Det har været en rigtig sejtrækker i dag, næsten 40 km, på 9,5 time. Det gør jeg aldrig mere, tror jeg.
Det er utroligt, hvad man udsætter sig selv for. Jeg har overhovedet ingen problemer med vabler eller noget. Det er kun senerne på indersiden af foden, lige under anklerne, der gør lidt ondt. Og så kan jeg mærke, at højre knæ ikke har det så godt, når jeg skal gå på trapper med rygsæk på. Mærkede det i dag, da vi skulle over en hovedvej, hvor der er en gangbro over. Det må Lisbeth fixe, når hun kommer på torsdag.
Vågnede ved 06.45-tiden og stod op og pakkede. Vi havde aftalt at spise kl. 07.30, så vi kunne komme afsted tidligere end normalt. Jeg smutter ned og går i gang med morgenmaden. Dejligt brød og friske croissanter. Ole kommer ikke mange efter.
Vi siger tak og smutter ud af døren. Der er tåget. Vi finder ruten hurtigt og trasker afsted. Iflg. Brierleys bog, så burde dagens etape være på 17,9 inkl. højdeforskel. Jeg har af hensyn til hotelovernatning valgt at vandre 37 km (uden højdeforskel). Til gengæld er der så kun ca. 17 km i morgen og på sidstedagen til Porto på onsdag, ca. 28 km i stedet for Brierleys 36,8 km.
Vores destination i dag er Oliveira de Azemeis, selvfølgelig sluttende på en lang opstigning på mindst 2 km.
Vi er enige om ikke at styrte afsted. Det bliver jo glemt i kampens hedde, så jeg er nødt til at sige til Ole, at han skal tage den lidt med ro. Vores gennemsnitsfart, når vi vandrer, må helst ikke overstige 5 km i timen, ellers bliver vi totalt udkørte i den sidste del. Ole har det med at gå hurtigt opad og det modsatte nedad. Årsagen er gammel skade. Jeg har det nærmest omvendt.
Tågen er der indtil ved 9-tiden, så begynder solen at tage over. Det går godt, men der gør de første 10 km altid. På et tidspunkt går vi gennem et industriområde og på kortet ser det forholdsvist kort ud, men det er langt som et ondt år. Der er ikke noget mere deprimerende end at vandre i Zona Industrial. Men det er en del af Caminoen og alting får en ende.
Vi får en kop kaffe et undseeligt sted, Mourisca do Vougo. Ingen kager eller noget, så det bliver ren kaffe og så afsted igen.
Ruten er sådan i dag, at man krydser hovedvej N-1 konstant. Først den ene vej og så den anden. Til gengæld slipper man så for trafikken.
Det bliver varmt i dag. Mine “nederdele” ryger ved næste kaffe og vand. Fleecen var røget tidligere. Og det gør man bare, mens man stadig går. Det bliver en vane at svinge med rygsækken til den ene side og bagefter den anden. Så sparer man tid. Vi kommer igennem mange småbyer i dag og det er faktisk mentalt opkvikkende, når man skal gå så langt. Der sker et eller andet i hovedet, når de enkelte strækninger mellem småbyerne ikke er for lange. Det føles bare på en anden måde.
Vi møder et fransk ægtepar på vejen, rettere, vi overhaler dem. Vi havde set dem gå foran os på en stor bro før Serem de Cima. De skal vandre til Albergaria-a-Nova, efter Albergaria-a-Velha. Kært barn har mange navne. De tager sig til hovedet, da jeg viser dem på kortet, hvor vi skal hen. Det forstår jeg godt nu?
Vi kommer til Albergaria-a-Velha Og får en kop kaffe og vand i. Omkring halvdelen af dagens etape er klaret og det går OK. Enige om at vi tager de næste 7,1 km til næste cafe, hvor vi skal have lidt at spise. Vi holder en lille pause et sted, hvor der står en statue af Jomfru Maria, forholdsvis ny. Jeg hælder en Body Meal i en dunk vand og drikker den. Trænger til lidt energi.
Vi kommer ud på hovedvejen igen og går forbi den Albergue de har reklameret med mange kilometer væk. Finder en cafe, hvor vi spiser en slags sandwich med pålæg og ost. En slags, fordi det minder mere om en kagedej end brød. Cola til mig. Jeg er tørstig.
Daffer videre og bliver ledt rundt omkring højre side af hovedvejen, med det resultat, at det bare går op og ned igen. Vi ender nede på hovedvejen, som vi skal krydse igen. Det var faktisk lidt farligt. Der er ingen fodgængerfelt. Vi løber over. Vi undrer os, at man tillader et så farligt sted.
Mange steder går vi langs med en nedlagt ensporet togbane. Senere kommer vi til at tænke på, at vi måske bare burde have fulgt togbanen og sparet os selv for en del kilometre.
5 km fra målet støder vi ind i en bar. Nu trænger vi til en øl. Det er jo stegende hedt. Så det får vi, selv om vores politik er, først en 2-3 kilometer før. Nå, regler er til for at blive brudt? Videre af små veje, med huse stort set hele vejen. Det går nedad, selvfølgelig. For så kan vi få lov at gå hele 2 km opad hele vejen op til bycentrum i Oliveira de Azemeis, hvor hotellet ligger.
Den er lang, den opstigning, men det går sådan set OK, måske fordi snart er i mål. De sidste par hundrede meter er dog slemme. Sveder som en hest. Puuh, endelig oppe og Ole sætter sig ved et kors, som om han havde båret den hele vejen.
Endelig efter 600-700 meter dukker hotellet op, Dighton. 4 stjernet. Vi får vores værelser. Det tager lidt tid at tage sig sammen til et bad. Vi er ankommet sent, så efter bad er det et glas vin i foyeren og så hotellets restaurant. Vi har ikke kræfter til at gå i byen og lede.
Der er lam på menukortet, så det skal jeg have. 5 koteletter er det, mange. Smager godt. Jeg køber en tomatsalat til. Ole vil have grillet blæksprutte. En god flaske vin fra Douro og så kan freden sænke sig. Ingen dessert, men kaffe. Tidligt i seng. Enige vi, om vi starter kl. 10.00. Det er jo kun 17 km i morgen.
