Onsdag aften på vejen hjem fra fodbold i Telia Parken, regnede det kraftigt. Havde heldigvis regntøj med, så det havde jeg taget på inden afgang - hjemad. Det var mildest talt dunkelt og kedeligt vejr at køre i. Og vi havde hverken fået vådt eller tørt, så årsagen til hændelsen kan ikke søges i det.
Når jeg cykler, så prøver jeg at lade være med at race afsted, men ofte bliver man automatisk suget med af "cykelrytmen" i flokken. Der sker altså et eller andet kollektivt hos cykelfolket.
I går var der dog ikke så mange, så det var ikke det, der fik mig til at køre lidt for stærkt, men regnen. Jeg ville bare hjem og hovedet var vist allerede hjemme. Opkørslen til cykelstien ved Gammel Mønt/Kr. Bernikows Gade er meget smal, så den forsøgte jeg pr. automatik at have fokus på, da jeg kom kørende mod krydset og lige skulle nå den, lidt for hurtigt, forstås! Selvfølgelig tog jeg fejl af placeringen i mørket og ville derfor rette op til venstre og bare fortsætte på vejbanen. Men, nej! Forhjulet kom op på kanten og så røg jeg over mod højre, fik højre håndflade ned først - for at afbøde faldet og så skulderen ned og kurre hen ad cykelstien og til sidst ramte jeg fortovskanten med fuldt kraft med skulderen.
I første omgang bliver man bare chokeret og forsøger at rejse sig op automatisk. Et par flinke mennesker kom og spurgte, om jeg var OK og ville hjælpe mig op. Det gik fint med at komme op. Man er lidt ligesom i trance og vil bare hjem, så det gjorde jeg. Op på cyklen igen og så afsted. Der var lyde fra forhjulet.
Kom hjem og fik cyklen parkeret og så op i lejligheden. Her konstaterede jeg, at mit regntøj var fuld af sand og at min venstre hånd blødte. og så begyndte det ellers langsomt at gøre ondt på hele højre side, knæ, hofter, skulder plus min venstre hånd. Højre langfinger gjorde så ondt, at jeg var nødt til at få den tapet sammen med ringfingeren. Troede den var brækket og måske var der noget andre steder også.
Lige der gik det op for mig at min kommende Camino måske allerede var slut. Det var jo ikke til at holde ud, nu hvor man har fået bestilt flybilletter, busbilletter og overnatninger. Sikke noget!
Min finger har nu været tapet sammen i ca. 1,5 døgn og måske er den ikke brækket, tror jeg, men ondt gør den. De andre steder har jeg vist bare fået blå mærker og er øm, specielt i skulderen. Er glad for at der ikke skete noget med kravebenet. Under alle omstændigheder har jeg ikke tid til at gå hen og blive kontrolleret i fingeren, da jeg skal til Århus i dag. Det må vente til mandag, hvis den stadig føles underlig.
Nå, en evt. brækket finger er til at leve med, så Caminoen skulle være reddet. Det var lige før.
Det giver altid stof til eftertanke, når sådan noget sker. Man skal være tilstede i nuet og ikke andre steder. Mit hovede var allerede hjemme i varmen og så har man ikke fuld fokus. Det lærte jeg ellers på sidste Camino, men vi mennesker har bare svært ved at ændre vores indgroede vaner. Det er en kamp hver dag at få hovedet til at være sammen med kroppen og sådan bliver det nok ved med at være. Bare det går fremad og det gør det jo, så det er OK!
Du hører fra mig på mandag.
