Kom som sagt meget tidligt i seng i går. Der var for koldt til at skrive, da jeg kom hjem. Jeg sover med bukser og strømper på, af nød.
Vågner en enkelt gang i løbet af natten og skal på toilettet. Og så er det lidt svært at falde i søvn igen, når man allerede har sovet 6-7 timer. På et tidspunkt er det jo alligevel faldet i søvn, for jeg vågner ved 7-tiden og så beslutter jeg mig for at stå op, men tage den helt med ro. Mobilen og iPad’en skal oplades. Den våde tøj skal også have en sidste tur over radiatoren.
Får pakket og tjekket værelse og toilet en sidste gang for evt glemte ting. Intet. Udover min merinouldtrøje har jeg både fleece og en windbreaker på. Der er sku’ lidt koldt derude. Går de 800 meter ind til byens torv til en cafe. En kop kaffe og en croissant plus et eller andet udefinerligt i nogle filodejagtigt. Nå, det mætter, det hele.
Lidt i ni er jeg afsted. Finder hurtigt vandreruten ud af byen. Havde set den i går. I løbet af 5 minutter er jeg ude af byen og begynder en rolig opstigning.
Et ældre ægtepar, der sidder uden for deres hus, hilser pænt Bom Dia. Det er virkelig skøn natur. Ingen asfalt, men grusveje. Først er der huse med landbrug og lidt senere kommer jeg ind i en skov med eucalyptustræer.
Glad for at jeg har mine vandrestave med, fordi det går op og ned. Og desuden er de til god hjælp, når man skal passere vandpytterne på vejen. Nogle steder har man meget lidt at gå på, så er det godt at kunne bruge den ene stav i vandet, så man ikke ryger derud.
Inde midt i skoven er der et feriested, med lejligheder, som støtter Rota Vicentina projektet. Det ligger 5 km fra Cercal do Alentejo. Ærgrer mig lidt over, at jeg ikke vandrede de 5 km mere i går.
Det fik mig i øvrigt til at tænke på, at portugiserne må elske at komme ud på landet og holde ferie. Sådanne steder findes åbenbart alle vegne. Man kører selv dertil og ens bil kan holde enten på en parkeringsplads eller foran lejligheden/værelset og så er der aktiviteter til børn som voksne. Det kunne vi måske lære noget af. Stederne er ikke store, men hyggelige.
Efter ca. 8 km kan jeg se vandet. Det går nedad nu og resten af vejen er mere eller mindre flad ud til kysten. Vandringen går ikke lige ud til kysten. Den snor sig og er nødt til at tage hensyn til marker og skel, men sådan er det. Det er også charmen.
Mens jeg holder hvil, mit første hvil, efter ca. 11 km, kommer Christoph, østrigeren, jeg mødte i går. Han havde sovet i et værelse, som den cafe, jeg havde fået min morgenkaffe i for nogle timer siden, ejede. Han havde mødt et ukrainsk par samme sted og en kvinde, der også vandrede. Vi fik en god snak. Han havde fundet et hostel på vej til Porto Covo, til 15 €., hvor han skulle overnatte.
Jeg sagde, at jeg ikke vidste helt, om jeg ville vandre mod mod Porto Covo eller om jeg ville dreje til venstre ved kysten og vandre mod Vila Nova de Milfontes. Kun hvis jeg havde kræfter og der ikke var for langt.
Christoph går videre og jeg følger kort tid efter. Langt om længe kommer jeg ned til kysten, det brusende hav. Der er altså noget over at være ved havet. Der er kæmpe bølger og lyden er meget kraftig. Det er fascinerende og man kan blive ved med at kigge på bølgerne. Det er en slags meditation.
Der ligger en restaurant/cafe lige der, hvor man kommer ud til kysten, og stor parkeringsplads. Stedet hedder Ilha do Pessegueiro. Christoph, kan jeg se, sidder tættere på vandet, i bar overkrop og mediterer sikkert. Jeg får taget nogle billeder og så går jeg tilbage til restauranten, der ligger 50 meter væk.
Går ind på restauranten og kommer i snak med en meget venlig kvinde - på engelsk. Vil gerne have noget at spise, men får også spurgt ind til, om hun ved, om der er nogle steder tæt på, hvor jeg kan overnatte.
Hun fortæller, at hun og hendes familie har en hestefarm 800 meter herfra. Hun kan give mig en discount, siger hun og jeg spørger, hvor meget. 30€ siger hun og jeg siger top. Så er overnatningen klaret og jeg kan nyde min kaffe først, bagefter sandwich og cola og til sidst en kop øl.
Så tager jeg min rygsæk og går mod hestefarmen. Jeg ser heste på afstand. Jeg har altid syntes, at heste er nogle af de smukkeste dyr. Der er noget harmonisk og elegant over heste.
Moderen tager imod. Under min snak med moderen finder jeg ud af, at datteren hedder Cláudia. Værelset er rustikt. Sengen er lavet af gamle paller. Det er reolerne også. Der er et køkkenalrum til. Og så et badeværelse. Meget fint til 30€. Jeg bliver inviteret til at se farmen. Hun vil gerne vise mig rundt og der er også en bar på farmen, fortæller moderen. Jeg vil dog først i bad. Der er radiator til varmen. Og det varmer desværre ikke så meget, men man lærer efterhånden at være i det.
Går i bad og hviler mig lidt. Forsøger at få uploadet mine billeder til iCloud, men det er noget langsomt, hvorfor jeg ikke får skrevet noget til FB-siden. Det må vente.
Inden det bliver mørkt går jeg en tur rundt på farmen. De har mange flotte heste. En mand rider på en hest og det ser ud som om, at den trænes til dressur.
Lige efter jeg har gået rundt og er tilbage på værelset kommer Cláudia og spørger om jeg ikke vil ind på cafe/hyggestuen og nyde varmen ved brændeovnen. Det vil jeg gerne. Hun fortæller, at de deres heste er Lusitanere, de berømte portugiske heste. Og så har de en enkelt araber. Den havde jeg observeret. For sig selv i en fold.
De arrangerer ture på hesteryg langs kysten, altså også på Rota Vicentina. De åbner igen til februar med turene, siger Cláudia.
Hun fortæller mig også, at hun for 13 år siden har reddet på hest på Camino Portuguese, i september måned. Desværre fik hun hestene stjålet en nat, men heldigvis havde politiet fundet dem nogle måneder efter.
Hun giver mig en halv flaske vin ganske gratis, så jeg sidder og nyder vinen foran brændeovnen, samtidig med at jeg læser i min Lars Muhl bog: Lyset i Mørket.
Baren hedder i øvrigt Honesty Bar, fordi man selv kan tage for sig af varerne, men huske at være ærlig og skrive det ned. Dejligt koncept baseret på tillid.
Det giver mig stof til eftertanke. Hvis jeg nu havde bestilt overnatning i morges via nettet, havde jeg nok aldrig fået denne oplevelse. Så derfor, lad vær med at planlægge alting, slip kontrollen og overlad det kommende til skæbnen. Gør man det, får man ofte de sjove uventede oplevelser. Og de er sådan set de bedste, hvis jeg skal være ærlig.
Som tidligere sagt - ting kommer til een - hvis man er tillidsfuld nok!
Efter at have nydt vinen vandrer jeg i mørket de 800 meter tilbage til restauranten og får mig (igen) en grillet dorada, oliven og brød til forret. En kande hvidvin og en flaske vand. Og en chokolademousse og kaffe til sidst.
Hjemad i mørket igen. Jeg er overhovedet ikke bange. Jeg øver mig hele tiden i at have tillid. Min højdeskræk har jeg fået bearbejdet rigtig meget og mørket det samme. Man skal møde sine dæmoner eller overtager de styringen.
Cláudia og hendes mor sad i øvrigt også i restauranten og fik deres aftensmad, men de ejer den tilsyneladende også.
I morgen første dag på The Fischermen’s Trail - meget vandring på sand. Det bliver nok en udfordring.
Det blev ca. 15 km i dag.
