Det bliver en urolig nat – også for mig. Hvad pokker skal vi nu gøre i dag? Kan hun vandre overhovedet?
Sylvia humper lidt, men er opsat på at vandre. Vi kommer afsted. Vi går langsomt. I den første del af vandringen går jeg bagerst, så det er de andre, der bestemmer tempoet.
Det går sådan set meget godt her i starten. Hun lader ikke os andre mærke, om hun rent faktisk har ondt.
9 km før SdC får vi en kop kaffe. Hun viser os sin ankel. Den er fuldstændig blå. Vi får købt noget bind i et apotek lig ved siden af, så hun kan få tapet foden ind. Det bør hjælpe.
Af hensyn til Sylvia vandrer vi det meste af ruten til SdC på hovedvej N-550. Indmarchen til Santiago, kan jeg huske, er i forvejen rigtig kedelig. Avi’s fod har det helt godt nu.
Vi er fremme om senest 3 timer.
Da vi er ved udkanten af SdC kommer vi til at gå fra hinanden. De andre vil ind et sted og have noget mad. Lige der hvor det går galt er et sted, hvor det er muligt at vandre via 2 forskellige veje.
Der er ikke meget strøm på telefonen, så den sparer vi på, hvorfor vores telefoniske kontakt er minimal.
Jeg går selv bare videre ad nogle fuldstændige åndsvage veje med meget motoriseret trafik. Med det resultatet, at jeg faktisk kommer til at gå en omvej. Jeg venter på de andre på en cafe. Der 1 time, der går nærmest 2. Jeg går tilbage ad den vej, jeg havde gået, i håb om at finde dem – flere gange. Endelig langt om længe ser jeg dem stå længere fremme end den cafe, jeg havde spist på. Selvfølgelig havde de gået en anden vej, hvor jeg ikke kunne finde dem. De er trætte og stiktossede – begge 2 – forståelig nok. Måske også lidt på hinanden. Jeg burde være blevet hos dem.
Vi marcherer ind i Santiago de Compostela uden at sige så meget til hinanden. Da vi kommer ind blandt menneskemængden på gaderne sker der en forvandling. Og ad vi kommer ind på pladsen, så letter humøret endnu mere. Alle omfavner hinanden og der bliver taget billeder, også sammen med nogle af de andre, vi har mødt på vejen, der også er kommet ind.
Vi tager ned til kontoret og venter ca. 1 times tid og får vores Compostela. Vi sætter os ned ved en cafe tæt på og nyder “sejren”. Vi kommer til at sidde sammen med 2 franske søstre, der har en hundehvalp med, som de har fundet på vejen – i Portugal. Sylvia får overnatning i et herberg tæt på kontoret, Vi andre finder vores lille værelse tæt på katedralen.
På billedet til dette indlæg kan du se Sylvia vandre på vej til Katedralen. Hun ser lettet ud. Hun vandrer faktisk med et brækket ben. Det er utroligt.
