Jeg vågner om natten og kan mærke, at min mave rumsterer helt vildt. Der er noget galt, tænker jeg. Er det kødet, salaten eller noget andet, jeg har fået tidligere i går.
Prøver at holde den gående, men tilsidst er der ikke noget at gøre. Ud på den lille... Nå, tilbage til sengen, men kun for nogle få minutter, så ud igen. Denne gang værre. Jeg går ikke i detaljer.
OK, siger hjernen. Den sædvanlige løsningsmodel må på bordet. Imodium, Imodium. Mirakelmidlet, når maven vil noget andet.
Finder min toilettaske, hvor jeg ved, at jeg har et par piller. Sluger een. I seng, men der går heller ikke lang tid, så må jeg ud igen. Må hellere tage en pille mere.
Vågner, mærker efter. Kan jeg overhovedet vandre?
Det virker som om, at jeg er helt OK. Pillerne har gjort deres arbejde. Dejligt.
Op, vand i hovedet, børste tænder og pakke rygsæk. Aftale med Ole, at nu smutter vi. Der er ingen morgenmad.
Vejret er dejligt vandrevejr. Der er en mindre stigning efter 5 km. På en cafe, uden noget som helst mad, får vi en kop kaffe og noget vand. Jeg spiser min banan fra dagen før. Ole mente, at det ville være godt for min mave.
Vi går videre. På et tidspunkt møder vi vores 3 veninder fra dagen før. I Alfelaos. Itzel har problemer med fødderne. Hælens specielt. Hun klarer den, siger hun.
I Avelas de Caminho finder vi Caminho Bar, til venstre for ruten. Får købt morgenmad, kaffe og cola til mig. Sikkert godt for maven. Vi sidder udenfor. Det er lidt højlydt at sidde indenfor, hvor både snakken og fjernsynet kører konstant.
Vores 3 caminovenner spotter vi på afstand og vi vinker. De ser os og går over til os. Havde vi ikke vinket, så var de passeret mellem husene på parallelvejen.
De går ind og vi følger efter, så vi kan få snakket lidt. Vi udveksler navne og FB. Så kan vi i det mindste kommunikere. Søde er de.
Ole og jeg går videre. Resten af ruten er stort set på små asfaltveje, hvor man går gennem små byer. Det er en skøn rute. Vi gør holdt endnu et sted, Borralha, hvor vi får en øl. Det trænger vi til, i den varme. Inden da er vi gået igennem en langt stykke industriområde. Noget som igen virker småt på kortet, men er langt som et ondt år i det virkelige liv. Her må alle caminoegenskaberne tages i brug.
Vi nærmer os Aqueda. Vi skal over en bro. Mærker med det samme, at der er gang i den. Det er søndag og Ole siger, at der nok skal være procession, musik og det hele. Efter en hurtig øl, ved broen, på hotellet, dejlig modtagelse, hvor vi også blev tilbudt en øl. Smuk, flot nyindrettet hotel, ejet af far og søn.
Hurtigt i bad og ud og se på byens optog. Fantastisk, sikke mange mennesker, flere orkestre. Man går virkelig op i det.
Vi nyder det og på et tidspunkt finder vi en lokal restaurant, som umiddelbart ikke så ud af noget, men mad kunne de lave. Vi fik noget braiseret mad. Der blev også fyldt op. Flinke mennesker.
I seng ved 21.30-tiden.
