Måned: oktober 2013

31. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 15: Machiavelli, Italien og Grønland

(Burgos - Hornillos del Camino, 21 km)

Har haft en god nats søvn. Stod først op kl. halvotte. Skal kun gå ca. 20 km, så det går nok. Tog mig et langt bad. Lækkert brusebad og badeværelse. Dagen starter godt på den måde, når man kan få et bad i dejlige omgivelser.

Pakker mine ting. Byttede om på poserne til sovepose og tøj. Nu fylder tøjet meget mere. Rygsækken er næsten klar, blot nogle få ting i efter morgenmaden. Dejlig morgenmad,med scarmble eggs, pøls e m.m., ristet brød, juice, frisk frugt og kaffe, naturligvis. tog en banan, æble og pære med til turen. Nu skal jeg blot lige have fyldt mine 2 vandbeholdere med vand, så er jeg smuttet. Vi ses senere på dagen. Krydser fingrene for, at jeg kan klare turen.

------------

Bentøjet holdt. Skønt. Kom igennem de 21 km. Det tog dog længere tid end jeg havde regnet med, med det havde sin årsag. Havde min anden tudetur på Caminoen, dog af glæde? Mødte nogle nye mennesker, meget interessante, een fra Andora og een fra italien.

Gik til domkirken og til fotoforretningen for at se, om de havde åbent. Det havde de ikke. Glemte at købe en gorilla pod, hedder de vist, disse mobile fotostativer til kameraet. Har taget nogle billeder, som er lidt shaky, så jeg har brug for at holde om noget, der kan give mere stabile billeder.

Uanset var det et godt sted at komme at komme på Caminoruten.

Det tog lang tid at komme ud af byen. Det gjorde ondt i benene at gå fortovene. Endelig kom vi ud på grusvej, skønt. Efter et stykke tid, 2-3 km holder jeg pause og lufter fødder. Får sat plaster på alle tæerne, og nye sokker. Drikker lidt vand. En hel gruppe vandrere passerer mig. Det viser sig senere at være en stor gruppe franskmænd.

Jeg kommer afsted igen og det føltes helt rigtigt, ingen smerter eller noget. Kommer op i fart og overhaler hele gruppen. Uden smerter starter tankerne. Der har været flere optakter om mine skuffelser over nogle, nu tidligere, kolleger. Kolleger, der ikke har løftet det ansvar, de fik løn for. De, der ikke gjorde det, ved hvem de er. Til gengæld var der heldigvis flere af de ansvarlife. De ved også, hvem de er. Tak til dem. Og egoisterne er tilgivet. Ikke mere energi på dem. De må selv klare deres samvittighed.

Kommer også til at tænke på, hvor heldig jeg er. Min bedre halvdel, der har måttet stå for skud for meget. Millioner tak til hende. Og så mine gode venner, der står last og brast med een, uanset hvad. Og så var det, at tårerne kom frem, af taknemmelighed.

På et tidspunkt efter ca. 5 km får jeg øje på en yngre mand foran mig, der ser ud til at have problemer med højre ben. Det kan man se på gangen. Beslutter mig for at holde ham ved selskab. Hjælpsomhed bliver en helt naturlig del af dig, på Caminoen.

Det viser, at han hedder Peter, 32 år, og kommer fra Andorra. Har 2 uddannelser bag sig, men ingen jobs lige i øjeblikket. Det er situationen for mange her sydpå. Peter er enebarn, og så alligevel ikke. Han har en halvsøster, som han ikke ser. Hans far flyttede fra ham og hans mor, da han var lille og er blevet opdraget af sin mor og 2 mostre. Vi går ganske langsomt og snakker om mange ting undervejs. Han er ganske vidende om mange ting. Det bliver en hyggelig gåtur til første by efter Burgos. Han vil længere ind i byen og finde et roligere sted. Jeg tager den første bar og får noget mad og et stort glas vin. Nyder det i solen.

Så dukket Eva op gående med en mand, der viser sig at være Marco fra Pisa. De sætter sig ned. Det viser sig, at Marco kender Peter og han og jeg bliver enige om, at vi finder ham for at spørge, om han vil have følgeskab. Vi finder ham siddende sammen med en flink franskmand, George. Peter vil gerne forsøge at komme til næste by. Vi går sammen, Marco, Peter og jeg. Det blev endnu en interessant gå-tur med 2 intelligente personer. Vi griner også undervejs. Peter har møde en fordrukken tysk tidligere skibskaptajn, der havde været alle steder i verden. Hans motto var: "On Camino, a lot of vino". Sikkert, for der bliver drukket en del vin, uden at folk bliver berusede. Mette, der går Camino 5 dage bagud, skrev i går at en fordrukken tysker var blevet hentet af politi og ambulance og er definitivt ude af Caminoen. Gad vide om det er den samme tysker, som Peter har mødt.

Siger farvel til Peter i den næste by og Marco og jeg går videre. Får taget et billede af os 3 inden med mobilen.

Marco er 38 år og har fødselsdag den 22. november, måske i Santiago. Har en hollandsk kæreste og de ses hver 3. uge. Vi snakker om politik. Spørger ham, om han kan forklare mig italiensk politik. Alt starter med Machiavelli, og hans tanker. Italienere elsker stærke ledere. Venstre side af det politiske spektrum er lige så korrupte som højre. Siger til ham, at den grønlandske regeringsleder, har en dom for at have hævet på dankort uden at have dækning. Det er slet ikke noget problem i Italien, siger han. Det gør dig nok mere populær. De fleste har et eller andet, der ikke kan tåle dagens lys.

Ja, så ved man det.

Vi kommer endeligt til vores destination, sent. Og herberget er mørkt og fyldt med en gruppe franskmænd. Mine italienske Camino-fæller siger, at vi skal spise tidligt, fordi franskmændene skal være der kl. 19.30. Så det er bare med at komme i bad og gøre sig klar. Eva og John er der. Vi spiser sammen med Erwin, en tysker. Vi klarer os på gebrokkent tysk og bliver det kompliceret, oversætter Eva.

Efter middagen skal vi lige have en brandy til at slå bakterierne ihjel med:-). Luca, sønnen fra min italienske familie, slutter sig til os. Han vil også give en brandy, så vil Erwin også, da han finder ud af, at Luca også er uddannet politimand. Luca er dog ikke politimand længere, da han bor i Spanien med sin spanske kone, nord for Santiago. For Erwin er dagen i dag hans sidste arbejdsdag. Han går på pension i morgen. Han afholder tilgodehavende ferie. Godt at man skal være hjemme til et bestemt tidspunkt. Vi fik vist 4 brandyer og de er ikke små. Jo, i øvrigt - krofatter kom og gav os et gratis glas. Vi var enige med ham om de egoistiske franskmænd. Det var vist årsagen.

Vi snorkede vist rigeligt den nat.

30. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 14: Hviledag i Burgos, dejlig by

(I Burgos)

Fødderne vil ikke som hjernen vil, så det skulle blive hviledag. Man bliver jo decideret smidt ud af herbergerne på et bestemt tidspunkt, så man kan bare ikke dase den af. Det går ikke. Dovenskab toleres ikke på Caminoen, hvis man vil bo billigt.

Vi tog på baren ved herberget og lagde planer. Kiggede på nettet efter billige hoteller, fik noget morgenmad. Vi skulle også have noget sendt afsted til Santiago, af de ting, vi ikke ville bære resten af vejen, så det foregik i ro og mag. Jeg havde fundet et hotel, som jeg syntes om via de danske sider. Vi blev enige om først at gå til posthuset og sende vores ting, altså Eva, Anthea og jeg. John ville måske også på det. Lucy og Jin havde allerede fundet et via nettet.

Sagde farvel til Ian og de andre, der ville gå i dag. vi andre tog på posthuset, hvor vi efter god hjælp endeligt fik sendt vores tibg Poste Restante til Santiago. Jeg fik sendt støvler og andre overflødige ting afsted, ca. 2,2 kg netto. Det er godt for fødderne.

Gik hen for at se efter hotellet, der lå lige i nærheden. Gæt, hvem der var der. John, der ikke ville have et 3-stjernet hotel, og som var ved at tjekke ind og kunne få sit værelse med det samme. Jeg besluttede mig hurtigt, et værelse til 60 € inkl. morgenmad, et moderne hotel. Eva fulgte trop og tog også et værelse. Anthea ville videre efter at have fået varm chokolade og churros. Jeg måtte gerne lægge min rygsæk og stokke i værelse, selv om det ikke var rengjort, så det gjorde jeg.

Eva og jeg fulgtes med Anthea til stedet med god chokolade og de 2 andre fik churros og jeg en kage. Det er godt nok noget heftigt stads. Man skal nærmest gå flere dage for at brænde det af.

Fik mit hotelværelse efter chokoladen. Det er det gode ved dette hotel. Du kan tjekke ind meget tidligt, hvis værelset er klar. Det var dejligt. Ind og hvile lidt og så vaske tøj. Faldt i søvn bagefter. Skrev lidt igen og så ud og se, hvor jeg kunne finde et fotoforretning, der kunne tage kopi af min kort i kameraet, hvis jeg skulle miste det. Skal også have købt Ibufen creme til fødderne. Det havde Anthea, 2 par ekstra sokker som dem, jeg købte i går, en tandpasta og en barberskum. Nu gider jeg ikke det pjat mere med sæber til alle funktioner. Er jo kommet af med noget vægt, så det går nok. Lige nu kan jeg dog ikke købe noget, da der er siesta, først kl. 17.

Går lidt rundt, ikke meget, da bentøjet gør ondt. På vej tilbage til hotellet er der heldigvis en farmacia, der er åbent, hvor jeg får min creme. Hjem og smøre det på. Skrive lidt mere og komme billeder på. Glemmer nærmest tiden. Skynder mig hen for at købe sokkerne, tilbage til hotellet, så jeg kan nå vores aftale om at mødes kl. 19. Er der sharp. Jeg siger, at jeg lige skal ind i en forretning tæt på domkirken for at købe tandpasta og skum. Lige ved siden af er der også en fotoforretning. Eva spørger, om jeg så er klar til at gå til middag nu eller lidt senere. Siger, at de bare skal sætte sig ned. Jeg er der om 5 minutter. Vi tager samme restaurant som i går.

Kan ikke få kopieret mit datakort. Det er et stort et på 64 GB og er af en professionel udgave. Nå, ærgerligt. Får i stedet købt tandpasta og skum og går ud. Idet jeg gør det, stæder jeg ind i David, der er på vej til herberget. Det var fantastisk, lige på Evas fødselsdag. Eva er meget glad for David, der er skotte og spiller cello, professionelt. En meget flot, ældre herre med en flot, flot accent, behageligt menneske, god at snakke med. Eva og David havde mailet sammen på turen, efter at David måtte holde en hviledag tidligere. Jeg fortalte ham, hvor vi skulle spise og han gik med for at hilse på. Det blev en dejlig gensynsglæde.

David ville komme efter et bad. Og det gjorde han. Vi havde en hyggelig aften, snakkede meget om Caminoen, men også om budhisme og Dalai Lama, men trætheden melder sig alligevel tidligt, uanset vi ikke har gået. Farvel og på gensyn og John, Eva og jeg tager hjem på hotellet. 5 minutters gang.

(Det skulle senere vise sig, at jeg fik store problemer med denne engelske gentleman, David, der efter min mening er en ulv i fåreklæder på Caminoen, sendt af nogen for at sætte een på prøve. Hvem der har gjort det, må du selv drage en konklusion på. Jeg selv er ikke i tvivl, ikke det mindste. Det var der for mange tilfældigheder til, som jeg ikke længere tror på. Det var faktisk lidt uhyggeligt, når jeg tænker over det)

29. oktober 2013 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 13: En smertens dag

(Atapuerca - Burgos, 19,5 km)

Det bliver først i morgen, jeg opdater. Er fuldstændig færdig efter dagens smertefulde oplevelse med min højre fod. Skal ud og købe vandresko. Selv nye brede vandresko er bedre end mine støvler, der vil give mig problemer hele vejen til Santiago. Har gået med mine slippers de sidste 7-8 km siden udkanten af byen. De var bedre end støvlerne.

Har også besluttet at tage en dag fri i morgen her i Burgos. Ser ud til at være en spændende by, i hvert fald den gamle del. I morgen får jeg så opdateret det hele, inkl. billeder fra de enkelte dage.

Humøret er OK. Flere af Camino-familien, der var lidt bagud, er kommet hertil, bla. Tommy og John. Vi er på det kommunale herberg i Burgos. Fint sted til 5 €. Vi tager nok på thai-restaurant og fejrer Evas fødselsdag i morgen, hvor hun bliver 58, en dag før, så alle kan være med. Lucy og Jin glæder sig til asiatisk mad, forståeligt nok.
---------
Vi fik noget tapas på byens eneste spisested i Atapuerca, aftenen før. Det var, hvad der var. Nogle glas rødvin til. Vi var Lucy, Jin, Ian, Eva, Anthea fra Australien og så Markus, den klassisk uddannede guitarist i Hamburg. De lokale mænd sad og spillede kort ved et bord i nærheden. Det gør de vist ret meget i her i landet. Så hjem og sove.

Fik en kop the af Ian her til morgen. Den mand er the-freak, altså udover øl og vin. Det gav lidt varme i kroppen. Det var hundekoldt udenfor, sammenlignet med tidligere. Fik fundet mine handsker, det var dejligt. Lucy og jeg styrtede op ad stigningen som 2 bedre bjerggeder og overhalede 2 mænd. Så på det tidspunkt gik det fint.

Da nedstigningen begyndte startede problemerne med min højre fod. Da vi kom til en lille by tog jeg sokkerne af og fik fjernet sytråd af vablen på højre fod, selvfølgelig samme tå som på venstre fod, ved siden af lilletåen. Derudover gjorde det ondt i fodsolen, tror det er knoglerne.

Efter lidt morgenmad i en mindre by, så videre. Det gjorde ondt for hvert skridt, så jeg prøvede hele tiden at kompensere, vel vidende at det ikke er en løsning på sigt. Det hævner sig, hvilket også skete. Terrænet er slet ikke årsagen. Det er fladt det meste efter den første opstigning.

Skifter endnu engang plaster og lufter fødderne, giver dem lidt massage. Videre og vi kommer til et sted, hvor man skal beslutte sig for at gå venstre eller højre om lufthavnen. Vi vælger den venstre og kommer ind på en markvej. Fra morgenmadsbyen har vi gået på almindelig vej.

Endnu engang bliver jeg nødt til at tage støvlerne af og prøve med andre sokker, for at se, om det hjælper. Siger til Lucy og Jin, at de bare skal gå videre. Skifte til uldsokker hjælper kortvarigt. Går langs med hegnet til lufthavnen. Det er så pibefuldt, at jeg begynder at tælle mellen de standere, hvorpå trådhegnet til lufthavnen hængt på. Bare for at aflede hjernen. Der er vel 2,5 m mellem hver. For hver 4. er det altså 10 m. 10 af dem, så 100 m, osv.

Da jeg kommer til enden af trådhegnet og kommer på asfaltvej, beslutter jeg at tage støvlerne af og tage mine Nike slippers på. Kunne simpelthen ikke gå mere i støvlerne. Det hjælper på det. Tager støvlerne i hånden, i håb om snart at finde en bænk, så jeg kan give fødderne creme og få tynde sokker på og hænge støvlerne på rygsækken. Kort efter finder jeg Lucy og Jin på en bænk. De har holdt pause og ventet på mig. Pænt af dem. På stedet skal man også vælge, hvilken vej man vil på til domkirken.

Vi vælger at gå på den venstre side af floden. Efter en lidt grim begyndelse, rent naturmæssigt kommer vi ind på en rigtig stor park, som mange åbenbart bruger til at løbe eller vandre i. Den er rigtig lang. Vi får mange Buen Camino'er. Flinke folk.

På et tidspunkt synes vi alle, at vi har gået en evighed. Parken bliver flottere og flottere, jo nere, vi nærmer os centrum. Pludselig ser vi domkirkens tårne, dette gotiske pragtværk af en bygning. Vi bliver opløftede og jeg siger til pigerne, at nu må der gerne dukke en tapasbar op. Mit system trænger til mad og et glas vin. Vi joker med, at min dag har været dårlig, fordi jeg endnu ikke har tapas og rødvin. Og det er ikke helt løgn. Man går godt bagefter, jeg i hvert fald.

Vi går over en bro og ind i den gamle bydel. Vi bruger Jins tablet, hvor hun har et kort. Kommer til Plaza Mayor og videre mod domkirken. Fantastisk. Får taget nogle billeder. Vi bliver enige om at gå på et cafeteria/restaurant og få noget mad. Jeg får dagens menu, er sulten, til 9,95 €. Pigerne får sandwich. Jeg får hvidløgssuppe til forret, lige hvad jeg trængte til. Dog ikke stærk hvidløgssmag. Bagefter tynde stegte kalvestykker. De er stegt perfekt, ikke tørre. Godt at nogen stadig kan finde ud af at stege, uden at ødelægge kødet. Tak.

Bagefter hen og finde herberget, det kommunale. Vi finder det tæt på og møder gud og hver mand. den italienske familie er kommet. Ian bliver glad. Tommy dukker op. Han er nået op til os. Det er John også. Nogle spanier, vi har boet på herberger sammen med kommer også. Der er gensynsglæde over hele linjen. Nelly og Alexis er også kommet. De skal hjem i morgen med bys til Logrono og videre hjem i deres bil.

Efter bad tager Eva, Ian, Anthea og jeg ud for at finde en Moviestar, hvor Ian kan få et simkort og vi andre skal på sportforretning for at se på sko og hue, Anthea vil have en poncho og lidt lunt tøj. Ian hjælper med at finde de rigtige par sko. Får prøvet 5-6 stykker. Det bliver nogle i størrelse 43, nogle af mærket Aku, med Vibram såler. Det skulle være OK. De føles godt. Vi håber det bedste.

Klokken er mange, da vi kommer hjem. Vi skal ud og spise og fejre Evas fødselsdag, der er i morgen. Vi spiser på Don Nuno, som Eva har fundet. Hun vil have paelka. Pigerne er der ikke, så vi går uden dem.

Eva får sin paella og vi andre lammekoteletter til hovedret. Jeg var ved at dø af at tænke på ikke at have fået lammekød i 14 dage. Derfor skulle det være nu, hvor chancen var de. De 2 austrailere Ian og Anthea var helt med på den. Vi fik en rigtig god Ribera del Duero, reserva, til. Anthea drikker ikke, og Eva meget lidt, så Ian og jeg fik lov at nyde vinen.

Det blev en hyggelig aften. Tommy og John kom senere. Hjem skulle vi jo. Alt lukker og slukker kl. 22.00, men Ian og jeg kunne lige nå baren overfor herberget. Vi fik endnu en god snak. Ind og hvem møder vi der - Dian, den unge franske kvinde, der har mødt sin Remy på Caminoen. Dejlig gensynsglæde. Denne unge kvinde er et fantastisk positivt menneske, trods hendes vanskeligheder med forældrenes skilsmisse i barndommen og de negative følger, livsbekræftende, er hun. Remy var i bad, så vi kunne ikke nå at se ham, inden sengetid. Ærgerligt, for han er også et dejligt positivt menneske. Håber at møde dem igen på et tidspunkt.

Godnat.

28. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 12: En dyr nat med gæster i sengen

(Villafranca Montes De Oca – Atapuerca, 17,5 km)

Sov som en sten efter dagens strabadser allerede kl. 20.30. Hvem skulle have troet det.

Vågnede mellem 2 og 3 i nat og gik på toilettet. Da jeg kom tilbage til sengen, så jeg et dyr kravle på den hvide pude. Lige hvad jeg frygtede. Det måtte være en bed bug. Fat i hovedpuden og ud på badeværelset med dyret. Fat i et stykke toiletpapir og ned med den i kummen og afsted med dig. Tilbage til sengen og hive lagen med tæppe over til side og så, at der lå en anden der, død. Må have lagt mig på det, inden den begyndte at udnytte mine blodlegemer. 2 døde dyr. Havde ellers sagt til mig selv, at jeg gerne undgår at slå nogen ihjel, hvorfor jeg straks træder til side, når jeg ser en myre eller bille på vejen. men et eller andet sted går grænsen, trods alt.

Det var ikke ligefrem, hvad jeg havde drømt om, da jeg bookede et hotelværelse i stedet for et herberg. Tænkte på, om det var nogen, jeg havde slæbt med fra Granon, hvor vi sov på gulvet, nærmest. Og vores ting lå på træbrikse langs væggen. Lige et sted for dem. På hotellet, lå alle mine ting inde i skabet oppe på en hylde på hotellet og rygsækken oppe på et kuffertstativ, så jeg var lidt i tvivl om, at jeg havde slæbt dem med. Senere på dagen erfarede jeg, at en anden havde haft bed bug problemer fra Granon, samme overnatning. Så hotelmanden havde sikkert ret.

Nå, gode råd var dyre. Ville ikke sove i sengetøjet mere, så jeg tog min anti bed bug lagen og lagde det på sengen. Derefter min sovepose ovenpå og så krøb jeg i seng igen i min sovepose, men kunne ikke sove. Opdaterede så hjemmesiden i stedet for. På et eller andet tidspunkt inden kl. 4 er jeg faldet i søvn igen og sover indtil kl. halvsyv. Vågnede dog ind imellem, det var trods alt ikke helt behageligt, ved tanken.

Morgenmaden var først kl. 8, så der var egentlig god tid, men jeg kunne ikke sove mere. Tanken plagede mig om jeg havde slæbt de 2 dyr med. Uanset, så havde jeg brug for at låne noget anti bug spray, som er noget giftigt stads, men nok nødvendigt alligevel. Det behagede mig ikke, at skulle slæbe evt. dyr med videre. Æggene kunne jeg måske leve med. Dem slår jeg ihjel, når jeg kommer hjem i fryseren, i 48 timer. Og det der kan vaskes ved 60 grader, bliver vasket.

Nå, ned til receptionen for at fortælle om mine 2 ubudne gæster. Han spurgte, hvor jeg havde sovet. Sagde Granon, og han sagde, at de normalt ville spraye folk rygsække, inden de kom ind med deres ting på hotellet, hvis de havde overnattet i Granon og et andet herberg i Belorado. Selvfølgelig var jeg lidt i tvivl, om det var i Granon og på hotellet. Han sagde, at jeg skulle tage alt mit gear ud, udenfor, så ville han give det anti bug spray. Først fik rygsækjen, så resten og ned i rygsækken og så lukke den. Det lugter forfærdeligt. Det gør det stadig her i på herberget i Atapuerca, hvor jeg nu er, ca. 20 km fra Burgos.

Alt mit tøj bliver nu vasket og tørretumlet, så alt levende evt. dør, hvis der skulle være nogen tilbage.

Efter spray af mit rygsæk og alt indhold, som blev stående udenfor, fik jeg morgenmad. Det var med i prisen for værelset. 2 spejlæg, yoghurt, juice, flute og ristet brød, smør og diverse marmelader samt kaffe. Dejlig morgenmad.

Så var det tid til at komme afsted. Ruten er lige uden for hotellet og går direkte opad. Så nogle foran mig længere oppe, som jeg vidste ikke var fra hotellet eller herberget. Så de måtte komme fra et sted før Villafranca. Da jeg kommer nærmere, ser jeg, at det er Lucy og Jin. Tager det stille og roligt, så der går lige lidt tid, før jeg når Jin. Hun bliver overrasket, men glad, kan jeg se og høre. Lucy er lidt længere oppe. Den unge dame er ved at være godt gående. Jin fortæller, at de har overnattet i byen før Villafranca. Senere fortæller Lucy, at de oprindeligt ville have gjort holdt i en by før, men gik videre, da de så herberget.

Vi kommer op til Lucy, der holder en lille pause. Hun bliver også glad og så var det ligesom ligegyldigt med bed bugs. Vi har gået hele vejen sammen, her til Atapuerca. Vi skulle over et bjerg og der er lidt over 12 km inden næste by. Det begyndte at regne lidt, så vi tog regntøj på. Vinden var også kraftig, ligesom i går, så det var egentlig godt med regnfrakkens beskyttelse. Vi gik stille og roligt til San Juan. Fik lidt kaffe og en kage og så et glas rødvin til mig. Har fundet ud af, at min vandring går godt efter et glas:-).

Vi møder den spanske pige og hendes far, som vi var sammen med på Granon. De cykler. Får senere at vide at Ian og Markus mptte hjælpe dem med at få faderens cykel op ad stigningen. Han har åbenbart haft en hjerneblødning for nogle år siden og husker ikke så godt, fortæller Ian senere, da han, Eva og Markus dukker op her i Atapuerca. Så vi er samlet igen.

Vi kommer senere til byen Ages, hvor vi møder Nelly og Alexis. De har lige været inde at handle i en lille butik og bar. De siger, at den er hyggelig, så den må jeg ind og se. De har helt ret. Sikket et sted, nærmest hjemlig. Der hænger billeder og stedet oser af, at ejerne virkelig har villet skabe en atmosfære, der signalerer hygge og imødekommenhed. Jeg køber noget frugt og en juice, men må naturligvus smage vinen. Serveret i et rigtigt vinglas, og reserva. Fik nogle små stykker brød til. Uhm!

Gik ud og sagde til pigerne, at de skulle komme ind og se. De blev overraskede og købte selvfølgelig noget mad. Jeg synes, at de spiser hele tiden.

Havde lyst til at blive lidt længere, men vi skulle finde et herberg, gerne med tørretumbker, så Lucy kan få tørret tøj. Vi gik videre på almindelig vej og regnen kom, så vi skulle bare skynde os afsted. Blev lidt våd, da jeg ikke havde taget regnbukser på. Kom frem ig fandt det dejlige herberg, med 6 brusebade og 5 toiletter til hver af kønnene, vaskemaskine med tørretumbler indbygget.

Der var kun en person derinde, da vi kom, en australsk kvinde, vi havde set før i Roncavalles. Senere er der kommet en del flere, også en del af Camino-familien. Foreløbig er det kun Lucy, Jin og jeg her i 6-mandsrummet. Der er hyggeligt.

Jeg er ikke helt opdateret på, hvor mange kilometer, vi har gået. Det må efterhånden været omkring 240 km. Det er ikke noget, vi går op i. Vi tager en dag ad gangen.

Vi går ud og spiser i aften. og så på hovedet i seng, forhåbentlig uden gæster i sengen.

27. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 11: En blandet dag, humørmæssigt

(Granon - Villafranca Montes De Oca, 28,9 km)

Vil først lige skrive om dagens oplevelser, mens de er i erindring. I dag vender jeg tilbage med at skrive bagefter vandringen. Det tager for meget af ens oplevelser, tanker og bearbejdning af disse, hvis man samtidig skal indtale noget undervejs. Det er nok, at man skal tage billeder og det er lidt vigtigere. De bliver svære at tage igen, mens oplevelserne sagtens kan dukke op sidenhen.

I dag blev en lang dag. Jeg havde brug for at komme hen til et hotel, hvor jeg kunne få et ordentligt værelse og ikke mindst en ordentlig nats søvn. De sidste nætter har været forfærdelige søvnmæssigt. Forrige nat en meget hård seng. Dem har jeg det ikke godt med. Sidste nat på gulvet i tynde madresser, helt ganske forfærdeligt for mig. jeg sover bedst på siden og ikke på ryggen. Det er ikke godt, når sengen er hård. Mit humør var ganske enkelt i bund i morges. Det var det vel også for Lucy, Jin og de andre, der måtte høre på vores snorkeri. Det virkede i hvert fald sådan i morges. Alle var vist lidt nede.

Vi måtte ikke stå op før kl. 6. Ellers vækker vi alle. Var allerede vågen lidt over 5 og ville egentlig bare afsted. Utroligt at jeg snart mange dage er vågnet tidligt, helt automatisk, og samtidig har energi til at gå hele dagen, ikke mindst i dag. Måske udtryk for at fysikken er ved at være i top. Det er dog meget ømhed i fødderne efter 5-6 timers vandring. Det plager mig. Selv nu efter 2 timer kan jeg mærke smerter. Når man tager støvler og strømper af efter dagens vandring føles det, som fødderne kommer i en dybfryser. Man er nødt til at tage sokker på, mens fødderne køler af eller også holde om dem med hænderne.

Kan godt mærke, at mine ben er ekstra ømme i dag pga turens længde. Vi må se reaktionen i morgen.

Jeg gik som den første i morges. Følte bare trang til at komme afsted. Kl. var 07.31, husker jeg. Da jeg var kommet afsted, tænkte jeg for første gang, hvad jeg lavede her. Vidste jo godt, at der ikke kunne blive tale om at stoppe. Måske pga mit lidt dårlige humør drønede jeg afsted fra morgenstunden. Har vel gået 5 km i timen på det tidspunkt, kan jeg regne ud. Terrænet var også til at have med at gøre. Vinmarkerne er afløst af almindelige marker. Det kan man også se, så langt øjet rækker.

Drønede gennem de første 3 småbyer og så kun ganske få mennesker. Der er ganske enkelt dødt om søndag her. Da jeg havde fået lidt morgenmad i dag, ganske vist kun lidt brød og en kop kaffe, følte jeg ikke den store trang til at stoppe op på en cafe. Der var heller ikke mange af dem der. Så jeg stoppede op, alene for at lufte fødderne. Vejret var i øvrigt ret blæsende, modvind, så windbraekeren, min 113 g lette, måtte i brug.

På et tidspunkt, hvor jeg er stoppet op for at pleje fødderne og konstaterer endnu en vabel, kommer Brian forbi på sin cykel. Han stopper op og vi snakker lidt. Han er også træt, dårlig søvn. Han skulle gerne nå Burgos i dag, men var ikke sikker. Fortalte ham om mit lidt grumpy humør, og muntrede mig op. Vi ønskede hinanden held og lykke. Sagde til ham, at jeg håbede fir ham, at han ville få svar på nogle af sine spørgsmål på Caminoen. Buen Camino!

Går videre derfra mod Har endnu ikke fundet en vandpost, hvor jeg kunne fylde mine vanddunke op. Er lidt tørstig. Nåede det ikke i morges, fordi jeg bare ville afsted. Håber der snart er noget. Næste by Villamayor del Rio, finder jeg heller ikke nogen vandpost, man kan tappe vand fra, ej heller en lille butik åben, så jeg må gå 4,9 km mere, hvilket betyder, at jeg vil have gået 17 km til Belorado, uden at have fået vand, andet end den smule, der var tilbage i een dunk. Ikke godt.

Da jeg kommer til udkanten af Belorado, må jeg få kigget på mine fødder igen. De gør lidt ondt på højre fod, der hvor jeg konstaterede en vabel føg, men blot kom plaster på. Den måtte vente til senere med at blive prikket hul i og få sytråd i. Nu var det nødvendigt. Op med alt mit grej fra rygsækken og så var det ellers i gang. Fik hul på og sytråd i, så det fortsat kan løbe. Kom jod på og kunne have fyret en hel masse edder af i hurtig rækkefølge, hvis ikke jeg havde været på en Camino, så meget sved det. Fik hældt noget af joden fra flasken over venstre hånd, hvor jeg havde flasken, så mindst en 1/4 af joden kom ud. Nå, igang med at tørre. Bagefter fik fødderne en kærlig omgang, med creme.

Man kommer til at holde af sine fødder. Forleden dag, da jeg sad og plejede mine fødder i en pause, kom Ian forbi og så det. Han mente, at måtte lide af foodfetich, da han så min kærlige behandling af dem. Sikkert, sagde jeg, helt sikkert. Indrømmet, jeg kan godt lide fødder, men det er først nu, at jeg er begyndt at få et forhold til mine egne, også mine lægge, sågar mine lårbasser. Mine fødder er faktisk meget flotte, hvis jeg selv skal sige det, med en form, som en fod skal have. Altså bortset fra et par negle eller 3, der kunne se bedre ud. Men pæne er de!

Fik tørre sokker på og støvler. Det var meget bedre. Ind til Belorado centrum og finde et sted, helst med tapas. Kl. var lidt over 12. På torvet, der var ret stort, fandt jeg en bar med dejlig tapas. Købte 3 stk, et med ansjoser og grønne bønner, et med indbagte rejser (3 stk) og et med hele tun og meget fint småskårne rød og grøn peber plus noget vineddike. Fik et stort stykke brød til. En flaske vand og et stort glas rødvin i et slank ølglas. Alt dette for kun 6€. Jeg nød det, mens jeg læste lidt i mine guidebøger.

Det gjorde straks humøret bedre. Ud på torvet og fandt en lille butik, hvor der var is. Havde pludselig lyst til en isvaffel. Spisende den vandrede jeg langsomt gennem byen.

Havde besluttet mig for at komme så langt, jeg kunne i dag, mens jeg spiste - gerne helt til Villafranca Montes De Oca, så jeg kunne starte morgendagen med en stigning. Næste by var Tosanto, 4,8 km længere fremme. Kunne jeg ikke gå mere, så var der flere småbyer med herberger med kort afstand inden mit mål.

Lige før Tosanto er der en vandpost i en lille park, hvor man kan sidde og spise. Dem er der mange af i Spanien, i hvert fald her nordpå. Kan genkende et par franskmænd fra i går i Granon, Nelly og Alexis. Et meget flink par fra Toulouse. De sidder og spiser ved et bord. Går over for lige at hilse på. De tilbyder mig mad, men jeg siger pænt nej tak, da jeg lige har spist, men tak til en småkage bagefter. Deres mål er Burgos og gerne så tidligt som muligt på tirsdag, så de vil også så langt i dag som muligt. De fortsætter senere på Caminoen. De tager bussen til Logrono, hvor deres bil står, 5 timers kørsel hjemmefra, siger de. Jeg smutter videre med et på gensyn og Buen Camino.

Indtil videre må jeg skuffe alle hadere af franskmænd på Caminoen. Dem jeg har mødt, har været aldeles flinke og har forsøgt med deres bedste engelsk at føre en samtale. Mange er blevet meget gode til engelsk.Tiderne skifter.

Når den næste by, Villambistia, 2 km væk, så den næste Epinosa del Camino, 1,7 km. Nå, så kan jeg lide så godt tage de sidste 3,4 km til Villafranca Montes De Oca, med små skridt. Hvert skridt tæller. Fødderne er godt ømme nu, selv om jeg fik skiftet strømper sidst i den lille flække plus et glas rødvin til at holde dampen oppe. Er nu meget træt, specielt nedad gør det ondt. Kan se stedet og hver gang mod slutningen af en vandring oplever man, at 1 km om eftermiddagen ikke er det den samme, som den var i morges. Man oplever det dog ikke så slemt som i den første uge. De sidste 500 meter blev jeg så tosset af smerte, at jeg bandede højlydt på grønlandsk og sagde, at det er mig, der bestemmer og ikke dig, så kom jeg ellers derudad og smerterne mindskedes.

Endeligt fremme ved hotelket, San Anton Abad, hvortil der også er tilknyttet et Albergue. Ejeren har selv gået Camino og vil gerne give lidt tilbage til pilgrimmene, men jeg ville have et værelse. Lidt dyrt. Kom ind og fik smidt støvler og kluns. Først på toilettet. Dejligt at komme til et sted, hvor man ikke behøver at skynde sig af hensyn til de andre.

Får skrevet et par mails og startet på dagens beretning. Nå, i bad skal man jo. Klokken er også ved at være mange. Tøjet skal også vaskes. Aftensmad er kl. 19.

Efter badet, så vask af tøj. Tager iPad'en med hen til et cafeteria, hvor jeg kan sidde og få et glas, mens jeg skriver. Nelly og Alexis kommer ind. De er søreme også nået frem. Hilser hjerteligt på hinanden.

Tilbage med iPad'en på værelset og så op og spise. Bedste mad på turen, paella til forret, kylling i appelsinsovs og is til dessert. Vin og vand, naturligvis, til 12€.

Bagefter på hovedet i seng, fuldstændig udkørt, kl. lidt i halvni.

26. oktober 2013 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 10: Offday og et meget specielt herberg

(Navarrete - Granon, 20,6 km)

Kl. er 7.51. Sov længe i dag. Var træt, men sengen var hård, så det er som så med kvaliteten af søvnen. Min roommate, en tysker ved navn Rupert, sover endnu. Det kommunale herberge her er inddelt i rum med 2 senge.

Havde en lang god snak med Rupert, lige fra jeg trådte ind, hvor han lå og hvilede sig. Rupert er træt nu, tror jeg. Derfor har jeg pakket mine ting og sidder lige i spiserummet. Rupert havde i går ikke pakket sine ting ordentlig ind, så alt var blevet vådt, også hans pilgrimspas. Rupert har taget sin scooter helt fra Bayern og kørt hen i nærheden af Pamplona og stillet scooteren der og begyndt at gå derfra. Scooteren skal dog vist repareres i det elektriske system. Rupert har haft en hjernetumor. Han har det bedre nu. Han og hans kone har adopteret 3 børn fra Sri Lanka og 1 fra Vietnam.

Rupert er nu stået op. Nå, jeg må pakke færdigt. Ian og Eva sidder ved siden af og spiser morgenmad. Det italienske ægtepar ved et andet bord. Vi sidder alle og snakker sammen. Der er som sædvanlig en munter stemning. Ian er her jo. Vi begynder at synge "No rain today, my love is gone away" , et gammel Herman Hermits nummer, omskrevet. Vi synger altid en strofe på et eller andet tidspunkt. Han starter og jeg fortsætter. VI har det sjovt. Ian og jeg talte om, at vi måske skulle gå Pyrenæerne fra vest til øst om 1 års tid. Ian går altid en eller andet tur hver år. Det har han gjort i mange år.

Det italienske ægtepars søn kommer i nat med toget til Santa Domingo, efter begravelsen af svigerdatterens bedstemor. Tror, at han glæder sig til det, kan man se på hans øjne. Han virker til at være i bedre fysisk form. Den første tid så han virkelig lidende ud.

Jeg kan efterhånden ikke huske ugedagene. Ingen kan. Det er også lige meget. Min beretning fra vist nok torsdag kommer forhåbentlig idag. Vi må se. Nu prøver jeg med min mobil og taler undervejs.

Nå, det er tid til at starte dagens vandring. Har ikke helt besluttet mig, om jeg vil gå til Granon eller kun til Santa Domingo De La Calzada. Vi må se, som altid under en Camino. Intet er givet på forhånd.
----------

Glemte selvfølgelig at skrive, at Tommy meddelte mig, da jeg så ham, at Claire desværre måtte vende tilbage til Ventosa, og så vil se, hvordan hendes fødder har det, før hun vil gå videre. Det er jeg selvfølgelig ked af, og håber for hende, at hun kommer igennem det. Kan mærke at hun har brug for at gå Caminoen. Noget tynger hende.

Da jeg kommer ud af byen og på stien, møder jeg en morgensyngende spanier, gående fra sine vinmarker, tilsyneladende. Dejligt.

Det er et fantastisk vejr at komme ud i, lige efter byen, ud på en fald mark, med vinstokke til begge sider. Der er lidt vådt endnu, men slet ikke som i går.

Jeg tror, at jeg efter at have tænkt over gårsdagen begivenhed, har fint med det nu. Har tænkt over, hvorfor min mor endte sådan, som hun gjorde, med et lidt ulykkeligt liv. Det er nok fordi, man ikke tager hånd om sig selv. Det er vi nødt til, hvis vi skal have et godt liv. Så det tænkte, jeg meget over. Hun var en meget smuk kvinde, da hun var ung. Jeg tror, hun har haft for let ved det, været forkælet i familien og efterfølgende, selv om hun selvfølgelig har arbejdet hårdt også. Tror ikke rigtigt, at hun har haft den modgang, som hun havde brug for, for at blive stærk.

Det jeg er bange for med unge mennesker, med al den kommunikering, frem og tilbage, og hele tiden, det er en form for escapisme, der i det lange løb ikke giver den ro, som vi alle har brug for. Jeg har slet ikke noget imod den moderne teknologi. Man skal bare ikke bruge det til at flygte i. Så jeg håber, at de unge på et ellers andet tidspunkt finder ud af det. Når nyhedens interesse er overstået, så finder det vel sit naturlige leje. En af årsagerne til at mange unge mennesker går Camino i dag er, at religiøsiteten ikke længere er så dominerende og åndeligheden mindskes. De har lidt svært ved at finde ud af meningen med livet.

Foran mig går vist Lucy og Jin på afstand. Ååh, nu kan jeg se 2 balloner i luften. Fantastisk. Det er et flot syn. Nå, jeg vender tilbage senere.
--------
Jeg har lige holdt en pause sammen med de andre, efter en lang, lang opstigning. Har fået en forfriskning - tropical frugtjuice, lidt saltede nødder og en energibar. De andre er gået nu. På vejen har jeg set en vinbonde hælde vindruer op i en traktorladvogn med høje sider, så der er fortsat gang i drueplukningen her i dette område.

Har lidt ondt i min venstre fod og knæ, så jeg tager det roligt. Har også hele dagen. Jeg skal alligevel ikke lave andet end at gå, så det går nok. Vi ses lidt senere.
--------
Er lige kommet ind til den første by efter Navarrete. Der er åbenbart en meget stor golfbane her, der ser meget moderne ud. Folk står og slår på bolde,mkan hære dem. Tænkte på, om det er en anden for escapisme, at slå til en bold, i stedet for noget, der var lidt ........, nå, det er trods alt bedre med lidt fysisk aktivitet. Så mødte jeg lige nogle forældre med en flok 6-7 årige børn, med deres små golfbags på vej til at spille golf. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det.
--------
Jeg sidder nu ved vejsiden, lige før Santa Domingo og har det forfærdeligt med mine fødder. Jeg tror, at det er hævn fra i går, hvor jeg ikke tog mig tid nok til at pleje mine fødder og lægge, give dem creme og den slags ting. Havde for travlt med at tale med Rupert og skrive på hjemmesiden og tiden går hurtigt efter ankomst. Man har ikke tid nok til nå alt det, man skal nå. Det må gære noget ved i dag. Måske er det også hævnen for, at jeg på vejen i dag kom til at tænke over, at vi nok alle har et kors ar bære, måske ikke til Colgata, men et eller andet sted. Rygsækken er ikke interessant længere, den er bare en del af en nu. Det kan være en lille nemesis, jeg har fået på vejen - who knows - man ved jo aldrig. I går var jeg flyvende. i dag er jeg blevet overhalet af alt og alle. I dag er nok min off-day, men jeg skal nok komme videre fra Santa Domingo mod Granon, som er dagens mål. OK.
-----------
Her stopper min indtaling til iPhonen, fordi jeg blev for træt. Umiddelbart efter ovennævnte pause ved vejsiden, kommer jeg til et skilt med 564 km til Santiago og begynder at syge "When I'm 64" for fulde gardiner, ingen kunne jo høre mig. Bagefter " Sunny side og the street" og smerterne er forsvundet, så længe det varer.

Kommer ind til Santa Domingo og ind i den gamle bydel, som er meget flot, mens det udenom er meget kedeligt. Finder mig en bar med tapas og køber 3 lækre stykker og et glas vin. Skriver samtidig lidt på hjemmesiden bagefter, inden der kommer ind masse mennesker ind og skal have deres tapas og vin m.m. Her i Spanien taler folk meget og højt, så jeg kunne ikke høre mine optagelser, så jeg kunne lige så godt gå videre.

Møder Lucy og Jin, der er på vej ud af byen. Vi følges ad. Senere møder vi Solidad og det unge japanske par, Yuko og Eppie. Yuko er altid smilende. Endelig langt om længe i den bagende sol ankommer vi til Granon. På vejen taler jeg en del med Solidad om mangt og meget, bla. arbejdsløsheden her i Spanien, men også om søvnproblemer og mange andre emner. Dejlig snak med en vidende person.

(må afslutte denne dag senere, denne på alle måder underlige, men også spændende afslutning på dagen).

25. oktober 2013 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 9: Regn og sol

(Navarrete - Azofra, 21,8 km)

I dag vil jeg prøve noget nyt. Vil bruge min iphone til at indtale det jeg vil skrive undervejs. Det bliver spændende at se. håber det letter skrivningen bagefter og måske lidt mere her og nu.

Faldt først i søvn efter midnat, men var allerede vågen halvseks. Fik skrevet dag 4 færdig og lagt den hjemmesiden. Tog et bad for første gang om morgenen. Dejligt.

Claire havde sovet det meste af dagen i går, efter ankomst. Hun var helt udkørt, sagde hun. Vi blev enige om at følges ad i dag. Gik lidt efter otte. Da vi kom ud fandt vi hurtigt ruten. Det var langs hovedvejen et stykke tid. Vejret så faretruende ud. Vi besluttede at tage regntøj på og dække rygsækkene til, også. Det var en klog beslutning. Det begyndte at regne.

På vejen snakkede vi bl.a. om trygheden ved at have en fast base, et hjem. Hun var meget glad for sit nye hjem i Todi, som hun flyttede til fra Rom for ikke mange år siden. Hun elskede sin udsigt. Det at hun havde huset gjorde, at hun kunne gå Camino. Lisbeth og jeg var meget velkomne til at komme på besøg. Hun havde plads nok.

Hun sagde, at jeg bare skulle gå, så det gjorde jeg. Det regnede virkelig meget. Man kunne kun kigge nedad. Brillerne duggede. Der er lavet en vej lang motorvejen, Ikke det mest ophidsende. På et tidspunkt viser et skilt til Ventora. Kunne vist godt have fortsat lige ud til Najera, men jeg ville have morgenmad og var træt af regnvejret. Var den første, der kom til baren. Lige nu sidder vi en hel flok, Tommy, Lucy, Jin, Chris, Johanna, Claire og en jeg ikke kender. Havde købt gaver til Lucy og Jin i Los Arcos, et Caminoskilt og et lille armbånd til dem hver, så dem får de nu. Har ikke set dem i næsten 2 dage. De blev glade for gaverne. Har fået kaffe og 2 stykker wienerbrødslignende stykker med chokolade i. Skal have noget energi til Najera. Der er 11 km uden mulighed for at spise.

Det går rigtig fint i dag. Ingen smerter, endnu. Føler jeg kan gå til verdens ende, men Rom blev ikke bygget på een dag, så små slag.

Skriver videre senere. Skal afsted. Regnen er stoppet.

Claire og jeg følges ad, men hun siger, at jeg bare skal gå, da hun vil gå langsomt pga sit ben. Vi går på stier mellem vinmarker og det er meget mudret, efter regnværet. Glad for mine støvler i et sådant vejr. Jeg føler mig virkelig godt gående. Der er stort set kun vinmarker, flotte. Man bliver faktisk glad af at gå mellem vinmarker.

På et tidspunkt kommer jeg til at tænke på min mor og en oplevelse, jeg havde i Almunecar her i Spanien, dette forår. Min mor døde i 1997. Engang for mange år siden, mens jeg var 17-18 år, kom jeg til at sige til min mor, at hun ikke var min mor. Hun drak for meget, flygtede så at sige ind i alkoholen. Sikkert på grund af ensomhed eller hvad der nu kunne være årsagen. I alt fald skal man nok ikke sige sådant noget til ens mor. Tror det har såret hende meget, rigtig meget. Efter hendes død har jeg selv haft svært ved det.

Måtte prøve at bearbejde det, bla. ved at skrive en sang om og til hende. Et af versene lyder sådan:

Hvad du end gør,
Hvad du end sir',
så er jeg hos dig
Selv om de sir'
at du har fejl,
så er jeg hos dig

Det hjalp at bearbejde det, men ikke helt. Da hun døde var jeg der, men jeg nåede ikke at se hende ved bevidsthed. Har hele tiden haft en følelse lige siden, at hun ikke havde forladt denne jord. Det kom hun dette forår. Jeg sendte hende afsted til Racmaninoffs symfoni. Den mest surrealistiske oplevelse i mit liv. Det lød som en rumraket, der fløj ud af rummet. Har læst andres oplevelser, hvor det er på samme måde. Gik ved siden af mig selv hele næste dag.

Jeg har fået ro, hvad det angår. Begynder at synge Innarta Anaanaga, en grønlandsk vuggevise, og for første gang får jeg tårer i øjnene på denne Camino. Jeg synger den færdig, det skal jeg jo, selv om det er svært. Føler en vis lettelse bagefter. Kigger op mod markerne, bjergene og solen der skinner lidt igennem. Det er dejligt at leve.

Det tager lige lidt tid at samle tankerne.

Bagefter tænker jeg, at Paradis må være denne jord. Paradis er ikke et fysisk sted. Det er noget mentalt.

Kommer ned et sted før Najera, hvor der bliver råbt efter mig. Det er søreme Ian, Eva og en kvinde, jeg ikke kender, der sidder sammen i en lille park på bænke. Smutter hen til dem og får en snak. De er gået udenom Ventora. Har mistanke om, at de har fået et lift, men siger det ikke. Det skal være dem vel ondt. De har gået helt fra Le Puy. Kvinden er spanier, forstår jeg, men bosiddende i Bayonne i Frankrig, hvortil hendes forældre flygtede fra Francos regime. Det fortæller de andre mig, da hun er gået videre.

Tommy kommer forbi. Jeg smutter før ham, men vi mødes igen senere, da jeg er nødt til at fjerne noget i mine støvler, der irritere. Vi følges ad. Jeg fortæller om mine første tårer, min barndom, mine forældre, den manglende fysiske kontakt og straks tilbyder Tommy mig et knus. Det får jeg midt på vejen. Sådan er det på Caminoen.

Vi kommer ind til byen og finder en bænk ved en vandpost. Tommy stopper op her. Han tager 2 korte dage. Vi sidder og snakker. Han har sagt sin lejlighed op og opmagasineret sine møbler. Skal efter Caminoen til Indien i 2 eller 3 måneder og dyrke yoga og noget spiritualitet. Vi enes om at mødes i Santa Domingo i morgen. Vi snakker godt sammen.

Lucy sidder i en cafe sammen med Ian og Eva. Jeg vil videre til vores destination, 5,8 km længere, til Azofra. Lucy beslutter at gå sammen med mig. Som sædvanlig har vi det godt sammen. Båndet hun har fået i Ventora har hun sat på som armbånd. Jeg siger til hende, at der er sket en forandring på disse 9 dage, med hende. Denne generte unge kvinde har fået noget mere beslutsomhed over sig. Det kan man se i hendes øjne og holdning. Dejligt.

Hun fortæller om sine forældre og sin lillesøster, der går på high school, og som skal til optagelsesprøve til universitetet den 7. november og hun er der ikke. Det er hun vist lidt ked af. Lucy er ikke religiøs, men går Caminoen af spirituelle årsager. Hun siger, at hendes mor er katolik, så derfor tager hun mange billeder af kirker.

Vi er ved at være lidt trætte. De 5,8 km er lange. Frem kommer vi, efter 21,9 km's vandring, i en noget bedre tilstand end de første mange dage. Vi piver ikke længere. Formen er ved at indfinde sig.

Jeg smutter i bad nu. Skriver måske senere.

24. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 8: Fysikken bliver bedre – Heldigvis

Jeg når måske ikke dagens beretning i dag, så derfor vil jeg lige nå at sende en fødselsdagshilsen, inden dagens slutning.

På FN-dagen i dag, er der 2 kvinder i Nuuk, der henholdsvis fylder rundt og halvrundt, på den rigtige side af 40 - så har jeg ikke sagt for meget. Det må man jo ikke sige om kvinders aldre, siger nogen. Hvem har fundet på det? Helt ærligt - what's the problem? Rynkerne er der jo alligevel og glat hud ser forfærdelig ud, hvis den er tvunget flad. Tak, til kvinder, der tør være sig selv.

Ergo, måske lidt rynkede kvinder - mine bedste ønsker om Buen Camino og jeg mener det!

Så er der en tidligere mandlig kollega, som bor i DK, som desværre ikke har det så godt. Bedste ønsker for dig, kammerat. Håber du mærker mine tanker herfra.

I dagens anledning vil jeg høre 2 numre med James Taylor:

"You've got a friend" - fra hans Best Live album og
"Have Yourself A Little Merry Christmas" - fra hans October Road album, som er den bedste ikke-jul-sang, der findes.

James Taylor har en meget behagelig rolig stemme, som fascinerede mig som 17-årig, da jeg kom til USA, hvor han også sang sammen med sin vist daværende samlever, Carol King.

Og et sidste nummer med Alberte Winding:

"Lyse nætter" - denne smukke sang og melodi om hendes mor, der døde alt for tidligt. Trods det, så er sangen en god repræsentant for alt det, som en Camino handler om - eftertænksomhed, tilgivelse, bearbejdelse, forståelse, erkendelse

3 sange, fordi 3 er et helligt tal. For en sikkerheds skyld, på sådan en dag.

Hør dem, og du kan kun blive glad!

Har overhovedet ikke hørt musik, siden jeg kom til Caminoen. Altså bortset fra det påtvungne, diverse steder.

Med ønske om fortsat god fødselsdag til jer alle 3, her fra Caminoen, i Naverrete!
---------------------
(Viana - Navarrete, 22,5 km)

Beretning kommer senere i dag.

(Nåede simpelthen ikke beretning fra denne dag, pga. træthed og manglende tid. Det vil måske være omsonst at forsøge at skrive noget fra den dag. Dog vil nogle af billederne kunne give mig en erindring, men det bliver senere. I stedet kommer der billederne på)

Her efter hukommelsen, efter at have set billederne:

Jeg husker, at Claire og jeg tog afsted tidligt om morgenen, efter morgenmad, som Claire havde lavet. Lånte i øvrigt en spray af Claire i går til at komme i min rygsæk mod bed bugs. Efter at have kommet diverse på mine fødder efter råd fra Claire, så får jeg det faktisk noget ondt i fødderne, så efter 3 km foreslår hun, at vi finder en bænk og jeg får kigget på mine fødder.

Husker også, at det italienske par (senere The Funaris), der nu går alene, efter at søn og svigerdatter måtte tage hjem til hendes bedstemor begravelse kommer forbi. Det er et meget fladt stykke mod Logrono og ind mod byen går vi kun på asfalt, hvilket mine fødder absolut ikke har godt af.

Jeg går lidt foran de andre, men lige før byen er der en bænk, hvor jeg sætter mig. The Funaris kommer op til mig og jeg tilbyder dem naturligvis plads og vi snakker lidt sammen, på engelsk, manden og jeg. Claire kommer også op og vi to følges ad resten af vejen til Logrono. Det begynder at regne lidt og vi synger Raindrops Keeps Falling On My Head ved indgangen til byen, hvor man går langs med floden.

Vi krydser en bro til selve den gamle bydel, hvor vi følger Caminosporet. Forbi en flot kirke. Fik købt os lidt frugt på vejen. Vi er enige om at finde et apotek for at købe noget, som Claire vil bruge på sine tæer. Jeg får købt noget mere plaster.

Claire og jeg skilles, da jeg vil ind og købe et simkort til min iPad. Finder en Moviestar, hvor jeg får et kort til lidt over 22 €. Det tager noget tid, nærmere de 40 minutter, inden jeg er ude igen. Kan høre, at der er en demontration på vej og politiet kan jeg også se kommer til. Kommer afsted ud af den rigtige vej, ud af byen.

Sætter mig ved udkanten af byen på en bænk og spiser nogle nødder og min frugt plus drikker noget vand. Der er mange fra byen, der passerer og som er i joggingtøj.

Kommer afsted. Der er betonsti ud af byen, med træer langs hele vejen, så langt øjet rækker. Det er fantastisk, som der er lavet stier til gående og cyklende her i Spanien mellem byerne. Vejret er dejligt, solskinsvejr.

Kommer til en park, flere kilometer ud fra Logrona, hvor der også er en børnehave. Der er faktisk meget flot. Støder på det unge franske par, som jeg har mødt før. Han kommer over til mig og tilbyder mig nødder, som han har købt af een. De sidder ved et af de borde i parken, hvor der også er flere grills, man kan benytte.

Kommer videre og støder ind i Claire igen, der hviler sig på en bænk. Vi går videre sammen og følges ad hele vejen. Vi går gennem nogle smukke vinmarker. Biologiske. Man kan se, at de bliver passet og plejet.

Vi kommer langt om længe til Navarrete, hvor vi finder et privat herberg, som er i nogle store lejligheder og hvor man kunne få enkeltværelser. Jeg tager et enkelværelse til 20€, bad og toilet er dog på gangen. Claire tager sig en seng i en 6 mandsstue, men der er ikke andre.

Kommer i bad og får vasket tøj og hænger det til tørre uden for vinduet. For første gang et tøjstativ lige uden vinduet. Tager ned på en bar og får mig lidt tapas og et glas vin og skriver forrige dags beretning. Sidder uden for og skriver. Jeg er lidt bagud.

Går tilbage til herberget, mens jeg på vejen leder efter et sted, hvor man kan få lidt ordentlig mad. Fik anbefalet et sted fra herberget. Kommer hjem og skriver lidt mere, inden klokken bliver så mange, at nu skal jeg ud og have noget mad. Claires værelse er helt mørkt, så jeg går ud fra, at hun ikke er der. Jeg finder den anbefalede restaurant og går ind og sætter mig alene ved et bord. Der er kun 2 andre derinde. Jeg får bestilt noget mad og nyder den, mens jeg kigger i mine guidebøger.

Bagefter smutter jeg ud og går lidt rundt i byen. Støder ind i den unge franske par, der lige er kommet til byen. De har endnu ikke fundet et sted at sove. Vi bliver enige om at drikke en øl sammen på en bar, de har fundet. Den skulle være lidt særegen. Den ene af dem skynder sig hen på det kommunale herberg og indlogerer dem. Vi får også nogle drinks i baren og får snakket sammen. Ja, baren er sandelig underlig, men en lidt syret barejer, givet vis gammel rockmusiker. Man kunne købe cd'er der. Der var også guitar og alle mulige ting i baren, fra musikkens verden.

Klokken er ved at være 22, så det er ved at være sengetid. De skal være hjemme kl. 22.00, mens jeg kan være ude, så længe, jeg vil, men det gør jeg ikke. Skal have noget søvn til i morgen.

23. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 7: Det startede ellers godt

(Los Arcos - Viana, 18,5 km)

Vågnede allerede lidt i halv fem. Overvejede at gå ud på toilettet, men blev liggende for ikke at vække de andre. Tog i stedet min iPad, dæmpede baggrundslyset og skrev videre på gårsdagens tekst. Stod dog lidt senere op og gik nedenunder på toilettet, så jeg larmede så lidt som muligt.

På et tidspunkt begynder folks alarmer at lyde, og nogen kan åbenbart ikke få taget sig sammen til at stå op, for den bliver ved med at komme med 5 minutters mellemrum.

På et tidspunkt omkring kl. halvseks står den første op, og så den næste. Der bliver tændt lys i det næste rum. Jeg får færdiggjort min tekst. Går ud og børster tænder, får vand i hovedet og kroppen, har svedt lidt med bar overkrop. Må se at få købt en t-shirt, gerne i dag. Får tøj på og går ned i køkkenet, hvorfra der er netadgang. Får up-loaded tirsdagens beretning. Ser på vejrudsigten. Det er OK, ingen regn.

Får også lige svaret Mette, som skal starte på sin tur i dag i St. Jean. Hun har set hjemmesiden og skrevet til mig lige før, jeg tog afsted, faktisk dagen før. Hun var lidt usikker på, hvor hun ville starte, men på min opfordring begynder hun i St. Jean. Vi har siden korresponderet engang imellem om nogle råd, hun ville have. Håber vejret er med hende, så hun ikke mister modet. Vil tænke på hende på vejen.

Jeg kender intet til Mette, udover at hun nok er gift eller lever sammen med en, der også hedder Peter. Det kunne jeg se på mailadressen. Ved ikke, hvor gammel hun er, men er dog vist fra Jylland. Hun skulle via Stansted til Biarritz og havde heldigvis nået sin connection. Hun skrev fra Bayonne i går, inden hun skulle med toget kl. 18.05 til St Jean Pied de Port. Vi har aftalt at holde kontakt engang imellem via sms, for at høre, hvordan det går. Er spændt på hendes bjergbestigning, her den første dag. Buen Camino til Mette!

Får pakket færdigt, sagt farvel til John, der tager en hviledag pga. vabel i haserne. Skidt sted. Får sagt tak til hospitalero og farvel til de andre. Hugh er smuttet lidt før mig. Han har planer om kun at gå til Viana. Jeg er usikker. Det afhænger af, hvordan det går. Det er over 7 km ekstra fra Viana. Ian kommer udenfor, da jeg skal afsted. Han og Eva vil kun gå til Viana. Vi ses, bliver vi enige om.

Jeg går afsted sammen med den italienske familie. Caminoruten går næsten lige uden for døren, så vi er hurtigt på. Kl. er halvotte. Forlader dog italienerne hurtigt. Der er noget mørkt, så jeg tager min pandelampe på. Vejen er flad og meget lige, så det giver sig selv. Dejlig luft at gå i. Har kun min merinouldtrøje på. Jeg har det meget fint, efter at tåen er blevet varm. Jeg kører derudad. Føler min fysik er blevet rigtig god og der er strammet op hist og pist. Dejligt.

Tænker på min fysioterapi i går og beslutter mig for at begynde grundtræning hos Body-SDS, så snart jeg kan, og starte på terapeutuddannelsen til foråret. Når jeg er færdig med den, kan jeg tage herned i perioder og hjælpe fysisk nedkørte pilgrimme. Det ville være en fornøjelse. Nå, så er det projekt på plads i hovedet og er nok ikke til at ændre. Heldigvis er Lisbeth startet med terapeutuddannelsen her i september, så der skulle være mulighed for at få lidt bistand.

På vejen møder jeg en pilgrim på vej til Rom og Jerusalem, sammen med sin hund og en lille trækvogn. Vi ønsker hinanden Buen Camino. Han går med et skilt foran sig på engelsk og vist et andet sprog. Når at tage et billede bagfra. En professionel pilgrim, formoder jeg, alt så en af dem, der ikke laver andet end at vandre frem og tilbage. Bare rolig, det sker ikke for mig:-).

Ingen har passeret mig indtil nu, så det er enten gået stærkt eller også er de andre langsomme.

Kommer op til den første by, Sansol. Finder en lille biks. Køber en sort kaffe, en eller anden indpakket kage, en nektarin og nogle druer. Manden kommer vand i druer, i posen, så de holder lidt bedre. Det mener han, åbenbart, så det bliver sådan.

Sætter mig udenfor, tager støvler og strømper af. Har besluttet mig for at lufte fødderne tit i dag, når jeg finder gode steder at sidde. en kattekilling og hendes mor holder mig med selskab. Den er godt nok lille, men hopper allerede rundt som en voksen. Får taget nogle billeder til fruen. Gæt hvorfor.

Flere begynder kendte at passere. Vi hilser. Claire, den italienske dame, kommer og gør mig med selskab. Hun køber 2 appelsiner og spiser dem. Det skulle senere vise sig, at hun har glutenallergi, så brød og pasta er bandlyst.

Vi får snakket lidt om dagens tur og hvor langt, vi forventer at gå. Hun er selv lidt usikker.

Jeg går videre gennem byen og op til den til næste by, der ligger tæt på. Der går lidt opad, men ingen problemer. Solen begynder nu at tage magten og jeg må se at få min hat frem ved næste stop. Tog den ikke på i morges, som jeg ellers har gjort. Det tegner til at blive endnu en af de dejlige dage, hvor man bare nyder naturen og føler sig som det heldigste menneske i verden.

Jeg føler, at jeg er ved at finde det rigtige Caminotempo. Og det er at holde en god kadence hele tiden, ikke forcere eller gå for langsomt. Det tager tid for mig at lære, fordi jeg altid gerne vil gå hurtigt, hvilket irriterer Lisbeth, forståeligt. Andre har allerede fundet rytmen, bla. Claire, kan jeg se. Man kommer ikke meget hurtigere frem ved at forcere.

Kommer op til en top, hvor der er den mest fantastiske udsigt. Beslutter mig for at holde en pause og nyde det. Lufter fødderne og får taget et billede af mig selv og omgivelserne. Det bliver en dejlig lang pause og suger indtrykkene til mig i dette fantastiske vejr. Jeg har jo tid nok. Flere passerer, bl.a en mand med hund og et spansk ægtepar. Det ældre italienske ægtepar kommer op, uden søn og svigerdatter. Han ser meget træt ud. Giver ham min siddeplads, så han kan hvile. Jeg er alligevel på vej videre.

Terrænet er lidt vekslende, uden de helt store op- og nedstigninger. Kommer til en slags lund, kan vi vil kalde det. Mange små stensætninger, som pilgrimme har lavet, sjovt og hyggeligt. Får taget nogle billeder. Møder manden med den lille hvide hund, der holder en pause.

Kommer op til et sted, hvor du kan se meget langt frem, mod Rioja og videre. Herfra begynder det at gå nedad. Kan se vinmarker på lang afstand. Naturen ændrer karakter. Der er ikke de helt store højder mere, og det virker mere menneskeligt, uden at være det. Afstand snyder. Nedstigningen starter på grusvej. Det gør avs. Mine fødder har det forfærdeligt. Jeg tager små bitte skridt nedad, der er stejlt. Må bruge mine stave som modvægt, ellers smerter det endnu mere.

Kommer endeligt ned på det flade, hvor det hjælper på smerterne. Her er små vinmarker, som ligger fantastisk godt beskyttede. Sikker på at der kommer topvin ud af disse. Ikke mange, da markerne er små. Kunne altså godt lige nyde et godt glas vin, lige her og nu, til at dulme. Ingen steder at sidde, så jeg må kæmpe mig videre.

Møder en dame på vejen, der ikke er på Camino, men hun venter vist på nogen, der kommer efter mig. Det ser sådan ud. Hun hilser pænt.

Kommer til en opstigning. Dejligt, for så smerterne det ikke så meget på fødderne. Gpr stille og roligt opad, med sædvanlig god hjælp af stavene. Efter opstigningen er man nødt til at krydse hovedvejen, hvorefter der kommer en endnu mere stejl stigning, heldigvis ikke så lang.

På vejen op hører jeg bagfra lyden af hestehove. Vender mig om og ser, at det er en flok på heste, der skal op ad samme bakke. Een af dem giver fuld gas og drøner opad - for der er stejlt. Han er vust guide og tester den af og for at se, om der er fri bane. Jeg er trådt til siden, så de kan komme op. Bagefter tager resten tilløb og drøner op forbi mig. Sikken et nyt. Når at tage nogle billeder. Får en eller 2 hilsener af rytterne på deres vej, dejligt. De flotteste heste, jeg har set et stykke tid. God oplevelse.

Kommer op og heldigvis er der en bænk. Af med rygsæk, støvler og sokker og så prøver jeg ellers at skrive lidt på iPad'en, mens jeg kan se den by, Viana, jeg skal til og i øvrigt også Logrono i det fjerne. Jeg skal ikke længere i dag, overhovedet ikke.

Mens jeg sidder der kommer Claire og hun sætter sig. Det italienske par kommer også og går videre. Claire snakker om at finde et sted at bo, hvor man kan få sit eget værelse. Det er jeg med på.

Vi går videre, svagt nedad. Vi har begge meget ondt i benene, og kilometrene er lange. Værre, når man kan se det, man skal hen til, og man synes, at man ikke kommer nogen vegne. På vej ned ser vi en rytter på en flot hvid hest, som han træner på en mark. Sikket et syn. Heste er altså flotte dyr. Der er noget majestætisk over dem.

Endeligt nede, eller rettere sagt op i byen - sådan er det næsten alle vegne med småbyer. Det er opad mod slutopmålet. Endnu een af Caminoens raffinementer.

Finder endeligt et sted, efter at have prøvet et andet, med god hjælp af folk. Claire er heldigvis rimeligt godt inde i det spanske, så vi får god hjælp. Stedet er privatejet, fælles køkken, fælles badeværelse, men ellers med hvert sit værelse, der kan aflåses.

Claire går først i bad og smutter i byen efter noget mad. Hun vil lave lidt. Det er jeg med på. Jeg går i bad og vasker mit tøj og hænger set ud. Skriver lidt videre på dagens beretning. Claire kommer tilbage og spejler 2 æg til os begge. Hun har købt tørret skinke også plus noget brød til mig.

Spejlæggene smager himmelsk. Skinken ligeså. Jeg havde jo ikke fået mad siden i morges. Vi drikker en kop the til.

Claire fortæller hun er 68 år. Adspurgt om hun er gift, svarer hun ja, men på en sådan måde, at jeg ikke vil bore i det. Alle har deres problemer på en Camino. Hun fortæller, at hun også har børn. 2 drenge, viser det sig senere, hvoraf den ene må tage til USA for at få arbejde.

Vi spiser færdigt og så er det ellers tid til en slapper, inden vi skal ud og se byen, når butikkerne åbner igen kl. 17.30. Jeg skal prøve at finde en t-shirt.

Jeg prøver at skrive lidt, men trætheden er overvældende, så det bliver mange stavefejl og ingen fremdrift. Ipaden falder ned ved siden af og øjnene lukker i, men så spørger Claire, om vi skal gå nu. Døren står bare åben. Vi er foreløbig kun os 2 på etagen, hvor der er 2 værelser mere. Claire vil gerne se kirken, og så er vi enige om at spise tidligt, dagens menu. Jeg har inviteret Claire på aftensmad, da hun har lavet mad, da vi kom og vil lave morgenmad i morgen.

Vi går op i byen. Folk er ude og sidde ved barerne og hygge sig. Klokken er vel 17.45. Jeg gentager mig selv, men spaniere er udefolk. De lever meget af deres liv ude i bylivet. Selv børnene er derude. Det er naturlig ting.

Vi køber noget ost til i morgen plus noget frugt. Ved siden af er der en udstyrsforretning. Ikke om jeg vil give 50€ for en sportsshirt, som er lavet af stof, jeg ikke bryder mig om at have på, sveder i og kommer til at lugte underligt af. Det bryder jeg mig aldeles ikke om. Vi går videre. Vi køber 2 glas rødvin og sætter og ude på torvet.

Sidder og snakker om Spanien og spaniere. Kan se at denne by generelt ikke er velstående. Og at de har deres at kæmpe med. Vi er enige om, at det er et aldeles venligst folkefærd. Caminoen har indtil nu, bevist det. Hjælpsomheden kender ingen grænser. Pilgrimme er værdsat. Claire er blevet meget glad for Spanien, siger hun.

Eva kommer forbi. Hende, Ian, Lucy og Jin på på Munoz-herberget. Vi snakker om de næste etaper. Vi er alle enige om ikke at presse citronen. Vi tager omkring 20 km de næste 2-3 etaper. Herefter må fysikken til den tid bestemme, om længere strækninger. I hvert fald en strækning er på mindst 27, som man ikke kan bide over pga. manglende faciliteter.

Eva går og vi prøver at andre spisesteder. Det kan ikke lade sig gøre før halvotte, så vi må vente. Finder en anden butik, hvor jeg finder noget, jeg kan bruge. Stof, der behager mig. 21€, det var noget andet.

Jeg får et glas mere og Claire en vand. Vi hører en ringen fra kirken og regner så med, at man kan komme ind, og sørme ja. Flot og stor kirke. Det er de vist alle sammen. Tænker på min tro eller hvad det nu er, derinde.

Vi går til restauranten, lidt for tidligt, så vi må vente. Endeligt efter 10 minutter kommer vi ind i menusalen, for nu at sige det på den måde. Vi er de eneste. Jeg bestiller pasta til forret, grisestykker med kartofler, is til dessert. Vi får en halv liter vin til plys en liter vand. Det koster det samme. Claire vil ikke have noget vin. Maden er god, bortset fra Claire's fisk.

Inden desserten kommer Ian og Eva ind. Sætter sig ved siden af. Vi anbefaler ikke doradoen. Et ægtepar fra Skotland, Joanna og Chris, kommer også ind. Vi snakker tværs over bordene.

Vi smutter. Er trætte. Det meste af vinen står tilbage. Kommer ned og går øjeblikkeligt i seng. Trætheden har overtaget.

22. oktober 2013 Camino Frances 2013 Skriv en kommentar

Dag 6: Miraklernes tid er ikke forbi

(Estella - Los Arcos, 22 km)

Det måtte jo komme en dag - altså regnen.

Det blev en nogenlunde rolig nat, men man vågner alligevel mange gange. Der var ingen vinduer åbne. Nogen kan ikke lide åbne vinduer, fordi er bange for at blive syge af træk.Og det er man nødt til at tage hensyn til, men det giver dårlig soveluft.

Gik som en af de sidste. I hvert fald tog mine koreanske venner afsted før mig og jeg har ikke set dem siden, hvilket er et godt tegn, da de må have haft en god tur. De må være i et af de andre herberger her i Los Arcos. Jeg er i den kommunale, til 6€.

Tog det roligt, der var alligevel, kun og kun, 21,8 km målt på flad jord og et par km mere, når der tages hensyn til stigninger. Der var 2 veje at gå på et tidspunkt. Jeg ville tage den flade, til højre, ligesom alle vist ville.

Gik gennem byen lidt i otte og kom ud ved udkanten af byen, hvor skiltningen mildest talt var ringe. Flere havde taget fejl, så vi måtte vandre flere hundrede meter tilbage og starte forfra.

Umiddelbart efter kommer de første dråber, men jeg venter, da jeg håber på at det er forbigående. Diverse vejrudsigter fra i går var lidt divergerende. Møder Hugh fra Canada, som også sov i samme herberg i nat og går med ham hen til klosteret, lige udenfor byen, hvor man skulle kunne få vin i vandhanerne. Det ville han prøve. Jeg skulle i stedet i en vis fart se at få regntøj på mig selv og til rygsækken. Der var ikke en dråbe vin, sagde Hugh.

Gik videre alene i regnen, der heldigvis ikke var kraftig, men nok til at man ville blive gennemblødt, hvis man ikke havde noget på. En forholdsvis uproblematisk vej, hvor man efter at have krydset hovedvej een gang til, gik i skov. Hyggeligt. Regnen ingen problem i mit gode dyre Patagonia regnsæt. Prisen taler vi ikke om. Glad for jeg købte det.

Det virkede til blive en begivenhedsløs dag. Jeg gik helt alene. Kunne ikke se nogen andre. Min venstre fod havde det elendigt. Det ville blive endnu en lang smertefuld dag. Kom endelig efter ca. 7 km til en lille by, hvor skolebørnene, sikkert opildnet, af deres skolelærer højtråbende bød mig velkommen oppe fra byen, mens jeg gik op ad stigningen. Det var rørende. Det viste sig, at der også kom een mere bag mig. Vi tog billeder af de glade børn, der fulgte os et stykke - peregrino, peregrino.

Heldigvis var der en åben bar, hvor man kunne få lidt morgen. En cafe con leche, croissant og et stort frisk glas juice - fås ikke bedre - til næsten ingen penge. Den anden pilgrim gik også med ind. Han var fra Italien, Bolzano, og hed Frank. Frank er ung og sporty, så han skal nok nå sit mål om at nå sit fly fra Porto den 18. november. Han taler virkelig godt engelsk og virker som en åben og meget flink fyr.

Mens vi snakker, kommer Claire ind, som også er fra Italien, ved jeg fra Tommy. Mødte hende også på vej ud af Pamplona, ved universitetsparken. Hun sad også ved bordet ved siden af i Puenta La Reina, da jeg spiste med Ian, Eva og Tommy.

Vi hilser på hinanden, og hun køber noget og sætter sig ved et bord for sig selv. Jeg selv har taget strømper og sokker af og sidder med bare tæer. Claire tager sine vandrestøvler af og jeg kan se, at hun kun har et par tynde sokker på. Det var lige-lige-godt-sørens. Hvis hun kan, så kan jeg også. Tager kun mine indersokker på og i støvlerne. Aaah, det føles helt anderledes. Frihed. Hvorfor skal man høre på alle de kloge hoveder, der siger 2 slags strømper ovenpå hinanden? Man skal bruge det, man er van til og som man føler sig godt i.

Jeg går før de andre og det er som at blive født påny.

I det seneste års tid er jeg nærmest holdt op med at tro på tilfældigheder. Det kræver lidt mere tid og spalteplads at forklare hvorfor. For mange tilfældigheder, der samlet set giver en fornuftig forklaring eller logik, kan man ikke blive ved med at kalde tilfældigheder.

I går da jeg gik med Lucy fløj hendes hat væk pga. vinden. Hun fortalte, at hun havde mistet sin rigtige hat i lufthavnen og derfor var nødt til at købe en ny, men uden strop. I Pamplona købte jeg bare sådan uden videre en strop. Vidste egentlig ikke hvorfor. Da vi kom til herberget fik Lucy stroppen, som hun hurtigt kan sætte fast med sytråd og nål, som hun har. Hun sagde mange tusind tak. Hvem sagde tilfældigheder?

Claire's tagen strømper af i cafeen. Var det tilfældigt? Jeg tror efterhånden, også efter at have læst Lars Muhl's triologi, at livet og de situationer, vi kommer ud for, ikke er tilfældige. Hvis jeg nu havde gjort dit, i stedet for dat, så var der sket .......

En sådan tilgang til livet er et forsøg på at finde en forklaring, så man selv bliver undskyldt. I stedet bør vi nok prøve på forstå, hvorfor nogen (hvem det så end må være) sætter os i de situationer og så agere på det, i stedet for usual business. Vi får vel sådan set en advarsel forærende.

Det var vist et lille, men vigtigt sidespring.

Jeg går op til en by, med et kloster og stor kirke. Her er sørme et sted, jeg kan sidde lidt, uden at tage rygsækken af. Lige da jeg sætter mig, ser jeg en kæde med et kors på, sikkert en piges. Hvorfor ligger den der? Er det en tilfældighed? Nu hænger den på min rygsæk. Vidste ikke, hvor jeg skulle aflevere den.

Jeg går selvfølgelig forkert, da jeg i mine egne tanker ser på de smukke bygninger. Straks er der en borger, der råber efter mig og guider mig på rette spor. Sådan er det på Caminoen, ingen selviskhed, kun hjælpsomhed.

Kommer på right track og skal nedad forbi vinmarker. Ser pludselig en myre på stien og træder til side, så jeg ikke slår den ihjel. Kommer umiddelbart til at tænke på en bog, som Lisbeth engang har købt, som handler om reinkarnation, i den morsomme og dog alligevel alvorlige udgave.

Det handler om en kendt tysk tv-værtinde, der selvfølgelig er smuk (ellers hænger historien ikke sammen mod slutningen), med mand og barn. Hun går meget op i sig selv, vist lidt rigeligt. I stedet for at blive hjemme til sin datters fødselsdag, tager hun til en konference, hvor en endnu mere kendt og sikkert good-looking mandlig tv-vært (hendes konkurrent) også er. De 2 ender med at gå i seng sammen og da hun bagefter er ude på balkonen og lige overvejer sidespringet, får hun et toilet i hovedet fra en russisk rumstation. Dør selvfølgelig på stedet.

Vågner op som en myre.

Så kommer det hele efterfølgende til at handle om, hvordan man kan stige i graderne til at blive et menneske igen. Don Juan er der selvfølgelig også, ja, hvorfor ikke. Han har det svært. De to forsøger at hjælpe hinanden. Hylende morsom bog, med en god morale. Afslutningen må du selv finde ud af, men gode handlinger hjælper, skulle jeg hilse og sige. Min myre døde ikke, så jeg håber på det bedste.

Af en eller anden årsag kommer jeg umiddelbart efter til at tænke på kvinder. Det er nok hende den smukke tv-værtinde. Bliver enig med mig selv om, at kvinder er smukkest, når de har rundet de 40. Her kommer der karaktertræk i ansigtet og de har en helt anden indre balance, kan man mærke. De yngre er bare kønne, ikke smukke.

Det minder mig om de selvcentrede unge kvinder i København med deres barnevogne med deres projektbørn og hvad de nu ellers har gang i. De kommer anmassende og fører sig frem, som om de skal have særbehandling. Forkælede, er de. De kunne tage barnevognen med på Camino, ku' de. Nå, så,så, Peter. Du er på Camino!

Umiddelbart efter passerer Frank mig. Han har lang vej. Vi giver hinanden hånden og ønsker hinanden god Camino og vind i sejlene. Tager et billede af ham i det fjerne. Det er nok det sidste, jeg ser til ham, men dejligt at møde et positivt menneske, selv for så kort en stund. Det giver energi.

Jeg føler mig virkelig bedre tilpas uden uldsokker. På et tidspunkt holder jeg pause. Smider sokkerne og op med benene på rygsækken og ligger mig ned. Regnen er der ikke mere, lige nu. Kigger på himlen og naturen omkring mig. Føler mig som det heldigste menneske i verden. Føler en enorm frihed. Jeg smiler nærmest med og til mig selv.

Nogle pilgrimme passerer mig. Vi hilser. Så kommer Claire og sætter sig ved siden af. Claire er en krølhåret oppe-i-årene dame, med stil, vil jeg sige, måske lidt overvægtig. Claire bor i Todi. En by, hvor jeg var på kogeskole for 1,5 år siden. En kogeskole, som et dansk par, som et dansk par, Lisbeth og Thomas, ejer. De har tidligere ejet Fiasco på Gl. Kongevej. Sjov tilfældighed?

Claire og jeg snakker lidt om sokker og jeg siger, at det er hendes skyld, jeg har det bedre, fordi jeg så, at hun kun brugte et par.Hemmeligheden siger hun er, at man lufter fødderne mindst hver 2. time. Så kan det ikke gå galt. Vi snakker også om Caminoens faser. Fortæller hende, at jeg har lavet en hjemmeside. Det synes hun, var en rigtig god ide, så andre forhåbentlig får inspiration til selv at gå Camino. I øvrigt mente hun, at man skulle tage the full monty (det sagde hun ikke - det er min fortolkning). Ellers oplever man ikke faserne. Jeg er meget enig. Hun virker til at have erfaring med vandringer. Håber at få en snak med hende en dag igen på turen. Hun virker til at være et klogt og behageligt menneske.

Hun går før mig, men det varer ikke længe, før jeg overhaler hende og 2 unge spanske kvinder, med min nye optimisme med ikke klemte fødder. Jeg kører derudad. Vejen har fået nyt grus og sten, så det er ren luksus. Foran mig går 2 mænd med paraply, kan jeg se. Da jeg nærmer mig kan jeg se, at der på den enes paraply er motiver. Det er vel ikke?

Jo, sørme. Da jeg kommer helt tæt på, kan jeg se, at det er nøgne kvinder, der ligger og slanger sig på en divan. Vist nok 6 motiver rundt om paraplyen. Jeg smiler og griner. Det må jeg have et billede af, bagfra. Da jeg passerer manden, hilser jeg på og giver ham tommelfingeren opad. Har set ham før. De 2 mænd bærer ikke meget.

Således opmuntret går jeg videre. Det skulle åbenbart være dagen i kvindernes tegn. Rent tilfælde?
Skiltet viser 5,7 km til Los Arcos. Du kan se vejen langt væk. Du bliver nødt til at forsøge at abstrahere dig fra det. Der er lang vej endnu. Ned og se på vejen. Et skridt ad gangen.

På et tidspunkt begynder fødderne igen at gøre ondt. Det er ikke tåen. Der er ingen som helst steder at sidde de første 4 km, så man må stride sig igennem. Endelig. Ifen en lille bro. Af med støvler og strømper. Det er lidt koldt, fordi det blæser, selv om regnen er holdt op nu.

Alle jeg har passeret, passerer mig, bortset fra Claire. Går videre, men fødderne er trætte. Hvornår kommer den by? Jeg må mindst have gået 6-7 km, tænker man. Selvfølgelig har man ikke det. Kilometerne bliver bare længere sidst på dagen. Sådan har det været alle dage og sådan bliver det igen i morgen.

Endelig, langt om længe. Håber herberget er tæt på, men jeg gider ikke stoppe op nu og tage min guidebog ud. Kæmper mig gennem gaden, indtil der er en betonpille, hvir jeg kan sidde. Af med rygsækken, en tår vand og så fat i guidebogen. I det samme kommer John, en canadier fra Toronto, skulle det vise sig. Han er fuldstændig færdig og slår sig ned på den bare vej med ryggen op ad en husmur.

Vi falder i snak om alt muligt andet end herberg. John er lydtekniker. har arbejdet meget med musik, men også video m.m. Interessant. Claire kommer forbi og vil til et lille privat herberg, hvor man kan få eget rum, mod merbetaling. John vil på det kommunale herberg, så vi går videre. Det ligger over en bro. Vi passerer kirken og pladsen foran, flot lille by med en kæmpekirke.

Kommer til et undseligt udseende herberg. Kommer ind og får en meget venlig betjening af hospitalero, der viser sig at være belgier. Vi får vores stempel, udleveret sengelinned og betaler 6€. Han viser os rundt og går med op i værelse med 4 senfe. Vi får begge underkøjer. Der er ankommet nogle få, bla. en lille mand, som taler engelsk, som heg delte værelse med i Puente La Reina. Han hedder Hugh, fik jeg at vide af John. De kendte hinanden.

Hospitaleroen spørger is, om nogen vil have en fysioterapeut. Koster 12€ for benene og 20€ for hele kroppen. Yeps, det er lige mig. Der er en briks på herberget på samme etage som sengene. Kl. 17.30. Glæder mig.

Vi hviler lidt og så er det ellers business as usual, igen. Bad og fodpleje. Tåen får flere sytråde, for en sikkerheds skyld, så det kan komme ud. Bagefter vaske tøj og hænge det ud. John inviterer til et glas vin, sammen med Hugh, på kirkepladsen. Lover at komme, hvis jeg kan nå det.

Det kan jeg ikke. Carlos hed han vist, fysioterapeuten. Han kan engelsk. Jeg ligger på briksen, på maven, med et tæppe over mig. Alle der skal op og ned ad trappen kan følge med. Jeg er ligeglad. Vi ser alligevel hinanden i bare underbukser hver dag. Dejligt at få æltet musklerne. Han er god, men Body-SDS er bedre. De går hårdere til den. Det er nok mine S/M-tendenser, som jeg ville have skrevet om på dag 4, der gør sig gældende;-). Den kommer forhåbentlig i slutningen af dagen.

Bliver færdig, betaler og siger mange tusind tak. En ung kvinde kommer bagefter og får set på sin fod. Det ser ikke godt ud med anklen, kan jeg tolke. Det er vist slut for denne gang, ligesom for en anden ung pige, som jeg så senere. I øvrigt går alle rundt og humper, eller rettere sagt, vi går ikke normalt nogen af os.

Ian og Eva er kommet, heldigvis. Og der er kommet endnu flere kendte ansigter, bla den italienske familie og de spaniere, jeg delte værelse med for 2 dage siden. Peter Polak er også dukket op.

Jeg smutter ud og vil gøre John og Hugh selskab, men de er på vej hjem. Vi bliver enige om at spise sammen. Jeg går hen og får en meget lille tapas på en pind med et lille æg, ansjos, oliven, en bønne og så et eller andet, jeg ikke kan huske. Et glas husets vin, som er kold, men sådan serverer de dem. Faktisk ikke så dårligt, ved nærmere eftertanke. Til den type vin.

Hjem og skrive lidt videre, inden John og Hugh smutter ud lidt over halvotte for at finde et sted, hvor vi kan få en menu. Vi kommer i et stort rum uden mennesker. Ian og Eva skulle længere hen og spise, hvilket vist var en god beslutning, kunne jeg forstå på Eva, senere.

Fik suppe til forret, svinekød til hovedret og en slags risengrød til dessert. Intetsigende mad, men snakken var hyggelig. Hugh, der er lille, tidligere testjockey, er 60 år. Født i Irland og emigreret til Canada i 1980. Han laver springbaner til heste. Har børn på omkring 25 år, med hvis mor han har haft den bedste skilsmisse, som han siger. I dag er de de bedste venner og hjælper hinanden. Hugh er en sjov person, fuld af glæde og energi. Han elsker hårdt arbejde. Det kan man også se. Han bor uden el, laver det selv, ingen oliefyr og normale fornødenheder. Han går på biblioteket for at bruge internettet. Har kun en mobiltelefon af moderne ting. Han vil være en fri fugl. Som han siger, jeg har ingen forsikring til hytten - jeg bygger bare en ny. Sikken en indstilling. Det kunne vi lære af, os forbrugerfikserede mennesker. Vi vil eje, have nyt - ellers er livet for kedeligt.

John vil hjem. Han er træt. Jeg og Hugh bliver enige om at snuppe en godnatdrink på en har på vej hjem. De viser CL-kamp mellem AC Milan og Barcelona. Hugh får en øl, jeg en cafe solo og et glas spansk cognac. Hugh og jeg har en rigtig god snak om livet, universets energier og meget andet. Den mand ved meget. Han cyklede samme strækning sidste år, men det fik han ikke noget ud af. Det gik for stærkt. Ved at vandre møder man folk, kan får venner. Håber at få flere snakke med ham.

Jeg har fået John og Hugh's mailadresser. Vi kommer hjem og folk snakker i køkkenet. Hyggeligt. John viser videooptagelser fra Island med islandsk baggrundsmusik. De er virkelig flotte. Han har taget en masse billeder med faste tidsintervaller, så du ser skyer og andet godt, over en længere periode.

Nå, op i seng. Børste tænder og så skrive lidt videre, indtil lyset slukkes kl. 22.30.

Det var den dag, der tegnede sig aldeles indholdsløs ved starten. Tilfældigheder?