Kategori: Camino Portugues 2017

25. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 4 – til Santarem

Jaa, der kommer ikke så meget i dag. Jeg er træt efter dagens 34 km, selv om det har været et fantastisk vejr og dejlig rute at vandre. Vinmarker var der masser af, og det gør jo ikke een i dårligt humør, tværtimod.

På de sidste 15 km var der ikke et eneste sted at sidde, bortset fra et vejværn lige før Santarem. Det tager hårdt på systemet. Og så gik det jo opad til byen. Det er altså utroligt med mange byer. De ligger på en top, ganske uhensigtmæssigt udenfor krigstid, men de blev jo også etableret i en anden tidsalder.

Der kommer mere i morgen. Vejrudsigten ser ikke for god ud fra kl. 12.00, men så må vi hoppe i regntøjet. 

Et billede får du dog med overskriften: “Man skal elske sine fødder, som sig selv” – ?

 

 

 

24. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 3 – til Azambuja

Det har været en dejlig kort dag, 19 km. Vi gik kl. 08.15 og var fremme her kl. 13.00. På vejen har vi haft 2 kaffepauser, bl.a. fordi vi ikke havde fået morgenmad.

Vi er nu kommet til Azambuja og bor på Ouro Hotel, et ældre landevejshotel. Til en pris af 35€ inkl morgenmad er det OK. Der er rent og pænt. Vi har fået en sandwich og lidt øl, da vi kom. Vi venter med mere mad til aften, er vi enige om.

Ruten hertil er blevet lagt sådan, at man i videst muligt omfang går i pæn afstand fra de større landeveje, uden al billarmen. Og det er jo dejligt. Det betyder til gengæld, at man går lidt længere, modsat hvis man havde fulgt hovedvejen. En stor del går langs togbanen, så man bliver kun lidt generet. Mærkeligt nok skal man nærmest forcere nogle hegn for at gå på den afmærkede rute. Det var dog ikke svært. Ruten i dag igen meget godt afmærket.

Vejrudsigten så ikke for godt ud, men vi slap helskindet igennem, også forbi vist noget der lignede et par atomreaktorskorstene? Regnen kom lige som vi kom til hotellet. Bedre timing kan man jo ikke ønske sig.

Ole har et par bukser med og et par shorts. Begge dele i tungvandsudgaven, forstået på den måde, at de er flere dage om at tørre, med mindre de får hjælp. Pga. gårsdagens mudrede oplevelse var han nødsaget til at vaske dem, og derfor var de naturligvis ikke tørre, så de måtte på rygsækken under dagens vandring. Lige lidt hjalp det, for solen var i den forkerte retning. Håber for ham, at de når at tørre inden aftensmaden, ellers bliver det et kønt og koldt syn?

Nå, manden fylder jo 60 i år, så hvis nogen mangler gaveideer til Ole’s fødselsdag, så er sagen klar, efter min mening. Hurtigtørrende zip-off bukser, gerne Fjallraven, hurtigtørrende trøjer, gerne merinould og måske en letvægtsrygsæk. Jeg er jo en udstyrsnørd, måske lidt for meget, men det hurtigtørrende moderne udstyr er jo guds gave til vandrende folk, der skal vaske tøj hver dag, så snart man kommer frem. Og varmeapparater eksisterer jo ikke de fleste steder, slet ikke sydpå.

Ruten gav os rigeligt lejlighed til at drøfte alverdens ting. Vi mangler ikke emner, skal jeg hilse og sige. Vi har i dag drøftet Kvanefjeldsprojektet, andre projekter, mineralindustrien generelt, alle dele – Oles store vidensområde og så har vi naturligvis snakket om emner, som kun forbliver mellem ham og jeg. Her ved vores ankomst idag til den velfortjente øl kom vi af uransagelige årsager ind på, at vi mennesker også skal passe på med ikke at gøre alt gråt, vi skal helst ligne hinanden, mænd som kvinder osv. Og så pludselig kom Ole ind på, hvordan man kan adskille lunkent vand???

Den historie må I have til gode, men det handler om de hurtigere og langsommere molekyler og et filter.

Hokus, pokus, vi skifter emner og alligevel ikke, uden det mindste besvær. Se, det er det, det handler om! Fortsat god dag?

PS: Vi er lige kommet hjem, kl. 21.30, fra en regnvejrsfuld vandring i Azambuja og dejlig middag på en af de helt lokale steder.

Vi startede med at finde et farmacia, hvor jeg kunne købe noget anti friktionscreme. Det havde Ole købt i onsdags og jeg testede det i dag. Så selvfølgelig skulle jeg også have sådan noget, så jeg har lidt mere at bære på?

Vi vandrede bagefter hele byen igennem for at finde et sted at spise. Byen går langs med hovedvejen, så den er lang. Nå, vi vender om og bliver enige om i det mindste at gå ind på den cafe, som vi havde passeret fra den anden side af gaden, for at få en øl og lidt snacks, inden aftensmaden. Vi er allerede godt på vej til at tilegne os kulturen, kan du nok forstå?

Da jeg bestiller øllen får jeg spurgt ind til mad, ved blanding af engelsk, spansk og alt muligt andet. Den søde tjenerinde får straks tilkaldt kromutter, der fortæller, hvilke retter, vi kan få – også via en blandet landhandel af sprog. Vi er solgt. Her spiser vi, når vi har drukket vores øl og spist vores nødder.

Da vi rejser os op og giver anledning til at ville flytte ind til spiseafdelingen, kommer der gang i sagerne. Vi er de første. Kromutter siger med sit største smil, at vi kan vælge hvilken som helst bord.

Nå, for at gøre en lang historie kort – jeg skal også sove. Vi blev behandlet fyrsteligt af de 3 kvinder, der var ansvarlig for stedet. Vi, os 2 halvgamle mænd, blev helt solgt til disse husmoderlige kvinder. På vej hjem drøftede vi, om der måske kunne ligge nogle ægteskabstilbud i deres megen omsorg for os.

Vi får det aldrig opklaret, ak, ja, for i morgen tidlig skal vi afsted, gerne kl. 07.30.

Og så som vi også helt uforvarende på hjemvejen til at snakke om hvilke typer, der i vores liv har påvirket nogle centre i vores hjerner, men det forbliver en hemmelighed.

Der venter næsten 34 km i morgen, de sidste 16 uden nogen steder at købe kaffe eller vand. Vi skal gerne have lidt ekstra tid, derfor lidt tidlig afgang. Man ved jo aldrig, hvordan forholdene er på ruten, nu hvor det regner så meget, selv om vejrudsigten ser rimelig ud.

Sov godt.

23. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 2 – til Vila Franca de Xira

Vi var enige om tage afsted senest kl. 08.00. Det bliver 07.45, efter min morgenmad. Ole har undladt at bestille værelse med morgenmad.

Vi finder hurtigt Caminoruten, der er meget tæt på. Den går simpelthen langs med Tejo floden. Utrolige bygninger, der ligger langs vandet, som denne gamle søfartsnation har fået bygget. De tør være stolte af deres historie og det kan altså ses. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Vejret er smukt, solrigt. Ruten er som sagt langs floden. Så snart vi forlader området med byggeri er det hele en slags park, til alles benyttelse. Vi møder mange løbere. Ruten går også under den meget lange og flotte bro, der går på tværs af bugten. Vi vandrer omkring 4 km langs vandet, indtil vi så at sige bliver sendt ind mod landet, væk fra vejene og bebyggelse.

Ruten går langs en biflod til Tejo, Rio Trancao. Flot og dejligt i starten, indtil det begynder at regne kraftigt. På med regntøjet i en fart, ved fælles hjælp. Vi kan ikke stille noget som helst på jorden.

Vejen er en tidligere sti, som man åbenbart er begyndt at fylde ud med mudderjord, så det kan nok være, at vores sko får mudder på sålerne. Man føler det nærmest som om, man går med mudderklumper under. Bukserne bliver selvfølgelig helt svinet til.

Efter et stykke tid stopper denne muddervej og vi kommer ind på den oprindelige sti, men den er naturligvis også mudret og meget glat. Jeg går forrest og glider på et tidspunkt, men når heldigvis at tage fra med hænderne. Ellers havde jeg lignet en “mudderklirre”?

Stien holder heldigvis op på et tidspunkt og det gjorde regnen også. Vi kommer i smuldt vande, så at sige. Umiddelbart efter ligger der en masse fotografiet hulter til bulter spredt over et stort stykke, noget lidt forbrændt.

Det ligner nærmest noget, hvor den pågældende bare har ønsket at slette alt visuelt om sit liv. Hmm!

Der er ikke en bar i sigte i miles omkreds. Vi kommer til Granja, men det er udenoms. Vi trænger efterhånden til en kop kaffe. I Alpriate, der kun er 1,5 km derfra, er der heldigvis en cafe åbent. Vi får kaffe, Ole 2 kopper plus 2 stykker kager. Og så køber vi også vand.

Vejrudsigten havde sagt sit, så jeg tænker, vær beret spejder! Inden vi tager afsted tager jeg og rygsækken derfor regntøj på. Ole venter.

Vi er dårligt taget afsted, så begynder regnen. Ole griner?

Så må vi have gang i Oles nye poncho fra Bjergkæden. Vi vandrer videre, men selvfølgelig er ruten også en mudret omgang. Den “omvej” man bliver sendt ud på, inden man kommer til kysten igen, handler om, at pilgrimmene undgår de stærkt trafikerede veje. Fint, men bare ikke, når det regner.

Vi kommer tilbage til trafikerede veje, vi skal gå på. Det regner stadig. Da vi kommer til Povoa de Santa Iria, tager fanden ved regnen, pardon my friends. Det styrter ned. Heldigvis er der et autoværksted lige vi siden af og vi får lov at stå derinde, indtil regnvejrsgudens raseri er stilnet.

Vi er enige om at finde et sted spise. Vejret er for ustabilt, så vi kan lige så godt klare naturens krav. Det gør vi kort efter, lige før vi skal krydse togskinnerne. Vi får oliven og brød til forret, en dejlig kyllingeret med kartofler til og en enkelt øl. Til sidst en kop kaffe. I alt 15 €. Det er åbenbart standardpris for 2 personer.

Vi går videre. Regnen er heldigvis holdt op. Vi kommer til det dejligste sted at vandre, Praia dos Pescadores, en naturpark. Se – det er en omvej, som er alle pengene værd.

Men resten af ruten er simpelthen ikke værd at bruge krudt på, halvfarlige veje, masser af trafik, bilister, der kører for hurtigt. En kop kaffe i Alhandra bløder lidt op på sagen, men videre af lige så farlig en vej, indtil vi endeligt kommer til Vila Franca de Xira. En flot by, ser det ud til. Vores hotel Leziria ligger selvfølgelig ude i den anden ende.

Ankomst kl. 17.15, efter 34 km. Vi er lidt trætte, men alligevel stolte af os selv. En hurtig øl i baren, så op og i bad og vaske tøj. Kl. 19.00 mødes vi i baren. Vi gider ikke tage til byen og spise. Der er ca. 1 km og det regner. Det bliver hotellets buffet, ikke prangende. Rødvinen er bedre. En kop kaffe, så er det på hovedet i seng. Kroppen trængte til hvile.

Sov godt!

22. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 1 – Rejsedag til Lisboa

I går hentede jeg Ole i Søborg ved 17-tiden, ude ved hans søster.

Inden jeg havde været forbi Foto C for at købe en ny objektivbeskytter til min Olympus Pen, for gud hvilken gang. De går i stykker, hver gang jeg tager dem med på vandring. Var også lige forbi Spejdersport for at købe de meget gode plastposer, som man pakker sine ting i og lægger ned i rygsækken. I skrivende stund husker jeg ikke den rigtige benævnelse. Så er der styr på udstyret, så at sige. 3 til Ole og 3 til Lisbeth. Jeg selv bruger 6-7 stykker, men overdrivelse fremmer forståelsen - i min hjerne?

Vi fik diverse pølser og oliven til forret, resten af mine lammeskanke fra i søndags og ost til sidst. Lidt restvino til maden, og så en god snak. Trætte begge to, så det var sengetid allerede ved 21-tiden, men som altid, når jeg skal ud at rejse, så kniber det med søvnen. Da jeg vågnede for 5-6 gang ved 02.30 tiden, kunne jeg lige så godt stå op og så i bad.

Ole stod op lige efter. Vi fik pakket det sidste, og så var det afsted i mørket og den kølige luft - mod Christianshavns Metro. Der var natarbejde på skinnerne, så jeg i går, så jo tidligere, vi kom afsted, jo bedre, inden der kunne opstå et problem fra kl. 04.00. Vi kom til lufthavnen uden problemer, fik tjekket ind, men kunne først aflevere min rygsæk nogen tid efter. Der var ikke åbent før.

Nå, vi kom igennem security i løbet af 2-3 minutter. Det var hurtigt. Har aldrig prøvet det før, undtagen på Express delen. Til Lagkagehuset og få kaffe og lidt brød. Dejligt. God morgensnak om bl.a. politikere. Tid til at gå mod gate, købt vand og Ole en bog, krimi, hvad ellers. Lufthavnenes massesalg.

Vi var lidt forsinkede, så vi sad og hang lidt. Trætheden har overmandet een. Var inde i flyet som nogle af de sidste, fordi vi sidder på henholdsvis 5. og 6. Række. Vi kom i luften ca. 25 minutter forsinkede. Sidder i et af TAP's pæne A 320 fly, i skrivende stund. Har fået morgenmad serveret, god service, havde helt glemt at det var inkluderet. Fik en lille skraver efter ca. 25 minutter, inden morgenmaden. Det hjalp gevaldigt med denne powernap. Flyet er helt fyldt op, undtagen på 1. Klasse. Der er en masse golfspillere med. I guder, jvor er jeg glad for at jeg ikke er begyndt at spille golf. De virker nærmest fanatiske. Må, nej, jeg skulle måske ikke være så kæphøj. Jeg er jo selv blevet en fanatisk "Caminonist".

Der er lige nu ca. 1 time og 20 minutter til landing. Det bliver spændende. Vi skal med Metro til City for at få vores første stempel i vores pilgrimspas, i katedralen. Så kigger vi os nok lidt omkring, får nok en lille bid brød og så vandrer vi stille og roligt til vores hotel, ca. 8,5 km. Ole vil gerne klippes, så han kan få vægten lidt ned, påstår han selv,?, så hvis vi finder en frisør, snupper vi en pause der. Vi snakkede vægt på vejen til Metroen i morges. Ole vil gerne tabe 5 kilo på de kommende 14 dage. Jeg har tabt 5,5 kilo på 6 uger og vejede 83,2 i morges. Har aldrig vejet så lidt, når jeg skulle i gang med en vandring. De andre gange har jeg tabt 5-6 kilo, men nu hvor startpunktet er, hvor det er, er jeg lidt mere usikker. Ville dog gerne komme ned på 77-78 kilo. Bare det er det rigtige fedt, der ryger? Det omkring organerne. Nå, vi får se.

Min rygsæk vejede i øvrigt i morges lidt over 7,5 kilo, uden kamera og den lille rejsetaske, hvor iPad og caminobog er. Ja,ja, jeg har også Oles toilettaske med, fordi han har en saks i den, og da han skulle have sin rygsæk med i flyet, var sagen afgort? Nå, hvis det bliver træls i længden, så bliver noget af det sendt til Santiago med posten. Man har prøvet det før. Og i nødens stund, eller rettere i smertens stund, går sorteringen heldigvis lettere?.

Du hører mere senere på dagen.

-------------------------

Flyvetiden tog 3 t 40 min, så vi landede lidt senere end planlagt, men ikke meget. Regnvejr konstaterede vi på indflyvningen. Fløj ind ad den vej, vi skal vandre de kommende dage. Jeg fik min rygsæk. Man bliver alligevel lidt lettet, når den dukker op.

I flyet sagde jeg ved siden af en kvinde fra Brasilien, der var med sin svenske mand. Hun boede i Lund. Skulle videre til hjemlandet efter 12 år uden at have set familien. Det glædede hun sig meget til, forståeligt. De skulle flyve videre efter en time, i 11 timer. Godt jeg skulle af. Man bliver jo nærmest sammenkrøbet i de små sædder og man kan ikke holde på kniv og gaffel uden at genere hinanden. Fik lige afklaret nogle udtaletibg på portugisisk med hende, når nu jeg havde en ekspert ved siden af.

Nå, vi skulle finde Metroen til City. Let nok. En anden ting er af købe en billet, selv om det også står på engelsk. Fik det klaret efter hjælp fra en yngre kvinde. Selvfølgelig stod vi af det forkerte sted, hvor vi skulle skifte. Der var 2 stationer, hvis navne mindede gudsjammerligt meget om hinanden, og kæphøje, som vi er, stod vi som sagt af det første sted. Vi snakkede sku' nok også for meget. Det var dagens første lektion. Vi fik flere:

1. Skulle have frokost på vores vej til hotellet og pga vores manglende sprogkundskaber, fik vi bestilt 2 kæmpe portioner med portugisisk mad, bestående af kålblade, diverse pølser, grisetæer og meget andet. Det smagte sku' godt, mindede mig om min barndom med grisetæer. Dem har jeg altid kunnet lide. Vi kæmpede os igennem. Bagefter en kage og så kaffe. 15 € for det hele med oliven, brød til opvarmning, øl til Ole, en kande vin og vand til mig. Vinen måtte jeg dele med Ole. Der var bare for meget. Det er jå vanvittige priser, men vi spiste også i et kvarter til andre priser end der vi kom til bagefter konstaterede vi. Vi konstaterede også på vej ud, hvir vi sagde tak til mutter, der stod ved kødgryderne, at vi kunne have fået de lækreste grillede små fisk med lidt salat og noget andet, i mere menneskelige portioner. AK, de sprogkundskaber eller manglen på samme.
2. Mens vi sad i restauranten, siger Ole, hold da! Se - peger- der er sku' en polsk bil. Der må være polske håndværkere, ligesom i DK. Da vi går videre kommer til et lidt "mistænkeligt" kvarter og der konstaterer vi stribevis af polske biler. De holder i rækker! Vi tager oven i købet et billede, hvor Ole peger på "P"-et på nummerpladsen. I det sekund jeg tager billedet sniger der sig en mistænksomhed op i mig, altså den anden vej, forstå mig ret. Der er noget galt. Indtil jeg udbryder, vi er sku' da i Portugal og i det splitsekund griner vi så højt, at vi er glade for, at ingen var i nærheden. Idioter - i Polen er det jo "PL", siger Ole, efter hans hjerne er han har gransket sin hjerne, der åbenbart var blevet normaliseret.

Og så var der een ting mere, som jeg i skrivende stund ikke kan huske. Caminoen er som sædvanlig een stor læreplads, og vi er startet godt ud, synes vi selv. Det skal nok blive godt.

Vejret har været lidt omskifteligt, men heldigvis mest sol. Dejligt at vandre i mere varmt vejr. Hovedet har allerede fået lidt sol, så i morgen skal der huske solcreme og hat, hvis der er sol. Vejrudsigten er desværre ikke for god de kommende dage, men så må vi i regntøjet.

Vi bor på VIP Executive Arts ahotel, i onrådet Parque das Nacoes, nationernes Spark, gammel verdensudstillingsområdet. Hold da op, de tør sku' noget med arkitekturen, denne gamle søfartsnation. Der er sågar svævebane. Mit værelse er på 13. sal og jeg har den mest fantastiske udsigt over Tejo floden og broen, smukt. Nå, må tilbage til denne by, på en forlænget weekend. Vi mødte mange turister på vores vej herud, 8,5 km, der vandrede og det indbyder byen også til. Ellers er der jo et meget velfungerende Metro-system.

Ole har fået købt et par t-shirt, i Vasco da Gama centret. Det gjorde han, mens jeg tog en tiltrængt eftermiddagslur. Vi spiste tidligt, bare her på hotellet. Igen lidt for meget mad, igen?Vi havde ellers udset os en zuchi restaurant, men da vi så priserne, no. Der skal spares, hvor det er muligt. Helt billigt er det jo ikke, trods alt, når man vil bo på hoteller og hostals, i stedet for på herberger.

Dagens samlede vandringstal blev på omkring 17,6 km, inkl. det løse og morgenens vandring. En OK opvarmning.

Ole er i øvrigt blevet klippet i dag, på vores vej fra katedralen og herud. Han skulle have lettet "vægten". Sjov oplevelse til 8€. I katedralen fik vi vores første stempel. Det var hele formålet med at tage til byen, selv om vores hotel er meget tættere på lufthavnen.

Vi har aftalt at tage afsted senest kl. 08.00, så vi har tid nok til de ca. 30 km i morgen. Jeg er spændt på morgendagen. Måske er der lidt for meget i rygsækken. Synes mine skuldre siger mig noget. Vi for de. Indtil da, fortsat god dag!

20. marts 2017 Camino Portugues 2017

Camino Portugues 2017

Det har været nogle hårde måneder at komme igennem, for at bestå min kropsterapeut uddannelse hos Body-SDS. Sidste eksamen var i onsdags den 15. marts. Nogle af os, der har været lidt pressede, fejrede det vist nok lidt rigeligt, men det var vist også noget, som vi trængte til.

Det sidste års tid har været meget presset af sygdom og død i den nærmeste familie, af kræft. Først min fætter fra Qaqortoq, der kun blev 61 år og så svigerfar, der døde her i januar.

Jeg trænger simpelthen til at vandre, så jeg kan få bearbejdet det sidste års tid. Det bliver dejligt at komme afsted til Camino Portugues. Og det bliver endnu bedre, fordi Ole Christiansen, der inspirerede mig til min første Camino, tager med til Porto fra Lissabon. Lisbeth, min kone kommer til Porto og vandrer med mig resten af vejen til Santiago og så tager vi lige Finisterre og Muxia med. Har vandret til Finisterre før på min første vandring, men Lisbeth skal også nyde den del, og så har jeg længe haft lyst til også at komme til Muxia.

På onsdag er det tidligt op og så afsted til lufthavnen, for flyet til Lissabon afgår meget tidligt. Ved ankomst smutter vi til centrum, hvor vi kan få vores første stempel i Katedralen. Efter en frokost, forhåbentlig udendørs, vandrer vi lidt over 8 km til vores første hotel. Hvis ikke vi tager disse første kilometer første dag, så skulle vi vandre over 37 km på førstedagen, og det er nok ikke så smart.

4. august 2014 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Hjem fra Mallorca

Fik lov at sove længe. Det var dejligt. Skal først med flyet her til aften.

Jose henter mig ved 12-tiden. Så kører han mig lidt rundt i området og viser mig en bar, som han kender godt. Vi kommer derind og får en øl. Og snakken går i denne meget lokale bar, som sædvanligt.

Bagefter kører vi over og henter Christine på hendes arbejdsplads, Joses bedre halvdel og så kører vi over til Juan på hans arbejdsplads, så jeg kan få sagt farvel. Bagefter skal vi have lidt frokost og det gør Jose, Christine og jeg et nærliggende sted, de kender.

Efter at have kørt Christine tilbage på hendes arbejde, så kører Jose mig til lufthavnen og vi får sagt farvel. Jeg tjekker ind. Joses datter, i skrivende stund glemt hendes navn og som lever sammen med Angel, vi vandrede med, arbejder i lufthavnen og hende får jeg hilst på. Jeg får et ordentligt kram og et stort smil. Hun har åbenbart hørt en del om mig.

Jeg får mig lidt at spise og så er det ud til mit SAS fly og hjemad. Det har været et dejligt gensyn med brødrene. Håber at komme til at vandre med dem igen en dag og naturligvis står et besøg igen på tapetet. Mallorca er et flot sted. Der er basis for en vandring i bjergene også.

29. oktober 2013 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 13: En smertens dag

(Atapuerca - Burgos, 19,5 km)

Det bliver først i morgen, jeg opdater. Er fuldstændig færdig efter dagens smertefulde oplevelse med min højre fod. Skal ud og købe vandresko. Selv nye brede vandresko er bedre end mine støvler, der vil give mig problemer hele vejen til Santiago. Har gået med mine slippers de sidste 7-8 km siden udkanten af byen. De var bedre end støvlerne.

Har også besluttet at tage en dag fri i morgen her i Burgos. Ser ud til at være en spændende by, i hvert fald den gamle del. I morgen får jeg så opdateret det hele, inkl. billeder fra de enkelte dage.

Humøret er OK. Flere af Camino-familien, der var lidt bagud, er kommet hertil, bla. Tommy og John. Vi er på det kommunale herberg i Burgos. Fint sted til 5 €. Vi tager nok på thai-restaurant og fejrer Evas fødselsdag i morgen, hvor hun bliver 58, en dag før, så alle kan være med. Lucy og Jin glæder sig til asiatisk mad, forståeligt nok.
---------
Vi fik noget tapas på byens eneste spisested i Atapuerca, aftenen før. Det var, hvad der var. Nogle glas rødvin til. Vi var Lucy, Jin, Ian, Eva, Anthea fra Australien og så Markus, den klassisk uddannede guitarist i Hamburg. De lokale mænd sad og spillede kort ved et bord i nærheden. Det gør de vist ret meget i her i landet. Så hjem og sove.

Fik en kop the af Ian her til morgen. Den mand er the-freak, altså udover øl og vin. Det gav lidt varme i kroppen. Det var hundekoldt udenfor, sammenlignet med tidligere. Fik fundet mine handsker, det var dejligt. Lucy og jeg styrtede op ad stigningen som 2 bedre bjerggeder og overhalede 2 mænd. Så på det tidspunkt gik det fint.

Da nedstigningen begyndte startede problemerne med min højre fod. Da vi kom til en lille by tog jeg sokkerne af og fik fjernet sytråd af vablen på højre fod, selvfølgelig samme tå som på venstre fod, ved siden af lilletåen. Derudover gjorde det ondt i fodsolen, tror det er knoglerne.

Efter lidt morgenmad i en mindre by, så videre. Det gjorde ondt for hvert skridt, så jeg prøvede hele tiden at kompensere, vel vidende at det ikke er en løsning på sigt. Det hævner sig, hvilket også skete. Terrænet er slet ikke årsagen. Det er fladt det meste efter den første opstigning.

Skifter endnu engang plaster og lufter fødderne, giver dem lidt massage. Videre og vi kommer til et sted, hvor man skal beslutte sig for at gå venstre eller højre om lufthavnen. Vi vælger den venstre og kommer ind på en markvej. Fra morgenmadsbyen har vi gået på almindelig vej.

Endnu engang bliver jeg nødt til at tage støvlerne af og prøve med andre sokker, for at se, om det hjælper. Siger til Lucy og Jin, at de bare skal gå videre. Skifte til uldsokker hjælper kortvarigt. Går langs med hegnet til lufthavnen. Det er så pibefuldt, at jeg begynder at tælle mellen de standere, hvorpå trådhegnet til lufthavnen hængt på. Bare for at aflede hjernen. Der er vel 2,5 m mellem hver. For hver 4. er det altså 10 m. 10 af dem, så 100 m, osv.

Da jeg kommer til enden af trådhegnet og kommer på asfaltvej, beslutter jeg at tage støvlerne af og tage mine Nike slippers på. Kunne simpelthen ikke gå mere i støvlerne. Det hjælper på det. Tager støvlerne i hånden, i håb om snart at finde en bænk, så jeg kan give fødderne creme og få tynde sokker på og hænge støvlerne på rygsækken. Kort efter finder jeg Lucy og Jin på en bænk. De har holdt pause og ventet på mig. Pænt af dem. På stedet skal man også vælge, hvilken vej man vil på til domkirken.

Vi vælger at gå på den venstre side af floden. Efter en lidt grim begyndelse, rent naturmæssigt kommer vi ind på en rigtig stor park, som mange åbenbart bruger til at løbe eller vandre i. Den er rigtig lang. Vi får mange Buen Camino'er. Flinke folk.

På et tidspunkt synes vi alle, at vi har gået en evighed. Parken bliver flottere og flottere, jo nere, vi nærmer os centrum. Pludselig ser vi domkirkens tårne, dette gotiske pragtværk af en bygning. Vi bliver opløftede og jeg siger til pigerne, at nu må der gerne dukke en tapasbar op. Mit system trænger til mad og et glas vin. Vi joker med, at min dag har været dårlig, fordi jeg endnu ikke har tapas og rødvin. Og det er ikke helt løgn. Man går godt bagefter, jeg i hvert fald.

Vi går over en bro og ind i den gamle bydel. Vi bruger Jins tablet, hvor hun har et kort. Kommer til Plaza Mayor og videre mod domkirken. Fantastisk. Får taget nogle billeder. Vi bliver enige om at gå på et cafeteria/restaurant og få noget mad. Jeg får dagens menu, er sulten, til 9,95 €. Pigerne får sandwich. Jeg får hvidløgssuppe til forret, lige hvad jeg trængte til. Dog ikke stærk hvidløgssmag. Bagefter tynde stegte kalvestykker. De er stegt perfekt, ikke tørre. Godt at nogen stadig kan finde ud af at stege, uden at ødelægge kødet. Tak.

Bagefter hen og finde herberget, det kommunale. Vi finder det tæt på og møder gud og hver mand. den italienske familie er kommet. Ian bliver glad. Tommy dukker op. Han er nået op til os. Det er John også. Nogle spanier, vi har boet på herberger sammen med kommer også. Der er gensynsglæde over hele linjen. Nelly og Alexis er også kommet. De skal hjem i morgen med bys til Logrono og videre hjem i deres bil.

Efter bad tager Eva, Ian, Anthea og jeg ud for at finde en Moviestar, hvor Ian kan få et simkort og vi andre skal på sportforretning for at se på sko og hue, Anthea vil have en poncho og lidt lunt tøj. Ian hjælper med at finde de rigtige par sko. Får prøvet 5-6 stykker. Det bliver nogle i størrelse 43, nogle af mærket Aku, med Vibram såler. Det skulle være OK. De føles godt. Vi håber det bedste.

Klokken er mange, da vi kommer hjem. Vi skal ud og spise og fejre Evas fødselsdag, der er i morgen. Vi spiser på Don Nuno, som Eva har fundet. Hun vil have paelka. Pigerne er der ikke, så vi går uden dem.

Eva får sin paella og vi andre lammekoteletter til hovedret. Jeg var ved at dø af at tænke på ikke at have fået lammekød i 14 dage. Derfor skulle det være nu, hvor chancen var de. De 2 austrailere Ian og Anthea var helt med på den. Vi fik en rigtig god Ribera del Duero, reserva, til. Anthea drikker ikke, og Eva meget lidt, så Ian og jeg fik lov at nyde vinen.

Det blev en hyggelig aften. Tommy og John kom senere. Hjem skulle vi jo. Alt lukker og slukker kl. 22.00, men Ian og jeg kunne lige nå baren overfor herberget. Vi fik endnu en god snak. Ind og hvem møder vi der - Dian, den unge franske kvinde, der har mødt sin Remy på Caminoen. Dejlig gensynsglæde. Denne unge kvinde er et fantastisk positivt menneske, trods hendes vanskeligheder med forældrenes skilsmisse i barndommen og de negative følger, livsbekræftende, er hun. Remy var i bad, så vi kunne ikke nå at se ham, inden sengetid. Ærgerligt, for han er også et dejligt positivt menneske. Håber at møde dem igen på et tidspunkt.

Godnat.

26. oktober 2013 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 10: Offday og et meget specielt herberg

(Navarrete - Granon, 20,6 km)

Kl. er 7.51. Sov længe i dag. Var træt, men sengen var hård, så det er som så med kvaliteten af søvnen. Min roommate, en tysker ved navn Rupert, sover endnu. Det kommunale herberge her er inddelt i rum med 2 senge.

Havde en lang god snak med Rupert, lige fra jeg trådte ind, hvor han lå og hvilede sig. Rupert er træt nu, tror jeg. Derfor har jeg pakket mine ting og sidder lige i spiserummet. Rupert havde i går ikke pakket sine ting ordentlig ind, så alt var blevet vådt, også hans pilgrimspas. Rupert har taget sin scooter helt fra Bayern og kørt hen i nærheden af Pamplona og stillet scooteren der og begyndt at gå derfra. Scooteren skal dog vist repareres i det elektriske system. Rupert har haft en hjernetumor. Han har det bedre nu. Han og hans kone har adopteret 3 børn fra Sri Lanka og 1 fra Vietnam.

Rupert er nu stået op. Nå, jeg må pakke færdigt. Ian og Eva sidder ved siden af og spiser morgenmad. Det italienske ægtepar ved et andet bord. Vi sidder alle og snakker sammen. Der er som sædvanlig en munter stemning. Ian er her jo. Vi begynder at synge "No rain today, my love is gone away" , et gammel Herman Hermits nummer, omskrevet. Vi synger altid en strofe på et eller andet tidspunkt. Han starter og jeg fortsætter. VI har det sjovt. Ian og jeg talte om, at vi måske skulle gå Pyrenæerne fra vest til øst om 1 års tid. Ian går altid en eller andet tur hver år. Det har han gjort i mange år.

Det italienske ægtepars søn kommer i nat med toget til Santa Domingo, efter begravelsen af svigerdatterens bedstemor. Tror, at han glæder sig til det, kan man se på hans øjne. Han virker til at være i bedre fysisk form. Den første tid så han virkelig lidende ud.

Jeg kan efterhånden ikke huske ugedagene. Ingen kan. Det er også lige meget. Min beretning fra vist nok torsdag kommer forhåbentlig idag. Vi må se. Nu prøver jeg med min mobil og taler undervejs.

Nå, det er tid til at starte dagens vandring. Har ikke helt besluttet mig, om jeg vil gå til Granon eller kun til Santa Domingo De La Calzada. Vi må se, som altid under en Camino. Intet er givet på forhånd.
----------

Glemte selvfølgelig at skrive, at Tommy meddelte mig, da jeg så ham, at Claire desværre måtte vende tilbage til Ventosa, og så vil se, hvordan hendes fødder har det, før hun vil gå videre. Det er jeg selvfølgelig ked af, og håber for hende, at hun kommer igennem det. Kan mærke at hun har brug for at gå Caminoen. Noget tynger hende.

Da jeg kommer ud af byen og på stien, møder jeg en morgensyngende spanier, gående fra sine vinmarker, tilsyneladende. Dejligt.

Det er et fantastisk vejr at komme ud i, lige efter byen, ud på en fald mark, med vinstokke til begge sider. Der er lidt vådt endnu, men slet ikke som i går.

Jeg tror, at jeg efter at have tænkt over gårsdagen begivenhed, har fint med det nu. Har tænkt over, hvorfor min mor endte sådan, som hun gjorde, med et lidt ulykkeligt liv. Det er nok fordi, man ikke tager hånd om sig selv. Det er vi nødt til, hvis vi skal have et godt liv. Så det tænkte, jeg meget over. Hun var en meget smuk kvinde, da hun var ung. Jeg tror, hun har haft for let ved det, været forkælet i familien og efterfølgende, selv om hun selvfølgelig har arbejdet hårdt også. Tror ikke rigtigt, at hun har haft den modgang, som hun havde brug for, for at blive stærk.

Det jeg er bange for med unge mennesker, med al den kommunikering, frem og tilbage, og hele tiden, det er en form for escapisme, der i det lange løb ikke giver den ro, som vi alle har brug for. Jeg har slet ikke noget imod den moderne teknologi. Man skal bare ikke bruge det til at flygte i. Så jeg håber, at de unge på et ellers andet tidspunkt finder ud af det. Når nyhedens interesse er overstået, så finder det vel sit naturlige leje. En af årsagerne til at mange unge mennesker går Camino i dag er, at religiøsiteten ikke længere er så dominerende og åndeligheden mindskes. De har lidt svært ved at finde ud af meningen med livet.

Foran mig går vist Lucy og Jin på afstand. Ååh, nu kan jeg se 2 balloner i luften. Fantastisk. Det er et flot syn. Nå, jeg vender tilbage senere.
--------
Jeg har lige holdt en pause sammen med de andre, efter en lang, lang opstigning. Har fået en forfriskning - tropical frugtjuice, lidt saltede nødder og en energibar. De andre er gået nu. På vejen har jeg set en vinbonde hælde vindruer op i en traktorladvogn med høje sider, så der er fortsat gang i drueplukningen her i dette område.

Har lidt ondt i min venstre fod og knæ, så jeg tager det roligt. Har også hele dagen. Jeg skal alligevel ikke lave andet end at gå, så det går nok. Vi ses lidt senere.
--------
Er lige kommet ind til den første by efter Navarrete. Der er åbenbart en meget stor golfbane her, der ser meget moderne ud. Folk står og slår på bolde,mkan hære dem. Tænkte på, om det er en anden for escapisme, at slå til en bold, i stedet for noget, der var lidt ........, nå, det er trods alt bedre med lidt fysisk aktivitet. Så mødte jeg lige nogle forældre med en flok 6-7 årige børn, med deres små golfbags på vej til at spille golf. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det.
--------
Jeg sidder nu ved vejsiden, lige før Santa Domingo og har det forfærdeligt med mine fødder. Jeg tror, at det er hævn fra i går, hvor jeg ikke tog mig tid nok til at pleje mine fødder og lægge, give dem creme og den slags ting. Havde for travlt med at tale med Rupert og skrive på hjemmesiden og tiden går hurtigt efter ankomst. Man har ikke tid nok til nå alt det, man skal nå. Det må gære noget ved i dag. Måske er det også hævnen for, at jeg på vejen i dag kom til at tænke over, at vi nok alle har et kors ar bære, måske ikke til Colgata, men et eller andet sted. Rygsækken er ikke interessant længere, den er bare en del af en nu. Det kan være en lille nemesis, jeg har fået på vejen - who knows - man ved jo aldrig. I går var jeg flyvende. i dag er jeg blevet overhalet af alt og alle. I dag er nok min off-day, men jeg skal nok komme videre fra Santa Domingo mod Granon, som er dagens mål. OK.
-----------
Her stopper min indtaling til iPhonen, fordi jeg blev for træt. Umiddelbart efter ovennævnte pause ved vejsiden, kommer jeg til et skilt med 564 km til Santiago og begynder at syge "When I'm 64" for fulde gardiner, ingen kunne jo høre mig. Bagefter " Sunny side og the street" og smerterne er forsvundet, så længe det varer.

Kommer ind til Santa Domingo og ind i den gamle bydel, som er meget flot, mens det udenom er meget kedeligt. Finder mig en bar med tapas og køber 3 lækre stykker og et glas vin. Skriver samtidig lidt på hjemmesiden bagefter, inden der kommer ind masse mennesker ind og skal have deres tapas og vin m.m. Her i Spanien taler folk meget og højt, så jeg kunne ikke høre mine optagelser, så jeg kunne lige så godt gå videre.

Møder Lucy og Jin, der er på vej ud af byen. Vi følges ad. Senere møder vi Solidad og det unge japanske par, Yuko og Eppie. Yuko er altid smilende. Endelig langt om længe i den bagende sol ankommer vi til Granon. På vejen taler jeg en del med Solidad om mangt og meget, bla. arbejdsløsheden her i Spanien, men også om søvnproblemer og mange andre emner. Dejlig snak med en vidende person.

(må afslutte denne dag senere, denne på alle måder underlige, men også spændende afslutning på dagen).

25. oktober 2013 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 9: Regn og sol

(Navarrete - Azofra, 21,8 km)

I dag vil jeg prøve noget nyt. Vil bruge min iphone til at indtale det jeg vil skrive undervejs. Det bliver spændende at se. håber det letter skrivningen bagefter og måske lidt mere her og nu.

Faldt først i søvn efter midnat, men var allerede vågen halvseks. Fik skrevet dag 4 færdig og lagt den hjemmesiden. Tog et bad for første gang om morgenen. Dejligt.

Claire havde sovet det meste af dagen i går, efter ankomst. Hun var helt udkørt, sagde hun. Vi blev enige om at følges ad i dag. Gik lidt efter otte. Da vi kom ud fandt vi hurtigt ruten. Det var langs hovedvejen et stykke tid. Vejret så faretruende ud. Vi besluttede at tage regntøj på og dække rygsækkene til, også. Det var en klog beslutning. Det begyndte at regne.

På vejen snakkede vi bl.a. om trygheden ved at have en fast base, et hjem. Hun var meget glad for sit nye hjem i Todi, som hun flyttede til fra Rom for ikke mange år siden. Hun elskede sin udsigt. Det at hun havde huset gjorde, at hun kunne gå Camino. Lisbeth og jeg var meget velkomne til at komme på besøg. Hun havde plads nok.

Hun sagde, at jeg bare skulle gå, så det gjorde jeg. Det regnede virkelig meget. Man kunne kun kigge nedad. Brillerne duggede. Der er lavet en vej lang motorvejen, Ikke det mest ophidsende. På et tidspunkt viser et skilt til Ventora. Kunne vist godt have fortsat lige ud til Najera, men jeg ville have morgenmad og var træt af regnvejret. Var den første, der kom til baren. Lige nu sidder vi en hel flok, Tommy, Lucy, Jin, Chris, Johanna, Claire og en jeg ikke kender. Havde købt gaver til Lucy og Jin i Los Arcos, et Caminoskilt og et lille armbånd til dem hver, så dem får de nu. Har ikke set dem i næsten 2 dage. De blev glade for gaverne. Har fået kaffe og 2 stykker wienerbrødslignende stykker med chokolade i. Skal have noget energi til Najera. Der er 11 km uden mulighed for at spise.

Det går rigtig fint i dag. Ingen smerter, endnu. Føler jeg kan gå til verdens ende, men Rom blev ikke bygget på een dag, så små slag.

Skriver videre senere. Skal afsted. Regnen er stoppet.

Claire og jeg følges ad, men hun siger, at jeg bare skal gå, da hun vil gå langsomt pga sit ben. Vi går på stier mellem vinmarker og det er meget mudret, efter regnværet. Glad for mine støvler i et sådant vejr. Jeg føler mig virkelig godt gående. Der er stort set kun vinmarker, flotte. Man bliver faktisk glad af at gå mellem vinmarker.

På et tidspunkt kommer jeg til at tænke på min mor og en oplevelse, jeg havde i Almunecar her i Spanien, dette forår. Min mor døde i 1997. Engang for mange år siden, mens jeg var 17-18 år, kom jeg til at sige til min mor, at hun ikke var min mor. Hun drak for meget, flygtede så at sige ind i alkoholen. Sikkert på grund af ensomhed eller hvad der nu kunne være årsagen. I alt fald skal man nok ikke sige sådant noget til ens mor. Tror det har såret hende meget, rigtig meget. Efter hendes død har jeg selv haft svært ved det.

Måtte prøve at bearbejde det, bla. ved at skrive en sang om og til hende. Et af versene lyder sådan:

Hvad du end gør,
Hvad du end sir',
så er jeg hos dig
Selv om de sir'
at du har fejl,
så er jeg hos dig

Det hjalp at bearbejde det, men ikke helt. Da hun døde var jeg der, men jeg nåede ikke at se hende ved bevidsthed. Har hele tiden haft en følelse lige siden, at hun ikke havde forladt denne jord. Det kom hun dette forår. Jeg sendte hende afsted til Racmaninoffs symfoni. Den mest surrealistiske oplevelse i mit liv. Det lød som en rumraket, der fløj ud af rummet. Har læst andres oplevelser, hvor det er på samme måde. Gik ved siden af mig selv hele næste dag.

Jeg har fået ro, hvad det angår. Begynder at synge Innarta Anaanaga, en grønlandsk vuggevise, og for første gang får jeg tårer i øjnene på denne Camino. Jeg synger den færdig, det skal jeg jo, selv om det er svært. Føler en vis lettelse bagefter. Kigger op mod markerne, bjergene og solen der skinner lidt igennem. Det er dejligt at leve.

Det tager lige lidt tid at samle tankerne.

Bagefter tænker jeg, at Paradis må være denne jord. Paradis er ikke et fysisk sted. Det er noget mentalt.

Kommer ned et sted før Najera, hvor der bliver råbt efter mig. Det er søreme Ian, Eva og en kvinde, jeg ikke kender, der sidder sammen i en lille park på bænke. Smutter hen til dem og får en snak. De er gået udenom Ventora. Har mistanke om, at de har fået et lift, men siger det ikke. Det skal være dem vel ondt. De har gået helt fra Le Puy. Kvinden er spanier, forstår jeg, men bosiddende i Bayonne i Frankrig, hvortil hendes forældre flygtede fra Francos regime. Det fortæller de andre mig, da hun er gået videre.

Tommy kommer forbi. Jeg smutter før ham, men vi mødes igen senere, da jeg er nødt til at fjerne noget i mine støvler, der irritere. Vi følges ad. Jeg fortæller om mine første tårer, min barndom, mine forældre, den manglende fysiske kontakt og straks tilbyder Tommy mig et knus. Det får jeg midt på vejen. Sådan er det på Caminoen.

Vi kommer ind til byen og finder en bænk ved en vandpost. Tommy stopper op her. Han tager 2 korte dage. Vi sidder og snakker. Han har sagt sin lejlighed op og opmagasineret sine møbler. Skal efter Caminoen til Indien i 2 eller 3 måneder og dyrke yoga og noget spiritualitet. Vi enes om at mødes i Santa Domingo i morgen. Vi snakker godt sammen.

Lucy sidder i en cafe sammen med Ian og Eva. Jeg vil videre til vores destination, 5,8 km længere, til Azofra. Lucy beslutter at gå sammen med mig. Som sædvanlig har vi det godt sammen. Båndet hun har fået i Ventora har hun sat på som armbånd. Jeg siger til hende, at der er sket en forandring på disse 9 dage, med hende. Denne generte unge kvinde har fået noget mere beslutsomhed over sig. Det kan man se i hendes øjne og holdning. Dejligt.

Hun fortæller om sine forældre og sin lillesøster, der går på high school, og som skal til optagelsesprøve til universitetet den 7. november og hun er der ikke. Det er hun vist lidt ked af. Lucy er ikke religiøs, men går Caminoen af spirituelle årsager. Hun siger, at hendes mor er katolik, så derfor tager hun mange billeder af kirker.

Vi er ved at være lidt trætte. De 5,8 km er lange. Frem kommer vi, efter 21,9 km's vandring, i en noget bedre tilstand end de første mange dage. Vi piver ikke længere. Formen er ved at indfinde sig.

Jeg smutter i bad nu. Skriver måske senere.