Fik mig blot en kop kaffe på den lokale cafe, hvor jeg også var i går og så var det afsted. Vidste jeg kunne få noget senere på ruten.
Når man starter i Almograve mod Zambujeira do Mar (ZdM) , skal man lade være med at gå efter det skilt, der viser 22 km skiltet mod Zdm. Skiltet er faktisk lige ved den cafe, hvor jeg fik min kaffe.
Det er en omvej på mindst 1,2 km og man støder på noget ildelugtende (et forsøg på et rensningsanlæg) og til sidst kommer man faktisk ud på stranden. Her gik jeg forkert og fortsatte langs stranden, men kunne godt se, at det måtte være den forkerte vej. Der var så stejlt, at det var umuligt at komme op.
Tilbage og så fandt jeg ruten igen. Svær at se. Det er op ad en noget stejl skrænt, der ikke er særlig behagelig.
I stedet bør man gå direkte ud af byen på hovedvejen - fra rundkørslen inde i byen ved cafeen og samme vej, som det lille supermarked ligger på. Man skal gå mod Praia do Almograve eller tage en taxi til fiskerlejet - Lapa das Pombas. Det sidste sparer man 3,5 km på. Meget flot vandresti ved siden af grusvejen helt ud til fiskerlejet. Langs hele den vej er der træningsredskaber og vejledning hver 100 meter eller deromkring.
Hvis du ikke vil sætte sit liv på spil på Almograve - Zambujeira do Mar strækningen, bør du i stedet følge hovedvejen, når du kommer til byen Cavaleiro. Der er gode skilte i byen.
Det skyldes, at der ved fiskerlejet Entrada da Barca, 4 km fra ZdM, er der en nedstigning, som man kun kan klare ved at holde fast i et reb og nærmest fire sig ned.
Det er umuligt at komme ned med rygsækken på. Den må tages ned særskilt.
Det er for farligt, hvis man bare har lidt problemer med bentøj mm., eller er træt mod slutningen.
Hvis du følger hovedvejen korrekt fra Cavaleiro, ender man umiddelbart lige efter fiskerlejet, men på den “sikre” side.
De resterende 4 km til byen er ligeud, bortset fra en enkelt afstikker mod havet lige før byen. Der er en meget god særskilt gangsti langs vejen. Afstikkeren man roligt springe over og forsætte mod byen ad hovedvejen. Der er så at sige ikke mere nyt at se den dag.
I dag blev det til næsten 23 km inkl detour. Når man går i sine egne tanker, kan man let misse et skilt, især midt i en skov.
Vandrede over halvdelen af turen sammen ned Christoph, som fandt mig i en cafe, i byen Cavaleiro, næsten midtvejs på ruten.
Vi mødte senere Sebastian fra Holland, der vandrede den modsatte vej mod Lissabon. Han havde telt med, så han sov i den. Vi fik en god snak med ham.
Christoph og jeg kom ned ved fælles hjælp ad den farlige nedstigning. Vi troede faktisk ikke vores øjne, da vi kom til stedet. Af med rygsække og den ene først ned og så tog den første rygsækkene og den anden kom ned.
Der burde laves en trappe det sted. Hvis man først er kommet til stedet og finder ud af, at man ikke kan komme ned, så skal man tilbage via en stor omvej, antager jeg. Sådan ser det ud på kortet.
Nu er det lettere at kravle op end det modsatte, så hvis man går fra syd mod nord, er det nok bedre. Rygsækken skal man nok af med alligevel, for ikke at risikere at falde bagover.
Nedstigningen tog på vores kræfter, så vi var noget trætte ved ankomst til Zambujeira do Mar. Klokken var over 17.00, da vi ankommer. Vi skilles, da vi kommer til byen. Christoph skulle bo på et hostel og jeg på Alojamento Local Mira Mar.
Det tog en smule tid at finde stedet. Min Google Map fungerer ikke så godt, efter jeg fik slukket for en hulens masse app’s for at spare strøm. Ned og sidde og tage det roligt. Så kommer løsningen. Finder stedet og så var det selvfølgelig på samme gade, hvor jeg stod:-)
Jeg ringer til det telefonnummer, som er på min bekræftelse. En dame tager telefonen og siger, at hendes kommer indenfor 5 minutter. OK. 4-5 minutter kommer en ældre herre ud fra et lukket supermarked, lige ved siden af. Han spørger, om jeg “sprechen sie deutch?” Og jeg siger “Ein bisschen”. Jo, jo, jeg fik godt nok 11 til tysk til min realeksamen i 1971, men jeg ved ikke hvor det er blevet af. Jeg forstår meget, men kan ikke føre længere samtaler, overhovedet.
Han lukker mig ind og vi går op en etage op og ud på en svalegang. Der er borde og stole på svalegangen og man kan sidde og kigge på vandet derfra. Solen skinner. Det bliver dejligt.
Han åbner mit værelse og det ser fint ud, meget lysegrønt. Måske ikke helt min farve, men der er pænt og rent. Senere finder jeg ud af, at vandet i toilettet skal lukkes hver gang, du bruger det. Ellers bliver det ved med at løbe.
Derudover skulle jeg have hjælp fra en affaldsspand ved siden af, for at få det store ud. Der er simpelthen ikke vand nok i kummen til at løse sagen. Godt man er født i Grønland uden lokum, så den slags små fortrædeligheder generer mig ikke et døjt. Det er jo blot et praktisk problem, der skal løses.
Kommer i bad og vasker noget tøj. Jeg hænger også stadig vådt tøj fra i går til tørre på stolene ude i solen. Utroligt hvor meget solen er til hjælp.
Jeg slapper af og prøver sover lidt. Jeg har ikke den store energi til at gå rundt i byen og se mig omkring.
Ved 20-tiden smutter jeg ud og kigger mig om efter et sted at spise. Der er et tæt på, kombineret cafe og restaurant. Tager lige en runde tæt på, men der er flere lukkede i dag. De ser ellers interessante ud. Måske er det den ugentlige fridag, mandag.
Jeg ender tilbage på den første. Kommer op i restauranten som den eneste, bestiller oliven og brød og så ser jeg, at der er brune bønner og blæksprutte. Det må jeg prøve. Jeg kan meget gode lide bønner. Det er en god spise. Godt med proteiner. En flaske vand og lille kande hvidvin til.
Der kommer senere en gæst mere. Tjeneren får gang i fjernsynet, så vi kan se noget fodbold fra England. Manchester United spiller. Ikke mit favorithold, men lidt er også ret.
Til sidst en kop kaffe og så er det hjem - 50 meter. I morgen er sidste dag.
