Camino blog

27. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 6 – til Tomar

I dag skal vi forlade floden Tejo, når vi kommer til byen Vila Nova Barquina, om ca. 9 km. Herefter begynder det at gå lidt opad og landskabet bliver anderledes, i stedet for marker og vinmarker.

Der kommer mange flere landsbyer i dag på vores vej, hvor vi kan få noget kaffe og forfriskninger. Vi har besluttet at tage den lidt med ro i dag. Vi smutter først her om 25 minutter, kl. 08.45. Så sent er vi ikke taget afsted de andre dage, men det går nok. Med op- og nedstigninger giver dagens rute i alt 31,3 km.

Har lige fået den lækreste morgenmad, bedre end noget rigtigt hotel. Kun dækket op til mig alene, flot og indbydende. Der var også jordbær mm. Der var alt for meget. 40 € har det kostet for mit værelse inkl. morgenmad, hvor man også kunne have smurt sin madpakke, hvis man ville. Casa da Tia Guida her i Golega kan absolut anbefales.

Vejret ser godt ud nu, men vejrudsigten siger altså regn, så der er ikke andet for at gøre sig klar. Skoene er næsten tørre. I morgen ser det bedre ud, 20 grader, så det kan være at vi er shortsvejr i morgen. Vi får se.

Du hører nærmere, når vi er fremme. Indtil da – god dag?

“””””””””””””””

Brugte næsten en time på at skrive en beretning på dagens vandring, inden aftensmaden. I første omgang ved hjælp af Noter på iPad’en, men tror du ikke, at det hele forsvandt, fordi jeg brugte en knap, jeg troede var Copy. Normalt ville den vise Kopier alt, når jeg havde markeret, Vælg Alt, men den dukkede ikke op, efter flere forsøg. Så tænkte herren – OK, det må være den knap. Men, ak. Det hele blev slettet på et splitsekund. Det ødelagde nærmest hele aftensmaden for mig.

Sikkerhedskopier ligger normalt i skyen, men den kunne jeg heller ikke komme ind på. Har kigget på alverdens vejledninger. Den bliver ved med at sige, at jeg skal konfigurere min iPad til iCloud – den er sku’ f.h. konfigureret – GRRRH☹️. Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor dyrt betalte verdensfirmaer ikke kan finde ud af at lave nogle ordentlige vejledninger. Ofte er det folks egne skriverier og svar på forskellige fora, der giver dig svaret. Nå, jeg håber, humøreret er til at skrive mere i morgen.

“””””””””””

Vejret er fint, ser det ud til. Vi kommer forholdsvis let ud af byen. Ole havde fået instruktion fra manden i huset. Kommer væk fra hovedvejen og vi vandrer på små alfaltveje, hvor der ikke er meget trafik. Marker, oliventræer og vinmarker. Det er hvad du ser meget af på disse kanter.

På et tidspunkt forlader vi også alfaltvejen og smutter forbi et stort hus eller nærmere slot, der har set bedre dage. Der er dejligt at vandre på grusveje igen, uden regn, vel at mærke. Vi kommer ind på en undseelig asfaltvej igen, op mod Vila Nova Barquina, efter ca. 8,7 km. Vi håber på kaffe i byen. Går forbi en folkeskole, med frikvarter. Det kan høres. Går videre og kigger også omkring efter en cafe, men der dukker altså ingen op på den officielle rute, vi vandrer på.

Vi trasker videre til Atalaia, der nærmest er en fortsættelse af Vila Nova. Endelig. Der kommer en cafe på højre side, efter næsten 11 km. Vi kommer ind og bestiller det sædvanlige. 2 store kopper kaffe og 2 flasker vand. Værten taler lidt tysk. Han har åbenbart været i Schweiz engang.

Sætter os udenfor. Vi sveder jo. Der sidder en flok mænd også. Vi hilser på. De snakker videre – og højt. Det er altså utroligt, hvor højt de kan snakke hernede. For os andre, der ikke er så vant til det, lyder det nærmest, som om, at de skændes. Det tror jeg nu ikke. Under alle omstændigheder, så snakker de sammen, og det er jo godt.

Lagde mærke til i onsdags, da vi tog metroen i Lissabon, der sad folk også og snakkede sammen. Det er mere end man kan sige om metroen i København. Der glor folk ind i deres smartphones og så er de sociale på Facebook eller andre sociale medier. Det går vist den forkerte vej. Tag jer sammen, folkens!

Afsted igen, efter Ole har fået endnu en kop kaffe. Han elsker kaffe. Regnen kom, lige før vi ankom til cafeen, så nu er regntøjet på.

Efter ca. 1 km’s penge, så bliver vi dirigeret ind til højre og ind i en skov. Første gang, vi reelt er inde i en skov, rigtig skov. Der er mudret og opstigningen starter med det samme. Ingen kære mor. Puuh, varmen breder sig. Der er fugtigt under regnbukserne.

Solen forsøger at bryde igennem og på et tidspunkt gør den. Så bliver der for alvor varmt. Der er smukt.

What goes up, must come down! Tyngdekraften har det også med at virke på en Camino, bare på en anden måde. Ned igen og op igen. Mere varme. Nu skal de forbandede regnbukser snart af. Regnfrakken var røget, for længst. Langt om længe kommer vi til Grou, dagens højeste punkt. Jeg går forrest og sætter mig på bænken i et busstoppested, med tag over. Nu skal de regnbukser altså af. Ole kommer og sætter sig ved siden af. Vi deler 2 æbler og en banan.

Mens vi sidder der åbner himlen for sine porte. Det styrter ned. Vi får sagt til hinanden, hvor heldige vi har været, men hvem ved? Måske er der mere mellem himmel og regn?

Vi bliver siddende. På et tidspunkt har jeg fået nok. Vi skal videre. Der er langt endnu. Går ud på vejen for at opføre det modsatte af en regndans. Miraklet sker, regnen holder op. Det var jeg alligevel ikke klar over, at jeg kunne det?

Trasker videre, uden regnbukser og efter næsten 2 km kommer vi til Asseiceira, hvor der er flere cafeer. Man skulle tro, at hele byen var ude. Der er gang i den i cafeen og snakken går, igen, højlydt. Vi får gjort os forståelige til en sandwich. Kaffen og øllet har vi ingen problemer med?

Solen er nu brudt helt igennem og vi slentrer afsted. Der er lidt over 10 km igen. På et tidspunkt passerer vi et hus, der har en stor søjle stående i haven, hvorpå en ørn har sine kløer i en fodbold. I første omgang ser jeg ikke fodbolden, indtil Ole mumler noget om Barcelona, hvorpå en prås går op for mig. Vender mig om og ser den. Det skal der tages et billede af til fodboldtosserne i FCK i afsnit C3. Det er der stil over, men kønt er det ikke. Den er nok ikke godkendt af fruen i huset, med mindre hun selv er fodboldgal.

Resten af vejen bliver man ledt lidt underligt ind til byen Tomar. Selvfølgelig i den bedste mening, så man undgår for meget trafik. Vi er ved at være lidt mørbankede. Solen er kraftig og det bager på nakken af een, når man vandrer på denne Camino. Naturligt nok, da det er lidt svært at flytte på solens daglige rutine og man går syd-nord retning, det meste af tiden.

På et tidspunkt virker det helt absurd, at vi trasker en stor omvej. Vi kan direkte se, at vi nærmest går væk fra byen, men ind kommer vi da. Hotellet er selvfølgelig i den anden ende, 800-900 meter.

Ved indgangen til byen er der en stor sigøjnerlejr, en samling af blikskure, dyr rendende rundt imellem hinanden, høns og hunde, og tøj hængende alle vegne plus alt muligt skrammel. Ser nogle af folkene på afstand. Det er helt givet romaer, der bor der. Det må godt nok være et hårdt liv.

I den modsatte ende, hvor hotellet er, ja, der ser tingene anderledes ud. Hotellet ser ud til at være nyindrettet, ikke mange værelser og reception kun åben til kl. 19.00. Man får en kode både til værelset og indgangsdøren. Det er altså smart uden nøgler.

Ikke flere værelser, men den søde dame tilbyder en ekstra opredning i værelset for 15 €, så det klarer vi på den måde. Jeg smutter først i bad. Armaturet er så moderne, at jeg dårligt kan finde ud af at bruge bruseren. Tilsidst lykkes det dog.

Jeg smutter ned på en nærliggende bar og venter på Ole bliver færdig med sit bad. Ole har fundet et vaskeri, hvor han vil vaske sit tøj. Dagens trøje, underbukser og strømper kommer med i Oles vasketøj. Så slap jeg for det. Dejligt. Og så er bliver det tørt med det samme.

Til min store overraskelse, så er der skam pulpo, marineret forstås, i baren. Det skal jeg have. Ole og jeg har snakket om pulpo i flere dage. Et glas lidt mousserende hvidvin til. Passer perfekt. Jeg nyder det.

Ole kommer efter at have sat tøjet over. Han kan lige nå en portion, inden han skal tilbage til tøjet. Vi bliver enige om, at vi ses i værelset. Jeg smutter op og skriver, mens han er i vaskeriet.

“”””””””””””
Ja, og det var så det skriveri, der forsvandt som dug for solen, men efter bedste evne har jeg nu forsøgt at genskrive det. Aftensmaden var ikke værd at skrive. Jeg efterlod en halv bøf. Vi var trætte og skulle bare i seng.

26. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 5 – til Golega

Regnvejr her til morgen og det ville blive ved hele dagen, sagde de kloge. Bl.a. nogle af vores medpilgrimme på hostel. De skulle ikke nogen steder i dag. De er nok klogere end os, skulle man mene, efter dagens strabadser.

Vi kom afsted kl. 08.06 sharp. Denne gang velforberedte i forhold til regnen. Jeg tog mine nye gaiters i brug for første gang. Vi vandrede hen til Portas do Sol, hvor Caminoruten til Santiago starter. I Santarem skilles caminoerne til Fatima og til Santiago. Den til Fatima er den lokale portugisiske camino. Vi skal derfor ikke længere følge de blå og gule skilte, kun de gule.u

Man kravler nærmest ned fra byen det første stykke. Godt vi havde lange bukser på, for der var brændenælder. Når man er kommet ned, går man ikke så langt på landevejen, før du bliver ledt ud på markveje, yes, markveje - og de var mudrede. Det havde jo regnet hele natten. Og vinmarker, så langt øjet rækker.

Regn og mudder og klumper under skoene. Så er det, at hjernen begynder at arbejde. Hvorfor f...... og alle mulige tanker begynder at forsøge at vælte til læsset. Så må man gøre det bedste, man har lært. Tænke på en dejlig kop kaffe og noget vand, når vi engang om 8-9 kilometer kommer til mindre by. Man går midt ude store flade marker og man kan se så langt, som øjet rækker. Og den by er altså meget langt væk. Så nytter det f.eks. ikke noget at kigge på sit Garminur, for at se, hvor langt man har gået og hvor meget, der er tilbage. Det gør ikke sagen bedre.

Man må tilbage til nuet og være sammen med sine mudderklumper og fødder, der begynder at blive lidt våde. Man så at sige være i processen og ikke tænke på målet. Det får jo en ende på et tidspunkt og så må man leve med, at man ikke ved, hvornår?

Selvfølgelig fik det en ende og vi kom på landevej mod vores kaffeby, efter 11,2 km. Vi kom ind og fik hver 2 kopper kaffe og lidt kage samt vand til vandringen. Vi snakkede om, at vi ville tage landevejen, hvis den officielle pilgrimsrute var for mudret.

Vi kom afsted og blev enig om at følge den officielle rute indtil et tidspunkt, hvor vi kunne se, at vi kunne kom til landevejen igen forholdsvis let. Vi kom ud på en markvej, der gik nedad, og hvor vandet løb ned. Der havde kørt landbrugsmaskiber der og det var det rene galimatias at gå der. Vi blev mudret til, så hatten passede.

Vores egen skyld. Vi burde have ladet den sunde fornuft råde og blive på landevejen. Men der var ikke noget at gøre. Der var lige langt om vi fortsatte eller vendte om, så vi valgte at fortsætte, indtil vi kunne kom på landevejen igen. Mine fødder fik det absolut ikke bedre.

Resten af vejen vandrede vi på landevejen. Vi skulle ikke eksperimentere mere. Fik et par kaffepauser mere og et sted en enkelt sandwich og øl.

Regnen tog til efter vi havde forladt Azinhaga, sidste sted før vores endemål, Golega. Vi vandrede 6-7 km ud i en køre, faktisk rimelig hurtigt, med en gennemsnitsfart på 5,5 km. Vores hurtigste kilomertid var 10 minutter og 48 sekunder. Vi var trætte af regnen og nu ville vi bare frem. Vi var våde og der var overhovedet ingen steder, hvor vi kunne få læ.

Jeg er sku' lidt stolt af mig selv og min makker, Ole. Jeg er 63 og Ole bliver 60 i år. Vi er ikke helt dårlige til dette her. I går klarede vi 34 km og i dag det samme. Vi har indtil nu vandret 126,2 km ifølge John Brierley's bog, men reelt omkring 135 km.

I morgen bliver det ca. 30  km og de efterfølgende 3 dage bliver det over 30 km, hver dag. Torsdag bliver det ankomst til Coimbra, hvor jeg har har besluttet at have 2 overnatninger, så jeg kan lege turist en hel dag, samtidig med at krop og fødder får lidt hvile. Der er masser af historiske ting at se på.

Der er heldigvis et elektrisk tørrestativ i badeværelset og et varmeapparat her i mit værelse, så der er chance for at mit tøj og sko er tørre i morgen tidlig. Godt jeg har sine barefood shoes med. Det er deres 3. vandretur, som reservesko. Bor i øvrigt på Casa da Tia  Guida, hvor der i øvrigt er et albergue også i baghaven. Fint sted, søde mennesker, der har stedet. Har spist aftensmad på abar Central, som efter værtsparrets oplysninger skulle være eneste rigtige åbne spisested her på en søndag. Dejlig kylligesuppe, men ikke steak'en med spejlæg. Den var ikke mør nok. Vi fik en lokal vin lavet af 6 forskellige druer. Kraftig sag, 14 vol, men god.  Enige om, at vi er forbavsende friske efter dagens vandring. Måske er formen bare ved at være der.

25. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 4 – til Santarem

Jaa, der kommer ikke så meget i dag. Jeg er træt efter dagens 34 km, selv om det har været et fantastisk vejr og dejlig rute at vandre. Vinmarker var der masser af, og det gør jo ikke een i dårligt humør, tværtimod.

På de sidste 15 km var der ikke et eneste sted at sidde, bortset fra et vejværn lige før Santarem. Det tager hårdt på systemet. Og så gik det jo opad til byen. Det er altså utroligt med mange byer. De ligger på en top, ganske uhensigtmæssigt udenfor krigstid, men de blev jo også etableret i en anden tidsalder.

Der kommer mere i morgen. Vejrudsigten ser ikke for god ud fra kl. 12.00, men så må vi hoppe i regntøjet. 

Et billede får du dog med overskriften: “Man skal elske sine fødder, som sig selv” – ?

 

 

 

24. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 3 – til Azambuja

Det har været en dejlig kort dag, 19 km. Vi gik kl. 08.15 og var fremme her kl. 13.00. På vejen har vi haft 2 kaffepauser, bl.a. fordi vi ikke havde fået morgenmad.

Vi er nu kommet til Azambuja og bor på Ouro Hotel, et ældre landevejshotel. Til en pris af 35€ inkl morgenmad er det OK. Der er rent og pænt. Vi har fået en sandwich og lidt øl, da vi kom. Vi venter med mere mad til aften, er vi enige om.

Ruten hertil er blevet lagt sådan, at man i videst muligt omfang går i pæn afstand fra de større landeveje, uden al billarmen. Og det er jo dejligt. Det betyder til gengæld, at man går lidt længere, modsat hvis man havde fulgt hovedvejen. En stor del går langs togbanen, så man bliver kun lidt generet. Mærkeligt nok skal man nærmest forcere nogle hegn for at gå på den afmærkede rute. Det var dog ikke svært. Ruten i dag igen meget godt afmærket.

Vejrudsigten så ikke for godt ud, men vi slap helskindet igennem, også forbi vist noget der lignede et par atomreaktorskorstene? Regnen kom lige som vi kom til hotellet. Bedre timing kan man jo ikke ønske sig.

Ole har et par bukser med og et par shorts. Begge dele i tungvandsudgaven, forstået på den måde, at de er flere dage om at tørre, med mindre de får hjælp. Pga. gårsdagens mudrede oplevelse var han nødsaget til at vaske dem, og derfor var de naturligvis ikke tørre, så de måtte på rygsækken under dagens vandring. Lige lidt hjalp det, for solen var i den forkerte retning. Håber for ham, at de når at tørre inden aftensmaden, ellers bliver det et kønt og koldt syn?

Nå, manden fylder jo 60 i år, så hvis nogen mangler gaveideer til Ole’s fødselsdag, så er sagen klar, efter min mening. Hurtigtørrende zip-off bukser, gerne Fjallraven, hurtigtørrende trøjer, gerne merinould og måske en letvægtsrygsæk. Jeg er jo en udstyrsnørd, måske lidt for meget, men det hurtigtørrende moderne udstyr er jo guds gave til vandrende folk, der skal vaske tøj hver dag, så snart man kommer frem. Og varmeapparater eksisterer jo ikke de fleste steder, slet ikke sydpå.

Ruten gav os rigeligt lejlighed til at drøfte alverdens ting. Vi mangler ikke emner, skal jeg hilse og sige. Vi har i dag drøftet Kvanefjeldsprojektet, andre projekter, mineralindustrien generelt, alle dele – Oles store vidensområde og så har vi naturligvis snakket om emner, som kun forbliver mellem ham og jeg. Her ved vores ankomst idag til den velfortjente øl kom vi af uransagelige årsager ind på, at vi mennesker også skal passe på med ikke at gøre alt gråt, vi skal helst ligne hinanden, mænd som kvinder osv. Og så pludselig kom Ole ind på, hvordan man kan adskille lunkent vand???

Den historie må I have til gode, men det handler om de hurtigere og langsommere molekyler og et filter.

Hokus, pokus, vi skifter emner og alligevel ikke, uden det mindste besvær. Se, det er det, det handler om! Fortsat god dag?

PS: Vi er lige kommet hjem, kl. 21.30, fra en regnvejrsfuld vandring i Azambuja og dejlig middag på en af de helt lokale steder.

Vi startede med at finde et farmacia, hvor jeg kunne købe noget anti friktionscreme. Det havde Ole købt i onsdags og jeg testede det i dag. Så selvfølgelig skulle jeg også have sådan noget, så jeg har lidt mere at bære på?

Vi vandrede bagefter hele byen igennem for at finde et sted at spise. Byen går langs med hovedvejen, så den er lang. Nå, vi vender om og bliver enige om i det mindste at gå ind på den cafe, som vi havde passeret fra den anden side af gaden, for at få en øl og lidt snacks, inden aftensmaden. Vi er allerede godt på vej til at tilegne os kulturen, kan du nok forstå?

Da jeg bestiller øllen får jeg spurgt ind til mad, ved blanding af engelsk, spansk og alt muligt andet. Den søde tjenerinde får straks tilkaldt kromutter, der fortæller, hvilke retter, vi kan få – også via en blandet landhandel af sprog. Vi er solgt. Her spiser vi, når vi har drukket vores øl og spist vores nødder.

Da vi rejser os op og giver anledning til at ville flytte ind til spiseafdelingen, kommer der gang i sagerne. Vi er de første. Kromutter siger med sit største smil, at vi kan vælge hvilken som helst bord.

Nå, for at gøre en lang historie kort – jeg skal også sove. Vi blev behandlet fyrsteligt af de 3 kvinder, der var ansvarlig for stedet. Vi, os 2 halvgamle mænd, blev helt solgt til disse husmoderlige kvinder. På vej hjem drøftede vi, om der måske kunne ligge nogle ægteskabstilbud i deres megen omsorg for os.

Vi får det aldrig opklaret, ak, ja, for i morgen tidlig skal vi afsted, gerne kl. 07.30.

Og så som vi også helt uforvarende på hjemvejen til at snakke om hvilke typer, der i vores liv har påvirket nogle centre i vores hjerner, men det forbliver en hemmelighed.

Der venter næsten 34 km i morgen, de sidste 16 uden nogen steder at købe kaffe eller vand. Vi skal gerne have lidt ekstra tid, derfor lidt tidlig afgang. Man ved jo aldrig, hvordan forholdene er på ruten, nu hvor det regner så meget, selv om vejrudsigten ser rimelig ud.

Sov godt.

23. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 2 – til Vila Franca de Xira

Vi var enige om tage afsted senest kl. 08.00. Det bliver 07.45, efter min morgenmad. Ole har undladt at bestille værelse med morgenmad.

Vi finder hurtigt Caminoruten, der er meget tæt på. Den går simpelthen langs med Tejo floden. Utrolige bygninger, der ligger langs vandet, som denne gamle søfartsnation har fået bygget. De tør være stolte af deres historie og det kan altså ses. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Vejret er smukt, solrigt. Ruten er som sagt langs floden. Så snart vi forlader området med byggeri er det hele en slags park, til alles benyttelse. Vi møder mange løbere. Ruten går også under den meget lange og flotte bro, der går på tværs af bugten. Vi vandrer omkring 4 km langs vandet, indtil vi så at sige bliver sendt ind mod landet, væk fra vejene og bebyggelse.

Ruten går langs en biflod til Tejo, Rio Trancao. Flot og dejligt i starten, indtil det begynder at regne kraftigt. På med regntøjet i en fart, ved fælles hjælp. Vi kan ikke stille noget som helst på jorden.

Vejen er en tidligere sti, som man åbenbart er begyndt at fylde ud med mudderjord, så det kan nok være, at vores sko får mudder på sålerne. Man føler det nærmest som om, man går med mudderklumper under. Bukserne bliver selvfølgelig helt svinet til.

Efter et stykke tid stopper denne muddervej og vi kommer ind på den oprindelige sti, men den er naturligvis også mudret og meget glat. Jeg går forrest og glider på et tidspunkt, men når heldigvis at tage fra med hænderne. Ellers havde jeg lignet en “mudderklirre”?

Stien holder heldigvis op på et tidspunkt og det gjorde regnen også. Vi kommer i smuldt vande, så at sige. Umiddelbart efter ligger der en masse fotografiet hulter til bulter spredt over et stort stykke, noget lidt forbrændt.

Det ligner nærmest noget, hvor den pågældende bare har ønsket at slette alt visuelt om sit liv. Hmm!

Der er ikke en bar i sigte i miles omkreds. Vi kommer til Granja, men det er udenoms. Vi trænger efterhånden til en kop kaffe. I Alpriate, der kun er 1,5 km derfra, er der heldigvis en cafe åbent. Vi får kaffe, Ole 2 kopper plus 2 stykker kager. Og så køber vi også vand.

Vejrudsigten havde sagt sit, så jeg tænker, vær beret spejder! Inden vi tager afsted tager jeg og rygsækken derfor regntøj på. Ole venter.

Vi er dårligt taget afsted, så begynder regnen. Ole griner?

Så må vi have gang i Oles nye poncho fra Bjergkæden. Vi vandrer videre, men selvfølgelig er ruten også en mudret omgang. Den “omvej” man bliver sendt ud på, inden man kommer til kysten igen, handler om, at pilgrimmene undgår de stærkt trafikerede veje. Fint, men bare ikke, når det regner.

Vi kommer tilbage til trafikerede veje, vi skal gå på. Det regner stadig. Da vi kommer til Povoa de Santa Iria, tager fanden ved regnen, pardon my friends. Det styrter ned. Heldigvis er der et autoværksted lige vi siden af og vi får lov at stå derinde, indtil regnvejrsgudens raseri er stilnet.

Vi er enige om at finde et sted spise. Vejret er for ustabilt, så vi kan lige så godt klare naturens krav. Det gør vi kort efter, lige før vi skal krydse togskinnerne. Vi får oliven og brød til forret, en dejlig kyllingeret med kartofler til og en enkelt øl. Til sidst en kop kaffe. I alt 15 €. Det er åbenbart standardpris for 2 personer.

Vi går videre. Regnen er heldigvis holdt op. Vi kommer til det dejligste sted at vandre, Praia dos Pescadores, en naturpark. Se – det er en omvej, som er alle pengene værd.

Men resten af ruten er simpelthen ikke værd at bruge krudt på, halvfarlige veje, masser af trafik, bilister, der kører for hurtigt. En kop kaffe i Alhandra bløder lidt op på sagen, men videre af lige så farlig en vej, indtil vi endeligt kommer til Vila Franca de Xira. En flot by, ser det ud til. Vores hotel Leziria ligger selvfølgelig ude i den anden ende.

Ankomst kl. 17.15, efter 34 km. Vi er lidt trætte, men alligevel stolte af os selv. En hurtig øl i baren, så op og i bad og vaske tøj. Kl. 19.00 mødes vi i baren. Vi gider ikke tage til byen og spise. Der er ca. 1 km og det regner. Det bliver hotellets buffet, ikke prangende. Rødvinen er bedre. En kop kaffe, så er det på hovedet i seng. Kroppen trængte til hvile.

Sov godt!

22. marts 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 1 – Rejsedag til Lisboa

I går hentede jeg Ole i Søborg ved 17-tiden, ude ved hans søster.

Inden jeg havde været forbi Foto C for at købe en ny objektivbeskytter til min Olympus Pen, for gud hvilken gang. De går i stykker, hver gang jeg tager dem med på vandring. Var også lige forbi Spejdersport for at købe de meget gode plastposer, som man pakker sine ting i og lægger ned i rygsækken. I skrivende stund husker jeg ikke den rigtige benævnelse. Så er der styr på udstyret, så at sige. 3 til Ole og 3 til Lisbeth. Jeg selv bruger 6-7 stykker, men overdrivelse fremmer forståelsen - i min hjerne?

Vi fik diverse pølser og oliven til forret, resten af mine lammeskanke fra i søndags og ost til sidst. Lidt restvino til maden, og så en god snak. Trætte begge to, så det var sengetid allerede ved 21-tiden, men som altid, når jeg skal ud at rejse, så kniber det med søvnen. Da jeg vågnede for 5-6 gang ved 02.30 tiden, kunne jeg lige så godt stå op og så i bad.

Ole stod op lige efter. Vi fik pakket det sidste, og så var det afsted i mørket og den kølige luft - mod Christianshavns Metro. Der var natarbejde på skinnerne, så jeg i går, så jo tidligere, vi kom afsted, jo bedre, inden der kunne opstå et problem fra kl. 04.00. Vi kom til lufthavnen uden problemer, fik tjekket ind, men kunne først aflevere min rygsæk nogen tid efter. Der var ikke åbent før.

Nå, vi kom igennem security i løbet af 2-3 minutter. Det var hurtigt. Har aldrig prøvet det før, undtagen på Express delen. Til Lagkagehuset og få kaffe og lidt brød. Dejligt. God morgensnak om bl.a. politikere. Tid til at gå mod gate, købt vand og Ole en bog, krimi, hvad ellers. Lufthavnenes massesalg.

Vi var lidt forsinkede, så vi sad og hang lidt. Trætheden har overmandet een. Var inde i flyet som nogle af de sidste, fordi vi sidder på henholdsvis 5. og 6. Række. Vi kom i luften ca. 25 minutter forsinkede. Sidder i et af TAP's pæne A 320 fly, i skrivende stund. Har fået morgenmad serveret, god service, havde helt glemt at det var inkluderet. Fik en lille skraver efter ca. 25 minutter, inden morgenmaden. Det hjalp gevaldigt med denne powernap. Flyet er helt fyldt op, undtagen på 1. Klasse. Der er en masse golfspillere med. I guder, jvor er jeg glad for at jeg ikke er begyndt at spille golf. De virker nærmest fanatiske. Må, nej, jeg skulle måske ikke være så kæphøj. Jeg er jo selv blevet en fanatisk "Caminonist".

Der er lige nu ca. 1 time og 20 minutter til landing. Det bliver spændende. Vi skal med Metro til City for at få vores første stempel i vores pilgrimspas, i katedralen. Så kigger vi os nok lidt omkring, får nok en lille bid brød og så vandrer vi stille og roligt til vores hotel, ca. 8,5 km. Ole vil gerne klippes, så han kan få vægten lidt ned, påstår han selv,?, så hvis vi finder en frisør, snupper vi en pause der. Vi snakkede vægt på vejen til Metroen i morges. Ole vil gerne tabe 5 kilo på de kommende 14 dage. Jeg har tabt 5,5 kilo på 6 uger og vejede 83,2 i morges. Har aldrig vejet så lidt, når jeg skulle i gang med en vandring. De andre gange har jeg tabt 5-6 kilo, men nu hvor startpunktet er, hvor det er, er jeg lidt mere usikker. Ville dog gerne komme ned på 77-78 kilo. Bare det er det rigtige fedt, der ryger? Det omkring organerne. Nå, vi får se.

Min rygsæk vejede i øvrigt i morges lidt over 7,5 kilo, uden kamera og den lille rejsetaske, hvor iPad og caminobog er. Ja,ja, jeg har også Oles toilettaske med, fordi han har en saks i den, og da han skulle have sin rygsæk med i flyet, var sagen afgort? Nå, hvis det bliver træls i længden, så bliver noget af det sendt til Santiago med posten. Man har prøvet det før. Og i nødens stund, eller rettere i smertens stund, går sorteringen heldigvis lettere?.

Du hører mere senere på dagen.

-------------------------

Flyvetiden tog 3 t 40 min, så vi landede lidt senere end planlagt, men ikke meget. Regnvejr konstaterede vi på indflyvningen. Fløj ind ad den vej, vi skal vandre de kommende dage. Jeg fik min rygsæk. Man bliver alligevel lidt lettet, når den dukker op.

I flyet sagde jeg ved siden af en kvinde fra Brasilien, der var med sin svenske mand. Hun boede i Lund. Skulle videre til hjemlandet efter 12 år uden at have set familien. Det glædede hun sig meget til, forståeligt. De skulle flyve videre efter en time, i 11 timer. Godt jeg skulle af. Man bliver jo nærmest sammenkrøbet i de små sædder og man kan ikke holde på kniv og gaffel uden at genere hinanden. Fik lige afklaret nogle udtaletibg på portugisisk med hende, når nu jeg havde en ekspert ved siden af.

Nå, vi skulle finde Metroen til City. Let nok. En anden ting er af købe en billet, selv om det også står på engelsk. Fik det klaret efter hjælp fra en yngre kvinde. Selvfølgelig stod vi af det forkerte sted, hvor vi skulle skifte. Der var 2 stationer, hvis navne mindede gudsjammerligt meget om hinanden, og kæphøje, som vi er, stod vi som sagt af det første sted. Vi snakkede sku' nok også for meget. Det var dagens første lektion. Vi fik flere:

1. Skulle have frokost på vores vej til hotellet og pga vores manglende sprogkundskaber, fik vi bestilt 2 kæmpe portioner med portugisisk mad, bestående af kålblade, diverse pølser, grisetæer og meget andet. Det smagte sku' godt, mindede mig om min barndom med grisetæer. Dem har jeg altid kunnet lide. Vi kæmpede os igennem. Bagefter en kage og så kaffe. 15 € for det hele med oliven, brød til opvarmning, øl til Ole, en kande vin og vand til mig. Vinen måtte jeg dele med Ole. Der var bare for meget. Det er jå vanvittige priser, men vi spiste også i et kvarter til andre priser end der vi kom til bagefter konstaterede vi. Vi konstaterede også på vej ud, hvir vi sagde tak til mutter, der stod ved kødgryderne, at vi kunne have fået de lækreste grillede små fisk med lidt salat og noget andet, i mere menneskelige portioner. AK, de sprogkundskaber eller manglen på samme.
2. Mens vi sad i restauranten, siger Ole, hold da! Se - peger- der er sku' en polsk bil. Der må være polske håndværkere, ligesom i DK. Da vi går videre kommer til et lidt "mistænkeligt" kvarter og der konstaterer vi stribevis af polske biler. De holder i rækker! Vi tager oven i købet et billede, hvor Ole peger på "P"-et på nummerpladsen. I det sekund jeg tager billedet sniger der sig en mistænksomhed op i mig, altså den anden vej, forstå mig ret. Der er noget galt. Indtil jeg udbryder, vi er sku' da i Portugal og i det splitsekund griner vi så højt, at vi er glade for, at ingen var i nærheden. Idioter - i Polen er det jo "PL", siger Ole, efter hans hjerne er han har gransket sin hjerne, der åbenbart var blevet normaliseret.

Og så var der een ting mere, som jeg i skrivende stund ikke kan huske. Caminoen er som sædvanlig een stor læreplads, og vi er startet godt ud, synes vi selv. Det skal nok blive godt.

Vejret har været lidt omskifteligt, men heldigvis mest sol. Dejligt at vandre i mere varmt vejr. Hovedet har allerede fået lidt sol, så i morgen skal der huske solcreme og hat, hvis der er sol. Vejrudsigten er desværre ikke for god de kommende dage, men så må vi i regntøjet.

Vi bor på VIP Executive Arts ahotel, i onrådet Parque das Nacoes, nationernes Spark, gammel verdensudstillingsområdet. Hold da op, de tør sku' noget med arkitekturen, denne gamle søfartsnation. Der er sågar svævebane. Mit værelse er på 13. sal og jeg har den mest fantastiske udsigt over Tejo floden og broen, smukt. Nå, må tilbage til denne by, på en forlænget weekend. Vi mødte mange turister på vores vej herud, 8,5 km, der vandrede og det indbyder byen også til. Ellers er der jo et meget velfungerende Metro-system.

Ole har fået købt et par t-shirt, i Vasco da Gama centret. Det gjorde han, mens jeg tog en tiltrængt eftermiddagslur. Vi spiste tidligt, bare her på hotellet. Igen lidt for meget mad, igen?Vi havde ellers udset os en zuchi restaurant, men da vi så priserne, no. Der skal spares, hvor det er muligt. Helt billigt er det jo ikke, trods alt, når man vil bo på hoteller og hostals, i stedet for på herberger.

Dagens samlede vandringstal blev på omkring 17,6 km, inkl. det løse og morgenens vandring. En OK opvarmning.

Ole er i øvrigt blevet klippet i dag, på vores vej fra katedralen og herud. Han skulle have lettet "vægten". Sjov oplevelse til 8€. I katedralen fik vi vores første stempel. Det var hele formålet med at tage til byen, selv om vores hotel er meget tættere på lufthavnen.

Vi har aftalt at tage afsted senest kl. 08.00, så vi har tid nok til de ca. 30 km i morgen. Jeg er spændt på morgendagen. Måske er der lidt for meget i rygsækken. Synes mine skuldre siger mig noget. Vi for de. Indtil da, fortsat god dag!

20. marts 2017 Camino Portugues 2017

Camino Portugues 2017

Det har været nogle hårde måneder at komme igennem, for at bestå min kropsterapeut uddannelse hos Body-SDS. Sidste eksamen var i onsdags den 15. marts. Nogle af os, der har været lidt pressede, fejrede det vist nok lidt rigeligt, men det var vist også noget, som vi trængte til.

Det sidste års tid har været meget presset af sygdom og død i den nærmeste familie, af kræft. Først min fætter fra Qaqortoq, der kun blev 61 år og så svigerfar, der døde her i januar.

Jeg trænger simpelthen til at vandre, så jeg kan få bearbejdet det sidste års tid. Det bliver dejligt at komme afsted til Camino Portugues. Og det bliver endnu bedre, fordi Ole Christiansen, der inspirerede mig til min første Camino, tager med til Porto fra Lissabon. Lisbeth, min kone kommer til Porto og vandrer med mig resten af vejen til Santiago og så tager vi lige Finisterre og Muxia med. Har vandret til Finisterre før på min første vandring, men Lisbeth skal også nyde den del, og så har jeg længe haft lyst til også at komme til Muxia.

På onsdag er det tidligt op og så afsted til lufthavnen, for flyet til Lissabon afgår meget tidligt. Ved ankomst smutter vi til centrum, hvor vi kan få vores første stempel i Katedralen. Efter en frokost, forhåbentlig udendørs, vandrer vi lidt over 8 km til vores første hotel. Hvis ikke vi tager disse første kilometer første dag, så skulle vi vandre over 37 km på førstedagen, og det er nok ikke så smart.

6. maj 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Dag 12 og 13 – 53 km

De sidste par dage har der bare været så mange opgaver, at der ikke har været tid til at skrive. Derudover manglede der internetforbindelse. Min mobils dataforbindelse virkede ikke på visse strækninger. Adgang til el var også problematisk, så jeg har måttet slukke helt for mobilen, for at kunne ringe i nødstilfælde.

12. vandringsdag i torsdags var fra Barret Sur Meouge, altså ikke helt, da vores relais lå 3 km derfra hos Babeth og Patrick.

Morgenmad på stedet – det havde vi dog valgt. Fik netadgang der, så Ughetta kunne få opdateret sin blog.

Ned ad vejen og så til højre. Og så kan du ellers tro, at det gik opad. Opad. Opad – 10 km med en højdeforskel på ca. 400 meter. Det var fandeme galeme hårdt i den varme. Natale trækkende og jeg skubbende med min stok bagpå. Det tog os ca. 4 timer, sådan cirkus.

Da vi endelig nåede toppen, så holdt vi pause og lagde os fladt ned. Fik noget sandwich, frugt og chokolade plus vand. Jeg også resten af colaen fra i går. Man får en sådan underlig lyst til sodavand under sådan en vandring, men det er måske ikke så mærkeligt.

Ca. 1 times pause og så var det nedad. Mont Ventoux kom endnu mere til syne fra siden. Da vi kom ned lige efter Ferraisierres mødte vi en dame på cykel, der talte italiensk, så der blev snakket. Hende skulle vi åbenbart møde igen, men i Sault dagen efter.

Der drønede åbne sportsvogne forbi i køkørsel. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om alt det ræseri og al dem visen sig frem med, hvor meget man ejer. Herre Gud! Og hvad så? Man får altså et andet forhold til naturen, når man går. Søndagskørsel er sku’ noget, som fanden har opfundet. Man drøner afsted uden at være tilstede.

Nå, ikke flere sure opstød, men jeg mener det ganske alvorligt, hvis du stadig skulle være i tvivl😊

Vi vidste, at vi ingen overnatningsmuligheder havde i Sault. Det er helligdagsferie i Frankrig, så alt er optaget, ikke alene af franskmænd, men også af mange udenlandske cykelturister. Den italiensk talende dame sagde, at der var en campingplads 1 km før Sault og den kom vi frem til. Kontoret lukket, så vi ventede, indtil jeg fik læst et sted, at vi bare kunne stille telt op og komme tilbage ved åbningstid, kl. 18.30. 

Lidt besværligt at sætte telt op. Jorden er meget, meget tør, så du kan dårligt få en pløk i. Det lykkedes til sidst med lidt knofedt.

Registrering og så spise resten af sandwich plus lidt chokolade. Der var ingen steder at spise. Og så var det ellers bare at krybe ned i soveposen. Jeg lå i forteltet på den bare jord på mit underlag. Selv om det er et 3 mandstelt, så er det nærmere til 2 voksne plus et mindre barn.

Vi sov med alt tøjet på. Det skulle vise sig at være en klog disposition. Det var hunde hamrende koldt og jeg vendte og drejede mig mindst 100 gange i løbet af natten. Kvalitetssøvn kunne det overhovedet ikke kaldes. Jeg stod op som den første lidt i 7. Kunne lige så godt, fordi jeg alligevel var vågen af al den kulde. Det er sku’ godt, man er vokset op i Grønland.  Sådan en gang rensdyrjagt i oktober, føj for en kulde om morgenen, når man står op. En gang tandbørstning og vand i hovedet, så var jeg klar. Nøjsomhed lærer man på den måde. Rygsækken var hurtigt pakket. Teltet også.

……. Mere senere om den underlige 13. Dag, det blev meget længere end ønsket.

Nå, så til denne underlige dag – altså i dag.

Som tidligere skrevet, så stod jeg op først – pga. kulden. De andre kom dog op meget hurtigt efter. Vi skulle bare afsted. Vi havde alle frosset og vi var sultne.

En hurtig gang vask i hovedet og tandbørstning plus toiletbesøg, så var vi klar til at pakke teltet. Det blev klaret forholdsvis hurtigt og Il Carrelino blev også hurtigt pakket. Afsted ind mod Sault. Vi var der i løbet af en halv times tid. Ind mod bymidten for at få lidt kaffe og købe noget brød. Selvfølgelig mødte vi den italienske dame fra dagen før og hun inviterede os på en kop kaffe og et stykke brød. Det var dejligt. De fik snakket deres italienske og jeg ”hørte” på.

Vi kom afsted igen. Vi skulle gå lang den motoriserede vej. Sådan er det, når vi har ”Rullemarie” på slæb. Kunne se fra lang afstand, at vejen gik opad på et tidspunkt. Da vi kommer hen mod opstigningen går der så en anden vej mod venstre, mod Monieux.

Det er jo sådan, at vores dertil indrettede hjerne eller er det vores krop, elsker at finde den letteste løsning. Vores overlevelsesinstinkt eller overspringshandlingsinstinkt, kært barn har mange navne, fortæller os, at vi skal gå til venstre. Det ser jo meget lettere ud.

God dag, mand, økseskaft! Vi skulle blive klogere. Igen.

Det var let nok i starten. Det kørte derudad, men på et tidspunkt forsvinder letheden og vi må opad igen. Det blev bare ved. Vi svedte som sindsy
ge op ad. Det viser sig jo, at vi har taget vejen, hvor vi går langs med nogle megahøje kløfter og man skal i hvert fald ikke tænke på at kigge ned, hvis man har højdeskærk – som mig.

Vi kommer til toppen – med udsigtspost og det hele. Alle skal åbenbart være her, men vi får en alligevel bordplads, hvor vi kan spise lidt af den mad, som vi har købt. Natale står for sandwichdelen, som sædvanlig. Vi nyder pausen, i sikker forvisning om, at det jo går nedad det meste af vejen. Piece of cake.

Off, we go. Nedad, nedad. Vejen er hugget ind i klippevæggen og efter en halv times tid siger min krop til mig, at jeg har været her før. Kommer i tanke om det. Yes, Lisbeth og jeg har engang kørt en tur herop sammen med Lisbeths forældre – i 2004 eller 2005. Det var mig der kørte. Der så jeg bare intet som helst, fordi min fulde koncentration lå på vejbanen. Nu har piben fået en anden lyd. Det gik bare nedad og der var langt ned til køftebunden. Ingen jordisk chance for overlevelse, hvis man først begynder at falde.

Vi går og går. Vejen snor sig ind og ud. Der er ingen muligheder for shortcuts. Der er kun denne ene vej og den er lang. Solen står højt på himlen, det havde bager. Jeg går lidt foran de andre for nu skal jeg bare ned. Er sur over mig selv, at jeg ikke insisterede på at følge den ”normale” rute – hovedvejen fra Sault til Villes-Sur-Auzon. Der er ingen steder at f en forfriskning, så langt øjet rækker, men pludselig efter at have rundet et bjerg, dukker der et undseeligt hus op, som åbenbart sælger sodavand m.m. Vi får tanket op. Hold da op, hvor colaen smagte godt. Det var som at komme i himmerrige.

Vi holder en lille pause, men så skal vi videre. Vi har totalt fejlbedømt afstanden, er vi enige om. Vi må skynde os lidt, hvis vi ikke skal være fremme alt for sent.

På et tidspunkt kommer vi til bunden – i hvert fald på denne strækning – efter – jeg ved ikke hvor mange kilometer. Så går det lidt opad og vi kommer ind på vinmarker. Der er håb forude, men som sædvanlig er optimismen for stor. Der er længere end vi tror. På et tidspunkt er Ughetta lige ved at give op. Hun får det decideret dårligt. Vi overvejer på et tidspunkt at en bil til hende – ved at blaffe. Det er forståeligt, hun har det sådan. Jeg er også på opgivelsens rand. Vi er alle hamrende trætte. Vi må snart have vandret omkring 35 km, men vel at mærke kilometer, der har gået op og ned.

Langt om længe kommer vi til bykanten og vi passerer en campingplads. Jeg går lidt foran og finder turistkontoret, men der er lukket. Finder nogle telefonnumre, som vi kunne prøve at ringe til – for vernatning. Finder en bar et passende sted, så jeg kunne se de andre komme gående. Får købt en øl og vand. De andre kommer og de får noget at drikke også.

Vi spørger tjeneren om han kender nogle overnatningssteder og han fortæller om et tæt på. Der går Natale og jeg hen, men de har desværre ikke nogen værelser. De er flinke og ringer til deres kolleger, men der er ingen held.

Villes-sur-Auzon er en meget populær by for cykelturi ster og man skulle tro englændere. Det er i ferieperioden, så vi har ikke en chance, ej heller via Booking.com eller andre. Vi bliver enige om, at noget mad skal vi have, under alle omstændigheder. Vi findier et sted, hvor vi kan få en ordentlig bøf. Så må vi under middagen prøve at finde et sted.

Det gør jeg også via Booking.com, men et sted 25 km væk, men det er så det, vi gør. Jeg får bestilt og vi får fat på en taxa på den bar, som vi sad i, da vi kom til byen. Vi får aftalt en fast pris på 55 €, og vi kører i mørke mod det hotel på landet, som vi skulle hen til. Taxacchaufføren farer vil, men endelig finder vi det. Ingen reagerer ude ved porten. Der er ikke en levende sjæl på stedet.

Gode råd er dyre. Taxachaufføren siger, at der er en campingplads i byen, Mallemort-du-Comtat. Vi kommer derhen, men porten er låst. I et lille hus bag porten er der lys og chaufføren får fat i en ung gut, der sidder derinde. Givetvis vagten på campingspladsen. Efter lidt parlamentaren, så får vi lov at komme ind på campingspladsen og sætte vores telt op. Alt foregår i bælgravende mærke, kun med pandelamper. Man blive taknemmelig over, at man har husket at tage den med. Pandelamper er et must på en vandring. Man ved aldrig, hvornår man får brug for den.

Vi forsøger at være så stille som mulige. Der er andre på campingspladsen, men mest folk, der har lejet en hytte. Vi får rejst teltet. Bagefter finder vi bad og toiletter i fællesskab. Børstet tænder og hvad vi ellers skal lave hver især og så er det på hovedet i seng. Den længste og mest sindsoprivende dag, jeg har været udsat for, på en vandring. Hernede i Rhonedalens område er det heldigvis varmere end i går aftes. Det er underligt så få hundrede meter kan gøre en forskel, men sådan er det. Vi falder endeligt til ro. Vores sidste nattesøvn sammen på denne vandring. I morgen skilles vores veje. Det bliver ikke sjovt.

4. maj 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Dag 11 – til Sederon

I går fik vi gået 3 km mere end planlagt. Til gengæld sparer vi dem i dag.

Sov rigtigt godt i værelse med 3 senge. Dobbeltsengen i et andet værelse fik Natale og Ughetta.

Vågnede allerede ved 06.30-tiden. Kiggede lidt på muligheder for overnatning til i morgen, torsdag. Det ser ikke godt ud, men vi må som man altid gør på en Camino sætte sin lid til, at der dukker noget op. Teltet har vi som bødberedskab, men vi er lidt højt oppe og som tidligere beskrevet stadig for koldt on natten.

Lækker, lækker morgenmad. Hjemmelavede marmelader af figner, grønne tomater og abrikoser. Brød, smør, skinke og lækre små kager samt kaffe/the. På toppen af kransekagen var der fint udskåret frisk frugt i små patentglas. Ham Patrick er altså god til detaljerne. Der er kræset om tingene, kan man mærke.

Vi fik skramlet vores kontanter sammen og fik betalt regningen. Kunne desværre ikke betale med kort, men det gik. Heldigvis er der en hæveautomat i Sederon, så der skal hæves penge, så jeg ikke kommer i samme situation de kommende dage. Prisen var 58€ pr. person, halvpension. Det er ef fund for de penge med den fantastiske middag, vi fik i går, inkl. aperitif, vin og digistif. Og så den herlige morgenmad, som jeg lige har beskrevet.

Jeg kan kun på det kraftigste anbefale Babeth og Patricks Relais/Gite. Den har kun været åben i 14 dage. Hjemmesiden er:

www.lerelaisdelameouge.com

Vejret igen helt exceptionelt. Skyfrit, meget varm, så bukserne er lavet om til shorts, solcreme på ansigt og arme. Vi holder lige p.t. pause på en time. Der er 6,8 km tilbage til Sederon. Vi er der om et par timer. På vejen har vi fået en nkelt kop espresso, det eneste sted, der har været åbent. Tjeneren kom fra Argentina og da jeg nævnte Messi, blv han helt glad. Så lidt skal der til engang imellem. Helt tosset er det ikke at kunne lidt om fodboldspillere. Det kunne kvinder godt lære lidt af, især hvis de vil fat i nogle mandfolk😂

Spøg til side. Jeg er ved at være i vandreform. Min hævelse i højre skinneben er meget aftagende nu. Krop og hjerne er på samme sted. Jeg går, bare går, uden at tænke på, hvornår det skal slutte. Det er meget befriende ikke hele tiden at skulle måle og veje noget, og drage konklusioner.

Sidder nu og kigger på mine vandringsfæller, der skal være på farten i endnu 5,5 måned, måske lidt mere, afhængig af, hvordan det går. Det bliver godt nok en hård nød, men de er viljestærke, så de skal nok klare den. Jeg gruer dog lidt for situationen, når næsen skal vendes hjem. Det må føles langt. Sådan ville jeg selv tænke. Vi må se til den tid.

...... Mere senere ved ankomst........

Er vel ankommet til vores overnatning Hotel Gite la Serpolet. En lille lejlighed med terrasse. Ikke boget at råbe hurra for, men det er OK. Vi skal jo bare slappe af og  sove.

Ruten har været dejlig, næsten ingen biler. Fuglefløjt og stilhed.

Det er hamrende varmt, og det bliver ikke koldere i morgen, siger vejrudsigten. Varmen er dejlig, men at have solen lige i knolden timevis, det kan godt blice lidt træls.

Natale og jeg har været nede og handle. Vi spiser brød, pålæg og frugt. Masser af vand har vi købt. Der er ingen steder at handle i morgen. Ingen steder at sove, men det må vi se.

Foreløbig skal vi lige have lidt mad. Vi har ikke fået frokost. Og så skal vi altså bare slappe af og tidligt i seng.

3. maj 2016 Alperne 2016 Skriv en kommentar

Fødselsdag – 70 år

Natale har fødselsdag i dag. Stort tillykke til ham??

Han bliver 70 år, still going strong, bogstaveligt. Det skal naturligvis fejres. Vores logi i aften i Barret-Sur-Meouge har lovet at lave en kage, så jeg håber, vi kan fejre ham på behørig vis. Vil også købe en rigtig god vin, hvis vi kan det.

Han mener selv, at han endnu ikke er fyldt 70 år endnu, fordi han først er født omkring kl. 21.00 om aftenen. Så han kan vel med god ret fortsat påberåbe sig “ungdom” endnu – i nogle timer?

Ian Curtis, Australien, som vi mødet på vores fælles Camino 2013, har også fødselsdag i dag. Vi har sendt ham en mail med billede her til morgen, hvor vi lykønsker ham. Det var faktisk Ian, der gjorde mig opmærksom på Natales fødselsdag via en mail for et par uger siden.

Vi fik dejlig morgenmad i morgen, lækkert brød, smør, 2 slags marmelade, honning, juice og dejlig kaffe. Det var billig overvatning inkl. morgenmad til 64 €. Den ansvarlige på campingpladsen, en kvinde der godt kunne lide at pynte sig, kunne man se, var meget hjælpsom, så det var en positiv oplevelse at være på den plads, selv om der ikke var mange der.

Vi har kort rute i dag, 16 km. Sidder lige nu i frokostpausen og skriver. Denne dag har været den roligste dag, hvad angår biler. Vi er ligenu i Gorges de la Meouge, utrolig flot natur. Vi går op ad en dal, der snor sig hele vejen. Før dalen også meget flot gårute. Skøn dag indtil nu. Vi smutter nu. Blæsten tager lidt til og vi vil gerne være fremme, hvis det skulle begynde at regne. Vi ses igen senere.

————–

Vi kom afsted. Der var kun 5,6 km tilbage, troede vi. Med en lille pause nåede vi frem til Barret-Sur-Meouge. Selvfølgelig var der ikke forbindelse på min telefon. Det kan være lidt problematisk de små steder og især i disse bjergrige områder. Eller også har mit telefonselskab bare ikke lavet aftaler til de fjernere egne.

Ughettas telefon virker, fordi hun har fået et Orange simkort. Fik ringet til værterne på vores overnatning. Vi skulle gå 3 km mere. Ikke verdens mest opmuntrerende oplysning, men jeg havde det nu nok på fornemmelsen. Mit franske er sku’ ikke godt nok. Kunne jo bare have brugt google translate. Man lærer hele tiden.

Vi fortryder ikke de ekstra 3 km. Er kommet til det lækreste sted, vi indtil nu har været på. Det er en Gite, der er helt ny, og hvor der åbenbart kun har været 4 gæster før os.

Har fået vasket tøj og hængt det udenfor.

Middagen er kl. 19.00.

—————

Vi blev hentet til middagen, der åbenbart skulle foregå i privaten. Vi blev budt på aperitif i den overdækkede terrasse, hvor værtsparret, der hedder Babeth og Patrick, selv var med. Vi fik en god snak om mange ring, herunder hvornår de var startet  på projektet. Det var 2 år siden, og Patrick har stort lavet det hele selv.

Vi kom ind i deres private stuen/køkken/alrum. Sikken et køkken. Et ægte fransk landkøkken, sådan et, jeg altid har ønsket mig. Billederne komme på senere, når der bliver mere tid.

Forretten bestod af diverse delikatesser af egen fremstilling, pølser af gris, af kanin, pate, artiskok, oliven fra Nyons og brød til, selvfølgelig. Rødvin fra Luberon – god!

Hovedretten af pasta med sauce af røget flæsk samt gedeost, hård gedeost. Det er sådan, man gør det her, i stedet for af parmiggiano, som i Italien.

Desserten var hjemmelavet kage med æbler. Føj, hvor den smagte godt. De havde kommet et lys på, som Natale skulle puste ud og så sang vi en fødselsdagssang.

Det er åbenbart Patrick, der er kokken i huset. Spurgte ham, hvilke opskrifter han brugte. Opskrifterne er nedarvet fra familien. Så mine henvisninger til Paul Bocuse kogebøger kan godt lægge sig hen, hvor pebret gror?

Til sidst fik vi en kaffe og en digistif, af Limoncello, selvfølgelig. En af Patricks bedstefædre er italianer.

En dejlig aften, en dejlig fødselsdag, en dejlig flot gåtur. Kommer til at sove godt.

Ruten i morgen er forholdsvis flad, men dagen efter bliver hårdt arbejde og vi har ingen steder at sove på torsdag og det er stadig for koldt at sove i telt, kan vi mærke.

Sov godt!