Tidligt oppe og ordne mails m.m. inden jeg skulle køre til Body-SDS i Karslunde. Havde tid kl. 10.00.
Det var en rigtig god omgang, synes, ikke kun jeg selv - Lotte også. Hun kunne mærke, at kroppen tog godt imod behandlingen. For mig virker det bedst, når jeg visualierer, at jeg befinder mig på det sted, hvor hun behandler mig, samtidig med at jeg trækker vejret dybt via maven og puster godt ud. Det gør jo så ondt, at man er nødt til at snyde systemet via disse små tricks. Gør man ikke det, så får man ikke den gode effekt ud af behandlingen. Noget for noget, så at sige. Glæder mig allerede til næste gang. Der er fremskridt. Mine skinneben har det efterhånden helt godt, ligesom min venstre arm og skulder har det bedre.
Bagefter hurtigt hjemad, skifte tøj og ind med Metroen for at nå en frokostaftale kl. 12.00. Bagefter købe nogle flasker vin til en gammel kollega, der skulle på pension, drøne hjem og tage cyklen og køre hen til receptionen. Der var en masse gamle bekendte. Bagefter igen drøne hen til een, der skulle lægge min nye bukser op. Hjem og ordne nogle ting, inden jeg skulle til en middagsaftale med et par gode venner. En cykeltur på en god halv times tid. Det var rigtig hyggeligt og dejlig mad, vi fik. Snakket blev der også, som sædvanligt - meget.
I morgen er det pakning til Frankrig. Skal kun have en stor taske med. Rygsækken er klar. Bagning af æblelommer og så et smut hen til Nicolai, der skal bore huller i nogle muslingeskaller fra Grønland, som jeg har modtaget i dag.
Har været så heldig at modtage 2 forskellige sendinger. Da jeg ikke hørte reaktion på min første bestilling, så sendte jeg en ny anmodning til en anden. Ville være sikker på at have nogle med til turen.
Mange tusind tak til Laila og Ulrik for de flotte muslinger, både blåmuslinger og andre, som jeg ikke lige har navnet på, men som mere ligner dem, som bruges som Caminoens logo. De smagte i øvrigt godt, skulle jeg hilse og sige 😀 . Også mange tusind tak til Martha, der måtte ud i gummistøvler og finde nogle muslinger i en hulens fart.
Jeg vil tænke på jer, når jeg kommer i domkirken i Santiago de Compostela!
Endnu en alt for travl mandag. Glæder mig til at komme afsted, så livet bliver mere simpelt. Kun dagens vandring skal være oppe i hovedet og ikke alle mulige andre ting. Når jeg kommer tilbage efter Caminoen, skal jeg ikke falde i fælden med at være på hele tiden - til sen aften. Krop og sind skal have ro engang imellem.