(Castrojeriz - Fromista, 25,2 km)
Kommer afsted som den første fra herberget lidt i 8. Har heller ikke idag fået morgenmad. Der er 11 km til en morgenmadsby og jeg skal over en opstigning på 250 meter, over 1,2 km. Ok, opstigninger er faktisk de bedste, da jeg har færrest smerter på fødderne.
Dejlig kølig morgen og jeg kan se opstigningen langt væk, ca. 3 km væk. Går i og for sig fint, men har nogle smerter i højre fodsål, hele vejen igennem.
Inden opstigningen deler vejen sig i 2. Den ene direkte mod opstigningen. Den anden har jeg på fornemmelsen af går ud om opstigningen, men er ikke helt sikker.
Opstigningen går fint, rigtig fint. Ingen nævneværdig smerte i min højre fod. Kommer op på toppen, hvor der er et overdækket sted at sidde. Vil skifte sokker her og drikke noget vand. En yngre mand passerer. Natalis kone kommer op, hun sætter sig også. Lidt efter kommer Luca og Isabel. De vil vente på Natali, der har lidt problemer med opstigninger. Hans puls stiger og hans får hjertebanken.
Jeg går videre. En 18 % nedstigning, på beton. Det gør ondt. Kommer endelig langt om længe ned og kommer på grusvej. Højre fod har det ikke godt. Flere og flere passerer mig. Koreanere, 2 unge par, tror jeg. Natali og familie passerer mig også. Kommer op til en hvilested, hvor familien sidder. Luca tilbyder at tage noget af min oppakning. Jeg siger pænt nej tak. Siger at vi ses i næste by, hvor man forhåbentlig kan få lidt morgenmad.
Kommer ud på en asfaltvej og det begynder at gøre forfærdeligt ondt. På et tidspunkt taler jeg med store bogstaver, på grønlandsk, til min fod, at nu skal den ....................., opføre sig ordentligt. Det er mig, der bestemmer. Kigger også opad og beder til, at nogen vil hjælpe mig med foden, ellers må jeg holde i næste by og evt. tage flere dages pause og det værste, der kan ske, at stoppe helt.
Kæmper mig igennem til Itero de la Vega. Går forbi en Albergue med bar, som jeg tror er lukket, indtil Natali råber efter mig og jeg vender om. Natali finder straks en stol til mig, så jeg kan sidde med dem ved deres bord. Han er en venlig mand, selv om nødvendigvis ikke altid ser sådan ud. I øvrigt mener han, at han er "slaven" i sit følge, sagt med et lunefulde smil. Konen har brugt 3 år på at planlægge Caminoen, siger han.
Får købt en kop americano og ristet brød med smør og marmelade. Det var dejligt. Får masseret mine fødder godt og grundigt. Skifter strømper og kommer afsted. Har vel holdt en halv times pause.
Det går ubegribeligt godt, mærkeligt. Vejen går langsomt opad og god grusvej at gå på. Gruppen af franskmænd går der også. Vi har hørt via vores spion, Marco, at de stopper i næste by og kører derfra. Det er en religiøs gruppe, hører jeg.
Nu kører det bare som en maskine. For 1 time siden kunne jeg næsten ikke mere og nu, så overhaler jeg alle. Gad vide om den lille bøn har hjulpet?
Vi, min italienske familie og jeg, følges nogenlunde ad hele vejen til næste by, Boadillo del Camino, hvor vi er enige om at finde et sted at spise og holde 1 times pause, inden vi drager videre til vores destination, Fromista. Natali, fruen og jeg får en gang stegt kød. Luca og Isabel, en bocadillo. Vi får en kande vin til. Bagefter en dessert. Vi får hvilet fødderne. Jeg kommer i mine slippers en times tid og det gør godt.
Natali er en rigtig lun fyr, som italienere nu kan være. Forleden fortalte han, at han i sine unge dage ikke kunne et ord engelsk, men skulle lave noget i Manchester. Efter få dage, hvor han blev slæbt med på pub, så kunne han pludselig engelsk. Siden er det vist gået meget godt. Nå, mens vi sidder til frokosten siger han, at han simpelthen ikke kunne forstå, at vi skulle op over den top i dag. De mennesker, som har lavet denne Camino-strækning, må være nogen ondskabsfulde mennesker. For der gik faktisk en vej udenom stigningen. Samme mistanke, jeg havde. Han havde kigget op bagefter og spurgt - hvorfor? Hvortil vor herre havde sagt: " det er fordi du er for dum til selv at vælge den vej, du skal gå på". Vi skreg af grin. Han er altså lunefuld.
Vi kommer videre til Fromista, 6 km, og det går godt, mærkelig godt. Selvfølgelig lidt træt og øm om fødderne, men slet ikke på samme måde, som i morges. Vi finder det kommunale herberg. Det skulle vi aldrig have gjort. Et forfærdeligt sted, viser det sig. mørkt og uhumsk. Senere på aftenen, da vi skal til at gå i seng, er der en kvinde i næste rum, der åbenbart slår en bed bug ihjel. Der bliver stort påstyr. Kvinden og en anden flytter på et andet herberg. Vi andre bliver, efter at hospitalera beroliger os. Vi er i øvrigt også for trætte til at flytte. Vi håber det bedste.
Marco, Bernard, Erwin, den østrigste politimand og jeg tager ned og spiser på restauranten ved siden af. God forret med suppe med hvide bønner. Dejligt nærende. Hovedretten en lomo, så dårlig, at den ikke er værd at skrive om. Fantastisk flot restaureret restaurant, men maden absolut elendig.
Vi slukker vel lyset halvti, efter postyret.
