Kategori: Camino Portugues 2017

Omkring 21 km blev det i dag. Vi kom afsted senere en planlagt, ca. 08.20. Kroppen var mere kvæstet efter gårsdagens bjergbestigning og de mange kilometres, end antaget.

Det gjorde nu ikke så meget, da vejret har været med os i dag. Ikke for meget varme og lige her, hvor jeg sidder på en plaza i Pontevedra og skriver dette her, er vinden kommet. Temperaturen har ligget nogle grader under i dag, ligesom skyerne har hjulpet til. Nu venter jeg bare på den
L, jeg tørster efter. Det går lidt langsomt med serveringen. Alle butikker er lukkede nu. Godt det samme.

Skøn vandring hen til Arcade, bortset fra de sidste 2 kilometre, men sådan er det som regel, når man kommer til en lidt større by og trafikken på en hovedvej går igennem. Anderledes kan det ikke være, når infrastrukturen er, som den er.

På vej ned efter dagens første stigning møder vi de tyske søskende fra forleden dag på Casa da Capela. Vi får en snak og følges et stykke ad.

Da vi kommer til den første cafe i Arcade skal vi have dagens første kaffe og en gang tostados. Vi har boet på Alevear Suites, der er nogle små lejlighedslignende værelser med køkken og vaskemaskine. Der er ingen restaurant eller morgenmad på stedet, så vi har gået næsten 2 timer inden vi får noget. Reelt er det også det bedste. Man er ikke så tung, når man tager afsted.

Kaffen smagte bare rigtig godt og brødet ligeså. Vi snuppede også lige en meget god croissant ved siden af, til deling. Jeg fik vist nok det meste?

De tyske søskende kom til og satte sig ved siden af. Vi fik en yderligere snak. Carolin, søsteren, har en dansk kæreste, der er ved at skrive vist nok sin doktordisputats i København. Hun bor selv ved Hamborg sammen med deres søn, så det er et langdistanceforhold, indtil videre. Hun er selv uddannet lærer. Christian, der er kandidat i lingvistik, bor i Berlin og som jeg skrev forleden, på sin første Camino.

Lisbeth fik udvekslet adresser. Carolin og Christian ville tage en bus til Padron fra Pontevedra, fordi de sammen gerne vil se Santiago de Compostela. Da de landede i Porto var de taget direkte ud at vandre, og dermed ikke fået set noget som helst af Porto. De skal hjem med fly på søndag, så de er pressede tidsmæssigt, hvis der skal være lidt tid til sightseeing.

Og så lidt om dagens andre oplevelser.

Vi er på vej op ad dagens stigning nr. 2, selvfølgelig højere end angivet i Brierleys bog. Ellers er mit Garminur bare elendigt til højder.

Der går et par lidt længere fremme end os. Begge med stokke. Jeg kan godt se, at Herren går sådan lidt underligt, men det er der så mange, der gør. Fruen er rigtig god til at vrikke med hofterne, kan jeg se, samtidig med hun går.

Pludselig kommer det fra Lisbeth: “Han må have siddet i et herrefængsel!”

???????? Hvad?

“Ja, kan du ikke, at han klemmer røven sammen, hver gang har tager et skridt?

What? “Prøv at se på ham”

Nå, ja, så bliver man jo nødt til det. Ved nærmere studier er jeg tilbøjelig til at give hende ret. Han går sku’ lidt underligt. Mææn, da vi senere passerer ham og kæresten, så finder vi ud af, at han har ondt i fødderne. Lisbeth skulle jo selvfølgelig lige spørge ham om, hvorfor han hørte musik, altså uden øretelefoner, men til gratis deling med alle, når nu han vandrede Camino. Det var hans 6. dag og hans fødder havde det skidt og alle gik alligevel og snakkede hele tiden. Ja, nogen gør. Han havde brug for noget til at holde hans humør oppe. Til hans forsvar spillede han et Queens nummer?

På et tidspunkt er der en kvinde, der passerer os. Vi går lidt langsomt på det tidspunkt. Hun går sammen med nogle andre, der går lidt langsommere end hende.

Lugten eller duften – alt efter præference – af parfume breder sig. Nu ved jeg, at fruen ikke kan klare for meget af det og her på det sidste tror hun, at hun er blevet allergisk overfor det. Gode råd er dyre. Hvad gør vi?

Jeg kan godt mærke på Lisbeth, at hun har lyst at at overhale, men jeg siger til hende, at lad hende nu gå, så vi kan komme på afstand af hende, men det sker ikke. Da hun er kommet forrest afpasser hun bare hastigheden, så hun er foran, ken parfumen fortsætter jo.

Så spørger jeg Lisbeth: skal jeg føre? Yes, siger hun. Så er vi enige. Eksprestoget kører nu. Hun bliver overhalet inden for 50 meter og agterudsejlet og vi så hende ikke igen. Så kan de lære det. Jeg kiggede på min Garminur. Godt 6 km i timen. Det er der trods ikke mange, der kan holde til, med rygsæk og det hele over en længere strækning.

Vi kom også til at passere flere unge mennesker op ad stigninger og senere efter pauser. De kæmper de stakler, selv om kun er startet fra Porto, men de er ved at være det antal dage under vandring, hvor alt gør ondt, det mentale er på overarbejde, og måske har de fået vabler.

Og så kommer der 2 halvgamle, kan vi vel sige, og bare moser derudad, som om der overhovedet ingen problemer er. Det må være demoraliserende. Så jeg sagde til Lisbeth, at nu må vi altså tage os lidt sammen, og gå lidt langsommere. Vi må forrest med et godt eksempel.

Ja, nu sidder vi på den centrale plads og får en øl. Efterhånden er der mange. De fleste får kaffe og hygger sig. Det er jo fridag nu. Vi tager en lille vandretur og ser på lidt seværdigheder. Aftensmaden må vi se, hvad bliver.

(skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

Jeppe på bjerget – ja det blev temaet for dagens vandring.

Vi gik igennem en landsby og lidt oppe af en skråning kom Herren og Fruen med trækvogn og æsel. Og de snakkede højt, men med hver deres tonefald, forstås!

Og det fortsatte ned til skovbrynet, hvor morgensolen sendte glimt af lys ned mellem trækronerne og ned på kampestenstien, og vandløbet som fulgte stien. Fruen var iført gummistøvler og det var åbenbart hendes opgave at trække æsel og vogn gennem vandløbet for Herren havde sko på.

Så kommer det fra Peter: “ja, manden med det lyse sind og en optimistisk tone for at muntre den galsindede kone op” – ja, må jeg svare det – det er livet i en nøddeskal – alle mænd har det som Jeppe på bjerget – og nogen gange drømmer de sig væk fra livets kendsgerninger?

Det startede faktisk i morges. Vi havde besluttet at springe morgenmaden over og komme tidligt afsted. Med den varme og 36 km planlagt tur er det simpelthen alt for varmt at starte op ad formiddagen. Vi var ude af hotellet lidt over kl 7, hvor det var bælgravende mørkt og tæt på frysepunktet. Forinden nåede vi formentligt at vække hele hotellet. Vi skulle pakke og jeg havde jo købt nyt tøj dagen før. Det skulle pakkes – udvendigt på rygsækken forstås – for der kunne ikke presses mere ned i den – jeg havde også en ide – den var dog ikke helt gennemtænkt og så begyndte Peter at blande sig. Og det er dumt, ikke fordi det er tidligt om morgenen, men fordi jeg hader indblanding og især fordi, han selvfølgelig havde udstyr med der kunne montere oppakningen?

Nå, men ud kom vi og morgenkulden får jo hurtigt hidsigheden til at dampe væk☺️

Senere på turen blev vi så overhalet af vores polske veninde, der nu var blevet kæreste med den unge mand fra Barcelona. De gik meeeeget hurtigt. Men det var fordi hun prøvede at hægte dem fri fra hans to meeeeeeeeeget talende spanske veninder.

Drama mangler ikke på turen. Den søde fyr er i et ekstremt dilemma – kærlighed versus loyalitet. Han prøver at gøre alle tilfredse, men opnår at gøre alle sure, og han får vabler. Stakkels mand – det evige dilemma?

Vi skød en god fart og endelig kl 14 var det tid til frokost. Det må være feriens bedste sandwich – godt brød, salat, løg, tomat, ost, og lunt kød og iskold mineralvand.

Resten af turen varme, stigninger og nedstigninger – og endelig målet 9 timer efter start. Efter vask og udpakning er det her kl 19 tid til en kold under duftende magnoliatræer – 24 grader i skyggen ?

Vi sov ikke særlig godt i nat. Sengene var lidt for hårde for os, selv om det er Lisbeths foretrukne. Vi blev som Lisbeth skrev i går kørt til Rubiaes’ eneste restautant, kl. 18.00, så der blev efterhånden helt fyldt op af pilgrimme. Det danske ægtepar fra Løkken sad der, da vi kom.

Efter vi var ankommet til Casa da Capela, viste ðet sig, at der var kommet yderligere et par pilgrimme, 2 tyske kvinder. Lige som vi 4 skulle til at blive kørt til restauranten, kom der 4 pilgrimme gående, hvoraf vi havde mødt 2 af dem flere gange hygge sig i vejsiden med mad, kaffe og hvad de nu ellers havde. Det var 2 hollandske kvinder, der var sluppet for mænd og børn. Begge i højt humør, og senere skulle det vise sig, også glad for vin. De 2 andre var tyske søskende, viste det sig senere på aftenen. Det var storesøster, der havde gået Camino før, der skulle vise lillebror Caminoen. Hun har nok haft en bagtanke med det, uden at jeg skal gøre mig spekulationer over årsagen.

Nå, vi fik for første gang pilgrimsmenu. Ikke noget at råbe hurra for, men heller ikke det værste, jeg har fået. Suppen, næsten altid god plus kylling med ris, salat, pommesfritter, plus en kande rødvin og vand. Det hele til 22 €. Så kan man vist ikke klage over for meget. Oven i købet bliver vi kørt hjem af personale, vist nok ejeren, til hoteller. Efter vi måtte vente på, at de sidst 4 ankomne fik spist færdigt. De kom i sagens natur lidt senere end os. Og de skulle vist også hygge sig lidt.

Helt fint, så sad vi uden for og fik en snak med bl.a. et yngre par fra Litauen og de 2 tyske kvinder fra vores hotel.

Vi kommer endeligt hjem. Lisbeth går op i seng og jeg sætter mig ud i haven og vil færdiggøre mine historier for de sidste par dage. Nu skal de gøres færdige, men de andre dukker op, så det tager tid at blive færdig, når man både skal snakke og drikke af sin øl engang imellem. Anyway, de 2 tyske søskende og de 2 hollandske og jeg havde en hyggelig og god snak. Altid givende og hyggeligt at snakke med andre pilgrimme.

Og så til dagens begivenheder.

Vi kom afsted ved 8-tiden, efter morgenmaden. Skønt vejr. Der er en mindre stigning i starten, herefter går den nedad og stort set vandret resten af vejen til Tui, som ligger i Spanien. Grænsen går gennem floden Minho.

Den første del af turen er dejlig. Der er stadig lidt køligt. Vi går gennem skovområder og små landsbyer, møder får, høns, hunde, katte, gæs og meget andet. Ikke mindst fuglefløjt. Der er ikke noget så smukt som fuglefløjt, især om morgenen, hvor der kommer liv i det hele.

Vi hilser på en mand, der passer sine får. Og der sidder han sikkert hver dag, for det var ikke nogen stor mark, de var på.

Vi kommer til en Albergue, der også har cafe, så der stopper vi op for en kop. Det viser sig, at det er amerikaner, der for 6 år siden har lavet en ruin om til beboelse. Det er også
Økologisk, siger Lisbeth. Hedder Quinta Estrada Romana. Fik en kort snak med ham, inden vi tog afsted.

Spurgte ind til, hvorfor han havde gjort det . Så siger han som det naturligste i verden, at ethvert menneske kommer til et punkt, hvor man gør op med sig selv, der nok kun er så og så mange år tilbage. Og så må man tage stilling til, hvad ens sidste år skal gå med, mens man stadig kan fysisk. Underforstået, det kan jo også blive for sent, hvis man trækker tingene i langdrag. Ja, så er resten handling. Lokalt portugiske firma og så bliver en ruin til noget med mere sjæl.

Der er ikke så meget mere at sige om resten af vandringen til Valenca/Tui. Frem og tilbage over samme hovedvej. Valenca ser ud til at være en spændende by, især gamle del omkring borgen. Den må man vende tilbage til engang. Lisbeth gav en is i varmen.

Man krydser floden via en metalbro. Lige midt på broen kan man se grænsen. Vi kommer over og så er vi i Espana.

Vi følger slavisk ruten op til domkirken i håb om at få et stempel der, men desværre er den lukket. Finder vores hotel og vi finder ud af, at vi kan betale os ud af en vask, for 15 €. Vi slår til på stedet.

I bad og så ud og se lidt på byen og spise lidt. Lisbeth er træt af sine bukser, så hun får øje på et sted, hvor de sælger vandretøj af god kvalitet. Hun er gået derind, inden jeg siger noget. Stedet er samtidig en cafe. Jeg siger, at jeg går altså lidt rundt og kigger efter en tapasbar imens. Da jeg kommer tilbage, er hun i gang med at købe hele butikken. Åh, nej, endnu mere til rygsækken. Mens hun prøver tøjet af, må man jo gøre sig nyttig. Drikke et glas Alborino. Det blev på husets regning, hvilket jeg godt kunne forstå. De havde tjent rigeligt på handlen med Lisbeth.

Vi finder et sted bagefter, hvor vi får noget let. Lisbeth en slags dobbeltpizza med bacalau. Jeg pulpo på galisisk – en lille portion, da der ikke er lang tid til aftensmad.

Hjem og slappe af bagefter. Lisbeth ude i haven på drømmeseng. Jeg i værelset, sikkert med blæser på.

Vi kommer op til hovedgaden, der allerede er fyldt med folk, der nyder en aperitif eller to. Vi finder et bord. Vi får en Estrella Galicia øl, som mine Caminovenner fra Mallorca, Jose og Juan, lærte mig at drikke. Skønt at sidde her i varmen ved 20-tiden, folk der hygger sig. Der er altså noget ved det udendørsliv, her sydpå.

Vi fik anbefalet et tapassted. Går derover. Vi vil gerne sidde ud, men der er ikke plads, så vi tager nabostedet, der skulle vise sig at være fantastisk. Jeg lavede en beretning til FB til mine Body-SDS kolleger fra hold 22. Jeg citerer:

“Jeg sidder og siger noget til fruen, som jeg kalder hende, når jeg er i mit bedste hjørne. Ellers hedder hun Lisbeth. Nå, jeg sagde: min mave fortæller mig, at den har det godt, sådan lige passende. Straks kommer det fra hende – sikkert den bedste Body Meal, du har fået, med et smil på læben.

Hvad fik jeg så?

En øl til at starte med – selvfølgelig en Estrella Galicia sådan til opvarmning inden maden, som alle jo gør i dette land. De er jo lidt mere kultiverede end vikingerne, hvad det angår. Bagefter på tapasrestaurant, hvor vi fik de lækreste retter, jeg længe har fået. Plus naturligvis en flaske Alborino og vand. Mig tilsidst den lækreste apple crumblepie, jeg længe har fået. Tjeneren og jeg var enige om, at han hellere måtte tage en ekstra ske med, selv om der hårdnakket blev kæmpet imod. Den blev taget i brug?. Djævelen har ikke levet forgæves.
Kort sagt – omdan alt dette til pulver, hæld vand på og din mave vil have det kanon. Bon appetit!”

Body Meal er noget som vi Body-SDS’ere har lært at kende via vores uddannelse til kropsterapeut. Det er Bengt Valentino Andersen, der har udviklet det. Fås i pulverform og der skal kun vand i. Så joken er lidt intern.

Stedet hedder Meson Adega, og kommer du til TUI, så gå forbi der. Lækker tapasmad og dejlig Albarino og ikke mindst en vidende tjener, måske ejer. Minus ingen kaffe, men den kan man tage et andet sted og måske få en lille avec til. Han foreslog selv en kaffelikør.

I seng. Vi skal tidligt op i morgen, gerne kl. 07.00. Vi springer morgenmad over. Der bliver varmt, så der skal vandres så meget som muligt inden heden sætter ind.

(Skrevet af gæsteskribent, Lisbeth Møller Jensen – også kaldet fruen)

Hele dagen i går var der mental opvarmning, til at dagen i dag ville blive hård, MEN at vi så nærmest skulle på badeferie søndag, altså i morgen.

Fredagens tur var i sig selv hård, når man nu lige er kommet flyvende ind fra København – 30,3 km, dag 1, med oppakning. Han havde planlagt 21,1 km – noget af en afvigelse – hvad?. Og idag planlagt 30,9 – det blev så 32,5 km. Det er varmt – man går ikke langt på en mineralvand.

Som spået allerede den første dag – du skal nok komme op – jo tak hanen begyndte at gale kl. 05.00 – vedvarende og insisterende i 1,5 time.

Så er man også klar til morgenmaden – eller måske ikke. Der ser ud til, at man skal være skarp. Var først nede – men blev taklet af en tysk dame og hendes veninde. Peter og jeg måtte blot ryste på hovedet over den intense trang til at proppe så meget mad ned. Nå, ja, resultatet kunne også ses. Vi gik dog ikke ind i en dybere analyse.

Ud til en skøn morgen Kl. 08.00 – stadig er morgenen helt sprød og kølig, solen skinner og mosekonen har brygget over floden. Der er gang i fuglene og lørdagsmorgen-roen er der endnu.

Vi starter med en skøn tur langs floden, for herefter at snuppe 1 time på meget befærdede brosten. Vi blev enige om, at man kan aflæse chaufførens stresstilstand på hans og ikke mindst hendes kørsel.

Endelig blev vi ledt ind i skoven, men nu er det virkeligt varmt – rygstykkerne er ømme og hænderne er helt opsvulmede pga alt det blod, der løber til fingrene.

Blikket og tankerne stilles på uendeligt – ellers kan man slet ikke holde det ud. Især ikke de forbandede brosten – vi går og snakker lidt om Langfredag og Via Dolorosa -og Peters “kvikke” svar aldrig at gifte sig med en, der hedder Dolores☺️ (red. “Smerte”).

Møder i øvrigt nogle mænd på vores vej i dag, der foran en kirke var i gang med at sætte kors op. Ja, det bliver hårdt den kommende tid. Trøsten er dog, at vi kommer til Santiago de Compostela på 3. dagen, altså påskesøndag, opstandelsen.

Dagen går helt bogstaveligt – vi møder folk fra Tyskland og Sydkorea, katte, kostalde, galsindede hunde, venlige hilsende mennesker og endeligt er der kun 4,2 km tilbage.

En lille pause til en banan og noget vand og en bemærkning fra Peter om, at nu tager vi det helt stille og roligt 1 km ad gangen.

Og så så jeg først ham igen ved hotellet – “samme fremgangsmåde som fredag” – ølmotivatoren?, men den fik han først til sin mad et par timer senere. Den stod først på indtjekning, vask og fodmassage.

Vi fik en dejlig stegt fisk til aften og skal ikke på diskotek i aften. I morgen er der atter en dag, og inden da skal benene gerne være udhvilede.

Slutdestinationen i dag, Barcelos, er fyldt med store sorte keramikhaner – en legende om en rejsende, der blev beskyldt for tyveri – men hanen galede hans uskyld ud og ja, så er vi måske klar på, hvad morgenvækningen kan bringe?