Var fuldstændig færdig efter gårsdagens tur, så jeg havde ikke kræfter til at skrive overhovedet. Er nu i Estella, efter 5. dagens vandring, der igen stod i Caminolazaretets tegn. Ligger og slapper af på det kommunale herberg. Er lige ankommet sammen med Jin og Lucy ( og ikke Susie, som jeg gamle mand havde hørt).
Du får en udførlig beretning senere i dag for begge dage. Der er meget at fortælle. Det bliver nok en hel roman.
Vi ses senere.
-------------------
(Puenta la Reina - Estella, 22 km)
Jeg sov i en 6-mands rum, 3 x 2 køjesenge. Vi var alle op i årene. Vi var dog kun 5 mand. Hospitaleros, som var en mindre muntert udseende mand, havde vist nok med vilje placeret os i samme rum, med forventning om "støjende adfærd" om natten. Underlig nok, var der faktisk meget lidt snorken, måske fordi vinduet stod åbent hele natten. Der var 3 spaniere og 1 som jeg endnu ikke har fundet ud af, fra hvilket land. Han taler engelsk så godt, så jeg tror, han er fra et eller andet engelsktalende sted.
Nå, vi sov længe i dag. Tror, at folk bevidst ville tage det roligt, da der kun var 21,8 km i dag og terrænet rimeligt fredeligt. Vi tændte lyset ved 7-tiden.Og så gik folk ellers bare i gang med at gøre det, der skal gøres inden afgang. Det er allerede ved at blive et ritual. Man børster tænder og får lidt vand i hovedet, går på toilettet, hvis nødvendigt.
Min tå skulle have nyt plaster og tapes ind. Har dog ingen bekymringer om ikke at skulle klare dagens tur.
Kommer afsted lidt over halvotte. Siger god tur til Tommy, der endnu ikke skal afsted. Jeg går gennem byen, der er ved at vågne. Lyset er flot. Der står folk ved bageren. Går over den gamle bro, så til venstre ned mod hovedvejen, over den og så er man ellers inde på den rigtige vej, så at sige. Månen er deroppe bag skyerne. Der er dejlig luftigt. Har ikke taget fleece på, da jeg ikke er kuldeskær og man bliver hurtig varm og så skal den bare af igen. Det viste sig at være en god beslutning. Min tå føles lidt bedre her efter et stykke tid.
Jeg er indtil nu ikke blevet overhalet. Har gået helt alene, dejligt på en morgen, som har tegn til at blive en god dag, vejrmæssigt. Lige før dagens længste stigning kan jeg høre, at der kommer en nærmere og nærmere og lige før stigningen er han lige bag ved. Jeg starter min opstigning, som nu er en vane, med at bruge mine stave til at hjælpe mig opad. Det går faktisk godt. Kører mit eget tempo. Tåen mærkes ikke, når jeg går opad. Min kondi er faktisk blevet helt god. Trækker ikke efter vejret. Jeg kan ikke længere høre den person, der gik bag ved mig lige før opstigningen.
Længere oppe vender jeg mig om for at se efter, men kan ikke se nogen. Det er ikke det bedste at stoppe op ved stejle stigninger, så hellere kun tage en fods længde, og et skridt ad gangen, stille og roligt og med hjælp af stavene. Så jeg kører videre. Næsten oppe ved toppen kan jeg se Lee, den unge koreaner, der har sit lands flag hængende på sin rygsæk, så man ikke er i tvivl om, hvor han kommer fra. Han har holdt en pause, kan jeg se, så helt dårligt står det ikke til med den gamles kondi. Føler mig dog alligevel noget brugt og sveden hagler ned af mit ansigt og håret er blevet helt vådt, uden jeg har lagt mærke til det.
Så snart jeg er på flade og nedadgående strækninger mærker jeg tåen, og det var der på den efterfølgende strækning, så jeg beslutter at lufte tæerne næste sted, hvor der er en bænk. Det er der i den første by. Mens jeg sidder der med min bare tæer kommer en pilgrim, jeg har mødt før, en franskmand. Da han ser mig, siger han et eller andet, med et smil. Jeg forstår det sådan: Nå, det var dig, der rendte fra mig. Og så gik han videre og han rendte fra mig.
Jeg går videre efter at have masseret fødderne og luftet støvler og strømper. Tåen skal gås varm igen. Beslutter mig for at få en kop kaffe og hvad de nu ellers har næste by. Op mod byen kommer Chris, min vandrefælle fra i går, forbi mig. Han har lange ben, så det går hurtigt på lige vej. Lige før byen ser vi Jin, der er lidt usikker på skiltningen. Vi clearer det af og Chris går først ind i byen, jeg efter og Jin ville så følge efter.
Man skal opad for at komme gennem byen. Ser en lille butik, der har kaffe på automat og frisk brød inde. Et lille bord med 2 stole udenfor. Her beslutter jeg at holde en pause. Går ind for at købe noget brød. Det blev en slags croissant med chokolade. De kan vel ikke være helt dårligt for dagens energiforbrug. Og så en drikkeyoghurt plus en juice. En cafe con leche i automaten. Jin kommer og gør mig med selskab. Hun køber en rigtig croissant.
Jeg smutter før Jin, da jeg vil udnytte min nogenlunde gode stund, jeg har. Det gælder om at fortsætte, når man er i sine gode momenter, og tage så mange k's (kays - kilometer), som vi efterhånden kun siger, som muligt. Man ved, man får en dårlig periode og mine har været mod slutningen, hvor fødder og lægge skal masseres og luftes flere gange og pauserne bliver lidt hyppigere.
Går videre får mig selv. Det går nogenlunde, men på et tidspunkt på en lille bro holder jeg pause og tager støvler og sokker af. Mine vaskede sokker fra i går hænger til tørre bag på rygsækken. Jeg lod dem hænge ude hele natten. Det skal man ikke. Nu må jeg bare lufte og svinge med dem, jeg har på, og tørre dem så godt som muligt og så på med dem.
Mens jeg sidder der på brosiden og dingler med tæerne kommer Lucy og Jin, selvfølgelig, mine 2 koreanske vandringsfæller. Vi bliver nok uadskillige resten af turen, hvis ellers kroppen holder. De stopper, og mens vi sidder der, kommer Tommy forbi og siger med et smil og grin - nu er igen, sammen. Han går videre efter en kort snak og det gør Jin også.
Jeg tror, at Lucy og jeg har samme hjerterytme. Ellers ville vi ikke have det så godt i hinandens selskab. Tror det er derfor hun venter på at gå indtil jeg skal afsted. Vi går samme hastighed, gar brug for de samme pauser og har begge tå-problemer. Ingen behov for at sige så meget under vandringen. Man gider ikke snakke hele tiden. Vi tager nogle få spørgsmål ad gangen, hvor vi lærer mere om hinanden. Der er jo lang vej til Santiago.
Lucy og jeg fortsætter, med hende som fører. Vi går stille og roligt. Der er sådan set ikke de store udfordringer, bortset fra, at mine fødder gør mere og mere ondt, ikke bare tåen, men over det hele på mine fodsåler. Efter 3-4 kilometers vandring støder vi på Tommy, der sidder på en bro og plejer sine fødder. Vi stopper op. Broer er gode at tage pauser på. De er brede på siderne, hvor man kan sidde. Mit plaster og tape ryger af, da jeg tager strømperne af og jeg får noget plaster af Tommy, der har sit grej oppe. Må huske at have plaster i en af de små rum øverst i rygsækken i morgen.
Lucy og jeg går videre før Tommy, der vil prøve at gå med bare tæer i sine vandresandaler. Han har jo problemer med sin hæl. Vi talte lidt om sko og jeg bliver enig med mig selv om at købe vandresandaler, når vi når en større by.
Jeg går forrest og vi har et nogenlunde tempo. Klokken er lidt over tolv og da vi nærmer og en by, spørger jeg Lucy om hun er sulten. Det er hun. Spørger om hun har mad med. Det har hun ikke, så jeg tilbyder at give frokost. Inde i byen er der en lille bar, hvor man kan få bocadillo og tortilla. Lucy får en tortilla og jeg en sandwich med tørret skinke. Vi får begge den dejligste friskpressede juice, uhm! Der er fuld musik på i baren. Kan høre at barmanden kan lide at synge. Han synger faktisk udmærket. Mens vi sidder og spiser kommer Tommy og vil have en pause, hvor han kan gøre lidt notater og få sig en bid brød samtidigt. Vi går efter maden. Musikken er lidt for høj.
Der er nu kun ca 7,5 km tilbage og vi er i godt humør. Vi er der snart, troede vi. Vores fødder bliver værre som vi går, selv om terrænet er fint. På vejen ser vi en meget moderne bygning. Det viser sig at være en en bodega: Bodega Tandem, hed den. Jeg vinfreak skal selvfølgelig havde et billede. Vi kan nu se den næstsidste by før Estella, som er dagens mål. Da vi nærmer os byen siger jeg til Lucy, at jeg har behov for en pause. Er nødt til at få mine støvler af. Da vi kommer til byen ligger en kvinde på en bænk og ser helt slidt ud. Hun hilser dog pænt. Vi fortsætter til vi finder en bænk længere inde. Vi får vores fødder frigjort og Lucy opdager, at hun har fået endnu en vabel under en tå. Ser, der er væske i og den spinkle kvinde pige stikker bare en nål i og presser alt det ud, hun kan, over en længere periode. Sej tøs, men det er ikke godt sådant et sted. Vi må håbe. Vi tager os god tid. Pigen, der lå ned på bænken, kommer luntende forbi. Hun har det rigtig skidt. Vi spørger. Det er tæerne.
Tommy kommer og forbi og vi siger grinende, at nu er Camino-feltlazaretet igen på arbejde. Man er nødt til at bevare det gode humør. Ellers kan det blive for surt.
Vi fortsætter og da vi kommer til udkanten af byen ser vi et skilt med 2,4 km, så vi var opløftede, men det var kun i starten.,På et tidspunkt siger jeg til Lucy, at jeg tror, at skiltet er falsk, bare for at opmuntre een. De 2,4 km var lange som et ondt år. Bare det kunne få en ende. Vi tager et meget kort skridt ad gangen. Da vi endelig kommer til udkanten af byen, så ser vi Jin sidde ved en bænk. Hun venter nok på Lucy, før hun vil på herberget, så de kan sove i nærheden af hinanden. Tommy er der også. Tommy vil til et herberg 1,6 km længere, ved udkanten af byen, så han sparer lidt i morgen.
Vi andre vakler 50 meter til det kommunale herberg. Kommer ind og får stemplet og betalt, 6€. Vi må selv finde en seng i Room1. Får heldigvis en underkøje. Lucy tager overkøjen og Jin den modsatte overkøje. I den anden underkøje ligger der een og sover. Han ligner en spanier. Ligger mig ned og slapper af, inden jeg finder internetadgang og får svaret på mails og kommentarer på hjemmesiden, liggende. De andre går i bad og kommer ud og dufter godt. Så kan man pludselig godt lugte, at man selv burde i bad. Der er 2 brusebade med forhæng til alle. Det er store brusebade, så man kan være der og ens tøj kan hænge lige udenfor. Bliver også barberet i dag. Skønt. Kommer mit japanske duftevand på, så jeg også kan dufte godt.
Kommer i snak med spanieren, der er vågnet. Han har en mærkelig stemme. Nærmest lige som ham i en amerikansk komedie eller film, i et alt for højt toneleje og hæs. Han taler engelsk på en sjov måde. Han fortæller, at han bor i nærheden af Santiago og har heste, som jeg naturligvis skal se, i hans kamerae. Hans elskede heste. Han fortæller, at dem med 4 sokker på, er de mest værdifulde og så får jeg ellers historien om den de har solgt til 60.000 $. Han taler meget højt og lugter vist nok også af lidt sprut. Hans første kone havde været amerikaner. Hans heste skulle til Madrid til april næste år og løbe. Det er galopheste, af engelsk race. Nå, så fik vi lært lidt der.
Heldigvis skulle jeg vaske tøj, så jeg slap for videre tiltale. Vaskede også min fleece. Var spændt på, om det ville tørre. Bagefter i gang med at skrive dagens beretning, i haven. Kan derfra høre, at der bliver knappet en flaske op i køkkenet.
Hastigt nærmer klokken sig otte og det er tide at finde et sted at spise. Jeg går ind i køkkenet og kan se, at min spanske hesteelskende sidder alene og spiser, med en flaske vin. Så min antagelse om lidt sprutlugt, har nok ikke været helt forgæves. Ian fra Austrulien, den ældre tidligere lærer, der har gået fra Le Puy og Eva fra Tyskland, også startet i Le Puy en uge tidligere end Ian, skal ud sammen og jeg joiner dem. De to har vist besluttet sig for at gå sammen resten af vejen. Ian er også sjov at være sammen med. Han taler med gud og hver mand. Eva er modsat, yogadyrkende og vist lidt kontrolfreak. Sjov kombination, de to, men ingen hanky panky. De savner Robert, deres tidligere rejsefælle, der måtte tage hjem og følge sin mor til Sicilien. Pligtopfyldende søn.
Nå, vi får fundet restauranten med en menu til 11€, inkl vand og vin. Det foregår bagved. Der sidder en hel flok ældre spanske kvinder derinde og lyden er i hvert flad på et niveau, hvor arbejdstilsynet havde grebet ind, hvis det var en arbejdsplads, hvilket det også er, men ikke for gæsterne.
Vi får vores mad. Det er OK. Herberget lukker kl. 22.00, og vi var lidt trætte, så det var hjem og sove. Får hentet mit tøj ind og hænger det til tørre på seng og rygsæk. Får lige skrevet lidt mere på iPad'en, inden lyset slukkes og det er tide at få sove. Bruger kun soveposen som dyne, efterhånden. Man får udleveret eengangsengelinned, også til hovedpuden. Spanieren er allerede sovende. Falder hurtigt i søvn.
