Der blev ikke megen træning i dag
Var meget tidligt oppe i dag for at køre nogle gode venner til lufthavnen. Bagefter skulle jeg finde ud af hvilke plug-ins, som er fornuftige at bruge på hjemmesiden. Man får læst et hav af anbefalinger på nettet og føler sig oftest ude på dybt vand. Der er mange personlige præferencer på området. Det kan ikke være anderledes, så det tager tid at sætte sig ind i det. Der gik næsten 4 timer med det.
Nå, vi kan jo ikke komme uden 0m det. Hvad så med træningen i dag?
Der skulle komme venner til spisning i aften. Der skulle gøres rent. Havde uforsigtigt også lovet at pudse vinduer. Heldigvis havde jeg fået en god ven til at komme og hjælpe mig. Han er god til at pudse vinduer og er pertentlig. Vi var meget hurtigt enige om, at mænd er meget bedre til at gøre rent end kvinder, så det tog den tid, ordentligt arbejde kræver :-). Færdig ved 16-tiden og så skulle de sidste småting handles ind for at gøre klar til middagen.
Som altid ved invitationer til middag skal overliggeren ligge højt. Det er en naturlov, så lammekøllen blev sat over i stegepose kl. 08.00, ved 100 grader, med diverse gode sager. Forretten skulle gøres klar, gratinerede kammuslinger efter Jens Vestergaard Jensens opskrift i Bistro. Tilbehøret til lammekøllen skulle sættes over i ovnen. Lammefonden der skulle koges ind. Desserten, en apple-crumble-pie, opskriften fundet på nettet, skulle også gøres klar i en tærteform.
Hvad så med træningen? Ingen, absolut ingen. Det blev rengøring og madlavning i stedet for. Ryggen havde det ikke godt. Gad vide hvordan det går på turen?
Middagen? En succes. Heldigvis er der rester til i morgen.