hygger os og får snakket på bedste beskub, hvordan vi har haft det på Caminoen.

Bagefter følger jeg Erwin hjem. Vi får en enkelt øl lige ved siden af og jeg smutter på hotellet. Vi ses kl. 07.00 ved mit hotel i morgen.

25. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 40: Verdens ende – Fisterra/Finisterre

(Olveiroa - Fisterra, 35 km)

Lige nu sidder jeg i Cee i en cafe og nyder en kold øl sammen med Erwin. Vi er ved havet. Fantastisk, da vi kom ud til udsigten på toppen. Har fået taget nogle billeder deroppe, som kommer i senere. Erwin og jeg skiftedes til at tage billeder af hinanden. Vi er nu kun 13 km fra byen Finisterre og 16 km fra Verdens ende. Vi ankommer der om ca. 3-4 timer. Alt udmåles i tid efterhånden, ikke i kilometer. Man ved, hvor meget man kan gå i timen.

Det har indtil nu været en forholdsvis god rute, bortset fra nedstigningen her til Cee, som kræver, at man er fuld opmærksom på hvert et skridt, ellers kan det hurtigt slutte.

Vi vågnede alle kl. 06.30. Det blev vi enige om igår. Vi ville starte senest kl. 07.30, så vi har lidt at give af sidst på dagen, hvis ruten skulle vise sig at være svær. Morgenkaffe i samme cafe/restaurant, hvor vi spiste i går aftes. Det var mørkt, da vi tog afsted, så vi gik med vores pandelamper i ca. 45-50 minutter.

Det er vist en lidt mærkelig dag for os alle, sidste dag. For Erwin må det være meget specielt, efter snart 2.700 - 2.800 km.

Efter lidt over 5 km en sidste cafe inden dette sted, vi sidder lige nu. Fik en espresso, købte en banan og chokolade. På vejen en pause med The Funaris, hvor jeg spiste bananen og lidt chokolade og drak noget vand.

Naturen er meget anderledes nu. Der er meget blæst her og det kan ses på vegetationen. Dre minder faktisk meget om Sydgrønland, hvor der efterhånden er en masse fyrretræer.

The Funaris og Cren er lige kommet ind i cafeen. Vi går videre om lidt. Måske frokost i næste by om 2 km. Skriver mere senere, når vi når verdens ende.
-----------

Chen, Erwin og jeg går videre, mens The Funaris bliver siddende og får en bocadillo. Vi andre vil vente til senere med at spise. Vi bliver slæbt igennem Cee og videre til næste by, der går ud i et med den, på en måde, så vi føler, at vi faktisk går langt længere end nødvendigt. Sådan er ruten altså tilrettelagt. Der virker ikke altid logisk, men det handler Caminoen heller ikke om. Så kan man lige så godt blive hjemme, hvis man alene vil bruge sin rationalitet på Caminoen. Tranguillo.

Nå, endelig lidt opad ad en meget, meget smal sti. Vi kommer til en forstad længere oppe og vandrer igennem den. På et tidspunkt skal vi krydse en vej. Jeg går forrest. Ser en hvid bil holde overfor. Tænker, at pågældende nok kører på et eller andet tidspunkt, men den holder stille. Nå, det kan jeg jo ikke vente på, så jeg krydser vejen, kigger op mod denne underlige bilist, der ikke kører, kigger ned igen og op igen og pludselig stiger en mand ud af bilen og jeg genkender ham. Det er Natali. Jeg løber hen til ham af glæde og giver ham den største krammer. Den gamle ræv havde sku taget fusen på os. De andre 10-15 meter bagude opdager det og vi bryder alle ud i vild jubel af glæde. Store krammere til alle. Han fortæller, at han er lige kommet. Familien har fundet ud af, at det bedre kan betale sig for dem, at han henter dem i bilen, end de tager bussen. Men han ville også gerne sige farvel til caminovennerne. Så vi får denne her: "You didn't think, that I would come to Finisterre to say goodbye to my friends" - sagt på en måde, som kun Natali kan sige set og så køre sin pegefinger fra side til side for hver ord. Sikken en glædelig overraskelse.

Senere på dagen påstår han, at det ikke var meningen, at han ville overraske os på den måde. Han ville sidde på herberget, når vi kom ind. Han havde kørt på vores vej, fordi han ville spørge familien, om han skulle tage deres rygsække med, når de kom den vej, men det var os, der kom først. Da jeg så kommer over krydset, kigger op og og kigger ned igen, men hurtigt kigger op igen, med store øjne, siger han, så var han nødt til at gå ud af bilen, nu hvor han er blevet opdaget. Jeg kan helt ærligt sige, at sådan husker jeg det ikke. I mit hovede sad Natilie 180 km fra Finisterre, og havde derfor ingen fantasiforestilling om, at han kunne være her. Men jeg tror, at han troede, at jeg havde opdaget ham, men det havde jeg ikke, helt ærligt. Uanset, så var der bare så fantastisk, at han var der, så vi fik nye kræfter til at klare de sidste kilometre, 12-14 stykker, vel.

Natali tilbød at tage vores rygsække med i bilen, men som ægte pilgrimme, sagde vi pænt, nej tak. Vi bærer vores byrde til enden. Det viser sig jo, at de andre Funaris selvfølgelig godt vidste, at han kom, men ikke et ord til os andre, de listige italienere:-). De øvrige Funaris havde også sagt nej tak, inkl. konen. Sådan skal det være! Ingen oversåringshandlinger:-)

Vi smuttede videre i det dejlige solskinsvejr og kom helt ned til vandet, hvor vi gik det meste ved vejsiden. Efterhånden trængte vi til en pause. Vi var sultne og Chen og jeg havde ondt i fødderne. Endelig langt om længe fandt vi en bar i en by før Finisterre. Åbenbart havde Natali set Erwin røde jakke, da han smuttede ind, så Natali kom ind og vi delte en vicadillo. En cola og et glas rødvin til mig. En cola til ham.

Vi gik videre og trætheden meldte sig, men vi kom ned til den store strand og besluttede at gå på den hele vejen til Finisterre/Fisterra. Det var godt, vi gjorde det. Der var et hav afmuslingeskaller på starnsbredden. jeg fik samlet 3 op, mens de 2 andre, mange flere. Det var godt at gå på stranden. Som Chen sagde - den bedste vej at gå på i hele Caminoen, hvorpå jeg konstaterede, at på Caminoen kommer det gode altid til sidst, efter smerten.

Op fra stranden og ind i byen og spørge os frem til det kmmunale herberg, som vi var enige om at overnatte. Der er en del andre herberger i Byen. Chen kan noget spansk, så det gik fint. Vi fandt det og fik vores stempel og fik et nyt bevis for, at vi havde gået ud til til Verdens Ende. Jeg må se at få dem indrammet på et tidspunkt. 6€ for overnatning. Hospitalera siger, at vi skal skynde os, hvis vi skal nå solnedgangen. Der er ca. 3,7 km derud. The Funaris er ikeke kommet endnu. De er ca. 30 minutter bagud, siger Natali, så vi beslutter os for at gå derud, Erwin, Chen og jeg og så venter vi på dem derude.

Vi drøner derudad. Vil for alt i verden nå den solnedgang. Har fået min sten med fra Grønland, den største af de 2, jeg fik af Batse plus et par af de tynde sokker, jeg har gået i. Traditionen siger, at man skal brænde noget.

Vi kommer frem, før solen går ned. Der er hundekoldt derude. Det blæser, men folk er derude, inkl. drikkevarer. Vi møder også Jean Noel. Han bliver glad, da han ser os. Vi får taget billeder af hinanden, prøver at sætte ild til strømperne, men blæsten er for stærk, kun lidt bliver der brændt. I stedet hænger de nu på masten derude, sammen med andet tøj. Stenen får jeg kylet ud i havet, og alle mine dårligdomme skule gerne være røget med. Et stykke af Grønland ligger nu for foden af Verdens Ende.

De andre kommer halsende, inkl. Natali, der ville gå de sidste kilometre. Det bliver et dejligt møde. The Funaris har taget øl og lækre chokoladestykker med. De tænker også på alt. Selv om det blæser og er hundekoldt skåler vi alle og nyder øjeblikket. Det er en sejr for os alle, så vi er vist alle lidt euforiske. Det er også fortjent, synes jeg.

Vi er nødt til at gå hjem. Det bliver pludselig meget mørkt og vi går derfor tilbage til Fisterra i bælgravende mørke, bortset fra erwin, der selvfølgelig har husket sin pandelampe. Ja, man lærer noget, når man har gået omkring de 2.800 km.

På vejen hjem beslutter jeg mig for at give middag til alle, altså menu del dia. Det aftaler jeg med Natali, da vi går sammen tilbage. ingen af os kan nå i bad inden middag, så vi lugter af gåtur. Jeg gør i hvert fald, men vi overlever. Vi fik anbefalet en restaurant, men serveringen og vinen var ikke god, men vi fik da mad og skålet og hyldet hver og een af os, hver for sig. Jean Noel og javier, var også med, altså 9 i alt.

Natali mener, at når nu jeg har betalt for middagen, så skal vi på bar og have brandy, så det gør vi efter middagen. Det bliver hyggeligt. Alle vil give omgang. Vi får både brandy og øl. Det viser sig, at Javier har et herberg på Camino del Norte, så vi ender såmænd nok igen på en Camino. Erwin er ikke afvisende og selv Natali, der ellers har svoret: "I will never walk another kilometer more in my life", er ikke helt afvisende for en anden god gang. Det bliver en dejlig glad afslutning. Vi får noget at drikke, men ingen bliver berusede.

På hovedet i seng bagefter, uden bad. Det må vi tage i morgen tidlig. Vi skal op senest kl. 07.00, for at Erwin og jeg skal nå vores bus til Santiago kl. 08.20. Vi skal lige i bad og så kaffe inden afgang.

24. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 39: Lang dag

(Negreira - Olveiroa, 33,4 km)

Det er en lang vandring i dag. Flere er i tvivl om de står distancen, men de vil prøve. Vi står alle op ved 7-tiden og kommer afsted lidt over 8.

Erwin og jeg går sammen og det er dejlig skovterræn et godt stykke. Der er noget skønt ved at gå i skove, intet mindre. Jeg kommer op i god speed og går for mig selv. Der er ingen barer i miles omkreds. Jeg har ikke fået morgenmad. Føler at det er OK, men fødderne begynder ar smerte, da der endeligt efter ca. 3 timers vandring dukker en cafe op, hvor ondrei og Jean Noel, der er smuttet før os, sidder. jeg får mig en kop kaffe og ristet brød med smør og marmelade. Det er den bedste, jeg har fået på ruren. Erwin kommer ind og han køber en bocadillo med varmede pølser på. Det dufter godt. Jeg beslutter også at købe en bocadillo med skinke og os, varm plus en øl. Det er søndag, så der er ingen supermarkeder åbent, så jeg kunne lige så godt tanke op. Det blev måske lidt meget.

Luca, Isabel og Chen kommer også til. Vi får kigget lidt ekstra på resten af ruten. Vi kommer i gang igen. jeg smutter fra de andre. Føler jeg er nødt til at gå lidt hurtigere, fordi jeg ved, at smerterne i fødderne får jeg på et vist tidspunkt, efter et antal kilometer og så kan jeg lide så godt gøre smerteprocessen kortere, ved at gå hurtigt. Men efterhånden tager smerterne til og jeg må sætter farten betydeligt ned og Ughetta kommer op til mig i en mindre landsby, hvor der er en bar. Det gør Javier også. Heldigvis vil Ughetta og de andre have deres frokost her, så jeg kunne tage en tiltrængt pause også. Får mig en kop kaffe og en cola og skifter sokker og indlæg.

Erwin, Chen og jeg går videre. Der er 14 - 15 kilometer til mål. Vi går i et moderat tempo. Vi nærmest spadserer de næste 12 km. Vi kommer forbi en stor sø. Der er flot og vi tror, at der snart er en bar, hvor vi kan sidde lidt ned. Vi skulle blive klogere. baren var lukket, så der skulle kæmpes hele vejen til Olveiroa, med edder og forbandelser på grønlandsk, dansk og engelsk, at nu skulle .............. Frem kom jeg da, men de sidste 2 kilometer gik jeg som en sindsyg, for at få det overstået. Endelig fremme. Ondrei sidder i en stor cafe og vinker til mig. Går derind og køber 2 øl, een til os hver. Dejligt at være fremme og kan slappe af. Dette er næstsidste etape.

Bagefter kommer Erwin til cafeen og han får sig også en øl. Jeg smutter op til det kommunale herberg, hvor vi alle indlogerer os i samme rum. Folk kommer dryssende efterhånden. Der er lidt koldt i rummet, men vi må klare os med den eneste opvarmer, af el. Badeværelset har direkte åbing til det fri, så det er en kold omgang bad, man får. Hurtigt i tøjet og slappe lidt af. Skrive lidt, indtil hospitalero kommer og vi kan få skrevet os ind, få et stempel og betale.

Bagefter går Chen, Erwin, Jean Noel og jeg ned til cafeen og bestiller menu del dia. Jean Noel, franskmand, som han er, spørger om vi vil have en apperitif. Han vil have en whisky, det kan han lide. Jeg får en anis med vand og Erwin en øl. Middagen er udemærket. Suppe til forret og grillede svinekoteller til hovedret. Is til dessert. Hyggelig middag, der sluttes af med en enkelt brandy.

The Funaris dukker op på et tidspunkt, men skal ikke have middag, da de har spist en stor frokost. Hun noget kaffe og varm mælk til Ughetta.

Vi kommer i seng i god tid. Folk hyggesnakker, inden lyset slukkes kl. 22. Det gør Ughetta. Hun er lederen i flokken, hvad det angår, også med at tysse lidt på os, på en pæn måde, om morgenen, så vi ikke forstyrrer for meget, hvis nogen stadig sover.

Vi er vist alle meget spændte på morgendagen. Sidste dag - til verdens ende - slut for Caminoen. Mærkelig tanke.

23. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 38: Første dag til Finisterre

(Santiago de Compostela - Negreira, 21 km)

Det har været en fantastisk dejlig gåtur. Mere senere, da jeg har haft travlt med at lave mad. Det var dog hårdt at komme i gang. Solskinsvejr hele vejen.
------------
Pga skriveri falder jeg først i søvn ved 1-tiden og har ikke sat alarm på. Vågner lidt over 6, men synes det er for tidligt, så jeg slumrer ind igen, med det resultat, at jeg først vågner lige over halvotte. Jeg kan ikke nå det aftalte mødetidspunkt, kl. 8, ved pladsen foran domkirken. Hurtigt i bad, få pakket min rygsæk inkl. soveposen, som jeg havde sendt. Mine 2 postpakker vil jeg lade blive på hotellet, indtil jeg er tilbage fra Finisterre/Fisterra, hvor jeg skal have pakket det hele om.

Ned og få lidt morgenmad, hurtigt, betalt med regning og afleveret de 2 kasser til opbevaring og så afsted. Det er en råkold morgen, frisk. Drøner ned mod domkirken og er der vel omkring kvart i ni. Selvfølgelig er The Funaris og Erwin taget afsted. Jeg skynder mig afsted. Det føles godt at komme ud af byen og vandre igen.

Det viser sig, at Natali havde ventet på mig på pladsen for at sige farvel. Han havde lagt sine planer om, så han i stedet for at tage til Finisterre i 3 dage, kører med bus op til, hvor Isabel og Luca bor. Det er ca. 100 km nord fir Santiago. Ughetta, Natalis kone, tager med Isabel og Luca, forventeligt direkte fra Finisterre, hjem, hvorfra de flyver hjem den 29. Fik senere på dagen snakket med Natali i telefon, og vi har aftalt, at jeg kommer på besøg til foråret, i Cuneo.

Efter 5-6 km kommer jeg op til Cren, den israelske pige, som det viser sig, at jeg oprindeligt startede sammen med i St Jean Pied de Port. Vi kunne se det på billedet, jeg tog ved morgenmaden første dag, at hun var der. Men alt var jo så nyt dengang, at jeg kun husker dem, som jeg snakkede med.

Senere kommer jeg op til de andre. Vejret er skønt, solen skinner. Erwin og jeg får en øl på en bar og går videre sammen. Selv om det er en forholdsvis kort vandretur, så er det lidt hårdt at komme igang. Det gode vejr holder humøret oppe. Landskabet er dejligt at vandre i, varierende, uden de store anstrengelser.

Erwin og jeg følges det sidste stykke med en franskmand, Jean Noel, opkaldet efter sin fars og mors fornavne. Vi finder en bar og venter på The Funaris. De dukker op og vi beslutter at gå til herberget for at se, hvordan køkkenet ser ud, inden vi smutter på supermarkedet og handler ind. Jeg vil lave mad i aften til dem, der vil have. Udover de 3 Funaris, Erwin og Chen, er der Jean Noel, Andrei fra Tjekkiet, en spanier, Javier, der er startet i Zamora.

De vil alle gerne spise med, så Luca, isabel, Chen og jeg tager til supermarkedet og handler. Jeg vil lave en gryde med lam, kartofler og en masse grønsager. Køber 3 små lammebove, som slagter hakker i passende stykker til en gryderet. Køber løg, 2 hele jvidløg, rød og grøn peber, timian, peber, gourgetter, kartofler og så en liter hvidvin i pap til maden samt en billig hvidvinseddike. Vi køber et glas pate og små ristede brødstykker til en lille appetizer plus noget færdigt puddingagtigt til dessert. Det betaler jeg. De andre køber vin, øl og et eller andet galicisk specialitet, en slags gullig likør, efter aftale med de øvrige pilgrimme. De drikker åbenbart meget af likøren her, har jeg set. Et par gode brød, huskede vi også. Ingen kan spise noget hernede uden brød.

Vi kommer hjem og jeg går straks i gang med at gøre kød og grønsager klar, inden jeg begynder på selve stegningen. Må bruge min lille lommekniv, da der ikke er nogen ordentlige knive i køkkenet. Vi kan heldigvis skrabe en tallerken, kniv og gaffel til hver. De andre vasker alt op inden det bliver stillet på bordet og laver appetizerne. Jeg kommer i gang med at brune kødet med det olivenolie, som Chen bringer med sig i rygsækken.

Der begynder efterhånden at brede sig en dejlig duft i køkken og spiserummet. Det kan mærkes på folk. Jeg har sagt kl. 19.30 vedrørende hovedretten. Lammestykkerne skal være møre, ellers falder retten fra hinanden. De bliver også møre.

Vi får vores appetizer, vi får vin og snakken går. Jeg laver portionsservering. Det bliver en meget vellykket middag. Alle får 2 gange og alt bliver spist op. Ros for madlavningen får jeg også, udover retten til at sidde for bordenden og styre tropperne. Luca skynder sig ned inden supermarkedets luketid og køber 2 flasker vin mere. De bliver også drukket, inden alle kryber til køjs ved 22-tiden. Dejlig hyggelig aften, hvor folk bliver rystet sammen og vi lærer nye folk at kende. Den ene af koreanerne spiser også med. Den anden sagde pænt nej tak.

Ondrei, tjekken, har netop afsluttet sin uddannelse, i skovbrug. Han er startet i Narbonne i Frankrig og er virkelig rar at snakke med. Han fortæller en del om sin spændende Camino i Frankrig. Der er ikke herberger mange steder, så man er henvist til folks velvillighed. Han har også sovet i naturen og i lader, men som han sagde - på Caminoen dukker der altid en løsning op, når man har brug for den. Han var blevet inviteret af alle mulige slags mennesker til overnatning og spisning. Vi har udvekslet mailadresser. Hans Camino er åbenbart finansieret delvist af en flok mennesker, som han skal holde foredrag for, når han kommer hjem den 10. december. Han bliver hernede lidt længere. I øvrigt fortalte han, at han havde fravalgt religionen for 12 år siden, men han havde tilvalgt den igen, hvorpå han ville gå Caminoen. Interessant.

22. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 37: I Santiago, slapper af og siger farvel

(Hviledag i Santiago de Compostela)

Lige i disse sekunder, omkring kl. 23.00, hvor jeg skriver dagens beretning, må jeg indrømme, at jeg har småtudet hele vejen hjem til hotellet, efter at have sagt farvel til The Mallorca Brothers, som jeg lige har været sammen med i en 1,5 times tid. Måtte bare se dem igen, inden de rejser hjem i morgen. De har været en uvurderlig del af min Camino. Da den yngre bror, Juan, fik tårer i øjnene, altså før, vi overhovedet skulle sige farvel, så var mit kontrolgen altså også ved at gå i opløsning. Tænk, han sagde noget til mig, om mig som menneske, som jeg ikke mindes at have hørt fra andre, ikke på den måde. Så måtte jeg altså også slippe et par tårer, da vi holdt om hinanden.

The Pink Ladies var der, også David og Roberto plus nogle andre spaniere, jeg har mødt, on and off, på vejen. Fik et kæmpekram af dem alke, da jeg dukkede op.

Denne aften får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at tænke på, hvad andre tænker. Jose sagde til mig, at han havde sagt til sin bror, at hvis Peter stadig var her i Santiago - de kom i dag - så ville han selvfølgelig kontakte dem. Ingen tvivl om det. Hvorfor siger han det? Hvad er det for en følelse, der udløser en sådan tanke?

Mette, som er kommet i dag, og stort tillykke med dit Compostela til dig, godt gået, fortalte mig, efter aftenmessen, at hun havde mødt brødrene. Da jeg heldigvis har Juans telefonnummer sendte jeg en sms og fik kontakt. Det viste sig, at de var på en bar lige ved siden af at det pensionat, hvor jeg har været til frokost i dag, hvor Natali lavede den mest fantastiske risotto med skaldyr og blæksprutte.

Aftenmessen er ekstraordinær ved, at der svinges med en kæmpestort, ved ikke lige hvad det hedder, røgelse fra den ene til den anden side af katedralen, så man bliver helt bange for, at den ryger af og slår nogen ihjel. En kæmpeoplevelse var det. Jeg ender nok med at blive katolik, inden jeg dør. Jeg er jo skabskatolik i forvejen. Under messen lovede jeg Vor Herre noget, som bliver imellem ham og mig. Jeg havde det godt under messen, totalt afslappet og afklaret. Sad ved siden af Erwin, denne meget religiøse mand, uden at han er fordømmende overfor andre eller noget. Meget smukt egenskab, som andre kunne lære noget af, inkl. undertegnede. Havde en rigtig god fornemmelse med mig selv under messen. Sammenhæng mellem krop og sjæl. Helt ærligt, hvornår har jeg haft det? Mindes det ikke.

Efter aftenmessen var ingen rigtige sultne, ikke til menuer, så Isabel og Luca fandt en tapasbar, hvor man tager sin tapas selv på en tallerken - fra en rigtig lang skænk. Man betaler efter de pinde, man samler sammen. Det er totalt umuligt at holde styr på, hvad folk tager. Det handler altså om tillid. Det var aldrig gået i lande længere nordpå, hvor folk ville have snydt, så vandet drev.

Hvem taler om uproduktive spaniere, men hvad så lige med ærligheden? Et system som dette kan kun eksistere, hvis der er en vis anstændighed, selvfølgelig også lavere priser. Fik 5 stk. helt eminente tapas, selv Natali overgav sig, plus 2 glas 1906 øk, som er her fra Galicia, i alt 11,70 €. Det er jo til at blive vanvittig af, hvad man betaler i Norden og Grønland, når man tænker over det. Erwin og jeg er enige om, at vores sidste aften her i Santiago på tirsdag, efter Finisterre, skal være på samme sted. Sikken en kvalitet. Ikke underligt, at der var stuvende fyldt. Som Isabel og Luca sagde i går aftes, man går ind de steder, hvor folk er , så ved man, at der er OK.

Jeg fik ikke sovet mange timer. Fik skrevet her på siden efter hjemkomst til hotellet, så den var vel nærmere 3, da jeg endelig faldt i søvn. Da jeg så vågner lidt over 6, så kan jeg ikke sove mere. Kroppen er blevet vænnet til at stå op. Kæmper mig igennem 1 times tid mere, så står jeg altså op og går i bad. Får kigget på vasketøjet og intetnettet og så ned og spise morgenmad. God kvalitet.

Bagefter op og finde mine papirer på de 2 pakker, jeg har sendt til Santiago, næsten 6 kg i alt. Kigger på kort, for at finde ud af, hvor hovedpostkontoret ligger. Mens jeg gør det konstaterer jeg, hvor roligt, jeg gør det. Ingen hasteværk. Sætter mig ned på sengen og kigger på sagerne. Det var aldrig sket før. Før, så skulle det altså bare ske her og nu, og hvor pokker er det postkontor henne osv. Tranquillo, Tranguillo.

Intet bliver bedre i panik, hvis handlingen ikke kræver hastværk, eksempelvis redde liv. Intet, kun velovervejethed, skaber de bedste resultater på på den lange bane. Jeg er åbenbart kommet over i en anden biorytme, under Caminoen. Håber det fortsætter.

Nå, kommer ned på postkontoret og får mine pakker. Gik hurtigt. Man tager et nummer, ligesom i DK. Hold da helt op, hvor de vejer. Jeg er nærmest træt, da jeg kommer til hotellet, selv om der ikke er særlig langt. Ikke underligt, at det gav mig så store problemer, udover, at det nok ikke var det rigtige fodtøj fra starten. Læren er altså, som nogen selvfølgelig har skrevet, og som jeg har læst, men ikke lært noget af - så lidt som muligt. Får du brug for det, så køb det på vejen. Men man tror jo, at man er meget klogere end alle de andre, der har gået turen før. Idiot! Nogen går sågar og tror, at de skal slæbe et helt køkken med, ellers overlever de ikke. Hørte om nogen, der startede med 20 kg. Det er jo sindsygt.

Har problemer med mit visakort. Har ellers ikke hævet nogen penge de sidste par dage, så jeg må have fat i Gitte, min bankrådgiver fra Frøs Herreds Sparekasse. ringer til hende og selvfølgelig som altid, hun ser på det med et samme og siger, at systemet på en eller anden har blokeret for det. Har ikke brugt flere penge eller hævet flere, end man må. Skulle prøve igennem om en times tid i en bankautomat. Selvfølgelig havde hun klaret det. Fik hævet 200€. Service, det får man altid i Frøs Herreds. Jeg gør i hvert fald.

Skal til frokost kl. 13.00, hvor Natali vil lave mad. På deres pensionat. Har lovet at bringe et par flasker hvidvin, så jeg er glad, da jeg får hævet nogle penge. Finder en vinforretning, hvor jeg finder Rias Baixas hvidvine til 10 € stykket. Intet er for godt til Natalis mad. Ander ville have været en fornærmelse. Efter lidt vanskeligheder med at finde stedet, står Luca udenfor og da jeg kommer ind, kan jeg allerede dufte, hvilken kærlighed, maden er blevet lavet med. Uhmmm! Selv mad kræver kærlighed. Ellers bliver det ikke godt.

Måske er læren, at alt kræver kærlighed?

Bagefter hjemad sammen med Erwin, der skulle sende postkort hjem. Vi får en øl i solskinndet. Dejligt.

Havde aftalt med Lucy, at jeg ville være ved busstationen omkring Kl. 17.00, så jeg kunne sige ordentligt farvel til hende, men hun har sendt en mail, da jeg kommer til hotellet, at hun først er tilbage fra Finisterre kl. 19.45, altså efter at aftenmessen er begyndt, og at hun kører 20.20 til lufthavnen. Det kan jeg ikke nå.

Hun skriver samtidig, at Finisterre og småbyerne før, er smukke, meget smukke. Hun er ked at det, også over ikke selv at skulle vandre turen, så hun beder mig om at vandre turen for hende. Det gør jeg, hvert et skridt. jeg får sendt en mail til hende og siger at hun skal være glad over at have lært så mange dejlige mennesker at kende og jeg skriver til hende, hvad jeg synes at mærke, at Caminoen har gjort ved hende. Det underlige er så, at under frokosten i dag, så ser vi sammen på de billeder fra Caminoen på min iPad, som jeg har kopieret dertil, hvor der er et billede af Lucy, på vores første vandring sammen. Hun ser total tom ud i øjnene, er træt og overvejer måske helt at stoppe og tage hjem. Og så den forskel i dag. Det har jeg skrevet til hende. Håber hun tager godt imod det og bruger det resten af sit liv. Jeg er på den anden side ked af ikke at have fået sagt farvel. Det er ikke et farvel. Og i øvrigt havde jeg sikkert grædt så meget, at mine i forvejen tørre læber, var blevet endnu mere tørre.

Nej, jeg er ganske sikker på, at Lucy og jeg ser hinanden igen. Om ikke andet, så går hun Caminoen igen, når hun når min alder, til minde om mig og Natali. Smuk tanke.

The Mallorca Brothers ser jeg næste år til august, når jeg kommer og vandrer 10 km op ad et bjerg hele natten, den første lørdag i august. Det har jeg lovet i aften, ellers ville afskeden have været for svær, så sådan bliver der.

Tak for i dag. På mange måder en mærkelig dag, men med megen lærdom. Igen.

I morgen er det afsted til Finisterre. Har ændret min hjemrejse til onsdag. Det er billigere at købe en enkeltbillet her fra Santiago onsdag, end at skulle med tog, hotel og mad via Biarritz. Det er droppet. Så følges jeg også med Erwin til Barcelona, hvor vores veje skilles.

21. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 36: Er kommet i mål – er i Santiago

(Arzua - Santiago de Compostela, 38 km)

Jeg er kommet i mål, efter min længste vandring på Caminoen. Startede kl. 08.20 og kom til pilgrimskontoret kl. 16.30, efter 38 km. Mine fødder er meget, meget trætte. Jeg er stolt af at have kæmpet mig igennem smerte, tårer, forbandelse og hvad der nu ellers kom ud. Hvem der gav mig vinger idag, ved jeg ikke. Jo, det gør jeg nok.

Nu er målet nået og jeg har gået hver en meter, plus lidt mere pga detours og forkerte veje. Ingen snyderier med at tage bus eller andet køretøj, som jeg ved nogen gør. Nej, hver en meter skal gås af mig selv ellers vil jeg ikke have godt med det. Sådan er jeg. Det betyder ikke, at andre, der af fysiske årsager har været nødt til at tage et transportmiddel en kort vej, ikke har ydet en helt ekstraordinær indsats. Enhver der gennemfører en Camino, kort som lang, yder en fantastisk indsat. Hatten af for det.

Nu sidder jeg lige og får en øl, efter at have fået mit bevis, Compostela. Har kun holdt een pause på de 38 km. Fik en kop kaffe, sød kage og en flaske vand. Ellers kun drukket vand på hele turen. Det er dog det mest vanvittige, jeg endnu har lavet på Caminoen, endda på den sidste dag.

Mit bevis ligger nu i et hylster i rygsækken, beskyttet. Det skal jeg passe godt på. Om lidt går jeg på turistkontoret lige overfor cafeen her og finder mig et hotel. Lige nu er jeg vist ligeglad med prisen, bare det ligger tæt på.

Lucy er i byen. Hun rejser i morgen. Vi skal ses på et tidspunkt og få sagt ordentlig farvel og tak.

Håber at kunne skrive senere. Planen er at gå videre i morgen mod Finisterre. Det tager 3 dage og så tilbage i bus den 4 dag.
----------
Fandt et hotel selv, da det tog lidt lang tid i turiskontorets booking, som et ægtepar lagde beslag på. Fik dog kort og oversigt på overnatningssteder udleveret. Fandt det nærmeste hotel, Hotel Compostela, meget passende. Lidt luksuriøst til 72 € pr nat, men man fortjener vel også lidt godt, ovenpå stradbadserne.

Kom i karbad, lækkert. Jeg lugtede vist heller ikke for godt efter dagens tur, hvor jeg var pakket ind i min regnfrakke. Fik endelig koontakt, telefonisk, med The Funaris. Snakkede både med Natali og Luca. Også mail med Lucy. Aftalt at mødes ved 8-tiden ved turiskontoret.

Jeg tog lidt tidligere afsted. Satte mig ved baren overfor, fik et glas hvidvin, oliven og så en toast, da jeg som sagt ikke har fået noget særligt at spise hele dagen. Endelig kom de og stor gensynsglæde med knus og kram. Eva, Erwin og en israelelsk kvibde, Cren - vist nok, var der også. Skønt at se dem igen. Det viser sig, at de alle først er kommet ind på pilgrimskontoret efter mig og her havde de set mit navn. De havde taget det roligt, med indlagte pauser.

Og så kom min ven for livet, Lucy, gående imod os, let genkendelig i sin farvede jakke. Hun fik dagens største kram.

Bagefter hen og hilse på John og de andre, som havde arrangeret et gettogether møde over en drink. Fik der hilst på Hugh, den lille irsk canadier. Det var skønt at se ham igen. Altid i godt humør. Han havde været i Finisterre. Vi aftalte at holde kontakt på mail.

Vi smuttede bagefter hen og fik noget at spise og snakken gik som sædvanlig. Alle vil tage en ekstra dag, også Erwin, inden Finisterre, så jeg slutter mig til selskabet og venter til lørdag med at gå. Så kan vi også komme til den store messe fredag aften, hvor de svinger med karrene. Det vil også være en ære at komme til Finisterre sammen med Erwin, der vel efterhånden har gået over 2.500 km. Sikken en indsats. Eva har også gået meget langt, omkring 1,500 km. Fantastisk.

Natali går ikke en meter mere. Det er helt sikkert, siger han. Han tager bussen og møder os de steder, vi skal overnatte.

Lucy og Eva tager bussen til Finisterre i morgen og tilbage samme dag. Lucy skal til Malaga og mødes med sin nye koreanske venner der, inden hun via Paris flyver hjem onsdag. Jeg har en svag mistanke om, at den unge dame er blevet forelsket. Det ville da bare være glædeligt.

Jeg har jo sådan i det stille gået og været opmærksom på hendes udvikling siden vi tog afsted fra St Jean Pied de Port. Selvfølgelig gjorde jeg det også i går. Sikken en udvikling. Man kan se det på ansigtet. Hun er vokset. Væk er det generte, usikre ungpigeagtige udtryk. Hun er blevet en voksen kvinde. Utroligt hvad en Camino kan gøre.

Senere på aftenen mødtes vi med Tommy for at sige farvel ham. Det er ham, som har gået og skrevet John Lennons Imagine tekst hen ad vejen. Han har også skrevet mit og de andres navne på sten hen ad vejen. Så ikke mit eget, men de andres til gengæld. Se billederne fornden.

Det var godt at få set Tommy, dette dejlige, altid venlige menneske. Alle ville meget gerne sige farvel. Vi tog på en bar og fik nogle drinks og snakkede. Der er også et billede af det forneden.

Har aftalt med Lucy, at jeg kommer ned til busstationen i morgen ved 17-tiden og siger farvel, når hun skal til lufthavnen. Det bliver nok lidt følelsesladet, men sådan er det. Tommy kører med toget klokken 9 til Madrid og med fly hjem derfra, inden han den 28. flyver til Indien. Aftalt vi skrives ved.

20. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 35: Forventeligt en kold dag

(Palas de Rei - Arzua, 28 km)

I dag kommer vi ned under 50 km grænsen. Vi ved at det bliver en kold dag, måske også lidt fugtig. Lige nu er temperaturen omkring 2 grader. Jeg har allerede fået mig en kop kaffe og toast og starter før de andre. De når alligevel op til mig. Kl. er lige over 8.
----------

Rigtigt, at det var køligt i morges, men når først man er i gang, så bliver man hurtigt varm. Ingen regn overhovedet. Vejret var fantastisk. En rigtig flot vandretur. Vi var alle i opstemt humør pga vejret og omgivelserne. Vi er enige om, at Galicia er noget af det smukkeste. Vi har gået 28 km i dag. Vi har faktisk taget det roligt, en kaffepause, en lang frokost i et pulperia, et sted, hvor de koger blæksprutter, i Melide, som er kendt for det. Vi var mange pilgrimme, de fleste spanske, der kender hinanden. Der var en en opstemt stemning, lidt øl og vin, men også fordi folk har følelsen af at være tæt på mål. Det kan mærkes.

Blæksprutte smager altså bare himmelsk, når det laves på denne enkle måde, kogt i salt, lidt piemento på og så godt med olivenolie på. Brød til. Uhmm! Det hele bliver tilberedt på stedet, man kan se det, også når de klipper blæksprutten i stykker. Vi var glade, da vi forlod stedet og skulle gå de sidste 10 km.

Vi mødte heldigvis Mette på vejen, kort efter start i dag og ønskede hende god tur. Hun skal nok klare den, trods knæproblemer. Hun er sej. Flere har problemer, men det er som om, at folk får uanede kræfter her mod slutningen.

Jeg selv har p.t. ingen problemer, what so ever. Det kører bare derudad. I virkeligheden kunne jeg nok klare 35 km om dagen eller lidt mere, hvis jeg ville, men brødrene er altså svære at slippe. Vi hygger os også på vejen, selv om vi drøner derudad, når vi går. Juan havde problemer med sin ene fod i dag, så vi gik langsommere, i bedste Camino ånd.

Min fysiske tilstand har ikke været bedre de sidste 30 år. Er i topform, så at sige. Føler mig faktisk helt ungdommelig, ingen stovhed i kroppen ocerhovedet. Det er bare skønt.

Håber på i morgen at gå omkring 30 km, så der kun er under 10 tilbage til Santiago fredag. Min italienske familie vil komme mig i møde, når jeg dukker op, skriver de. De kommer til Santiago i morgen. Lucy skulle meget gerne ankomme dertil i dag. Håber at høre fra hende senere i dag.

Er nu på et pensionat i Arzua, dejligt værelse med eget bad og toilet til 25 €, pænt og rent. The Mallorca Brothers er her også. Vi skal vel ud at finde et spisested på et tidspunkt. Først et par små øl og så et spisested. Det er blevet ritualet. Disse brødre er noget for sig selv. Sikket et held, jeg mødte dem, eller var det meningen?

Jeg tror på det sidste.

Det er altså lidt underligt at være så tæt på. Det er nærmest rundt om hjørnet, under 40 km. Er også meget spændt på min reaktion, når vi ankommer. Hvilke følelser, der vil dukke op.

Under alle omstændigheder har jeg besluttet at gå videre til Finisterre, på lørdag. Det er en uundgåelig vandring, nu, hvor jeg alligevel er der og har tiden. Ellers vil jeg ærgre mig bagefter og det er der ingen grund til. 3 dages mere vandring kan vel ikke betyde så meget, ca. 87 km. Så er der nok også et vist præstationsgen, der stadig præger een.

Billeder for flere dage kommer forhåbentlig på senere i aften. Nu skal jeg i bad og have andet tøj på. Bagefter vaske det sædvanlige kluns. Heldigvis er der radiator til at tørre dem på. Fik ellers købt en Camino t-shirt på i går, men den kommer først i brug, når jeg har gennemført til Santiago. Sådan må det være.

Vi mødte Mette, da vi var på vej ud for at få noget at spise. Hun var lige kommet og ledte efter et sted at sove. Hun ville gå ind og spørge på et hotel/pensionat og bagefter prøve at finde os. Det gjorde hun heldigvis. Vi spiste faktisk på det sted, hvor hun bor, efter at have travet det meste af byen rundt. Brødrene er kræsne, hvad spisesteder angår, lige som jeg. Vi havde en hyggelig middag. Ingen gin og tonic i aften. Det var hjem så hurtigt efter aftensmaden. Vi var alle lidt møre.

19. november 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 34: Endnu en regnvejrsdag, men hurtig tur

(Portomarin - Palas de Rei, 24,8 km)

Er nu kun 68 km fra Santiago, siger guidebogen, men vi så en sten med 66 km mærke på. Tog et billede der, fordi både Juans og min bedre halvdel er født i det år. Så ved I det.

Først og fremmest tillykke til Juaaka og Eigil, Ep, med fødselsdagen i dag. De ved nok, hvor gamle de selv bliver, men det er noget med et år efter en rund fødselsdag plus 10 til den anden. Hav en god dag, til jer begge, gode mennesker!

Planen er Santiago fredag, men tidligt på dagen, gerne formiddag. Mere senere, når jeg får tid. Benene har det godt. The Mallorca Brothers og jeg går 4,3 km i bjergterræn i snit. Vi er rigtig gode, hvis jeg selv skal sige det og disse 2 af guds udsendinge til mig, er bare helt fantastiske. Kigger hele tiden tilbage, for at se, hvor jeg er eller så går lillebror med mig, når Super Mario, som vi har døbt storebror, går som lyn og torden. Nogen gange skal jeg være imellem dem.

Som team er vi gode, kan jeg mærke. Denne usagte forståelse mellem hinanden og hjælpsomheden. jeg er bedst om morgenen og lidt på eftermiddagen. Det lærer man, så på opstigningen efter Portomarin var jeg fartsætter. Jeg skal hilse og sige, at os, denne ældre 3 mands gruppe, går fra de fleste. Hvis nogen havde sagt det til mig for bare 3 måneder siden, at sådan ville det blive, så var vedkommende anset for egnet til at. komme et vist sted hen. Nogle gange tror jeg heller ikke selv, at det kan gå så stærkt. Vi gik dagen rute på nøjagtig 5 timer og 40 minutter, indlagt 2 pauser, hvor vi det ene sted fik kaffe og det andet øl og tunbocadillo. Det er lidt for meget.

Mere i morgen. Nu vil jeg sove. Vejret bliver koldt og regnfuldt. Har brug for at samle kræfter.

Der blev ikke mange billeder i dag pga vejret.