Måned: november 2013

(Ponferrada - Villafranca del Bierzo, 23 km)

For ikke at skulle ud på 2 gange 30 km 2 dage i træk er jeg gået lidt længere end guidebogens anbefaling i de 2 foregående dage. I dag kan jeg derfor nøjes med 23 km og så 30 km i morgen op til 1330 meters højde. Lige nu sidder jeg og drikker en kop kaffe på hostalet, hvor jeg har overnattet. Har kommet Compeed på hælene også og begge føder har nu også på trædepuderne, plus een opad achillessenen i den ene fod og så er de tapet til, så mine føder ligner snart, jeg ved ikke hvad. Det er dog ikke så slemt. Det er mere for at forebygge evt. vabler.

Når fødderne bliver varmet op, så regner jeg med at gå 5 km i timen. Ruten i dag er flad. Regner med at være fremme ved 16-tiden, alene fordi jeg har været for doven i dag og taget mig rigtig god tid med bad og fødder.

Skriver videre under min frokostpause.
----------

Nej, det nåede jeg ikke. Fik en fantastisk tapas frokost sammen med een, jeg mødte på vejen, en ung spanier, Cynthia. Vi kom i snak efter 14-15 km enegang. Mødte igen de 2 spanske brødre, jeg stødte på i Foncebadon. Vi gik alle 4 sammen til Villafranca del Bierzo. Vi valgte vist den vanskeligere og længere rute, så lige nu er jeg bare totalt smadret. Har fået værelse på dejligt hostal lige før man går nedad mod byen. Det er faktisk pænere og hyggeligere end de fleste hotelværelser. Ankom til byen ved 16.25-tiden.

Om lidt er det i bad, så vaske tøj. Om jeg har kræfter til at spise, det må tiden vise. Lucy er åbenbart lidt træt, skrev hun. Hun har spist frokost her i byen i dag, så vi er kun en halv dag fra hinanden. Så måske er der en chance for, at vi mødes igen og kan gå ind til Santiago sammen. Det ville jo være fantastisk.

Håber at kunne skrive lidt mere senere.
------------

Jeg er lige kommet op på værelset for en halv time siden. Fik den mest lækre oksehalestew, som er en opskrift efter Pilar's bedstemor. Hvem Pilar er, ved jeg ikke. Ejeren af hostalet anbefalede ingen forret. Bestilte så en Panna Cotta til dessert, i stedet. En god flaske rødvin fra lokalområdet på druen Mencia, supporterede oksehalen helt vidunderligt. Kødet nærmest faldt af benene. Jeg havde det godt, kan jeg roligt sige. Dette sted her er det mest hyggelige, jeg har boet i, på Caminoen.

Der er tænkt på hver en detalje, uden det virker påtaget. Restauranten som værelset er bare varme rum at være i. Det hedder La Puerta del Perdon. Da jeg kom, så skulle jeg slet ikke tænke på betaling eller noget. Nej, jeg. går med dig op til værelset og bærer i øvrigt din rygsæk. Tag det bare helt roligt, slap af. Det andet når vi senere. Så ved man, at man er kommet et godt sted. Og maden bagefter viste det også. Der er klasse og stil over det, på en helt jordnær måde. Det kan jeg lide.

Min dessert kom i en rektangulær tallerken, hvor der var lagt noget karamelagtigt, udtrukket, på bunden plus en rødlig masse samt et styk jordbær, som der var skåret i, men ikke igennem. Selvfølgelig også panna cotaen. Den smagte bare godt. Det rødlige måtte jeg spørge om, da jeg ikke kunne smage mig til, hvad det var. Det var tomatmarmelade. Så har man lært det med. Helt ubeskrivelig godt som tilbehør.

Til sidst en espresso og afslutning en brandy, som selvfølgelig kom i et opvarmet glas. Og så var det op her til værelset, hvor jeg har færdiggjort gårsdagens beretning plus i dag. Dog mangler jeg at fortælle om min snak med denne fantastisk kloge og smukke Cynthia på dagens tur, 22 år, boende i Barcelona. Hvis jeg havde været yngre, var jeg faldet fuldstændig pladask for denne intelligente unge dame. Vi snakkede om spiritualitet, om universets energier og hvorfor hun efter sin mastergrad, allerede?, havde sagt et job op i Santander (bank). Hun havde det ikke godt med det. Det samme med Klaus i går. Han havde fået nok af overfladiskhed. Han kunne ikke klare mere af det. Nu ville han være Klaus. Forstår ham så udemærket. jeg selv burde også have taget konsekvensen, for lang tid siden.

I øvrigt skulle Cynthia møde en alkymist her i byen, som hun havde hørt om. Det ville hun bare. Håber at møde hende på vejen i morgen, så jeg kan høre, hvordan det er gået. Spændende.

Og så håber jeg, at benene kan bære mig i morgen. De spanske brødre, Jose og Juan, men som indbyrdes kalder hinanden George og Paul, havde sendt over 2 kg hver hjem til Mallorca i dag, med posten. Det burde jeg sådan set også. Har ike længere brug for eksempelvis sovepose, hvis jeg alligevel vil bo på hostal eller hotel, men man ved jo aldrig. Ikke underligt benene har det hårdt, med alle de ekstra kilo. Vi klarer den jo nok eller rettere sagt, det skal vi.

I dag nåede jeg under 200 km grænsen. Det skulle jeg kunne klare på 8 dage, hvis alt går vel. Altså næste fredag den 22. november, skulle jeg gerne komme til Santiago, men stadig, een dag ad gangen. Træerne vokser ikke ind i himlen.

I morgen skulle jeg gerne afsted senest kl. 8, så jeg har lidt mere at give af. Det går trods alt opad hele vejen.

(Foncebadón - Ponferrada, 26,9 km)

Er træt efter dagens strabadser. mere i morgen, men sikket et vejr og fantastisk natur. Nærmest som min første dag. Det gør dig lykkelig, på sin måde. Ingen vind ved Jernkorset. Fik lagt min lille sten. Ikke noget personligt, med at smide noget af sig selv, men for de afdøde, jeg holdt af.
----------
Stod op omkring sædvanlig tid. Gik i bad og blev barberet, der var gået 2 dage. Havde besluttet mig for, at min sten til Crus de Ferro ikke skulle handle om mig, men om de dejlige mennesker, jeg har været tæt på og kendt, og som nu er døde. Det var selvfølgelig min far og mor, min moster, min morbror Aavaat, min kæreste og samlever i 5 år, da jeg var ung, Nive, Kaaranguaq (Karen), Franklin, Niels, Jonathan, og flere andre. Jeg brugte de ca. 2 km op til korset og tænke på hver og een og sagde tak., Nogle er døde alt for tidligt af kræft. Det var en speciel oplevelse.

Min Camino skal ikke kun om mig, så derfor denne beslutning, som jeg tog i går. Jeg kan rigeligt komme af med den gamle Peter og hans dårlige sider og vaner, når jeg når Finisterre. Den lille sten oppe fra Thule ligger nu lige ved siden af korset. Se billedet, når det kommer på. Et stykke Grønland ved korset. Tak Batse!

Een af de 2 spanske brødre tog et billede af mig deroppe. Det kommer også på.

Vejret var ubeskriveligt. Sol, ingen vind. I beskrivelserne står der, at folk strider sig op i vinden. I dag, intet, kun stilhed. Op til lidt over 1.400 meter ved korset. Så går det ellers nedad. når man kommer til et vist punkt, så dukker hele den anden side op. Det var helt hvidt dernede. Fik oplevelsen sammen med de 2 brødre. Det var som at se indlandsisen. Tågen, der hang over dette kæmpemæssige dalområde, der er omkranset af store bjerge. Jamen, hvad skal man sige - smukt, smukt, smukt. Det findes ikke bedre.

Den første nedstigning til Acebo synes jeg var hård, men jeg skulle blive klogere. Den næste ned til Molinesara var endnu værre. Hver et skridt er vigtigt. Bare en enkel lille fejl, så kan din Camino være slut. Mange har brækket benene der, hørte jeg senere. Fik en mail fra Lucy senere på dagen om, at det nok var bedre at gå på selve hovedvejen, men der var det ligesom for sent. Mødte en spanier, der var på vej hjem til Bilvao, efter Santiago, på vejen ned. Helt ærligt. Der er i hvert fald grænser for de pinsler, jeg vil udsætte mig selv for, trods alt. Han var helt opløst af opstigningen. Ikke underligt.

Kom langt om længe ned til Molineseca. Fandt et sted, hvor jeg kunne få en Bocadillo og et glas vin. Fik skrevet lidt på iPad'en. Bagefter derudad for at komme til Ponferrada, så dagen i morgen kan blive lidt kortere. Det foregår stort set ved siden af hovedvejen. På vej møder jeg tyske , Klaus, som jeg havde mødt nogle dage forinden. Den dag, hvor mørket sænkede sig over mig, fra aleon.

Vi fik snakker rigtig godt på vejen og da vi kom til byen, fandt vi en bar ved det store torv, hvor vi kunne få en øl, eller var det 2?

Nå, hen til turist info og spørge. Hun sagde, at de nye hostals er bedre end de gamle hoteller. Så jeg fandt et hostal klods op af kontoret. Rent og pænt. Badeværelset vigtigt at notere det på. Klaus og jeg udvekslede telefonnumre, så vi kunne mødes igen senere til noget mad og vin.

Kom i bad, vaskede tøj og så ellers ud og handle Compeed til den store guldmedalje, inden de lukkede. Fik skrevet lidt mere. Fik en sms fra Klaus om at mødes på en tapasbar. Fandt den efter lidt besvær. Klaus havde åbenbart fået oplyst, at det gar stedet, man gik til. Det var stuvende fuldt på en onsdag. Nede i en kælder, højt til loftet, med rustikke vægge. Yes, sådan skal det. være. Klaus er åbenbart lige så mad- og vinglad som jeg, så det var godt. Han kan bedst lide hvidvin, så det fik vi. Vi hyggede os til lidt over 22 og så var det hjemad. Vi skal trods alt vandre i morgen. Fik snakket en del, men det bliver hemmelighed mellem ham og jeg. Sådan er det på Caminoen. Ellers går det ikke.

(Astorga - Foncebadón, 25,6 km)

Har sovet OK, i dejlig stor seng, med rigtig sengetøj. Vågnet nogle gange, men det sker hver nat, bare man falder hurtigt i søvn igen, er det ikke noget problem.

Sidder og får morgenmad med youghurt, frisk ananas og noget med fiber. En toast med smør og marmelade, glas juice og en kop kaffe. Vil helst ikke spise for meget, her hvor jeg skal genoptage min Camino.

Efter bad har jeg kommet desinfektionsmiddel på min vabel på trædepuden, bagefter et stort Compeed, der passer til trædepuderne. Har fået sko på med mine nye indlæg. Det virker lovende.

I går efter mine skriverier havde jeg foden i karbad et stykker tid. Det gjorde, at jeg kunne fjerne noget af det løse, bare med fingrene. Det gør det lettere at holde rent.

Vi må håbe det bedste. Som på Caminoen - vi må tage det, som det kommer. Vi kan alligevel ikke gøre mere, hvis vi har gjort vores bedste med at hjælpe foden.

Nu skal jeg op og hurtigt pakke det resterende. Alt mit tøj er nu rent, så det er hurtigt pakket. Selv om ruten er rimelig, så vil jeg tage mig god tid. Håber på max. 7 timer.

Glæder mig til at komme ud i naturen igen. Det er historien om cirkushesten.

Vi ses senere i dag.
-----------

Holder nu pause i El Ganzo. Har fået lidt mad og benzin til at gå videre på. Har gået lidt over 14 km på ca. 3,5 time, inkl. en kaffepause og køb af vand plus et skift af sokker og skoindlæg. Det er ganske udemærket. Selvfølgelig smerter det. Sådan er det.

Vejret er fantastisk. Skyfri himmel. Efter de sædvanlige kedelige, meget kedelige kilometer væk fra byen, på fortov, men dog med mange dejlige Buen Caminoer fra folk, der går til arbejde eller hvad de nu laver. Spanien skal bare have den største tak, for jeres Camino og ikke mindst for jeres gæstfrihed og hjertevarme - tusind, tusind tak.

Har tænkt over, hvorfor jeg går Camino, tænkt på nogle af de kvinder, jeg har kendt, tænkt på vaner og især dårlige vaner. Det vil jeg skrive lidt mere om, når jeg kommer frem.

Sidder lige nu i en af de sjove barer på vejen. Denne her elsker cowboys og udstyr derfra. Har lige været sammen med nogle katte og en kattekilling, der lignede vores afdøde Mikkel. Jeg er solgt. Vil meget gerne have ham med. Har optaget en video, hvor moderen sliker ham, mens han ligger ned og dier. Tror nok, at det er en han, men ved det selvfølgelig ikke.

Igår aftes, da jeg gik i seng, var der en lang mail fra Tommy. Den mand er bare sød, skal jeg hilse og sige. Han vil hellere hjælpe andre på Caminoen end at skulle fortælle folk, om hvorfor han går Camino. Han er lidt træt af at høre på, at det er fordi at mit er sådan og sådan, at jeg går Camino. Jeg er fuldstændig enig med ham. Jeg har også passeret point of ego. Bu gælder ðet samvær og hjælp til andre.

Luca har sendt mig den sødeste mail. Han skriver, at Isa, som han kalder sin kone, siger, at Caminoen ikke er det samme, uden mig. Hvad skal man sige til det? Jeg er fuldstændig rørt. Jeg har det fuldstændig på samme måde, med min familie. Jeg savner dem.
------
Det har været en meget hård tur op til Foncebadon, ca. 6 km mere end, hvis man følger guidebogen. Luca foreslog mig at gøre det, fordi næste dag er hård, hvilket jeg erfarede.

Ville egentlig have skrevet noget om gamle kærester og deres betydning for mig og dårlige vaner, eller rettere sagt om vaner generelt, men noget der skete, da jeg kom frem, gjorde, at det absolut ikke bliver til noget. Senere, måske.

Jeg vil ikke hænge folk ud på det individuelle plan, selv om guderne skal vide, at jeg har lyst. Min egen determination eller beslutsomhed er bare blevet stærkere og stærkere på denne Camino. Tingene bliver klarere og klarere. Min mission med Caminoen er at blive et stærkere menneske, men når jeg møder folk, der har gået over 500 km, uden at arbejde med sig selv, så bliver jeg skuffet, meget skuffet. Hvis man på en Camino ikke finder ud af, at man selv må løse sine problemer og ikke give andre skylden, så har man ikke rigtig Camino-spirit, efter min menibg. Bliv hjemme, helt ærligt. Caminoen er ikke en intellektuelt udfordring, i sit udgangspunkt. Det er først og fremmest et hårdt fysisk arbejde, der påvirker din hjerne, på den gode måde. Mennesket kan ikke tænke sig til alt. Det må materialisere tanken, så at sige - for at forstå den. Ergo skal der handling bag hver en tanke, ellers mister tanken kraft.

Personer, der har det skidt, tror, at de kan snakke, snakke, snakke og så bliver det bedre. Nej, de skal gøre noget andet, end det de gør. Ryde op og få struktur på hverdagen, stå op på samme tid, i stedet for at ligge i sengen eller bare gøre et eller andet, altså handle.

Nå, du kan nok mærke, at jeg er op at køre. Der kommer ikke mere herfra, lige nu.

Mødte nogle søde spanske brødre fra Mallorca på hostal. Storebor var 54 år, flot årstal, samme år som jeg er født. Det fik han også at vide. Lillebror er 47 år. Søde ligefremme mennesker, rigtige Camino-folk, efter min mening. Jeg gider faktisk ikke at høre på flere folk, der synes, det er synd for dem. Godnat!

I øvrigt har jeg besluttet mig for at bo på hostals eller hotel resten af vejen. Min Camino-familie er blevet splittet op, og jeg har ikke lyst til at lære flere at kende.

(Hviledag i Astorga)

Lucy kom afsted i dag, efter morgenmaden, som var alle tiders. Jeg havde ellers sagt til hende, at hun ikke skulle betale noget for værelse og middag, men hun havde alligevel lagt 50 € på mit sengebord - opdagede jeg. Nå, der var ikke andet at gøre end at acceptere det. De er jo ærekære. Sagde, at så gav jeg altså middag i Santiago de Compostela. Tror dog ikke, at det hjælper.

Hun fik et ordentligt kram og et bedste ønske på vejen, til afsked, selv om hun ikke var meget for det. De koreanere er altså ikke meget for at vise alt for mange følelser. Sådan er de opdraget. Vi håbede på at ses igen i Santiago.

Jeg prøvede at snakke med en dårligt engelsk talende receptionist om at finde en podologisk, til min fod. Hun ringede til det nummer, jeg havde fået i går, men ingen svar. Hun mente, at det var lidt tidligst, klokken var 09.30, hmm? Nå, jeg kiggede i stedet på nettet og fandt een på en vej, jeg kunne se på bykortet og besluttede selv at gå derhen. Fik hævet nogle penge på vejen.

Fandt stedet og ringede på, men hun kunne ikke et ord engelsk, så jeg kunne ikke gøre mere. Gik til apoteket tæt ved, hvor jeg havde købt desinfektionsmiddel i går og jeg fik snakket med en venlig dame derfra, der gik med mig hen for at tale med Elisa, som skulle være podologisten. Hun havde kun åbent onsdag, så jeg måtte finde en anden løsning. Til gengæld hjalp apotekeren mig med at finde den fysioterapeut og åbenbart også osteopat, jeg fik anbefalet i går. Tog hen og bestilte en tid, kl. 11.45.

Gik lidt rundt i byen og senere ind på en bar til en kop kaffe og en flaske vand, for at fordrive tiden. Finder også en sportsnutik, hvor den flinke dame hjælper mig med at finde nogle skoindlæg til mine vandresko. Får dem lagt i og prøver mine vandresko - havde gået i mine slippers indtil da. Gik med mine sko i en let gennemsigtig rygsæk, som jeg har lånt af gode venner. Sikken en forskel. Nu føles fødderne, som om de sidder fast. Hvor dum kan man være. Skulle selvfølgelig have købt skoindlæg, da jeg købte vandreskoene. Tanken strejfede mig, men den blev der. Idiot, Peter, så kan du lære det! Igen, igen og igen.

Kommer til det center, hvor fysioterapeuten er, sammen med tandlæge og tandtekniker, kunne jeg se på skiltet og de eksamensbeviser, der hænger i venteværelset. 5 minutter i tolv kommer David og vi går ind i hans rum. Han spørger til, hvor jeg har mest ondt og jeg siger lægge og sener omkring hælen. David kan engelsk, så ingen problemer med at forstå hinanden.

Ned og ligge på maven og jeg får en rulle under fødderne. Infralys sikrer, at jeg holder varmen. Han går til sagen, kan jeg mærke, fra starten. Yes, det tegner godt. Han arbejder målrettet med venstre læg og fod længe. Det gør avs, men som med Caminoen - det gode kommer efter smerten - kan ikke siges tit nok. Behagesyge mennesker får det aldrig godt i livet, fordi intet er for godt til dem og alt skal helst være så let som muligt.

Godt man har lært at trække vejret rigtigt og puste ordentligt ud. Det mindsker smerten. Jeg kan selv mærke klumperne, når han kører op ad læggene. Efterhånden bliver senerne mere bløde, kan jeg mærke. Han er god. Det ved man hurtigt, når man har prøvet Body-SDS og andre terapeuter. Denne fyr ved, hvad han har med at gøre. Efter venstre ben, så højre. Den har det noget værre, kan jeg mærke. Det kan han også mærke, så han går til stålet - av, for en i h......... , men tøsedreng er man jo ikke, absolut ikke!

Efter begge ben, så får nakken og skuldrene en ordentlig tur. Fortæller ham, at min venstre arm har været brækket i år, så han er klar over det. David laver nogle øvelser, der ligner dem, som også bruges i Body-SDS, især omkring nakke og skulder, når man ligger på ryggen. Det samme med armene.

Ca. 50 minutter efter er han færdig og han beder mig om at gå frem og tilbage. Han ser på min vabel og siger, at jeg skal rense den ordentligt og komme Compeed på, så vil jeg kunne gå Camino igen i morgen. Jeg har ikke brug for en fodlæge. Kan allerede mærke en forskel, meget endda. Han siger også, at det er absolut nødvendigt, at jeg træder ned på hele foden, ellers kommer muskelsmerterne igen på lægge og ankel.

Jeg kan kun anbefale alle, der går Camino og som har muskelproblemer. Tag til Astorga, og find David Abel Simon Cabezas, tlf. 987 618 8847. Det hedder Fisiopostural og ligger på Postas 5 bajo. Se også www.fisiopostural.com.

Går forbi Farmacia og får den rigtige Compeed til min vabel. Igen den flinke dame, der prøvede at hjælpe tidligere. Hun genkender een.

Således opmuntret går jeg til det store torv, køber mig et par tapas og et glas vin og nyder bylivet. Bagefter til hotellet, får vasket noget tøj og så skal jeg slappe af og senere få opdateret de manglende dage.
-----------

Vasker mit tøj, hænger det op. Beslutter at opdatere det det manglende, så jeg ikke skal slås med det også bagefter. Rettidig omhu må jeg blive bedre til. Så det gør jeg, faktisk 2-3 timer, indtil jeg må afsted for at få noget aftensmad. Går stille rundt i byen og nyder menneskene. Der er altså noget levende over spanske mindre byer. De kender hinanden og alligevel ikke sådan lidt indgroet - nok i mig selv. Skønt!

Får købt mig en ordentlig livrem. Er træt af min "rigtige" til det, jeg er i gang med, en trinløs livrem. Så kan jeg også få fotoapparatet på livremmen i etuiet, i stedet for lommen.

Mens jeg skriver dette her, hører jeg Corinne Bailey Ray, og cd'en hedder det samme. Hun er bare ganske god. Gode tekster er det, ikke den sædvanlige liren af selvfølgelige tekster, som man ofte hører. Hun har også en god indfølelsesevne i sin sangteknik, så class er der. Det første nummer - Like a star - en sang med så meget indfølelse, at man kun tage hatten af for denne sanger. Hvordan gør hun det?

Man bliver faktisk helt høj af at høre denne fantastiske sangerinde. Hør hende, hvis du ikke kender henne.

Jeg tager chancen og prøver endnu en gin og tonic på samme sted, hvor lucy og jeg var i går. Nej, den var ikke så god som i går.

Tager på samme restaurant som i går. Lige ved siden af. Chefen, der er en køn smilende kvinde, lidt for tynd måske til min smag, genkender mig. Måske pga. drikkepengene, hvem ved. Uanset hvad, så er det dejligt at blive modtaget med et smil, der ikke er påtaget. Sådan noget ved man med det samme. Det er jeg faktisk verdensmester i. På det punkt er jeg et forfærdeligt menneske. Jeg kan lugte falske mennesker på lang afstand. Til gengæld har jeg så det problem, at jeg gerne vil alle mennesker flere chancer, så det modarbejder min lugtesans. Lidt balance skal der vel være i det. ikke kun til min fordel, rimeligt nok.

Jeg kan se, at der sidder nogle peregrinos ved bordet ved siden af. Sidder med ryggen. Fik ikke set ordentlig på dem, da jeg satte mig ned. Jeg får heller ikke peregrino menu. No, ikke disse dage. Synes dog, at jeg hele tiden kan høre en stemme, jeg kender, der sidder med ryggen til mig. Det er 3 kvinder og een mand. Kvinderne taler mest og især een med amerikansk accent og der sidder også een med tysk accent. Jeg må i min ærlighed indrømmer, at der ikke er noget værre er, udover mænd, pralende kvinder, der skal gøre indtryk. Havde mistanke om, at det var David, denne elegante englænder, de forsøgte at gøre i indtryk. Jeg kan kun sige, at kvinder lyder lige så forfærdeligt som mænd, i den situation.

Da jeg rejser mig, så vender jeg on og kan genkende Davids hår bagfra. Vi hilser hjerteligt og jeg snakker lidt sammen med gruppen. Vi planlægger at nå det samme som i morgen.

Får betalt min regning. Disse søde damer med smil får selvfølgelig gode drikkepenge. Sådan er spillets regler, uanset at jeg ville have givet dem. Da jeg går, får jeg et smil, tak.

Nå, nu hører jeg Trouble Sleeping, mens jeg skriver. God sang, tror jeg sidder og vrikker lidt med kroppen, eller jeg ved, at det gør jeg. Fed sang at danse en dans med den, man elsker. Prøv det og lad mig høre:-)

Nå, nu vil jeg sætte nogle billeder i bloggen og bagefter vil jeg blødgøre min højre fod. Har allerede kommet varmt vand i badekarret, så nu vil jeg slappe af, inden søvnen. Vil gerne tidligt op, så jeg har god tid til morgendagens dont.

Der er vist nogen i Nuuk, der har fødselsdag i dag eller så var det i går. Tillylkke, Morten.

Indtil i morgen, så godnat med Corinnes sang, Butterfly, en smuk sang. Man kan kun glad i seng, så det gør jeg. Godnat!

(San Justo de la Vega - Astorga, 3,6 km)

Det var Caminoens korteste tur, bortset fra hviledagen. Kun 3,6 km, men det var nu svært nok.

Lucy og jeg havde aftalt at gå til Astorga sammen, så vi kunne spise morgenmad sammen, inden hun gik videre. Jeg kunne i princippet have sovet lidt mere, da jeg havde eneværelse, mens Lucy sov i herbergsdelen. Det underlige er, at man vågner stort set på samme tidspunkt hver dag, fordi man er blevet vænnet til det. Ud af klappen senest kl. 8 om morgenen, den generelle regel.

Lucys skulder er stadig meget øm, så hun har besluttet sig for en hviledag mere, her i Astorga. Det er også fint, så har man lidt selskab. Vi kom ind til en plads på knolden, hvor Astorga ligger. Vi kom forbi et spa hotel. Så godt ud udefra, et 4 stjernet hotel. Ville kigge på det på nettet, når vi fandt et sted med morgenmad.

Kom ind på en stor plads, hvor en cafe havde åbent. Vi kom ind og der sad et koreansk par, som jeg havde set før og som Lucy åbenbart havde talt med før. Parret havde boet på herberg i nat, men ville finde et hotel til endnu en dag mere. Folk er ved at være møre efter mere end 3 ugers vandring.

Efter morgenmad ind og booke et værelse på spa hotellet. Måtte dog vente næsten 1,5 time, fordi folk først skal være ude kl. 12 fra hotellerne i Spanien og der havde været fuldt hus i går. De tager åbenbart hertil for spa og massage.

Vi fik et dobbeltværelse med 2 enkeltsenge, så vi sparer penge. Vi har sovet i samme rum før, så det er intet problem. Det er et lækkert hotel. Spa må vi dog undvære, da ingen af os har badetøj med. Jeg fik dog bestilt massage kl. 14.30. Inden da fik jeg en lur på 1,5 time. Var bare så træt. Lucy gjorde vist også. Et hurtigt bad kl. 14.00 og så ned til massage i en halv time. Ååh, det var bare dejligt. Hun gjorde det på den hårde måde, som jeg kan lide. Jeg er ikke til det blide. først benene og så ryggen og skuldrene.

Bagefter spurgte jeg, om hun vidste, hvor jeg kunne få hjælp til min fod. Hun henviste til receptionen, hvor der var kommet en ny siden, vi kom. Flink og hjælpsom. Da massagestedet er lukket i morgen, fik jeg et kort til en mandlig fysioterapeut og hun fandt een, der kunne hjælpe med at rense foden i morgen. Skulle blot bede receptionen om at være behjælpelig med at ringe. Det er service.

Hvis alt går vel, er jeg på vej videre tirsdag. Indtil dag vil jeg bare slappe helt af. Mine sener ved foden trænger til hvile. Vil også i morgen prøve at finde tynde indlæg til mine vandresko. Tror måske at det er bedre at bruge de helt tynde sokker. Man er nødt til at eksperimentere.

Da jeg vil have noget ordentligt mad i dag, så spurgte jeg til hotellets 2 andre restauranter ude i byen. Den ene var mere tapas og den anden for decideret middag og det er et vinotek, også. Hun anbefalede den sidste. Med et smil sagde hun, at de har en fantastisk gin og tonic. Den må jeg prøve.

Lucy har åbenbart også bestilt massage. Den skal hun ned til kl. 16.00. Jeg smutter ud og ser lidt på byen. Bagefter bare lidt at spise. Vi har ikke fået noget siden morgenmaden.

Skriver mere senere. Min pause her i byen giver mig også mulighed for at opdatere det hele, inden tirsdag.
---------

Har lige været ude og se på byen. Fik lidt tapas på det store torv, hvor også restauranten, jeg gerne vil spise på, ligger. Ikke i den billige ende, men jer er lidt træt af menu del dia, de samme 4-5 forretter, ditto hovedretter, endnu ditto postres. I aften vil jeg have noget klassemad og et godt glas vin. Det fortjener min fod:-)

Vi gik videre mod katedralen og mødte den koreanske kvinde, som også var på Santa Clara, hvor Natali lavede mad. Troede hun kom sammen med den koreanske mand, som også var der, men han er åbenbart gået videre. Hun var sammen med 2 yngre koreanere, der også r. var startet i St. Jean, men havde snydt ved at tage bussen fra Burgos til Leon.

Fik købt noget desinfektionsmiddel i et åbent apotek. Endnu mere til min snart store samling af cremer, plaster, blister killers. Højre fod har nu fået sytråd igennem 3 steder, så væsken kan løbe ud, plus noget jod og så plaster. Har haft den i vand i en halv times tid.

Lige i øjeblikket bare hvil, hvil og hvil - indtil aftensmaden om en times tid.
-----------
Vi kom afsted ved 19.30-tiden. Fandt stedet med den gode gin og tonic, men der kunne man ikke spise, derimode ved siden af, som hotellet også ejer. Gik ind og bestilte bord, men køkkenet var ikke klar før end om 15 minutters tid. Tog ind ved siden af for at teste gin og tonic. Den blev lavet efter alle kunstens regler, først masser af store isterninger i, der blev rørt rundt flere gange inden der blev hældt gin i, med løs hånd, London 1 hed gin'en. Citron- og appelsinskal vredet rundt over glasset og bagefter smurt på glassets kant. Til sidste et krydderi, hvis navn jeg ikke husker, men de var små aflange sorte og duftede godt, der blev revet med et rivejern. Til sidst tonic'en i og så rørt rundt med det rigtige røreinstrument.

Det er den bedste gin, jeg har fået. Der kommer et billede senere på.

Vi kom ind og fik bestilt en salat til deling, med gratineret gedeost, laks og nødder. Den var virkelig lækker. Alt blev spist op. Lucy bestilte svinekød på spyd, jeg fik lammekoteletter - hvad ellers, når chancen er der. En flaske Ribera del Duero, til 20 €. Maden var lækker og det var vinen også. is til dessert og bagefter kaffe. Så var det ellers på hovedet i seng. Jeg var dødtræt og det var den unge dame vist også.

Lucy vil tage afsted i morgen efter morgenmaden. Bare det var mig. Vandringen og naturen går een i blodet. Håber at få noget hjælp i morgen, så jeg også kan komme videre.

(Villar de Mazarife - San Justo de la Vega, 28,9 km)

Jeg er nu 3,6 km fra Astorga, som var dagens mål. Min højre fod, på trædepuderne, er fuldstændig ødelagt. Der kommer væske ud af den. Skulle nok aldrig have brugt Compeed på den. Nu, kl. 21.20, gør det bare så ondt i min højre fod, så man tror, at det er løgn.

Så kan jeg bedre forstå, at jeg de sidste 10 km måtte humpe mig igennem. Det var ganske simpelt så smertefuldt, at man spørger sig selv, hvorfor man gør det. Hver et skridt var en pine uden lige. Meget af vejen måtte jeg flytte på min fods naturlige vinkel, og bare gøre noget andet, for at formindske smerten.

Den eneste trøst, jeg havde, var, at jeg igen vandrede med Lucy, 22-årige koreanske unge kvinde, som jeg ikke havde set siden Burgos. Hun er bare dejlig at gå sammen med. Vi forstår hinanden, uden al for megen snak. Lucy har store problemer med sin venstre skulder, så hun valgte også at stoppe lidt før Astorga.

Jeg er nødt til at holde hvil nogle dage. Prøve at finde nogen, der måske kan hjælpe mig med foden. Derfor smutter jeg ind til Astorga i morgen, finder et hotel og forhåbentlig lidt hjælp. Om et par dage kan jeg vel humpe 15 km om dagen og så bliver det det. Anderledes kan det ikke være.

Jeg giver ikke op. Der skal mere til. Har set andre med vanvittige fodskader, der bliver ved med at gå. Det må jeg også. Det er derfor, vi går Camino.

Foreløbig godnat. Klokken er nu 21.33 og jeg er bare færdig og skal sove.
--------------

Måtte lige høre Rachmaninoffs 2. symfoni, 3.sats, som er min redningsplanke, når det brænder på. Må indrømme, at der kom nogle tårer på puden. Caminoen er en smertefuld proces, ud af smerten. Godnat igen og sov godt !

(Leon - Villar de Mazarife, 22,2 km)

Det var meget mere end de 22,2 km. Og jeg skal også indrømme, at jeg ikke har bandet og svovlet så meget før på Caminoen, som i dag, men mere om begge dele senere.
---------------
Vågnede som sædvanligt tidligt. Kunne lige så godt stå op og skrive mine manglende opdateringer. Forretningerne åbner alligevel først kl. 10.00, så jeg sætter mig til skrivebordet og skriver. Får lagt billeder ind også.

Da klokken nærmer sig de 10 går jeg i bad og får pakket mine ting. Pakning tager vel max. 10-15 minutter. Man ved, hvor tingene skal være. Spiser ingen morgenmad.

Det første jeg gør er gå tilbage til internetforretningen og prøve at få de 2 sider scannet igen. Det er en anden person end i går. Hun ser ud til at have lidt mere styr på det. Hun scanner den ind og beder mig tjekke mailadressen, inden hun trykker på knappen. Betaler 1,2 € for det og håber på, at filen kommer ind på min mail. Kan først tjekke den sidst på dagen.

Går derfra og prøver først den fotoforretning, jeg trods alt stødte på, men som kun havde digitalkameraer med for lille optisk zoom, efter min smag. Gik ind og spurgte til batteri, hvis det nu er den, der er problemet. Ingen af den slags. Henviste mig til et sted, som jeg vandrede til, med alt min oppakning. Fandt det ikke, så var der altså kun varehuset tilbage. Vadede derhen og de havde mange kameraer.

Rendte selvfølgelig ind i en ekspedient, der ikke kunne engelsk, så jeg ventede 20-25 minutter før der kom en yngre, der talte godt engelsk. Vi prøvede at finde et tilsvarende batteri, men ingen. Traf en hurtig beslutning om at købe et nyt kamera, nyt datakort, da mit store på 64 GB ikke duede i det nye Samsung kamera plus et etui. Lidt over 300 €. Det tog sin tid, fordi de absolut ville rode i menuen m.v., selvfølgelig for at give mig god service, men jeg havde travlt. Skal jo afsted og nå at komme til Villar de Mazarife inden det bliver mørkt. Og jeg skal lige have lidt at spise inden.

Endeligt langt om længe kommer jeg ud af butikken. Jeg vil op til domkirken, fordi jeg ved, at ruten går forbi der. Kigger hurtigt på kortet og laver en antagelse, stoler simpelthen for meget på min retningssans, så jeg selvfølgelig går den forkerte vej. Spørger en mand og han viser mig på kortet, hvor jeg er. Hvis jeg nu fra morgenstunden havde kigget ordentlig efter, hvor Camino-ruten går, havde jeg aldrig gået op på domkirken, men gået en anden vej, så jeg kunne havde sparet mig selv for 2 km's vandring mere, udover hvad jeg allerede havde præsteret, vel nærmest det samme, altså 4 km på asfalt og fortov. Udover det gik jeg senere forkert een gang og da jeg ikke kunne finde pilene, så tilbage og tilbage igen, da det viste sig, at det var rigtigt. Jeg skulle bare været gået over på den anden side, hvor pilene var til at finde.

Det viser endnu engang. Brug lidt tid på forberedelse og lad vær med at stole på dit System 1 i hjernen, alt for meget.

Nå, men på vej til domkirken falder jeg over en pilgrim, der sidder uden for en bar. Hun hilser, så jeg sætter mig og kan lide så godt få lidt mad og en snak samtidig. Det viser sig, at hun er fra Texas og har været i Leon og plejet sine fødder. Hun hedder Christine og er snakkesagelig, som mange amerikanere. Hun opgiver, siger hun, men vil gerne mødes med sine venner i Santaiago, hendes Caminovenner. Inden vil hun til Madrid på ambassaden for at få et visum til Indien. Hun vil på noget yoga. Hun har kvittet sit job, solgt alt og virker ubekymret. Der skal nok dukke noget op. Rigtig Camino- spirit.

Får sagt farvel og kommer på ruten. Går som sagt forkert en gang, men kommer så ind, så ruten er til at følge. Kommer forbi det store hotel, hvor eva og de andre har boet. På vejen dertil møder jeg iøvrigt en australsk kvinde, pilgrim, der ser ud til være lidt desorienteret. Giver hende mit kort over Leon.

Jeg siger det nu og jeg gentager det gerne een gang og een gang til. Det er et helvede at komme ud af Leon. Du går på forfærdelige dårlige fortove, der skråner. Ikke det bedste for folk med ondt i fødderne. Der er billarm, os og kvarteret man går i, er ikke det mest opmuntrende. Det føles som en endeløs uendelighed. Selv efter at været sluppet væk fra byen, er det beton og asfalt. det tog næsten 1,5 time at komme ud. Jeg gør det bare aldrig mere. Jeg holder absolut ikke af fortove og asfalt mere, skal jeg hilse og sige. Giv mig en grusvej.

Føler mig virkelig fuldstændig færdig, da jeg kommer til La Virgin del Camino, ca. 7,5 km, fra Leon, det hele på beton og asfalt, plus altså de km, jeg havde gået inden, inde i byen. Mine fødder var fuldstændig færdige.

Gode råd er dyre. Ser et hotel. Skal, skal ikke. Et glas rødvin eller 2 og så samtidig skifte sokker og tIl at tænke over situationen. Får plejet mine fødder inde i en bar, køber en stor flaske vand og fylder mine 2 vandflasker op og drikker resten. Går videre, men ondt gør det.

Lige efter byen deler ruten sig, een til Villar de Mazarife og een til Villadangos del Paramo, altså 2 forskellige endestationer, der dog mødes igen dagen efter i Astorga. Jeg vil gerne til Villar de Mazarefi, fordi Lucy ville tage dertil og hun ville gerne følges med mig. Vi havde ikke set hinanden siden Burgos. Det er et værre gedemarked med motorvejfletninger og visningen til Villar de Mazarefi er meget, meget dårlig. Og selvfølgelig går jeg forkert. Kommer ud af den vej, der følger hovedvejen. Vil prøve senere at kommer over til den anden side, hvis der bliver mulighed for det.

For at blive fri for billarmen, sætter jeg musik til. Spiller Electric light Orchestras Discovery på. For fuld musik. Shine a little love - det kan få dårlige fødder til at gå. Jeg svinger med mine vandrestokke. Bilister tror nok, at der går endnu en sindsyg pilgrim gående der. Confusion - everywhere where the sun is shining, ......, Jeg synger for fulde gardiner, ingen kan alligevel høre det. Og så kommer den smukke ballade, Need Her Love, det er bare godt håndværk - she gives me love, that I can never hope to have, she tells me, that she needs me............, I need her love, I need her love, I need her love..... Jeg synger endnu højere.Last Train To London - kan få enhver lyst til at danse og det gjorde jeg også.

Og så min favorit - Midnight Blue. Den gør nok mine knæ lidt bløde, lidt sentimental er jeg jo. Musik og tekst passer bare godt sammen - I see the lonely road, that leads so far away, I see the distant lights, that left behind the day, ................., I will love you tonight, and I will stay by your side, loving you, I'm feeling in the midnight blue. Skøn sang.

Klokken er efterhånden ved at være mange. Jeg startede først efter kl. 13. fra domkirken. Hvis jeg skal til Villar de Mazarife skal jeg snart til venstre. Kigger på kortet og kan se, at jeg skal mod til by, der hedder Robledo de la Valdoncina og så videre mod Chozas de Arriba og derfra til Chozas de Abajo, hvor jeg så kan støde til originalruten. Herfra skulle der være 4,6 km til målet. Jeg træffer en beslutning om at dreje af, i stedet for at gå ligeud, ca. 8 km til Villadangos.

Den første by er afstandsmæssigt OK, men byen er lang, viser det sig. Mine fødder har det værre igen. Nu går jeg igen på asfalt. Næste by er til gengæld hulens langt væk. Jeg har fuldstændig fejlbedømt afstanden. klokken er ved at nærme sig 18.00, solen er på vej ned. Jeg bander og svovler over den satan, der har ledt mig ind på den forkerte vej og hvis gud er til noget, så skal han altså hjælpe til nu. Ellers kan det være lige meget. Jeg står af Caminoen nu og jeg er ligeglad med Santiago og det hele er bare fuldstændig ligegyldigt, is du ikk er til bedre hjælp!

Hvorpå jeg får det svar: Du kan bare gøre de simple ting i livet. Livet er meget enkelt. Hvorfor skal du gøre alting kompliceret. Du kunne bare været gået lige ud..

Hvad skal man sige til det?

Hvorpå jeg bander af mig selv.

Kommer endeligt til Choras de Arriba. Der er vel næsten 10 km mere, hvis jeg skal følge den vej, jeg har på kortet. Ved at det når jeg ikke. Klokken er godt 18 og solen er definitivt ned før kl. 19. Jeg bliver nødt til at spørge om vej. Heldigvis kommer der en forbi, der er ikke mange på gaden. Jeg hiver guidebogen og viser ham den rute, jeg har tænkt mig at gå. Nej, nej, siger han. Det er alt for langt, så meget forstår jeg. Jeg skal gå med ham et lille stykke ud til bykanten og så vil han vise mig en markvej, hvor der kun er 5 km til mit mål. Vi finder det og han siger, ligeud, ingen svinkeærinder, så kommer du frem. Jeg må sige, at det var med bange anelse, jeg gik ud i noget, hvor der ingen skilte er, hvor jeg ikke ved, hvor jeg er og hvor jeg ved, at jeg får problemer med at se, hvis jeg ikke går hulens hurtigt.

Jeg går så hurtigt, jeg kan. Glemmer fuldstændigt smerterne. Skal bare fremad. Solnedgangen er flot. Når lige et par billeder, men så er det også slut med det. Nu er det bare fremad. Man tænker, man tænker. Ok, det værste, der kan ske er, at du må sove i naturen. Du har en god sovepose og så må det blive det. Der er heldigvis ingen frost endnu, men koldt ville det blive. Jeg har for en sikkerheds skyld sat min Garmin ur i gang på GPS'en. Jeg ved jo ikke, hvor langt, jeg går - ingen afmærkninger, af nogen som helst art. Går kun forbi en enkelt gård, hvor nogle hunde gør af mig. Det er alt.

Med tanke på de mindesten, jeg er stødt på, af pilgrimme, der er døde på vejen, så sent som idag, for at det ikke skal være løgn, strejfer tanken mig om det nu er slut eller. Alligevel ved jeg med mig selv, at i den slags situationer, går jeg ikke i panik. Jeg bliver cool som isen, når det drejer sig om liv og død. Er så heldig at være vokset op i et land med sne og kulde og hurtige vejrskift. Ved at det handler om at bruge så lidt af den energi, man har og holde sig vågen, hvis det er det, der skal bruges. Har heldigvis noget vand tilbage.

Det bliver mørkere og mørkere. Kan godt se lys på lang afstand, men i en helt anden retning. Ser på min GPS, kun godt 3 km. Den har snydt mig før. Pludselig kan jeg se lys til venstre foran mig langt væk. Er det mon der? Skal jeg tage den markvej, der går til venstre? Nej, manden sagde, ligeud. Jeg hører for en gang skyld efter, ligeud. Jeg går lige ligeud.

Pludselig begynder der langsomt at dukke noget op foran. Er det et kirketårn eller? Hvis, må det være en by. Kommer nærmere og lyset bliver stærkere, flere huse. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at dette her ender godt. Det er ved at være koldt. Har handsker på. Da jeg kan mærke redningen, kommer smerterne i foden. Det er altså underligt, hvordan kroppen reagerer. Kan mærke at min selvopholdelsesdrift har været i aktion på høj speed, så jeg er meget, meget træt. Har også gået over evne. Ved med mig selv, at jeg kan gå næsten 6 km i timen med fuld oppakning, når det gælder. Har gjort det et par gange, altså uden jeg vidste det, men hvor automatikken åbenbart havde sat ind.

Jeg går mod lyset, bogstaveligt talt og i overført betydning. Det er skønt. Kommer ind midt i byen. Kan ikke se nogen skilte, ingen mennesker på gaden. Jeg er usikker på, om jeg er endt det rigtige sted, men der er også lige meget. Jeg kan vel ringe efter en taxi, hvis det er. Går ind mod det, jeg tror, er centrum. Ser pludselig et skilt med navnet på et herberg, som jeg ved er i Villar de Mazarife. Nu er jeg helt rolig. Ser en cafe. Jeg skal bare ind og have et glas vin og åbne min iPad for at se, om The Family eller Lucy har skrevet. Som sædvanligt her i Spanien spiller folk kort på den lokale, her var det dog kvinder, højst usædvanligt, altså det jeg har set.

Lucy har sendt en mail. Hun er på Tio Pepe. Skriver til hende. Jeg spørger bartenderen, hvor Tio Pepe ligger. Lige her tæt ved baren, ligeud . igen ligeud. Jeg går de 30 meter derhen. Lucy sidder i cafeen og hun bliver meget glad, da hun ser mig. Jeg ligeså for at se hende.

Herbergmutter er en af de typer, der altid smiler og er venlig. Den moderlige venlige type, som alle vi mænd holder af. Forstå det, hvem der vil:-). Da hun ser, at vi kender hinanden godt, siger hun, at jeg kan tage en seng i samme rum som Lucy, nr. 4. Det gør jeg så. Det er et rum med 2 dobbeltkøjer, men der er kun Lucy der, så vi har det for os selv. Så er der også kun en snorker, nemlig mig.

Jeg smider mine op og går ned for at spise sammen med Lucy. John kommer også ned til middag. Han var også gået forkert, men er en hurtigganger. I øvrigt havde en tysker, Klaus, som jeg mødte på vej ud af Leon, også gået forkert. Han ankom samme tidspunkt som mig, i mørket. Han sagde, at dette her gjorde han bare ikke een gang til. Han var blevet opholdt af en pige i Leon. Så kan han lære det!

John, Lucy og jeg spiste sammen. Da vi var færdige med at spise, siger herbergmutter til en enlig pilgrim, at han kunne jo sætte sig hen til. vires bord og snakke. Det gjorde han så. Han hed Well og arbejde som brandmand i det britiske luftvåben. Han havde gået 40 km i dag. Han havde taget halvdelen af Caminoen på et tidspunkt og nu var det resten. flink fyr.

Trætheden melder sig. Må op og lige tage et bad og så i seng. Det er hvad der sker. Jeg er mørbanket og totalt smadret. Min højre fod har det skidt. Der kommer væske ud, men jeg har ikke kræfter til at se på det, før i morgen tidlig.

Dagens vandring blev uendeligt meget længere end det forventede. Lærte også, at keep it simple bare er en god leveregel og at hjælpen kommer, når du har brug for det. Det giver stof til eftertanke. Måske hørte nogen efter?