(Kommentarfeltet har jeg fjernet senere, da den blev misbrugt til at oprette en masse brugere og sende mails til dem via min mailadresse)
Nu er det muligt at skrive en kommentar til mine indlæg. Du kan skrive kommentarer og indlæg om alt muligt, bare det har sammenhæng til noget af det, som er på hjemmesiden og det ellers bliver holdt i en nogenlunde sober tone. Nyhedernes kommentarfelter er ikke til efterligning. Jeg har ondt af de stakler, der skriver sådan. De har det ikke godt med sig selv eller andre.
Du er også velkommen til at skrive, hvis du vil følges hele vejen eller noget af vejen med mig.
Kommentarer er mulige at skrive til hvert indlæg og det er muligt at se dem samlet på højre side under feltet kommentarer. De sidste 5 kommentarer er synlige. Der er ikke nogen lige nu at se, men de dukker op, når der kommer nogen.
Den første kommentar fra dig skal godkendes, inden den bliver offentliggjort. Når din kommentar er godkendt én gang, så kan du skrive uden godkendelse, så længe du bruger den samme mailadresse.
Er ikke helt stolt af oversættelserne i dette standard kommentarfelt, da der både bruges ordene "svar" og "kommentar". Det er ikke helt konsistent, men det må foreløbig blive sådan. Har ikke lige tid til at sætte mig ind i, hvordan jeg laver det om via kodning.
Der er også kommet en kontaktformular oppe i menuen. Den kan du bruge, hvis du vil skrive eller spørge om noget, som du ikke ønsker skal på hjemmesiden. Du er mere end velkommen.
Foreløbig for i dag. Nu skal jeg ud at gå med rygsæk.
Har gået i ca 2,5 time med rygsæk. Gik ganske fint, endda med vandrestavene. Gjorde dem ca. 3 cm længere og det hjalp meget. Fik hørt 2 cd'ere med Alberte Winding og Benjamin Koppel på vejen: Frostmorgen og Alberte Winding/Benjamin Koppel. Nogle af melodierne vil være gode på vandringen, når jeg sidder og kigger ud over landskabet.
I øvrigt har jeg gjort det til en vane at vågne stille og roligt, ofte høre meditationsmusik i mine trådløse hovedtelefoner via Sonos. I dag var det med den danske gruppe Bliss (der er andre grupper i verden, som også hedder det samme, bla. USA og Polen). Mens jeg gjorde det, så fløj der en meget stor flok småfugle ud foran vinduet. Nå, tænkte jeg, årstiden er ved at skifte og snart drager de i flok afsted til varmere himmelstrøg.
Det gør jeg også, inden alt for længe.