B1-vitaminer, væggelus og jod
Hele formiddagen blev brugt på at skrive noget om hjemmesiden og få sat et link op til Foreningen af Danske Santiagopilgrimme på selve menuen. Og indlæg om dagen i går, som jeg ikke nåede. Det tog lidt tid. Har dog fundet et par hjemmesider med pædagogiske videoer. Det er dejligt at nogen ganske gratis deler ud af deres viden.
Efter anbefaling fra en velbevandret pilgrim skal man tage B1-vitaminer, 4 dage før man starter med at bo på herberger eller andre steder, hvor der er risiko for væggelus. Væggelus kan åbenbart ikke lide, at man har B1-vitamin i blodet - ikke i de mængder, så nu er der anskaffet ekstra stærke vitaminer og så må vi se, om det hjælper. I øvrigt er der snart risiko for at få væggelus alle vegne, da larverne kan overleve helt op til 1 år, uden at få vådt eller tørt. Har læst, at man måtte lukke et meget dyrt hotel i New York for en periode pga. væggelus.
Som nogen skriver, så er det nok ikke så mærkeligt, at de dukker op flere og flere steder. Mange rejser til eksotiske steder og vi slæber disse smådyr med os hjem. Anbefalingen på Caminoen er, at man ikke lægger sin rygsæk på sengen, ej heller på gulvet, men helst hænger den op på metaldelen af sengen på overkøjen, hvis en sådan findes. Ellers på en stol. Nå, vi tager chancen og prøver at leve op til anbefalingerne, når vi kan. Ellers skulle forholdene på herbergerne være blevet meget bedre de senere år.
Har også fået købt jod, til desinfektion, hvis nu man skulle få vabler, som man er nødt til at tømme med en nål og lidt sytråd (der skal sidde natten over). Skal også have købt Compeed og tape.
Har fået cyklet ca. 12 km i dag og gået lidt over 1 time i rask tempo, for at teste mig selv af. Rygsækken vejede lidt over 8 kg. Bentøjet gør lidt ondt. I dag havde jeg ikke vandrestokkene med og jeg må sige, at det gik noget hurtigere. Er jo heller ikke vant til at bruge dem. Er jo vokset op i et bjergland. Det giver naturligvis stof til eftertanke. Skal man tage dem med eller ej?
Rationalet må være, at jeg tager dem med og bruger dem over Pyrenæerne og så må vi se, om jeg vil have dem med videre. Hvis ikke, så kan andre pilgrimme nok bruge dem.
I morgen vil jeg forsøge at indsætte kommentarfelt og kontaktfelt på hjemmesiden, så den forhåbentlig kan blive lidt mere livlig. Min gode barndomsven og skolekammerat har allerede spurgt, om han ikke måtte kommentere på den. Det skal han naturligvis have lov til.