Dejlig rute, hvor man kun sporadisk kysser hovedvejen og selv der er en vandresti, så man er lidt længere væk fra bilerne.
Det første, der kom til mig i morges, da vi startede vandringen og var kommet over broen fra Pontevedra var, at grunden til, at jeg godt kan lide at vandre er, at dobbeltheden i mennesket eller skulle man hellere sige – det hele menneske – konstant bliver udfordret. Der er ingen lette udveje, som der kan være i vores trygge tilværelse. Sagt på en anden måde, vi vælger ofte fra i dagligdagen, når det gør ondt, fordi det andet/kampen er for drænende.
Det kan du ikke på en Camino. Jooh, selvfølgelig kan du det, du kan bare stoppe. Men der sker noget med dig, når du først har besluttet dig for at vandre en Camino og du er kommet i gang. Et ønske om at vandre en Camino er også et ønske om forandring – for dig selv og måske også for dine nærmeste og hvem du eller har en tæt relation til.
Vandringen udfolder det evige dilemma, den evige kamp i livet. Opgivelse kontra kamp, det lette mod det svære. Denne præmis for livet er vi nødt til at lære at acceptere, ellers gør vi det sværere for os selv.
I min daglige vandring udspiller dette drama sig konstant, men jeg har lært så meget om mig selv, hvordan mekanismerne virker, at jeg kan tage mig selv i at grine af det, især når hjernen ønsker at tage over og gerne vil vælge den lette udvej. Ofte føler jeg (vandreren) mig nogle gange som en flue på væggen, der ser på, hvordan min yin og yang udkæmper deres kampe. Det er sjovt, skal jeg hilse og sige.
Når man eksempelvis går op ad en lang stigning, som man føler aldrig ender, så ved man af erfaring, når man har vandret tilstrækkeligt, at man blot skal kigge ned på sine fødder og tage så korte skridt, som muligt. Bare tage et skridt ad gangen. Holde om med at tænke, fordi hjernen hele tiden vil prøve at få dig til at opgive. Kroppen vil gerne sige til dig, – altså hold nu lige op, energien skal gerne bruges til noget andet. Stop, stop så, dit fjols!
Disse kampe gør dig stærkere. Jo flere, jo stærkere. Du får så at sige en masse kropslig og mental erfaring, der gør, at du er meget bedre rustet, når udfordringerne kommer. For de vil komme.
Tag ud at vandre, mød nye mennesker, udvid din horisont og du kommer tifold stærkere hjem til dagligdagens trummerum?
Vi gik kl. 08.35 og var fremme 14.10 eller deromkring. Omkring 22 km.
På vejen mødte vi PARFUMEDAMEN. Hun overhalede os, sku! Hvorfor går hun alene?, spørger jeg. Var hun ikke sammen med nogen igår? “Måske derfor” – kommer det tørt fra fruen. Kvinder er frænder værst, siger man vist. I hvert fald noget i den retning.
Vi møder også de 2 litauiske kærester, flere gange på vejen. Fik taget nogle gode billeder, som jeg sender til dem i aften, på deres mail. Vi mødte dem også på cafeen efter ankomst.
Vi bor på et kurhotel med termiske base. De har sågar et udendørs svømmebassin, der er varmet naturligt. Lisbeth var lige henne og stikke fingeren i, og det var varmt. Næste gang tager jeg badebukser med, når jeg skal ud og vandre. Nu har jeg været på 2 spahoteller uden at gøre brug af faciliteterne.
Fik dagens menu på cafe ved floden, lige overfor vores hotel. Lisbeth grillede fisk og jeg melon og skinke til forret. Lammekoteletter til mig og kylling til Lisbeth. Dessert bagefter. Vi fik i alt 5 glas vin og 2 flasker vand con gas. I alt 30,5 €. Det kan vist ikke fås meget billigere. God mad. Det rog lidt tid, men ser var mange gæster. Så får man også slappet af.
På vej hjem med vasketøjet fra vaskeriet i byen, der har åbent 365 dage om året, mødte vi de 2 hollandske kvinder fra Casa da Capela. De fortalte, at der er procession kl. 19.00. Den skal vi selvfølgelig overvære. Lisbeth er taget i botanisk have, mens jeg skriver.
I går overværede vi også processionen i Pontevedra. Gik endda med. Flot og bevægende på sin måde. Jeg betragter disse ritualer som tidspunkter for os mennesker til at reflektere over vores handlinger. Forræderiet, ofringen og genopstandelsen, tanken om at det gode nok skal overleve det onde, uanset hvad.
God langfredag til jer alle!
