Camino blog

2. maj 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

28,2 km fra Tallard til Laragne-Monteglin

Inden der bliver for langt mellem dagene, må jeg hellere se at få skrevet om i dag. De forrige dage må vente. Er dog næsten færdig med dem.
Faldt sent i søvn i aftes, ved 24-tiden, fordi jeg skulle lede efter overnatningssteder til de kommende 4 dage. Det er stadig for koldt at sove i telt, synes vi.
Hvis ikke vi kunne finde overnatning var det mulighed for ændre rute over Serres og til Nyons. Den rute havde overnatningsmuligheder.
Heldigvis fandt jeg et sted her i Laragne-Monteglin, campingplads, der også har værelser. Et værelse til 3.
Fandt også et sted i Sederon. Vi skal bruge 4 overnatninger på tværs over det sidste stykke af alperne inden vi kommer til Ventoux området.  Ved at kigge på ruten via Google Maps fandt jeg en Chambre d'Hotes, som jeg skrev til. Fik et værelse til 3, så nu mangler vi kun den sidste overnatning på torsdag i Sault eller omegn, inden nedstigningen til Mormoiron fredag.

Vejret har været fantastisk i dag. Vejstrækningen kedelig indtil vi kom til Laragne-Monteglin, fordi vi gik på meget trafikeret hovedvej. Da vi drejede væk fra hovedvejen gik vi i ferskenland, så at sige. Ferskentræer i lange baner. Tror simpelthen at denne dal må være Frankrigs frugtkammer.

Da vi drejede væk fra hovedvejen startede den reelle vandring tværs over Alperne. De sidste par dage er gået med at vandre i sydlig/sydvestlig retning.

Vi fik købt brød og vand i La Saulce, 4 km fra vores start. Ingen supermarked åbent. Mærkeligt, selv om det skulle være åbent. Sikkert pga. 1. maj i går. Så vi måtte klare os med det sidste stykke Comte, brød, et æble, nogle nødder. Det smagte også ganske godt. Det gør alt jo i naturen.

Morgenmaden var i øvrigt ganske god. Der var selvbetjening med alt muligt. Jeg spiser ganske meget om morgenen på denne vandring, modsat mine tidligere vandringer. Ved ikke om det har noget at gøre med, at jeg er holdt op med mine piller mod Colitis Ulcerosa. Har ikke taget piller i 14 dage nu.

Er ikke stoppet sådan bare ud af det blå. Først efter en kur med probiotika og andre gode ting, som Torunn Laksafoss, min lærer fra anatomi, fysiologi og sygdomslære, har lavet til mig. Mit immunforsvar er simpelthen blevet bombarderet og hjulpet på vej. Kuren var på 2 måneder, inden stoppet med pillerne. Probiotika tager jeg stadig een gang om dagen. Det tror jeg, jeg fortsætter med et stykke tid endnu, udover de 30 dage, jeg er blevet anbefalet. Det er bare godt for mit tarmsystem, kan jeg mærke. Et ordentligt skyd af tarmbakterier.

Torunn er biopat, udover at cære cand.scient i biokemi. Hun findes på:

www.likam.dk
Nå, det var et lille sidespring, men vigtigt for mange mennesker, der har tarmproblemer eller lidelser, der kan relateres til fordøjelsessystemet, hvilket meget kan. Mine forstoppelsesproblemer omkring bihuler, eustatisk rør er næsten væk, min mindre asmatiske pillebivirkning (som jeg mener det er) er også. Jeg tager i hvert fald ikke næsespray og inhalerer mere noget for disse symptomer. Gør noget ved dine fordøjelsesproblemer!

Vejen er begyndt at gå op ad, kan vi mærke. Luca, sønnen til Natale og Ughetta, har i dag sendt os højderne for vde kommende dag og det bliver ikke nogen fornøjelsestur, kan vi se. Forskellen er helt op på 500 meter og det er altså meget, når vi skal have Il Carrellino med. Og det er ikke bare opad. Det er op og ned, op og ned.

Aftensmaden bestod af pizza, vand og glas rødvin, som vi indtog her i byen. Nyt flot moderne sted. Puzzaerne var fantastisk gode, ligesom husets vin. I tilgift fik jeg en digistif, deres egen hjemmelavede med appelsinskaller, kanel, vist også citroskaller og noget mere, som ueg ikke husker. Smagsnuancerne var vildt fremtrædende, på den gode måde.

På hovedet i seng, da vi var gået de 700 meter tilbage til vores værelse på campingpladsen. Vi var eller ikke meget for at gå 1,4 km mere, men det skulle vi, hvis vi skulle have mad. Campingpladsens restaurant er ikke åbent endnu.

2. maj 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Hård dag i forgårs – meget endda!

I forgårs - i onsdags - regnede vi med kun at skulle gå til Larche, ca. 6 km ned på den anden side af Colle della Maddalena, men sådan blev det ikke. Mere om det senere.

Vi fik som nævnt forleden gratis overnatning. Det var kontoret på et sted, hvor der er skiskole. Natale kendte en person derfra. Flink mand i øvrigt.

Koldt var der, selv om der var varme på, men det kunne ikke varme rummet op, slet ikke stengulvet, hvor vi skulle ligge. , man må jo klare sig.

Inden havde vi fået handlet i et mindre butik, der ligner nogle af de små bygdebutikker, som man ser i Grønland. Een ting var dog forskelligt - pålæg og ost til udskæring. Det laves på stedet, alt efter hvor meget man ønsker. Det kan jeg lide.

Bagefter aftensmad på den bar/restaurant, hvor vi havde opholdt os nogle timer, mens vi ventede. Vi fik den billige middag beregnet til lastbilschauffører. Vi blev ligestillet😊 Det var helt ok, bedre end pilgrimsmad i Spanien.

Hjem og arrangere soveplads på gulvet. Natale kom plastik på, så vores liggeunderlag ikke bliver så beskidte. Børste tænder og så i seng. Meget får man ikke sovet. Denne gang ville jeg sove med tøj på og så bare bruge soveposen som dyne.Mit oppustelige liggeunderlag er så smalt, at hvis man ligger på ryggen, så hænder armene ud over den og ned på det kolde gulv. Så det var ikke nogen god ide. Tidligt på morgenen måtte jeg krybe til korset og lyne soveposen sammen og ligge i den, på den normale måde.

Op ved 8-tiden og gøre klar. Det var hundekoldt i toilet og vask. Så tandbørstning og vand i hoveðet skulle bare overstås. Så kom den flinke mand og gav kaffe og et stykke stort tørkage, nærmere småkage, på skiskolen cafeteria. Vi sagde mange tak og farvel og så var det ellers bare derop ad.

Vi kom til Argentera, ved fælles hjælp. Der mistede jeg dækslet til mit kamera. Gik ellers tilbage til stedet, hvor jeg vidste, jeg havde taget et billede, men niks, kunne ikke finde det.

Kom til de 17 hårnålesving. Det tager sin tid. Vi holdt mange pauser og nød den gode udsigt. Jeg må sige, at min respekt for cykelryttere er blevet større, med og uden doping, efter denne opstigning. Der var en strid modvind nogle af stederne og det må være et helvede at cykle derop.

Efter møje og besvært kom vi op efter svingene og vi holdt en kort pause i læ af en bygning. Opstigningen var ikke slut. Vi måtte til den igen. Natale trækkende og jeg skubbende med min hjemmelavede pilgrimsstok. Der var en strid modvind det sidste stykke. Vi kom forbi Napoleons kilde og selvfølgelig skulle vi have vand derfra.

Derefter var det endelig slut. Vi varkommet op på et stort set fladt stykke. Nej, hvor var det befriende. Skønt!

Vi kom til den rigtige top, 1987 meter over havet. Næsten ved den franske grænse. Her holdt vi pause og spiste Natales lækre sandwich, som han lavede på stedet, sandwichbrød med mortadella, salami, mozzarella og tomat. Af det vi havde købt dagen før.

Vi gik videre og lige før den franske grænse faldt Ughetta uheldigt og slog hovedet ved venstre øje. Det var en høj vejkant hun havde overset, mens vi kiggede på murmeldyr, der vandrede rundt, velvidende, de ikke blev skudt. Hendes telefon og briller overlevede, men det ser ud til, at hun får et blot øje. Meget uheldigt.

Vi kom forbi grænseskiltet og skulle bare til Larche, troede vi. Vejret var fantastisk og det gik bare nedad. Kom til Larche, ingen steder åbne. Videre til Meyronnes, ingen steder åbne. Vi overvejede telt, men i den højde, alt for koldt. Videre 7,3 km længere ned, i håb om åbent hotel - intet. Videre til Jausiers, endelig. Fik 2 værelser, pebre priser, synes vi, men noget skulle vi overnatte i. Vi havde gået sindsygt mange kilometer, det meste nedad, heldigvis. Ankomst efter kl. 20.00. Vi havde været i gang i 11 timer. Vi var færdige.

Uden at gå i bad, ned og spise, mens køkkenet var åbent. Hurtigt mad og så på hovedet i seng. Vi blev enige om at stå sent op og kun gå til de ca. 8 km til Barcelonnette i morgen.

Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at gå i bad.

----------------

I går op kl. 08.30 og i bad. Bagefter ned til morgenmad. Jeg spiste meget. Afsted ved 10-tiden, efter at have betalt sindsygt meget for overnatningen. Det er optrækkeri og det var vi meget enige om.

Vejret var skønt. Vi tog det roligt, da vi alle var mærkede af gårsdagen. Vi skulle ikke gå mange km. Det havde vi besluttet. Vi ville overnatte i Barcelonnette. Kom ind til byen i strålende solskin.

Fandt turistkontoret for at få lidt hjælp til billigere overnatninger på vores rute. De foreslog at vi kunne ringe til kommunerne og spørge. Men så skal vi til at finde ud af numre o.m.a. Det har vi ikke så meget tid til og det atvgøre sig forståelig er også en anden ting. Natale kan med sit skolefransk en del, men noget andet er via telefon. Ansigt til ansigt er det trods alt lidt lettere.
Jeg kiggede via booking.com og fandt et forholdsvis billigt hotel her i Barcelonnette. Vi besluttede at sidde lidt ved torvet, i det gode vejr, og få kaffe, orangina og en lille øl til mig. Da vi så endeligt besluttede at gå på hotellet, der åbenbart lå meget tæt på, var receptionen først åben kl. 17.00. Vente.

I mellemtiden gik Natale og jeg hen for at finde et sted, hvor Ughetta kunne få en kombineret tale- og datakort. Det skulle vise sig at være mere besværligt end godt er. Langt om længe ved involvering af 3-4 forskellige personer fra 2 forretninger lykkedes det. Det er ikke let i Frankrig, i hvert i de mindre steder, hvor telefonselskaberne ikke selv har forretninger.
Vi kom på hotellet og indlogerede os. Ejeren kunne engelsk, no problem. Vi var enige om, at vi ikke gad gå ud og spise. Vi ville blive på hotellet og spise brød og pålæg, så det gjorde vi. Og så var det ellers i seng, selv om jeg så lidt fodboldkamp med Liverpool, som er mit engelske favorithold. Vi tabte desværre med et mål i overtiden. Dumt.
------------
I dag havde vi aftalt at gå kl. 09.00, men vi skulle lige havde kaffe og et stykke brød inden, så klokken var 09.20, da vi traskede afsted.
Vejret var strålende, som det har været de andre dage. Der var nogle få stigninger, der ikke var værd at tale om. Det var mere al den bilkørsel, hvor man konstant skal være opmærksom, hvis man vil have sit liv kært.
Desværre faldt Ughetta igen, denne gang igen på samme måde, uopmærksom og en høj kant. Denne gang røg hendes briller, men heldigvis ikke noget andet. Vi lavede joke med, at det jo burde have været mig.
De sidste km til Le Lauzet-Ubaye var trættende. Det gik opad og vejene var ensrettede og adskilte langt stykke. Omgivelserne var dog rigtige flotte, som sædvanligt, fristes jeg til at sige.

Alle de biler, der kører. Og de kører hurtigt. Man tænker jo sit, når man går der med livet som indsats langs vejen. Vi kan kun gå der af hensyn til Il Carellino. Man kommer til at tænke på, hvad der foregår i hovedet på folk. Hvad er det, man skal nå? Sangen "Nowhere Man" med Beatles dukkede op i hovedet og jeg sang den. Teksten meget rammende om min stemning lige der.

Trætte kom vi frem til vores overnatning. En typisk fransk landevejskro, ikke for godt vedligeholdt, men dog OK. Krofatter var åbenbart italianer, så der blev snakket højt og længe, før vi fik vores værelser. Så kunne jeg nå en pastis. Det trængte jeg til. Et stort værelse til Ughetta og Natale og et mindre till mig.

Vi kom i bad og vasket tøj og så var der lidt 1 times tid til afslapning og skrivning til vores respektive hjemmesider/blogge.

Ned og få noget aftensmad. Natale kan lide kød og helst bistecca, så det fik vi. Ikke videre godt. Den ko kunne godt have hængt noget længere tid. Ingen grønsager. Dessert fik vi. Lidt vin til maden også. Natale og jeg prøvede bagefter at planlægge lidt resten af turen over Alperne. Fik en digistif til at klare hjernen😉 

Fik betalt for overnatningen, uden regning. Vi fik en god pris for værelser og mad. Italiensk facon😂.

Op og i seng

26. april 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Rom blev ikke bygget på een dag…

I går måtte vi konstatere, at planen om at nå Argentera, 30 km væk måtte opgives. 

Det er alt, alt for hårdt at gå op med trækvognen - Il carrelino - og det går opad, ......, kun opad. Den vejer efter bedste skøn omkring 25-30 kg, der skal trækkes op, og der er behov for hjælp med skub bagfra, hvis det hele ikke skal blive for hårdt for Natale, der trækker. I går fik jeg dog lov til at være trækdyr et par kilometer.

Een ting er at sidde hjemme og planlægge, ud fra den erfaring man har ved at vandre med rygsæk. Noget andet er at trække en vogn efter sig. Det er helt andre muskler og bevægelser, man skal lave. Man lærer noget hele tiden på en Camino. Så er der ikke andet for at ændre planer, that's life!

Søndag nat fik jeg ikke sovet meget. Det er uvant at ligge på en luftmadrasse, som var pumpet alt for meget op. Og der var lidt koldt, så jeg frøs. Måtte op i løbet af natten og tage trøje på. Snorken, ja, det var der også. Min egen kunne jeg heldigvis ikke høre, mens Natale snorkede det bedste han kunne, som om det var en teaterforestilling. Vi sov jo også på scenen.

Vi kom op ved 07.30-tiden, fik pakket sammen og ryddet op. En ansat fra kommunen kom og gav os stempel. Vi takkede for husly og sagde farvel. Smuttede på cafe, hvor vi fik kaffe og en croissant stående og fik Natales fryselement til hans medicinskab. Den havde hans afleveret i går aftes. Medicinskabet er lavet specielt i Il Carrelino med skumplast, hedder det vist.

Kom afsted kl 08.23, siger sundhedsapp'en. Gik på den almindelige vej, hvor bilerne kører. Det sparer os for nogle kilometer og det er mindre hårdt at trække Il carrelino på glat asfaltvej end på grusvej.

Tidligt på eftermiddagen, da vi holdt pause og fik en bid brød, måtte vi sande, at Argentera var et håbløst projekt. Vi havde kun gået ca. 15 km. Og det havde taget os 5,5 - 6 timer. Vi besluttede at vandre 5 km mere til Pontebernardo og overnatte der. Vi kom til Pitraporzio, 1,7 km fra Pontebernardo og fik en kop kaffe og vand. Derfra ringede vi til et overnatningssted i Pontebernardo og forhørte os om prisen. 110 € for et værelse til 3, inkl.morgenmad, det synes vi var for syrt, så vi spurgte i baren. Vi kunne prøve Ostello Al Tenibres 200 meter fremme. Det gjorde vi og der kunne vi få 2 værelser med opredning med sovelagen plus tæppe over samt hovedpude - for 108 €, inkl. aftensmad og morgenmad, så det valgte vi. Bad og toilet på gangen lige ved siden af vores værelser, og da der kun var 2 andre på stedet, havde vi det hele for os selv.

Vi kom i bad og fik vasket tøj. Mine barefood shoes fik også en omgang. Synes at de var blevet lidt for parfumerede, mærkelig nok😀. Aftalt aftensmad allerede kl. 19.00. Vi var alle trætte og ville i seng, så hurtigt som muligt. Pasta til forret og kalvekød og spinat til hovedret. Kaffe bagefter. Vi fik en halv liter vin til deling, mest til Natale og jeg. Og så var det ellers på hovedet i seng.

Inden skulle jeg dog i gang med triggerpunkter, som jeg havde korresponderet med Lisbeth om. Mit skinneben nederst på højre ben gjorde ondt som bare f..... Kom i tanke om at jeg selv har en triggerpoint app på telefonen og lå jeg ellers og pinte mig selv for at få bedre. Det har også virket. Ud over det, så har jeg lånt Voltare af Ughetta og Natale. "Mirakelmidlet", som vi også brugte på Caminen i 2013, hver gang det smertede et sted.

Og så var det ellers søvn. Det var bare lækkert. Jeg faldt i søvn med det samme.

--------------------

Selv om jeg vågnede et par gange i løbet af natten, så sov jeg virkelig godt. Har vel sovet nærmest 9 timer. Op kl. 07.30 og vand i hovedet og børste tænder. Pakke lidt. Resten ville tage 10 minutter. Ned og spise morgenmad. Der fik vi kaffe, boller, ristet brød, marmelade, Nutella og småkager.

Fik betalt og så pakkede vi trækvognen klar. Op og hente min rygsæk og så var det ellers afsted. Det blæste og var lidt koldt, så det var på med windbreakeren og handsker. Og så var vi ellers klar til afgang.

Man er heldigvis altid fuld af gå-på-mod om morgenen.

I går var det åbenbart befrielsesdagen fra 2. Verdenskrig, så der var ingen lastbiltrafik. Det var derfor, vi skulle afsted søndag, så vi havde 2 dage uden tung trafik. Det havde vi dog i dag, så vi skulle passe på, men de er vant til cyklister, så det gik OK. Vi skulle igennem en 350 lang tunnel. Der tog vi pandelygter på, Ughetta og jeg. Hendes bagud og min fremad, blinkende. 

Ughetta og jeg har stort set hjulpet hele vejen med at skubbe. Det er blevet en kort dag, rent kilometermæssigt. Vi er 3 km fra Argentera. Det viser sig at vi skal sove her i Bersezio, gratis, men som det kan være her i landet, så må vi vente. Der er åbenbart en emergienca et sted, der lige skal klares. Så vi sidder her på cafe og har fået kaffe, kage og vand. Jeg en lille øl.

Det bedste er, at jeg har fået tid til at skrive denne side fra i går og i dag.

Vi har lige ligget flade af grin. Natale har nu konstateret, at der er alt for mange ting på trækvognen, så nu skal der muges ud i aften. Og på hans sædvanlige måde har han lavet sjov med det. Både Ughetta og jeg er enige om, at det er en rigtig god ide. Og så siger Natale også, at det kommer bare til at gå opad, når jeg har forladt dem, med et fjoget grin😉

Foranlediget af Natales helt bestemte strålende ide med at lette Il Carellino for vægt, at har jeg foreslået, at 26. April må fremover må benævnes: The Liberationsday for Il Carellino😂, så har de nemlig 2 dage befrielsesdage at fejre i træk. Ideen er blevet taget med kyshånd og kommer vist på deres blog. Vi har kun selv det sjov, vi laver.

Datteren Carla har lige fået en telefonopringning, med besked om, at hun skal hente de aflagte ting her. Gryde, pande, espressokande og alt overflødigt bliver efterladt. Nu må vi ses, hvor hård sorteringen bliver i aften.

I øvrigt fortalte jeg ham grinende, at bagfra så lignede han en flygtning, der forsøgte at komme ind i Frankrig via bjergene, nu hvor de ikke har en chance via kysten. Camoufleret af et italiensk flag og et kommunevåbenskilt på Il Carellino.

De sidste par dage har givet mig en en god ide om en trækvogn. Vil ikke afsløre detaljerne her, da den kan blive stjålet. Måske skal den patentsikres😊 Måske skal jeg aflægge Chrstianias dygtige cykelbyggere, når jeg kommer hjem. Jeg bor jo lige ved siden af. Spændende.

Slutter indtil videre i for idag. Vi har lige fået at vide, at om en halv time er han her og vi får vores sted at sove. Billeder kommer lidt senere.

24. april 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Så er det afgang mod bjergene

Klokken er nu 07.15 og vi skal snart ned og pakke trækvognen helt færdig. Vi skal være ved rådhuset kl. 08.30 og have et stempel og bagefter ned til kirken for at få det samme.

Der er 24,7 km i dag. Nervøsiteten har indfundet, men sådan er det altid før start. Ughetta var det i går aftes og det er forståeligt. 6 måneder væk fra eget hjem, køkken og ikke mindst toilet. Sådan skal det være. Så snart vi er i gang, så dukker glæden hurtigt op ved vandringen. Alle dagligdagens små problemer forsvinder. Vi skal bare klare nuet, vandre, spise, passe på ikke at blive kørt ned og sove.

Det blæser lidt, kan jeg se på de små italienske flag, der hænger over gaden. Håber ikke, vi får for meget modvind. Nogle vejrudsigter forudsiger regn, men det ser pænt ud derude. Ellers ligger det klar udvendig på rygsækken.

Det bliver dejligt at komme afsted. Det bliver godt nok spændende, når vi skal op over Col de Madeleine.

Skriver videre, bår vi er fremme i dag og der ellers erinternetforbindelse.

.............

24. April 2016 er en af de dage, der vil blive gemt i huskeren.

Der var utrolig meget virak ved afgang. Der skulle være marked igen i byen, så der var allerede en del mennesker på gaden, da vi skulle mødes med borgmesteren, der i øvrigt er god til engelsk, hvor vi skulle have vores stempler. Alle venner og veninder var der. Marco, der havde lavet trækassen til trækvognen var der og fulgte os til sin køkkenforretning, som ligger på den vej, vi skulle ud af. Efter borgmester, hvor der blev taget billeder, så hen til kirken, hvor præsten bad en bøn for os udenfor på pladsen, sammen med Ughettas veninder og andre fra menigheden, og velsignede os bagefter. Det var meget bevægende og afskeden var også lidt tung for min værtsfamilie, der jo ikke skulle deres venner i 6 måneder. Der blev fældet lidt tårer. Stempel fik vi også fra kirken, så nu har vi 2.

Vi mødte flere på vejen, der tog billeder og der blev snakket en del, så det tog sin tid. Den var først kl. 09.30, vi rigtig kom afsted fra Dalmasso Cucini, men der fulgtes vi også med en ven og lidt senere stoppeðe en bil og ville snakke med os.  Det føltes befriende for os alle, da vi endelig blev alene og vi kunne koncentrere os om det at komme i vandringsmode igen. Der var også en helt anden energi, kunne vi mærke, og ikke mindst frisk luft.

Natale købte brød og pålæg i den sidste forretning, inden vi smuttede fra hovedvejen.

Vi vandrede på en gammel militærvej, dog ikke fra romerrigets tid. Det var dejligt uden al den trafik og der var var fantastisk smukt. Den tur burde alle vandre. Man går i dalen op mod Colle della Madalena, omgivet af bjerge på begge sider, solen bagende og de flotteste skyer. Hvad mere kan man forlange?

....mere senere, nu skal vi lige på bar og se, hvad vi kan få. Jeg er noget kvæstet, kan jeg mærke.

..................

Vi har lige været på den lokale bar og fået den dejligste varme sandwich, en stor øl til deling til Natale og mig, en vand til Ughetta og så alligevel et glas virkelig, virkelig godt glas Barbera, serveret i et rigtigt vinglas. Bagefter en espresso. Så til den hjemmelavede is, altså rigtigt hjemmelavet. Uuhm, uuhm! De lokale kom efterhånden ind og de ældre skulle spille kort, andre have is eller espresso. Der var een, der fik kaffe med 2 forskellige is slags i. Det må jeg prøve i morgen det næste sted, forhåbentlig Argentera, sidste overnatning inden Frankrig. Sidste chance for hjemmelavet italiensk is, altså i Italien. De kan bare det der. Natale og Ughetta fik snakket med et par stykker, også ejerne af baren. Ughettas hjemmeside fik de også adressen på:

www.viraccontocamminando.wordpress.com
Fruen i baren var meget smuk og charmerende, synes jeg. Man må vel have lov at kigge😉 Jeg fik endda rabat på regningen.

Nå, til det seriøse. På et tidspunkt holdt vi frokost ved vejsiden. Fik de lækreste sandwich med skinke og tomat, som Natale lavede. Og rent vand fra en kilde lige ved siden af. Der er mange kilder her på egnen og vandet kan bare drikkes.

Og så var der den obligatoriske siesta på græsset, i strålende solskin. Vi fik lige en skraber på en halv time. Så ellers videre. På en tidspunkt måtte vi over floden, hvis vi skulle have en kop kaffe. Og det gjorde vi så. Plus en croissant og chokolade. Vi trængte til lidt kulhydrater.

Vi valgte at gå på hovedvejen, da vi ville spare 1,7 km. Lidt tæt på bilerne kunne det være engang imellem, men vi passer på. Vi kom endeligt frem ca. 17.25, hvor vi mødte manden, der skulle anvise os vores soveplads. Det er via kommunen, som Natale har sørget for. Det er en gammel kirke, vi skal sove i. Fungerer som teater i dag. Stadig smukt dekoreret i loftet. Vi er godt beskyttede her. Flot toilet og vask, dog ingen bad, men det har vi klaret med etagevask.

Vi har fået vasket tøj. Der er heldigvis opvamning, varm luft, så vi er sikre på at tøjet tørrer. Natale har fået Body-sds, liggende på et stort bord ovenpå sit liggeunderlag. Hvor heldig kan han være. Jeg kan godt mærke, at han kunne bruge noget mere, og i øvrigt mente han, at jeg burde tage med hele vejen til Santiago og hjem igen. Altså for at fungere som personlig massør😂 For så får jeg også lært lidt italiensk, siger han, hvilket han har ret i. Jeg har fundet ud at, at en del danske ord faktisk er italienske, sjovt.

I morgen bliver på 30 km, når vi følger bilvejen og det gør vi for at spare vej. Det er et stykke op ad Colle della Madalena. Det bliver sku' hårdt. Nu må vi se, hvor langt vi når. Ughetta og jeg har i hvert fald rigtig ondt i ryg og lænd.

Billeder kommer senere. Har taget nogle fantastiske billeder i dag, synes selv.

Ikke mere for i dag. Nu må vi i seng, her allerede kl. 21.30. Vi er finito. Godnat💤💤💤

21. april 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Dag 2 i Borgo San Dalmazzo

Det har helt igennem været en meget usædvanlig dag, på den rigtigt gode måde. Mange oplevelser, som man ofte kun får, når man lader andre mennesker fylde noget af ens liv ud.

Jeg starter med begivenhederne i baglæns rækkefølge.

Vi har sent til aften hentet den lille trækvogn, som familien har fået lavet en trækasse til. På kassen er begivenheden, startdato og deres navne trykt på , og der er lavet en anordning til et italiensk flag.

Kassen er malet i rød, så man ikke kan undgå at se den fra afstand. Det er Marco Dalmasso fra det lokale køkkenfirma Dalmasso, der har lavet trækassen til trækvognen. Det er fantastisk, hvordan man her i byen hjælper hinanden med den slags "mærkelige" ting, som helt givet mere er vennetjenester end overskudsforretninger.

Denne her var helt gratis, har Natale fortalt mig, andre med stor rabat. Afhentningen var også næsten kl. 21.00, så det er ikke den slags petitesser, man går op i. Man er entusiastisk med i projektet.

www.dalmassocucine.it

Vi fik testet selen til trækvognen på hjemvejen, se senere. Er enig om, at der skal noget bagpå til at holde sammen på de 2 stropper, så de ikke glider udad.

Jeg har efterhånden på fornemmelsen af, at hele byen kender til projektet. Både Ughetta og Natale er blevet interviewet til 2 forskellige lokale aviser. På søndag, når vi skal afsted, så skal vi til Rådhuset og have et stempel derfra og der skal tages billede sammen med borgmesteren.

Bagefter skal vi ned til kirken tæt på og have endnu et stempel. Det var vi henne og aftale i dag med præsten, kl. 09.00 bliver det - sharp. I øvrigt er der 9 kirker alene i denne ikke store by, talte Natale, mens vi fik en aperitif ved 19.30-tiden på den lokale bar, nærmere stamstedet for Natale, med det offentielle navn "Centralbar".

Vores pilgrimspas, som vi skal have et stempel i hver dag, hentede vi 22 km væk, i Morra, ved foden af bjergene. Det var hos en meget berejst pilgrim, Mario Collino, som af Caminovenneforeningen i Assissi havde fået tilladelse til at udstede pas.

Han har vandret alle 3 officielle pilgrimsruter - til Santiago, til Rom og til Jerusalem. En meget venlig mand, som i den grad hvilede i sig selv. Man kan se det med det samme, når man møder sådanne mennesker. Imødekommende, venlige, rummelige. Det lyser ud af dem. Han havde et kontor/værelse, som var udsmykket med alverðens ting fra hans Caminoer.

Han og hans kone boede i et forholdsvis stort hus, lidt uden for en mindre by. Specielt indrettet, også udenfor, men på den varme måde. Man kunne mærke freden og roen. De havde 7 katte. Det gjorde måske også, at min indstilling blev endnu mere positiv. Jeg kan godt lide katte, idag, men ikke for 20 år siden. Det handler om tillid, kort og godt.

Natale fortalte bagefter, at familien passer en person med DOW's syndrom og det var åbenbart ham, vi hilste på, da vi kom. Jeg bemærkede ikke noget synderligt ved ham. Og det var først bagefter, da jeg fik det at vide, at jeg synes, at jeg havde registreret noget anderledes.

I det hele taget tyder det på en familie med stort menneskeligt og personligt overskud. Om det er troen alene, der gør det, skal jeg være usagt. Oprigtigt virker det i hvert fald.
Denne rare mand gav os 3 rosenkranse med fra Jerusalem. Rigtig pænt af ham. Nu er der endnu en til samlingen af lykketing til min rygsæk.

Foranlediget af vores oplevelse med Mario Collino snakkede vi på hjemvejen i bilen om Erwin, vores fælles gamle ven fra Caminoen i 2013. Erwin kommer fra Østrig og havde gået hele vejen hjemmefra til Santiago og videre til Finisterra.

Erwin og jeg vandrede en 5-6 dage sammen og jeg fandt ud af, at han havde en meget stærk tro. Vi gik meget i kirker, mens vi vandrede og selv på tilbagevejen hjem fra Finisterra gik vi i domkirken igen i Santiago.

Så vi fik snakket om det at tro, i det hele taget, og det var Erwins klare overbevisning, at ethvert menneske har brug for noget at tro på, noget at hægte sit liv op på, så man ikke bare sejler rundt, uden retning. Det behøver ikke være religion, sagde han. Natale og jeg var meget enige om, at Erwin måtte have ret.

Vi var også forbi skomageren, Roberto, som har lavet selen til trækvognen. Den skulle testes af. De blev enige om, at der skulle noget foran, der holder på de 2 stroppe, ligesom på en rygsæk. Intet overlades til tilfældighederne her i Italien, detaljen tager sin tid. Tålmodighed er en dyd hernede. Så kan vi lære det😀

Vi hentede også vand i dag. Der er 2 steder i byen, hvor man kan købe drikkevand i flasker, altså selv fylde dem op. Man kan sågar få brusevand. 0,02 € for 1 liter almindelig vand og det dobbelte 0,04 € for vand med brus.

Man kan ikke drikke avndet fra hanen, børste tænder man selvfølgelig godt. Man betaler vandet med et kort, som mankan tanke op samme sted. Denne ordning er i hvert fald noget, som er i Cuneo provinsen, siger Natale. Måske i hele Piemonte.

Der var markedsdag i dag. Synes nok, at der var rimelig megen aktivitet tidligt om morgenen nede på Via G. Garibaldi, hvor vi bor. Mit soveværelse vender mod gaden, så jeg blev vækket tidligt, men faldt dog lidt i søvn igen, men måske 8 skulle vi spise morgenmad sammen og den er enkel her, hvilket passer mig fint. Kaffe og ristet brød med marmelade.

Vi havde som sagt mange ting, vi skulle nå, så hele dagen var afsat. Så vi skal op tidligt hver dag og i gang, også i morgen.

Sikken et liv, der er på markedet. Man mærker energien. Jeg holder meget af den form for handel med markeder, det vidner om entusiame, det er en livsstil - man kommer hinanden ved. Natale kender i hvert fald alle sammen. Hos ostemanden fik jeg smagsprøver, så jeg nærmest var mæt inden frokost. Vi fik købt forskellige skinker/pølser, grillet kylling, kartofler, grønsager.

Hvor ville jeg ønske, at vi også havde den slag markeder med personlig betjening. De vender i det små tilbage i nogle supermarkederne, men det bliver aldrig det samme. Danskere elsker store centre, hvor de kan få det hele, men i guder, hvor er det upersonligt. Og kedeligt.

Og så havde jeg ytret ønske om at købe nogle nye vandrebukser. Natale kørte mig til en butik 10-12 km herfra, hvor de solgte fritidsudstyr. Den var godt nok stor og billig.

Jeg fandt et par lette zip-off bukser, der tørrer hurtigt, i grå farve til 49,99 €. Man kunne få nogle billigere, mææn... Længden passede - det var helt utroligt. Jeg må ned en anden god gang og handle ind. Sikker på at jeg sparer mindst halvdelen, også når jeg ikke skal betale for oplægning af bukser.

Det har været en meget begivenhedsrig dag. Jeg er godt fyldt op med indtryk og min holdning til italienere er ikke blevet ringere af dagen, tværtimod. Sikke mange håndtryk, jeg har fået🙏

20. april 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Til Borgo San Dalmazzo

Stod tidligt op i morges, som du kunne læse i forrige indlæg. Den var vel 04.45. Havde sovet som en sten. Afgang fra Københavns Lufthavn var kl. 08.20.

I bad og så en gang kaffebrygning, så jeg kunne vågne rigtigt. Så var det tid til at pakke rygsækken helt færdig med toilettaske og de sidste tng, såsom oplader til iPhone og iPad - heldigvis den samme type denne gang.

Så var der lige et hangover med hjemmesiden. Der skulle lige en ny kategori og noget nyt på menuen. Var simpelthen for drænet i går aftes, efter dagens grundtræning og nye US øvelser. Som jeg sagde, at Bengt må have haft en dårlig dag, da han lavede US øvelse 4. Den er ikke for normale mennesker. Hård som bare f......

Så jeg kom afsted lidt senere end beregnet. Måtte derfor med bussen, i stedet for at gå, til Christianshavns Metro og videre til lufthavnen. Det er jo så let med metro. Man bliver kørt lige til stedet.

Tjekkede ind via systemet, fik boardingkort og baggageslip. Baggagedrop og det var hurtigt overstået. Fik en Politiken og vand og så var det tid til et stykke brød og kaffe. Billigt er det ikke, så det bliver dejligt at komme til Italien. Bagefter en gave til Ughetta, en gavepakke med 2 forskellige udgaver af "Love"lakrids by Johan Bulow. Kender den ene udgave, den med hindbær. Den nye med solbær var endnu bedre, synes jeg. Der er mere syre i den, som jeg husker det og det passer til mine smagsløg.

Flyet afgik til tiden, helt fyldt op. Sad forrest til venstre i flyet. Der er jo internet på Norwegianfly, så man keder sig ikke, hvis det er det man vil. Flyvetiden er heller ikke lang til Nice, lidt over 2 timer. Stille og roligt med fantastisk vejr, da vi nærmede os Alperne. Landing før tid, men sådan er det jo. Flyselskaberne lægger jo tid til, så de ikke får utilfredse kunder og man kan fremvise gode statistikker. En smule realisme er der vel også over det. Så fred være med det.

Kom til Nice i dejligt vejr. Først havde jeg planlagt at vandre til stationen, men besluttede alligevel at tage en bus, da jeg blev lidt usikker på, om der nu var fodgængerstier hele vejen. 6 €, det var alligevel meget, for 15 minutters buskørsel. Der er vel lidt over 6 km. Men så var det også uden stop - forstås😜 Togbilletten til Borgo San Dalmazzo fra Nice koster mig 20 €, for samlet set 4,5 times transport. Jeg kan ikke rigtigt få det til at passe i mit hovede.

Fik en kop kaffe og en sukkerbetrukket snegl med rosiner og så var det ellers med at få tiden til at gå i ventesalen, ca. 2,5 time. Læst lidt i politiken, skrevet lidt på mail og FB, men kunne se, at strømforbruget accelerede, så jeg fik slukket for alt, der kunne spares på. Jeg har jo skiftet teleselskab til 3, så jeg kan være på nettet i mange lande uden at betale ekstra. Det øger jo lysten til være på nettet, men adgang til strøm må man lige tænke . Inden afgang hen og købe en sandwich og en vand.

Afgang til tiden i en pænt italiensk tog, vinduesplads, bestilt via nettet. Fantastisk flot togtur til Savona, hvor jeg skulle skifte tog. Man kører meget tæt på vandet, igennem Monte Carlo, der selvfølgelig har en togstationen, hvor loftet er beklædt med træ. Flot må jeg sige. Det giver mere varme end kold betonloft.
Kan kun anbefale at tage denne togtur. Måske burde man også bare lade bilen være, når man tager på ferie og i stedet tage offentlige transportmidler. Man nyder altså turen på en anden måde. I bil bliver man automatisk hevet med i den kollektive stressmode, der giver sig udslag i, om bare at komme i mål. Processen bliver mindre interessant og i virkeligheden er det jo det, rejse og ferie handler om - at komme i procestilstand. At vandre en Camino eller bare at vandre handler om det samme. Ned i tempo, ned i kroppen, tilbage med hjernenaktivitet, der er flere meter foran een. Kort sagt - at være i nuet.

Stille og rolig togtur, bortset fra, at der altid er nogen, som absolut skal tale længe i telefonen. Dem om det. Den slags ting er jeg heldigvis blevet meget bedre til at lade passere. Jo mere, man lader gå ufiltreret igennem sanseapparatet, jo lettere bliver det, og til sidst noget man blot registrerer/konstaterer og that's it. Man bestemmer selv, hvordan man vil reagere på udefra kommende hændelser. Indrømmet, det tager tid, men det lan læres.

Pause i Savona på ca. 1 time. Røvsyg togstation, men pizza og en lille flaske rødvin kunne jeg da få. Dagens første alkoholiko. Jeg blev sku' lidt svimmel af den smule. Blev helt bekymret😂 Afsted til spor 5 og toget til Fossano - næsten tiden, kun et par minutter forsinket. Dette regionaltog var godt nok gammel, men det kunne dog køre. Til gengæld var passagerer vildt underholdende. De snakker jo, de italienere og de er gode til det. Det ligger simpelthen i deres opdragelse og sikkert også i deres DNA. Jeg kan godt lide det.

Det er som at komme hjem, når jeg er i Italien. Sad i toget fuldstændig afslappet, uden i stand til at kommunikere med dem på deres eget sprog, men jeg føler mig hjemme. Ville ikke have den samme følelse, hvis jeg sad i et tog i Danmark. Der er der ingen, der sidder og snakker sammen, med mindre de er familie eller kolleger. Alle glor på elektronik og man vil helst ikke se på andre mennesker.

Nå, som sædvanlig kører jeg ud af en tangent, nu, hvor jeg er ved at være kørt varm i skriveriet. Et ord falder mig ind - "kontrol". Folk nordfra er kontrolfreaks. De vil have styr på alt. Hvorfor? Er vi bange for at være dem, vi er og derfor gerne vil køre meget af vores liv på facade eller? Ved det ikke. Her synes kontrollen at været sluppet lidt mere. Statsdannelsen i Italien har jo også i egen historie, så man er måske lidt mere sin egen herre - the italian way😊

Ankomst Fossano til tiden. Næste tog til Borgo San Dalmazzo efter 45 minutter. Vente uden for stationen på et slags torv. Dejlig lunt vejr. Fik snakket med Natale, som jeg i øvrigt havde været på sms nogle gange, siden jeg kom til Nice. Han ville komme til Fossano lidt senere end min togafgang, så jeg valgte at tage mit eget tog og ville så vente på ham i Borgo. Toget var virkelig flot og nyt. Det ser ud som om, at det er lavet af det samme firma, der har lavet Metrotogene i København. Dørknapperne ligner hinanden.

Ankomst til tiden. Natale ringer, da jeg har stået ved stationen i 5 minutter. Han bliver forsinket, så jeg skal gå hjem til dem, hvor Ughetta. Kan genkende vejene fra sidst, så det er ikke svært at finde adressen. Natales lokale bar er heller ikke til at overse. Der har jeg jo været flere gange til en kop god kaffe.

Jeg får ringet på dørklokken og bliver lukket ind og får en dejlig varm velkomst af Ughetta. Selv om hun ikke kan noget engelsk, så får vi alligevel gjort nogle ting forståelige for hinanden. Jeg får nettet mig og skiftet trøje, får vand og hjælper med at åbne en flaske vin, selv om der ikke drikkes meget i huset. Ughetta rører det stort set ikke. Jeg får adgang til internettet på min iPad og iPhone. Vi får set på hendes nye hjemmeside, hvor nu skal skrive om deres kommende Camino.

Den hedder:

https://viraccontocamminando.wordpress.com

Selv om den er på italiensk, så kan den jo oversættes via Google Translate. Ughetta skrev en bog, som hun selv fik trykt, fra deres første Camino, som hun også har lagt ind på siden.

Pga. vores kommunikationsproblemer, og en misforståelse fra min side, så ville jeg tage ned og modtage Natale ved togstationen, og det gjorde jeg så. Synes nok, at Ughetta så lidt uforståelig ud, for det viste sig, at han ikke kom med tog, fordi hans tog var stoppet i Cuneo og han kom hjem med bil, kørt af en ven. Den kommunikation, den kommunikation. Må altså se at få lært italiensk.

Natale kommer efter 10 minutter, kl. 21.15, stor gensynsglæde. Så går vi ellers i gang med at spise. Får store stykker af Reggiano - ja, til forret. Det smagger bare lækkert. Stegt paneret svinekød og sølvbede, tror jeg, der var blancherede eller noget i den dur. Brød til. Smagte godt gjorde det. Lidt frugt bagefter. Og så fik vi ellers nogle sicilianske kager. Ved helt hvad de hedder, men store var de (se billede), så jeg blev helt proppet.

Dejlig snak under middagen. Snakket bliver der. Vi har også rigeligt med ting, vi skal nå. Vi skal have vores pilgrimspas, seletøjet til traileren skal prøves af, jeg skal have nye bukser, teltet skal testes af, ruten skal gås igennem osv.

Efter aftensmaden, ned til den obligatoriske kop kaffe i den lokale bar og så er det hjem igen. Det har været en lang, lang rejsedag. Jeg trænger til at sove.

20. april 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Alperne april/maj 2016

Lige om lidt smutter jeg ud af døren. Kl. er kvart i seks og rygsækken er pakket.

Er på vej til Nice med flyet. Bagefter skal jeg med toget til Italien, nærmere bestemt Borgo San Dalmazzo i Piemonte.

Ja, hvorfor nu det?

Jooh, fordi jeg skal være med på starten af mine gamle italienske Caminofamilies ultimative vandring fra deres hjem og til Santiago de Compostela og videre til Finisterra  - og tilbage igen. Det bliver en rigtig lang tur. Jeg kipper med flaget. Det er jo helt fantastisk.

Jeg selv deltager kun i sølle 14 dage. Har desværre ikke mere tid pga. skole, der skal passes på Body-SDS terapeutuddannelsen. Er meget beæret over at få lov til at være med fra starten. Det bliver så dejligt at se dem igen og vandre sammen.

Vi starter vandringen på søndag. Vil så muligt lave en beretning hver dag - kort som lang.

Indtil da - en rigtig god dag til dig!

20. oktober 2015 Camino Frances 2015 Skriv en kommentar

Dag 7, 8, 9 og 10

Desværre har der ikke været tid til at få opdateret beretning om de pgl. dage endnu, men jeg lover, at de kommer inden udgangen af maj 2016. Om lidt over en måneds tid. Der har været lidt meget at tage sig af og det bliver ikke lettere, når der er gået en rum tid, hvor man skal udfylde tomrummet. Billederne hjælper dog på hukommelsen, så der skal nok komme noget ud af det, alligevel.

I stedet starter jeg beretningen om min alpetur fra i dag af – se næste indlæg.

13. oktober 2015 Camino Frances 2015 Skriv en kommentar

Dag 6 – fra Palas De Rei til Arzua

Afsted allerede ved 07.30-tiden. Ingen morgenmad. Vi skulle bare afsted, da der iflg. kortet var 25,5 km til Arzua, vores næste stop.

Der var koldt, som du også kan se på billederne. Kom forbi et brødbageri, der lignede , jeg ved ikke hvad - se billedet.

På vejen kom vi forbi 56 km, hvor jeg fik taget et billede til minde om afdøde Ulrik Josefsen. Ulrik er født i 1956 og han har sendt mig den kammuslingeskal, som jeg havde med på min første Camino. Siden da har den sammen med min koreanske lykketing været med mig, når jeg vandrede. De er nu mine lykkeamuletter. Man bliver vist lidt overtroisk - engang imellem.

Min forkølelse var ikke helt overstået. Jeg led en del. Heldigvis mødte vi Francesco, den amerikanske læge fra forleden dag - i forbindelse med en kaffe- og madpause. Jeg fik 2 grønne piller - se billedet - som jeg skulle tage. Håber de hjælper. Jeg skulle bede om flere, hvis det ikke hjalp.

Op ad dagen blev det et fantastisk vandrevejr. Vi kom til Melide i strålende solskin. Lisbeth kan ikke lide pulpo, så vi fandt et andet sted at spise, hvilket vi bittert fortrød. Det var de ringeste burgere, jeg har fået i mands minde. Næste gang i Melide bliver det altså pulpo. Hvis Lisbeth er med, må hun finde et andet sted:-)

Vi holdt et par pauser undervejs, hvor vi fik kaffe eller øl plus en sandwich. Vejret blev endnu flottere. Strålende solskin. Vejen føltes længere end sidste gang. Det var måske mit skrantende helbred, der gjorde udslaget.

Kom endeligt frem til Arzua, hvor vi med hjælp af Google Maps fandt frem til vores pensionat. Det lå parallelt med hovedgangen. Vi fik indlogeret os - et OK værelse, men lidt koldt, som de fleste steder. Der bliver ikke brugt mange penge på opvarmning.

Fik vasket tøj og taget et bad og bagefter et lille hvil. Gik tidligt ud i byen for at finde et stede at spise. Arzua er ikke den mest spændende by, synes jeg. Fandt et undseeligt sted og vi fik noget enkelt at spise og så skulle vi bare hjem og i seng, så vi kunne få hvilet ud til næste dags vandring.

Sundhedsappen viste 35,04 km med alt det løse, så noget fik vi da gået.

12. oktober 2015 Camino Frances 2015 Skriv en kommentar

Dag 5 – fra Portomarin til Palas De Rei

I går gik vi – som skrevet – en tur og det blev en rundtur i den centrale del af byen plus en afstikker til det sted, vi skal starte fra i morgen. Så fik vi også lige stukket hovedet ind i den bar, hvor jeg var sammen med Jose og Juan sidste gang, jeg var i byen.

Oprindeligt var det tanken, at vi skulle ind og have en lille forfriskning, men der var bare for meget gang i den og i øvrigt ingen pladser, så vi smuttede videre tilbage til torvet og fandt os en plads udendørs, hvor vi fik serveret en drink og nød udsynet til andre glade pilgrimme og borgere i byen.

Det begyndte at regne på et tidspunkt og lidt koldt blev det, så vi besluttede at tage tilbage til vores pensions cafeteria og spise der i stedet for. Det fik vi og så var det på hovedet i seng.

Værelset var lidt koldt, så det var svært at få tørret tøjet ordentligt. Det må vi råde bod på senere.

Fik noget morgenmad og så var det afsted – sammen med en hel masse andre.