(Ponferrada - Villafranca del Bierzo, 23 km)
For ikke at skulle ud på 2 gange 30 km 2 dage i træk er jeg gået lidt længere end guidebogens anbefaling i de 2 foregående dage. I dag kan jeg derfor nøjes med 23 km og så 30 km i morgen op til 1330 meters højde. Lige nu sidder jeg og drikker en kop kaffe på hostalet, hvor jeg har overnattet. Har kommet Compeed på hælene også og begge føder har nu også på trædepuderne, plus een opad achillessenen i den ene fod og så er de tapet til, så mine føder ligner snart, jeg ved ikke hvad. Det er dog ikke så slemt. Det er mere for at forebygge evt. vabler.
Når fødderne bliver varmet op, så regner jeg med at gå 5 km i timen. Ruten i dag er flad. Regner med at være fremme ved 16-tiden, alene fordi jeg har været for doven i dag og taget mig rigtig god tid med bad og fødder.
Skriver videre under min frokostpause.
----------
Nej, det nåede jeg ikke. Fik en fantastisk tapas frokost sammen med een, jeg mødte på vejen, en ung spanier, Cynthia. Vi kom i snak efter 14-15 km enegang. Mødte igen de 2 spanske brødre, jeg stødte på i Foncebadon. Vi gik alle 4 sammen til Villafranca del Bierzo. Vi valgte vist den vanskeligere og længere rute, så lige nu er jeg bare totalt smadret. Har fået værelse på dejligt hostal lige før man går nedad mod byen. Det er faktisk pænere og hyggeligere end de fleste hotelværelser. Ankom til byen ved 16.25-tiden.
Om lidt er det i bad, så vaske tøj. Om jeg har kræfter til at spise, det må tiden vise. Lucy er åbenbart lidt træt, skrev hun. Hun har spist frokost her i byen i dag, så vi er kun en halv dag fra hinanden. Så måske er der en chance for, at vi mødes igen og kan gå ind til Santiago sammen. Det ville jo være fantastisk.
Håber at kunne skrive lidt mere senere.
------------
Jeg er lige kommet op på værelset for en halv time siden. Fik den mest lækre oksehalestew, som er en opskrift efter Pilar's bedstemor. Hvem Pilar er, ved jeg ikke. Ejeren af hostalet anbefalede ingen forret. Bestilte så en Panna Cotta til dessert, i stedet. En god flaske rødvin fra lokalområdet på druen Mencia, supporterede oksehalen helt vidunderligt. Kødet nærmest faldt af benene. Jeg havde det godt, kan jeg roligt sige. Dette sted her er det mest hyggelige, jeg har boet i, på Caminoen.
Der er tænkt på hver en detalje, uden det virker påtaget. Restauranten som værelset er bare varme rum at være i. Det hedder La Puerta del Perdon. Da jeg kom, så skulle jeg slet ikke tænke på betaling eller noget. Nej, jeg. går med dig op til værelset og bærer i øvrigt din rygsæk. Tag det bare helt roligt, slap af. Det andet når vi senere. Så ved man, at man er kommet et godt sted. Og maden bagefter viste det også. Der er klasse og stil over det, på en helt jordnær måde. Det kan jeg lide.
Min dessert kom i en rektangulær tallerken, hvor der var lagt noget karamelagtigt, udtrukket, på bunden plus en rødlig masse samt et styk jordbær, som der var skåret i, men ikke igennem. Selvfølgelig også panna cotaen. Den smagte bare godt. Det rødlige måtte jeg spørge om, da jeg ikke kunne smage mig til, hvad det var. Det var tomatmarmelade. Så har man lært det med. Helt ubeskrivelig godt som tilbehør.
Til sidst en espresso og afslutning en brandy, som selvfølgelig kom i et opvarmet glas. Og så var det op her til værelset, hvor jeg har færdiggjort gårsdagens beretning plus i dag. Dog mangler jeg at fortælle om min snak med denne fantastisk kloge og smukke Cynthia på dagens tur, 22 år, boende i Barcelona. Hvis jeg havde været yngre, var jeg faldet fuldstændig pladask for denne intelligente unge dame. Vi snakkede om spiritualitet, om universets energier og hvorfor hun efter sin mastergrad, allerede?, havde sagt et job op i Santander (bank). Hun havde det ikke godt med det. Det samme med Klaus i går. Han havde fået nok af overfladiskhed. Han kunne ikke klare mere af det. Nu ville han være Klaus. Forstår ham så udemærket. jeg selv burde også have taget konsekvensen, for lang tid siden.
I øvrigt skulle Cynthia møde en alkymist her i byen, som hun havde hørt om. Det ville hun bare. Håber at møde hende på vejen i morgen, så jeg kan høre, hvordan det er gået. Spændende.
Og så håber jeg, at benene kan bære mig i morgen. De spanske brødre, Jose og Juan, men som indbyrdes kalder hinanden George og Paul, havde sendt over 2 kg hver hjem til Mallorca i dag, med posten. Det burde jeg sådan set også. Har ike længere brug for eksempelvis sovepose, hvis jeg alligevel vil bo på hostal eller hotel, men man ved jo aldrig. Ikke underligt benene har det hårdt, med alle de ekstra kilo. Vi klarer den jo nok eller rettere sagt, det skal vi.
I dag nåede jeg under 200 km grænsen. Det skulle jeg kunne klare på 8 dage, hvis alt går vel. Altså næste fredag den 22. november, skulle jeg gerne komme til Santiago, men stadig, een dag ad gangen. Træerne vokser ikke ind i himlen.
I morgen skulle jeg gerne afsted senest kl. 8, så jeg har lidt mere at give af. Det går trods alt opad hele vejen.
