Så nåede vi til det sidste stræk på pilgrimsruten. Efter at have gået mod vest og nået kysten ved Finisterre/Fisterra skulle vi nu nord-øst op langs kysten til Muxia.
Muxia er en del af kysten ved Costa da Morte (dødens kyst). Det spektakulære navn giver lidt sig selv, når man ser de undersøiske rev og oplever stormen, som endnu ikke var aftaget helt, da vi skulle starte om morgenen.
Ifølge turprogrammet udsendt 3 uger før af Peter Schultz’ Rejsebureau – skulle denne dag være en ren skovtur. 21 km sagde planen. Da jeg nævnte det fik jeg at vide, at der vist var sket en fejl – min 31 km? ak endnu en fodsvedende dag.
Vi kom sent af sted, fordi der først var morgenmad 08.30 – kølig og blæsende start og mindst 12 km til første kaffebar.
Gårsdagens tur sad stadig i kroppen, så det gik lidt langsomt. Det er tydeligt, at vi er lidt ufokuserede på strækningen – til gengæld bliver der taget mange billeder.
Der må snart være 100 billeder med galiciske katte og ditto køer, muldyr, får og høns, ligesom den galiciske grøftekant er fuldstændig veldokumenteret.
Det var en smuk tur, meget frodigt, stor variation i naturen og lige netop det sidste stykke er også begrænset, hvad angår kostalde, for der har være nogle dage, hvor slimhinderne virkeligt har været lammede af duften af komøg.
Det blev nogle lange kilometer med varme og støv, pænt store stigninger og ditto nedstigninger. Vindmøller på toppen og store hedestrækninger med lyng. Eukalyptustræer, pinjeskove og vild laurbær. Akeleje i grøftekanten, men næsten ingen vandrere under vejs og kun en kaffebar.
Vi ankom til Muxia sidst på dagen og blev installeret i et fantastisk værelse på toppen af et super moderne Alberque – med elevator og vaskemaskine?
Efter at vi havde fået vasket tøjet gik turen til byens havnefront – hvor vi fik blå- og kammuslinger.
En tur ud af byen ud til klosteret for benediktinermunke. Her er også et kæmpe monument (11 m højt og 400 tons tungt) “A Ferida” af Alberto Bañuelos – en skulptur der symboliserer den skade der skete på havet ved at en stor tanker Prestige – i 2002 slap 66.0000 tons olie ud ved Muxia’s kyst, da skibet brækkede sammen.
Det blev til endnu en flot solnedgang, inden turen gik tilbage til byen.
Aftensmaden – friturestegte grønne peber, knivmuslinger og grillede langustiner.
Tidligt hjem for i morgen skal vi med bussen til Santiago kl 6.45
