Dette var en af de dage, hvor autopiloten bliver sat til de sidste 10 km. Hjernen koblet ud, så trætheden ikke mærkes – benene kører som en maskine, en velsmurt maskine.
Jeg kan stadig undres over, at man kan få sin krop til det.
Det var en lang dag. 38 km, blev det til. Vi startede allerede kl. 07.30, fordi vi vidste, at det ville blive en lang dag. Morgenmad på hotellet. Et andet pilgrimspar sad og spiste. Kaffen smagte ikke af noget, så vi glædede os allerede til den første cafe, som skulle vise sig fårst at være efter 13-14 km.
Jeg har jo gået ruten før, så jeg kendte vejen ud af byen. Til venstre ned mod broen og det kommunale herberg, hvor jeg sidst overnattede og lavede mad til de 10-12 pilgrimme, vi var dengang. Det var den 23. November, 2013, så der vandrer ikke mange på det tidspunkt. Koldt er det jo også sidst på året.
Vi finder ruten ind til skoven og de første vi støder på er et hippiepar, tyskere viste det sig senere, plus et styk mandlig vedhæng. Ham så vi dog ikke senere sammen med parret. De gik dæleme hurtigt. Vi stødte ind i dem flere gange, søde og venlige unge mennesker. At de kan vandre i det tøj, de har på, kan undre. Man må altså svede gudsjammerligt meget, når man er fuldstændig dækket til fra top til bund, af vist et styk klæde, tungt, så det ud. Forstår godt, at manden tog overdelen ned og sad i bar overkrop, da vi stoppede ved en bar senere.
Lidt over halvdelen af dagens strækning er på asfaltvej. Det er utroligt, hvor glad jeg er blevet for at vandre på asfalt, men det skyldes ene og alene mine nye fantastiske vandresko fra Hanwag. Man går godt på hårdt underlag i disse sko. Og endnu overhovedet ingen vabler eller noget, efter 660 km – 7-9-13.
Efter den første smukke skovstrækning går vi stort set kun på asfalt hen til den første cafe i Vilaserio. På vejen, der ser ud til at være nyasfalteret, er der afmærkninger efter bestemte intervaller. Jeg siger til Lisbeth, at Vuelta Espana må have kørt på denne strækning sidste år. De kører jo i området. Så det blev vi enige om, efterhånden som mærkerne blev ved.
Vores manglende gode morgenkaffe er efterhånden ved at sætte sine spor. Agent Cooper fra Twin Peak: Damn good coffee.. – er på spil. Endelig kommer vi til den cafe, hvor Erwin og jeg sidste gang også fik både tostados og kaffe. Det var udvidet og på alle måder moderniseret. Og nye toiletter. Flot, flot. Vi fik kaffe, kage og vand. Naturligvis også stempel. “Las Vegas” kom ind i cafeen med en følgesvend, som hun givet vis har mødt i vandrehjemmet.
Vejret er skønt. Videre ad asfalt et pænt stykke, så ind i skov igen og asfalt. Vi er også kommet til område med køer, så lugten slipper vi ikke for. Landligt er det. Forsøger at undgå klatterne på vejene. Køerne bliver jo ledt ud til græsning og hjem igen til malkning, vist flere gange om dagen, så kolorten er en naturlig del af pilgrimsruten.
Jeg husker denne strækning fra sidste gang. Eller rettere sagt – min krop husker den. Jeg følte mig i den grad snydt. Et sted bliver man ledt op til en lille flække, hvor der efter min mening intet interessant er at se, hvorefter man bliver ledt direkte 90 grader til højre. Man opdager, at man kunne have sparet mindst 1-2 km. Denne gang lader jeg mig ikke snyde?. Vi følger hovedvejen, med det resultat, at vi kommer foran alle dem, der har overhalet os og først ser dem igen meget senere. Lidt privat initiativ må man godt tage. En pilgrim skal være forandringsparat.
Der dukker et flot syn op – en sø dukker op. Det er flot mellem træerne og farven giver også lidt kulør på denne efterhånden meget varme dag, med alt for få cafeer.
Jeg husker den sidste strækning mod Olveiroa som et langt ondt år, sidste gang. Det føltes som om, at det blev ved. Tror man er kommet til byen, men nej – det er kun broen, og der er stadig 2 km endnu og vi skal længere end det i dag. Der er kommet en helt ny cafe ved broen, meget flot. Vist også overnatning, så det ud til. Kaffe, bocadillo til os begge og øl til mig plus stempler.
På vejen til cafeen er de i gang med en ny gravplads, muret op. Den gamle længere inde må ved at være fyldt op. Lisbeth og jeg snakker om, at sådan burde man også gøre i Grønland. Bygge plads til kisterne opad, så de var klar. Og man ikke skulle i gang med den frosne jord.
Jeg husker tydeligt min egen mors begravelse, februar 1997. De havde ikke gjort hullet stort nok, så de måtte i gang med maskiner og det hele. Imens var vi andre ved at dø af kulde. Nå, dette blot en ide. Der er heller ikke for meget ord at tage af.
Varmen er ulidelig. Vi kommer endeligt til byen, men vi skal 3,7 km længere frem. Nogle italienske pilgrimme, 2 mænd, som vi har mødt flere gange, tager sig til hovedet, da vi går videre. Forståeligt. Det har været en lang etape i forvejen.
De sidste kilometer er op og ned gennem barsk landskab og skov. Vindmøller overalt. De sidste par kilometer, hvor der er en stejl stigning, er ren overlevelse. 100 meter ad gangen. Endeligt oppe, men de sidste 800-900 meter føles som en uendelighed. Den lille by O Logoso dukker op. Heldigvis er overnatningsstedet det første, man støder ind i.
Der er allerede nogle andre der, bl.a. far og søn, der bor i England, men oprindeligt kommer fra Mexico. Lisbeth har åbenbart snakket med dem før. Sønnen er fyldt 15 år og så er det åbenbart tradition, at far og søn gør noget som denne vandring. Det burde alle gøre. Smuk tradition.
Sønnen er interesseret i fodbold, så det får vi en snak om. Han holder med Southhampton og jeg får indsparket Pierre-Emilie Højberg, nummer 23. Det ved han⚽️ Han ville gerne se CL-kampen i aften, men det kræver, at man går til en restaurant, 500 meter derfra og tilbage igen. Konstaterede dagen efter, at de havde droppet ideen. Kilometerne sidder i benene.
Vi får pilgrimsmenu i cafeen, der også ejer pensionatet, vi bor på. Vi er vel 9-10 pilgrimme på stedet. Kold rødvin til. Til gengæld billig og næsten som saftevand. Det er OK. Vi skal jo op tidligt igen i morgen.
