Fødselsdag – 70 år

Natale har fødselsdag i dag. Stort tillykke til ham??

Han bliver 70 år, still going strong, bogstaveligt. Det skal naturligvis fejres. Vores logi i aften i Barret-Sur-Meouge har lovet at lave en kage, så jeg håber, vi kan fejre ham på behørig vis. Vil også købe en rigtig god vin, hvis vi kan det.

Han mener selv, at han endnu ikke er fyldt 70 år endnu, fordi han først er født omkring kl. 21.00 om aftenen. Så han kan vel med god ret fortsat påberåbe sig “ungdom” endnu – i nogle timer?

Ian Curtis, Australien, som vi mødet på vores fælles Camino 2013, har også fødselsdag i dag. Vi har sendt ham en mail med billede her til morgen, hvor vi lykønsker ham. Det var faktisk Ian, der gjorde mig opmærksom på Natales fødselsdag via en mail for et par uger siden.

Vi fik dejlig morgenmad i morgen, lækkert brød, smør, 2 slags marmelade, honning, juice og dejlig kaffe. Det var billig overvatning inkl. morgenmad til 64 €. Den ansvarlige på campingpladsen, en kvinde der godt kunne lide at pynte sig, kunne man se, var meget hjælpsom, så det var en positiv oplevelse at være på den plads, selv om der ikke var mange der.

Vi har kort rute i dag, 16 km. Sidder lige nu i frokostpausen og skriver. Denne dag har været den roligste dag, hvad angår biler. Vi er ligenu i Gorges de la Meouge, utrolig flot natur. Vi går op ad en dal, der snor sig hele vejen. Før dalen også meget flot gårute. Skøn dag indtil nu. Vi smutter nu. Blæsten tager lidt til og vi vil gerne være fremme, hvis det skulle begynde at regne. Vi ses igen senere.

————–

Vi kom afsted. Der var kun 5,6 km tilbage, troede vi. Med en lille pause nåede vi frem til Barret-Sur-Meouge. Selvfølgelig var der ikke forbindelse på min telefon. Det kan være lidt problematisk de små steder og især i disse bjergrige områder. Eller også har mit telefonselskab bare ikke lavet aftaler til de fjernere egne.

Ughettas telefon virker, fordi hun har fået et Orange simkort. Fik ringet til værterne på vores overnatning. Vi skulle gå 3 km mere. Ikke verdens mest opmuntrerende oplysning, men jeg havde det nu nok på fornemmelsen. Mit franske er sku’ ikke godt nok. Kunne jo bare have brugt google translate. Man lærer hele tiden.

Vi fortryder ikke de ekstra 3 km. Er kommet til det lækreste sted, vi indtil nu har været på. Det er en Gite, der er helt ny, og hvor der åbenbart kun har været 4 gæster før os.

Har fået vasket tøj og hængt det udenfor.

Middagen er kl. 19.00.

—————

Vi blev hentet til middagen, der åbenbart skulle foregå i privaten. Vi blev budt på aperitif i den overdækkede terrasse, hvor værtsparret, der hedder Babeth og Patrick, selv var med. Vi fik en god snak om mange ring, herunder hvornår de var startet  på projektet. Det var 2 år siden, og Patrick har stort lavet det hele selv.

Vi kom ind i deres private stuen/køkken/alrum. Sikken et køkken. Et ægte fransk landkøkken, sådan et, jeg altid har ønsket mig. Billederne komme på senere, når der bliver mere tid.

Forretten bestod af diverse delikatesser af egen fremstilling, pølser af gris, af kanin, pate, artiskok, oliven fra Nyons og brød til, selvfølgelig. Rødvin fra Luberon – god!

Hovedretten af pasta med sauce af røget flæsk samt gedeost, hård gedeost. Det er sådan, man gør det her, i stedet for af parmiggiano, som i Italien.

Desserten var hjemmelavet kage med æbler. Føj, hvor den smagte godt. De havde kommet et lys på, som Natale skulle puste ud og så sang vi en fødselsdagssang.

Det er åbenbart Patrick, der er kokken i huset. Spurgte ham, hvilke opskrifter han brugte. Opskrifterne er nedarvet fra familien. Så mine henvisninger til Paul Bocuse kogebøger kan godt lægge sig hen, hvor pebret gror?

Til sidst fik vi en kaffe og en digistif, af Limoncello, selvfølgelig. En af Patricks bedstefædre er italianer.

En dejlig aften, en dejlig fødselsdag, en dejlig flot gåtur. Kommer til at sove godt.

Ruten i morgen er forholdsvis flad, men dagen efter bliver hårdt arbejde og vi har ingen steder at sove på torsdag og det er stadig for koldt at sove i telt, kan vi mærke.

Sov godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.