Sundhedsappen sagde 35,72 km, da vi var kommet til vores overnatningssted Albergue Xacobeo i Triacastela. Først op til toppen af O'Cebreiro og ned igen til tilsvarende niveau. Det var koldt i morges. Vi startede præcist kl. 07.54 og var på toppen ca. 2,5 time efter.
Vejret har været fantastisk. Solen har været med os, siden den kom op. Vi er meget trætte, ømme i skuldre og omkring hoften. Har været i bad og givet hinanden lidt kropsbehandling, så de ømme muskler forhåbentlig restituerer lidt hurtigere.
Lige nu er trætheden lidt for overvældende, så jeg holder lige med skriveriet. Har ellers en del historier at fortælle. Lisbeth er ophavskvinde til flere af dem. Hvis jeg bliver mere frisk i løbet af aftenen - måske efter lidt vin😊, så skriver jeg mere. Ellers bliver det i morgen, hvor ruten er mere menneskelig.
------------
(nedenstånde sidder jeg hjemme i Danmark og skriver på. Har simpelthen ikke haft tid eller kræfter til at gøre det før, så det bliver efter bedste beskub - efter hukommelsen)
Opstigningen var lettere end jeg husker fra sidst. Tror grundlæggende, at min grundform er bedre end den var sidste gang og desuden er det jo kun dag 2 på vores vandring. Kroppen har ikke været udsat for 3,5 uges hård vandring.
Lisbeth var lidt mærket af opstigningen, synes jeg at bemærke. Hun synes vist nok, at jeg gik lidt for hurtigt. Jeg har det med at gå hurtigt opad. Hun er dog ikke typen, der brokker sig. Hun går det tempo, hun synes, hun kan og skal. Og det er den rigtige indstilling. Altid følge det tempo, der passer til een. Ellers går man død, hvis man skal følge andres tempo. Det kender alle løbere, vandrere - ja, alle sportsfolk.
Nå, vi kommer op gennem skoven og så er den stejleste stigning overstået og resten af tiden mod toppen foregår med udsigt. Resten af vejen er stort set også på asfalt, så det er noget lettere at gå op ad end gennem skoven, hvor man skal se sig for, når man sætter foden. Man kan let snuble eller glide på nedfaldne våde blade.
I La Faba får vi os en kop kaffe og vand. Sidder udenfor. Det er lidt koldt, når man ikke sidder i solen. Vi går videre mod toppen og bliver overhalet af flere cyklister og nogle vandrere, bl.a. 3 tyske mænd, som vi også stødte på i går. De er vist på mandetur, uden koner. Det kan man jo godt forstå - at det kan være nødvendigt:-). That's life. De er dog ihærdige vandrere.
Det er et smuk syn - at gå op mod toppen. Specielt på sådan en solskinsdag, selv om det blæser og er koldt. Vi får taget en del billeder. Længere nede kan du se nogle billeder af opstigningen.
Vi kommer op til O'Cebreiro. Jeg kan se på et billede, jeg har taget med min iPhone, at vi er ankommet til toppen kl. 09.29. Det har altså taget os ca 1,5 time at gå ca. 7 km fra Las Herrerias, inkl. en kort kaffepause. Det er ikke så dårligt.
Der er en meget kraftig vind deroppe, så det kniber med at motivationen til at vandre rundt i den lille - lidt turistede by. Vi går ind på en bar og jeg får bestilt en tortilla til os hver, kaffe og vand, mens Lisbeth smutter for at købe nogle postkort ved siden af, som hun vil sende hjem til sin far, moster og arbejdsplads. Jeg er slet ikke til den slags. Har altid været umådelig dårlig til at sende brev eller postkort. Underligt, når jeg nu godt selv kan lide at få et. Ja, vi mennesker er nogle underlige sammensatte modsætninger.
Vi får spist og vandrer hurtigt videre - nedad. Der er jo en lang dag, så det gælder om at udnytte tiden, så godt som muligt. Mig forrest og Lisbeth bagefter i hendes tempo. Vi går langs med vejen, med bilerne susende forbi. Først da vi kommer til den næste flække opdager jeg, at der faktisk dukker nogle vandrere op blandt nogle træer, så der findes åbenbart en alternativ rute fra toppen.
På vejen støder vi på et ægtepar og en svigermor, altså lokale, som går den modsatte vejen. Som Lisbeth sagde lidt senere, så det ud til, at manden var lidt misundelig på mig - mig forrest og så hende bagved. Nej, han måtte trækkes med både konen og svigermor:-) Det er altså ikke min joke, men Lisbeths - forstås! Jeg kunne vist også have fyret den af - helt ærligt.
Vi kommer væk fra vejen og går gennem en skov og senere mindre veje. Mange steder på Caminoen er det sådan, at man undrer sig over, hvorfor det skal gå nedad, når man nu ved, at man skal op senere. Sådan er det også her. Det bliver lidt stejlt, lige inden man kommer op på plateauet, hvor der stort set er fladt et rigtigt langt stykke. Solen er nu ved at få lidt magt, så vi må af med overtøj og fleece.
Ligesom vi kommer op, så er der en cafe og der sidder mange trætte og højrøstede mennesker. Det gider vi godt nok ikke. Så vi går videre og satser på noget senere. Det koster ca. 5 km vandring mere, inden vi får en bocadillo. Jeg får dog et glas øl og Lisbeth noget vand inden i Hospital de Condesa - samme sted, hvor jeg sidst fik et glas vin - eller var det 2?
Som jeg sagde til Lisbeth. Nu er vi kommet til koland, så der er kolorte over det hele og hvert skridt skal tages med omtanke. Ellers også skal vandreskoene vaskes grundigt, når vi kommer frem. På vejen skifter jeg vandreskoene til min Barefoot sko. Det føles godt, men jeg skulle komme til at fortryde det senere. Vi venstre storetå er efter hjemkomst stadig helt blå og den ryger vel på et eller andet tidspunkt. Sidste år røg den også - efter min 48 km's vandretur over en nat på Mallorca. Så er der gang i negleudskiftningen - her på mine ældre dage.
På det sidste stykke inden Biduedo, mærker jeg et stik i den ene fod. Det virker altså underligt. Jeg træder meget varsomt de sidste par hundrede meter. Da vi kommer frem og jeg vil tage skoen af, kan jeg ikke det. Der sidder et eller andet og stikker kraftigt på fodsolen og tager fat i strømpen. Får en mistanke om at jeg måske er trådt på et eller andet spidst. Jeg kigger på fodsolen og kan se et stykke metal, der stikker ud. Den sidder skråt fast på sålen. Da jeg hiver den ud, viser den sig at være på ca. 5 cm.
Jeg får lidt sved på panden. Er bange for om den har stukket hul på min fod, så jeg skal til at rense den og komme jod og alt muligt på. Det har den heldigvis ikke. Resten af turen beslutter jeg mig for kun at gå med mine vandresko, der har så hård en sål. Så tager jeg barefoot skoene på, når vi er kommet frem.
Vi får vores bocadillo og et glas vin til mig og en øl til Lisbeth - i Biduedo. Vejret er skønt og nu går det kun nedad. Det er imidlertid hårdt. Det er hårdt for skinnebenene. Vi kan se Triacastela langt nede i dalen. Utroligt som man altid bliver snydt af afstandene. Man vandrer og vandrer og det føles, som om, at man ikke kommer nogen vegne. Nå, så må man tilbage til nuet.
Noget af vejen løber jeg ned. Det føles lidt lettere. Lisbeth mener, at der er noget galt i hovedet og det er der nok også. Vi støder på køer og må passe på ikke at blive fanget af en kohorn. De er altså tæt på. Selv om det er malkekøer, så har de altså horn hernede.
Langt om længe kommer vi ned til byen og vi finder vores pension, Complexo Xacobeo - inde midt i byen. Det er vist en større virksomhed, med restauranter og overnatningssteder. Vi har behov for et hvil, inden vi overhovedet skal i bad og have vasket tøjet. Vi er enige om at spise tidligt, så vi kan komme tidligt i seng. Maden er ikke værd at skrive om. Vi får en menu del dia på stedets restaurant, tæt på og vi går så hurtigt hjem, som vi kan. På hovedet i seng. Det har været en rigtig lang dag og vi er mere påvirkede fysisk - end vi troede, vi ville være.
