(Los Arcos - Viana, 18,5 km)
Vågnede allerede lidt i halv fem. Overvejede at gå ud på toilettet, men blev liggende for ikke at vække de andre. Tog i stedet min iPad, dæmpede baggrundslyset og skrev videre på gårsdagens tekst. Stod dog lidt senere op og gik nedenunder på toilettet, så jeg larmede så lidt som muligt.
På et tidspunkt begynder folks alarmer at lyde, og nogen kan åbenbart ikke få taget sig sammen til at stå op, for den bliver ved med at komme med 5 minutters mellemrum.
På et tidspunkt omkring kl. halvseks står den første op, og så den næste. Der bliver tændt lys i det næste rum. Jeg får færdiggjort min tekst. Går ud og børster tænder, får vand i hovedet og kroppen, har svedt lidt med bar overkrop. Må se at få købt en t-shirt, gerne i dag. Får tøj på og går ned i køkkenet, hvorfra der er netadgang. Får up-loaded tirsdagens beretning. Ser på vejrudsigten. Det er OK, ingen regn.
Får også lige svaret Mette, som skal starte på sin tur i dag i St. Jean. Hun har set hjemmesiden og skrevet til mig lige før, jeg tog afsted, faktisk dagen før. Hun var lidt usikker på, hvor hun ville starte, men på min opfordring begynder hun i St. Jean. Vi har siden korresponderet engang imellem om nogle råd, hun ville have. Håber vejret er med hende, så hun ikke mister modet. Vil tænke på hende på vejen.
Jeg kender intet til Mette, udover at hun nok er gift eller lever sammen med en, der også hedder Peter. Det kunne jeg se på mailadressen. Ved ikke, hvor gammel hun er, men er dog vist fra Jylland. Hun skulle via Stansted til Biarritz og havde heldigvis nået sin connection. Hun skrev fra Bayonne i går, inden hun skulle med toget kl. 18.05 til St Jean Pied de Port. Vi har aftalt at holde kontakt engang imellem via sms, for at høre, hvordan det går. Er spændt på hendes bjergbestigning, her den første dag. Buen Camino til Mette!
Får pakket færdigt, sagt farvel til John, der tager en hviledag pga. vabel i haserne. Skidt sted. Får sagt tak til hospitalero og farvel til de andre. Hugh er smuttet lidt før mig. Han har planer om kun at gå til Viana. Jeg er usikker. Det afhænger af, hvordan det går. Det er over 7 km ekstra fra Viana. Ian kommer udenfor, da jeg skal afsted. Han og Eva vil kun gå til Viana. Vi ses, bliver vi enige om.
Jeg går afsted sammen med den italienske familie. Caminoruten går næsten lige uden for døren, så vi er hurtigt på. Kl. er halvotte. Forlader dog italienerne hurtigt. Der er noget mørkt, så jeg tager min pandelampe på. Vejen er flad og meget lige, så det giver sig selv. Dejlig luft at gå i. Har kun min merinouldtrøje på. Jeg har det meget fint, efter at tåen er blevet varm. Jeg kører derudad. Føler min fysik er blevet rigtig god og der er strammet op hist og pist. Dejligt.
Tænker på min fysioterapi i går og beslutter mig for at begynde grundtræning hos Body-SDS, så snart jeg kan, og starte på terapeutuddannelsen til foråret. Når jeg er færdig med den, kan jeg tage herned i perioder og hjælpe fysisk nedkørte pilgrimme. Det ville være en fornøjelse. Nå, så er det projekt på plads i hovedet og er nok ikke til at ændre. Heldigvis er Lisbeth startet med terapeutuddannelsen her i september, så der skulle være mulighed for at få lidt bistand.
På vejen møder jeg en pilgrim på vej til Rom og Jerusalem, sammen med sin hund og en lille trækvogn. Vi ønsker hinanden Buen Camino. Han går med et skilt foran sig på engelsk og vist et andet sprog. Når at tage et billede bagfra. En professionel pilgrim, formoder jeg, alt så en af dem, der ikke laver andet end at vandre frem og tilbage. Bare rolig, det sker ikke for mig:-).
Ingen har passeret mig indtil nu, så det er enten gået stærkt eller også er de andre langsomme.
Kommer op til den første by, Sansol. Finder en lille biks. Køber en sort kaffe, en eller anden indpakket kage, en nektarin og nogle druer. Manden kommer vand i druer, i posen, så de holder lidt bedre. Det mener han, åbenbart, så det bliver sådan.
Sætter mig udenfor, tager støvler og strømper af. Har besluttet mig for at lufte fødderne tit i dag, når jeg finder gode steder at sidde. en kattekilling og hendes mor holder mig med selskab. Den er godt nok lille, men hopper allerede rundt som en voksen. Får taget nogle billeder til fruen. Gæt hvorfor.
Flere begynder kendte at passere. Vi hilser. Claire, den italienske dame, kommer og gør mig med selskab. Hun køber 2 appelsiner og spiser dem. Det skulle senere vise sig, at hun har glutenallergi, så brød og pasta er bandlyst.
Vi får snakket lidt om dagens tur og hvor langt, vi forventer at gå. Hun er selv lidt usikker.
Jeg går videre gennem byen og op til den til næste by, der ligger tæt på. Der går lidt opad, men ingen problemer. Solen begynder nu at tage magten og jeg må se at få min hat frem ved næste stop. Tog den ikke på i morges, som jeg ellers har gjort. Det tegner til at blive endnu en af de dejlige dage, hvor man bare nyder naturen og føler sig som det heldigste menneske i verden.
Jeg føler, at jeg er ved at finde det rigtige Caminotempo. Og det er at holde en god kadence hele tiden, ikke forcere eller gå for langsomt. Det tager tid for mig at lære, fordi jeg altid gerne vil gå hurtigt, hvilket irriterer Lisbeth, forståeligt. Andre har allerede fundet rytmen, bla. Claire, kan jeg se. Man kommer ikke meget hurtigere frem ved at forcere.
Kommer op til en top, hvor der er den mest fantastiske udsigt. Beslutter mig for at holde en pause og nyde det. Lufter fødderne og får taget et billede af mig selv og omgivelserne. Det bliver en dejlig lang pause og suger indtrykkene til mig i dette fantastiske vejr. Jeg har jo tid nok. Flere passerer, bl.a en mand med hund og et spansk ægtepar. Det ældre italienske ægtepar kommer op, uden søn og svigerdatter. Han ser meget træt ud. Giver ham min siddeplads, så han kan hvile. Jeg er alligevel på vej videre.
Terrænet er lidt vekslende, uden de helt store op- og nedstigninger. Kommer til en slags lund, kan vi vil kalde det. Mange små stensætninger, som pilgrimme har lavet, sjovt og hyggeligt. Får taget nogle billeder. Møder manden med den lille hvide hund, der holder en pause.
Kommer op til et sted, hvor du kan se meget langt frem, mod Rioja og videre. Herfra begynder det at gå nedad. Kan se vinmarker på lang afstand. Naturen ændrer karakter. Der er ikke de helt store højder mere, og det virker mere menneskeligt, uden at være det. Afstand snyder. Nedstigningen starter på grusvej. Det gør avs. Mine fødder har det forfærdeligt. Jeg tager små bitte skridt nedad, der er stejlt. Må bruge mine stave som modvægt, ellers smerter det endnu mere.
Kommer endeligt ned på det flade, hvor det hjælper på smerterne. Her er små vinmarker, som ligger fantastisk godt beskyttede. Sikker på at der kommer topvin ud af disse. Ikke mange, da markerne er små. Kunne altså godt lige nyde et godt glas vin, lige her og nu, til at dulme. Ingen steder at sidde, så jeg må kæmpe mig videre.
Møder en dame på vejen, der ikke er på Camino, men hun venter vist på nogen, der kommer efter mig. Det ser sådan ud. Hun hilser pænt.
Kommer til en opstigning. Dejligt, for så smerterne det ikke så meget på fødderne. Gpr stille og roligt opad, med sædvanlig god hjælp af stavene. Efter opstigningen er man nødt til at krydse hovedvejen, hvorefter der kommer en endnu mere stejl stigning, heldigvis ikke så lang.
På vejen op hører jeg bagfra lyden af hestehove. Vender mig om og ser, at det er en flok på heste, der skal op ad samme bakke. Een af dem giver fuld gas og drøner opad - for der er stejlt. Han er vust guide og tester den af og for at se, om der er fri bane. Jeg er trådt til siden, så de kan komme op. Bagefter tager resten tilløb og drøner op forbi mig. Sikken et nyt. Når at tage nogle billeder. Får en eller 2 hilsener af rytterne på deres vej, dejligt. De flotteste heste, jeg har set et stykke tid. God oplevelse.
Kommer op og heldigvis er der en bænk. Af med rygsæk, støvler og sokker og så prøver jeg ellers at skrive lidt på iPad'en, mens jeg kan se den by, Viana, jeg skal til og i øvrigt også Logrono i det fjerne. Jeg skal ikke længere i dag, overhovedet ikke.
Mens jeg sidder der kommer Claire og hun sætter sig. Det italienske par kommer også og går videre. Claire snakker om at finde et sted at bo, hvor man kan få sit eget værelse. Det er jeg med på.
Vi går videre, svagt nedad. Vi har begge meget ondt i benene, og kilometrene er lange. Værre, når man kan se det, man skal hen til, og man synes, at man ikke kommer nogen vegne. På vej ned ser vi en rytter på en flot hvid hest, som han træner på en mark. Sikket et syn. Heste er altså flotte dyr. Der er noget majestætisk over dem.
Endeligt nede, eller rettere sagt op i byen - sådan er det næsten alle vegne med småbyer. Det er opad mod slutopmålet. Endnu een af Caminoens raffinementer.
Finder endeligt et sted, efter at have prøvet et andet, med god hjælp af folk. Claire er heldigvis rimeligt godt inde i det spanske, så vi får god hjælp. Stedet er privatejet, fælles køkken, fælles badeværelse, men ellers med hvert sit værelse, der kan aflåses.
Claire går først i bad og smutter i byen efter noget mad. Hun vil lave lidt. Det er jeg med på. Jeg går i bad og vasker mit tøj og hænger set ud. Skriver lidt videre på dagens beretning. Claire kommer tilbage og spejler 2 æg til os begge. Hun har købt tørret skinke også plus noget brød til mig.
Spejlæggene smager himmelsk. Skinken ligeså. Jeg havde jo ikke fået mad siden i morges. Vi drikker en kop the til.
Claire fortæller hun er 68 år. Adspurgt om hun er gift, svarer hun ja, men på en sådan måde, at jeg ikke vil bore i det. Alle har deres problemer på en Camino. Hun fortæller, at hun også har børn. 2 drenge, viser det sig senere, hvoraf den ene må tage til USA for at få arbejde.
Vi spiser færdigt og så er det ellers tid til en slapper, inden vi skal ud og se byen, når butikkerne åbner igen kl. 17.30. Jeg skal prøve at finde en t-shirt.
Jeg prøver at skrive lidt, men trætheden er overvældende, så det bliver mange stavefejl og ingen fremdrift. Ipaden falder ned ved siden af og øjnene lukker i, men så spørger Claire, om vi skal gå nu. Døren står bare åben. Vi er foreløbig kun os 2 på etagen, hvor der er 2 værelser mere. Claire vil gerne se kirken, og så er vi enige om at spise tidligt, dagens menu. Jeg har inviteret Claire på aftensmad, da hun har lavet mad, da vi kom og vil lave morgenmad i morgen.
Vi går op i byen. Folk er ude og sidde ved barerne og hygge sig. Klokken er vel 17.45. Jeg gentager mig selv, men spaniere er udefolk. De lever meget af deres liv ude i bylivet. Selv børnene er derude. Det er naturlig ting.
Vi køber noget ost til i morgen plus noget frugt. Ved siden af er der en udstyrsforretning. Ikke om jeg vil give 50€ for en sportsshirt, som er lavet af stof, jeg ikke bryder mig om at have på, sveder i og kommer til at lugte underligt af. Det bryder jeg mig aldeles ikke om. Vi går videre. Vi køber 2 glas rødvin og sætter og ude på torvet.
Sidder og snakker om Spanien og spaniere. Kan se at denne by generelt ikke er velstående. Og at de har deres at kæmpe med. Vi er enige om, at det er et aldeles venligst folkefærd. Caminoen har indtil nu, bevist det. Hjælpsomheden kender ingen grænser. Pilgrimme er værdsat. Claire er blevet meget glad for Spanien, siger hun.
Eva kommer forbi. Hende, Ian, Lucy og Jin på på Munoz-herberget. Vi snakker om de næste etaper. Vi er alle enige om ikke at presse citronen. Vi tager omkring 20 km de næste 2-3 etaper. Herefter må fysikken til den tid bestemme, om længere strækninger. I hvert fald en strækning er på mindst 27, som man ikke kan bide over pga. manglende faciliteter.
Eva går og vi prøver at andre spisesteder. Det kan ikke lade sig gøre før halvotte, så vi må vente. Finder en anden butik, hvor jeg finder noget, jeg kan bruge. Stof, der behager mig. 21€, det var noget andet.
Jeg får et glas mere og Claire en vand. Vi hører en ringen fra kirken og regner så med, at man kan komme ind, og sørme ja. Flot og stor kirke. Det er de vist alle sammen. Tænker på min tro eller hvad det nu er, derinde.
Vi går til restauranten, lidt for tidligt, så vi må vente. Endeligt efter 10 minutter kommer vi ind i menusalen, for nu at sige det på den måde. Vi er de eneste. Jeg bestiller pasta til forret, grisestykker med kartofler, is til dessert. Vi får en halv liter vin til plys en liter vand. Det koster det samme. Claire vil ikke have noget vin. Maden er god, bortset fra Claire's fisk.
Inden desserten kommer Ian og Eva ind. Sætter sig ved siden af. Vi anbefaler ikke doradoen. Et ægtepar fra Skotland, Joanna og Chris, kommer også ind. Vi snakker tværs over bordene.
Vi smutter. Er trætte. Det meste af vinen står tilbage. Kommer ned og går øjeblikkeligt i seng. Trætheden har overtaget.
