Der var fest i gaden til jeg ved ikke hvad. Vinduerne var lukkede , men lige lidt hjalp det. Støjen eller larmen kunne ikke holdes ude. Der er ikke noget at værre at hære på musik, som man alligevel ikke kan høre rigtigt.
Lisbeth tog ørepropper på, og i skrivende stund siger hun, at det hjalp ikke em fløjtende fis – ordret. Ej heller på min snorken, siger hun. Det var virkelig højt de første 3 timer, gentager hun?
Jeg selv forsøgte at høre en lydbog med Paul Gilbert, Medfølelse og Mindfulness. En meget spændende bog, der handler om vore reptilhjerne og så frontallappen, evolutionen, vores krop, der egentlig er født til at være i vand m.m. Meget spændende emne, fordi den også beskæftiger sig med nogle af de ting, jeg selv tester mig af på, når jeg vandrer, men også i hverdagen.
Jeg faldt i søvn, vågnede igen til lyden af musik. Bandet havde åbenbart skiftet i løbet af aftenen/natten. Mere lydbog. Ved 3-tiden vågner jeg og kan bare ikke falde i søvn igen, så der lytter jeg vel mindst en time.
Klokken lidt over 7 vågner vi og vi gør os klar. Ingen morgenmad med i prisen, men Lisbeth får en kop og et eller andet, mens hun venter på mig.
Kommer afsted lidt over 8. Det er lidt køligt, at fleecen og de lange bukser er på, men kommer dog af efter et par timer. Vi overhaler nogen og bliver overhalet af andre.
Først efter et par timer og næsten 10 km får jeg noget at spise og kaffe. Vi deler en bocadillo med skinke og ost plus en kage. Det faldt på et tørt sted.
Ruten er sådan set meget god, bortset fra at den går over og tilbage igen over hovedvejen, flere gange. Og ca. 1 km går vi på selve hovedvejen og det er aldrig sjovt. Der er jo altid nogen, der kører som sindsyge. Påske formiddag☹️
Vi holder pause et enkelt sted mere til en kop kaffe og noget vand. De sidste 7-8 kilometre er jo nærmest forstad til Santiago de Compostela. Pæne haver, ruiner, dyr, alt i en pærevælling. De lokale her hilser mere, synes jeg.
Tror Lisbeth blev træt af mig til sidst. Jeg gik vist lidt for hurtigt. Ville jo bare ind så hurtigt som muligt, så vi ikke skulle stå i kø i alt for lang tid til vores pilgrimsbevis. Der er jo mange, som bare går de sidste 100 km for at få et bevis. Og sådan var det også i dag plus turisterne, der får bragt deres baggage.
Fred være med det. Folk får frisk luft og selv uden rygsæk får de vabler i fødderne, fordi de ikke er vant til at vandre og måske og går i de forkerte sko.
Da vi sidder og får lidt frokost på den gade, hvor pilgrimskontoret ligger, så vi folk komme humpende ind, nærmest kravlende. Hatten af for det?
Man kan købe sig et ekstra bevis, hvor ens kilometre står på. Sådan et havde Lisbeth sørme fået eller rettere sagt købt. Synes måske, at det er lige blæret nok. Hun har jo kun vandret sølle 280 km. På vejen hjem her til Pension Rua Nova, kl. 21.00, hørte jeg lige en ung amerikaner, der fik nævnt 218 km, til en tjener. Og lød som om at det var altså rigtig meget. Ret skal være ret, alt er relativt. Man skal jo starte i det små, med det man kan magte.
Problemet for mig er, at hvis det ikke er udfordrende nok, så har det ingen interesse. Der skal være noget på spil. Det gælder liv eller død. Det er i disse momenter, jeg lærer mest. Andre har et andet niveau. Og sådan skal det være.
Vi mødte vores unge litauiske kærester lige uden for pilgrimskontoret, ligesom vi mødte det unge koreanske par og danskerne fra Løkken på selve katedralpladsen. Jo, man møder masser af vandrefæller, når først man er i byen.
Santiago de Compostela, gammel universitetsby, summer af liv, helt bogstaveligt. Den har et internationalt snit, på sin måde, fordi så mange mennesker fra alverdens lande kommer hertil, enten som pilgrimme eller som turister.
Vi fik nydt, denne gang en vermut, på et torv og bagefter pinchos og glas vin. En lille is og så en godnat, fadøl efter befaling fra fruen. Man retter ind og slår skoene sammen?.
Godnat. I morgen tidlig er starten til verdens ende, Finisterre/Fisterra.
