Dette er første indlæg om min personlige beretning om den Camino, som jeg starter på medio oktober 2013.
Den endelig dato fastlægger jeg i løbet af de kommende dage, af hensyn til transporten derned. Vandringen bliver på over 800 km og begynder i St. Jean Pied de Port.
Håber at kunne uploade billeder og evt. video under min vandring, der kommer til at vare min. 5 uger, snarere 6 uger, fordi jeg naturligvis også skal prøve at vandre videre fra Santiago til "Verdens ende" (Finisterre). Det skulle være en særlig oplevelse at komme ud til havet, efter så lang vandring.
Jeg tager 2 små sten med fra Grønland, som skal smides 2 forskellige steder på turen. Overvejer også at have en grønlandsk muslingeskal med på rygsækken, selv om historien går på, at at man først skal finde muslingeskallen ved Finisterre og tage den med hjem. I dag sælger man muslingeskaller på selve ruten til Santiago de Compostela - kan jeg forstå på andres vandrebeskrivelser. Så det går nok.
Er gået i gang med træningen, med nye vandrestøvler og rygsæk. Var ude med rygsæk for første gang i går. Det gik OK, men jeg kan godt mærke, at der er brug for meget træning, så den kommer til at foregå i fitnesscenter og så på vejene, også på cykel.
I øjeblikket arbejder jeg meget med det udstyr, som jeg skal have med. Alt skal skrives op og vejes - i gram. Det gælder jo om at begrænse sig, så der max. er 10 % af ens vægt i rygsækken. Den må meget gerne veje mindre. Af samme grund har jeg derfor været på den store indkøbstur og købt det nyeste af det nye, så vægten kan komme ned. Det er godt nok dyrt, skal jeg hilse og sige, men til gengæld godt.
Efterhånden har jeg også fået købt og læst bøger om Caminoen, der er værd at læse på dansk. En enkelt måtte jeg skaffe antikvarisk. Har også meldt mig ind i Foreningen af danske Santiagopilgrimme, hvor jeg har bestilt mit pilgrimspas. Det skal jo stemples hver dag, som dokumentation for, at man har gået turen.
Tanken om at gå Caminoen har jeg haft i mange år, men af mange årsager kunne det ikke blive til noget. Alene det at hive 5 uger ud til hele turen, er i sig selv svært. Mødte tilfældigt Ole Christiansen, direktøren for Nuna Minerals A/S, foran Brugsen i Nuuk for 2 år siden og han havde lige gået en uge på Caminoen - en uge, som han kunne presse ind i sin travle kalender. Han ville senere fortsætte, hvor han slap.
Mødet med Ole og en kop kaffe hjemme hos ham og Jette ugen efter, hvor han fortalte og viste billeder fra turen, gav mig lysten til at gennemføre turen, når lejlighed bød sig. Mange tak til Ole for inspirationen!
Foreløbig velkommen til denne side og håber du vil følge med i mine fodspor, hvis jeg må sige det på den måde.