(Navarrete - Granon, 20,6 km)
Kl. er 7.51. Sov længe i dag. Var træt, men sengen var hård, så det er som så med kvaliteten af søvnen. Min roommate, en tysker ved navn Rupert, sover endnu. Det kommunale herberge her er inddelt i rum med 2 senge.
Havde en lang god snak med Rupert, lige fra jeg trådte ind, hvor han lå og hvilede sig. Rupert er træt nu, tror jeg. Derfor har jeg pakket mine ting og sidder lige i spiserummet. Rupert havde i går ikke pakket sine ting ordentlig ind, så alt var blevet vådt, også hans pilgrimspas. Rupert har taget sin scooter helt fra Bayern og kørt hen i nærheden af Pamplona og stillet scooteren der og begyndt at gå derfra. Scooteren skal dog vist repareres i det elektriske system. Rupert har haft en hjernetumor. Han har det bedre nu. Han og hans kone har adopteret 3 børn fra Sri Lanka og 1 fra Vietnam.
Rupert er nu stået op. Nå, jeg må pakke færdigt. Ian og Eva sidder ved siden af og spiser morgenmad. Det italienske ægtepar ved et andet bord. Vi sidder alle og snakker sammen. Der er som sædvanlig en munter stemning. Ian er her jo. Vi begynder at synge "No rain today, my love is gone away" , et gammel Herman Hermits nummer, omskrevet. Vi synger altid en strofe på et eller andet tidspunkt. Han starter og jeg fortsætter. VI har det sjovt. Ian og jeg talte om, at vi måske skulle gå Pyrenæerne fra vest til øst om 1 års tid. Ian går altid en eller andet tur hver år. Det har han gjort i mange år.
Det italienske ægtepars søn kommer i nat med toget til Santa Domingo, efter begravelsen af svigerdatterens bedstemor. Tror, at han glæder sig til det, kan man se på hans øjne. Han virker til at være i bedre fysisk form. Den første tid så han virkelig lidende ud.
Jeg kan efterhånden ikke huske ugedagene. Ingen kan. Det er også lige meget. Min beretning fra vist nok torsdag kommer forhåbentlig idag. Vi må se. Nu prøver jeg med min mobil og taler undervejs.
Nå, det er tid til at starte dagens vandring. Har ikke helt besluttet mig, om jeg vil gå til Granon eller kun til Santa Domingo De La Calzada. Vi må se, som altid under en Camino. Intet er givet på forhånd.
----------
Glemte selvfølgelig at skrive, at Tommy meddelte mig, da jeg så ham, at Claire desværre måtte vende tilbage til Ventosa, og så vil se, hvordan hendes fødder har det, før hun vil gå videre. Det er jeg selvfølgelig ked af, og håber for hende, at hun kommer igennem det. Kan mærke at hun har brug for at gå Caminoen. Noget tynger hende.
Da jeg kommer ud af byen og på stien, møder jeg en morgensyngende spanier, gående fra sine vinmarker, tilsyneladende. Dejligt.
Det er et fantastisk vejr at komme ud i, lige efter byen, ud på en fald mark, med vinstokke til begge sider. Der er lidt vådt endnu, men slet ikke som i går.
Jeg tror, at jeg efter at have tænkt over gårsdagen begivenhed, har fint med det nu. Har tænkt over, hvorfor min mor endte sådan, som hun gjorde, med et lidt ulykkeligt liv. Det er nok fordi, man ikke tager hånd om sig selv. Det er vi nødt til, hvis vi skal have et godt liv. Så det tænkte, jeg meget over. Hun var en meget smuk kvinde, da hun var ung. Jeg tror, hun har haft for let ved det, været forkælet i familien og efterfølgende, selv om hun selvfølgelig har arbejdet hårdt også. Tror ikke rigtigt, at hun har haft den modgang, som hun havde brug for, for at blive stærk.
Det jeg er bange for med unge mennesker, med al den kommunikering, frem og tilbage, og hele tiden, det er en form for escapisme, der i det lange løb ikke giver den ro, som vi alle har brug for. Jeg har slet ikke noget imod den moderne teknologi. Man skal bare ikke bruge det til at flygte i. Så jeg håber, at de unge på et ellers andet tidspunkt finder ud af det. Når nyhedens interesse er overstået, så finder det vel sit naturlige leje. En af årsagerne til at mange unge mennesker går Camino i dag er, at religiøsiteten ikke længere er så dominerende og åndeligheden mindskes. De har lidt svært ved at finde ud af meningen med livet.
Foran mig går vist Lucy og Jin på afstand. Ååh, nu kan jeg se 2 balloner i luften. Fantastisk. Det er et flot syn. Nå, jeg vender tilbage senere.
--------
Jeg har lige holdt en pause sammen med de andre, efter en lang, lang opstigning. Har fået en forfriskning - tropical frugtjuice, lidt saltede nødder og en energibar. De andre er gået nu. På vejen har jeg set en vinbonde hælde vindruer op i en traktorladvogn med høje sider, så der er fortsat gang i drueplukningen her i dette område.
Har lidt ondt i min venstre fod og knæ, så jeg tager det roligt. Har også hele dagen. Jeg skal alligevel ikke lave andet end at gå, så det går nok. Vi ses lidt senere.
--------
Er lige kommet ind til den første by efter Navarrete. Der er åbenbart en meget stor golfbane her, der ser meget moderne ud. Folk står og slår på bolde,mkan hære dem. Tænkte på, om det er en anden for escapisme, at slå til en bold, i stedet for noget, der var lidt ........, nå, det er trods alt bedre med lidt fysisk aktivitet. Så mødte jeg lige nogle forældre med en flok 6-7 årige børn, med deres små golfbags på vej til at spille golf. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det.
--------
Jeg sidder nu ved vejsiden, lige før Santa Domingo og har det forfærdeligt med mine fødder. Jeg tror, at det er hævn fra i går, hvor jeg ikke tog mig tid nok til at pleje mine fødder og lægge, give dem creme og den slags ting. Havde for travlt med at tale med Rupert og skrive på hjemmesiden og tiden går hurtigt efter ankomst. Man har ikke tid nok til nå alt det, man skal nå. Det må gære noget ved i dag. Måske er det også hævnen for, at jeg på vejen i dag kom til at tænke over, at vi nok alle har et kors ar bære, måske ikke til Colgata, men et eller andet sted. Rygsækken er ikke interessant længere, den er bare en del af en nu. Det kan være en lille nemesis, jeg har fået på vejen - who knows - man ved jo aldrig. I går var jeg flyvende. i dag er jeg blevet overhalet af alt og alle. I dag er nok min off-day, men jeg skal nok komme videre fra Santa Domingo mod Granon, som er dagens mål. OK.
-----------
Her stopper min indtaling til iPhonen, fordi jeg blev for træt. Umiddelbart efter ovennævnte pause ved vejsiden, kommer jeg til et skilt med 564 km til Santiago og begynder at syge "When I'm 64" for fulde gardiner, ingen kunne jo høre mig. Bagefter " Sunny side og the street" og smerterne er forsvundet, så længe det varer.
Kommer ind til Santa Domingo og ind i den gamle bydel, som er meget flot, mens det udenom er meget kedeligt. Finder mig en bar med tapas og køber 3 lækre stykker og et glas vin. Skriver samtidig lidt på hjemmesiden bagefter, inden der kommer ind masse mennesker ind og skal have deres tapas og vin m.m. Her i Spanien taler folk meget og højt, så jeg kunne ikke høre mine optagelser, så jeg kunne lige så godt gå videre.
Møder Lucy og Jin, der er på vej ud af byen. Vi følges ad. Senere møder vi Solidad og det unge japanske par, Yuko og Eppie. Yuko er altid smilende. Endelig langt om længe i den bagende sol ankommer vi til Granon. På vejen taler jeg en del med Solidad om mangt og meget, bla. arbejdsløsheden her i Spanien, men også om søvnproblemer og mange andre emner. Dejlig snak med en vidende person.
(må afslutte denne dag senere, denne på alle måder underlige, men også spændende afslutning på dagen).
