Regnvejr her til morgen og det ville blive ved hele dagen, sagde de kloge. Bl.a. nogle af vores medpilgrimme på hostel. De skulle ikke nogen steder i dag. De er nok klogere end os, skulle man mene, efter dagens strabadser.
Vi kom afsted kl. 08.06 sharp. Denne gang velforberedte i forhold til regnen. Jeg tog mine nye gaiters i brug for første gang. Vi vandrede hen til Portas do Sol, hvor Caminoruten til Santiago starter. I Santarem skilles caminoerne til Fatima og til Santiago. Den til Fatima er den lokale portugisiske camino. Vi skal derfor ikke længere følge de blå og gule skilte, kun de gule.u
Man kravler nærmest ned fra byen det første stykke. Godt vi havde lange bukser på, for der var brændenælder. Når man er kommet ned, går man ikke så langt på landevejen, før du bliver ledt ud på markveje, yes, markveje - og de var mudrede. Det havde jo regnet hele natten. Og vinmarker, så langt øjet rækker.
Regn og mudder og klumper under skoene. Så er det, at hjernen begynder at arbejde. Hvorfor f...... og alle mulige tanker begynder at forsøge at vælte til læsset. Så må man gøre det bedste, man har lært. Tænke på en dejlig kop kaffe og noget vand, når vi engang om 8-9 kilometer kommer til mindre by. Man går midt ude store flade marker og man kan se så langt, som øjet rækker. Og den by er altså meget langt væk. Så nytter det f.eks. ikke noget at kigge på sit Garminur, for at se, hvor langt man har gået og hvor meget, der er tilbage. Det gør ikke sagen bedre.
Man må tilbage til nuet og være sammen med sine mudderklumper og fødder, der begynder at blive lidt våde. Man så at sige være i processen og ikke tænke på målet. Det får jo en ende på et tidspunkt og så må man leve med, at man ikke ved, hvornår?
Selvfølgelig fik det en ende og vi kom på landevej mod vores kaffeby, efter 11,2 km. Vi kom ind og fik hver 2 kopper kaffe og lidt kage samt vand til vandringen. Vi snakkede om, at vi ville tage landevejen, hvis den officielle pilgrimsrute var for mudret.
Vi kom afsted og blev enig om at følge den officielle rute indtil et tidspunkt, hvor vi kunne se, at vi kunne kom til landevejen igen forholdsvis let. Vi kom ud på en markvej, der gik nedad, og hvor vandet løb ned. Der havde kørt landbrugsmaskiber der og det var det rene galimatias at gå der. Vi blev mudret til, så hatten passede.
Vores egen skyld. Vi burde have ladet den sunde fornuft råde og blive på landevejen. Men der var ikke noget at gøre. Der var lige langt om vi fortsatte eller vendte om, så vi valgte at fortsætte, indtil vi kunne kom på landevejen igen. Mine fødder fik det absolut ikke bedre.
Resten af vejen vandrede vi på landevejen. Vi skulle ikke eksperimentere mere. Fik et par kaffepauser mere og et sted en enkelt sandwich og øl.
Regnen tog til efter vi havde forladt Azinhaga, sidste sted før vores endemål, Golega. Vi vandrede 6-7 km ud i en køre, faktisk rimelig hurtigt, med en gennemsnitsfart på 5,5 km. Vores hurtigste kilomertid var 10 minutter og 48 sekunder. Vi var trætte af regnen og nu ville vi bare frem. Vi var våde og der var overhovedet ingen steder, hvor vi kunne få læ.
Jeg er sku' lidt stolt af mig selv og min makker, Ole. Jeg er 63 og Ole bliver 60 i år. Vi er ikke helt dårlige til dette her. I går klarede vi 34 km og i dag det samme. Vi har indtil nu vandret 126,2 km ifølge John Brierley's bog, men reelt omkring 135 km.
I morgen bliver det ca. 30 km og de efterfølgende 3 dage bliver det over 30 km, hver dag. Torsdag bliver det ankomst til Coimbra, hvor jeg har har besluttet at have 2 overnatninger, så jeg kan lege turist en hel dag, samtidig med at krop og fødder får lidt hvile. Der er masser af historiske ting at se på.
Der er heldigvis et elektrisk tørrestativ i badeværelset og et varmeapparat her i mit værelse, så der er chance for at mit tøj og sko er tørre i morgen tidlig. Godt jeg har sine barefood shoes med. Det er deres 3. vandretur, som reservesko. Bor i øvrigt på Casa da Tia Guida, hvor der i øvrigt er et albergue også i baghaven. Fint sted, søde mennesker, der har stedet. Har spist aftensmad på abar Central, som efter værtsparrets oplysninger skulle være eneste rigtige åbne spisested her på en søndag. Dejlig kylligesuppe, men ikke steak'en med spejlæg. Den var ikke mør nok. Vi fik en lokal vin lavet af 6 forskellige druer. Kraftig sag, 14 vol, men god. Enige om, at vi er forbavsende friske efter dagens vandring. Måske er formen bare ved at være der.
