Det har været nogle hårde måneder at komme igennem, for at bestå min kropsterapeut uddannelse hos Body-SDS. Sidste eksamen var i onsdags den 15. marts. Nogle af os, der har været lidt pressede, fejrede det vist nok lidt rigeligt, men det var vist også noget, som vi trængte til.
Det sidste års tid har været meget presset af sygdom og død i den nærmeste familie, af kræft. Først min fætter fra Qaqortoq, der kun blev 61 år og så svigerfar, der døde her i januar.
Jeg trænger simpelthen til at vandre, så jeg kan få bearbejdet det sidste års tid. Det bliver dejligt at komme afsted til Camino Portugues. Og det bliver endnu bedre, fordi Ole Christiansen, der inspirerede mig til min første Camino, tager med til Porto fra Lissabon. Lisbeth, min kone kommer til Porto og vandrer med mig resten af vejen til Santiago og så tager vi lige Finisterre og Muxia med. Har vandret til Finisterre før på min første vandring, men Lisbeth skal også nyde den del, og så har jeg længe haft lyst til også at komme til Muxia.
På onsdag er det tidligt op og så afsted til lufthavnen, for flyet til Lissabon afgår meget tidligt. Ved ankomst smutter vi til centrum, hvor vi kan få vores første stempel i Katedralen. Efter en frokost, forhåbentlig udendørs, vandrer vi lidt over 8 km til vores første hotel. Hvis ikke vi tager disse første kilometer første dag, så skulle vi vandre over 37 km på førstedagen, og det er nok ikke så smart.