(I Burgos)
Fødderne vil ikke som hjernen vil, så det skulle blive hviledag. Man bliver jo decideret smidt ud af herbergerne på et bestemt tidspunkt, så man kan bare ikke dase den af. Det går ikke. Dovenskab toleres ikke på Caminoen, hvis man vil bo billigt.
Vi tog på baren ved herberget og lagde planer. Kiggede på nettet efter billige hoteller, fik noget morgenmad. Vi skulle også have noget sendt afsted til Santiago, af de ting, vi ikke ville bære resten af vejen, så det foregik i ro og mag. Jeg havde fundet et hotel, som jeg syntes om via de danske sider. Vi blev enige om først at gå til posthuset og sende vores ting, altså Eva, Anthea og jeg. John ville måske også på det. Lucy og Jin havde allerede fundet et via nettet.
Sagde farvel til Ian og de andre, der ville gå i dag. vi andre tog på posthuset, hvor vi efter god hjælp endeligt fik sendt vores tibg Poste Restante til Santiago. Jeg fik sendt støvler og andre overflødige ting afsted, ca. 2,2 kg netto. Det er godt for fødderne.
Gik hen for at se efter hotellet, der lå lige i nærheden. Gæt, hvem der var der. John, der ikke ville have et 3-stjernet hotel, og som var ved at tjekke ind og kunne få sit værelse med det samme. Jeg besluttede mig hurtigt, et værelse til 60 € inkl. morgenmad, et moderne hotel. Eva fulgte trop og tog også et værelse. Anthea ville videre efter at have fået varm chokolade og churros. Jeg måtte gerne lægge min rygsæk og stokke i værelse, selv om det ikke var rengjort, så det gjorde jeg.
Eva og jeg fulgtes med Anthea til stedet med god chokolade og de 2 andre fik churros og jeg en kage. Det er godt nok noget heftigt stads. Man skal nærmest gå flere dage for at brænde det af.
Fik mit hotelværelse efter chokoladen. Det er det gode ved dette hotel. Du kan tjekke ind meget tidligt, hvis værelset er klar. Det var dejligt. Ind og hvile lidt og så vaske tøj. Faldt i søvn bagefter. Skrev lidt igen og så ud og se, hvor jeg kunne finde et fotoforretning, der kunne tage kopi af min kort i kameraet, hvis jeg skulle miste det. Skal også have købt Ibufen creme til fødderne. Det havde Anthea, 2 par ekstra sokker som dem, jeg købte i går, en tandpasta og en barberskum. Nu gider jeg ikke det pjat mere med sæber til alle funktioner. Er jo kommet af med noget vægt, så det går nok. Lige nu kan jeg dog ikke købe noget, da der er siesta, først kl. 17.
Går lidt rundt, ikke meget, da bentøjet gør ondt. På vej tilbage til hotellet er der heldigvis en farmacia, der er åbent, hvor jeg får min creme. Hjem og smøre det på. Skrive lidt mere og komme billeder på. Glemmer nærmest tiden. Skynder mig hen for at købe sokkerne, tilbage til hotellet, så jeg kan nå vores aftale om at mødes kl. 19. Er der sharp. Jeg siger, at jeg lige skal ind i en forretning tæt på domkirken for at købe tandpasta og skum. Lige ved siden af er der også en fotoforretning. Eva spørger, om jeg så er klar til at gå til middag nu eller lidt senere. Siger, at de bare skal sætte sig ned. Jeg er der om 5 minutter. Vi tager samme restaurant som i går.
Kan ikke få kopieret mit datakort. Det er et stort et på 64 GB og er af en professionel udgave. Nå, ærgerligt. Får i stedet købt tandpasta og skum og går ud. Idet jeg gør det, stæder jeg ind i David, der er på vej til herberget. Det var fantastisk, lige på Evas fødselsdag. Eva er meget glad for David, der er skotte og spiller cello, professionelt. En meget flot, ældre herre med en flot, flot accent, behageligt menneske, god at snakke med. Eva og David havde mailet sammen på turen, efter at David måtte holde en hviledag tidligere. Jeg fortalte ham, hvor vi skulle spise og han gik med for at hilse på. Det blev en dejlig gensynsglæde.
David ville komme efter et bad. Og det gjorde han. Vi havde en hyggelig aften, snakkede meget om Caminoen, men også om budhisme og Dalai Lama, men trætheden melder sig alligevel tidligt, uanset vi ikke har gået. Farvel og på gensyn og John, Eva og jeg tager hjem på hotellet. 5 minutters gang.
(Det skulle senere vise sig, at jeg fik store problemer med denne engelske gentleman, David, der efter min mening er en ulv i fåreklæder på Caminoen, sendt af nogen for at sætte een på prøve. Hvem der har gjort det, må du selv drage en konklusion på. Jeg selv er ikke i tvivl, ikke det mindste. Det var der for mange tilfældigheder til, som jeg ikke længere tror på. Det var faktisk lidt uhyggeligt, når jeg tænker over det)
