(Mansilla de las Mullas - Leon, 18,6 km)
Erwin og jeg får en god nats søvn, uden forstyrrelser fra andre. Det er skønt, men vi sover alligevel lidt længe. Vi trækker den til kvart i 8. Får pakket og går ned for at spise morgenmad. Får det sædvanlige med toast, smør, marmelade, et glas juice og en kop kaffe. Efter morgenmaden op og hente rygsækken, lige købe 2 store flasker vand til opfyldning af vores vandflasker. Farvel og tak og vi får vores Buen Camino på vej ud af døren.
Vi finder ruten og er på vej gennem byen, da Natali kommer ud af en cafe og råber på os bagfra - tag det nu lidt roligt og kom ind og få en kop kaffe. Det kan vi naturligvis ikke sidde overhørig. Ind og få en kop cafe solo og snakke lidt. Bagefter afsted og jeg snakker med Natali et pænt stykker af vejen, indtil fruen siger, at nu må han altså ikke opholde mig længere, hvis jeg gerne vil gå lidt hurtigere.
Foran går Erwin og Luca og taler sammen - eller som Natali siger, forsøger at tale sammen, på tysk og andet godt.
Jeg siger farvel og på gensyn. Får fundet mit rytme og jeg overhaler alle. Vejen går langs med hovedvejen, lidt trættende, men til gengæld enkel og ligetil. Noget foregår dog fortovene, mindre godt. Kommer til Villarente, 5,7 km, og får lyst til en kop kaffe. Til min overraskelse sidder Anne-Marie og John derinde. Får købt en kaffe og vand og vi falder i snak, med det resultat, at alle dem, jeg gik fra, nu overhaler mig. Ruten er kort, så det betyder vel ikke det store.
En mand, som jeg så i går aftes på herbergets cafe, står der også. De 2 englændere fortæller mig, at det er en franskmand, der går med sit æsel. Synes nok, at jeg hørte et æsel, før jeg kom ind på cafeen.
Afsted igen. De andre går foran mig, men jeg indhenter dem. De står stille. Luca er ved at tage noget oppakning fra sin mor, Ughetta, der ser ud til at have det skidt. Det viser sig, at hun har store udslæt, de mener, det er allergisk reaktion på nogle blommer, hun har spist. De vil på hospitalet, når de kommer til Leon. Går videre efter aftale om, at vi ses i Leon. Nu har vi både mail og telefonnumre, så det kan vel ikke gå helt galt.
Min højre fod begynder at gøre ondt. Får dog kæmpet mig videre og støder ind i Erwin,z der holder pause. Jeg sætter mig, er lidt træt. Han giver mig en banan og et halvt æble. Han har lige siddet og spist. The Family kommer op til os og siger, at de vil finde en bar og holde pause. De går. Vi vil også finde os en bar og have en enkelt øl, men vi kan ikke finde nogen og går videre. For første gang kniber det med at finde en bar.
Vi går videre, men jeg er simpelthen nødt til at skifte til mine slippers, ellers bliver det vanskeligt. Skifter og hænger mine sko på rygsækken. Jeg vandrer hele vejen til Leon i mine slippers, vel omkring 5 km, til udkanten af byen. Vi kan se byen et godt stykke derfra. Stadig ingen bar , selv om vi er kommet til udkanten af byen. Vi støder ind i Andrei, med hunden, mens vi sidder på en bænk. Jeg skifter til sko igen, med nye sokker.
Vi går videre og det virker som et ondt år at komme ind mod centrum. Endelig støder vi ind i en bar, or vi får lidt let mad og et glas stort ø. Erwin vil på herberg og jeg på hotel. Har brug for at tage hånd om min fod, i eget rum, og ikke sammen med en masse andre. Vores veje skilles, med aftale om at mødes kl. 19.00 ved domkirken.
Har i øvrigt fået en mail fra Eva, der skriver, at hun bor på et stort hotel, med spa og det hele, Paradores, til 100€ pr. nat. John skulle også være der. På vejen mod Hotel Paris i bymidten, et 3 stjernet, støder jeg ind i en kvinde, der siger, at herberget altså er den anden vej. Får at vide, at hun er australier og vi finder ud af, at hun har mødt Ian og i øvrigt bor på hotel sammen med Eva. Verden er lille.
Finder mit hotel, til pilgrimspris, 40 € pr. nat. Ganske udemærket med karbad. Kommer i karbad og er næsten ved at falde i søvn, i varmen. Ligger vel en 20-25 minutters tid og så op. Får barberet mig. Må hellere se ordentlig ud, her i storbyen.
Der er flere ting, jeg skal nå her i Leon. Først og fremmest at have købt et nyt kamera. Kameraet har åbenbart ikke kunnet tåle regnvejret. Det strejkede endeligt i dag, så var det slut, uagtet genopladning, så derfor jeg kun kunnet tage billeder med min iPhone og det er altså ikke det samme. Det andet jeg skal nå er, at printe mit pensionsalderoversigt ud, underskrive den, scanne den og returnere den til Francisca i Nuuk, så min pension kan komme på plads til 1 marts. Håber det kan lykkes. For det tredje skal jeg gerne have købt et noget Compeed og creme, der kan tage noget af inflamationen ved hælene, måske også et lille fotostativ, men det er absolut sidste prioritet.
Karbadet har åbenbart varmet min krop op så meget, at jeg må tage en koldt brusebad bagefter. Der var ikke andet at gøre. Vaske tøj også. Der var en del, men heldigvis var radiatorerne i gang, så det kunne nå at tørre.
Ned til receptionen og spørge om, jeg kunne printe noget. Nææh, de havde kun en og den brugte de selv. I stedet henvist til en internet og telefonforretning lige om hjørnet. Går derhen, får mig en computer og jeg er blevet endnu mere modstander af Microsoft, også efter denne oplevelse. Kommer endeligt langt om længe ind i min gmail, printer den ud og beder om at få den scannet og sendt til min mailadresse. Jeg betaler ca. 2 € for det. Da den ikke er dukket op, går jeg bare. Antager at det er fordi det tager lidt tid.
Render herefter rundt som en idiot efter en fotoforretning, selv om jeg har fået anvist mulige steder. De er der bare ikke. Intet er let i Spanien, bortset fra barer, cafeer og apoteker. De er selvfølgelig vigtige, men alligevel. Nu kommer effektivitetstankegangen op i een. Husk, du er på Camino, min ven!
Tiden går. Jeg må i det mindste ind på et apotek. Får købt Compeed og creme, fisiocreme, står der. Foto må vente til i morgen. På hotellet stadig ingen fil på mailen.
Tager op for at mødes med Eva og mulige andre af vores medpilgrimme, kl. 19.00 ved domkirken. Den ser flot ud i lyset. Jeg Er åbenbart den første. Der er ingen, så jeg smutter lige ind på turistinformationen og spørger efter fotoforretninger. Hendes bedste bud er varehuset, a la Magasin og Illum. Hun viser mig, hvor det er.
Så kommer John, så Rachel, en austalier, der også bor på Parcadores, så Eva og til sidst Erwin. De andre beslutter, at vi skal gå lidt væk fra centrum. Der er for turistet. Vi kommer ind i nogle små gyder og der bliver færre og færre steder at spise og hyggeligt er det heller ikke. Vi tager ind mod centrum igen og damerne møder en ung mand, som de spørger til råds om evt. spisested. John og jeg er smuttet over på den anden side af gaden for at tjekke et par steder af. No.
Det viser sig, at den unge mand, studerende og engelsktalende, gerne vil vise os de rigtige steder at gå, selvfølgelig i centrum, men bag ved hovedstrædet på nogle mindre pladser. Meget, meget hyggeligt sted. Vi finder en virkelig lokal, autentisk spansk restaurant. Vi er heldige. Der er lige et ledigt bord. De 2 koreanere fra forleden i Santa Clara, der der søreme også. Vi hilser hjerteligt på hinanden.
Tjeneren, en meget flot mand med velplejet skæg, en charmetrold uden lige, er der selvfølgelig med det samme og da der er kvindeligt selskab, får vi ekstra god betjening. Eva, vil for 3. gang, mens jeg er med, have paella. Det går de andre med på. Vi skal vente ca. 40 minutter på den. Jeg skal have lidt fåreost til forret og så en ordentlig bøf til hovedret. Tjeneren anbefaler en lokal vin af en drue, jeg ikke kender. God anbefaling.
Erwin er smuttet hjemad lidt tidligere. Han har ikke tid til at rende rundt og lede efter spisesteder og føler sig nok også lidt klemt, fordi han ikke er så god til engelsk. Han har det bedst på 2 mandshånd, kan jeg mærke.
Jeg får min forret lidt før paellaen. Deler ud af den til John og Rachel. Så kommer den flotteste paellapande på bordet. Det ser lækkert ud, med alskens skaldyr. Jeg får min 300 grams bøf. Den er bare sagen. Medium-rare, som jeg kan lide dem, hvis kødet er godt og det var det. Tjenerens anbefaling.
Mens vi sidder der med hovedretten, får jeg en opringning fra The Family. Det er kommet hjem fra hospitalet og vil gerne ud og spise. Jeg giver dem navnet på restauranten og de kommer lidt efter. Heldigvis bliver der et ledigt bord. Klokken er vel 21. Af glæde over at se dem, forærer jeg dem den samme vin, som vi andre fik.
Vi bliver færdige med vores mad. De andre vil hjemad og nyde deres dyre hotel. Jeg bliver sammen med minfamilie og vi beslutter os at tage på en bar og få o,s en kop cafe og en brandy. Vi fandt en fantastisk bar. Fik glassene varmet op. Der var lå på, da tjeneren kom med dem. Der er stil over det. Nej, hvor det duftede godt, da det blev hældt op i. Det er næsten nok. Det smagte godt. synes Natali, Luca og jeg. Ughetta og Isabel drikker ikke den slags. De drikker i øvrigt næsten ingenting, ej heller vin. Til gengæld kæmper Ughetta med sin elektroniske cigaret. De er i øvrigt meget usunde, siges det.
Vi har det rigtig hyggeligt. De er bare de rareste mennesker, jeg har mødt i lang tid, altså bortset fra dem, jeg kender i forvejen. Vi taler om, hvad vi skal, når jeg kommer til Cuneo. Natali er faktisk meget forhippet på at komme til Grønland. Jeg fortæller ham, hvor dyrt det er at rejse derop og ikke mindst ophold m.m. Vinen ikke at forglemme. Måske København, så.
Vi får en enkelt mere, men så er det også slut. Vi skal hjem og sove. Endnu en dag at vandre i morgen. En uforglemmelig dejlig aften i hyggeligt selskab.
