Måned: oktober 2013

Var fuldstændig færdig efter gårsdagens tur, så jeg havde ikke kræfter til at skrive overhovedet. Er nu i Estella, efter 5. dagens vandring, der igen stod i Caminolazaretets tegn. Ligger og slapper af på det kommunale herberg. Er lige ankommet sammen med Jin og Lucy ( og ikke Susie, som jeg gamle mand havde hørt).

Du får en udførlig beretning senere i dag for begge dage. Der er meget at fortælle. Det bliver nok en hel roman.

Vi ses senere.

-------------------

(Puenta la Reina  - Estella, 22 km)

Jeg sov i en 6-mands rum, 3 x 2 køjesenge. Vi var alle op i årene. Vi var dog kun 5 mand. Hospitaleros, som var en mindre muntert udseende mand, havde vist nok med vilje placeret os i samme rum, med forventning om "støjende adfærd" om natten. Underlig nok, var der faktisk meget lidt snorken, måske fordi vinduet stod åbent hele natten. Der var 3 spaniere og 1 som jeg endnu ikke har fundet ud af, fra hvilket land. Han taler engelsk så godt, så jeg tror, han er fra et eller andet engelsktalende sted.

Nå, vi sov længe i dag. Tror, at folk bevidst ville tage det roligt, da der kun var 21,8 km i dag og terrænet rimeligt fredeligt. Vi tændte lyset ved 7-tiden.Og så gik folk ellers bare i gang med at gøre det, der skal gøres inden afgang. Det er allerede ved at blive et ritual. Man børster tænder og får lidt vand i hovedet, går på toilettet, hvis nødvendigt.

Min tå skulle have nyt plaster og tapes ind. Har dog ingen bekymringer om ikke at skulle klare dagens tur.

Kommer afsted lidt over halvotte. Siger god tur til Tommy, der endnu ikke skal afsted. Jeg går gennem byen, der er ved at vågne. Lyset er flot. Der står folk ved bageren. Går over den gamle bro, så til venstre ned mod hovedvejen, over den og så er man ellers inde på den rigtige vej, så at sige. Månen er deroppe bag skyerne. Der er dejlig luftigt. Har ikke taget fleece på, da jeg ikke er kuldeskær og man bliver hurtig varm og så skal den bare af igen. Det viste sig at være en god beslutning. Min tå føles lidt bedre her efter et stykke tid.

Jeg er indtil nu ikke blevet overhalet. Har gået helt alene, dejligt på en morgen, som har tegn til at blive en god dag, vejrmæssigt. Lige før dagens længste stigning kan jeg høre, at der kommer en nærmere og nærmere og lige før stigningen er han lige bag ved. Jeg starter min opstigning, som nu er en vane, med at bruge mine stave til at hjælpe mig opad. Det går faktisk godt. Kører mit eget tempo. Tåen mærkes ikke, når jeg går opad. Min kondi er faktisk blevet helt god. Trækker ikke efter vejret. Jeg kan ikke længere høre den person, der gik bag ved mig lige før opstigningen.

Længere oppe vender jeg mig om for at se efter, men kan ikke se nogen. Det er ikke det bedste at stoppe op ved stejle stigninger, så hellere kun tage en fods længde, og et skridt ad gangen, stille og roligt og med hjælp af stavene. Så jeg kører videre. Næsten oppe ved toppen kan jeg se Lee, den unge koreaner, der har sit lands flag hængende på sin rygsæk, så man ikke er i tvivl om, hvor han kommer fra. Han har holdt en pause, kan jeg se, så helt dårligt står det ikke til med den gamles kondi. Føler mig dog alligevel noget brugt og sveden hagler ned af mit ansigt og håret er blevet helt vådt, uden jeg har lagt mærke til det.

Så snart jeg er på flade og nedadgående strækninger mærker jeg tåen, og det var der på den efterfølgende strækning, så jeg beslutter at lufte tæerne næste sted, hvor der er en bænk. Det er der i den første by. Mens jeg sidder der med min bare tæer kommer en pilgrim, jeg har mødt før, en franskmand. Da han ser mig, siger han et eller andet, med et smil. Jeg forstår det sådan: Nå, det var dig, der rendte fra mig. Og så gik han videre og han rendte fra mig.

Jeg går videre efter at have masseret fødderne og luftet støvler og strømper. Tåen skal gås varm igen. Beslutter mig for at få en kop kaffe og hvad de nu ellers har næste by. Op mod byen kommer Chris, min vandrefælle fra i går, forbi mig. Han har lange ben, så det går hurtigt på lige vej. Lige før byen ser vi Jin, der er lidt usikker på skiltningen. Vi clearer det af og Chris går først ind i byen, jeg efter og Jin ville så følge efter.

Man skal opad for at komme gennem byen. Ser en lille butik, der har kaffe på automat og frisk brød inde. Et lille bord med 2 stole udenfor. Her beslutter jeg at holde en pause. Går ind for at købe noget brød. Det blev en slags croissant med chokolade. De kan vel ikke være helt dårligt for dagens energiforbrug. Og så en drikkeyoghurt plus en juice. En cafe con leche i automaten. Jin kommer og gør mig med selskab. Hun køber en rigtig croissant.

Jeg smutter før Jin, da jeg vil udnytte min nogenlunde gode stund, jeg har. Det gælder om at fortsætte, når man er i sine gode momenter, og tage så mange k's (kays - kilometer), som vi efterhånden kun siger, som muligt. Man ved, man får en dårlig periode og mine har været mod slutningen, hvor fødder og lægge skal masseres og luftes flere gange og pauserne bliver lidt hyppigere.

Går videre får mig selv. Det går nogenlunde, men på et tidspunkt på en lille bro holder jeg pause og tager støvler og sokker af. Mine vaskede sokker fra i går hænger til tørre bag på rygsækken. Jeg lod dem hænge ude hele natten. Det skal man ikke. Nu må jeg bare lufte og svinge med dem, jeg har på, og tørre dem så godt som muligt og så på med dem.

Mens jeg sidder der på brosiden og dingler med tæerne kommer Lucy og Jin, selvfølgelig, mine 2 koreanske vandringsfæller. Vi bliver nok uadskillige resten af turen, hvis ellers kroppen holder. De stopper, og mens vi sidder der, kommer Tommy forbi og siger med et smil og grin - nu er igen, sammen. Han går videre efter en kort snak og det gør Jin også.

Jeg tror, at Lucy og jeg har samme hjerterytme. Ellers ville vi ikke have det så godt i hinandens selskab. Tror det er derfor hun venter på at gå indtil jeg skal afsted. Vi går samme hastighed, gar brug for de samme pauser og har begge tå-problemer. Ingen behov for at sige så meget under vandringen. Man gider ikke snakke hele tiden. Vi tager nogle få spørgsmål ad gangen, hvor vi lærer mere om hinanden. Der er jo lang vej til Santiago.

Lucy og jeg fortsætter, med hende som fører. Vi går stille og roligt. Der er sådan set ikke de store udfordringer, bortset fra, at mine fødder gør mere og mere ondt, ikke bare tåen, men over det hele på mine fodsåler. Efter 3-4 kilometers vandring støder vi på Tommy, der sidder på en bro og plejer sine fødder. Vi stopper op. Broer er gode at tage pauser på. De er brede på siderne, hvor man kan sidde. Mit plaster og tape ryger af, da jeg tager strømperne af og jeg får noget plaster af Tommy, der har sit grej oppe. Må huske at have plaster i en af de små rum øverst i rygsækken i morgen.

Lucy og jeg går videre før Tommy, der vil prøve at gå med bare tæer i sine vandresandaler. Han har jo problemer med sin hæl. Vi talte lidt om sko og jeg bliver enig med mig selv om at købe vandresandaler, når vi når en større by.

Jeg går forrest og vi har et nogenlunde tempo. Klokken er lidt over tolv og da vi nærmer og en by, spørger jeg Lucy om hun er sulten. Det er hun. Spørger om hun har mad med. Det har hun ikke, så jeg tilbyder at give frokost. Inde i byen er der en lille bar, hvor man kan få bocadillo og tortilla. Lucy får en tortilla og jeg en sandwich med tørret skinke. Vi får begge den dejligste friskpressede juice, uhm! Der er fuld musik på i baren. Kan høre at barmanden kan lide at synge. Han synger faktisk udmærket. Mens vi sidder og spiser kommer Tommy og vil have en pause, hvor han kan gøre lidt notater og få sig en bid brød samtidigt. Vi går efter maden. Musikken er lidt for høj.

Der er nu kun ca 7,5 km tilbage og vi er i godt humør. Vi er der snart, troede vi. Vores fødder bliver værre som vi går, selv om terrænet er fint. På vejen ser vi en meget moderne bygning. Det viser sig at være en en bodega: Bodega Tandem, hed den. Jeg vinfreak skal selvfølgelig havde et billede. Vi kan nu se den næstsidste by før Estella, som er dagens mål. Da vi nærmer os byen siger jeg til Lucy, at jeg har behov for en pause. Er nødt til at få mine støvler af. Da vi kommer til byen ligger en kvinde på en bænk og ser helt slidt ud. Hun hilser dog pænt. Vi fortsætter til vi finder en bænk længere inde. Vi får vores fødder frigjort og Lucy opdager, at hun har fået endnu en vabel under en tå. Ser, der er væske i og den spinkle kvinde pige stikker bare en nål i og presser alt det ud, hun kan, over en længere periode. Sej tøs, men det er ikke godt sådant et sted. Vi må håbe. Vi tager os god tid. Pigen, der lå ned på bænken, kommer luntende forbi. Hun har det rigtig skidt. Vi spørger. Det er tæerne.

Tommy kommer og forbi og vi siger grinende, at nu er Camino-feltlazaretet igen på arbejde. Man er nødt til at bevare det gode humør. Ellers kan det blive for surt.

Vi fortsætter og da vi kommer til udkanten af byen ser vi et skilt med 2,4 km, så vi var opløftede, men det var kun i starten.,På et tidspunkt siger jeg til Lucy, at jeg tror, at skiltet er falsk, bare for at opmuntre een. De 2,4 km var lange som et ondt år. Bare det kunne få en ende. Vi tager et meget kort skridt ad gangen. Da vi endelig kommer til udkanten af byen, så ser vi Jin sidde ved en bænk. Hun venter nok på Lucy, før hun vil på herberget, så de kan sove i nærheden af hinanden. Tommy er der også. Tommy vil til et herberg 1,6 km længere, ved udkanten af byen, så han sparer lidt i morgen.

Vi andre vakler 50 meter til det kommunale herberg. Kommer ind og får stemplet og betalt, 6€. Vi må selv finde en seng i Room1. Får heldigvis en underkøje. Lucy tager overkøjen og Jin den modsatte overkøje. I den anden underkøje ligger der een og sover. Han ligner en spanier. Ligger mig ned og slapper af, inden jeg finder internetadgang og får svaret på mails og kommentarer på hjemmesiden, liggende. De andre går i bad og kommer ud og dufter godt. Så kan man pludselig godt lugte, at man selv burde i bad. Der er 2 brusebade med forhæng til alle. Det er store brusebade, så man kan være der og ens tøj kan hænge lige udenfor. Bliver også barberet i dag. Skønt. Kommer mit japanske duftevand på, så jeg også kan dufte godt.

Kommer i snak med spanieren, der er vågnet. Han har en mærkelig stemme. Nærmest lige som ham i en amerikansk komedie eller film, i et alt for højt toneleje og hæs. Han taler engelsk på en sjov måde. Han fortæller, at han bor i nærheden af Santiago og har heste, som jeg naturligvis skal se, i hans kamerae. Hans elskede heste. Han fortæller, at dem med 4 sokker på, er de mest værdifulde og så får jeg ellers historien om den de har solgt til 60.000 $. Han taler meget højt og lugter vist nok også af lidt sprut. Hans første kone havde været amerikaner. Hans heste skulle til Madrid til april næste år og løbe. Det er galopheste, af engelsk race. Nå, så fik vi lært lidt der.

Heldigvis skulle jeg vaske tøj, så jeg slap for videre tiltale. Vaskede også min fleece. Var spændt på, om det ville tørre. Bagefter i gang med at skrive dagens beretning, i haven. Kan derfra høre, at der bliver knappet en flaske op i køkkenet.

Hastigt nærmer klokken sig otte og det er tide at finde et sted at spise. Jeg går ind i køkkenet og kan se, at min spanske hesteelskende sidder alene og spiser, med en flaske vin. Så min antagelse om lidt sprutlugt, har nok ikke været helt forgæves. Ian fra Austrulien, den ældre tidligere lærer, der har gået fra Le Puy og Eva fra Tyskland, også startet i Le Puy en uge tidligere end Ian, skal ud sammen og jeg joiner dem. De to har vist besluttet sig for at gå sammen resten af vejen. Ian er også sjov at være sammen med. Han taler med gud og hver mand. Eva er modsat, yogadyrkende og vist lidt kontrolfreak. Sjov kombination, de to, men ingen hanky panky. De savner Robert, deres tidligere rejsefælle, der måtte tage hjem og følge sin mor til Sicilien. Pligtopfyldende søn.

Nå, vi får fundet restauranten med en menu til 11€, inkl vand og vin. Det foregår bagved. Der sidder en hel flok ældre spanske kvinder derinde og lyden er i hvert flad på et niveau, hvor arbejdstilsynet havde grebet ind, hvis det var en arbejdsplads, hvilket det også er, men ikke for gæsterne.

Vi får vores mad. Det er OK. Herberget lukker kl. 22.00, og vi var lidt trætte, så det var hjem og sove. Får hentet mit tøj ind og hænger det til tørre på seng og rygsæk. Får lige skrevet lidt mere på iPad'en, inden lyset slukkes og det er tide at få sove. Bruger kun soveposen som dyne, efterhånden. Man får udleveret eengangsengelinned, også til hovedpuden. Spanieren er allerede sovende. Falder hurtigt i søvn.

(Pamplona - Puente La Reina, 24 km plus lidt mere)

Det blev en forfærdelig nat.

Pamplona er meget livlig om lørdagen. Det havde flere pilgrimme åbenbart fundet ud af, hvilket ikke var svært. Der var et hav af mennesker i aftes på gaderne. Folk står midt på gaden med deres vinglas og snakkede, snakkede og snakkede. Og det går ikke stille af sig.

Flere havde set stort på herbergets lukketid, kl. 23.00, så det bankede på flere gang, efterfølgende. Og alle vågnede. Klokken 2 bankede det meget, meget hårdt på hoveddøren. Det runger i de 2 sale, hvor vi sover. Hører en masse snak. Endelig falder der til sidst ro over det, men meget søvn får man ikke.

Vågner ved halvsekstiden og ligger og skriver lidt. Så kommer der gang i folk og jeg står op, får børstet tænder og hovedet vasket. Går ned for at hente mit tøj. Det er stadig vådt, så det må ned i en plastikpose og blive tørret færdigt i eftermiddag/aften, når jeg når næste mål.

Får pakket min rygsæk. Lucy og Jin skal først have morgenmad. Vi siger farvel og på gensyn.

Jeg går ud kl. 07.30 og prøver at finde Camino-sporet. Heldigvis kommer en af de unge koreanske mænd, der ved, hvor det er. Han går med sit koreanske flag på rygsækken. Vi møder de første branderter, der er på vej hjem. De har det sjovt, men nok ikke senere på dagen.

Det er en dejlig dag. Lidt kølig, uden at være kold. God gå-temperatur. Vi går mod noget parklignende og bliver lidt forvirrede. Selvfølgelig kommer hjælpen. En meget flink spanier, der kan noget engelsk, hjælper os på vej. Han går med os, så langt han kan og viser os vej. Tænk at vågne op til så meget uselviskhed. Man bliver varm om hjertet. Der findes rigtige mennesker!

Lee og jeg fortsætter. Møder endnu de sidste branderter på vej hjem. Vi kommer til universitetsparken og kan se en ældre kvindelig peregrino, der leder efter vej. Hun har krøllet lyst hår og virker til at være fit for fight. Vi går sammen med hende, indtil vi er sikre på, at intet kan gå galt. Så går vi fra hende.

Lee skal langt på sin første strækning, inden pause, siger han. Over 13 km. Manden er gal, tænker jeg. Vi siger farvel og på gensyn.

Venstre fod har det ikke for godt, selv efter gårsdagen kærlige behandling. Jeg går dog nogenlunde, alligevel. Når foden bliver varm, bliver smerten mindre. Det går langsomt opad. Der er lokale, der går søndagstur og endnu flere motionister og mountainbikere, her i de allertidligste morgentimer. Det er helt utroligt, hvor aktive folk er her på en tidlig søndag morgen.

Fortsætter opad. Kan se vindmøllerne på bjergkammen, på begge sider af, hvor jeg skal op, på lang afstand. Håber at den næste by, jeg kan se, har en cafe eller noget, hvor jeg kan få lidt at spise.

Ser en mindesten over en død belgisk pilgrim, hvis jeg husker rigtigt. Han var lidt overvægtig, kan jeg se på billedet. Måske er det den rigtige måde at dø på?

Selvfølgelig, dukker der een op. En undselig lille biks. Alt kommer til dig på Caminoen, når du ønsker det. Jeg går ind og møder en meget, efter min mening, smuk, lad os sige omkring 30 år, spansk, flink, kvinde. Hun har dette brunsorte hår, som mange spanske kvinder har. Det er bare vildt flot, når det har den rette kombination. Hvad, kan jeg ikke sige. Ved det bare, når jeg ser det. Hvad kan man forlange mere, når man er lidt træt og har ømme fødder? Det lindrer lidt på smerten.

Køber en frisk opvarmet croissant plus en cola - ved ikke hvorfor - og en cafe con leche i automaten, og en mandarin. Det bliver min morgenmad. Croissanten smager himmelsk.

Nyder den udenfor med rygsæk på. Ingen steder at sidde. Går ind og siger tak for den dejlige croissant - sikkert bare for at få det sidste syn på hornhinden. OK, det er tilladt at kigge, hallo!

Fortsætter og der er kun een vej - opad.

Der kommer flere og flere efter mig. Tror i første omgang, at det er peregrinos, men nej. Det er lokale, der skal på søndagsudflugt op, hvor vindmøllerne er. Ikke den bedste vej at gå. Man skal hele tiden passe på. Det slider. Flere børn og forældre passerer. De hilser.

Heldigvis dukker en bænk op. Smider rygsæk, støvler og sokker. der passerer efterhånden mange mennesker, selv hele flokke af børn, der ledes af voksne. Efterhånden begynder jeg at tænke, om det er noget, som bare sker denne søndag eller at det sker hver uge. Men mange mennesker er det, familier, enlige, venner. Det er positivt, at man gør sådanne ting sammen, i stedet for mobiltelefon og computer, hele tiden. Hatten af for spanierne!

Børnene er utroligt flinke og interesserede. Alle børn ved, hvad en peregrino er og behandler dem med respekt. De har lært det af deres forældre. Hvem skulle de ellers lære det fra? Når de gør det, så behandler de også deres ældre med respekt. Måske det lovpriste danske og grønlandske velfærdssystem kunne lære lidt af det. Man kan ikke betale sig fra det hele, heller ikke ens dårlige samvittighed. Ved det, for min part. Lige lidt hjælper det.

På et tidspunkt passerer Chris, en høj tynd australier. Vi hilser på hinanden. Jeg spørger til Lucy og Jin. De er længere bagud.

Videre op til toppen, hvor jeg bliver passeret af mange energiske børn, uden oppakning. Når toppen, hvor mange mennesker sidder og spiser deres medbragte madder. Det er nærmest en folkefest.

Et par hurtige billeder og så videre, nedad, på den anden side. Det viser sig at være noget af det værste, jeg har prøvet indtil nu. Det er store rullesten, lagt på trappelignende indretninger. Det er et helvede at gå på, undskyld udtrykket!

I starten tænker jeg, at der må være en logisk forklaring på dette helvede. Det er naturligvis, naturlige sten, der er rullet ned af bjergsiden og helt naturligt faldet ned på de menneskeskabte trapper, godt nok store, og uregulære. På vej ned sidder Chris med sin notesblok og spuser ludt mad. Vi hilser igen og ses i Puente La Reina.

Længere nedad kan jeg heller ikke snydes. Det går op for mig, at det slet ikke er hverken gud eller djævlen, der har lagt disse kæmpe rullesten ud. Det er naturstridigt. Altså er det mennesker. Sikkert nogen, der aldrig har gået Camino eller bare har et dårligt liv, og dem er der jo nogen stykker af, som synes, at andre skal have det lige så dårligt som dem. Tak spids!

I sådanne situationer, med smerter, må man snyde hjernen. Så man tænker på alle mulige skøre ting. I et af de mere muntre momenter overvejer jeg, om jeg nu er til S/M, siden jeg gider alt det. Ler højt for sig selv.

Jeg nærmest sniger mig videre ned. Øv, havde det lige så godt efter pausen. Og så er det hele ødelagt. Der dukker heldigvis en bænk op på det tidspunkt, hvor de forbandede - undskyld - rullesten - holder op. Lufter de dertil indrettede og får mig en energibar. Et par snakkende veninder går forbi. Her i Spanien kan du jo gå til alt, åbenbart. Der er altid en sti at gå på, til næste by.

Vandrer videre af en dejlig grusvej, dog med ømme fødder. Chris kommer op og vi falder i snak. Chris er rødhåret, høj og australier og kan næsten tage næsten dobbelte lå lange skridt som jeg. I dag skulle vi åbenbart tale sammen resten af vej. Solen bager ned.

Først taler vi om den underlige nedstigning, vi lige er gået på. Den er livsfarlig, og endnu værre i regnvejr. Snakker om, hvilke hoveder, der kan finde på sådan noget. Mountainbikerne forcerer den dog også, forstås nedad. Opad må de nok opgive. Så ikke nogen.

Chris er 34 år gammel og underviser på en high school. Har gjort det i 4 år. Han har taget et sabatår, for at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Han mener dog, at han forttat vil undervise. Ingen kæreste, ingen børn.

Vi kommer i snak om Pamplona og aftenens byliv. 2 mænd, der går, kan naturligvis ikke undgå at snakke om de smukke kvinder, man kunne se på gaden i går. De gør virkelig noget ud af sig selv. Ikke på den overgearede måde, hvor det nærmest bliver grimt. Jeg for min part synes godt om det sort/brune hår. Chris havde hørt om de blonde skandinaviske. Dem snakkes der åbenbart også om, i mandekredse. Selvfølgelig.

Vi kommer ind på skolesystemer. Han kendte noget til det finske og canadiske. Nogle af hans chefer havde været i Finland. Vi snakker om fagforeninger, undervisningsmetoder m.m.

Kommer også ind på religiøsitet og om Caminoen, uden dog helt at gå dybt ind i det. Det er for tidligt. Senere på Caminoen. Vi bliver dog enige om at tage en detour for at se en kirke fra det 12. århundrede, som blev bygget for at beskytte pilgrimme. Inden vi drejer fra den anbefalede normalrute, får vi forfriskning på en bar i Muruzabal. Der er bagende varmt. Flere af vores spanske medpilgrimme sidder der og får sig en øl. Vi hilser hjerteligt på hinanden og skåler.

Inden vi forlader Muruzabal fylder vi vores vandfalsker på en vandpost. Der er ingen skygge nogen steder. Vejen er menneskelig, men fødderne får det værre. Vi kan se kirken på afstand og den ligger helt for sig selv. Endelig ankomst. Vi smider, hvad vi har. Hilser på 2 spanske par og 1 barn. De er flinke og vi får dem til at tage et billede af os 2. Efter en rundering om kirken og tagen billeder, går vi videre. Vi er efterhånden begge trætte og vil frem til Puente La Reina. Foreløbig er vi ikke blevet overhalet af nogen som helst.

Vi tror, at vi tager den anbefalede vej til byen, men nej. Vi har åbenbart taget vejen mod Obanos, som er en del af normalruten. Vi skulle have fulgt hovedvejen på venstre side et kort stykke, inden vi kom på vandrestier igen. I stedet reddede vi os en stigning, der tærede, på dette tidspunkt. Naturligvis mødte vi andre pilgrimme, der ikke havde taget en detour. Vi var åbenbart de eneste idioter, der havde set kirken, viste det sig bagefter.

Vi humpede nærmest ind. Vi lavede endnu en fejl. Vi gik til det private herberg i den anden ende af byen, lidt udenfor. Vi overså skiltet, hvor der stod lukket og vi reddede os selv en stigning igen plus en kilometer mere i alt, inden vi endelig - efter at være vendt om - kom til klosterets herberg. Her var alle de andre, naturligvis.

Dejligt at kunne smide alt oppakning og ikke mere de forfærdelige vandrestøvler for i dag. Jeg må se at finde nogle vandresko eller sandaler, ved siden af.

Kommer i bad, fødderne bliver plejet med kærlig hånd, læggene får deres massage. Bagefter tøjvask.

Folk sidder ude i haven og slapper af. Jeg prøver at skrive lidt, men er meget træt og der er næsten ingen elstik, så jeg opgiver og læser lidt i guidebøgerne. klokken er efterhånden ved at være mange. Møder Tommy, der vil ud og se byen. Det gør vi. Han har aftalt med Ian og Eva, om at spise sammen på hotellets restaurant, lige når man kommer til byen. Vores tur er dog først den anden vej. Vi går til den gamle bro og får taget billeder. Vender om og går hele vejen tilbage gennem byen og ud til den anden ende for at mødes med de andre. De er der ikke.

Vi får et glas vin og nyder den udenfor. Collett og Tony kommer forbi. De har spist og bor på hotellet.

Vi tror, at Ian og Eva har ombestemt sig og gået ind i selve den gamle bydel. Vi tager derind. Selvfølgelig sidder de der. Vi får pilgrimsmad til 6€. Snakker og har det hyggeligt. Sådan er det i selskab med Ian.

Vi er trætte og går hjem, så snart vi er færdige. De andre sidder i spisestuen og hygger sig. Vi får lige en kop the sammen med de koreanske piger. Jin laver theen, dejligt. Så er det på hovedet i seng, inden kl. 22.00.

(Zubiri - Pamplona, 22 km)

Ligger lige i disse sekunder på herberget midt inde i Pamplona og skriver dette. Kl. er lige omkring 18.00. Det er et herberg inddelt i sektioner med 2 dobbeltkøjer i hver. Der er vel lidt over en meters penge i adskillelsen. Der ligger nogle få og sover efter dagens strabadser, kan jeg høre.

Jeg er mørbanket i lår, lægge og fødder. Ikke at forglemme den tå, som jeg frygtede. Mere om den senere.

Efter jeg kom hjem til pensionatet i går aftes, lå jeg og skrev til lidt over tolv. Det er noget skidt med disse forpligtelser på hjemmesiden på sådanne tidspunkter, når man har brug for at sove. Det presser jo lidt. Alligevel vågner jeg allerede lidt i seks. Havde vinduet åbent hele natten, så jeg kunne høre vandets rislen. Det minder mig om min barndom, når far havde os med ude og vi lå i telt - i Sydgrønland, ved siden af en elv. Sikkert derfor, jeg sov godt. Utroligt hvilke ting, man husker fra sin barndom, som betyder noget.

Stod endeligt op lidt i syv. Gik ud og børstede tænder og vaskede ansigtet. På Caminoen bader man dagen før og er derfor klar næste morgen. Pakkede stille og roligt, tog mine piller og hentede vand i køkkenet til mine 2 flasker. Collett var derude og var gået i gang med den morgenmad, hun og Tony havde bestilt. Jeg havde ikke bestilt noget. For mig duer det heller ikke at spise mig mæt og så begynde at gå. Vil hellere have gang i systemet først. Vi ønskede hinanden en god tur. Vi sås jo nok.

Jeg tog min rygsæk og gik ud. Ruten starter lige ved siden af pensionatet. En pilgrim kom forbi, inden jeg fik min rygsæk på og startet gps'en. Var lidt bange for at løfte rygsækken og få den på - efter i går med ondt i skuldrene. Dejlig morgen, frisk, overskyet - perfekt vejr til vandring. Det er ikke det kønneste sted starte, da man skal forbi et stenknuseri og man bliver ledt lidt rundt for at komme videre.

Det overstås heldigvis og jeg kommer ind i dejlig afvekslende natur. Havde besluttet mig for at jeg tage det helt roligt. Har masser af tid. Jeg bruger mine stave godt allerede fra starten. Opad bruger jeg dem på samme måde som i langrend. Begge stave ned i jorden på een gang og så støde fra og hjælpe til i bevægelsen. Det virker utrolig godt. Hver en besparelse af benmusklerne kommer een til gode mod slutningen af dagen. Ved ned stigninger støder jeg mod, så jeg ikke belaster knæ og lår for meget.

Passerer den mand, der gik lige før mig. Vi ønsker hinanden en god Camino. Han har seng længere henne her i herberget og vinkede hjerteligt, da han så mig i eftermiddags.

Kommer i en god gænge. Passerer 3 spanske kvinder, der åbenbart er veninder, eller snakker som kun veninder gør. De taler hele tiden, som om, de er hjemme. De er fortsat i comfort-zone og det må man håbe for dem, at de kommer ud af. Går lidt hurtigere for at slippe for talestrømmen.

Pludselig genkender jeg gangen med en vanddunk i hånden og en stav i den anden, rygsækken og hendes vandresko, der er blå og gule. Det er min vandreveninde fra første dag, Susie fra Korea. Jeg prøver ikke at indhente hende, men hun stopper op ved at bæk, hvor man kan sidde godt på en bænk og hvor der sidder 4 spanske venner sammen. Jeg gør det samme. Har jo ikke fået morgenmad og vil spise noget frugt, jeg købte i går, plus en energibar. Susie bliver glad for at se mig.

Allerede på torsdagen vandring besluttede jeg mig for, at hun skulle have min anden kammusling som gave. Hendes lykkeskal fra Grønland, sagde jeg til hende. Hun takkede meget og hænger den på sin rygsæk. Er meget sikker på, at Laila og Ulrik, der har sendt mig kammuslingeskallerne, er enig med mig i, at en ung koreansk kvinde, der kommer til Europa for første gang, skal have en grønlandsk kammuslingeskal.

Vi spiser vores mad og snakker lidt med den spanske gruppe, der spørger, hvor vi kommer fra. De 3 veninder dukker også op. De 4 går før os.

Uden at det siges er Susie og jeg enige om at følges ad. Hun er også godt brugt på de første 2 dage, så vi har godt af at gå sammen. Jeg lader hende styre hastigheden. Landskabet på denne strækning fra Zubiri er meget afvekslende. Dejligt for en vandrer. vi møder også en del mountainbikere.

I en mindre landsby er vi nødt til at holde. Skal have luftet fødderne. De gør ondt, specielt den venstre. Jeg har et par ydersokker hængende til tørring på rygsækken, som jeg tager på. Underligt at jeg ikke har tænkt på det før. Selvfølgelig skal jeg have et par indersokker og ydersokker hængende på rygsækken i mine store sikkerhedslåse, som jeg kan skifte med, uden at skulle pakke ud. De våde kan så tørre og tages på igen senere. Har jo 3 par med, så jeg jo altid har rene ved ankomsten. Susie griner, da jeg siger, hvor dum man kan være dum.

Spørger hende, om hun tager og lufter sine fødder undervejs. Det gør hun ikke, siger hun, fordi hun er bange for ikke at få dem på igen. Jeg siger til hende, at hun ikke kan gå til Santiago, hvis hun ikke lufter fødderne engang imellem. Hun tager skoene af, og det viser sig jo, at hun har problemer med en tå, der bløder. Hun skifter plaster på det. Mens vi sidder der kommer den anden koreanske pige, hun hedder Chae Jin Baek, viser det sig senere, da jeg siger til hende efter ankomst til herberget, at jeg jo ikke kan blive ved med at skrive "den anden koreanske pige". Hun skal have et navn. Hun vil kaldes Jin, så det er Jin fra nu af.

Jin går videre og vi får vores luftede fødder i støvlerne igen og følger efter. På et tidspunkt passerer vi floden og lige ved sidder Jin med 2 mandlige koreanere og får morgenmad. Vi springer over, da vi på tidspunktet er rimeligt gående. Det er vist en englænder, der er vært i dette gamle hus, som han er ved at istandsætte. Han lyder sådan.

Vi får kigget i Susies guidebog, der er en oversættelse af den engelske og bedre end min. Vi skal passere under en hovedvej og så opad. Vi kommer under vejen og der er 2 toiletter, og jeg skal slå en streg siger jeg, og det skulle Susie så også. Der kommer en cykelrytter og Jin lige efter. Cykelrytteren spørger om vi har toiletpapir. Det har jeg, men det ligger langt nede. Jin, der er utrolig hjælpsom, flår straks sin rygsæk af og finder vådservietter i en sidelomme til manden. Jin har vist alt i rygsækken. Hendes rygsæk vejer flere kilo end min. Ikke noget under, at hun har ondt i skuldrene.

Vi klatrer op. Det går ok, men det er hårdt. Da vi er kommet op, holder vi en pause og kigger igen i guidebogen. Den siger omkring 6 km til Pamplona. Vi bliver helt euforiske og tror, at vi snart er der. Jin kommer op til os. Vi 3 følges resten af vejen, med efterhånden flere pauser. Vi er godt møre. Mine fødder gør ondt, rigtig ondt, nedad, isæt den venstre. Vi når til en forstad til Pamplona, smuk ved en flod. Byens indbyggere vil nok have sig frasagt at blive kaldt forstad. Vi går selvfølgelig forkert. Skulle have krydset floden allerede første gang. Vi får hjælp af en flink, godt engelsktalende spanier. Han guider os til hovedgaden, som man skal følge. Vi finder den.

Vi er så trætte og der er næsten 1,7 km til herberget. Jin har kort på sin tablet, så det kan vi se. Holder efterhånden pause for hver 500 m. Endelig kommer vi til byen, fuld af liv og folk er på barer og hygger sig, kan vi se og høre. Vi kommer til herberget og får vores senge, 7€.Vi 3 sover i sammen enhed. Jin i køjen over mig og Susie over i den anden. Det er en lise at komme af med støvlerne. Man er bare færdig og magter knap nok at gøre noget som helst, men det skal vi jo. Får lagt lagen på plastikmadressen og pudebetræk på. Fik dem udleveret.

Jeg får hurtigt sokkerne af og får kigget på fødderne. Kan se at den tå, der har tør hud er blevet større. Der er vand i. Pga. blødheden springer den, via mine negle og det hele kommer ud. Skidt, rigtig skidt, at jeg nu skal døje med det. Får presset det hele ud og skynder mig i bad, så jeg kan tage mig af den bagefter.

Der er fælles badefaciliteter, dog i kabiner. Vi render rundt igen i underbukser.

Kommer jod på og plaster. Fødderne får luft i klipklapperne. Håber det går. Vasker mit tøj og hænger det til tørre. Fødderne får creme og massage, ligeså læggene. Lårene må også have en tur. Det gør altså ondt.

Nå, må i byen for at finde et telefonselskab og købe mig en ny rem. På et tidspunkt falder bukserne vel ned og det kan vi jo ikke have. Går rundt alke vegne, men der er lukket. Ser den store plads, hvor folk sidder og spiser og drikker i det gode vejr. Skal også selv have lidt. Har kun fået en banan og energibar, plus nogle nædder og en tredjedel mandarin af Jin. Finder jeg en tapasbar i en sidegade til den store plads. Bestiller 2 som jeg synes ser lækre ud, et glas hvidvin og en flaske vand. De ryger ned med det samme, vinen og det meste af vandet også. Må have en mere og et glas mere. Dejligt. Får en cafe solo til sidst og beder om regningen. 12€ - altså. Det er den rene foræring. På vejen tilbage til herberget, hvor der er en masse spaniere, der forstår at glæde sig, tænker jeg, at det er da godt, at priserne er lave og at de forstår glæden ved hinanden. De lever jo det meste af tiden på gaden, skulle man tro. Med den situation, landet er i, under man dem deres evne til at glædes med hinanden. Godt gået.

Lige ved siden af herberget er der en særlig butik til pilgrimme. Gik ind og kiggede. Fandt et sæt "blister killer", den engelske guidebog og en ny minitaske til mine penge, pas og pilgrimspas. Den anden duer ikke om maven. Man sveder jo.

Kommer på herberget og får en synål med tråd igennem den bløde hud. Giver den engang jod. Det må være kommer det rette sted, for den sved. Plaster på og så håber vi på mirakler.

Klokken er nu lidt over 8 og jeg skal lige ud og have en lille bid, inden jeg går i seng. Har bare mest lyst til at ligge ned. Jin er her. Hun skulle ikke ud med de andre. Vi har snakket og bare været afslappede, mens jeg skriver liggende. Hun vimser rundt og laver en masse ting.

Hun har foræret mig et meget flot koreansk bogmærke, som har nogle traditionelle koreanske symbolske mønstre. Det synes hun, jeg skulle have. Det er jeg naturligvis meget glad og beæret over og tager som udtryk for, at jeg er godt selskab for dem. Hun får min muslingeskal, hvis vi gennemfører sammen til Santiago. Nu har Susie fået den anden. Jeg har ikke brug for symbolikken. Den har jeg i hovedet.

Håber fødderne kan klare de ca. 24 km i morgen. Ellers må jeg skifte til sko, når jeg kan købe nogle ordentlige, i løbet af de næste par dage. Måske er de ikke så hårde ved tåen. Vi må se og improvisere.

(Roncesvalles - Zubiri, 21,8 km)

Sov kun i min silkepose. En anelse koldt, men OK. Snorkeriet i nat var OK. Tommy snorkede lidt meget i underkøjen modsat side, hvilket han fik at vide med et smil. En franskmand sov under mig og den anden koreanske pige modsat mig på øverste køje.

I øvrigt render alle mændene i underbukser blandt alle kvinderne, når de går til og fra badet. Nogle kvinder tog fejl af mændenes afdeling og tog bad der. Fine fornemmelser eksisterer ikke på en Camino, selv på et religiøst herberg. Gud ske tak og lov, for det!

Vågnede allerede ved 05.30-tiden. Overvejede om jeg skulle stå op. Ville egentlig gerne på toilettet for at lave det store. Havde ikke været der af den grund siden afrejsen fra København, så jeg var vist blevet trængende. En enkelt vandrede på sine klipklappere.

Nå, nu skal det være. Jeg kravlede ned med min pandelampe, uden at tænde den og tog så samtidigt mit tøj, så jeg bagefter kunne komme i kælderen og hente mit vasketøj. Gjorde det, der skulle gøres og listede hen ad gangen og ned for at hente mit vasketøj.

Da jeg kom op til soveafdelingen stod 2 hospitaleros klar til at tænde lyset og gjorde det, ligesom jeg kom i sovesalen. Den ene satte kirkeligt kormusik på (en slags gregoriansk) og den anden gik så rundt og sagde godmorgen til alle på forskellige sprog. Dejlig måde at blive vækket på og sådan, at det ike er til at misforstå.

Franskmanden var stået op og i gang med at pakke. Jeg ventede. Han blev færdig og gik. vi ønskede ham god tur. Tommy havde åbenbart brug for at vågne stille og høre musikken, så det fik han selvfølgelig lov til. Koreaneren ville gerne afsted sammen med hendes landsmand, Susie, der sov i den anden 4-mandsenhed ved siden af, hvor Teddy også var.

Teddy var færdig og vi ønskede ham god tur og på gensyn. Jeg pakkede mine ting stille og roligt, men var klar før Tommy, så han sagde, at jeg bare skulle tage afsted. Jeg gik nedenunder, hentede mine støvler og så afsted i tusmørket.

Ved starten, hvor der er en markering med afstanden til Santiago tog jeg et billede og lige pludselig skulle jeg agere fotograf for et spansk ægtepar og en anden gruppe. Det gjorde jeg selvfølgelig med glæde og fik mange tusind tak og så var dagen ligesom startet godt, positivt.

Gik for mig selv gennem skoven. Dejlig morgen. Intet at være bange for. Man er en del af naturen. Jeg ville spise morgenmad det første sted, jeg fandt. Det gjorde jeg i næste by, 3 km længere henne. Andre, bla. Ian, som jeg gik med senere på dagen, var der. Jeg fik en tostado med smør og marmelade, cafe con leche og så et glas juice oppe ved baren. Dejligt sted.

Gik videre ad hovedvejen i byen, indtil jeg hørte nogen råbe, åbenbart efter mig.jeg vendte mig om, og så en spansk mand med brød på armen sige noget og fægtede med armene, og jeg forstod, at jeg var gået forkert. Jg skulle dreje til højre længere tilbage og skulle over floden. Jeg takkede ham mange gange og fandt stedet. Jeg havde overhovedet ikke læst i min guidebog - ellers havde jeg vist det.

Anaway, jeg kom på ret kurs og så var det ude på rigtig pilgrimsvej med natur til alle sidder. Flot, flot vandring. Forbi gårde, fordi køer. På et tidspunkt mens jeg går med skov til begge sidder, står der lige pludselig en hest lige der, mellem træerne. Højst besynderligt. Begynder at få fornemmelsen af, at der er noget mellem disse heste og jeg. Vi snakker sammen.

Jeg tager et billede og imens kommer en mand bag mig og stopper op. Det viser sig at være en franskmand. Vi følges ad og taler på det bedste skolefransk og hans skoleengelsk sammen. Han var gået hele vejen fra Le Puy og skulle til Santiago, men ikke til Finisterre. Hans kone arbejde i øvrigt i et dansk firma, Bruel og Kjaer. Han skulle nå 45 km i dag, kunne jeg forstå, så han og jeg skiltes.

Umiddelbart efter kom jeg til en by, hvor det spanske ægtepar sad og spiste på en bænk. Gik lidt videre og fandt et lille torv ved en cafe, hvor der sad flere kendte ansigter, bla. 4 unge fra Spanien, som jeg på dagens vandring havde mødt flere gange.

Jeg gik ind for at købe noget og talte så med en ung australier, mens vi ventede på betjening. Havde set ham på herberget. Hans første Camino. Jeg købte en cafe solo og en øl. Satte mig ved et bord, hvor der sad en ældre mand med skæg, som australieren kendte. Det viste sig, at den skæggede mand også var australier. Vi kom i god snak. Han var gået fra Le Puy, den 12. september. Havde haft 2 hviledage.

Mens vi sidder der kommer ægteparret fra Irland, der får kørt deres baggage mellem deres destinationer. Havde hilst og talt med dem flere gange i St Jean og i Roncavalles. De satte sig ved vores bord og jeg fik noget smørelse til min fødder af manden. Vi snakkede og hyggede en 10 minutters tid. Så var det videre. Den ældre australier og jeg blev enige om at følges. Det var en rigtig god spadsertur. Vi fik snakket politik og meget andet. Han var uddannet skolelærer. Vi havde det godt i hinandens selskab. Vi fulgtes ad længe, indtil han stødte ind i Eva, en tysk kvinde, som han havde fulgtes med siden Le Puy. Hun sad og nød sin frokost. Jeg havde ingen med, men det havde Ian. Jeg gik videre.

Vejret blev varmere og benene gjorde ondt. Måtte stoppe op et sted og tage støvlerne af og tørre sokkerne. Flere passerede forbi imens og nogle spurgte, om jeg havde problemer, fordi de så noget tape på min højre storetå. Fik gjort bukserne kortere og tog fleecen af.

Kom videre og ville egentlig gerne have spist et sted, og fandt godt nok en mobil enhed med sandwiches og andet, men ville ikke sidde i den bagenden sol, så jeg gik videre. Og så var der kun Zubiri tilbage. Så godt på et kort, at der var en nedstigning. Nej, hvor var den lang og trættende, næsten 3 km. Mine lår havde det forfærdeligt. Mødte en ung koreansk mand, der også havde det hårdt. Vi led sammen resten af turen til Zubiri. Han elskede at vandre og havde gjort det bla. i Himalaya.

Endelig kom vi til byen. Havde besluttet mig for et værelse på et pensionat, så jeg kunne pleje min ømme ben og fødder. Og få opladet mit grej og få skrevet mine opdateringerne. Fik et værelse lige ved floden. Dejligt værelse, dog med bad på gangen - 30€.

Kom i bad, dejligt. Fik plejet mine fødder. Kom Compeed på den højre storetå og på venstre fod, tåen ved siden af lilletåen. Det er den, jeg er mest bekymret for. Der er hård hud på den. Efter Compeed en økologisk fodsalve på, masseret godt ind. Fødderne fik lige noget massage samtidig plus læggene. For f...., hvor gjorde det ondt.

Fik vasket mit tøj og hængt til tørre udenfor. Ned og få en bocadillo på den lokale plus en lille øl. Mens jeg sidder der, kommer de 2 koreanske piger og sætter sig hos mig, helt hjemmevant, åbenbart. Hende uden navn hælder nødder op på min tallerken uden at spørge. Vi kommer i snak og så finder jeg ud af deres aldre. Susie er 22 år og den anden er 33 år. Siger, jeg selv har tvillinger på 33 år. De er begge trætte og har ondt i skuldrene som jeg. Er meget øm i venstre skulder.

Vi skilles med gensyn i morgen. Jeg tager på værelset og kommer på nettet og skriver på mine opdateringer. Pludselig kommer det irske par ind på pensionatet, gensynsglæde.

Jeg skriver indtil ved 7-tiden, hvor jeg går ud for at finde noget at spise. Det bliver en pizza. Skal bare overstås og så hjem. Trænger til at sove.

Kommer hjem og skriver lidt videre og den irske dame kommer hjem alene og jeg spørger hende, hvor manden er henne? Tony skulle lige have en brandy på den lokale og hun foreslår, jeg smutter ned til ham og holder ham med selskab. Vi får en enkelt, ganske vist lidt stor, plus en vand hver og en rigtig god snak. Oprindeligt uddannet psykolog, som han havde brugt i hæren i 22 år, men havde bagefter uddannet sig til ingeniør. Vi går efter den enkelte. Trætheden er der trods alt.

I morgen er det Pamplona, heldigvis kun lige under 22 km.Vi får se, hvordan kroppen reagerer. Nogle siger, at 3. dag er den værste. Håber at kunne købe et datasimkort. Det gør, at jeg ikke er så bundet af Wi-Fi på cafe eller overnatning.

Og så skal jeg endnu engang have mere styr på up-loade af billeder. Lidt svært med iPad, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg bruger resizer, altså et program til at gøre billederne mindre. De skal jo formindskes, ellers går siden ned.

Godnat.