Det var tidligt i morges. Op kl. 05.10 og så i bad, få den sidste smule i kufferten og så afsted med kufferten slæbende hen til metroen. Lige som jeg kom til Ørestad Station, begyndte det sørme at regne. Hvor må træer og buske være glade for det. Det bør vi andre også være. Græsset ser jo ikke kønt ud længere og vi skulle nødig ende som nogle amerikanere i Californien, der er begyndt at male deres græsplæne. Det er kuleskørt, hvis du spørger mig. Sikkert også hulens giftigt. Det er kun i Gud eget land, sådan noget kan foregå, håber jeg.
Flyveturen gik fint. Vi ankom næsten 15 minutter før schedule. Det tog lidt tid med kufferterne, i hvert fald min. Da jeg kom ud, kunne jeg ikke finde Jose. Det er også en stor ankomsthal, så jeg besluttede at gå ned langs den og så så jeg ham pludselig. Fik taget et billede af ham, mens han kiggede på en tavle for at se, om vi var landet. Jeg mumlede et eller andet på engelsk om, denne herre ikke var een, jeg havde mødt før. Så kan du eller tro, at der blev omfavnet. Skønt at se ham igen. Det føltes ualmindelig let og naturligt. Det er tegn på, at vi på vores tur virkelig nåede ind til hinanden og har fået den tillid, der skal være.
Vi kørte til hotellet, hvor jeg blev installeret, med delvis udsigt til vandet. Det blæser heldigvis dejligt her, så man bliver kølet ned - i modsætning til København, hvor man nærmest bliver stegt indefra. Fik skiftet poloshirt og så skulle bagefter ud og hilse på brødrene, der arbejder på barer, hvor der kommer flest tyskere. De arbejder stort set hele sommerhalvåret, alle ugens 7 dage, uden nogen former for fridage - fordi det er der, de kan tjene penge. Til gengæld kan de så holde fri i vintermånederne, med mindre de alligevel har et andet job. Fik mødt broderen Ramon, som jeg ikke har mødt før. Han ligner Juan eller er det omvendt. Han er nogle år ældre end Juan. Ikke til at tage fejl af, at de er fra samme familie. Sikken en livsglæde. De små glas øl, vik fik, var selvfølgelig gratis.
Hen til næste bar for at møde Juan og der var stor gensynsglæde. Også hilse på den anden tjener, de arbejde der. De spaniere er nu altså flinke. Det kunne danskere lære en masse af. Hils dog for pokker på hinanden, i stedet for at glo ned i jorden, når du passerer et andet menneske. Igen fik vi et lille glas fadøl, gratis, selvfølgelig.
Nå, folk skal arbejde, så vi kørte hen for at hente Jose's kone, der skulle på arbejde. Kys og kram og så blev jeg sat af på hotellet med en aftale om, at jeg bliver hentet mellem kl. 19.00 - 19.30, hvor vi skal ud at spise sammen, med flere familiemedlemmer. Ved ikke helt, hvor mange vi bliver.
Kom på nettet og fik svaret på nogle mails og skrevet til fruen og ønskede hende tillykke med 10 års bryllupsdag, i dag. Så ved I det. Blomsterne må komme i næste uge. Ned og købe noget vand til værelset - flere liter. Man er nødt til at drikke meget.
Bagefter ud og gå en tur langs stranden og se på, hvad der foregår. Fik købt en lille taske, så jeg kan have kort, pung, fotoapparat m.m. i den, i stedet for min rygsæk. Den fylder for meget, i den varme. Fandt et spisested, hvor jeg kunne sidde i skygge, samtidig med at jeg fik blæsten på mig og udsigt til stranden. En tallerken med skinke, ost og brød med tomat på samt nogle oliven. Et glas Rioja rose - smagte godt - plus en vand con gaz og til sidste en espresso. Dejligt at sidde og nyde det, uden stress. På vejen til hotellet en yoghurt is med friske jordbær på.
Nu er jeg på værelset og skriver. Skal ud og sidde på altanen med bar overkrop, en halv times tid, inden jeg tager en lur og bagefter et bad, måske karbad - inden Jose kommer og henter mig.
Området, jeg er i, er lidt turistet, tæt på lufthavnen, men ikke overfyldt. Det gør ikke mig noget. Tager det, som det er og så nyder jeg bare afslappetheden. Man mærker bare, at folk ikke er overgearede og det føles rigtig godt.
Jeg skriver videre i morgen. Overvejer at tage bussen til Palma og se på seværdigheder der, men det afhænger af vejret. Jeg kunne godt være fristet til at leje en liggestol på stranden og bare nyde solen. Vi får se.
------------------
Brødrene kom ved 20-tiden og hentede mig, sammen med Juan's 10 årige dreng, Pablo. Mere høflig og sød dreng skal man lede længe efter. Han havde lært noget engelsk, så vi fik øvet os lidt. Det med at sige tak og opføre sig ordentligt, uden det bliver påtaget, det kunne vi andre nok lære lidt af.
Jeg får mine tvivl i det lange løb om den frie danske opdragelse, som jeg selv er et produkt af. Jeg føler ikke, at de spanske børn bliver hårdt opdraget. De får nok den fornuftige dosis af opmærksomhed, så de på den ene side ikke føler, at de er verdensmestre, ej heller at deres forældre ikke interesserer sig for dem. Det er nok livets grundregel, at middelvejen er bedst for os alle. Lettere sagt, end gjort, sagt af egen erfaring.
Gutterne havde fundet det bedste sted for tapas og pulpo. Hvad andet skulle jeg ellers forvente? De har alle arbejdet i restaurationsbranchen det meste af deres liv og kender gud og hver mand i området. Et fantastisk sted, vi kom ind på. Ikke stort, men personligt. Selvfølgelig blev jeg præsenteret som ham, de havde været på Camino sammen med. De kender jo ejeren og de ansatte. Det er godt nok utroligt, hvor meget spaniere værdsætter og fremhæver andre mennesker. For nogle kunne det nok føles lidt pinligt. For dem ganske naturligt.
Vi fik forskellige tapas og til sidst pulpo. Det smagte eventyrligt, det hele. Bedste aioli, jeg har fået i mit liv. Ingen bismag overhovedet. Man følte bare, at man skulle tage et stykke brød mere og smøre endnu mere på. Nu skulle man heller ikke kysse nogen i aften, så det hjalp gevaldigt på lysten til at spise mere. Først fik vi øl og bagefter en flaske hvidvin, på brødrenes anbefaling. Smagte fantastisk godt til. Da jeg duftede til hvidvinen var gengældelsen der med det samme. Albarino, fra Galicien, pulpoens hjemland, siger nogen.
Vi havde en meget, meget hyggelig aften. Bagefter en tur rundt i området, som er noget for unge mennesker, der vil hygge sig. Vi skulle absolut et bestemt sted hen, hvor hollænderne kommer. Det var fordi, at en af tjenerne, Luis, har gået Camino hvert eneste år. Hver gang fra et nyt sted. Når han er færdig med sommerens uendelig mange fordummende turister, så går han Camino. Man forstår det godt på en måde godt.
Han mente, at vi skulle gå Camino Primitivo næste gang, fordi det er en smuk rute. Det er kun lidt over 300 km, så det kan vel klares inden for 14 dage eller mindre. Måske til næste år. Pablo, Juan*s søn, mente i øvrigt at der var mange blonde piger i baren, så vi drillede ham med, at han ville komme til at interessere sig for blonde kvinder, når han blev voksen. Han protesterede ikke helt vildt.
Jeg blev kørt hjem inden kl. 23.00 og besluttede mig for at skrive en opdatering, så det er denne. Jose og jeg har aftalt, at vi mødes til frokost i Palma i morgen ved 13.30-tiden. Jeg tager en bus derind. Om aftenen spiser vi også sammen. Om eftermiddagen tager jeg nok en afslapper på stranden.
