Vi overlevede dagens vandring på næsten 30 km til Caminha. Der var nogle små problemer med Aviaajas ene fod. Sådan går det ofte, hvis man ikke har fået testet sine sko nok inden afrejse, især når man går nedad, hvor det presser rigtig meget på tæerne. Og altid ekstra plads i skoene, fordi fødderne vokser med vandringen.
Undervejs mødte vi et tysk/spansk ægtepar med børn inde i en skov, hvor de havde overnattet i telt. De bor normalt i Finisterre. De har mødt hinanden på en af mandens Caminovandringer. Han havde lært at bruge en australsk didgeridoo på en rejse derned.
Kunne give healing, påstod han. Så både jeg og Avi fik en tur. Meget sjov og alligevel underlig oplevelse. Lyden kørte nogle gange rundt om hovedet, selv om instrumentet aldrig kom rundt om hovedet. De fik lidt penge for det, da de så ud til at have brug for dem.
Avi lod også sit gode hjerte løbe af med hende og gav konen noget lette gamachebukser, som hun havde fået brug for i varmen. Spøjs og livsgivende oplevelse. Mennesker, der har valgt ikke at være med i produktionsræset – mer vil have mer. Det giver stof til eftertanke.
Vi har besluttet os for at vandre videre til Valença/Tui i morgen, i stedet for at tage færgen til Spanien fra Caminha. Mødte nogle på vejen, der sagde, at de havde besluttet sig for samme, da vejen mod Vigo med al den industri ikke var særlig sjov. Og så kan vi så godt li’ Portugal, så en dag mere her gør ikke noget?.
