Det er jo hviledag i dag. Ingen vandring, altså bortset fra i byen.
Vågner lidt tidligt, uden væggeur. Kunne ellers godt bruge lidt mere søvn, men kroppen vil ikke.
Så der er ikke andet at gøre end at gå ned og spise morgenmad, så det gør jeg. Bagefter op og skrive til hjemmesiden. Jeg er jo lidt bagefter, så der skal gang i skriveriet.
Hele formiddagen, indtil kl. 13.00, skriver jeg. Bent Mortensen skriver via Messenger, at han hellere vil ned og besøge os her i Coimbra i dag, i stedet for Porto på onsdag. Det er jo fredag. Han kommer allerede ved 15.00-tiden, så jeg får travlt lige pludselig med at skulle på vaskeri og vaske det andet sæt tøj.
Det bliver sat over og i mellemtiden smutter jeg lige på cafe og får en kop kaffe, sandwich og et glas hvidvin. Tilbage til vaskeriet og tørre tøj. Så er det hjem til hotellet.
Jeg har ikke været mange minutter hjemme, da det banker på døren. Det er Bent. Han har åbenbart også booket sig ind på hotellet.
Bent er en barndomskammerat, godt nok 11 år yngre end mig, men vi har altid kendt hinanden. Også hans forældre. Hans far, der stadig lever, var god ven med min far.
Bent arbejder i Vigo som selvstændig sammen med en englænder. De kontrollerer byggeriet af nogle skibe.
Vi tager ud på cafe og får en kop kaffe og vand. Ole er stadig på vaskeriet, men vil komme senere. Vi trasker videre til et sted, hvor vi kan få noget vin. Og vin, det får vi. Bent mener, at man er nødt til at drikke rigeligt, inden man skal spise bachalau, for bagefter kan man ikke mere. Selvfølgelig, selvfølgelig, man bliver jo nødt til at høre på sagkundskaben?
Ole kommer og vi får drukket den flaske hvidvin, som Bent hat bestilt, og vi trasker videre i nærheden af vores hotel. På en cafe, tæt på den restaurant, vi skal på. Tjeneren bliver vildt glad for vores ankomst. Ja, så er det sagt.
Da vi har fået vores ration smutter vi på restaurant. Bent og jeg skal have bachalau, men det får Ole ikke, fordi man åbenbart ikke kan få det i ulige antal. Underligt. Han får kød i stedet for. Vi får som sædvanlig oliven, ost og brød til opvarmning.
Bachalau’en er i noget macaroni. Det smager faktisk ret godt, så der bliver spist og på bedste grønlandsk maner, bliver fisken taget op med fingrene, for det hele skal med. Naturligvis.
Da vi er færdige med maden, er vi klar til at sove. Vi har fået rigeligt. Ole smutter til sit hotel, der er den anden vej, men på vej til vores hotel, vil Bent absolut på cafeen lige ved siden af hotellet. Vi skal lige have en kaffe og en lille een. Det får vi så, og tjeneren er glad igen?
Så var det altså hjem. Vi skal jo gå i morgen. Godt nok kun ca. 23 km, men alligevel.
