Måned: januar 2018

Sidder i skrivende stund og får en dejlig morgenmad med udsigt til havet. Det er den bedste juice, jeg har fået længe. Hjemmelavet, så hele kanden bliver drukket.

Er først kommet ned til morgenmad kl 10.00. Har taget det stille og roligt og pakket alt, inden jeg tog ned.

Sidste dag på ruten om 10 min, for denne gang. Lidt vemodigt, men jeg kommer helt sikkert tilbage og tager resten af kysten til det sydvestligste punkt. Du må have en god dag. Jeg vil nyde min vandretur
————-
Denne strækning er ellers smuk og spændende, men der er steder, hvor man kan se og lugte forurening, angiveligt fra landbruget. Primært i den første halvdel af ruten.

Derudover er der et par nedstigninger, som ikke er særlig spændende. Den ene er meget stejl, og så skal ved gud vandre op igen efter 100 m. En ren sejpiner for ingenting, vil jeg mene. Denne nedstigning går ned mod en klippe.

Når man kommer hen mod nedstigningen kan man med det samme mærke, at dette her ikke bliver sjovt. Der er også vådt af forurening, der hvor man kommer ned. Spring den over ved at gå lige ud i stedet for at gå ned. Jeg kunne bagefter, da jeg kom op se, at det havde været muligt at gå lige ud.

Et andet sted er der også en nedstigning, som heller ikke er så spændende, primært fordi det var vådt, ildelugtende og ikke særlig let at komme igennem.

Mit forslag er, at man bliver kørt hen til et skilt på ruten, der viser 2,5 km til Brejão og så vidt jeg husker 11,5 km til Odeceixe og starter der. Skiltet er forenden af et stort gartneri lige efter Praia da Amalia, se billedet af gartneriet.
—————
Jeg kommer først afsted ved 11-tiden og vandrer alene i dag. Jeg møder dog mennesker på min vej. Nogle der går tur med deres hund. Et franske ægtepar, der gik tur med deres hund og som tog rundturene fra byerne. De havde bil med.

Iflg guidebogen er ruten på 18 km og det passer meget godt med mit Garminur, da jeg ankommer til Odeceixe.

Møder også 4 tyskere på min vej op fra en strandsparkeringsplads. Jeg kan se dem gå foran mig, opad, men kan også se, at de går langsomt. Jeg når dem på toppen, hvor de puster ud. Alle 4 står med deres mobiltelefoner og kigger i dem. Får dog en meget kort snak med een af dem. Det er åbenbart dem, der ejer de 2 mobilhomes, med tyske nummerplader, der holder nede på parkeringspladsen.

Ruten er i og for sig meget flot, bortset fra de steder, som jeg nævnte foroven.

Den sidste del af turen er ren svir. 4 km på ren asfaltvej, efter at have vandret på sand. Solen skinner og det går hurtigt fremad.

Jeg kommer forbi det busstoppested, jeg skal afsted fra i morgen tidlig. Har ikke købt billet endnu.

Flakker lidt om i byen, inden jeg finder min overnatning. Lille hyggelig by. Det er personalet fra restauranten ved siden af, der skal lukke mig ind.

En venlig dame kommer ind og lukker mig ind og så regner jeg med at tage et dejligt varmt bad og så skal jeg ud og have mig et glas øl eller lignende.

Der er ingen varm vand i bruseren. Jeg kæmper mig igennem det kolde vand. Nu står jeg herude og gider altså ikke først tage tøj på og ned og klage over det.

Der bliver ingen tøjvask i dag. Er heller ikke nødvendigt. Har rent tøj til i morgen.

Da jeg kommer ned og skal ind i restauranten kommer der en mand, ejeren fandt jeg ud af og siger, at der desværre er problemer med vandet. Det har jeg lige som konstateret. Det kan desværre ikke laves i dag, siger han . Til gengæld kan jeg få et andet værelse tæt på, så det siger jeg ja til. I hans B&B afdeling - 40 meter derfra. Prisen er dog den samme. Der er lige så koldt i værelset, men radiatoren kører og der er varmt vand.

Ejeren fortæller mig, at jeg kan købe busbillet til i morgen i en kaffe tæt på, så det vil jeg gøre.

Han fortæller mig også, at han skal have 2 hold danske cykelturister i år, arrangeret via Topas. Det glædede han sig til.

Jeg får flyttet mine ting, betalt og så smutter jeg ud for at købe et par ting på apoteket, jeg havde set tidligere på dagen. En lille smart shampoo i metalbeholder, jeg kan bruge, når jeg vandrer. Plus en alkoholfri roll-on deodorant. Med mild duft. Jeg har det ikke så godt med lugten af kraftig deodorant, endnu mindre af kraftig af parfume. Og jeg skal hilse at sige, at kvinderne hernede åbenbart elsker at bruge meget parfume. Det var et sidespring.

Efter apoteket - fin og venlig betjening - hen til den cafe, hvor jeg skulle købe billet. Der står udenfor at de er agent for Rede Expresse, så det giver sig selv. Han spørger, om jeg vil med kl. 09.20 og det vil jeg gerne. Har set på nettet, at der går en enhalv time senere, også. 18,30 € må jeg af med til Lissabon, 3,5 times bustur. Det er til at have med at gøre.

Køber en espresso og en lille øl.

Hjem og slappe lidt af. Da jeg er kommet hjem dumper en sms op fra Christoph, der spørger, om vi skal spise sammen. Ja, selvfølgelig. Vi aftaler at jeg finder ud af, hvornår mit hotels restaurant åbner.

Det er for koldt til at være i værelset, så jeg smutter ud allerede ved 19.30-tiden og går lidt rundt. Det er varmere ude end inde. Overvejer at finde et sted og få mig en drink. Men det bliver ved tanken, indtil videre.

Får skrevet til Christoph, hvornår han er klar, da jeg allerede er ude på gaden. 5 minutter, skriver han. Han har lige været i bad.

I mellemtiden får jeg snakket med en kvinde, der spiser på den store plads og som jeg har mødt tidligere i dag, ved mit hotel. Hun siger, at Christoph bor dernede ad gaden, på samme hostel som hende. Hun siger det sådan set, uden at have talt med mig først. Hun har åbenbart snakket med Christoph, så hun har gættet, at jeg går rundt og venter på ham. Det skulle vise sig, at hun var svensker og hedder Alexandra, i daglig tale Alex.

Jeg går ned mod det sted, hvor Christoph bor, lige ved siden af den bar, hvor jeg havde været tidligere. Jeg går ind i baren og bestiller en Moscatel vin - havde set 2 mænd tidligere i dag bestille sådanne glas. Man kan se på farven, at det er en sødlig vin og det er jo det, disse druer anvendes mest til, søde vine.

Christoph kommer og han køber en øl.

Vi bliver bagefter enige om at gå ned til det sted, hvor Alex spiser, fordi der har de veganerting, som Christoph hest vil spise. I mellemtiden er en anden person kommet til og spiser sammen med Alex, Martin fra tyskland.

Christoph en pizza og jeg blæksprutte. Vi sidder sammen med de 2 andre og det ender med, at vi får en meget hyggelig aften. Snakket om alt muligt, herunder aflæsning af hænder, hvorfor vi vandrer, filosofi og you name it. Nogle flasker rødvin hjælper på mundtøjet.

Det viser sig at Alex, vores svensker, bor i Tyskland - øst for Køln, sammen med sin tyske kæreste. Hun er fra Malmø og har mange gange været på Christiania og jeg fortæller, at jeg nærmest bor på samme gade. Hun er hernede for at besøge en veninde, der vist havde et slags retreat, under alle omstændigheder inspireret fra Østen, primært Indien.

Martin er uddannet ingeniør, men har lidt svært ved at acceptere den vestlige verdens hungring efter flere materielle goder og al den stress, det påfører os. Det kan jeg kun være enig med ham i. Han har telt med, så han har ikke udgifter til overnatninger.

Det bliver sent, da vi har så meget at snakke om. En ældre venlig dame sørger for at holde stedet åbent. Værten giver os små shots et par gange, også. Det hjælper også på munterheden.

Nå, hjem skal man jo på et tidspunkt, så det er godt, at man lukker hernede.

Skal som sagt med bussen kl. 09.20 og inden da skal jeg have morgenmad. Det er en lang tur. Morgenmad er aftalt til kl. 08.15, nede overnatningsstedets restaurant.

Fik mig blot en kop kaffe på den lokale cafe, hvor jeg også var i går og så var det afsted. Vidste jeg kunne få noget senere på ruten.

Når man starter i Almograve mod Zambujeira do Mar (ZdM) , skal man lade være med at gå efter det skilt, der viser 22 km skiltet mod Zdm. Skiltet er faktisk lige ved den cafe, hvor jeg fik min kaffe.

Det er en omvej på mindst 1,2 km og man støder på noget ildelugtende (et forsøg på et rensningsanlæg) og til sidst kommer man faktisk ud på stranden. Her gik jeg forkert og fortsatte langs stranden, men kunne godt se, at det måtte være den forkerte vej. Der var så stejlt, at det var umuligt at komme op.

Tilbage og så fandt jeg ruten igen. Svær at se. Det er op ad en noget stejl skrænt, der ikke er særlig behagelig.

I stedet bør man gå direkte ud af byen på hovedvejen - fra rundkørslen inde i byen ved cafeen og samme vej, som det lille supermarked ligger på. Man skal gå mod Praia do Almograve eller tage en taxi til fiskerlejet - Lapa das Pombas. Det sidste sparer man 3,5 km på. Meget flot vandresti ved siden af grusvejen helt ud til fiskerlejet. Langs hele den vej er der træningsredskaber og vejledning hver 100 meter eller deromkring.

Hvis du ikke vil sætte sit liv på spil på Almograve - Zambujeira do Mar strækningen, bør du i stedet følge hovedvejen, når du kommer til byen Cavaleiro. Der er gode skilte i byen.

Det skyldes, at der ved fiskerlejet Entrada da Barca, 4 km fra ZdM, er der en nedstigning, som man kun kan klare ved at holde fast i et reb og nærmest fire sig ned.

Det er umuligt at komme ned med rygsækken på. Den må tages ned særskilt.

Det er for farligt, hvis man bare har lidt problemer med bentøj mm., eller er træt mod slutningen.

Hvis du følger hovedvejen korrekt fra Cavaleiro, ender man umiddelbart lige efter fiskerlejet, men på den “sikre” side.

De resterende 4 km til byen er ligeud, bortset fra en enkelt afstikker mod havet lige før byen. Der er en meget god særskilt gangsti langs vejen. Afstikkeren man roligt springe over og forsætte mod byen ad hovedvejen. Der er så at sige ikke mere nyt at se den dag.

I dag blev det til næsten 23 km inkl detour. Når man går i sine egne tanker, kan man let misse et skilt, især midt i en skov.

Vandrede over halvdelen af turen sammen ned Christoph, som fandt mig i en cafe, i byen Cavaleiro, næsten midtvejs på ruten.

Vi mødte senere Sebastian fra Holland, der vandrede den modsatte vej mod Lissabon. Han havde telt med, så han sov i den. Vi fik en god snak med ham.

Christoph og jeg kom ned ved fælles hjælp ad den farlige nedstigning. Vi troede faktisk ikke vores øjne, da vi kom til stedet. Af med rygsække og den ene først ned og så tog den første rygsækkene og den anden kom ned.

Der burde laves en trappe det sted. Hvis man først er kommet til stedet og finder ud af, at man ikke kan komme ned, så skal man tilbage via en stor omvej, antager jeg. Sådan ser det ud på kortet.

Nu er det lettere at kravle op end det modsatte, så hvis man går fra syd mod nord, er det nok bedre. Rygsækken skal man nok af med alligevel, for ikke at risikere at falde bagover.

Nedstigningen tog på vores kræfter, så vi var noget trætte ved ankomst til Zambujeira do Mar. Klokken var over 17.00, da vi ankommer. Vi skilles, da vi kommer til byen. Christoph skulle bo på et hostel og jeg på Alojamento Local Mira Mar.

Det tog en smule tid at finde stedet. Min Google Map fungerer ikke så godt, efter jeg fik slukket for en hulens masse app’s for at spare strøm. Ned og sidde og tage det roligt. Så kommer løsningen. Finder stedet og så var det selvfølgelig på samme gade, hvor jeg stod:-)

Jeg ringer til det telefonnummer, som er på min bekræftelse. En dame tager telefonen og siger, at hendes kommer indenfor 5 minutter. OK. 4-5 minutter kommer en ældre herre ud fra et lukket supermarked, lige ved siden af. Han spørger, om jeg “sprechen sie deutch?” Og jeg siger “Ein bisschen”. Jo, jo, jeg fik godt nok 11 til tysk til min realeksamen i 1971, men jeg ved ikke hvor det er blevet af. Jeg forstår meget, men kan ikke føre længere samtaler, overhovedet.

Han lukker mig ind og vi går op en etage op og ud på en svalegang. Der er borde og stole på svalegangen og man kan sidde og kigge på vandet derfra. Solen skinner. Det bliver dejligt.

Han åbner mit værelse og det ser fint ud, meget lysegrønt. Måske ikke helt min farve, men der er pænt og rent. Senere finder jeg ud af, at vandet i toilettet skal lukkes hver gang, du bruger det. Ellers bliver det ved med at løbe.

Derudover skulle jeg have hjælp fra en affaldsspand ved siden af, for at få det store ud. Der er simpelthen ikke vand nok i kummen til at løse sagen. Godt man er født i Grønland uden lokum, så den slags små fortrædeligheder generer mig ikke et døjt. Det er jo blot et praktisk problem, der skal løses.

Kommer i bad og vasker noget tøj. Jeg hænger også stadig vådt tøj fra i går til tørre på stolene ude i solen. Utroligt hvor meget solen er til hjælp.

Jeg slapper af og prøver sover lidt. Jeg har ikke den store energi til at gå rundt i byen og se mig omkring.

Ved 20-tiden smutter jeg ud og kigger mig om efter et sted at spise. Der er et tæt på, kombineret cafe og restaurant. Tager lige en runde tæt på, men der er flere lukkede i dag. De ser ellers interessante ud. Måske er det den ugentlige fridag, mandag.

Jeg ender tilbage på den første. Kommer op i restauranten som den eneste, bestiller oliven og brød og så ser jeg, at der er brune bønner og blæksprutte. Det må jeg prøve. Jeg kan meget gode lide bønner. Det er en god spise. Godt med proteiner. En flaske vand og lille kande hvidvin til.

Der kommer senere en gæst mere. Tjeneren får gang i fjernsynet, så vi kan se noget fodbold fra England. Manchester United spiller. Ikke mit favorithold, men lidt er også ret.

Til sidst en kop kaffe og så er det hjem - 50 meter. I morgen er sidste dag.

Dagens beretning bliver måske lidt forvirrende. Først en kort udgave af dagens vandring og så en blandet beskrivelse af dagens og aftenens oplevelse. Og den bliver i datid, selv om jeg bedst kan lide at fortælle i nutid. Jeg nåede ikke en samlet beskrivelse, så jeg har brugt 2 FB opslag, som jeg har redigeret i.
———————
Morgenmad var ikke inkluderet i værelsesprisen, så jeg skippede den og regnede med, at jeg nok skulle få lidt at spise på vej ud af byen eller lidt senere. Ja, det lidt senere skulle vise sig først at være ved ankomst, bortset fra et stykke frugt og vand. Fik talt med Lisbeth i telefonen på vej ud af byen.

På vej ud af byen fik jeg også hævet nogle penge i en hæveautomat. Når man skal ind til bankens hæveautomat kan man ikke bare komme ind, bare sådan uden videre. Man skal faktisk bruge sit hævekort for at komme ind gennem døren. I går aftes ville jeg gøre det, men kunne ikke komme ind, så det blev ikke til noget. Først her til morgen faldt tiøren. Selvfølgelig, dit hævekort, fjols!

Når man går ud af byen Vila Nova de Milfontes skal man følge hovedvejen indtil en rundkørsel, hvorefter man drejer til højre mod den store, vist nok nye bro, over floden Mira. Fantastisk syn at se byen og floden fra broen. Et stykke efter broen, måske 300-400 meter, går vandreruten bort fra vejen og ind i et lille skovområde og senere marker. Der er i øvrigt rigeligt med plads til at gå på den asfalterede vej. Man har næsten mere plads end bilerne.

Der var nogle flotte grafittimalerier på en forladt bygning, hvis man overhovedet kan kalde det grafitti. Et motiv var bla Eva og slangen, som jeg har brugt som foto til dette indlæg. Ja, på en vandring giver den slags jo altid stof til eftertanke.

Vejret var meget flot, sol og næsten ingen skyer. Mødte en stor flok køer på vejen, som man går sammen med. Og de er store.

Skøn varieret vandretur, selv om jeg kunne have sparet mig for 4 km sand, det sidste stykke til Almograve, ved at tage den alternative vej. Den var lettere og 1 km kortere. Det var lidt trættende, det sidste stykke, men så har jeg gået den “rigtige” rute.

Det bliver rigeligt opvejet af det flinke par, som jeg har lejet lejligheden af her i byen. Rimelig ny i 2 etager 3-4 minutter fra cafe, restaurant og supermarked og så kun til 54€. Det kan ikke være bedre.

Jeg havde kun kræfter til et bad, hvile, aftensmad og så på hovedet i seng igen.

Den første del af ruten er let, mens den sidste tærer på kræfterne, fordi det er på sand. Ska man vælge en kort rute p The Fischemen,s Trail ville jeg anbefale denne her.
———————

(Dette følgende indlæg skrev jeg på Facebook senere på aftenen, da jeg ikke kunne sove)

Jeg havde ellers besluttet mig for, at nu gad jeg ikke at kommunikere med den store omverden mere i dag, men dette her må jeg absolut ud med.

Livet er jo forunderligt (hvis nogen forstår det ord?). Du kan tage ind på Michellin restauranter med 3 stjerner und so weiter und mindre. Og, ja, hvad så? Blev du bekræftet eller ej?

Her er jeg kommet til en lille by i Portugal, hvor mændene spiller kort eller ser sport på colortossen om søndagen, forstås på cafeen i byen. Jeg taler af erfaring. Fordi jeg ikke har internet i lejligheden, har jeg tilbragt 1,5 time eller lidt mere på den lokale cafe for at få flyttet mine billeder fra iPhonen til Skyen.

For at dulme den dårlige samvittighed, over internetforbruget på cafeen, bestilte jeg først en kop kaffe, så en sandwich og en stor øl.

Da der stadig stod – 50 eller flere billeder tilbage – til uploade – måtte jeg mande mig op, til den i øvrigt søde lidt polsk agtige kvinde, undskyld udtrykket, og bestille en Ricard. Så var jeg ligesom på hjemmebane. Man er vel frankofil? Og så vandt vi Liverpool i øvrigt over pengemaskinen MC.?

Hjem og slappe lidt af inden restauranten kaldte.

Tilbage til restauranten, ved siden af cafeen. Samme ejer. Ingen mennesker. Mandlig tjener. Hvordan får man god betjening? Man starter med at snakke om fodbold, det ved enhver klog mand.
Lidt efter om Michael Manikke, som jeg sagde på dansk, men nej, Maniiish, hedder han, sagde tjeneren, der var Benfica-fan.

Og så snakker vi bagefter om menukortet.

Aldrig har jeg fået så gode Chocos Grelhado. Jeg var oppe i skyerne. Helt alene i lokalet med min madlykke. Altså udover fodbold på skærmen. Og Barcelona var bagud mod RSO på tidspunktet, endnu mere lykke. Hvidvin, vand, oliven, brød, tomatsalat plus de små blæksprutter, kaffe og avec. 19,40 €.

For at gøre en kort historie lang – Michellin – go home!

Kom som sagt meget tidligt i seng i går. Der var for koldt til at skrive, da jeg kom hjem. Jeg sover med bukser og strømper på, af nød.

Vågner en enkelt gang i løbet af natten og skal på toilettet. Og så er det lidt svært at falde i søvn igen, når man allerede har sovet 6-7 timer. På et tidspunkt er det jo alligevel faldet i søvn, for jeg vågner ved 7-tiden og så beslutter jeg mig for at stå op, men tage den helt med ro. Mobilen og iPad’en skal oplades. Den våde tøj skal også have en sidste tur over radiatoren.

Får pakket og tjekket værelse og toilet en sidste gang for evt glemte ting. Intet. Udover min merinouldtrøje har jeg både fleece og en windbreaker på. Der er sku’ lidt koldt derude. Går de 800 meter ind til byens torv til en cafe. En kop kaffe og en croissant plus et eller andet udefinerligt i nogle filodejagtigt. Nå, det mætter, det hele.

Lidt i ni er jeg afsted. Finder hurtigt vandreruten ud af byen. Havde set den i går. I løbet af 5 minutter er jeg ude af byen og begynder en rolig opstigning.

Et ældre ægtepar, der sidder uden for deres hus, hilser pænt Bom Dia. Det er virkelig skøn natur. Ingen asfalt, men grusveje. Først er der huse med landbrug og lidt senere kommer jeg ind i en skov med eucalyptustræer.

Glad for at jeg har mine vandrestave med, fordi det går op og ned. Og desuden er de til god hjælp, når man skal passere vandpytterne på vejen. Nogle steder har man meget lidt at gå på, så er det godt at kunne bruge den ene stav i vandet, så man ikke ryger derud.

Inde midt i skoven er der et feriested, med lejligheder, som støtter Rota Vicentina projektet. Det ligger 5 km fra Cercal do Alentejo. Ærgrer mig lidt over, at jeg ikke vandrede de 5 km mere i går.

Det fik mig i øvrigt til at tænke på, at portugiserne må elske at komme ud på landet og holde ferie. Sådanne steder findes åbenbart alle vegne. Man kører selv dertil og ens bil kan holde enten på en parkeringsplads eller foran lejligheden/værelset og så er der aktiviteter til børn som voksne. Det kunne vi måske lære noget af. Stederne er ikke store, men hyggelige.

Efter ca. 8 km kan jeg se vandet. Det går nedad nu og resten af vejen er mere eller mindre flad ud til kysten. Vandringen går ikke lige ud til kysten. Den snor sig og er nødt til at tage hensyn til marker og skel, men sådan er det. Det er også charmen.

Mens jeg holder hvil, mit første hvil, efter ca. 11 km, kommer Christoph, østrigeren, jeg mødte i går. Han havde sovet i et værelse, som den cafe, jeg havde fået min morgenkaffe i for nogle timer siden, ejede. Han havde mødt et ukrainsk par samme sted og en kvinde, der også vandrede. Vi fik en god snak. Han havde fundet et hostel på vej til Porto Covo, til 15 €., hvor han skulle overnatte.

Jeg sagde, at jeg ikke vidste helt, om jeg ville vandre mod mod Porto Covo eller om jeg ville dreje til venstre ved kysten og vandre mod Vila Nova de Milfontes. Kun hvis jeg havde kræfter og der ikke var for langt.

Christoph går videre og jeg følger kort tid efter. Langt om længe kommer jeg ned til kysten, det brusende hav. Der er altså noget over at være ved havet. Der er kæmpe bølger og lyden er meget kraftig. Det er fascinerende og man kan blive ved med at kigge på bølgerne. Det er en slags meditation.

Der ligger en restaurant/cafe lige der, hvor man kommer ud til kysten, og stor parkeringsplads. Stedet hedder Ilha do Pessegueiro. Christoph, kan jeg se, sidder tættere på vandet, i bar overkrop og mediterer sikkert. Jeg får taget nogle billeder og så går jeg tilbage til restauranten, der ligger 50 meter væk.

Går ind på restauranten og kommer i snak med en meget venlig kvinde - på engelsk. Vil gerne have noget at spise, men får også spurgt ind til, om hun ved, om der er nogle steder tæt på, hvor jeg kan overnatte.

Hun fortæller, at hun og hendes familie har en hestefarm 800 meter herfra. Hun kan give mig en discount, siger hun og jeg spørger, hvor meget. 30€ siger hun og jeg siger top. Så er overnatningen klaret og jeg kan nyde min kaffe først, bagefter sandwich og cola og til sidst en kop øl.

Så tager jeg min rygsæk og går mod hestefarmen. Jeg ser heste på afstand. Jeg har altid syntes, at heste er nogle af de smukkeste dyr. Der er noget harmonisk og elegant over heste.

Moderen tager imod. Under min snak med moderen finder jeg ud af, at datteren hedder Cláudia. Værelset er rustikt. Sengen er lavet af gamle paller. Det er reolerne også. Der er et køkkenalrum til. Og så et badeværelse. Meget fint til 30€. Jeg bliver inviteret til at se farmen. Hun vil gerne vise mig rundt og der er også en bar på farmen, fortæller moderen. Jeg vil dog først i bad. Der er radiator til varmen. Og det varmer desværre ikke så meget, men man lærer efterhånden at være i det.

Går i bad og hviler mig lidt. Forsøger at få uploadet mine billeder til iCloud, men det er noget langsomt, hvorfor jeg ikke får skrevet noget til FB-siden. Det må vente.

Inden det bliver mørkt går jeg en tur rundt på farmen. De har mange flotte heste. En mand rider på en hest og det ser ud som om, at den trænes til dressur.

Lige efter jeg har gået rundt og er tilbage på værelset kommer Cláudia og spørger om jeg ikke vil ind på cafe/hyggestuen og nyde varmen ved brændeovnen. Det vil jeg gerne. Hun fortæller, at de deres heste er Lusitanere, de berømte portugiske heste. Og så har de en enkelt araber. Den havde jeg observeret. For sig selv i en fold.

De arrangerer ture på hesteryg langs kysten, altså også på Rota Vicentina. De åbner igen til februar med turene, siger Cláudia.

Hun fortæller mig også, at hun for 13 år siden har reddet på hest på Camino Portuguese, i september måned. Desværre fik hun hestene stjålet en nat, men heldigvis havde politiet fundet dem nogle måneder efter.

Hun giver mig en halv flaske vin ganske gratis, så jeg sidder og nyder vinen foran brændeovnen, samtidig med at jeg læser i min Lars Muhl bog: Lyset i Mørket.

Baren hedder i øvrigt Honesty Bar, fordi man selv kan tage for sig af varerne, men huske at være ærlig og skrive det ned. Dejligt koncept baseret på tillid.

Det giver mig stof til eftertanke. Hvis jeg nu havde bestilt overnatning i morges via nettet, havde jeg nok aldrig fået denne oplevelse. Så derfor, lad vær med at planlægge alting, slip kontrollen og overlad det kommende til skæbnen. Gør man det, får man ofte de sjove uventede oplevelser. Og de er sådan set de bedste, hvis jeg skal være ærlig.

Som tidligere sagt - ting kommer til een - hvis man er tillidsfuld nok!

Efter at have nydt vinen vandrer jeg i mørket de 800 meter tilbage til restauranten og får mig (igen) en grillet dorada, oliven og brød til forret. En kande hvidvin og en flaske vand. Og en chokolademousse og kaffe til sidst.

Hjemad i mørket igen. Jeg er overhovedet ikke bange. Jeg øver mig hele tiden i at have tillid. Min højdeskræk har jeg fået bearbejdet rigtig meget og mørket det samme. Man skal møde sine dæmoner eller overtager de styringen.

Cláudia og hendes mor sad i øvrigt også i restauranten og fik deres aftensmad, men de ejer den tilsyneladende også.

I morgen første dag på The Fischermen’s Trail - meget vandring på sand. Det bliver nok en udfordring.

Det blev ca. 15 km i dag.

Ankommet til mit overnatningssted, efter 22,5 km på 6 timer 15 min. De første 15 km gennem skov, op og ned, hvor produktion af kork foregår. Det kan man se på træerne. Var den eneste vandrer. Mødte nogle få lokale og så nogle hunde.

Den første strækning gennem skoven var nærmest lydløs bortset fra vind, nogle fugle i ny og næ og nogle jetfly. Her kan man få lov at være sig selv.

Da jeg kommer afsted i morges var jeg endnu mere glad for, at jeg ikke vandrede i går. Jeg ville have skøjtet rundt i mudder og flere steder kunne jeg nok ikke være kommet igennem søerne på grusvejen.

Et sted måtte jeg kravle op af en meget våd og glat skrænt, fordi jeg ikke kunne gå på vejen pga vand. Måtte først smide rygsækken op og bagefter ved hjælp af mine stave hive mig op, med nød og næppe, før jeg kunne komme videre.

Efter 15,5 km gennem skov, nogle steder skulle jeg åbne en låge, kom jeg til en asfaltvej, dog ikke i lang tid. Så drejede ruten ind på en grusvej igen.

Nogle kilometer senere kom jeg igen til et asfalteret vej. Ligefrem over på den anden af vejen stod et gammelt skilt med mit hotels navn på – 3,9 km stod der. Jeg skulle til venstre, iflg skiltet. Selv vandringsruten fortsatte ligeud lidt til højre, igen på en grusvej. Jeg havde i hovedet, at hotellet faktisk ikke lå så langt væk fra vandringsruten, så det var oplagt at følge vandringsruten, men så kom de første regndråber, nærmest på slaget efter vejrudsigten, omkring kl. 14.00.

Det er i sådanne situationer, at man ofte træffer de “nemmeste” beslutninger. Skiltet viste 3,9 km, selv om det reelt nærmere blev 5 km i den sidste ende. Den anden rigtige vej måtte være endnu længere kunne jeg se på mit Garminur. Der måtte være omkring 6 km via den rigtige rute. Selvfølgelig den korteste rute, selv om det er på asfaltvej.

Regnen afgjorde sagen. Tage kort op og kigge på det eller rode med min iPhone og gå ind på rutens hjemmeside og kort, opgav jeg. På med regnfrakken til mig og rygsækken.

Jeg indstiller mig på at gå i regn. Sådan er det. Man kan ikke gøre noget ved situationen. Regnen tager dog til og så synes jeg, at Vor Herre, Gud, Altet eller hvad vi nu hver især kalder DET, lige skulle have et ord med om det. Så jeg sagde højt, at hvis det var sådan, at det skulle være, så kunne det jo bare regne, så tosset det skulle være. Der gik ikke mere end 5-10 sekunder, så stod det ned i stænger. Vor Herre har humør, må man give ham.

Efter 10-15 minutter bad jeg dog om nåde og ja, hvad tror du, regnen stilnede lidt efter lidt af og 5 minutter før ankomst, stoppede den helt.

Jeg har mine ture med Vor Herre på mine vandringer, kan du nok forstå. De fleste oplevelser er dog af de gode. Jeg taler også med dyrene og de ser ud som om, at de forstår det. Nej, jeg er ikke blevet skør?

Det tog lidt over 1 time at komme frem og regnen varede den første time, så jeg var lidt våd og kold, da jeg ankom til Monte Xisto Hotel Rural.

Venlig førsteklasses service, og på formfuldendt engelsk, hjælper på det.

Jeg bliver fuldt over til mit værelse, der har egen indgang. Det er en landhotel, hvor du kan parkere udenfor døren.

Jeg går i bad og vasker tøj, så prøver jeg at sove nogle timer, inden aftensmad kl. 20.00. Havde bestilt husets menu til 37€. Det var en fantastisk menu og jeg var den eneste på stedet. Sikken en service.

Var dog så træt, at jeg spiste hurtigt, så allerede lidt over kl. 21.00 var jeg tilbage på værelse.

Jeg kan godt mærke på kroppen, at jeg slet ikke har trænet. Nu må vi se, hvordan kadaveret har det i morgen tidlig.

Vejret ser ikke for godt ud i morgen formiddag, siger værtinden. Hun ville tjekke igen. Har aftalt morgenmad kl. 10.00. Ruten er ikke så lang i morgen og er forholdsvis let, så det går nok med en sen afgang.

Det har styrtregnet det meste af dagen. I løbet af eftermiddagen er den aftaget, så jeg håber på tørvejr i morgen tidlig. Det gør jo kun min beslutning om at være en dag mere her i Santiago do Cacem fornuftig, set i bagklogskaben.

Nede og få morgenmad ved 10.00-tiden. Det er internationalt morgenmad og du kan få lavet røræg og stegt bacon, hvis du vil.

Mens jeg spiser, overvejer jeg muligheden for at gå lidt ud og se på byen. Regnen tager til, så det er en let beslutning. Jeg går op på værelset, skriver lidt og ser lidt nyheder på iPad’en. Ellers hører jeg P1 over iPad’en.

Hen på eftermiddagen virker det som om, at jeg med regntøj kan vandre rundt i byen. Jeg skal jo have fundet stedet, hvor vandreruten starter. Og desuden vil jeg gerne købe lidt frugt og nogle karameller eller lignende til at booste kroppen op med kulhydrater, når depoterne virker opbrugt.

Jeg har jo slet ikke trænet, overhovedet, så det er med lidt usikkerhed, at jeg skal afsted. På den anden side har jeg aldrig været nogen træningsnørd og det er jo alligevel gået godt med et par caminoer på omkring og over 800 km. Stædigheden hjælper vist lidt på sagen?

Kommer afsted og vandrer direkte op til den store borg og kirken på en top. Vandringen opad går gennem den historiske bydel. Bydelen er meget velholdt, må jeg sige. Dejligt at være et sted, hvor byens befolkning værner om deres by og dens arkitektur.

Kommer op mod toppen og så ser jeg de første vandreskilte. Går en tur omkring borgen. Den er meget stor, så den må engang for mange år siden nærmest have huset hele byen indenfor murene. Ærgerligt at det regner, ellers kunne jeg godt have brugt mere tid deroppe. Tilsidst vandrer jeg med skiltene for at finde det sted i udkanten af byen, hvor min vandring skal starte i morgen.

Bagefter finder jeg et lille supermarked, hvor jeg køber 1 stort æble, 3 bananer og en pose karameller. Smutter forbi det samme Pastelaria, hvor jeg var i går. Køber et stykke pizza og en øl. Bagefter en kop kaffe og en kage. Der er jo mange dejlige kager hernede.

Slapper igen af på værelset, en lille lur, så er det ned og spise. Skal ikke have så meget mad som i går, så jeg springer oliven og brød over. Får en forret af aubergigner, tomater og mozarella, bagt i ovn, så osten smelter. Let og dejlig. På anbefaling af kokken en sammenkogt ret med lam. Smager dejligt. Tilsidst et stykke ægbudding og is. Kaffe. Jeg nyder den sidste del af min vin ved ildstedet. Læser lidt i min bog.

Så er det på hovedet i seng. Skal gerne afsted senest kl. 09.00.