Camino blog

Dagen blev brugt på at vandre rundt i byen, sammen med Avi og Sylvia. Det blev i dag, hvor vi kom i kirke, godt nok ikke i Katedralen. Den er lukket pga renovering. Kirkegangen foregik i kirken, der er ned ad den vej, der går til venstre for katedralen, når man har ansigtet vendt mod katedralen. Det var en bevægende oplevelse. Sylvia var meget bevæget af sin situation, men samtidig med en taknemmelighed over, at hun nåede frem, så der blev grædt en del tårer.

Der er noget ved en katolsk gudstjeneste, især når alle skal hilse på hinanden, enten at give et håndtryk eller et kram. Det synes jeg, at vi andre kan lære noget af.

Avi havde den dag meget travlt med at finde ud af, hvordan hun kunne få den lille hundehvalp passet, som hun i går kastede sin kærlighed på. Den som de franske søstre havde fundet på deres vej, smidt ud ved en losseplads eller lignende. Avi er stadig meget påvirket af hendes elskede afdøde hund, Mimma, så hun kaster sin kærlighed på alle hundehvalpe, hun ser på sin vej. Lad os se, hvordan det kommer til at gå for sig.

Sylvia havde nu fået det arrangeret sådan, at hun tager hjem før tid, fordi hun skal hjem og undersøges i sit ben. Hun er under ingen omstændigheder i stand til at vandre videre mod Finisterre/Fisterra, som hun havde planlagt. (NB! Hun havde faktisk et brækket ben og et knæ, der havde fået et ordentlig riv, og som hun vandrede med 19 km ind til Santiago de Compostela).

Vi fik spist en sidste dejlig aftensmad sammen, alle 3. I morgen tidlig er det afsted med en bus til Porto. Det bliver lidt spændende at skulle køre en stor del af den vej, du ha vandret på.

Det bliver en urolig nat – også for mig. Hvad pokker skal vi nu gøre i dag? Kan hun vandre overhovedet?

Sylvia humper lidt, men er opsat på at vandre. Vi kommer afsted. Vi går langsomt. I den første del af vandringen går jeg bagerst, så det er de andre, der bestemmer tempoet.

Det går sådan set meget godt her i starten. Hun lader ikke os andre mærke, om hun rent faktisk har ondt.

9 km før SdC får vi en kop kaffe. Hun viser os sin ankel. Den er fuldstændig blå. Vi får købt noget bind i et apotek lig ved siden af, så hun kan få tapet foden ind. Det bør hjælpe.

Af hensyn til Sylvia vandrer vi det meste af ruten til SdC på hovedvej N-550. Indmarchen til Santiago, kan jeg huske, er i forvejen rigtig kedelig. Avi’s fod har det helt godt nu.

Vi er fremme om senest 3 timer.

Da vi er ved udkanten af SdC kommer vi til at gå fra hinanden. De andre vil ind et sted og have noget mad. Lige der hvor det går galt er et sted, hvor det er muligt at vandre via 2 forskellige veje.

Der er ikke meget strøm på telefonen, så den sparer vi på, hvorfor vores telefoniske kontakt er minimal.

Jeg går selv bare videre ad nogle fuldstændige åndsvage veje med meget motoriseret trafik. Med det resultatet, at jeg faktisk kommer til at gå en omvej. Jeg venter på de andre på en cafe. Der 1 time, der går nærmest 2. Jeg går tilbage ad den vej, jeg havde gået, i håb om at finde dem – flere gange. Endelig langt om længe ser jeg dem stå længere fremme end den cafe, jeg havde spist på. Selvfølgelig havde de gået en anden vej, hvor jeg ikke kunne finde dem. De er trætte og stiktossede – begge 2 – forståelig nok.  Måske også lidt på hinanden. Jeg burde være blevet hos dem.

Vi marcherer ind i Santiago de Compostela uden at sige så meget til hinanden. Da vi kommer ind blandt menneskemængden på gaderne sker der en forvandling. Og ad vi kommer ind på pladsen, så letter humøret endnu mere. Alle omfavner hinanden og der bliver taget billeder, også sammen med nogle af de andre, vi har mødt på vejen, der også er kommet ind.

Vi tager ned til kontoret og venter ca. 1 times tid og får vores Compostela. Vi sætter os ned ved en cafe tæt på og nyder “sejren”. Vi kommer til at sidde sammen med 2 franske søstre, der har en hundehvalp med, som de har fundet på vejen – i Portugal. Sylvia får overnatning i et herberg tæt på kontoret, Vi andre finder vores lille værelse tæt på katedralen.

På billedet til dette indlæg kan du se Sylvia vandre på vej til Katedralen. Hun ser lettet ud. Hun vandrer faktisk med et brækket ben. Det er utroligt.

Dette blev dagen, hvor Sylvia vrikkede om på foden på vejsiden – ikke mange centimeters forskel, men nok.

Det skulle senere vise sig at det var slemt.

Vi havde sat os som mål, at vi skulle nå til Teo, ca. 14 km før Santiago de Compostela. På den måde kunne vi være i SdC i god tid til at få vores Compostela, inden der kommer alt for mange pilgrimme ind.

Jeg lod “pigerne” vandre alene – lidt bagud. Det er ikke en særlig svær rute, alt taget i betragtning. Da jeg nåede Padrón tænkte jeg, at jeg hellere måtte vente på dem, så jeg fandt en cafe et strategisk sted, lige ved ruten, så jeg kunne se dem, når de kom. Jeg fik bestilt mad og noget drikkelse.

Det tog nærmest 1 time eller lidt mere, før Aviaaja og Sylvia dukkede op. Noget trætte begge to – humøret ikke helt i top. Jeg kan mærke, at energien er ved at være væk hos dem begge. Og det mindede mig om min egen første Camino i 2013, hvor jeg selv havde en del af de dage – “Energiforladt, måske skulle man give op, hvad hvad laver jeg her?…… osv.”

Lidt mad og drikkelse, så blev humøret bedre og vi kom afsted. Lidt kedelig rute, hvor man går meget langs med hovedvejen.

Lisbeth og jeg overnattede i øvrigt i Padrón i 2017, da jeg vandrede fra Lissabon – SdC – Finisterre – Muxia. Det faldt sammen med påsken. Der var stor festivitas på pladsen og jeg fik al den pulpo, man kunne ønske sig.

Vi nåede Cruces, 19 km km før før SdC. Vi fik langs med hovedvejen, nogen gange på selve asfalten og andre gange ved siden af vejen – på gruset.

Pludselig hører jeg et hyl bagude og vender mig om. Sylvia ligger ved siden på vejen. Jeg går tilbage. Hun har smerter, men vi får hende op efter et stykke tid. Hun kan klare at humpe hen til en cafe ikke langt derfra. Vi får sat os ned, køber noget kaffe, for at vurdere, hvor slemt det står til.

Allerede efter et kort stykke tid må vi konstatere, at hun ikke bliver i stand til at vandre de sidste 5 km og vi bliver enige om at finde et sted at overnatte. Jeg Googler overnatningssteder og sørme om der ikke er et sted meget tæt på caféen. Vi går derind og der er dobbeltværelser til 30 €. Vi får bestilt 2 og pigerne får det ene. Det er bedst at Sylvia har noget hjælp. Og så må vi håbe, at benet har det bedre i morgen tidlig.

Stedet er OK til de priser og de laver også mad om aftenen. Samtidig har de en god galisisk gin til fatter her. Jeg trængte til at styrke mig – efter den oplevelse.

Ud over venstre ankel, som hun vrikke om på, så landede Sylvia også efterfølgende på højre knæ og fik en ordentlig hudafskrabning. Et sekunds uopmærksomhed kan ændre alt. Og det sker ofte, når man er lidt træt.

Det viser sig senere, da hun kommer hjem til Tyskland, at Sylvia rent faktisk har brækket benet – heldigvis et rent snit, men det er utroligt at hun har vandret 19 km ind til Santiago med et brækket ben. Det viser, hvor meget en Camino kan påvirke en mentalt som psykisk. Man bliver sej af at vandre.

Derfor er lærdommen på Caminoen – vær tilstede i nuet.

Afsted præcist kl. 08.00 i morges.

Vi mødtes med Sylvia på vores hotel kl. 07.15 og fik lidt morgenmad.

Fik vandret godt i det køligere vejr om morgenen. Der var en del pilgrimme på vejen i dag.

Vi fik også set skiltet, der viser vejen til Variante Espiritual over 3 dage til Padron. Nogen siger, det er en fantastisk rute, en tysk guidebog, Sylvias, dårlig.

Senere på dagen blev det nærmest kogende fra en skyfri himmel. Temperaturen viste 35,5 udenfor et apotek her i Caldas de Reis, da vi ankom.

23 km klaret på 7 timer, inkl 2 lange pauser. I morgen satser vi på 27 km til Teo.

Aftalt med Sylvia og Josefine, at vi mødes kl. 07.30 udenfor deres Albergue. Så vil der være mindre end 20 km til Santiago på lørdag.

Dagens vandring fik fra Redondela til Pontevedra, ca. 23 km. Gik som smurt.

Jeg havde fået den geniale idé, at overgive morgenvagten til den yngre generation.

Du får ansvaret for at stå op først, så vi er klar til afgang kl. 08.00? Op kl 06.45 og vi gik sharp.

Morgenvandringer er de bedste, hvor det stadig er lidt køligt og man er frisk og observant. Lidt ny lærdom til ungdommen. Og det er engang bedre selv at lære ved selvsyn og konstatering.

Vi havde overstået vores vandring allerede ved 14-tiden. Vi lærte nye mennesker at kende på vejen, Josefine fra Berlin og Susi fra Hamborg, 2 yngre tyske kvinder, der har mødt hinanden efter Porto. God snak med begge på vejen.

Da vi skulle tjekke ind på hotellet, så kunne jeg ikke finde mit pas. Gode råd var dyre. Havde jeg mistet det – eller havde jeg ikke fået det med fra Redondela. Avi havde heldigvis José’s mobilnummer, så vi fik ringet. Det lå der heldigvis. Han ville tage sin bil og køre det til vores hotel. Ville ellers give ham penge for turen, men det ville han ikke have. Flink mand.

Og så er vores veninde, Sylvia, og os kommet på omgangshøjde igen. Vi har spist aftensmad sammen alle 5. Aftalt at vi mødes kl. 08.00 ved broen, hvor vi krydser broen for at fortsætte caminoruten.

I morgen ca. 22 km til Caldas de Reis. Der vil vi finde et møntvaskeri og vaske alt vores tøj. Trænger lidt til det, efter al håndvaskeriet.

Kort vandring i dag til Redondela, ca. 15,5 km. Dagens strækning fra O Porriño til Redondela er meget smuk. Vejret igen fantastisk, heldigvis lidt mere vind. Det ser ud til at fortsætte de kommende dage. Der er mindre end 90 km nu, så i dag passerede vi 100 km mærket, som enten er blevet stjålet eller aldrig sat op.

Ville ellers have vandret lidt mere, men den stejle nedstigning gjorde avs på Aviaajas storetåsnegl, og som den “betænksomme” far var jeg selv hurtigt smuttet nede i bunden, så hun kunne lide i fred?. Jeg har jo selv prøvet den før og der gjorde den nas i 2017, men her anden gang, lettere.

Avi var klar til at smide rygsækken, da hun kom ned. Jeg vil ikke gentage ordene, men hvis hun kunne finde en bus, så ville hun tage den.

En lille pause og lidt fodmassage fra pappa her, så var vi i gang igen. Der er heldigvis næsten plant resten af vejen og vi tog det stille og roligt.

Fandt et lille hostel – Hospedaje Bahía de San Simon – hos den meget flinke José Viruleg. Der var lidt larm fra motionscentret i starten, men det stoppede heldigvis. José tog Avi, en tysker og en koreaner med i sin bil og kørte dem ned til kysten og viste dem rundt i det meget smukke område. Han er en flink mand og stedet er fint og rent. Dobbetlværelser. Kan absolut anbefales.

Om aftenen tog vi ned ad den stejle vej til byen – gik lidt rundt og fik noget at spise på et rigtigt lokalt pizzasted. Det var udemærket til den pris.

I morgen er planen meget tidligt op, så vi kan få vandret lidt mere end efter Brierley’s guide.

Lørdagens forventelige indmarch til Santiago de Compostela skal gerne skæres ned til mellem 15-20 km, så vi kan komme derind til ordentlig tid. Der plejer at være mange, der skal have stempel og bevis på vandringen.

Og så er vores tyske veninde Sylvia kommet foran og hende skal vi gerne have indhentet. Hun er hyggelig og sjov at være sammen med. 

Det blev en kort vandring i dag til O Porriño. Ca. 18 km.

Vi tog det med ro i morges, da vi vidste, at det ville blive en stille og rolig vandring. Fik noget morgenmad og luntede nærmest afsted. Vi blev overhalet af andre. Vejret var dejligt, så det blev en behagelig tur.

På vejen faldt vi over et helt nyt sted for pilgrimme, der ligger lige på ruten. Meget flot sted og der var mange pilgrimme der. Vi lod os også overtale til at få lidt kaffe og købe noget vand. Tror faktisk også at der var overnatningsmulighed der.

På et sted på ruten til O Porriño får du 2 valgsmuligheder – du fortsætter ligeud lidt til venstre eller du drejer mød højre og senere mod venstre. Vi valgte den sidste, fordi det var den korteste. Det skulle vi aldrig have gjort. Du går simpelthen ligeud i et meget kedeligt industrikvarter – ligeud – som ligeud. Endnu en læresætning – den korteste vej er ikke nødvendigvis den letteste eller bedste.

Vi kom dog frem og fandt vores hotel. Fik vasket tøj og hængt tøjet til tørre på den lille altan, der var. Sylvia kom op til os fra sit overnatningssted. Vi fik lidt at drikke på en cafe og bagefter tog vi ind i byen og fik noget at spise. Vi gik dog tidligt hjemad.

Dagens vandring fra Caminha til Valença/Tui var en hård nyser under den bagende sol, ca. 34 km.

Det tog 11 timer at vandre. Jeg selv har det fint med at vandre. Kan mærke, at min hjerne har lært at slå alt fra i forhold til min krop – eller rettere sagt, jeg er blevet meget bedre til at slappe af, mens jeg vandrer. Min krop spænder ikke op. Det gør, at vandringen bliver meget, meget lettere.

Aviaaja har store problemer med venstre storetå. Neglen ryger nok om nogle dage. Frem med en nål og prikke hul ved nejleroden, puds og vand, der pressede på måtte ud, lidt jod og forbinding. Det er sku’ sejt klaret at gå de mange kilometer i den smerte.

Der kom et par mundtlige udfald under vandringen. Sådan er Caminoen, en vej til læring om livet, og det foregår bedst via kroppen og ikke hjernen.

Jeg lavede en genistreg i forhold til læring, synes jeg selv. Aviaaja påstår, at hun overhovedet ikke kan klare at vandre med mindre hun har drukket mindst en kop kaffe. Allerede da vi går ud fra det meget kolde sted, vi har overnattet – tæt på torvet – vil hun meget gerne til den første cafe, der er åben. Vel vidende, at det er en lang vandring, så er det godt at få gået så meget som muligt, mens temperaturen er god til vandring, foreslår jeg, at vi finder en lidt længere fremme.

Vi kommer hurtigt til udkanten af byen og til broen, vi skal over. Så går vi over den – og der dukker selvfølgelig ingen caféer op – før efter 5 km. Jeg konstaterer overfor Aviaaja, at det er mærkeligt, at hun stadig er i live efter at have gået 5 km – uden at have fået kaffe? Jeg ved ikke lige, hvor sødt det var.

Mens vi sidder der kommer der en enlig kvinde gående, hun virker bekendt og vi siger til hende, om hun ikke vil drikke en kop kaffe med os. Det viser sig, at vi er stødt på Sylvia tidligere, hvor hun vandrede sammen med et par franske søstre, men der sad hun med ryggen til og de franske søstre førte ordet. Det viser sig at hun er Tyskland og vandrer alene. Hun er blevet inspireret af sin søn. Manden er hjemme i Tyskland. Det der vandring gider han ikke.

Vi bliver enige om at vandre sammen. Det virker til at glæde Sylvia – og så giver det også lidt adspredelse for Avi. På dagens vandring møder vi i øvrigt de 2 franske søstre og får en fin og lang snak.

Eftermiddagen er ulidelig varm. Og vi vælger derfor ikke at følge Caminoruten slavisk. Nogle steder skal man op til en høj for at se på en lille kirke og så skal man ned igen. Man må tilpasse sig situationen. Damerne overlader beslutningerne trygt til mig. Vi sparer nogle kilometer på den konto.

Vi kommer til Valença og det er egentlig en meget turistet by, men kunne være en besøg værd en anden god gang. Vi gr over broen og passerer grænsen til Spanien midt på broen. Nu er vi i Spanien.

Jeg vælger at opsøge det hotel, som Lisbeth og jeg har boet på tidligere. Vi kan få et værelse. Det viser sig, at de har renoveret værelser og de er blevet topmoderne. Hotellet ligger tæt på det Store Torv. Det tager 5 minutter at gå hjem fra de gode spisesteder.

Vi får vasket tøj og så går vi i byen for at få noget hurtigt at spise. Det bliver pizza og en øl. Vi er trætte og trænger til at sove.

Vi har valgt at skære etapen til Redondela til 2 etaper. 3 dage med 30 kilometer og derover i streg er nok lige hård kost med fodens tilstand. Og så har vi jo stadig en reservedag, hvis det skulle blive værre, så der er ingen grund til at presse os mere. Vi har haft 2 dage i streg med lidt over 60 km i alt.

Vi overlevede dagens vandring på næsten 30 km til Caminha. Der var nogle små problemer med Aviaajas ene fod. Sådan går det ofte, hvis man ikke har fået testet sine sko nok inden afrejse, især når man går nedad, hvor det presser rigtig meget på tæerne. Og altid ekstra plads i skoene, fordi fødderne vokser med vandringen.

Undervejs mødte vi et tysk/spansk ægtepar med børn inde i en skov, hvor de havde overnattet i telt. De bor normalt i Finisterre. De har mødt hinanden på en af mandens Caminovandringer. Han havde lært at bruge en australsk didgeridoo på en rejse derned.

Kunne give healing, påstod han. Så både jeg og Avi fik en tur. Meget sjov og alligevel underlig oplevelse. Lyden kørte nogle gange rundt om hovedet, selv om instrumentet aldrig kom rundt om hovedet. De fik lidt penge for det, da de så ud til at have brug for dem.

Avi lod også sit gode hjerte løbe af med hende og gav konen noget lette gamachebukser, som hun havde fået brug for i varmen. Spøjs og livsgivende oplevelse. Mennesker, der har valgt ikke at være med i produktionsræset – mer vil have mer. Det giver stof til eftertanke.

Vi har besluttet os for at vandre videre til Valença/Tui i morgen, i stedet for at tage færgen til Spanien fra Caminha. Mødte nogle på vejen, der sagde, at de havde besluttet sig for samme, da vejen mod Vigo med al den industri ikke var særlig sjov. Og så kan vi så godt li’ Portugal, så en dag mere her gør ikke noget?.