Som sædvanlig vågner jeg alt for tidligt. Egentlig har jeg brug for at sove igennem. Efter at have forsøgt, vendt og drejet mig utallige gange, så opgiver jeg. Står op, går i bad og skriver på gårsdagens beretning og får den publiceret.
Der er ikke morgenmad i værelsesprisen, så der er ikke nået at nå. Jeg pakker færdigt og tjekker ud. Har allerede betalt i går.
Tanken er at gå ned til vores hotel for den kommende nat, lige ved floden med udsigt til broen, og aflevere rygsækken, finde metroen ud til lufthavnen og tage imod Lisbeth.
Jeg smutter ned og det går nedad. Får afleveret rygsækken, får udleveret en mærkat og jeg skynder mig at finde en metrostation på Google Maps, hvor jeg kan tage direkte til lufthavnen. Det bliver Trindade, jeg skal stige på. Det går selvfølgelig galt, endda 2 gange. Og det går altså opad, hele vejen. Jeg er tørstig. Havde selvfølgelig i går glemt at købe vand med til værelset, så jeg er i vandunderskud. Må ind og købe næsten en liter vand i en cafe.
Efter at have spurgt en person, finder jeg den åndsvage station. Jeg er endda gået forbi den, uden at se indgangen. Får hjælp af en sød ung dame til at købe en billet. Endelig kommer toget, 5 minutter før Lisbeth landet. Vi står som sild i en tønde. Jeg kan ikke få fat få på min iPhone, fordi jeg har brug for at holde fast, for ikke at falde oven i det ældre ægtepar, jeg står lige ved siden af. Plus jeg også skal holde min vandflaske. Pis, tænker jeg. Endelig går der nogen ud og jeg kan få plantet den dertil indrettede et sted, hvor jeg trods alt får lidt støtte. Nu kan jeg hive iPhonen og og får sendt en besked – er forsinket. 5 minutter efter modtager jeg en besked. Står i ankomsthallen? Jeg er 4 stationer væk.
Ankommer endeligt og finder Lisbeth. Vi skal også købe billet til hende og det tager en krig. Først vil den en maskine ikke sælge en billet uden at du har et særligt kort, som du betaler fast til, hvorved du for billigere billetter. Næste maskine, lang kø. Jeg synes at spore en vis utålmodighed hos fruen. Hun har heller ikke været på Camino i 14 dage og indsnuset afslappetheden hernede, selv om folk skam arbejder seriøst. Det har vi set på under 14 dages vandring.
Det er sku’ ikke så underligt at folk bliver stresset i Danmark. Buzzword som effektivit og være på 24/7. Det er det rene vrøvl. Reelt er den danske effektivitet ikke alt for god. Vi taler os selv op. Vi er ganske så enkelt ineffektive, at vi er nødt til at bruge hele dagen på at være på. Tag jer sammen. Nå, det var vist 2. gang, jeg kom til at skrive det, i løbet af en uge.
Nu må jeg altså til at holde op med al den moraliseren eller hvad nu det er. Men der sker altså noget med en, når man vandrer. Tingene bliver klarere, man kommer på afstand af hverdagens trummerum. Det er derfor jeg ikke forstår at det er altid er de samme mennesker, der er på TV og mener det samme. Er det ikke det, man kalder, at gå i ring. Og så vidt jeg ved, så kommer man ikke ud af stedet, når man går i ring. Man skal gå på trapper.
Og så tilbage til det virkelige liv. Lisbeth har været i Porto for 31 år siden, regnede hun ud. Så jeg havde åbenbart fået mig en guide – en portvinsguide, viste det sig. Vi kommer af ved Trindade og går til Katedralen, hvor Lisbeth får sit 1. stempel. Jeg finder en vej til hotellet via en hulens masse trapper, så jeg var lige ved at være bange for, at hun ville sige stop. Havde vi bare gået til højre nede ved domkirken og til højre igen, så kunne vi have spadseret stille og roligt, men så lærte vi noget, igen?
Vi kommer på hotellet, får vores værelse og så ned for at få lidt frokost. Vi er sultne begge to. Får tunsalat, hvidvin og vand til. Bagefter en vandretur over på den anden side af floden, hvor portvinsfirmaerne holder til, som Lisbeth siger. Vi kommer over via den nederste brosektion, hvor biler og gående kan komme over. I den øverste kan kun metroen og gående komme over.
Der er stegende varmt. Vi kommer helt ned til enden af portvingaden, hvor en tovbane går op til broen øverste sektion. Lisbeth får købt billetter uden at spørge mig. Højdeskræk lider jeg af. Vi kommer ind i en kabine, helt alene. Det er overhovedet ikke særlig sjovt at køre på en bane, hvor ens liv afhænger af kun en wire. Får sagt i farten, at hvis lortet falder ned, så håber jeg at det bliver i en portvinstønde. Lisbeth mente, det vist ikke ville hjælpe meget, for Obelix faldt i den som barn og åbenbart var det for sent for mig?
Vi kommer frem i live. Lisbeth mener at huske, at de gode portvinshuse ligger højere oppe, så vi går opad i heden. Det bliver en rigtig lang tur, før vi kommer til Taylor’s flotte sted, hvor man kan smage på deres udvalg. Jeg skal hilse og sige, at deres Vintage 2009, kanonårgangen åbenbart, smager helt fantastisk. Der var dyrene udgaver at smage på, men en vanvittig varm dag passer bare ikke til for meget portvin. Vi går nedad og finder en meget lille producent, som ikke eksporterer og får smagt 2 forskellige udgaver.
Så var vi klar til en lur og vi går tilbage til værelset. Vågner ved 19.30-tiden og gider egentlig ikke at gå ud, men mad skal vi have. Det får vi nede ved havnefronten, optrækkeri, men det er ikke værd at skrive om.
Vi smutter hurtigt hjem og i seng. Vi vil gerne afsted ved 8-tiden i morgen.
