Er nu kommet hjem på hotellet. Sidder og skriver, efter jeg har fået lidt mad, nok min sidste aftensmad, her i området, for denne gang.
Var totalt færdig, helt og aldeles, da vi kom hjem fra Lluc. Jeg kunne ikke gå, da jeg kom til til Lluc og orkede ganske simpelthen ikke at tage bus til Pollenca og videre med tog derfra, selv om det var gratis. Foreslog Jose, at jeg betalte en taxi hele vejen til Palma, så vi kunne hente hans bil, og prisen var overkommelig, når man tænker på, hvor bjergrigt det er. Til gengæld betalte Jose for noget spisning og fadøl, da vi sad og slappede af efter vandringen.
I øvrigt faldt der 2 personer fra i løbet af det sidste døgn. Vi skulle have været fem. Jose og jeg var enige om, at de nok ikke turde alligevel.
------------------
Jose kom og hentede mig ved 21-tiden i går aftes og vi kørte ind til byen for at hente hans svigersøn, Angel, som han er meget glad for. Det har sat en stopper for hans datter, der havde krudt i røven, som han sagde. Jeg påstod, at datteren måtte ligne ham, derfor, og så griner han bare. Vi kørte bagefter ind tæt ved banegården for at finde en parkeringsplads, hvor vi skulle hente bilen, når vi kom med toget, hvilket vi altså ikke gjorde alligevel.
Spadserede en forholdsvis kort tur til afgangsstedet, hvor vi skulle skrives ind og have et turpas, eller hvad det nu hedder, som skulle stemples 4 gange på vejen. Det skulle bruges til at få et bevis på, at vi havde gået turen.
Der stod en hulens masse mennesker, der skulle skrives ind, så vi overvejede at vente, men mente, at det nok var bedre at få det overstået, inden vi skulle have en bocadillo og et glas øl. Jose fik vist møvet sig lidt ind, så det kun tog omkring 25 minutters tid. Der var underholdning på stedet. Folk var i godt humør. Det er man vist altid, inden man starter. Optimist skal man være, ellers kan man lige så godt blive hjemme.
Vi kom afsted, med en bil forrest, der skulle følge os et stykke vej. Det var ligesom i Tour de France, hvor Prudhomme i den røde bil kører med det første stykke, inden han frigiver løbet. Der var politi og afspæringer hele vejen, så den ene halvdel af vejen var reserveret os vandrere. Godt arrangeret.
Folk starter typisk som skudt ud af en kanon. Det hævner sig senere. Det gjorde vi andre vist også. I hvert fald mig. Vi havde en fart på næste 7 km i timen og det skal man altså ikke lægge ud med. For mit vedkommende sænkede jeg derfor farten lidt efter et stykke tid, og sagde til de andre, at de bare skulle gå. Det er altså bedst at finde sin egen rytme.
Der var en masse mennesker, især mange unge, der gik i flok. De havde det hyggeligt, kunne man høre, snakkede hele tiden og havde samtidig musik med. Det er godt nok utroligt, hvor meget spaniere kan snakke. Og så så hurtigt. Det er et snakkende folkefærd. Det kan de ikke komme udenom.
Efter ca 7-8 km kom vi ud af bymæssig bebyggelse og det blev bælgravende mørkt, så jeg måtte have fat i min pandelampe. Selv om vi var mange, så havde de fleste ingen pandelamper eller lommelygter med. Vi gik dog hele tiden på alfalterede gode veje, så man kunne ikke komme til skade, på den måde.
Der var frivillige, politi og ambulancer hele vejen, der fulgte med, for at hjælpe folk, hvis de havde brug for det. Det må jeg sige, at alle sejl var sat ind for at intet skulle gå galt. Om morgenen, da det blev lyst, og vi var i gang med opstigningen, fløj der også hele tiden en helikopter rundt, for at se, om nogen havde brug for hjælp.
Vi kunne få vand og frugt ved udvalgte steder på hele ruten. Sågar en yoghurt drik. Så man kunne godt have klaret sig med ikke at have noget med, overhovedet, hvilket også mange gjorde. Selv cafeer og barer holdt åben hele natten. Jeg gik med en forholdsvis stor rygsæk, med fleecejakke og min lette jakke fra Caminoen. Det var slet ikke nødvendigt. Det er på intet tidspunkt koldt. En meget lille rygsæk med måske Compeed og en ekstra t-shirt til næste morgen og så for en sikkerheds skyld lidt vand, er rigeligt at have med. Jeg kunne have sparet mig alle bekymringer. Det er trods alt ikke en Caminotur, over mange etaper.
Jeg mødte ikke gutterne det første sted, hvor vi kunne få vand, ca. 12 km efter start, men mødte dem næste sted, i Binissalem, hvor vi skulle have stemplet vores turpas. Jose havde brug for noget Compeed på fodsålen, så han fik begge mine. Jeg havde 2 par sko med og 4 par sokker - til at skifte med. Ikke vandresko. Det var sådan set OK, men et par gode vandresandaler have også gjort det, så fødderne havde fået mere luft. Mine bliver i hvert fald meget, meget varme.
Efter ca. 20 km begyndte min venstre hofte at gøre ondt. Prøvede på bedste beskub at massere og lave nogle øvelser, men lige lidt hjalp det. Det gjorde ondt for hvert skridt og jeg begyndte at frygte det værste. Det er også meget hårdt at gå på asfalt eller beton hele tiden. Det er kun ved stigningen mod LLuc, hvor der kommer stenede vandrestier, men hulens besværlige at gå på, så jeg valgte den fra, da jeg var nået 2/3 af vejen op og gik bare på vejen.
Efter ca. 30 km begyndte min højre hofte at gøre ondt også. Nu havde jeg det virkelig skidt og overvejede at stoppe i Selva, sidste stemplingssted, før Lluc. Vi fik lidt cafe og et stykke banan og lidt slik. Jose tog hen og spurgte, hvor langt der var tilbage. 12 km, sagde han, så blev jeg enig med mig selv om at forsøge. 3 timer eller deromkring ville det nok tage og det kom til at passe.
Vi startede igen ved 6-tiden og solen var ved at tage magten, så det blev lysere og humøret lidt bedre. Vi tog det ganske stille og roligt. Efter ca. 5 km begyndet opstigningen og det går var opad, opad og opad. Ingen kære mor. Stilheden havde bredt sig i flokken. De fysiske anstrengelser var begyndt at indvirke på folks lyst til at tale hele tiden. På vej op tænkte jeg kun et skridt ad gangen. Mine nye vandrestave var virkelig til stor hjælp. Kunne se på andre, at de også kunne tænke sig nogen. Nogle fandt et stor gren og gik med den.
Det var utroligt, hvordan folk led. Alligevel bliver de ved. Jeg tager det som et udtryk for folks viljestyrke. Det er ikke for tøsedrenge, uanset at man ikke har oppakning med. 48 km er altså lang vej. Vi der ikke havde det så godt fulgtes stort set hele vejen op. Det var lige som på Caminoen - først overhaler man nogen og så overhaler de een bagefter. Slutresulatet er, at man kommer frem samtidig.
Endelig langt om længe kom den tankstation, jeg havde set dagen før og som jeg vidste var det højeste punkt, vi skulle op på, før det gik nedad mod Lluc. nede ved foden af bjerget står der ved stien, hvor lang tid det tager at komme til Lluc, ikke med afstand. Ja, det er godt med dem. Det gælder folk, der går 6 km i timen. Det var de længste 2 timer, jeg har gået, skal jeg hilse og sige. Og når man så fandt et nyt skilt, hvor der stod 1 time og 35 minutter, så faldt humøret en smule, for man havde lige brugt 45 minutter for at gå "25 minutter". Senere skete det samme. På toppen står der 25 minutter til Lluc. Selv om det går nedad, så er det virkelig pain in the ass at gå det sidste stykke, fordi det går nedad og man er virkelig bare så træt. Endnu engang måtte jeg have en snak med Vorherre.
Frem, kom jeg da. Busserne var allerede begyndt at køre folk afsted til Pollenca og bagefter til Inca, hvorfra man tager toget. Der er kun 3 veje fra og til Lluc og den ene bruges af vandrerne, så der kan man ikke køre med busser eller biler, mens vandringen er i gang. Den anden går til Soller og som er på 31 km, bjergvej og det tager en krig, hvis man skulle det. Det fandt jeg ud af i går. Derfor har man valgt at køre vandrerne med busser til Inca via Pollenca, selv om det er en omvej. Al transport er gratis på vejen hjem.
Jeg fik mit stempel og bagefter mit diplom. Jeg var så træt, at jeg dårligt kunne gå, så jeg misforstod den unge dame. Troede hun spurgte mig om min alder, så jeg sagde 60 (sixty på engelsk), hvorefter hun noterede det. Det var sku' ankomsttidspunktet, fandt jeg ud af bagefter, da jeg havde kigget nærmere på det. Hun havde skrevet 06:00 🙂 Min ankomst var 09.20. Overvejede i første omgang at bede om et nyt, men det ville alligevel være sjovt at have et bevis på, at jeg er kommet frem før Jose, altså gået 48 km på kun 7 timer. De andre grinede højt, da de så det, så det bliver, som det er
------------------
Efter jeg var kørt hjem efter ankomst til Palma, så kom jeg i bad og så på hovedet i seng, indtil jeg vågnede og gjorde mig klar til at gå ud ved vandet og finde en restaurant. Noget skulle jeg have at spise.
Fandt en udendørs restaurant, som jeg havde gået forbi nogle gange, som så ud til at have noget godt mad. Fik et 2 mands bord. Der er ikke noget mere kedeligt end at sidde alene og spise. Sådan har jeg det i hvert fald. Så jeg tænkte, så nu skal jeg have det godt. Synes nok også, at jeg fortjente det, efter dagens dont. Først et glas cava og en flaske brusevand. Og lidt brød med aioli. Så stegt kalvelever og hertil en lille flaske Rioja rødvin. Vinen var for varm, så den kom i noget isvand. Til sidst cafe solo og en brandy. Så var jeg klar til at sove. Og i morgen tidlig er det hjem med flyet efter et dejligt gensyn til mine gamle Caminovenner.
