(Navarrete - Azofra, 21,8 km)
I dag vil jeg prøve noget nyt. Vil bruge min iphone til at indtale det jeg vil skrive undervejs. Det bliver spændende at se. håber det letter skrivningen bagefter og måske lidt mere her og nu.
Faldt først i søvn efter midnat, men var allerede vågen halvseks. Fik skrevet dag 4 færdig og lagt den hjemmesiden. Tog et bad for første gang om morgenen. Dejligt.
Claire havde sovet det meste af dagen i går, efter ankomst. Hun var helt udkørt, sagde hun. Vi blev enige om at følges ad i dag. Gik lidt efter otte. Da vi kom ud fandt vi hurtigt ruten. Det var langs hovedvejen et stykke tid. Vejret så faretruende ud. Vi besluttede at tage regntøj på og dække rygsækkene til, også. Det var en klog beslutning. Det begyndte at regne.
På vejen snakkede vi bl.a. om trygheden ved at have en fast base, et hjem. Hun var meget glad for sit nye hjem i Todi, som hun flyttede til fra Rom for ikke mange år siden. Hun elskede sin udsigt. Det at hun havde huset gjorde, at hun kunne gå Camino. Lisbeth og jeg var meget velkomne til at komme på besøg. Hun havde plads nok.
Hun sagde, at jeg bare skulle gå, så det gjorde jeg. Det regnede virkelig meget. Man kunne kun kigge nedad. Brillerne duggede. Der er lavet en vej lang motorvejen, Ikke det mest ophidsende. På et tidspunkt viser et skilt til Ventora. Kunne vist godt have fortsat lige ud til Najera, men jeg ville have morgenmad og var træt af regnvejret. Var den første, der kom til baren. Lige nu sidder vi en hel flok, Tommy, Lucy, Jin, Chris, Johanna, Claire og en jeg ikke kender. Havde købt gaver til Lucy og Jin i Los Arcos, et Caminoskilt og et lille armbånd til dem hver, så dem får de nu. Har ikke set dem i næsten 2 dage. De blev glade for gaverne. Har fået kaffe og 2 stykker wienerbrødslignende stykker med chokolade i. Skal have noget energi til Najera. Der er 11 km uden mulighed for at spise.
Det går rigtig fint i dag. Ingen smerter, endnu. Føler jeg kan gå til verdens ende, men Rom blev ikke bygget på een dag, så små slag.
Skriver videre senere. Skal afsted. Regnen er stoppet.
Claire og jeg følges ad, men hun siger, at jeg bare skal gå, da hun vil gå langsomt pga sit ben. Vi går på stier mellem vinmarker og det er meget mudret, efter regnværet. Glad for mine støvler i et sådant vejr. Jeg føler mig virkelig godt gående. Der er stort set kun vinmarker, flotte. Man bliver faktisk glad af at gå mellem vinmarker.
På et tidspunkt kommer jeg til at tænke på min mor og en oplevelse, jeg havde i Almunecar her i Spanien, dette forår. Min mor døde i 1997. Engang for mange år siden, mens jeg var 17-18 år, kom jeg til at sige til min mor, at hun ikke var min mor. Hun drak for meget, flygtede så at sige ind i alkoholen. Sikkert på grund af ensomhed eller hvad der nu kunne være årsagen. I alt fald skal man nok ikke sige sådant noget til ens mor. Tror det har såret hende meget, rigtig meget. Efter hendes død har jeg selv haft svært ved det.
Måtte prøve at bearbejde det, bla. ved at skrive en sang om og til hende. Et af versene lyder sådan:
Hvad du end gør,
Hvad du end sir',
så er jeg hos dig
Selv om de sir'
at du har fejl,
så er jeg hos dig
Det hjalp at bearbejde det, men ikke helt. Da hun døde var jeg der, men jeg nåede ikke at se hende ved bevidsthed. Har hele tiden haft en følelse lige siden, at hun ikke havde forladt denne jord. Det kom hun dette forår. Jeg sendte hende afsted til Racmaninoffs symfoni. Den mest surrealistiske oplevelse i mit liv. Det lød som en rumraket, der fløj ud af rummet. Har læst andres oplevelser, hvor det er på samme måde. Gik ved siden af mig selv hele næste dag.
Jeg har fået ro, hvad det angår. Begynder at synge Innarta Anaanaga, en grønlandsk vuggevise, og for første gang får jeg tårer i øjnene på denne Camino. Jeg synger den færdig, det skal jeg jo, selv om det er svært. Føler en vis lettelse bagefter. Kigger op mod markerne, bjergene og solen der skinner lidt igennem. Det er dejligt at leve.
Det tager lige lidt tid at samle tankerne.
Bagefter tænker jeg, at Paradis må være denne jord. Paradis er ikke et fysisk sted. Det er noget mentalt.
Kommer ned et sted før Najera, hvor der bliver råbt efter mig. Det er søreme Ian, Eva og en kvinde, jeg ikke kender, der sidder sammen i en lille park på bænke. Smutter hen til dem og får en snak. De er gået udenom Ventora. Har mistanke om, at de har fået et lift, men siger det ikke. Det skal være dem vel ondt. De har gået helt fra Le Puy. Kvinden er spanier, forstår jeg, men bosiddende i Bayonne i Frankrig, hvortil hendes forældre flygtede fra Francos regime. Det fortæller de andre mig, da hun er gået videre.
Tommy kommer forbi. Jeg smutter før ham, men vi mødes igen senere, da jeg er nødt til at fjerne noget i mine støvler, der irritere. Vi følges ad. Jeg fortæller om mine første tårer, min barndom, mine forældre, den manglende fysiske kontakt og straks tilbyder Tommy mig et knus. Det får jeg midt på vejen. Sådan er det på Caminoen.
Vi kommer ind til byen og finder en bænk ved en vandpost. Tommy stopper op her. Han tager 2 korte dage. Vi sidder og snakker. Han har sagt sin lejlighed op og opmagasineret sine møbler. Skal efter Caminoen til Indien i 2 eller 3 måneder og dyrke yoga og noget spiritualitet. Vi enes om at mødes i Santa Domingo i morgen. Vi snakker godt sammen.
Lucy sidder i en cafe sammen med Ian og Eva. Jeg vil videre til vores destination, 5,8 km længere, til Azofra. Lucy beslutter at gå sammen med mig. Som sædvanlig har vi det godt sammen. Båndet hun har fået i Ventora har hun sat på som armbånd. Jeg siger til hende, at der er sket en forandring på disse 9 dage, med hende. Denne generte unge kvinde har fået noget mere beslutsomhed over sig. Det kan man se i hendes øjne og holdning. Dejligt.
Hun fortæller om sine forældre og sin lillesøster, der går på high school, og som skal til optagelsesprøve til universitetet den 7. november og hun er der ikke. Det er hun vist lidt ked af. Lucy er ikke religiøs, men går Caminoen af spirituelle årsager. Hun siger, at hendes mor er katolik, så derfor tager hun mange billeder af kirker.
Vi er ved at være lidt trætte. De 5,8 km er lange. Frem kommer vi, efter 21,9 km's vandring, i en noget bedre tilstand end de første mange dage. Vi piver ikke længere. Formen er ved at indfinde sig.
Jeg smutter i bad nu. Skriver måske senere.
