(Foncebadón - Ponferrada, 26,9 km)
Er træt efter dagens strabadser. mere i morgen, men sikket et vejr og fantastisk natur. Nærmest som min første dag. Det gør dig lykkelig, på sin måde. Ingen vind ved Jernkorset. Fik lagt min lille sten. Ikke noget personligt, med at smide noget af sig selv, men for de afdøde, jeg holdt af.
----------
Stod op omkring sædvanlig tid. Gik i bad og blev barberet, der var gået 2 dage. Havde besluttet mig for, at min sten til Crus de Ferro ikke skulle handle om mig, men om de dejlige mennesker, jeg har været tæt på og kendt, og som nu er døde. Det var selvfølgelig min far og mor, min moster, min morbror Aavaat, min kæreste og samlever i 5 år, da jeg var ung, Nive, Kaaranguaq (Karen), Franklin, Niels, Jonathan, og flere andre. Jeg brugte de ca. 2 km op til korset og tænke på hver og een og sagde tak., Nogle er døde alt for tidligt af kræft. Det var en speciel oplevelse.
Min Camino skal ikke kun om mig, så derfor denne beslutning, som jeg tog i går. Jeg kan rigeligt komme af med den gamle Peter og hans dårlige sider og vaner, når jeg når Finisterre. Den lille sten oppe fra Thule ligger nu lige ved siden af korset. Se billedet, når det kommer på. Et stykke Grønland ved korset. Tak Batse!
Een af de 2 spanske brødre tog et billede af mig deroppe. Det kommer også på.
Vejret var ubeskriveligt. Sol, ingen vind. I beskrivelserne står der, at folk strider sig op i vinden. I dag, intet, kun stilhed. Op til lidt over 1.400 meter ved korset. Så går det ellers nedad. når man kommer til et vist punkt, så dukker hele den anden side op. Det var helt hvidt dernede. Fik oplevelsen sammen med de 2 brødre. Det var som at se indlandsisen. Tågen, der hang over dette kæmpemæssige dalområde, der er omkranset af store bjerge. Jamen, hvad skal man sige - smukt, smukt, smukt. Det findes ikke bedre.
Den første nedstigning til Acebo synes jeg var hård, men jeg skulle blive klogere. Den næste ned til Molinesara var endnu værre. Hver et skridt er vigtigt. Bare en enkel lille fejl, så kan din Camino være slut. Mange har brækket benene der, hørte jeg senere. Fik en mail fra Lucy senere på dagen om, at det nok var bedre at gå på selve hovedvejen, men der var det ligesom for sent. Mødte en spanier, der var på vej hjem til Bilvao, efter Santiago, på vejen ned. Helt ærligt. Der er i hvert fald grænser for de pinsler, jeg vil udsætte mig selv for, trods alt. Han var helt opløst af opstigningen. Ikke underligt.
Kom langt om længe ned til Molineseca. Fandt et sted, hvor jeg kunne få en Bocadillo og et glas vin. Fik skrevet lidt på iPad'en. Bagefter derudad for at komme til Ponferrada, så dagen i morgen kan blive lidt kortere. Det foregår stort set ved siden af hovedvejen. På vej møder jeg tyske , Klaus, som jeg havde mødt nogle dage forinden. Den dag, hvor mørket sænkede sig over mig, fra aleon.
Vi fik snakker rigtig godt på vejen og da vi kom til byen, fandt vi en bar ved det store torv, hvor vi kunne få en øl, eller var det 2?
Nå, hen til turist info og spørge. Hun sagde, at de nye hostals er bedre end de gamle hoteller. Så jeg fandt et hostal klods op af kontoret. Rent og pænt. Badeværelset vigtigt at notere det på. Klaus og jeg udvekslede telefonnumre, så vi kunne mødes igen senere til noget mad og vin.
Kom i bad, vaskede tøj og så ellers ud og handle Compeed til den store guldmedalje, inden de lukkede. Fik skrevet lidt mere. Fik en sms fra Klaus om at mødes på en tapasbar. Fandt den efter lidt besvær. Klaus havde åbenbart fået oplyst, at det gar stedet, man gik til. Det var stuvende fuldt på en onsdag. Nede i en kælder, højt til loftet, med rustikke vægge. Yes, sådan skal det. være. Klaus er åbenbart lige så mad- og vinglad som jeg, så det var godt. Han kan bedst lide hvidvin, så det fik vi. Vi hyggede os til lidt over 22 og så var det hjemad. Vi skal trods alt vandre i morgen. Fik snakket en del, men det bliver hemmelighed mellem ham og jeg. Sådan er det på Caminoen. Ellers går det ikke.
